Når man som jeg ikke fejrer jul er den lidt en pinsel at være vidne til. Oplevet udefra drejer alt sig om at præstere. Præstere overfor famlie, præstere det perfekt udsmykkede julebord, den perfekte julestemning, den helt rigtige juleand og så ikke mindst de gaver, man vil blive husket for bagefter.
Intet under at folk er stressede i julen.
Man ku tro at folk fejrede jul for at hygge sig sammen med ens kære. Næ nej. I julen handler det om familien, også selvom man ikke har set familien hele året og hader ham svigerfaren, fætteren eller tantens ulidelige lille køter. Man ku tro at gaverne blev givet fordi modtagerne havde brug for dem, men nej. De gives for at vise hvormeget man værdsætter personen og for at vise hvor mange penge man selv kan ofre på gaver.
Det var selvfølgelig anderledes dengang ungerne var små. De glædede sig til gaverne og til at se mormor og farmor (ikke samtidig, men glæden var rigtig alligevel) De ku sikkert også li den lidt usædvanlige stemning, juledekorationerne og ikke mindst slikket - ikke mindst slikket!
Men det er altså snart mange år siden.
Nå, hvis jeg nu lægger tungsindet lidt væk, så er det vel meget godt med ét tidspunkt om året, hvor man tvinges sammem i familien, trods alt. Bare man ku slippe for præstationsræset, for kravene om at leve op til Disneys og CocaColas forlorne julestandard.
Næste år tror jeg jeg vil prøve at slås lidt for en fælles jul med de 3-4 tilbageblevne i familien, uden julegran og uden and i fed sovs holdt nede med tung risengrød i flødeskum. Men et par flasker rødvin, en lammesteg eller et stykke laks, det kunne vel også gøre det.
I'll be back
mandag, december 25, 2006
søndag, december 24, 2006
Er Gud ryger?
En af mine yndlingsaversioner er organiseret religion og ikke mindst når tro erstatter kritik eller bare viljen til at undersøge. Lidt på samme måde har jeg haft det med debatten om passiv rygning. Forklaring følger:
Hvis nu Gud, Jahve eller Allah virkelig fandtes var det største problem for dem næppe passiv rygning. Man kan ligefrem have dem mistænkte for at være tilhængere af rygning i det hele taget fordi det skaffer flere kunder i butikken, eller i hver fald får dem hurtigere frem til porten. (Der er også en masse røgelse i de fleste religioner, røg, der vel indeholder nogenlunde de samme skadelige stoffer som tobaksrygning, men det er altså en helt anden historie)
I forbindelse med min kampagne for at få forbudt passiv rygning i restaurationsbranchen har jeg mødt religiøsitet, og så det betyder noget. To varianter har været iøjnefaldende:
Den første med benægtelsen. "Passiv rygning er da ikke skadelig fordi rygning i det hele taget ikke er noget problem; min gamle onkel røg cigarer og blev 98½ uden at have én sygedag. Alle de der undersøgelser det er bare påstande, som selvgode, politisk korrekte forskere (udtales fuskere) har opfundet til lejligheden".
Og så den lidt værre, den med den personlige frihed til at ryge. "Jeg har valgt at ryge, fordi det er min ret". Sjovt nok har to af de fremmeste fortalere for dette synspunkt været DF's to fundementalistiske fyrtårne, Jesper Langballe og Søren Krarup. De to har uden skam insisteret på at ryge hvor og hvornår, de selv finder behov for det. Og så må andre bare indordne sig derunder. Helt på linie med Kim Larsen, sjov forbindelse dér!
Dem med benægtelsen, de ligner jo vor tids religiøse, der på trods af al sund fornuft, videnskabelige grundbegreber og almindelig samfundsudvikling, fastholder at Gud skabte verden på 7 dage for ca. 6000 år siden. Ligesom religiøse benægter forekomsten af dinosaurer, så benægter benægterne overvældende videnskabelig dokumentation for rygningens skadelighed og for behovet for indgreb.
Dem med den personlige frihed er smartere. Under henvisning til deres personlige frihed kræver de ret til at ryge og kræver dermed at andre finder sig i deres rygning. Helt på linie med vor tids religiøse fanatikere, der kræver at vi andre indordner os under reliøse normer; Jul og Påske, de ti bud, afbildning af Mohammad, forbud mod kondomer og abortion. Deres ret til at ryge er en individuel frihed, som andre ikke skal sætte grænser for. Hvis nogen ikke vil udsætte sig for rygnings sundhedsfarlige egenskaber, kan de bare holde sig væk! (Sjovt - eller rettere beklageligt - nok en holdning som genfindes på en række førende avisredaktioner landet rundt!)
Så ham Gud, han er nok ryger. Hans måde at organisere verden på, hans pålæg om dogmatisme og menneskefjendske livssyn, det er i hvert fald blevet voldsomt genbrugt i debatten om rygning.
I'll be back
Hvis nu Gud, Jahve eller Allah virkelig fandtes var det største problem for dem næppe passiv rygning. Man kan ligefrem have dem mistænkte for at være tilhængere af rygning i det hele taget fordi det skaffer flere kunder i butikken, eller i hver fald får dem hurtigere frem til porten. (Der er også en masse røgelse i de fleste religioner, røg, der vel indeholder nogenlunde de samme skadelige stoffer som tobaksrygning, men det er altså en helt anden historie)
I forbindelse med min kampagne for at få forbudt passiv rygning i restaurationsbranchen har jeg mødt religiøsitet, og så det betyder noget. To varianter har været iøjnefaldende:
Den første med benægtelsen. "Passiv rygning er da ikke skadelig fordi rygning i det hele taget ikke er noget problem; min gamle onkel røg cigarer og blev 98½ uden at have én sygedag. Alle de der undersøgelser det er bare påstande, som selvgode, politisk korrekte forskere (udtales fuskere) har opfundet til lejligheden".
Og så den lidt værre, den med den personlige frihed til at ryge. "Jeg har valgt at ryge, fordi det er min ret". Sjovt nok har to af de fremmeste fortalere for dette synspunkt været DF's to fundementalistiske fyrtårne, Jesper Langballe og Søren Krarup. De to har uden skam insisteret på at ryge hvor og hvornår, de selv finder behov for det. Og så må andre bare indordne sig derunder. Helt på linie med Kim Larsen, sjov forbindelse dér!
Dem med benægtelsen, de ligner jo vor tids religiøse, der på trods af al sund fornuft, videnskabelige grundbegreber og almindelig samfundsudvikling, fastholder at Gud skabte verden på 7 dage for ca. 6000 år siden. Ligesom religiøse benægter forekomsten af dinosaurer, så benægter benægterne overvældende videnskabelig dokumentation for rygningens skadelighed og for behovet for indgreb.
Dem med den personlige frihed er smartere. Under henvisning til deres personlige frihed kræver de ret til at ryge og kræver dermed at andre finder sig i deres rygning. Helt på linie med vor tids religiøse fanatikere, der kræver at vi andre indordner os under reliøse normer; Jul og Påske, de ti bud, afbildning af Mohammad, forbud mod kondomer og abortion. Deres ret til at ryge er en individuel frihed, som andre ikke skal sætte grænser for. Hvis nogen ikke vil udsætte sig for rygnings sundhedsfarlige egenskaber, kan de bare holde sig væk! (Sjovt - eller rettere beklageligt - nok en holdning som genfindes på en række førende avisredaktioner landet rundt!)
Så ham Gud, han er nok ryger. Hans måde at organisere verden på, hans pålæg om dogmatisme og menneskefjendske livssyn, det er i hvert fald blevet voldsomt genbrugt i debatten om rygning.
I'll be back
lørdag, december 02, 2006
Tilfældets ulidelige tyngde
Det er hårdt at erkende det, men nogen gange ganske ubestrideligt. Det er tilfældet, der former min tilværelse. Her forleden slap jeg udenom fyringsrunden. Fordi jeg var mere velkvalificeret end mine uheldigere kolleger? Fordi gamle regnskaber skulle afgøres, fordi andre skulle tages i ed, fordi et regnestykke skulle gå op? Tja, selv bliver jeg nok ikke klogere lige med det samme. Det afgørende for mig var imidlertid, at jeg pludselig så mig stå med et ben udover afgrunden. Fik et skrækindjagende syn for hvad min situation kunne have været, hvis ikke tilfældet, højere magter eller hvad ved jeg, havde maget det anderledes.
Og sådan har der været så meget. Er min udvikling eller skæbne blevet drevet af egen vilje, andres plan og velvilje eller af en stribe usammenhængende tilfældigheder. Historien peger på det sidste.
Blev bortadopteret og endte hos mine forældre, der ikke selv kunne få børn.
Lavede mit eget første barn/foster lige efter abort blev tilladt, sluttede næste forhold med abort nr. 2. Fik lavet min søn i et af de allerførste samvær med min kone for de næste 13 år og skabte min datter, medens vi knap kommunikerede.
Endte på Tuborg fordi der kunne alle få job, kom i forbundet fordi min forgænger forregnede sig.
Af mystiske omveje endte bryggeriarbejderne sammen med restaurationsbranchen og dér fik jeg min "mission" og derudaf til den nuværende situation som 2. violin i 3F's arbejdsmiljøarbejde.
Har uden tvivl overlevet utallige tætpå situationer i trafikken, én enkelt potentiel dødsulykke hvor bilen blev totaltskadet og jeg fik en mindre forstuvningaf tommelfingeren er det i hvert fald blevet til. Kunne være ramt af børnelammelse, min astma kunne have ødelagt lungerne og canseren kunne have slået til forlængst. Fælles for alle disse situationer er at tilværelsen ligeså let kunne være gået helt anderledes, og med stor sandsynlighed uden at jeg selv var bevidst om det eller kunne gøre det store fra eller til.
Men når afgrunden ikke lige åbner sig foran en, så kan jeg godt lide at bilde mig ind, selv at have indflydelse på hvordan min tilværelse former sig. Så det gør ondt, når sandheden om ens egen rolle sådan stirrer mig i øjnene. Når jeg må erkende at lotteri, tilfældigheder eller simpelt held eller uheld spiller hovedrollen i mit liv. Det var den oplevelse, der ramte og slog mig i tovene. Frygteligt og trist at skulle sige urimeligt farvel til gode kolleger, men deres situation fik mig til at se tilfældets afgørende betydning i øjnene - og det er ikke rart.
Måske skulle man se at blive religiøs, så kunne jeg udskifte tilfældet med en højere magt!
I'll be back
(PS. Jeg ved det godt, titel og morale er tyvstjålet fra Kunderas Tilværelsens ulidelige lethed, sorry)
Og sådan har der været så meget. Er min udvikling eller skæbne blevet drevet af egen vilje, andres plan og velvilje eller af en stribe usammenhængende tilfældigheder. Historien peger på det sidste.
Blev bortadopteret og endte hos mine forældre, der ikke selv kunne få børn.
Lavede mit eget første barn/foster lige efter abort blev tilladt, sluttede næste forhold med abort nr. 2. Fik lavet min søn i et af de allerførste samvær med min kone for de næste 13 år og skabte min datter, medens vi knap kommunikerede.
Endte på Tuborg fordi der kunne alle få job, kom i forbundet fordi min forgænger forregnede sig.
Af mystiske omveje endte bryggeriarbejderne sammen med restaurationsbranchen og dér fik jeg min "mission" og derudaf til den nuværende situation som 2. violin i 3F's arbejdsmiljøarbejde.
Har uden tvivl overlevet utallige tætpå situationer i trafikken, én enkelt potentiel dødsulykke hvor bilen blev totaltskadet og jeg fik en mindre forstuvningaf tommelfingeren er det i hvert fald blevet til. Kunne være ramt af børnelammelse, min astma kunne have ødelagt lungerne og canseren kunne have slået til forlængst. Fælles for alle disse situationer er at tilværelsen ligeså let kunne være gået helt anderledes, og med stor sandsynlighed uden at jeg selv var bevidst om det eller kunne gøre det store fra eller til.
Men når afgrunden ikke lige åbner sig foran en, så kan jeg godt lide at bilde mig ind, selv at have indflydelse på hvordan min tilværelse former sig. Så det gør ondt, når sandheden om ens egen rolle sådan stirrer mig i øjnene. Når jeg må erkende at lotteri, tilfældigheder eller simpelt held eller uheld spiller hovedrollen i mit liv. Det var den oplevelse, der ramte og slog mig i tovene. Frygteligt og trist at skulle sige urimeligt farvel til gode kolleger, men deres situation fik mig til at se tilfældets afgørende betydning i øjnene - og det er ikke rart.
Måske skulle man se at blive religiøs, så kunne jeg udskifte tilfældet med en højere magt!
I'll be back
(PS. Jeg ved det godt, titel og morale er tyvstjålet fra Kunderas Tilværelsens ulidelige lethed, sorry)
tirsdag, november 28, 2006
I survived 11 / 28 !
Blodet flød i stride strømme på vor sekretartiatsgang i dag da jeg kom tilbage efter at fyringsrunden var ved at være overstået. Vi var hårdt ramt, hårdere end jeg i min vildeste fantasi havde frygtet, 3 tætte konsulentkolleger ud, én skal forhandle en ny aftale som ekstern konsulent. Vsit i alt 20 konsulenter og ca. 10 HK'ere. Hertil kommer så den "naturlige" afgang.
Mærkeligt at se hinanden i øjnene, uvirkeligt at se sig selv i øjnene. Tilpasning er rigtigt og nødvendigt og i øvrigt nok noget der bør fylde mere også i fagbevægelsen. Men tilpasningsparathed blir altså lidt for floskelagtigt, når det handler om ens eget job, om nære kollegers job. Så bliver det blodig alvor.
Jeg har ikke haft det godt op til denne dag, rigtigt skidt faktisk. Lige nu er det svært at kunne slappe af i gen, svært at se fremad, svært at slippe den knuende fornemmelse i maven.
Opnåede organisationen ikke andet i dag, så tror jeg det lykkedes at få slået situationens alvor fast, i hvert fald over for sekretariaterne. Måske fokus nu skulle gå med også at få grupper og afdelinger til at erkende, at de både er en del af løsningen og af problemet.
I'll be back
Mærkeligt at se hinanden i øjnene, uvirkeligt at se sig selv i øjnene. Tilpasning er rigtigt og nødvendigt og i øvrigt nok noget der bør fylde mere også i fagbevægelsen. Men tilpasningsparathed blir altså lidt for floskelagtigt, når det handler om ens eget job, om nære kollegers job. Så bliver det blodig alvor.
Jeg har ikke haft det godt op til denne dag, rigtigt skidt faktisk. Lige nu er det svært at kunne slappe af i gen, svært at se fremad, svært at slippe den knuende fornemmelse i maven.
Opnåede organisationen ikke andet i dag, så tror jeg det lykkedes at få slået situationens alvor fast, i hvert fald over for sekretariaterne. Måske fokus nu skulle gå med også at få grupper og afdelinger til at erkende, at de både er en del af løsningen og af problemet.
I'll be back
fredag, november 24, 2006
Den tale Poul Erik ku ha holdt
Kære kolleger,
I ved alle hvorfor vi er samlet til personalemøde her i dag. Medlemstallet er vigende og vi må som faglig organisation tilpasse os. Tilpasning betyder at vi må ændre vor profil, og derfor desværre også lige nu tilpasse antallet af ansatte. Vi må skrumpe for at blive bedre i overensstemmelse med tidens krav til en faglig organisation og vi må blive billigere, for bedre at kunne konkurrere.
I dag bliver folk ikke bare automatisk medlem af en faglig organisation, og de forbliver ikke nødvendigvis medlem hele deres liv. Samtidig har vi fået to former for konkurrence på markedet. Dels er der kommet nye og prisbillige discountkonkurrenter og dels er stadig flere blevet mere selvhjulpne og i stand til at tage vare på sig selv. Værst af alt er måske at arbejdsgiverne er begyndt at opføre sig som vi i 100 år har krævet af dem.
Denne sparerunde har altså tre mål:
Vi skal blive mere effektive og mere serviceminded.
Vi skal blive bedre til at vise vor nødvendighed &
Vi skal blive billigere.
Dette stiller nogle krav til organisationen. Vi skal slankes antalsmæssigt og vi skal slankes beslutningsmæssigt. Bestyrelsen har derfor beslutte følgende handlingsplan gældende alle dele af organisationen:
Samtlige afdelinger nedlægges som selvstændige enheder og underlægges forbundets centrale ledelse.
Afdelingerne genopstår med en centralt udpeget leder, der er ansat på en resultatkontrakt.
Afdelingen består som lokalt demokratisk rådgivende organ for den ansatte ledelse og som politisk bestemmende led overfor organisationens centrale ledelse.
Centralt samles den udførende kompetence i en nyskabt direktørfunktion på vegne af en politisk styrende bestyrelse sammensat af repræsentanter fra afdelinger, landsklubber og brancheforeninger.
Direktøren ansættes for en treårig periode udfra en resultatkontrakt forhandlet med bestyrelsen.
Den centrale leder får således den samlede kompetence til at lede og målrette organisationens samlede ressourcer i overensstemmelse med de politisk opstillede målsætninger for organisationen.
Jeg har på mødet i går sagt ja til at påtage mig opgaven som central leder af organisationen, og har dermed påtaget mig opgaven straks at slanke os centralt. Formålet er hurtigt mærkbart at kunne nedsætte kontingentet. Derigennem demonstrerer organsationen at vi fra nu af ser os selv som en konkurrencedygtig part på arbejdsmarkedet. Når vi derfor de næste tre år skal sige farvel til 75 gode kolleger og når i der bliver tilbage må finde jer i at skulle arbejde hurtigere, finde jer i hurtigere skift i prioriteringer og dermed skiftende opgaver, så ser jeg det som en forudsætning for organisationens langsigtede overlevelse.
...og var det jeg vågnede op af døsen, så mig rundt i den tætpakkede sal og måtte erkende, at jeg vist endnu engang var sovet fra en væsentlig begivenhed.
I'll be back
I ved alle hvorfor vi er samlet til personalemøde her i dag. Medlemstallet er vigende og vi må som faglig organisation tilpasse os. Tilpasning betyder at vi må ændre vor profil, og derfor desværre også lige nu tilpasse antallet af ansatte. Vi må skrumpe for at blive bedre i overensstemmelse med tidens krav til en faglig organisation og vi må blive billigere, for bedre at kunne konkurrere.
I dag bliver folk ikke bare automatisk medlem af en faglig organisation, og de forbliver ikke nødvendigvis medlem hele deres liv. Samtidig har vi fået to former for konkurrence på markedet. Dels er der kommet nye og prisbillige discountkonkurrenter og dels er stadig flere blevet mere selvhjulpne og i stand til at tage vare på sig selv. Værst af alt er måske at arbejdsgiverne er begyndt at opføre sig som vi i 100 år har krævet af dem.
Denne sparerunde har altså tre mål:
Vi skal blive mere effektive og mere serviceminded.
Vi skal blive bedre til at vise vor nødvendighed &
Vi skal blive billigere.
Dette stiller nogle krav til organisationen. Vi skal slankes antalsmæssigt og vi skal slankes beslutningsmæssigt. Bestyrelsen har derfor beslutte følgende handlingsplan gældende alle dele af organisationen:
Samtlige afdelinger nedlægges som selvstændige enheder og underlægges forbundets centrale ledelse.
Afdelingerne genopstår med en centralt udpeget leder, der er ansat på en resultatkontrakt.
Afdelingen består som lokalt demokratisk rådgivende organ for den ansatte ledelse og som politisk bestemmende led overfor organisationens centrale ledelse.
Centralt samles den udførende kompetence i en nyskabt direktørfunktion på vegne af en politisk styrende bestyrelse sammensat af repræsentanter fra afdelinger, landsklubber og brancheforeninger.
Direktøren ansættes for en treårig periode udfra en resultatkontrakt forhandlet med bestyrelsen.
Den centrale leder får således den samlede kompetence til at lede og målrette organisationens samlede ressourcer i overensstemmelse med de politisk opstillede målsætninger for organisationen.
Jeg har på mødet i går sagt ja til at påtage mig opgaven som central leder af organisationen, og har dermed påtaget mig opgaven straks at slanke os centralt. Formålet er hurtigt mærkbart at kunne nedsætte kontingentet. Derigennem demonstrerer organsationen at vi fra nu af ser os selv som en konkurrencedygtig part på arbejdsmarkedet. Når vi derfor de næste tre år skal sige farvel til 75 gode kolleger og når i der bliver tilbage må finde jer i at skulle arbejde hurtigere, finde jer i hurtigere skift i prioriteringer og dermed skiftende opgaver, så ser jeg det som en forudsætning for organisationens langsigtede overlevelse.
...og var det jeg vågnede op af døsen, så mig rundt i den tætpakkede sal og måtte erkende, at jeg vist endnu engang var sovet fra en væsentlig begivenhed.
I'll be back
mandag, november 20, 2006
Så er vi der igen
Tilbage til situationen, hvor organisationen står overfor nedskæringer, sikkert drastiske nedskæringer med tabet af mange gode kolleger. Jeg havde egentlig, naivt som sædvanlig, håbet at det var slut med der. Men nej, 3F skal også tilpasse sig og kravet er at finde mange besparelser og dermed altså fyre mange sikkert gode kolleger.
Man ku så håbe, sikkert naivt igen, at der i 3F er en vilje til at skære ned med politisk og holdningsmæssig fremsynethed. At vi ikke bare skære i servicen, men ser på om strukturen er rigtig for en moderne fagbevægelse. At man tør se på hellige kør, som antallet af fyrstedømmer, kongresvalgte fyrstedømmer, på antallet af kronprinser og -princesser og ikke mindst på hvordan sådanne skal agere i en moderne og gerne professional organisation.
Lisså naivt så jeg gerne, at der blev stillet spørgsmål ved måden drive organisation på. Hvem der er vore kærnemedlemmer og hvad der kan tjene dem bedst muligt. Og her ud fra se på om vi i dag griber det rigtigt an.
Men jeg tvivler på modet, tror at systemet med urørlige fyrster i sig selv sikrer disse mod omverdenen og mod virkelighedens krav. Og jeg frygter at denne manglende evne, vilje til selvkritik betyder at vi næste år igen skal skære ned, og næste år og...
I'll be back
Man ku så håbe, sikkert naivt igen, at der i 3F er en vilje til at skære ned med politisk og holdningsmæssig fremsynethed. At vi ikke bare skære i servicen, men ser på om strukturen er rigtig for en moderne fagbevægelse. At man tør se på hellige kør, som antallet af fyrstedømmer, kongresvalgte fyrstedømmer, på antallet af kronprinser og -princesser og ikke mindst på hvordan sådanne skal agere i en moderne og gerne professional organisation.
Lisså naivt så jeg gerne, at der blev stillet spørgsmål ved måden drive organisation på. Hvem der er vore kærnemedlemmer og hvad der kan tjene dem bedst muligt. Og her ud fra se på om vi i dag griber det rigtigt an.
Men jeg tvivler på modet, tror at systemet med urørlige fyrster i sig selv sikrer disse mod omverdenen og mod virkelighedens krav. Og jeg frygter at denne manglende evne, vilje til selvkritik betyder at vi næste år igen skal skære ned, og næste år og...
I'll be back
torsdag, november 16, 2006
Læren af Irak
Jeg indrømmer det gerne, jeg var tilhænger af invasionen. Mindre smart set med nudagens briller, men måske overvejelserne er relevante at tage op igen.
I en verden, hvor alle vedkommer alle og har betydning for alle, er det så acceptabelt med lande, hvor vilkårerne er væsentligt dårligere end i flertallat. Har verdenssamfundet et ansvar for i sidste ende med voldsmidler at forsøge at gennemtvinge forandringer? Svaret er vel i dag stadig et ja, med ex Jugoslavien som bedste eksempel.
Men hvad er verdenssamfundet uden USA, i hvert fald når der skal bruges magtanvendelse. I den ideelle verden er det FN der skal beslutte at gribe ind. Det kneb gevaldigt at blive enige overfor Serbien og i Kosovo, men til sidst lykkedes det. I Irak lykkedes det ikke og USA greb ind helt på egen hånd (rettere sagt sammen med den berømte Coalition of the willing). Ellers er det kun lykkedes FN at gribe ind overfor småstater uden geopolitisk betydning.
Min vurdering dengang var at USA greb ind fordi den havde lyst til at gribe ind, i bedste fald udfra en idealistisk og urealistisk neokonservativ drøm om eksport af vestligt demokrati, i værste fald for at sikre olieforsyningerne (Eller er det omvendte værre?). Alt andet var windowsdressing og demagogi. Men de greb ind og der var ingen andre til at gøre det.
Altså, jeg var indstillet på at acceptere selv mildest talt suspekte motiver, bare der blev gjort en ende på de umulige forhold i Irak. Værre ku' det vel ikke blive, troede jeg.
Værre blev det. Invasionen lykkedes, siden er det gået helt galt og i dag tror jeg nok vi skulle have ladet dem være i fred.
Med hvad med næste gang, hvad hvis man fik amerikanernes øjne op overfor diktaturet i Saudiarabien, kvindernes forhold i Pakistan eller for den sags skyld de totalt kaotiske forhold rundt omkring i Afrika.
Betyder erfaringerne fra Irak, at vi skal udelukke muligheden for et militært indgreb? Betyder Irak at FN udelukkes fra militære, fredsskabende aktioner medmindre altså at det pågældende land direkte truer eller angriber sine naboer.
Betyder Irak også, at alt skal gennemføres af et enigt FN og at enegang, som USA i Irak, ikke mere vil forekomme? Tja lettere er det ikke blevet. På en eller anden måde havde det været bedre, hvis de alligevel havde fundet WMD'er i Irak eller klare forbindelser til Bin Laden.
I'll be back
I en verden, hvor alle vedkommer alle og har betydning for alle, er det så acceptabelt med lande, hvor vilkårerne er væsentligt dårligere end i flertallat. Har verdenssamfundet et ansvar for i sidste ende med voldsmidler at forsøge at gennemtvinge forandringer? Svaret er vel i dag stadig et ja, med ex Jugoslavien som bedste eksempel.
Men hvad er verdenssamfundet uden USA, i hvert fald når der skal bruges magtanvendelse. I den ideelle verden er det FN der skal beslutte at gribe ind. Det kneb gevaldigt at blive enige overfor Serbien og i Kosovo, men til sidst lykkedes det. I Irak lykkedes det ikke og USA greb ind helt på egen hånd (rettere sagt sammen med den berømte Coalition of the willing). Ellers er det kun lykkedes FN at gribe ind overfor småstater uden geopolitisk betydning.
Min vurdering dengang var at USA greb ind fordi den havde lyst til at gribe ind, i bedste fald udfra en idealistisk og urealistisk neokonservativ drøm om eksport af vestligt demokrati, i værste fald for at sikre olieforsyningerne (Eller er det omvendte værre?). Alt andet var windowsdressing og demagogi. Men de greb ind og der var ingen andre til at gøre det.
Altså, jeg var indstillet på at acceptere selv mildest talt suspekte motiver, bare der blev gjort en ende på de umulige forhold i Irak. Værre ku' det vel ikke blive, troede jeg.
Værre blev det. Invasionen lykkedes, siden er det gået helt galt og i dag tror jeg nok vi skulle have ladet dem være i fred.
Med hvad med næste gang, hvad hvis man fik amerikanernes øjne op overfor diktaturet i Saudiarabien, kvindernes forhold i Pakistan eller for den sags skyld de totalt kaotiske forhold rundt omkring i Afrika.
Betyder erfaringerne fra Irak, at vi skal udelukke muligheden for et militært indgreb? Betyder Irak at FN udelukkes fra militære, fredsskabende aktioner medmindre altså at det pågældende land direkte truer eller angriber sine naboer.
Betyder Irak også, at alt skal gennemføres af et enigt FN og at enegang, som USA i Irak, ikke mere vil forekomme? Tja lettere er det ikke blevet. På en eller anden måde havde det været bedre, hvis de alligevel havde fundet WMD'er i Irak eller klare forbindelser til Bin Laden.
I'll be back
søndag, november 12, 2006
Viljen til aktiv solidaritet er der stadig!
Efter en dag som medhjælpende indsamlingsleder her i Ishøj ved Dansk Flygtningehjælps store landsindsamling så må jeg atter i år konstatere, at vi danskere (inklusive ret så mange med indvandrerbaggrund) ikke er helt uhelbredeligt fortabte.
Det er umanerligt opløftende at møde en række medmennesker, unge som gamle, der vil bruge deres søndag på at kime dørklokker. Fra den gamle borgmester til helt unge og nervøse skolepiger. Alle slags var med. Og resultaterne var gode og indsamlernes melding var at de var blevet godt modtaget og at folk havde betalt. Bevares ca. 1100 pr. indsamler er ikke store sager. Men så alligevel et fantastsik resultat når man oplever Dansk Folkepartis evindelige afvisning af kontakt med omverdenen og Venstres noget lorne støtte (læs nedskæringer af) til Danmarks bistand til mindre bemidlede befolkninger i uheldige dele af verden.
Hvad Pia Kærsgaard og co. end mener og hvad statsministeren og hans slæng end gør, så er der stadig i den ganske almindelige befolkning en fornuftig holdning og en stor forståelse for vort ansvar overfor "de andre".
Så endnu en opløftende dag og forresten også hyggeligt at deltage.
I'll be back
Det er umanerligt opløftende at møde en række medmennesker, unge som gamle, der vil bruge deres søndag på at kime dørklokker. Fra den gamle borgmester til helt unge og nervøse skolepiger. Alle slags var med. Og resultaterne var gode og indsamlernes melding var at de var blevet godt modtaget og at folk havde betalt. Bevares ca. 1100 pr. indsamler er ikke store sager. Men så alligevel et fantastsik resultat når man oplever Dansk Folkepartis evindelige afvisning af kontakt med omverdenen og Venstres noget lorne støtte (læs nedskæringer af) til Danmarks bistand til mindre bemidlede befolkninger i uheldige dele af verden.
Hvad Pia Kærsgaard og co. end mener og hvad statsministeren og hans slæng end gør, så er der stadig i den ganske almindelige befolkning en fornuftig holdning og en stor forståelse for vort ansvar overfor "de andre".
Så endnu en opløftende dag og forresten også hyggeligt at deltage.
I'll be back
mandag, november 06, 2006
Cultural Learning of America for Make Benefit Glorious Nation of Kazakhstan
Nu er det ikke fordi denne spalte skal udvikler sig til bare anmeldelser, men efter halvanden time i selskab med Borat er det svært ikke at kommentere.
Jeg grinte som en stukket gris, krøllede tær så skoene sprak og var dybt forarget. Alt samme på samme tid, det må da være adelsmærket for en god film?
Men jeg er alligevel i tvivl om hvad det var jeg så. Kan en amerikaner virkelig, for åbent kamera hylde mordet på utallige muslimer eller kan en tribune fuld af rodeeofans klappe af og huje for udraderingen af Iraq?
Tja, i Borat gør de det, tilsyneladende uden den store overvejelse eller betænkelighed. Folkesjælen blottet, eller?
Det er her mit spørgsmål ved filmen nager. I den berygtede sag om Dansk Folkepartis Ungdom og deres tegninger af kameler og personer med langt skæg, dér afsløres den sorte reaktion i visse dele af befolkningen, men hvad siger det om Danmark som samfund? Kan udtalelser, handlinger og meninger, der videbringes til offentligheden uden at personerne bag udtalelserne vidste dette på forhånd eller overhovedet kendte til formålet med eventuele optagelser, kan sådanne "beviser" sige noget om samfundet, bliver vi klogere af at se dem?
I en scene i Borat er vor Kazakstanske reporter ved at lære, hvordan man opfører sig pænt ved et middagsbord. Han bliver behørigt instrueret af en professionel og skal så vise sine evner overfor nogle venlige mennesker. Disse holder høftligt masken og hjælper Borat på trods af at han overtræder alle normer for forståelig opførsel. Vildt sjovt og pinligt at se hvorledes deres tålmodighed strækkes til det yderste langt udover rimeligt for til sidst at briste, da en importeret "luder" slutter sig til selskabet. Men hvem er det der gøres grin med her, den borgerlige middelkalsses forsøg på (misforstået) venlighed overfor en fremmed? Eller bare sjov for provokationens skyld?
Måske er det min rodfæstede afstand til Michael Moore og hans måde at lave film/politik på, der spiller ind i efterbearbejdningen af Korat, måske fordi jeg ikke synes filmen spiller med åbne kort. Men, tag ikke fejl. Borat er en facinerende film og afdækker glimt af et samfund, USandA, og ikke alle dele af dette glimt er lige rare. Jeg havde det sjovt i filmens 90 minutter, men jeg kan egentlig ikke lide måden og håber ikke, jeg blev klogere på USandA
I'll be back
onsdag, november 01, 2006
At cykle er sjovt
En lidt mærkelig overskrift i dag, hvor sneen pisker ned og stormen er ved at vælte flagstangen lige overfor og hjemturen truer. Men alligevel for mig en vigtig konklusion. Når jeg cykler blir verden mere enkel, de personlige problemer fortoner sig bag kravet om at træde i pedalerne. Det er lettere at glemme alle de ting, som kan holde mig vågen om natten, eller i hvert fald lettere at skubbe dem i baggrunden. Og måske vigtigere endnu; når jeg får brugt kroppen og lidt muskler på cyklen så er jeg i klart bedre humør. Jeg får lavet mere her på arbejde, taler pænere til kollegerne og er da osse i bedre humør derhjemme, osse selvom det kun er katten, der har glæde af det.
Så nu har jeg bestilt overtræk til skoene, hue til ørerene og nye handsker, så kan det blive så koldt det vil. Planen er at blive ved med at cykle også her i de mørke måneder.
I'll be back
Så nu har jeg bestilt overtræk til skoene, hue til ørerene og nye handsker, så kan det blive så koldt det vil. Planen er at blive ved med at cykle også her i de mørke måneder.
I'll be back
mandag, oktober 30, 2006
Når vattæppet blir normen
Ikke fordi jeg snakker udfra personlige oplevelser, men sådan bare i al almindelighed.
Når man, dvs. mange ellers dygtige og meningsfyldte mennesker sætter sig ned sammen og og ganske uformelt beslutter sig for at visse problemer, dem kan man altså bare ikke løse; i hvert fald ikke i dag, måske i morgen, men vi er alle da enige om at på sigt, så skal det nok gå. Når denne tankegang blir normen, når den ikke længere får de små hår til at rejse sig på armene og den synkende fornemmelse i maven er væk, så er det vist ved at være på tide at knibe sig selv i armen og vælge side; vattæppe eller hysteriske anfald?
Det lader til at større organisationer helt af sig selv udvikler sådanne vattæpper. Der opstår hellige kør, problemstillinger som der af en eller anden grund ikke kan sættes spørgsmålstegn ved. Problemer, som alle ved er der, men ingen ligesom orker at gøre en indsats overfor.
Organisationsfilosofferne har sikkert et fint ord for den tilstand, kan forklare dem teoretisk, empirisk og finde utallige historiske eksempler. Men hellerikke de kender det gyldne snit, der åbner for sækken og genskaber dynamikken og handlekraften/begejstringen.
Desværre har jeg hellerikke koden, men omvendt er jeg åbenbart stadig naiv nok, godtroende nok, selvovervurderende nok til at råbe op, når jeg ryger i klinch med vattæppet. Men jeg må stille mig selv det spørgsmål, som en sikkert kinesisk vismand engang formulerede:
Har jeg viljen til at ændre de ting, der kan ændres og evnen til at affinde mig med dem, der ikke kan - og visdommen til at se forskel. That's the question!
I'll be back
Når man, dvs. mange ellers dygtige og meningsfyldte mennesker sætter sig ned sammen og og ganske uformelt beslutter sig for at visse problemer, dem kan man altså bare ikke løse; i hvert fald ikke i dag, måske i morgen, men vi er alle da enige om at på sigt, så skal det nok gå. Når denne tankegang blir normen, når den ikke længere får de små hår til at rejse sig på armene og den synkende fornemmelse i maven er væk, så er det vist ved at være på tide at knibe sig selv i armen og vælge side; vattæppe eller hysteriske anfald?
Det lader til at større organisationer helt af sig selv udvikler sådanne vattæpper. Der opstår hellige kør, problemstillinger som der af en eller anden grund ikke kan sættes spørgsmålstegn ved. Problemer, som alle ved er der, men ingen ligesom orker at gøre en indsats overfor.
Organisationsfilosofferne har sikkert et fint ord for den tilstand, kan forklare dem teoretisk, empirisk og finde utallige historiske eksempler. Men hellerikke de kender det gyldne snit, der åbner for sækken og genskaber dynamikken og handlekraften/begejstringen.
Desværre har jeg hellerikke koden, men omvendt er jeg åbenbart stadig naiv nok, godtroende nok, selvovervurderende nok til at råbe op, når jeg ryger i klinch med vattæppet. Men jeg må stille mig selv det spørgsmål, som en sikkert kinesisk vismand engang formulerede:
Har jeg viljen til at ændre de ting, der kan ændres og evnen til at affinde mig med dem, der ikke kan - og visdommen til at se forskel. That's the question!
I'll be back
søndag, oktober 29, 2006
Bruce og Babel
Fredag var jeg i biografen og så den helt nye Babel. En film af en mexikansk instruktør, der er avanceret op i Hollywoods superliga. Babel fortæller tre historier om verden i dag. Historierne hænger sammen og betinger hiinanden, men foregår spredt ud i verden og især i verdens meget forskellige kulturer. Som jeg oplevede filmen var den en gribende og kontant understregning af at vi alle hænger sammen, på tværs af kulturer, sprog og levevilkår. Sjældent har jeg set sammenhængen så smukt og så gribende understreget som antydet i den spinkle årsagssammenhæng mellem en stakkels frustreret teenage pige i Tokyo, en marrokansk hyrdedreng, en priviligeret amerikansk kernefamilie og så deres mexikanske hushjælp. Sommerfuglen har ikke blafret forgæves.
Filmen burde være tvangsstof til DF's fremmedforskrækkede vælgere; vi kan bygge diger, lave beskyttelseslove, men verden er der ude, den trænger sig på fordi vi er en del af den, om vi vil det eller ej.
Som sådan en vigtig og opløftende film, men så påtrængende at jeg det meste af tiden havde mest lyst til at gå igen, ikke fordi den ikke var god og medrivende, tværtimod, men fordi den var så konsekvent og blottet for føleri og moraliseren. Men hård kost, det er Babel.
Så til lørdag, hvor jeg delte verdensrummet med ca. 22.000 andre vilde Springsteen fans i Parken. Denne lille mand, med det frygtindgydene underbid og den store smittende glæde ved at spille, hvor er han dog utrolig. Jo mere publikum jublede og spillede med, jo bredere grinede han tilbage. Og hvilken fest, han lagde op til.
Bandet var det meget alternativt sammensatte fra "The Seeger Sessions" med Cajun harmonika og pennywhistle, irske violiner tilsat Bluegrass og stortromme, blæsere - gudhjælpemig med en enorm tuba, Honkytonk klaver, reggae og cubanske overtoner, gospel og så Bruce's helt egenartede musik. Man sku tro, de var bedst egnede til mere intime steder, med savsmuld og øl på gulvet, men nej. Selv med rædselsfuld akustik spillede de hele Parken op til fællesdans.
Undervejs gik det pludselig op for mig, at Springsteen i virkeligheden spillede soundtracket til fredagens Babel. Her hørte vi rødderne til hele den sammensatte amerikanske kultur, her fremstod indvandringen fra alle dele af verden pludselig helt konkret. Ikke i modsætning til hinanden, men supplerende, berigende og ikke mindst spændende og udfordrende.
Jeg har har en udtalt svaghed for violiner i jassmusik, blues og rock. Når denne svaghed så suppleres med en forrygende harmonika sjuppende af billig Moonshine og et honkytonk opretstående for fuldt udtræk, så er jeg solgt. Når musikken så tillader sig at blande stilarter efter forgodtbefindende og afleveres med en energi og glæde, som ingen andre end The Boss kan bidrage med, så ser verden ikke så grum ud et par timer.
Numrene fra The Seeger Sessions kendte jeg i forvejen, fantastiske og ikke til at sidde stille til. Men når manden så tillader sig til totalt at gendigte en af sine egne klassikere som Atlantic City, nu nærmest uden melodi, men så meget mere som desperat kampråb, så vokser min beundring af ham til uanede højder. Tænk at kunne fornye sig så meget uden at tabe tråden, imponerende. Bare touren kommer som liveindspilning, det har musikken og budskabet fortjent.
He'll be back!
tirsdag, oktober 24, 2006
Fogh og Bush
Lige nu er jeg ved at være igennem Bob Woodwards sidste om Bush og Irak, eller rettere om beslutningsprocesserne i administrationen. Bogen er rystende læsning - som de tidligere - og god til at forstå, hvorfor det gik (går) så galt.
Men noget helt andet slår mig. I bogen hører man ned i mindste detalje om hvem, der mente hvad blandt de centrale aktører. Cheney, Rumsfeldt, Rice, Powell, Tenet og en nærmest uendelig række af centrale generaler, rådgivere, ambassadører og hvad ved jeg. Vi hører hvad de sagde på de afgørende møder, hvad de viste om Husseins WMD'er (dem der ikke var der alligevel) og om deres grænseløse mangel på konkret viden om det irakiske samfund.
Tilsyneladende kommer alt frem og alle udtaler sig åbent til journalisten, inklusive Bush. Selvfølgelig udtaler de sig alle med bagklogskab og med formålet at påvirke historieskrivningen. Og selvfølgelig er ikke alt, som det refereres i bogen, men alligevel et facinerende og meget direkte indblik i hvordan det amerikanske system fungerer. Og dermed et redskab til at påvirke den aktuelle situation.
Tænk engang, hvis vi havde en lignende åbenhed i Danmark. Tænk hvis vi på lignende måde, fik afdækket de centrale beslutningsprocesser i regeringens indekreds. Tænk, hvis det kom frem udfra hvilken viden Fogn traf beslutning om dansk deltagelse i Irakkrigen, om Muhammedkrisen eller hvordan forholdet er mellem ham og Pia K. Og ikke om 20 år, som resultat af memoirer eller historikeres forskning, men lige nu medens det har betydning.
Man kan sige meget om demokratiet i USA, men den åbenhed der er omkring centrale processer gør mig noget mere tryg end jeg er ved det totalt lukkede danske system.
Måske er der en eller anden vaks journalist, der kunne lade sig inspirere, blot en diskret ønsketanke.
I'll be back
Men noget helt andet slår mig. I bogen hører man ned i mindste detalje om hvem, der mente hvad blandt de centrale aktører. Cheney, Rumsfeldt, Rice, Powell, Tenet og en nærmest uendelig række af centrale generaler, rådgivere, ambassadører og hvad ved jeg. Vi hører hvad de sagde på de afgørende møder, hvad de viste om Husseins WMD'er (dem der ikke var der alligevel) og om deres grænseløse mangel på konkret viden om det irakiske samfund.
Tilsyneladende kommer alt frem og alle udtaler sig åbent til journalisten, inklusive Bush. Selvfølgelig udtaler de sig alle med bagklogskab og med formålet at påvirke historieskrivningen. Og selvfølgelig er ikke alt, som det refereres i bogen, men alligevel et facinerende og meget direkte indblik i hvordan det amerikanske system fungerer. Og dermed et redskab til at påvirke den aktuelle situation.
Tænk engang, hvis vi havde en lignende åbenhed i Danmark. Tænk hvis vi på lignende måde, fik afdækket de centrale beslutningsprocesser i regeringens indekreds. Tænk, hvis det kom frem udfra hvilken viden Fogn traf beslutning om dansk deltagelse i Irakkrigen, om Muhammedkrisen eller hvordan forholdet er mellem ham og Pia K. Og ikke om 20 år, som resultat af memoirer eller historikeres forskning, men lige nu medens det har betydning.
Man kan sige meget om demokratiet i USA, men den åbenhed der er omkring centrale processer gør mig noget mere tryg end jeg er ved det totalt lukkede danske system.
Måske er der en eller anden vaks journalist, der kunne lade sig inspirere, blot en diskret ønsketanke.
I'll be back
søndag, oktober 15, 2006
Søndag, sol og efterår
Tænk dig engang, det er mid oktober, strålende solskin. Alle farver gyldne og afstemte. Jeg er lige kommet tilbage efter en 65km cykeltur rundt om Tune, Roskilde og Hove. Hvordan bærer man sig så ad med at bevare sit naturlige sortsyn.
Lige nu kan DF's muslimofobi og behov for at bringe sig selv i centrum ikke ophidse. Selv israelernes seneste overfald i Gaza forbliver blot en mindre efterårssky.
Jamen hvad så med situationen i Irak, den Nordkoreanske atombombe eller Socialdemokraternes manglende mod til at pege længere frem end til mere velfærd. Det burde da være nok til at fremme det naturlige mismod?
Nej, med et sådant vejr på en søndag i oktober, så holder jeg humøret højt og vægten lav (nu 88,7kg.)
I'll be back
Lige nu kan DF's muslimofobi og behov for at bringe sig selv i centrum ikke ophidse. Selv israelernes seneste overfald i Gaza forbliver blot en mindre efterårssky.
Jamen hvad så med situationen i Irak, den Nordkoreanske atombombe eller Socialdemokraternes manglende mod til at pege længere frem end til mere velfærd. Det burde da være nok til at fremme det naturlige mismod?
Nej, med et sådant vejr på en søndag i oktober, så holder jeg humøret højt og vægten lav (nu 88,7kg.)
I'll be back
tirsdag, september 12, 2006
9/12
Mandag var 9/11 og femårsdagen blev behørigt fejret i USA og mindet verden over. Sjovt nok var der ikke mange reportager fra Afganistan og da slet ikke fra Irak, der om nogen har måttet betale prisen for historiens mest vellykkede terroistangreb.
Men i dag er det så 9/12 og verdenshistorien skal gå videre. I Irak som i USA og i Danmark. Over there deler befolkningen sig tilsyneladende i tre lejre, dem der mener at Bush/Big Business og/eller jøderne stod bag, dem der siger at supermagtens sikkerhed fortsat er truet og forsvares bedst i Irak og så dem, der bare vil se at komme videre, få tropperne hjem fra Irak og undgå for store indgreb i den personlige frihed.
Til gengæld har vi her i hjertet af velstanden, tolerancen og den gensidige forståelse fået vore helt egne "homegrown" terrorister, heldigvis ikke så proffe som Bin Laden eller dødssøgende som diverse brigader i øvrige dele af verden, men farlige nok alligevel.
Som modtræk kræver Dansk Folkeparti mere TV overvågning i Voldsmose, man må formode at meningen er at fange terrorister, medens de står på gadehjørnet og blander kemikalierne! Farligere er nok tendensen til at sige dem om muslimer og muslimernes tendens til at trække sig tilbage til parrallelsamfund.
I min sikkert naive og verdensfjerne sæbeboble tror jeg at det eneste svar på vores hjemmedyrkede terrorister er ikke at gå i panik, gøre endnu mere for at integrationen skal lykkes og i øvrigt prøve at snakke fornuft med så mange som muligt.
Så det er hvad jeg vil gøre her fra den 12. september.
I'll be back
Men i dag er det så 9/12 og verdenshistorien skal gå videre. I Irak som i USA og i Danmark. Over there deler befolkningen sig tilsyneladende i tre lejre, dem der mener at Bush/Big Business og/eller jøderne stod bag, dem der siger at supermagtens sikkerhed fortsat er truet og forsvares bedst i Irak og så dem, der bare vil se at komme videre, få tropperne hjem fra Irak og undgå for store indgreb i den personlige frihed.
Til gengæld har vi her i hjertet af velstanden, tolerancen og den gensidige forståelse fået vore helt egne "homegrown" terrorister, heldigvis ikke så proffe som Bin Laden eller dødssøgende som diverse brigader i øvrige dele af verden, men farlige nok alligevel.
Som modtræk kræver Dansk Folkeparti mere TV overvågning i Voldsmose, man må formode at meningen er at fange terrorister, medens de står på gadehjørnet og blander kemikalierne! Farligere er nok tendensen til at sige dem om muslimer og muslimernes tendens til at trække sig tilbage til parrallelsamfund.
I min sikkert naive og verdensfjerne sæbeboble tror jeg at det eneste svar på vores hjemmedyrkede terrorister er ikke at gå i panik, gøre endnu mere for at integrationen skal lykkes og i øvrigt prøve at snakke fornuft med så mange som muligt.
Så det er hvad jeg vil gøre her fra den 12. september.
I'll be back
onsdag, september 06, 2006
Mordere på TV
Forleden viste TV et program om israelske piloter og deres oplevelse af rollen som statsautoriserede mordere for regeringen. Mordere er naturligvis min betegnelse, ingen regering har officielt ansat mordere og det er vel de færreste, der præsenterer sig selv som morder. Ikke desto mindre fløj de rundt og myrdede/henrettede/eksekverede diverse personer, som blev udpeget for dem som Hamas medlemmer, terrorister eller lignende - og nogen gange ramte de ikke kun målet, men diverse formodentlig uskyldige "bystanders".
Et par ting fra programmet hænger særligt fast.
Den ene af piloterne, der fløj Cobra helikoptre som er særligt velegnede til at skyde efter enkeltpersoner, biler og enkeltvinduer, fortalte temmelig gribende om sine overvejelser, om hvordan han nogen gange undlod at skyde af frygt for at ramme andre og om sine tanker overfor de uskyldige ofre, der uundgåeligt røg med. Bestemt et sympatisk og varmt menneske. Og så var han ovenikøbet børnelæge bl.a. med palestinænsiske patienter. Den ene dag mer eller mindre kolblodig myrdnende redskab for regeringens politik, den næste dag varm og engageret børnelæge. Gad vide hvordan han selv får det til at hænge sammen oppe i hovedet?
Den anden ting der stadig rumsterer fra TV udsendelsen var at ham børnelægen/bødlen eller bødlen/børnelægen på trods af sine helt entydige dybe moralske problemer med sin rolle som morder alligevel valgte at blive ved. Overfor ham stod en række andre kamppiloter, der havde valgt at sige fra. De havde skrevet under på en henvendelse til regeringen om at de til en hver tid stod til rådighed for forsvaret af Israel, men at de nægtede at bombe tilfældige mål i de besatte områder. Disse piloter, var det en 50-60 stykker, var omgående blevet smidt ud af IDF og dermed nægtet den rolle som forsvarere af deres hjemland som man må formode de i høj grad havde viet deres hidtidige liv til. Men for dem havde rollen som statsansat morder været for meget. Deres moral kunne ikke forenen rollen som morder med rollen som selvstændigt tænkende menneske. Og, må man formode, de mente ikke at konflikten med palestinænserne kunne løses med bomber og missiler.
Hvor var det godt at se, at selv i de mørkeste kroge findes der omtanke, empati og moral.
I'll be back
Et par ting fra programmet hænger særligt fast.
Den ene af piloterne, der fløj Cobra helikoptre som er særligt velegnede til at skyde efter enkeltpersoner, biler og enkeltvinduer, fortalte temmelig gribende om sine overvejelser, om hvordan han nogen gange undlod at skyde af frygt for at ramme andre og om sine tanker overfor de uskyldige ofre, der uundgåeligt røg med. Bestemt et sympatisk og varmt menneske. Og så var han ovenikøbet børnelæge bl.a. med palestinænsiske patienter. Den ene dag mer eller mindre kolblodig myrdnende redskab for regeringens politik, den næste dag varm og engageret børnelæge. Gad vide hvordan han selv får det til at hænge sammen oppe i hovedet?
Den anden ting der stadig rumsterer fra TV udsendelsen var at ham børnelægen/bødlen eller bødlen/børnelægen på trods af sine helt entydige dybe moralske problemer med sin rolle som morder alligevel valgte at blive ved. Overfor ham stod en række andre kamppiloter, der havde valgt at sige fra. De havde skrevet under på en henvendelse til regeringen om at de til en hver tid stod til rådighed for forsvaret af Israel, men at de nægtede at bombe tilfældige mål i de besatte områder. Disse piloter, var det en 50-60 stykker, var omgående blevet smidt ud af IDF og dermed nægtet den rolle som forsvarere af deres hjemland som man må formode de i høj grad havde viet deres hidtidige liv til. Men for dem havde rollen som statsansat morder været for meget. Deres moral kunne ikke forenen rollen som morder med rollen som selvstændigt tænkende menneske. Og, må man formode, de mente ikke at konflikten med palestinænserne kunne løses med bomber og missiler.
Hvor var det godt at se, at selv i de mørkeste kroge findes der omtanke, empati og moral.
I'll be back
onsdag, august 09, 2006
Hvad er det, der er galt med israelerne?
Er der et folk, som jeg ikke forstår, så er det israelerne. Jeg nægter at tro, at de er hverken dummere, mere selvoptagne eller mere indskrænkede end andre mennesker, men jeg forstår dem altså ikke.
Nu her i nyhederne var der en ellers sympatisk udseende dame, der med stor følelse sammenlignede beboerne i sin by med ofrene under de allieredes bombardementer under anden verdenskrig. Befolkningen i byen havde mere eller mindre levet under konstant bombardement med Hisbollah raketter siden krigen startede, dvs. en 3 ugers tid. Ingen tvivl om at det må være rædselsfuldt. Men borgmesterdamen, eller hvad hun nu var, skulle da lige tænke på forholdet mellem de bombardementer hendes by er udsat for og så situationen i Beirut eller de landsbyer som Israel systematisk udsletter med stort tab af civilt liv. Måske ofrene i det sydlige Beirut kan sammenligne sig med ofrene i Hamburg, Dresden, Wien eller Berlin i 1944 og 1945, billederne derfra ligner i hvert fald, men ikke beboerne i den israelske grænseby. Men det var altså ikke sådan hun så det, det var hendes folk der var ofrene.
Det virker som om den gennemsnitlige israeler fuldstændigt savner evnen eller viljen til at sætte sig ind i eller blot forholde sig til de ødelæggelser som deres egen hær nedkalder over en forsvarsløs civilbefolkning. Tilsyneladende nægter denne ellers veluddannede befolkning, med en høj kulturel baggrund og megen snak om etik og ansvar, at anerkende at de selv er en del af problemet og at andre lande og befolkninger, med fuld ret kan have synspunkter, der ikke umiddelbart svarer til israelernes.
Hvad måske er værre er at denne manglende empati er med til at øge modsætningerne, med til at skærpe uforsoneligheden og hadet. For hver boligblok, bro, tankstation eller lastbil som Israel smadrer i Libanon øger de jo blot opbakningen om Hisbollah. For hvert barn, der dræbes øges hadet og håbeløsheden og med håbeløshed følger viljen til fortsat krig. Og indtil videre er de jo ikke kommet et skridt nærmere en fredelig løsning - og de to gidsler er fuldstændigt glemt. For slet ikke at snakke om det oprindelige gidsel som palæstinenserne tog før hele helvedet brød løs.
Måske hende damen sku tænke på, at på trods af de uhyggelige bombardementer af Tyskland og de massive tab af menneskeliv i krigens sidste år, så gjorde befolkningen ikke oprør mod Hitler eller brød sammen. De fortsatte kampen til det sidste!
I'll be back
Nu her i nyhederne var der en ellers sympatisk udseende dame, der med stor følelse sammenlignede beboerne i sin by med ofrene under de allieredes bombardementer under anden verdenskrig. Befolkningen i byen havde mere eller mindre levet under konstant bombardement med Hisbollah raketter siden krigen startede, dvs. en 3 ugers tid. Ingen tvivl om at det må være rædselsfuldt. Men borgmesterdamen, eller hvad hun nu var, skulle da lige tænke på forholdet mellem de bombardementer hendes by er udsat for og så situationen i Beirut eller de landsbyer som Israel systematisk udsletter med stort tab af civilt liv. Måske ofrene i det sydlige Beirut kan sammenligne sig med ofrene i Hamburg, Dresden, Wien eller Berlin i 1944 og 1945, billederne derfra ligner i hvert fald, men ikke beboerne i den israelske grænseby. Men det var altså ikke sådan hun så det, det var hendes folk der var ofrene.
Det virker som om den gennemsnitlige israeler fuldstændigt savner evnen eller viljen til at sætte sig ind i eller blot forholde sig til de ødelæggelser som deres egen hær nedkalder over en forsvarsløs civilbefolkning. Tilsyneladende nægter denne ellers veluddannede befolkning, med en høj kulturel baggrund og megen snak om etik og ansvar, at anerkende at de selv er en del af problemet og at andre lande og befolkninger, med fuld ret kan have synspunkter, der ikke umiddelbart svarer til israelernes.
Hvad måske er værre er at denne manglende empati er med til at øge modsætningerne, med til at skærpe uforsoneligheden og hadet. For hver boligblok, bro, tankstation eller lastbil som Israel smadrer i Libanon øger de jo blot opbakningen om Hisbollah. For hvert barn, der dræbes øges hadet og håbeløsheden og med håbeløshed følger viljen til fortsat krig. Og indtil videre er de jo ikke kommet et skridt nærmere en fredelig løsning - og de to gidsler er fuldstændigt glemt. For slet ikke at snakke om det oprindelige gidsel som palæstinenserne tog før hele helvedet brød løs.
Måske hende damen sku tænke på, at på trods af de uhyggelige bombardementer af Tyskland og de massive tab af menneskeliv i krigens sidste år, så gjorde befolkningen ikke oprør mod Hitler eller brød sammen. De fortsatte kampen til det sidste!
I'll be back
torsdag, august 03, 2006
En ex KAP'ers bekendelser
For et par år siden var det "in" at gå til bekendelse og nedgøre sin fortid på den yderste venstrefløj, rækken af gamle partikammerater, der i aviser og bøger bekendte sine "fejltagelser" var lang og højrefløjen godtede sig. Jeg syntes det var lidt pinligt og udtryk for at de bekendende nok stadig overdrev deres betydning.
Følgende indlæg fik jeg i januar 2003 optaget i Politiken:
"Det er på mode at bede om offentlig syndsbekendelse gennem pressen. For tiden er det den gamle garde fra KAP, for de ikke indviede Kommunistisk Arbejder Parti. I interviews og indlæg lyder det næsten enstemmigt fra gamle kampfæller.
”Jeg indrømmer, kender mig skyldig, skammer mig. Som ung tilbad jeg Mao, Marxismen-leninismen, kulturrevolutionen, Albanien. Gik ind for væbnet revolution i Danmark, ville sikkert også skyde fjender af revolutionen, i hvert fald for at gøre alt for at sikre proletariatets diktatur. Hver aften falder jeg nu på knæ og undskylder overfor masserne i Kina og bønderne i Kambodia. Hver aften takker jeg det gode demokratiske Danmark for at have retledt mig og for at være blevet en svoren tilhænger af markedsøkonomi, demokrati og menneskerettigheder. Og var det ikke lige fordi ham Bush er sådan en kedelig karl, ville jeg nok også takke USA for at have vundet den kolde krig.”
Ja, også jeg var en af disse BoML’ere, MLE’er og sidst KAP’er og ja, vi var lidt mærkelige og ja, jeg blev klogere, ældre, hvad ved jeg - jeg holdt i hvert fald op og blev god samfundsstøtte.
Men beklager, jeg føler altså ikke noget særligt medansvar for tragedierne i Kina eller myrderierne i Kambodia, jeg angrer ikke mine daværende meninger om demokratiet i Danmark, socialfascisterne eller revisionisterne i DKP. Jeg ærgrer mig måske en gang i mellem over min ungdoms naivitet og undrer mig over at jeg kunne mene så meget og vide så lidt, men det er altså ikke det væsentligste.
For mig startede det hele i slutningen af 60’erne. Der var grøde i samfundet, ungdomsoprør og de gamle værdier skulle fejes af bordet. Efter min soldatertid røg jeg, ret tilfældigt, sammen med slumstormerne. Det var noget med aktiv kamp, med at mobilisere et kvarters beboere og en masse andre fine ord. Det var noget med Black Panters, gadeteater og lidt kinesisk kulturrevolution. Og så kunne vi slet ikke lide DKP, de støttede sovietimperialismen som vi anså for værre end USA’s imperialisme.
Mest var det dog et fællesskab, varme og et mål med livet.
Så kom politikken snigende. Vi besatte den gamle Nationalbank og gjorde gaderne usikre. Men fik altså en ideologi, ja sågar en revolutionær boligpolitik. Og læste så Mao, lidt Stalin, noget Lenin og slet ikke Marx, det var sku’ for svært. Men Mao, han var letlæst og især kortfattet. Tjen Folket ! Tænk en gang, så simpel en parole og dog så smuk. Hvad kan være mere godt, nødvendigt og givende end at tjene folket. Findes det er mere ædelt mål ? Hvordan skulle man dog som ung kunne være kritisk overfor et sådant mål ? Jeg kunne i hvert fald ikke og forsøger stadig at holde det mål foran mig som rettesnor.
Var vi religiøse, ja da og vi led af et udpræget tunnelsyn. Vi troede på masselinien og på folkets kraft. Vi satte os ikke tilbage og spekulerede, analyserede eller vendte hver en sten, i hvert fald ikke hele tiden. Vi handlede og nok så vigtigt, vi handlede ikke udfra egne snævre her og nu interesser, men udfra hvad vi troede gavnede sagen, dvs. revolutionen. Vi gungrede i 70’ernes Danmark, skabte bølger omkring os og en spirende tro på et alternativ til den socialdemokratiske vej.
Som så mange andre religiøse strømninger levede vi i en boble, der gjorde det let at afvise virkeligheden udenfor. Selv var jeg den obligatoriske tur i Albanien. En næsten surrealistisk oplevelse når jeg nu husker tilbage på hvad vi så, men sådan oplevede vi det slet ikke dengang. Vi så det vi håbede at se.
Som i så mange andre sekter havde vi travlt med at missionere og udviklede nye omgangsformer. Den jeg bedst kunne lide, det var den med de store knus – især når det var nogle af pigerne, der skulle knuses. Værre var det når vi skulle kadrevurdere hvem der egnede sig som proletariske kærestepar.
Sjovest var det på sommerlejrene med dæknavne. Den var god lige til vore børn begyndte at kunne tale. Vi var jo så fornuftige at børnene ikke sagde Far og Mor til os, nej ungerne brugte vore rigtige navne. Så nyttede det jo ikke noget at jeg som lejerleder hed Ivan, når min søn nu kaldte mig Henrik!
Faktisk kom flere og flere ting fra virkeligheden til at give problemer for sæbeboblen. Jeg var bryggeriarbejder, men spejdede forgæves efter de stolte og ægte proletarer, dem der lignede en krydsning mellem en arbejder fra en Eisenstein film og en kinesisk bonde. Værre var det, at jeg i mit daglige arbejde i tapperiet stille og roligt lærte at lave resultater i samarbejde med formænd og forvaltere, inspektører ja selv tapperichefer, altså selve kapitalens lejesvende. Sandelig om det ikke også var det, som kollegerne forventede af mig.
Det var også hårdt med skiftehold, to børn, fagligt arbejde, partiarbejde, en kone der naturligvis var ligeså aktiv som jeg.
Sæbeboblen brast ikke med et puf, nej den skrumpede og mistede sin glans. Mere og mere af virkeligheden slap ind og satte spørgsmålstegn rundt om i min bevidsthed. Til sidst var der kun vanen og kammeratskabet tilbage og så en dag var det også væk.
Skal jeg formulere bruddet, så var det da jeg begyndte at erkende at det jeg sloges for, det havde vi jo allerede vundet i Danmark. Vi har jo demokrati i Danmark, vi har ret til at tænke og tale nogenlunde som vi vil.
Sådan er min historie fra den yderste venstrefløj, ca. 10 år tog den. I dag er jeg socialdemokrat, ansat i fagbevægelsen og tror på at fremskridt og udvikling skabes gennem kampen mellem modsætninger, i kampen mellem dem der har magt, og dem der har noget i klemme. Og vigtigst at kampen skal foregå åbent og med respekt for hinandens interesser.
Hvad gav tiden i KAP mig? Jo, jeg lærte at stole på egne kræfter, lærte en masse praktisk om at få ting til at ske, lærte at analysere modsætninger og finde frem til brugbare løsninger. Lærte at skrive og tale, organisere møder, arrangementer, ændringer. Og med tjen folket parolen i rygsækken lærte jeg at virkelig forandring kun og først sker når folk selv ønsker forandring.
Kunne jeg eller flertallet af KAP’erne være endt på en barrikade på Nørrebrogade, svingende en fane og en Kalasnikov, ja måske nok, hvis altså lige russerne havde invaderet Danmark.
Kunne vi for alvor have fundet på at gribe til våben, smide med bomber, likvidere forrædere og klassefjender. Kunne vi have stræbt efter at opbygge et totalitært system i Danmark, terroriseret store befolkningsgrupper og udråbt proletariatets diktatur. Nej vel.
Når jeg er så sikker skyldes det ikke blot mine egne oplevelser og opfattelser af mig selv og mine daværende kammerater. Det skyldes en simpel historisk kendsgerning, som en række selvretfærdige kritikere ganske vælger at overse.
De socialistiske diktaturer i Albanien, Kambodia, Vietnam, Kina og Sovietunionen opstod i befolkninger med mangeårige traditioner for despoter og undertrykkelse. Det var små magtgruppers diktatur over en uoplyste befolkning. I Danmark har vi ikke tradition for despoter, det er mange år siden enevældet blev oplyst, arbejderklassen er stor og har det nogenlunde, klassemodsætningerne er godt gemt af vejen. Og måske væsentligst, vi er næsten alle så helvedes godt uddannet og har derfor overskud til at være kritiske, individualistiske og i sidste ende grine af ekstreme, fundamentalistiske synspunkter.
KAP kunne ikke være endt som SUKP(B) og vor formand Benito aldrig endt som Mao, bare læs hans sidste roman.
Så ja, det ærgrer mig grusomt at se alle de bekendelser og bodsøvelser som dele af den gamle venstrefløj nu ganske opportunistisk udøver. Vi burde alle være stolte over at vi gik ud og sloges for en smuk drøm. Drømmen viste sig at være netop en drøm og i mit tilfælde en drøm, der allerede var virkeliggjort. Men jeg mindes en bestemt mørk amerikaner, der blev ganske populær netop på at have en drøm."
Begivenhederne siden har ikke fået mig til at skifte mening!
I'll be back
Følgende indlæg fik jeg i januar 2003 optaget i Politiken:
"Det er på mode at bede om offentlig syndsbekendelse gennem pressen. For tiden er det den gamle garde fra KAP, for de ikke indviede Kommunistisk Arbejder Parti. I interviews og indlæg lyder det næsten enstemmigt fra gamle kampfæller.
”Jeg indrømmer, kender mig skyldig, skammer mig. Som ung tilbad jeg Mao, Marxismen-leninismen, kulturrevolutionen, Albanien. Gik ind for væbnet revolution i Danmark, ville sikkert også skyde fjender af revolutionen, i hvert fald for at gøre alt for at sikre proletariatets diktatur. Hver aften falder jeg nu på knæ og undskylder overfor masserne i Kina og bønderne i Kambodia. Hver aften takker jeg det gode demokratiske Danmark for at have retledt mig og for at være blevet en svoren tilhænger af markedsøkonomi, demokrati og menneskerettigheder. Og var det ikke lige fordi ham Bush er sådan en kedelig karl, ville jeg nok også takke USA for at have vundet den kolde krig.”
Ja, også jeg var en af disse BoML’ere, MLE’er og sidst KAP’er og ja, vi var lidt mærkelige og ja, jeg blev klogere, ældre, hvad ved jeg - jeg holdt i hvert fald op og blev god samfundsstøtte.
Men beklager, jeg føler altså ikke noget særligt medansvar for tragedierne i Kina eller myrderierne i Kambodia, jeg angrer ikke mine daværende meninger om demokratiet i Danmark, socialfascisterne eller revisionisterne i DKP. Jeg ærgrer mig måske en gang i mellem over min ungdoms naivitet og undrer mig over at jeg kunne mene så meget og vide så lidt, men det er altså ikke det væsentligste.
For mig startede det hele i slutningen af 60’erne. Der var grøde i samfundet, ungdomsoprør og de gamle værdier skulle fejes af bordet. Efter min soldatertid røg jeg, ret tilfældigt, sammen med slumstormerne. Det var noget med aktiv kamp, med at mobilisere et kvarters beboere og en masse andre fine ord. Det var noget med Black Panters, gadeteater og lidt kinesisk kulturrevolution. Og så kunne vi slet ikke lide DKP, de støttede sovietimperialismen som vi anså for værre end USA’s imperialisme.
Mest var det dog et fællesskab, varme og et mål med livet.
Så kom politikken snigende. Vi besatte den gamle Nationalbank og gjorde gaderne usikre. Men fik altså en ideologi, ja sågar en revolutionær boligpolitik. Og læste så Mao, lidt Stalin, noget Lenin og slet ikke Marx, det var sku’ for svært. Men Mao, han var letlæst og især kortfattet. Tjen Folket ! Tænk en gang, så simpel en parole og dog så smuk. Hvad kan være mere godt, nødvendigt og givende end at tjene folket. Findes det er mere ædelt mål ? Hvordan skulle man dog som ung kunne være kritisk overfor et sådant mål ? Jeg kunne i hvert fald ikke og forsøger stadig at holde det mål foran mig som rettesnor.
Var vi religiøse, ja da og vi led af et udpræget tunnelsyn. Vi troede på masselinien og på folkets kraft. Vi satte os ikke tilbage og spekulerede, analyserede eller vendte hver en sten, i hvert fald ikke hele tiden. Vi handlede og nok så vigtigt, vi handlede ikke udfra egne snævre her og nu interesser, men udfra hvad vi troede gavnede sagen, dvs. revolutionen. Vi gungrede i 70’ernes Danmark, skabte bølger omkring os og en spirende tro på et alternativ til den socialdemokratiske vej.
Som så mange andre religiøse strømninger levede vi i en boble, der gjorde det let at afvise virkeligheden udenfor. Selv var jeg den obligatoriske tur i Albanien. En næsten surrealistisk oplevelse når jeg nu husker tilbage på hvad vi så, men sådan oplevede vi det slet ikke dengang. Vi så det vi håbede at se.
Som i så mange andre sekter havde vi travlt med at missionere og udviklede nye omgangsformer. Den jeg bedst kunne lide, det var den med de store knus – især når det var nogle af pigerne, der skulle knuses. Værre var det når vi skulle kadrevurdere hvem der egnede sig som proletariske kærestepar.
Sjovest var det på sommerlejrene med dæknavne. Den var god lige til vore børn begyndte at kunne tale. Vi var jo så fornuftige at børnene ikke sagde Far og Mor til os, nej ungerne brugte vore rigtige navne. Så nyttede det jo ikke noget at jeg som lejerleder hed Ivan, når min søn nu kaldte mig Henrik!
Faktisk kom flere og flere ting fra virkeligheden til at give problemer for sæbeboblen. Jeg var bryggeriarbejder, men spejdede forgæves efter de stolte og ægte proletarer, dem der lignede en krydsning mellem en arbejder fra en Eisenstein film og en kinesisk bonde. Værre var det, at jeg i mit daglige arbejde i tapperiet stille og roligt lærte at lave resultater i samarbejde med formænd og forvaltere, inspektører ja selv tapperichefer, altså selve kapitalens lejesvende. Sandelig om det ikke også var det, som kollegerne forventede af mig.
Det var også hårdt med skiftehold, to børn, fagligt arbejde, partiarbejde, en kone der naturligvis var ligeså aktiv som jeg.
Sæbeboblen brast ikke med et puf, nej den skrumpede og mistede sin glans. Mere og mere af virkeligheden slap ind og satte spørgsmålstegn rundt om i min bevidsthed. Til sidst var der kun vanen og kammeratskabet tilbage og så en dag var det også væk.
Skal jeg formulere bruddet, så var det da jeg begyndte at erkende at det jeg sloges for, det havde vi jo allerede vundet i Danmark. Vi har jo demokrati i Danmark, vi har ret til at tænke og tale nogenlunde som vi vil.
Sådan er min historie fra den yderste venstrefløj, ca. 10 år tog den. I dag er jeg socialdemokrat, ansat i fagbevægelsen og tror på at fremskridt og udvikling skabes gennem kampen mellem modsætninger, i kampen mellem dem der har magt, og dem der har noget i klemme. Og vigtigst at kampen skal foregå åbent og med respekt for hinandens interesser.
Hvad gav tiden i KAP mig? Jo, jeg lærte at stole på egne kræfter, lærte en masse praktisk om at få ting til at ske, lærte at analysere modsætninger og finde frem til brugbare løsninger. Lærte at skrive og tale, organisere møder, arrangementer, ændringer. Og med tjen folket parolen i rygsækken lærte jeg at virkelig forandring kun og først sker når folk selv ønsker forandring.
Kunne jeg eller flertallet af KAP’erne være endt på en barrikade på Nørrebrogade, svingende en fane og en Kalasnikov, ja måske nok, hvis altså lige russerne havde invaderet Danmark.
Kunne vi for alvor have fundet på at gribe til våben, smide med bomber, likvidere forrædere og klassefjender. Kunne vi have stræbt efter at opbygge et totalitært system i Danmark, terroriseret store befolkningsgrupper og udråbt proletariatets diktatur. Nej vel.
Når jeg er så sikker skyldes det ikke blot mine egne oplevelser og opfattelser af mig selv og mine daværende kammerater. Det skyldes en simpel historisk kendsgerning, som en række selvretfærdige kritikere ganske vælger at overse.
De socialistiske diktaturer i Albanien, Kambodia, Vietnam, Kina og Sovietunionen opstod i befolkninger med mangeårige traditioner for despoter og undertrykkelse. Det var små magtgruppers diktatur over en uoplyste befolkning. I Danmark har vi ikke tradition for despoter, det er mange år siden enevældet blev oplyst, arbejderklassen er stor og har det nogenlunde, klassemodsætningerne er godt gemt af vejen. Og måske væsentligst, vi er næsten alle så helvedes godt uddannet og har derfor overskud til at være kritiske, individualistiske og i sidste ende grine af ekstreme, fundamentalistiske synspunkter.
KAP kunne ikke være endt som SUKP(B) og vor formand Benito aldrig endt som Mao, bare læs hans sidste roman.
Så ja, det ærgrer mig grusomt at se alle de bekendelser og bodsøvelser som dele af den gamle venstrefløj nu ganske opportunistisk udøver. Vi burde alle være stolte over at vi gik ud og sloges for en smuk drøm. Drømmen viste sig at være netop en drøm og i mit tilfælde en drøm, der allerede var virkeliggjort. Men jeg mindes en bestemt mørk amerikaner, der blev ganske populær netop på at have en drøm."
Begivenhederne siden har ikke fået mig til at skifte mening!
I'll be back
tirsdag, august 01, 2006
Sæde 25C
Endelig var det afsted til Madeira, ingen problemer i Kastrup og flyet gik til tiden.
Jeg var beredt på charterferiens lyksaligheder, beredt på at sidde i 5 timer med knæene oppe ved ørerne, beredt på lousy mad, skrigende unger og på stewardesser, der hele tiden ville forstyrre med ting vi alle burde købe undervejs.
Men jeg var ikke beredt på sæde 25C.
Til jer som ikke fornylig har rejst med Sterling Boeing 737, 7oo, så er sæde 25C det bagerste ud mod gangen.
På sæde 25C sidder man lige ved de to toiletter og pantriet. Det indebærer at man konstant skubbes til af passagerene, der skal kante sig forbi. Passagererne, der står i kø for at komme til på toilettet, læner sig ind over ens plads for at give plads eller mere normalt stiller deres -ind i mellem letterede forvoksede- bagdele ind i hovedet på den stakkels passager på 25C. Som om det ikke var nok skulle stewardesserne naturligvis osse forbi med deres vogne, affaldsposer og hvad ved jeg.
Alt det ku jeg nok have levet med, det var ubehageligt, irriterende og urimeligt, men trods alt kun i knap 5 timer.
Problemet kom med trækken.
Der var simpelthen et gevaldigt træk, fra toiletterne tror jeg, lige hen over mine ben. Airconditioningen var i forvejen sat til at nedkøle en polarnat, men trækken gjorde det næsten uudholdeligt. Tæpper var der ingen af og påklædningen naturligvis tilpasset sommertemparaturen.
Resultat. Da vi langt om længe forlod flyveren til fordel for Madeiras varme stod jeg og rystede af feber, med snotten hængende ud af næsen, totalt døv på det ene øre og et humør sortere end sort.
De næste to dage tilbragte jeg stønnende på værelset på hotellet og resten af ugen var præget af snot og hosten i lange baner - ikke lige den ferie jeg havde drømt om.
Så hold jer væk fra sæde 25C. hvis I skal flyve med Sterling til Maderia.
Efterskrift:
Hjemturen på sæde 9D var tålelig, kold og sammenklemt, men dog uden træk og knap så forstyrret af passagen gennem gangen.
I'll be back
Jeg var beredt på charterferiens lyksaligheder, beredt på at sidde i 5 timer med knæene oppe ved ørerne, beredt på lousy mad, skrigende unger og på stewardesser, der hele tiden ville forstyrre med ting vi alle burde købe undervejs.
Men jeg var ikke beredt på sæde 25C.
Til jer som ikke fornylig har rejst med Sterling Boeing 737, 7oo, så er sæde 25C det bagerste ud mod gangen.
På sæde 25C sidder man lige ved de to toiletter og pantriet. Det indebærer at man konstant skubbes til af passagerene, der skal kante sig forbi. Passagererne, der står i kø for at komme til på toilettet, læner sig ind over ens plads for at give plads eller mere normalt stiller deres -ind i mellem letterede forvoksede- bagdele ind i hovedet på den stakkels passager på 25C. Som om det ikke var nok skulle stewardesserne naturligvis osse forbi med deres vogne, affaldsposer og hvad ved jeg.
Alt det ku jeg nok have levet med, det var ubehageligt, irriterende og urimeligt, men trods alt kun i knap 5 timer.
Problemet kom med trækken.
Der var simpelthen et gevaldigt træk, fra toiletterne tror jeg, lige hen over mine ben. Airconditioningen var i forvejen sat til at nedkøle en polarnat, men trækken gjorde det næsten uudholdeligt. Tæpper var der ingen af og påklædningen naturligvis tilpasset sommertemparaturen.
Resultat. Da vi langt om længe forlod flyveren til fordel for Madeiras varme stod jeg og rystede af feber, med snotten hængende ud af næsen, totalt døv på det ene øre og et humør sortere end sort.
De næste to dage tilbragte jeg stønnende på værelset på hotellet og resten af ugen var præget af snot og hosten i lange baner - ikke lige den ferie jeg havde drømt om.
Så hold jer væk fra sæde 25C. hvis I skal flyve med Sterling til Maderia.
Efterskrift:
Hjemturen på sæde 9D var tålelig, kold og sammenklemt, men dog uden træk og knap så forstyrret af passagen gennem gangen.
I'll be back
søndag, juli 23, 2006
Nu vil jeg snart ha lidt medgang
Altså, efter oplevelserne med den forkerte ferieuge sku der ske noget - og helst noget ud over det sædvanlige.
Og det gjorde der så, måske...
Jeg købte billet til London, fik hotelværelse og afsted uden problemer. Formålet med turen var at opleve en gammel drøm om at se de berømte Airshow på RAE Farnborough. Formodentlig verdens største flyshow, så den var god nok.
Afsted og velankommet til Victoria ville jeg gå til hotellet, der ikke kunne ligge langt væk. Men noget var galt med Victoria så jeg drejede til venstre og vandrede derudaf. (jeg havde naturligvis ikke kort, hvem behøver det?) Efter nogen vandring måtte jeg erkende min manglende geografiske hukommelse og vende tilbage til Victoria og tage toget derfra. Naturligvis med en billet, som jeg ku bruge på eftermiddagens udflugt til Hendon. Jeg sku en station til hotellet, men sandelig om maskinen ikke åd min billet til 4 £. Jeg havde selvfølgelig valgt den forkerte, altså...
Nå hen til hotellet og videre tilbage og afsted til Hendon, som er det gamle RAF museum. Fint nok besøg, men der altså et eller andet med gamle fly på museum, de mister sjælen, blir støvede og trætte og lettere uvirkelige at se på.
Og så var det varmt, 100 grader mindst. London snakkede om varmerekort for årtier, op imod 40 grader. Så turen frem og tilbage var varm og tiden i Subwayen mildest talt svedig og uden luft.
Aftenen var om muligt endnu varmere, men det var sjovt at gå rundt i centrum og se alle de flotte mennesker og de dyre biler. London en sommeraften er altså en stor oplevelse. Alle tænkelige hudfarver samlet i tilsyneladende harmoni og sikke en stemning. Fin aften, men benene begyndte at værke!
Natten blev speciel. På værelse var der kogende. Tændte jeg for A/C'en blev der træk og frysende på 5 minutter, så natten gik med at stå op og tænde og slukke for uhyret.
Tidligt op igen næste morgen og med bus til Farnborough, 2 timer i en London 2 dækker bus, av min ryg.
Nå frem kom jeg og eventyret sku begynde. Fly var der nok af. Størst den nye Airbus 380, og den er stor, andet er der vist ikke at sige. Andre fly var larmende og enkelte var meget langt væk, specielt den amerikanske B1B, som jeg havde glædet mig særligt til at se.
Med det gode vejr holdt ikke. Først begyndte tordenen omkring os, flotte lyn fremhævede de sorte skyer. Siden kom regnen piskende og læ er der ikke meget af langs en startbane og der var langt til nærmeste hangar. Så vi blev våde; 100. tusindvis af os blev våde, nogen med britisk anstand andre bare kolde og våde. Og det er altså svært at holde begejstringen stående drivvåd under et meget åbent telt, hvor vinden piskede ind.
Nå men regnen holde da op igen og jeg fik set lidt flyvere, bl.a. den russiske MiG 29, og det var flot. Men festen var lissom fiset ud for mig, jeg havde ondt i benene, var våd og kold og træt. Så jeg gav op før festens højdepunkt, hjem igen med bussen, denne gang heldigvis i en lidt mere komfortabel udgave af todækkeren.
Men nu var den helt galt med fødderne, vabler under begge fodsåler og ondt i knæene. Og begyndende ondt i halsen.
Jeg tvang mig en tur i byen igen og fik den samme oplevelse af god stemning, mange smukke unge mennesker og mange penge, men altså ikke bedre fødder af den grund.
Tidligt op efter en ny søvnløs nat med halbetændelse, hudløse fodsåler og langt hjem og jeg må desværre indrømme, nu hvor jeg sidder herhjemme igen med tapløbende næse og dårligt kan gå. Hvis jeg ikke lige havde taget fejl af datoerne var jeg kommet afsted i sidste uge, havde ikke bevæget mig hele vejen til London bare for at blive skuffet og syg. Havde ikke skullet være bekymret om hvordan turen derned til Madeira går og slet ikke været sur over alle de mange penge, jeg spildte på den tur.
Og så havde jeg stadig haft drømmen om en tur til Airshow i England.
I'll be back
Og det gjorde der så, måske...
Jeg købte billet til London, fik hotelværelse og afsted uden problemer. Formålet med turen var at opleve en gammel drøm om at se de berømte Airshow på RAE Farnborough. Formodentlig verdens største flyshow, så den var god nok.
Afsted og velankommet til Victoria ville jeg gå til hotellet, der ikke kunne ligge langt væk. Men noget var galt med Victoria så jeg drejede til venstre og vandrede derudaf. (jeg havde naturligvis ikke kort, hvem behøver det?) Efter nogen vandring måtte jeg erkende min manglende geografiske hukommelse og vende tilbage til Victoria og tage toget derfra. Naturligvis med en billet, som jeg ku bruge på eftermiddagens udflugt til Hendon. Jeg sku en station til hotellet, men sandelig om maskinen ikke åd min billet til 4 £. Jeg havde selvfølgelig valgt den forkerte, altså...
Nå hen til hotellet og videre tilbage og afsted til Hendon, som er det gamle RAF museum. Fint nok besøg, men der altså et eller andet med gamle fly på museum, de mister sjælen, blir støvede og trætte og lettere uvirkelige at se på.
Og så var det varmt, 100 grader mindst. London snakkede om varmerekort for årtier, op imod 40 grader. Så turen frem og tilbage var varm og tiden i Subwayen mildest talt svedig og uden luft.
Aftenen var om muligt endnu varmere, men det var sjovt at gå rundt i centrum og se alle de flotte mennesker og de dyre biler. London en sommeraften er altså en stor oplevelse. Alle tænkelige hudfarver samlet i tilsyneladende harmoni og sikke en stemning. Fin aften, men benene begyndte at værke!
Natten blev speciel. På værelse var der kogende. Tændte jeg for A/C'en blev der træk og frysende på 5 minutter, så natten gik med at stå op og tænde og slukke for uhyret.
Tidligt op igen næste morgen og med bus til Farnborough, 2 timer i en London 2 dækker bus, av min ryg.
Nå frem kom jeg og eventyret sku begynde. Fly var der nok af. Størst den nye Airbus 380, og den er stor, andet er der vist ikke at sige. Andre fly var larmende og enkelte var meget langt væk, specielt den amerikanske B1B, som jeg havde glædet mig særligt til at se.
Med det gode vejr holdt ikke. Først begyndte tordenen omkring os, flotte lyn fremhævede de sorte skyer. Siden kom regnen piskende og læ er der ikke meget af langs en startbane og der var langt til nærmeste hangar. Så vi blev våde; 100. tusindvis af os blev våde, nogen med britisk anstand andre bare kolde og våde. Og det er altså svært at holde begejstringen stående drivvåd under et meget åbent telt, hvor vinden piskede ind.
Nå men regnen holde da op igen og jeg fik set lidt flyvere, bl.a. den russiske MiG 29, og det var flot. Men festen var lissom fiset ud for mig, jeg havde ondt i benene, var våd og kold og træt. Så jeg gav op før festens højdepunkt, hjem igen med bussen, denne gang heldigvis i en lidt mere komfortabel udgave af todækkeren.
Men nu var den helt galt med fødderne, vabler under begge fodsåler og ondt i knæene. Og begyndende ondt i halsen.
Jeg tvang mig en tur i byen igen og fik den samme oplevelse af god stemning, mange smukke unge mennesker og mange penge, men altså ikke bedre fødder af den grund.
Tidligt op efter en ny søvnløs nat med halbetændelse, hudløse fodsåler og langt hjem og jeg må desværre indrømme, nu hvor jeg sidder herhjemme igen med tapløbende næse og dårligt kan gå. Hvis jeg ikke lige havde taget fejl af datoerne var jeg kommet afsted i sidste uge, havde ikke bevæget mig hele vejen til London bare for at blive skuffet og syg. Havde ikke skullet være bekymret om hvordan turen derned til Madeira går og slet ikke været sur over alle de mange penge, jeg spildte på den tur.
Og så havde jeg stadig haft drømmen om en tur til Airshow i England.
I'll be back
mandag, juli 17, 2006
Based on a true story
Nogen gange sku man bare være blevet i seng, holdt snotten for sig selv eller overhovedet ikke bildt sig ind at man var til noget. Sådan en dag var mandag d. 17. juli.
Efter mange genvordigheder var jeg endt med at skulle en uge til Madeira, rejsen købt og betalt. Kufferten fyldt, pas og billet klar. Afgang 04.30 fra Ishøj med min lokale taxikammerat (der ikke ku få startet sin taxa fordi han havde glemt at slukke for lyset) Nå, jeg kom alligevel som planlagt til Kastrup og kom nogenlunde hurtigt til indcheckningsskranken, men så gik det ellers galt. Den stakkels dame ku ikke finde mit navn på passagerlisten, vi snakkede meget frem og tilbage og hun forsøgte sig med lignende navne – uden held. Så var det hun kom til at kigge på datoen. Ikke d. 17. men d. 24. stod der gudhjælpemig (det var ikke helt sådan jeg tænkte det, men her får du den redigerede version), men 24. stod der.
På en eller anden måde var det lykkedes mig, eller komputteren (uden tvivl på vegne af Fogh, Bush, Osama Bin Laden eller Olmert) at flytte afrejsedagen en uge frem, uden at jeg havde opdaget det.
Altså ikke så meget at gøre. Snige mig ud og finde en taxi hjem til Ishøj. Facit: Op kl. 4.00 og betale sammenlagt kr. 650 for at køre frem og tilbage til Kastrup. Og så det værste, at skulle fortælle kattepasser, familie og venner og ikke mindst taxakammeraten, at jeg altså stadig sad i Ishøj. Og så ikke et ord om blodtrykket eller humøret.
Og så lidt om hvorfor det måske ikke var så overraskende endda:
Jeg ville oprindelig på en rundtur i Indien og op i Indisk Tibet, spændende og fascinerende – desværre var rejsen altså bare udsolgt da jeg fik snøvlet mig sammen til at bestille. Så var næste mål ønsketuren til Galapagos, men på trods af hjemmesidens forsikringer havde den tur også være udsolgt siden vinter.
Næste bud var Borneo. Vilde aber, papegøjer, havskilpadder og regnskov.Det var ovenikøbet muligt, om end besværligt. Desværre voksede besværet og rejseselskabet endte med at hæve prisen med næsten 50 % - og så sagde jeg fra.
Når det så ikke engang kan lykkes mig at bestille en simpel charterrejse til et snoldet hotel på en portugisisk ø lidt ude i Atlanten, så er det jeg begynder at tro, jeg har behov for professionel hjælp.
I'll be back
Efter mange genvordigheder var jeg endt med at skulle en uge til Madeira, rejsen købt og betalt. Kufferten fyldt, pas og billet klar. Afgang 04.30 fra Ishøj med min lokale taxikammerat (der ikke ku få startet sin taxa fordi han havde glemt at slukke for lyset) Nå, jeg kom alligevel som planlagt til Kastrup og kom nogenlunde hurtigt til indcheckningsskranken, men så gik det ellers galt. Den stakkels dame ku ikke finde mit navn på passagerlisten, vi snakkede meget frem og tilbage og hun forsøgte sig med lignende navne – uden held. Så var det hun kom til at kigge på datoen. Ikke d. 17. men d. 24. stod der gudhjælpemig (det var ikke helt sådan jeg tænkte det, men her får du den redigerede version), men 24. stod der.
På en eller anden måde var det lykkedes mig, eller komputteren (uden tvivl på vegne af Fogh, Bush, Osama Bin Laden eller Olmert) at flytte afrejsedagen en uge frem, uden at jeg havde opdaget det.
Altså ikke så meget at gøre. Snige mig ud og finde en taxi hjem til Ishøj. Facit: Op kl. 4.00 og betale sammenlagt kr. 650 for at køre frem og tilbage til Kastrup. Og så det værste, at skulle fortælle kattepasser, familie og venner og ikke mindst taxakammeraten, at jeg altså stadig sad i Ishøj. Og så ikke et ord om blodtrykket eller humøret.
Og så lidt om hvorfor det måske ikke var så overraskende endda:
Jeg ville oprindelig på en rundtur i Indien og op i Indisk Tibet, spændende og fascinerende – desværre var rejsen altså bare udsolgt da jeg fik snøvlet mig sammen til at bestille. Så var næste mål ønsketuren til Galapagos, men på trods af hjemmesidens forsikringer havde den tur også være udsolgt siden vinter.
Næste bud var Borneo. Vilde aber, papegøjer, havskilpadder og regnskov.Det var ovenikøbet muligt, om end besværligt. Desværre voksede besværet og rejseselskabet endte med at hæve prisen med næsten 50 % - og så sagde jeg fra.
Når det så ikke engang kan lykkes mig at bestille en simpel charterrejse til et snoldet hotel på en portugisisk ø lidt ude i Atlanten, så er det jeg begynder at tro, jeg har behov for professionel hjælp.
I'll be back
fredag, juli 14, 2006
En våd drøm
Tænk sig engang hvis vi havde en ansvarlig supermagt, en supermagt der brugte sine superevner og -magt til at sikre fred, fordragelighed og retfærdighed i verden. Tænk dig engang, hvis en sådan supermagt besluttede sig til at den korteste vej til fred og demokrati i Mellemøsten var at sige "enough is enough" til Israel.
Tænk hvis en sådan supermagt understøttede sin klare røst med at tilbageholde økonomisk hjælp til Israel. Tænk hvis den flyttede 7. flåde nærmere til Israels kyst, hvis den begyndte at flyve øvelsesmissioner med B-2'ere i området, måske aktiverede en eskadrille B-52'er på Diego Garcia. Kort sagt hvis den gjorde nogen af de ting en sådan supermagt normalt gør, når den vil understrege et budskab.
Jeg ved godt, at sådanne handlinger nok næppe ville få enhver desperat, terroristisk indstillet araber til at opgive enhver tanke om at komme op til de 72 jomfruer eller at alle de fanatisk zionistiske israelere omgående ville opgive deres ønske om Storisrael. Men ved at tvinge den stærke part i konflikten til at udvise mådehold ville supermagten sende et helt andet signal og få en helt ny lydhørhed i regionen. Og skulle det blive nødvendigt at sprænge et par broer hist og her i Israel, ødelægge noget elforsyning eller smadre et par ministerier, alt sammen blot for at understrege budskabet, så tror jeg udemærket Israel ville kunne forstå eller i hvert fald genkende den måde at argumentere på.
Egentligt bemærkelsesværdigt. Lige i disse dage er der verdenspremiere på en meget rost ny Supermandfilm. Supermand, som efter legenden netop har til formål at hjælpe menneskene (mest dem i USA) til fred og fordragelighed. Tænk hvis en sådan film kunne inspirere supermagten USA til at gøre som Supermand. Jeg ser for mig endnu en film "Supermand, the sequel", hvor vor helt overtaler den noget skræmte Bush til først at fyre Rumsfeldt og dermed sende Cheeny endnu engang på hospitalet med hjertilfælde. Helt alene har den stakkels George Walker så ikke andet at gøre, end at tage telefonen og ringe til sin ven Olmert og informere ham om at den rigtige Supermand er på vej sammen med en 30 -40 Tomahawk missiler, hvis altså ikke de begynder at opføre sig bare lidt fornuftigt.
Men det er næsten for Hollywoodsk, og som så meget andet ender det nok bare som en våd drøm.
I'll be back
Tænk hvis en sådan supermagt understøttede sin klare røst med at tilbageholde økonomisk hjælp til Israel. Tænk hvis den flyttede 7. flåde nærmere til Israels kyst, hvis den begyndte at flyve øvelsesmissioner med B-2'ere i området, måske aktiverede en eskadrille B-52'er på Diego Garcia. Kort sagt hvis den gjorde nogen af de ting en sådan supermagt normalt gør, når den vil understrege et budskab.
Jeg ved godt, at sådanne handlinger nok næppe ville få enhver desperat, terroristisk indstillet araber til at opgive enhver tanke om at komme op til de 72 jomfruer eller at alle de fanatisk zionistiske israelere omgående ville opgive deres ønske om Storisrael. Men ved at tvinge den stærke part i konflikten til at udvise mådehold ville supermagten sende et helt andet signal og få en helt ny lydhørhed i regionen. Og skulle det blive nødvendigt at sprænge et par broer hist og her i Israel, ødelægge noget elforsyning eller smadre et par ministerier, alt sammen blot for at understrege budskabet, så tror jeg udemærket Israel ville kunne forstå eller i hvert fald genkende den måde at argumentere på.
Egentligt bemærkelsesværdigt. Lige i disse dage er der verdenspremiere på en meget rost ny Supermandfilm. Supermand, som efter legenden netop har til formål at hjælpe menneskene (mest dem i USA) til fred og fordragelighed. Tænk hvis en sådan film kunne inspirere supermagten USA til at gøre som Supermand. Jeg ser for mig endnu en film "Supermand, the sequel", hvor vor helt overtaler den noget skræmte Bush til først at fyre Rumsfeldt og dermed sende Cheeny endnu engang på hospitalet med hjertilfælde. Helt alene har den stakkels George Walker så ikke andet at gøre, end at tage telefonen og ringe til sin ven Olmert og informere ham om at den rigtige Supermand er på vej sammen med en 30 -40 Tomahawk missiler, hvis altså ikke de begynder at opføre sig bare lidt fornuftigt.
Men det er næsten for Hollywoodsk, og som så meget andet ender det nok bare som en våd drøm.
I'll be back
søndag, juli 09, 2006
Jeg køber den altså ikke
Så er den igang, manøvren med at lægge ansvaret fra os, den gode gamle om den varme kartoffel.
I forbindelse med RBF's nedlæggelse forklarer nogle nu vort nederlag med storkonflikten i 1998. Det var dér vi knæggede halsen, siger myten. Men den passer altså bare ikke.
For det første, konflikten kom ganske vist på trods af vort massive nej, 83% eller sådan noget lignende som jeg husker det (ikke mindst fordi vor nye venner i det daværende SID massivt forkastede forliget). Men det var os selv, der besluttede at vi da skulle ud og konflikte, lave blokader og i det hele taget holde fanen højt. (Medens de nejstemmende SID'er tog i kolonihavehuset eller hvor de nu tog hen) Vi skulle med djævlens vold og magt genopføre klassekampen.
Det var osse os selv, der lige efter konflikten besluttede at hæve kontingentet med kr. 200 for at få penge i strejkekassen igen.
Ja, dengang lykkedes det os at skræmme mange medlemmer væk, så langt så godt. Men mon ikke vort nederlag har flere rødder?
Lad mig pege på et par:
I forbindelse med RBF's nedlæggelse forklarer nogle nu vort nederlag med storkonflikten i 1998. Det var dér vi knæggede halsen, siger myten. Men den passer altså bare ikke.
For det første, konflikten kom ganske vist på trods af vort massive nej, 83% eller sådan noget lignende som jeg husker det (ikke mindst fordi vor nye venner i det daværende SID massivt forkastede forliget). Men det var os selv, der besluttede at vi da skulle ud og konflikte, lave blokader og i det hele taget holde fanen højt. (Medens de nejstemmende SID'er tog i kolonihavehuset eller hvor de nu tog hen) Vi skulle med djævlens vold og magt genopføre klassekampen.
Det var osse os selv, der lige efter konflikten besluttede at hæve kontingentet med kr. 200 for at få penge i strejkekassen igen.
Ja, dengang lykkedes det os at skræmme mange medlemmer væk, så langt så godt. Men mon ikke vort nederlag har flere rødder?
Lad mig pege på et par:
- Restaurationsbranchen er i sig selv svær at organisere, det er ikke kun et dansk fænomen.
- De færreste i branchen, måske lige undtagen en klike gamle reservetjenere, er specielt venstreorienterede.
- Store dele af branchen er bemandet med unge, der bare skal have penge til studierne.
- Resten deler sig i højtuddannede, ofte med tilsvarende høje ambitioner og tro på egne evner, og så dem, der er her fordi der ikke er andre jobs til dem. Det er ikke mærkeligt, hvis det var svært for RBF at finde en rolle over for begge disse grupper.
- Vi er ikke de eneste, der har det svært med at holde på medlemmerne. I modsætning til en række andre forbund, bla. a 3F igen, holdt vi nogenlunde skansen.
Dette bare lige for at sige, at hvis vi tror på noget i den nye 3F sammenhæng, os gamle RBF'er så må vi ikke undskylde os med letgennemskuelige fraser. Vi kan meget, vi har kunnet meget, men årsagen til at det ikke gik, skal ikke trivialiseres med belejlig henvisning til en konflikt i 1998. Måske vi istedet skulle bruge lidt mere tid og kræfter på lige netop at lære af eksemplet RBF og med den baggrund arbejde for en bedre og bredere fagbevægelse.
I'll be back
Tænk sig engang, ferie
Det er næsten ufatteligt, 4 uger uden møder, aftaler, pligter. Uden ture over Storebæltsbroen og den uendeligt lange vej tværs over Fyn. 4 uger uden brok, uden krav om at huske alle aftalerne, uden at skulle huske hvad man nu har lovet i et øjenbliks svaghed. 4 uger, helt for mig selv.
Og dog, straks begynder jeg at lave aftaler med mig selv, i dag skal jeg nå at vaske cyklen, skattekontoret skal besøges og hvad er det nu med det tag. Skrækkeligt egentligt, skulle det virkelig være umuligt bare at stå op, bare at se på vejret, mærke på lysten og så bare gøre lige hvad det falder mig ind?
Nå ja, jeg skal osse en tur til Madeira, måske blir det lettere at slappe af dér når der ikke er så mange pligter, eller opfattede pligter som følger med i flyveren.
Egentligt lidt af et sammenfald. For en måned siden fik jeg muligheden for at genopfinde mig selv, nye kolleger, nye opgaver og et helt nyt perspektiv. Og så her nu ferie; hvad mere kan man forlange, selv økonomien ser fin ud.
Så lige nu dur den gamle Janis Joplin hookline ikke: Freedom's just an other word for nothing left to loose. Nej, frihed er lige netop muligheden for at slappe af uden forpligtigelser.
I'll be back
søndag, juli 02, 2006
Henrik som potentiel terrorist?
Er der noget, der ku få mig til at blive terrorist er det Israel og landets politik overfor palestinænserne. Tænk sig engang, for at finde en kidnappet soldat er det nødvendigt at sprænge centrale broer i Gaza i luften, fængsle en lovligt valgt regering, bombe regeringskontorer og ødelægge elforsyningen. Ligesom det åbenbart er helt OK at henrette, hvad Israel udnævner til Hamasterroister, ovenikøbet uden at tage hensyn til at henrettelsen ofte også rammer helt uskyldige, tilfældige personer, der er så uheldige at være i nærheden, når henrettelsen finder sted per F-16 eller Apache helikopter.
Israel, som konsekvent benægter ethvert ansvar for begivenhederne. Det nuværende angreb skyldes udelukkende Hamas, angrebet på tranden i Gaza dræbte ingen uskyldige børn, det gjorde nedgravede miner, der tilfældigt sprang i luften ligesom det var vildfarne Hamas rakketter, der ødelagde elværket.
Israel, der afviser enhver kritik som antisimitiske og til enhver tid trækker på spøgelset fra udryddelseslejrene. Israel som ganske uden blusel afviser al dialog med den lovligt valgte regering i Palestina, først fordi den ikke magtede at stoppe terroren og nu fordi det er Hamas, der har befolkningsflertallet bag sig.
Israel, der slet ikke behøver at bekymre sig om omverdenes dom, landet kan trække på ukritisk støtte fra USA, på en stærk og selvsikker international lobby, der undertrykker ethvert tilløb til kritik og ikke mindst på en presse, der insisterer på at betragte Palestina, og store dele af hele mellemøsten konflikten, gennem Israelske briller - med stel, optik og øjendråber fremstillet i USA.
Israel ku få mig til at blive terrorist, som ikke andet kan! Israel gir mig lyst til at stille mig op i Knesset med bomber, knive, våben og kræve at blive hørt og kræve, at staten Israel begynder at opføre sig voksent og ansvarligt.
Men så er det jeg kommer i tanker om, at der jo er trængsel nok her i forvejen. For hvert barn der dræbes, for hver levevej, der blokeres, for hvert håb, der slukkes vokser desperationen blandt palestinænserne, respekten for liv svækkes. Så længe presset består vil der være villige nok.
Og så lige til alle forargede og til jer i efterretningstjenesterne:
Jeg ved godt at vold ikke dur, at vold, selv nok så forståelig vold er det endelige fallit. Vold avler alene mere vold. Jeg ved det, du ved det som opmærksom læser og som god magelig dansker ender jeg ikke som terrorist.
Men er det ikke netop den stærkestes pligt at gå i spidsen og afvise at løse konflikter med vold, netop fordi man er den stærkeste? Er det ikke lige netop dér, Israel, med lige netop dette lands særlige baggrund, begår sin virkelige forbrydelse?
Jeg er ikke specielt kristen, men det gamle budskab om at vende den anden kind til trænger sig på, når man ser på begivenhederne i Mellemøsten. På Israels stadig mere desperate kamp mod fred, på USA hykleriske korstog for demokrati (for demokrati læs "oil")
Den anden side er ikke for køn og har bestemt ikke rent mel i posen, jeg ved det godt. Der er i den grad brug for mere medmenneskelighed og færre diktatorer. Men hvad er bedre for en diktator end en ydre fjende; banalt og trist.
Men måske, hvis nu den ydre fjende trak sig ti skridt tilbage, måske så den gjorde det lidt sværere for dikatorerne og måske gjorde det lidt sværere at tage skridtet over til terrorismen.
I'll be back
Israel, som konsekvent benægter ethvert ansvar for begivenhederne. Det nuværende angreb skyldes udelukkende Hamas, angrebet på tranden i Gaza dræbte ingen uskyldige børn, det gjorde nedgravede miner, der tilfældigt sprang i luften ligesom det var vildfarne Hamas rakketter, der ødelagde elværket.
Israel, der afviser enhver kritik som antisimitiske og til enhver tid trækker på spøgelset fra udryddelseslejrene. Israel som ganske uden blusel afviser al dialog med den lovligt valgte regering i Palestina, først fordi den ikke magtede at stoppe terroren og nu fordi det er Hamas, der har befolkningsflertallet bag sig.
Israel, der slet ikke behøver at bekymre sig om omverdenes dom, landet kan trække på ukritisk støtte fra USA, på en stærk og selvsikker international lobby, der undertrykker ethvert tilløb til kritik og ikke mindst på en presse, der insisterer på at betragte Palestina, og store dele af hele mellemøsten konflikten, gennem Israelske briller - med stel, optik og øjendråber fremstillet i USA.
Israel ku få mig til at blive terrorist, som ikke andet kan! Israel gir mig lyst til at stille mig op i Knesset med bomber, knive, våben og kræve at blive hørt og kræve, at staten Israel begynder at opføre sig voksent og ansvarligt.
Men så er det jeg kommer i tanker om, at der jo er trængsel nok her i forvejen. For hvert barn der dræbes, for hver levevej, der blokeres, for hvert håb, der slukkes vokser desperationen blandt palestinænserne, respekten for liv svækkes. Så længe presset består vil der være villige nok.
Og så lige til alle forargede og til jer i efterretningstjenesterne:
Jeg ved godt at vold ikke dur, at vold, selv nok så forståelig vold er det endelige fallit. Vold avler alene mere vold. Jeg ved det, du ved det som opmærksom læser og som god magelig dansker ender jeg ikke som terrorist.
Men er det ikke netop den stærkestes pligt at gå i spidsen og afvise at løse konflikter med vold, netop fordi man er den stærkeste? Er det ikke lige netop dér, Israel, med lige netop dette lands særlige baggrund, begår sin virkelige forbrydelse?
Jeg er ikke specielt kristen, men det gamle budskab om at vende den anden kind til trænger sig på, når man ser på begivenhederne i Mellemøsten. På Israels stadig mere desperate kamp mod fred, på USA hykleriske korstog for demokrati (for demokrati læs "oil")
Den anden side er ikke for køn og har bestemt ikke rent mel i posen, jeg ved det godt. Der er i den grad brug for mere medmenneskelighed og færre diktatorer. Men hvad er bedre for en diktator end en ydre fjende; banalt og trist.
Men måske, hvis nu den ydre fjende trak sig ti skridt tilbage, måske så den gjorde det lidt sværere for dikatorerne og måske gjorde det lidt sværere at tage skridtet over til terrorismen.
I'll be back
lørdag, juli 01, 2006
RBF fortid
30. juni var en mærkelig, uvirkelig dag. 30. juni ophørte min organisation, RBF med at eksistere efter 16 års eksistens i dansk fagbevægelse. Vi er nu en del af 3F. Godt eller skidt?
Godt fordi vi var kørt fast, formåede ikke at løfte opgaven. Godt fordi vi har behov for nye input, nye kræfter, nye måder at løse problemerne på.
Skidt fordi det ikke er oplagt, at det nu vil gå bedre. Vi blir sværere at få øje på, talentmassen spredes rund i en række 3F afdelinger og os centralt får nye opgaver og skal bruge en masse kræfter på at lære at fungere i en ny - og meget større organisation.
Det var/er mærkeligt, at skulle sige farvel til gamle og vante rammer. Måden vi har gjort arbejdet på skal ændres, vi skal tilpasse os nye strukturer, nye burokratier og lære nye minefelter at kende.
Udfordrende javel, men også lidt skræmmende.
For nutidens unge er jobskifte, ja karriereskift en kvalitet i sig selv, et CV med 22 år i samme funktion er ikke sælger ikke mange billetter. Nu er 3-4 år i en stilling maximum, så skal man videre.
For mig og mange som mig ser verden anderledes ud. Vore kompetencer passer med opgaven og erfaring kompenserer for nyhedens initiativrigdom. Hvad der er bedst? Tja...
Efter en måned er jeg i hvert fald stadig fortrøstningsfuld.
I'll be back
Godt fordi vi var kørt fast, formåede ikke at løfte opgaven. Godt fordi vi har behov for nye input, nye kræfter, nye måder at løse problemerne på.
Skidt fordi det ikke er oplagt, at det nu vil gå bedre. Vi blir sværere at få øje på, talentmassen spredes rund i en række 3F afdelinger og os centralt får nye opgaver og skal bruge en masse kræfter på at lære at fungere i en ny - og meget større organisation.
Det var/er mærkeligt, at skulle sige farvel til gamle og vante rammer. Måden vi har gjort arbejdet på skal ændres, vi skal tilpasse os nye strukturer, nye burokratier og lære nye minefelter at kende.
Udfordrende javel, men også lidt skræmmende.
For nutidens unge er jobskifte, ja karriereskift en kvalitet i sig selv, et CV med 22 år i samme funktion er ikke sælger ikke mange billetter. Nu er 3-4 år i en stilling maximum, så skal man videre.
For mig og mange som mig ser verden anderledes ud. Vore kompetencer passer med opgaven og erfaring kompenserer for nyhedens initiativrigdom. Hvad der er bedst? Tja...
Efter en måned er jeg i hvert fald stadig fortrøstningsfuld.
I'll be back
lørdag, maj 27, 2006
Muslimer og andre mennesker
Nu var den der igen, en undersøgelse citeret i Politiken, der tilsyneladende dokumenterer at muslimer mener, at...
Det ville jo ganske rigtigt være fint, hvis vi sådan kunne være sikre på hvad muslimer mener om Mohammad tegninger, om plejehjemsforhold eller farven på et nyudsprunget bøgetræ. Rart at vide disse ting på forhånd hvis man nu sku rende ind i en muslim, så behøver jeg jo ikke spørge om disse ting.
Egentlig mangler vi desværre kun at definere, hvad en muslim er for en størrelse. En slags fællesbetegnelse, der præcists og uden fejlmulighed kunne kategorisere hver enkelt muslim. Ingen alkohol, intet svinekød, bøn 7 gange om dagen, tildækkede kvinder, had til vestlig kultur, æresdrab og tro på at det var israelerne, der stod bag 9-11. Så er det hele jo lissom sagt og kommunikationen meget lettere.
Med definitionen lige ved hånden blir det osse meget letttere at finde ud af, hvordan vi skal behandle disse muslimer, hvad vi skal forbyde dem at mene og gøre. Hvordan de skal klæde sig og opføre sig i vore lande.
Når en sådan definition så er på plads, blir det ligetil at definere os andre. Os kristne. Os, der ikke er bange for afklædte kvinder, nyder alkohol og kun om lørdagen banker konen. Os, der udemærket ved at det var muslimerne der stod bag 9-11 og at angrebet var et udtryk for den 1500 årige kamp mellem Islam og kristendommen.
Eneste problem med disse definitioner er at der blir så forbandet få indbyggere i Danmark, der vil passe til definitionen at de sjældent vil risikere at komme i personlig kontakt. Og at alle vi andre ikke blir et suk klogere.
I'll be back
Det ville jo ganske rigtigt være fint, hvis vi sådan kunne være sikre på hvad muslimer mener om Mohammad tegninger, om plejehjemsforhold eller farven på et nyudsprunget bøgetræ. Rart at vide disse ting på forhånd hvis man nu sku rende ind i en muslim, så behøver jeg jo ikke spørge om disse ting.
Egentlig mangler vi desværre kun at definere, hvad en muslim er for en størrelse. En slags fællesbetegnelse, der præcists og uden fejlmulighed kunne kategorisere hver enkelt muslim. Ingen alkohol, intet svinekød, bøn 7 gange om dagen, tildækkede kvinder, had til vestlig kultur, æresdrab og tro på at det var israelerne, der stod bag 9-11. Så er det hele jo lissom sagt og kommunikationen meget lettere.
Med definitionen lige ved hånden blir det osse meget letttere at finde ud af, hvordan vi skal behandle disse muslimer, hvad vi skal forbyde dem at mene og gøre. Hvordan de skal klæde sig og opføre sig i vore lande.
Når en sådan definition så er på plads, blir det ligetil at definere os andre. Os kristne. Os, der ikke er bange for afklædte kvinder, nyder alkohol og kun om lørdagen banker konen. Os, der udemærket ved at det var muslimerne der stod bag 9-11 og at angrebet var et udtryk for den 1500 årige kamp mellem Islam og kristendommen.
Eneste problem med disse definitioner er at der blir så forbandet få indbyggere i Danmark, der vil passe til definitionen at de sjældent vil risikere at komme i personlig kontakt. Og at alle vi andre ikke blir et suk klogere.
I'll be back
søndag, maj 21, 2006
Hospitalsvæsenet er bedre end sit rygte
Er der noget alle ka blive enige om, så er det at det dan ske hospitalsvæsen skal forbedres, milliarderne skal rulle ind og raske patienter ud.
Min mor blev indlagt sidste søndag, den var helt gal, men hurtigt, effektivt og ikke mindst medfølende blev hun taget imod, behandlet og om ikke helbredt, men så stabiliseret.
Lægevagten kom hurtigt, Falck var flinke, dygtige og forstod min situation som pårørende.
Lægerne og sygeplejerskerne formådede at kombinere effektivitet med et smil og ikke så lidt venlighed.
Nu ligger hun der så, det er bestemt ikke rart og meget trist for hende. Nyrerne virker ikke rigtigt og kroppen er træt efter næsten 89 år. Men ikke et ondt ord om hvad skattekronerne går til og ikke et ondt ord om hvordan plejere og læger pusler om hende.
Men da sandelig et ondt ord om den forplejning man tilbydes som patient. Magen til uinspirerende, trist og fattig mad, skal man forhåbentlig lede længe efter - altså lige bortset fra nærmeste hospital. Det virker helt utroligt, at en ordentlig, indbydende og nærende mad ikke er central for hvilken som helst pleje og helbredelse. Man skal vel næppe være ret sagkyndig for at ku se, at meget kan spares hvis forplejningen blev bedre, kortere indlæggelsestider, større overlevelse og større tilfredshed.
Utroligt at ordentlig forplejning ikke står øverst på regeringens sundhedsplan!
I'll be back.
Min mor blev indlagt sidste søndag, den var helt gal, men hurtigt, effektivt og ikke mindst medfølende blev hun taget imod, behandlet og om ikke helbredt, men så stabiliseret.
Lægevagten kom hurtigt, Falck var flinke, dygtige og forstod min situation som pårørende.
Lægerne og sygeplejerskerne formådede at kombinere effektivitet med et smil og ikke så lidt venlighed.
Nu ligger hun der så, det er bestemt ikke rart og meget trist for hende. Nyrerne virker ikke rigtigt og kroppen er træt efter næsten 89 år. Men ikke et ondt ord om hvad skattekronerne går til og ikke et ondt ord om hvordan plejere og læger pusler om hende.
Men da sandelig et ondt ord om den forplejning man tilbydes som patient. Magen til uinspirerende, trist og fattig mad, skal man forhåbentlig lede længe efter - altså lige bortset fra nærmeste hospital. Det virker helt utroligt, at en ordentlig, indbydende og nærende mad ikke er central for hvilken som helst pleje og helbredelse. Man skal vel næppe være ret sagkyndig for at ku se, at meget kan spares hvis forplejningen blev bedre, kortere indlæggelsestider, større overlevelse og større tilfredshed.
Utroligt at ordentlig forplejning ikke står øverst på regeringens sundhedsplan!
I'll be back.
fredag, maj 05, 2006
Forår, sol og varme
Så kom varmen endelig. Vinden fra Øst blæser foråret på plads og hvor har vi dog savnet det. Al den hvide hud trænger til at blive luftet, græsplænen slået og blomsterpotterne på plads.
Hvor er det et ufatteligt under hvert år, lige i disse dage - sådan at være med i naturens store forvandling.
Hvor er det svært at bevare ens naturlige sortsyn!
I'll be back
Hvor er det et ufatteligt under hvert år, lige i disse dage - sådan at være med i naturens store forvandling.
Hvor er det svært at bevare ens naturlige sortsyn!
I'll be back
søndag, april 30, 2006
Friværdi
Jeg elsker min friværdi og alt hvad den repræsenterer. Hvor morgen kysser jeg udvalgte mursten og klapper mosset i græsplænen i dyb respekt og taknemmelighed.
Tænk sig engang, ikke nok med at friværdien gerne sku sikre mig en nogenlunde pension, den gir mig også en helt ny omgangsform overfor venner og fremmede.
Nu behøver man ikke længere uddybe sin præsentation med at fortælle om job, børn eller interesser. Nu finder man straks ligesindede for en snak om friværdien, rentetilpasningslån, stoplån og spiselige mursten.
Snart blir det helt naturligt at præsentere sig som Henrik, 1,5 mil. med en tilvækst på 12% p.a., straks ved alle at man er en af de rigtige, en af dem, man kan kommunikere med om livets virkelige værdier; én der forstår ens eget sprog.
I'll be back
Tænk sig engang, ikke nok med at friværdien gerne sku sikre mig en nogenlunde pension, den gir mig også en helt ny omgangsform overfor venner og fremmede.
Nu behøver man ikke længere uddybe sin præsentation med at fortælle om job, børn eller interesser. Nu finder man straks ligesindede for en snak om friværdien, rentetilpasningslån, stoplån og spiselige mursten.
Snart blir det helt naturligt at præsentere sig som Henrik, 1,5 mil. med en tilvækst på 12% p.a., straks ved alle at man er en af de rigtige, en af dem, man kan kommunikere med om livets virkelige værdier; én der forstår ens eget sprog.
I'll be back
lørdag, april 29, 2006
Dialog på tværs af religion og forskellig verdensopfattelse
Ved et rent tilfælde kom jeg tilbage i januar i kontakt med en fyr fra De Forenede Emirater. Anledningen var hans protester over Jyllandspostens Mohammed tegninger. Her følger vor mailkorrespondance:
Dear Sir,
As a very private Dane I happened to receive your mail and must say it concerns me greatly. As you write Denmark is a very peaceful country with great tolerance for different cultures and religions. We also have a very deep rooted tradition for freedom of speech and for allowing almost any opinion to be publicised. In Danish eyes the drawings in JyllandsPosten were very innocent and nothing special compared to drawings showing for instance our prime minister, our queen or the Christian Lord. As much as I may understand and respect your right to practice your religion and thereby your right to be offended if and when you perceive an insult to this religion, this matter still seems greatly out of proportion. I can assure you that the great majority of the Danish population in no way saw the drawings as an insult to your religion. Only after the reaction among some of our Muslim religious leaders most people saw the drawings and became aware that they might be offending to your religious beliefs.
Instead of promoting greater mutual understanding I am afraid the reaction in the muslim world may lead to a greater rift between the Muslim world and Denmark.
With respect
Dear Henrik Hansen,
Thanks for your replying.
Freedom of speech is not without its limits, even in a democracy. Try to question why Jews are singled out whenever the victims of the second world war are talked about for example. More than 20 million Russians were destroyed by the Nazi's and yet everyone seems to remember only the Jewish victims of the Holocaust. Try to question that and see how tolerant your democracy is and how free you are to express yourself. It seems however that freedom of speech is applied selectively. Its fashionable to insult Muslims these days so jump on the bandwagon.To be asked to not react angrily to insults to our religion and respect your rights to freedom of speech has a catch, you must reciprocate and respect our values and not be insolent just because you can in the first place.
Regards,
Dr. Samer Kelani,
Dear Samer Kelani
I am pleased to receive your mail this morning. It seems that our views are not that different after all, I quite agree that freedom of speech has its limits and that respect of values, including religious values, is fundamental for a civilized society.
Regarding your point about how we talk more about the Holocaust that the equally numerous Russian victims, I think that you are wrongly informed. In Denmark this is a very well known fact and is discussed quite freely in the press, on television and among common people.
You write correctly that it is fashionable to insult Muslims, but you must understand that this is only fashionable among a certain and relatively small political faction in Danish political life. Though many people fell that integration of immigrants and refugees present problems, these are problems we are able to deal with with out insulting religious beliefs or nationality.
The Mohammed drawings in JyllandsPosten were an exception to the rule in Danish press that you do not insult religious beliefs, especially non Christian beliefs. The great majority in Denmark are in no way antagonistic towards Islam or any other religion, but we tend not to understand religious beliefs that appear more outspoken and fundamentalist. But not understanding is definitely not the same as wanting to insult religious beliefs.
And let me ask you quite frankly, what was the insult really ? Showing some more or less artistic drawings of different persons, dressed as Arabs under the heading "Drawings of Mohammed" ? Or the fact that Danish constitution does not allow our prime-minister to interfere with what is written in a Danish newspaper even if he or the majority of Danes feels the drawings to be of bad or misinformed taste ?
And to conclude; recalling ambassadors, boycotting Danish goods, molesting Danish employees, burning our flag, is that really an appropriate reaction to your perceived insult ?
How do you expect us in Denmark to think about the Muslim world in this light ?
Kind regards
Dear Sir,
Let me first thank you for your kind and open minded responses. I would like to point a few things to you if you do not mind:1- Muslims do not depict the prophet Muhammad or any prophet for that matter, whether it be Jesus, Moses, Abraham (which we believe in all and deeply respect) in any sort of illustration or drawing, even a respectful one, let alone accepting cartoons of the single most revered person in the history of mankind (for Muslims at least) to show him as an instigator of hatred and violence, as a villain using sexual enticement to incite violence . This goes much beyond normal criticism and definitely can be defined as smear and hate campaigning.2- Opinion polls have showed that the majority of the Danes do not feel there is anything to apologize for, neither by the Danish prime minister nor by the Newspaper, so this makes them accomplices in our view.3- I would assume that the situation in Denmark is not much different from the one in France, so far as freedom of speech is concerned. That being so, I wonder if you have heard of Roger Garoudi. If not, let me quote this from the Wikipedia ( http://www.wikipedia.org/ ):"Roger Garaudy aka Ragaa (born July 17, 1913, in Marseille) is a French Muslim (convert) thinker from a strong communist background. During World War Two, Garaudy was imprisoned as a prisoner of war in Algeria. Garaudy was a communist who tried to reconcile Marxism with Catholicism in the 1970s and then abandoned both doctrines in favour of Sunni Islam when he became Muslim in 1982, taking the name Ragaa.In 1998, a French court found him guilty of Holocaust denial and racial defamation, fining him FF 120,000 ($40,000) for his 1995 book, "The Founding Myths of Israeli Politics". Endorsing the views of French revisionist historian Robert Faurisson, the book declared that during the Holocaust, Jews were not killed in gas chambers.[1] The book was quickly translated into Arabic and Persian and a Sudanese lawyer, Faruk M. Abu Eissa, assembled a five-man legal team to support Garaudy at his trial in Paris. The Iranian government paid some of Garaudy's fine."So much for freedom of speech.Have a nice day.
Regards,
Dr. Samer Kelani,Ph.D.Engineering Sciences.
Hello again
Regarding your first point I quite agree, the cartoons or drawings can easily be seen as insulting and I quite understand your and other Muslims reaction. However I can assure you they were not part in any hate campaign against Islam. This is fundamental to the whole issue. Showing the drawings in a national paper is a "normal" part of our public debate i Denmark. Normal because we have a very frank and open discussion among the great majority of the Danish population, including the Danish Muslims abut integration, about how the immigrants should be treated and should act themselves. As a part of this, at times rather heated, debate a lot of things gets said from all parties, some of it quite openly mistaken and some rather stupid misconceptions. But in the debate we all get wiser and often have the room to admit mistakes and regret insults.
What the great majority of Danes (and immigrants) sees as religious fundamentalism is hard for us to understand - and for some to respect, regrettably. But to think that there in Denmark is a hate campaign against the Islamic world is very much mistaken.
A few people of the extreme right uses uneasiness in parts of the population to stir up trouble. They will use anything to increase potential troubles and misunderstandings and so they use very bad language about Islam and immigrants. Many of these people have been tried in Danish courts and convicted of slander. In each case the Danish police have brought them to trial and it has been up to the courts to decide if they receive a fine or are sent to jail. So again in the case of the drawings in JyllandsPosten it will be up to the courts to decide if the paper is to be punished for the drawings.
And yes, this system does not always work, some get away with stupid things and there is a tendency for the courts to allow too much in the interest of free speech. I personally regret this and I know from my immigrant friends and especially from "Muslim-looking" immigrants that the find the climate for open debate in Denmark getting colder and do not always like how they are treated.
This is a problem for the whole Danish society and I can assure you that after this affair with the reaction against Danish goods, flags and employees in the Middle East, the climate regarding Muslims and immigrants as such will not get any better.
Should we apologize? Yes, apologize for not being open enough towards our new citizens, for not more actively promoting mutual respect between cultures and religions and apologize for the statements and actions of a very small minority in our society. And we do apologize for hurting the feelings of Muslims be showing the infamous drawings.
But I'm against apologizing for not breaking the Danish constitution as I am for not infringing the right of free speech.
Regarding the French example I do not know of this, but you are right to assume that anyone stating that the Holocaust did not take place will be punished by Danish law. Not by the prime minister or the parliament, but by the Danish courts. I just don't see the connection between our relations to the drawings and some misguided person disputing well-proven historical facts.
Kind regards
Dear Sir,
There is no ambiguity in this matter. There can be no misinterpretation of the intention to insult Islam and Muslims, and Muslims have every right to feel and act accordingly. Obviously we understand the consequences of our actions and are willing to bear them for we feel it is a worthy cause.Reading your message, if I didn't know better, I would assume what you said amounted to "We have the right to insult you as we see fit. Meanwhile you are not to seek to express your dissatisfaction or else the Muslim community in Denmark will suffer the consequences"You must understand that the majority of Muslims take their religion very seriously. From my own observations I can see how this can lead to certain misunderstandings in the West, where atheism is more or less predominant now, and many people are very cynical where religion is concerned.As for the example I brought you about Mr. Roger Garoudi, the man did a thorough research in the records of the WWII and came to the conclusion that the number 6 million (holocaust jewish victims) is not an accurate figure, and could be a gross exaggeration aimed at achieving certain political and economical advantages. He did not outright deny the whole thing. He certainly has a valid point of view that deserved at least some "civilized" and healthy debate, not outright condemnation. But as I said, there are times where you can outwittingly cross invisible boundaries to the freedom of speech in the west, particularly where Israel and Zionism are concerned. The stereotype "anti Semitism" is more than enough to cow the boldest and most daring thinkers. Islam and Muslims on the other hand are a favourite and easy target for anyone seeking stardom, especially in the context of Bush's war on terrorism.Have a good day.
Regards,
Dr. Samer Kelani,Ph.D.Engineering Sciences.
Hello again
I feared that we had lost contact as I feel that even this small contribution to dialogue is essential to better understanding.
In my opinion JyllandsPosten did wrong to publish the drawings, but to think that this mistake was intended to insult your religion or Profet is overdoing it. The story is simple. A writer was preparing a schoolbook about Islam and Mohammed. He mentioned that he had difficulty finding an artist, who was willing to illustrate the book. This story was taken up by JyllandsPosten, who had no difficulty finding artists willing to draw Mohammed. I you see the 12 drawings and if you knew a little about the Danish political climate, you would be able to see that only a few of the twelve drawings actually depicted a person, which anyone can see as an Arab or as Mohammed. The rest were directed against other Danish political figures and two against JyllandsPosten itself.
Having said that I must admit that the drawing with the bomb is problematical. But it can bee seen from different perspectives. One way of viewing it is as a symbol of how Islam is presented to the world population, when terrorist acts are committed in the name of Allah. It is very easy to think that Islam is a terrorist religion when it is used to explain terrorist acts. Most people know better, Islam is in itself a very peaceful religion, but there are factions in the Islam world who thinks and acts otherwise - and are quite effective promoting their opinions.
(As the are and have been factions in Christianity using this religion to excuse terrorist acts)
As stated before we are having problems integrating immigrants in Denmark, not big problems or problems that can not be solved, but we should be doing better. As you have commented religion is not a big issue in Denmark, I personally have never felt the need for a religion, and in Denmark we see the difficultties more as cultural differences. So if we seem to be against Islam, in my opinion it is much more a question of not understanding a different culture, which we are suddenly living door to door with.
I believe we have about 200.000 Muslim immigrants in Denmark, of these some 25.000 actively practice Islam and of these some 2000 belong to what we call fundamentalist factions. So the all dominating part of our Islam community are living more or less exactly as Danes and saw no real problems with the cartoons. As you know there have been no big demonstrations against JyllandsPosten in Denmark and really no debate until the actions started in the Arab world.
That does not in itself make any excuse for offending a religion, but it tells me that maybe the problem is more in your part of the world than in our.
I still do not understand why you insist to bring the Holocaust question into this discussion. Most Danes support the Palestinians in their claim for their own country and feel Israel and their actions against the Palestinians are the cause of much of the disturbance in the Middle East. We also accept it as a fact, that Jews were slaughtered by the millions by the Nazi regime. As this extermination happened on our doorstep we feel strongly that this should not happen again, and do not see that the revisionist thought is terribly interesting or should be discussed. The historical facts are simply too overwhelming. On the other hand you are quite free to express opinion against Israel, to demonstrate against Israel and to support the Palestinian cause.
If I remember correctly the biggest demonstration for some 25 years was against the second Gulf War and still Bush may be as little popular in Denmark as Sharon and Osama Bin Laden.
The last point for now. I have read, before this started, that the Norwegians and the Danes per capita gave the most (including the contributions from the Gulf states) to the relief after the Pakistan earthquake, what does that tell you about our view of Muslims ?
Have a nice weekend
Thanks for your mail, I can't find much to disagree about in what you write.
You may be interested to know that the owner of a small and very local Danish radio just the other day was sentenced to 14 days in prison for slander of Muslims. The case was started long before the cartoon issue and is only one among several where our judicial system has acted against slander of cultural, ethnic or religious groups. So the freedom of speech is not unlimited, even in Denmark. And as I've told you the police are still considering a case against JyllandsPosten.
But let me ask you, how we are to proceed from here ?
For many years the Danish nation has spent billions in aid to Palestinians and in aid to a number of other Muslim countries. We have had a lot of welfare workers in a number of nations - and , very controversial, we have troops in Iraq. Should we just call all that off, withdraw our welfare workers and the troops. Where would that leave the aid programs and the populations in poorer countries? I ask this because in Denmark right now people and parties against international aid are gaining bigger and bigger support. The political forces working against our international aid and the forces working against immigrants in Denmark are getting stronger for every Danish flag burned and every threat against Denmark. If we should have an national election today, parties which you and I would be very much opposed to would gain power and the conditions for immigrants, Muslims and our international aid would suffer greatly.
This unfortunately is very likely to be the consequences of the violent reactions to the cartoons.
Have a nice weekend too
Hello again,And sorry for being late in my reply. Day to day chores and work can take their toll on a single man. Anyway please understand that I cannot presume to be speaking for the entire Muslim nation, if such a thing exists today. I only can give you a sample of the emotional and mental picture of an average Muslim living in this part of the world.While we ( I ) do appreciate the assistance offered all these past years by Denmark and the Danish people, I do believe the Danish government made some serious mistakes. Perhaps the most serious of these is being part of the alliance of the "willing" nations which invaded Iraq and toppled the former regime. I do, and I suppose not many would argue over this point here, that Saddam Hussein was a tyrant. This tyrant however is not unique in the Middle East, where every single president or king is not that much less ruthless than he was. All the pretexts that the United States have used to justify that war have proved to be false. The US is playing a dangerous game that is tearing this region apart. Many delicate balances that have been in place for quite sometime have been broken. Iraq is now on the very brink of a civil war which threatens to spill into neighbouring countries, and the cost of life would be terrible. The Iraqis are certainly NOT faring now better than they did under Saddam, at least they had something they could refer to as "normal" life where one could go to work and come back to his family with relative security. You should remember that we have the British and French to thank for the way they divided this region , which inherently is the reason for most of the tensions between Turks, Kurds, Sunnies and Shi'ies. Being part of this American endeavour has certainly not helped polish the image of the countries that took part in it.Regarding the assistance to the Palestinian people, I suppose that since Hamas has won the FREE elections in the so called Palestinian territories, no assistance will be forthcoming anyway.Hopefully one day things will be mended and injuries healed and we will be friends again and we will be strong and TRULY independent and wont need any assistance, but will be friends just because that is the normal thing. (wishful thinking?)The violent reaction throughout the Muslim world was not simply a reaction to the cartoons, in my opinion. Its much more complicated than that. Its just an expression of the dangerous pressure that has been been building up within for quite sometime due to several factors, not least of which is being ruled by fire and iron by despotic leaders [friends and allies of the US and otherwise].
Regards,
Dr. Samer Kelani,Ph.D.Engineering Sciences.
Dear Sir,
It is very hard to argue with you on any of the points you are making, I quite agree all around. I think most people in Denmark sees the situation more or less the same way, but we are at a loss what to do and how to react.
I my opinion the western world is split between trying to do the "right thing" and the need to control oil resources, spiced up with the Palestinian problem (which in part stem from the terrible holocaust and earlier attempts of anti-Semitism found in many countries in Europe until WWII)
Now we are at a crossroad politically and culturately. Many nations reject our way of life and at the same time covet our wealth. Some of the Middle East countries are enormously wealthy by selling us oil, but have ruling classes living a double life and seriously suppressing the population, others are still very poor and others again are tormented by a more or less dictatorial leadership. And then there is Palestine...
In a globalized world it is really an option just to sit by and allow rally bad things to happen but on the other hand, the Iraq invasion shows us that intervention is not right either.
Now a very small and very Danish issue (the cartoons) has spurred a world wide reaction totally out of context. The good thing is maybe that is has showed many people here in Denmark that we can not keep pretending to be alone on this planet and hopefully that we as a nation are not treating immigrants as well as we should, but on the other hand right now the reactionary forces in Denmark are gaining strength. The party most directly and openly against immigration and integration (wanting to turn the clock back to the fifties) is dictating the actions of the government, and the opposition cant act as long as the majority is behind the present policy. That means that the conditions for the immigrants, especially Muslims - or rather outspoken Muslims - will get worse in Denmark.
And world wide the first sufferers are the Palestinians, again. The aid will probably be cut off more or less because of the democratically elected Hamas government, prompting Iran to step in with aid. With Iranian funding more European aid will be cut off and the Israeli will feel justified not to negotiate a peaceful settlement prompting more terrorist acts out of desperation. Really a nice perspective.
Somehow it should be possible for sensible people in a globalized world to get together and find new solutions, where cultural differences are seen as a prerogative for common development. The situation may be to difficult and too serious to leave only to heads of states, kings, dictators and the Bush family.
Kind regards
Med det slutted vor dialog desværre. Jeg blev lidt klogere og jeg håber at Dr. Samer Kelani også kom til at se, at hellerikke fra dansk synspunkt var sagen helt entydig og ligetil.
I'll be back
Dear Sir,
As a very private Dane I happened to receive your mail and must say it concerns me greatly. As you write Denmark is a very peaceful country with great tolerance for different cultures and religions. We also have a very deep rooted tradition for freedom of speech and for allowing almost any opinion to be publicised. In Danish eyes the drawings in JyllandsPosten were very innocent and nothing special compared to drawings showing for instance our prime minister, our queen or the Christian Lord. As much as I may understand and respect your right to practice your religion and thereby your right to be offended if and when you perceive an insult to this religion, this matter still seems greatly out of proportion. I can assure you that the great majority of the Danish population in no way saw the drawings as an insult to your religion. Only after the reaction among some of our Muslim religious leaders most people saw the drawings and became aware that they might be offending to your religious beliefs.
Instead of promoting greater mutual understanding I am afraid the reaction in the muslim world may lead to a greater rift between the Muslim world and Denmark.
With respect
Dear Henrik Hansen,
Thanks for your replying.
Freedom of speech is not without its limits, even in a democracy. Try to question why Jews are singled out whenever the victims of the second world war are talked about for example. More than 20 million Russians were destroyed by the Nazi's and yet everyone seems to remember only the Jewish victims of the Holocaust. Try to question that and see how tolerant your democracy is and how free you are to express yourself. It seems however that freedom of speech is applied selectively. Its fashionable to insult Muslims these days so jump on the bandwagon.To be asked to not react angrily to insults to our religion and respect your rights to freedom of speech has a catch, you must reciprocate and respect our values and not be insolent just because you can in the first place.
Regards,
Dr. Samer Kelani,
Dear Samer Kelani
I am pleased to receive your mail this morning. It seems that our views are not that different after all, I quite agree that freedom of speech has its limits and that respect of values, including religious values, is fundamental for a civilized society.
Regarding your point about how we talk more about the Holocaust that the equally numerous Russian victims, I think that you are wrongly informed. In Denmark this is a very well known fact and is discussed quite freely in the press, on television and among common people.
You write correctly that it is fashionable to insult Muslims, but you must understand that this is only fashionable among a certain and relatively small political faction in Danish political life. Though many people fell that integration of immigrants and refugees present problems, these are problems we are able to deal with with out insulting religious beliefs or nationality.
The Mohammed drawings in JyllandsPosten were an exception to the rule in Danish press that you do not insult religious beliefs, especially non Christian beliefs. The great majority in Denmark are in no way antagonistic towards Islam or any other religion, but we tend not to understand religious beliefs that appear more outspoken and fundamentalist. But not understanding is definitely not the same as wanting to insult religious beliefs.
And let me ask you quite frankly, what was the insult really ? Showing some more or less artistic drawings of different persons, dressed as Arabs under the heading "Drawings of Mohammed" ? Or the fact that Danish constitution does not allow our prime-minister to interfere with what is written in a Danish newspaper even if he or the majority of Danes feels the drawings to be of bad or misinformed taste ?
And to conclude; recalling ambassadors, boycotting Danish goods, molesting Danish employees, burning our flag, is that really an appropriate reaction to your perceived insult ?
How do you expect us in Denmark to think about the Muslim world in this light ?
Kind regards
Dear Sir,
Let me first thank you for your kind and open minded responses. I would like to point a few things to you if you do not mind:1- Muslims do not depict the prophet Muhammad or any prophet for that matter, whether it be Jesus, Moses, Abraham (which we believe in all and deeply respect) in any sort of illustration or drawing, even a respectful one, let alone accepting cartoons of the single most revered person in the history of mankind (for Muslims at least) to show him as an instigator of hatred and violence, as a villain using sexual enticement to incite violence . This goes much beyond normal criticism and definitely can be defined as smear and hate campaigning.2- Opinion polls have showed that the majority of the Danes do not feel there is anything to apologize for, neither by the Danish prime minister nor by the Newspaper, so this makes them accomplices in our view.3- I would assume that the situation in Denmark is not much different from the one in France, so far as freedom of speech is concerned. That being so, I wonder if you have heard of Roger Garoudi. If not, let me quote this from the Wikipedia ( http://www.wikipedia.org/ ):"Roger Garaudy aka Ragaa (born July 17, 1913, in Marseille) is a French Muslim (convert) thinker from a strong communist background. During World War Two, Garaudy was imprisoned as a prisoner of war in Algeria. Garaudy was a communist who tried to reconcile Marxism with Catholicism in the 1970s and then abandoned both doctrines in favour of Sunni Islam when he became Muslim in 1982, taking the name Ragaa.In 1998, a French court found him guilty of Holocaust denial and racial defamation, fining him FF 120,000 ($40,000) for his 1995 book, "The Founding Myths of Israeli Politics". Endorsing the views of French revisionist historian Robert Faurisson, the book declared that during the Holocaust, Jews were not killed in gas chambers.[1] The book was quickly translated into Arabic and Persian and a Sudanese lawyer, Faruk M. Abu Eissa, assembled a five-man legal team to support Garaudy at his trial in Paris. The Iranian government paid some of Garaudy's fine."So much for freedom of speech.Have a nice day.
Regards,
Dr. Samer Kelani,Ph.D.Engineering Sciences.
Hello again
Regarding your first point I quite agree, the cartoons or drawings can easily be seen as insulting and I quite understand your and other Muslims reaction. However I can assure you they were not part in any hate campaign against Islam. This is fundamental to the whole issue. Showing the drawings in a national paper is a "normal" part of our public debate i Denmark. Normal because we have a very frank and open discussion among the great majority of the Danish population, including the Danish Muslims abut integration, about how the immigrants should be treated and should act themselves. As a part of this, at times rather heated, debate a lot of things gets said from all parties, some of it quite openly mistaken and some rather stupid misconceptions. But in the debate we all get wiser and often have the room to admit mistakes and regret insults.
What the great majority of Danes (and immigrants) sees as religious fundamentalism is hard for us to understand - and for some to respect, regrettably. But to think that there in Denmark is a hate campaign against the Islamic world is very much mistaken.
A few people of the extreme right uses uneasiness in parts of the population to stir up trouble. They will use anything to increase potential troubles and misunderstandings and so they use very bad language about Islam and immigrants. Many of these people have been tried in Danish courts and convicted of slander. In each case the Danish police have brought them to trial and it has been up to the courts to decide if they receive a fine or are sent to jail. So again in the case of the drawings in JyllandsPosten it will be up to the courts to decide if the paper is to be punished for the drawings.
And yes, this system does not always work, some get away with stupid things and there is a tendency for the courts to allow too much in the interest of free speech. I personally regret this and I know from my immigrant friends and especially from "Muslim-looking" immigrants that the find the climate for open debate in Denmark getting colder and do not always like how they are treated.
This is a problem for the whole Danish society and I can assure you that after this affair with the reaction against Danish goods, flags and employees in the Middle East, the climate regarding Muslims and immigrants as such will not get any better.
Should we apologize? Yes, apologize for not being open enough towards our new citizens, for not more actively promoting mutual respect between cultures and religions and apologize for the statements and actions of a very small minority in our society. And we do apologize for hurting the feelings of Muslims be showing the infamous drawings.
But I'm against apologizing for not breaking the Danish constitution as I am for not infringing the right of free speech.
Regarding the French example I do not know of this, but you are right to assume that anyone stating that the Holocaust did not take place will be punished by Danish law. Not by the prime minister or the parliament, but by the Danish courts. I just don't see the connection between our relations to the drawings and some misguided person disputing well-proven historical facts.
Kind regards
Dear Sir,
There is no ambiguity in this matter. There can be no misinterpretation of the intention to insult Islam and Muslims, and Muslims have every right to feel and act accordingly. Obviously we understand the consequences of our actions and are willing to bear them for we feel it is a worthy cause.Reading your message, if I didn't know better, I would assume what you said amounted to "We have the right to insult you as we see fit. Meanwhile you are not to seek to express your dissatisfaction or else the Muslim community in Denmark will suffer the consequences"You must understand that the majority of Muslims take their religion very seriously. From my own observations I can see how this can lead to certain misunderstandings in the West, where atheism is more or less predominant now, and many people are very cynical where religion is concerned.As for the example I brought you about Mr. Roger Garoudi, the man did a thorough research in the records of the WWII and came to the conclusion that the number 6 million (holocaust jewish victims) is not an accurate figure, and could be a gross exaggeration aimed at achieving certain political and economical advantages. He did not outright deny the whole thing. He certainly has a valid point of view that deserved at least some "civilized" and healthy debate, not outright condemnation. But as I said, there are times where you can outwittingly cross invisible boundaries to the freedom of speech in the west, particularly where Israel and Zionism are concerned. The stereotype "anti Semitism" is more than enough to cow the boldest and most daring thinkers. Islam and Muslims on the other hand are a favourite and easy target for anyone seeking stardom, especially in the context of Bush's war on terrorism.Have a good day.
Regards,
Dr. Samer Kelani,Ph.D.Engineering Sciences.
Hello again
I feared that we had lost contact as I feel that even this small contribution to dialogue is essential to better understanding.
In my opinion JyllandsPosten did wrong to publish the drawings, but to think that this mistake was intended to insult your religion or Profet is overdoing it. The story is simple. A writer was preparing a schoolbook about Islam and Mohammed. He mentioned that he had difficulty finding an artist, who was willing to illustrate the book. This story was taken up by JyllandsPosten, who had no difficulty finding artists willing to draw Mohammed. I you see the 12 drawings and if you knew a little about the Danish political climate, you would be able to see that only a few of the twelve drawings actually depicted a person, which anyone can see as an Arab or as Mohammed. The rest were directed against other Danish political figures and two against JyllandsPosten itself.
Having said that I must admit that the drawing with the bomb is problematical. But it can bee seen from different perspectives. One way of viewing it is as a symbol of how Islam is presented to the world population, when terrorist acts are committed in the name of Allah. It is very easy to think that Islam is a terrorist religion when it is used to explain terrorist acts. Most people know better, Islam is in itself a very peaceful religion, but there are factions in the Islam world who thinks and acts otherwise - and are quite effective promoting their opinions.
(As the are and have been factions in Christianity using this religion to excuse terrorist acts)
As stated before we are having problems integrating immigrants in Denmark, not big problems or problems that can not be solved, but we should be doing better. As you have commented religion is not a big issue in Denmark, I personally have never felt the need for a religion, and in Denmark we see the difficultties more as cultural differences. So if we seem to be against Islam, in my opinion it is much more a question of not understanding a different culture, which we are suddenly living door to door with.
I believe we have about 200.000 Muslim immigrants in Denmark, of these some 25.000 actively practice Islam and of these some 2000 belong to what we call fundamentalist factions. So the all dominating part of our Islam community are living more or less exactly as Danes and saw no real problems with the cartoons. As you know there have been no big demonstrations against JyllandsPosten in Denmark and really no debate until the actions started in the Arab world.
That does not in itself make any excuse for offending a religion, but it tells me that maybe the problem is more in your part of the world than in our.
I still do not understand why you insist to bring the Holocaust question into this discussion. Most Danes support the Palestinians in their claim for their own country and feel Israel and their actions against the Palestinians are the cause of much of the disturbance in the Middle East. We also accept it as a fact, that Jews were slaughtered by the millions by the Nazi regime. As this extermination happened on our doorstep we feel strongly that this should not happen again, and do not see that the revisionist thought is terribly interesting or should be discussed. The historical facts are simply too overwhelming. On the other hand you are quite free to express opinion against Israel, to demonstrate against Israel and to support the Palestinian cause.
If I remember correctly the biggest demonstration for some 25 years was against the second Gulf War and still Bush may be as little popular in Denmark as Sharon and Osama Bin Laden.
The last point for now. I have read, before this started, that the Norwegians and the Danes per capita gave the most (including the contributions from the Gulf states) to the relief after the Pakistan earthquake, what does that tell you about our view of Muslims ?
Have a nice weekend
Thanks for your mail, I can't find much to disagree about in what you write.
You may be interested to know that the owner of a small and very local Danish radio just the other day was sentenced to 14 days in prison for slander of Muslims. The case was started long before the cartoon issue and is only one among several where our judicial system has acted against slander of cultural, ethnic or religious groups. So the freedom of speech is not unlimited, even in Denmark. And as I've told you the police are still considering a case against JyllandsPosten.
But let me ask you, how we are to proceed from here ?
For many years the Danish nation has spent billions in aid to Palestinians and in aid to a number of other Muslim countries. We have had a lot of welfare workers in a number of nations - and , very controversial, we have troops in Iraq. Should we just call all that off, withdraw our welfare workers and the troops. Where would that leave the aid programs and the populations in poorer countries? I ask this because in Denmark right now people and parties against international aid are gaining bigger and bigger support. The political forces working against our international aid and the forces working against immigrants in Denmark are getting stronger for every Danish flag burned and every threat against Denmark. If we should have an national election today, parties which you and I would be very much opposed to would gain power and the conditions for immigrants, Muslims and our international aid would suffer greatly.
This unfortunately is very likely to be the consequences of the violent reactions to the cartoons.
Have a nice weekend too
Hello again,And sorry for being late in my reply. Day to day chores and work can take their toll on a single man. Anyway please understand that I cannot presume to be speaking for the entire Muslim nation, if such a thing exists today. I only can give you a sample of the emotional and mental picture of an average Muslim living in this part of the world.While we ( I ) do appreciate the assistance offered all these past years by Denmark and the Danish people, I do believe the Danish government made some serious mistakes. Perhaps the most serious of these is being part of the alliance of the "willing" nations which invaded Iraq and toppled the former regime. I do, and I suppose not many would argue over this point here, that Saddam Hussein was a tyrant. This tyrant however is not unique in the Middle East, where every single president or king is not that much less ruthless than he was. All the pretexts that the United States have used to justify that war have proved to be false. The US is playing a dangerous game that is tearing this region apart. Many delicate balances that have been in place for quite sometime have been broken. Iraq is now on the very brink of a civil war which threatens to spill into neighbouring countries, and the cost of life would be terrible. The Iraqis are certainly NOT faring now better than they did under Saddam, at least they had something they could refer to as "normal" life where one could go to work and come back to his family with relative security. You should remember that we have the British and French to thank for the way they divided this region , which inherently is the reason for most of the tensions between Turks, Kurds, Sunnies and Shi'ies. Being part of this American endeavour has certainly not helped polish the image of the countries that took part in it.Regarding the assistance to the Palestinian people, I suppose that since Hamas has won the FREE elections in the so called Palestinian territories, no assistance will be forthcoming anyway.Hopefully one day things will be mended and injuries healed and we will be friends again and we will be strong and TRULY independent and wont need any assistance, but will be friends just because that is the normal thing. (wishful thinking?)The violent reaction throughout the Muslim world was not simply a reaction to the cartoons, in my opinion. Its much more complicated than that. Its just an expression of the dangerous pressure that has been been building up within for quite sometime due to several factors, not least of which is being ruled by fire and iron by despotic leaders [friends and allies of the US and otherwise].
Regards,
Dr. Samer Kelani,Ph.D.Engineering Sciences.
Dear Sir,
It is very hard to argue with you on any of the points you are making, I quite agree all around. I think most people in Denmark sees the situation more or less the same way, but we are at a loss what to do and how to react.
I my opinion the western world is split between trying to do the "right thing" and the need to control oil resources, spiced up with the Palestinian problem (which in part stem from the terrible holocaust and earlier attempts of anti-Semitism found in many countries in Europe until WWII)
Now we are at a crossroad politically and culturately. Many nations reject our way of life and at the same time covet our wealth. Some of the Middle East countries are enormously wealthy by selling us oil, but have ruling classes living a double life and seriously suppressing the population, others are still very poor and others again are tormented by a more or less dictatorial leadership. And then there is Palestine...
In a globalized world it is really an option just to sit by and allow rally bad things to happen but on the other hand, the Iraq invasion shows us that intervention is not right either.
Now a very small and very Danish issue (the cartoons) has spurred a world wide reaction totally out of context. The good thing is maybe that is has showed many people here in Denmark that we can not keep pretending to be alone on this planet and hopefully that we as a nation are not treating immigrants as well as we should, but on the other hand right now the reactionary forces in Denmark are gaining strength. The party most directly and openly against immigration and integration (wanting to turn the clock back to the fifties) is dictating the actions of the government, and the opposition cant act as long as the majority is behind the present policy. That means that the conditions for the immigrants, especially Muslims - or rather outspoken Muslims - will get worse in Denmark.
And world wide the first sufferers are the Palestinians, again. The aid will probably be cut off more or less because of the democratically elected Hamas government, prompting Iran to step in with aid. With Iranian funding more European aid will be cut off and the Israeli will feel justified not to negotiate a peaceful settlement prompting more terrorist acts out of desperation. Really a nice perspective.
Somehow it should be possible for sensible people in a globalized world to get together and find new solutions, where cultural differences are seen as a prerogative for common development. The situation may be to difficult and too serious to leave only to heads of states, kings, dictators and the Bush family.
Kind regards
Med det slutted vor dialog desværre. Jeg blev lidt klogere og jeg håber at Dr. Samer Kelani også kom til at se, at hellerikke fra dansk synspunkt var sagen helt entydig og ligetil.
I'll be back
torsdag, april 27, 2006
Hjemmeværnet til Irak og Afganistan
Nemlig, Danmarks hemmelige våben i krigen mod masseødelæggelsesvåben, terrorister og andet rakkerpak.
Hvad vil være mere effektivt en end flok stovte hjemmeværnsmænd, godt på den anden side af deres anden ungdom, udstyret med ølmaver, grønne uniformer og Husquarna maskinpistoler. Se dem lige på patrulje udenfor Bashra. Totalt dehydrerede efter 100 meter i heden og uden den ellers obligatoriske kasse Hof.
Hvilken muslimsk fundamentalist, frihedskæmper eller terrorist ville have overskud til så meget som at smide en sten mod de gæve gutter? Rygtet ville gå i byen og alle samles for at se synet og ha noget at snakke om når svigtende strøm slukker fjernsynet.
Glem alt om Jægerkorpset, frømændene eller Jyske Dragonregiment. Gennem Hjemmeværnet kan vi præstere det, danskere altid har været bedst til: Et godt grin og lidt overbærende slåen kammeratligt på skulderen.
I'll be back
Hvad vil være mere effektivt en end flok stovte hjemmeværnsmænd, godt på den anden side af deres anden ungdom, udstyret med ølmaver, grønne uniformer og Husquarna maskinpistoler. Se dem lige på patrulje udenfor Bashra. Totalt dehydrerede efter 100 meter i heden og uden den ellers obligatoriske kasse Hof.
Hvilken muslimsk fundamentalist, frihedskæmper eller terrorist ville have overskud til så meget som at smide en sten mod de gæve gutter? Rygtet ville gå i byen og alle samles for at se synet og ha noget at snakke om når svigtende strøm slukker fjernsynet.
Glem alt om Jægerkorpset, frømændene eller Jyske Dragonregiment. Gennem Hjemmeværnet kan vi præstere det, danskere altid har været bedst til: Et godt grin og lidt overbærende slåen kammeratligt på skulderen.
I'll be back
Hvordan virkeligheden kan se så forskellig ud
"This is it...
Who killed the dog?
A man is taking a walk in Central park in New York. Suddenly he sees a little girl being attacked by a pit bull dog. He runs over and starts fighting with the dog. He succeeds in killing the dog and saving the girl's life. A policeman who was watching the scene walks over and says: "You are a hero, tomorrow you can read it in all the newspapers: "Brave New Yorker saves the life of little girl"
The man says: - "But I am not a New Yorker!"
"Oh then it will say in newspapers in the morning: 'Brave American saves life of little girl'" - the policeman answers.
"But I am not an American!" - says the man.
"Oh, what are you then?"
The man says: - "I am a Pakistani!"
The next day the newspapers says: "Islamic extremist kills innocent American dog!" "
Oversat til dansk ville den historie lyde noget i retning af
Jyllandsposten:
Uskyldig pige overfaldet af vild islamist og hans pitbull terrier.
Dansk lovhåndhæver frelser pigen og dræber hunden.
Ekstrabladet:
Politimand bider struber over på Islamistisk dræberhund.
Lille pige skambidt da fundamentalist pudser sin kamphund på pigen.
Politiken:
Mand med pakistansk baggrund forulempet af teen-age pige med kamphund.
Dansk Center for Racediskrimination indbringer sagen for domstolene.
BT:
Dansk Folkeparti kræver udvisning af alle indvandere og flygtninge, der ejer hunde.
Information:
--
Berlingske Tidende:
Ung mand med pakistansk baggrund i klammeri med pige om ejerskabet til skødehund.
Tililende politimand kommer ved et uheld til at træde på hunden, der var død ved ankomsten til dyrehospitalet. Der er ydet krisehjælp til tilskuerne.
I'll be back
Who killed the dog?
A man is taking a walk in Central park in New York. Suddenly he sees a little girl being attacked by a pit bull dog. He runs over and starts fighting with the dog. He succeeds in killing the dog and saving the girl's life. A policeman who was watching the scene walks over and says: "You are a hero, tomorrow you can read it in all the newspapers: "Brave New Yorker saves the life of little girl"
The man says: - "But I am not a New Yorker!"
"Oh then it will say in newspapers in the morning: 'Brave American saves life of little girl'" - the policeman answers.
"But I am not an American!" - says the man.
"Oh, what are you then?"
The man says: - "I am a Pakistani!"
The next day the newspapers says: "Islamic extremist kills innocent American dog!" "
Oversat til dansk ville den historie lyde noget i retning af
Jyllandsposten:
Uskyldig pige overfaldet af vild islamist og hans pitbull terrier.
Dansk lovhåndhæver frelser pigen og dræber hunden.
Ekstrabladet:
Politimand bider struber over på Islamistisk dræberhund.
Lille pige skambidt da fundamentalist pudser sin kamphund på pigen.
Politiken:
Mand med pakistansk baggrund forulempet af teen-age pige med kamphund.
Dansk Center for Racediskrimination indbringer sagen for domstolene.
BT:
Dansk Folkeparti kræver udvisning af alle indvandere og flygtninge, der ejer hunde.
Information:
--
Berlingske Tidende:
Ung mand med pakistansk baggrund i klammeri med pige om ejerskabet til skødehund.
Tililende politimand kommer ved et uheld til at træde på hunden, der var død ved ankomsten til dyrehospitalet. Der er ydet krisehjælp til tilskuerne.
I'll be back
Helle T
Helle Thorning er en af mine personlige favoritter og bliver det mere og mere som tiden går.
Hvorfor ?
Jo, bortset fra at jeg er socialdemokrat og gerne vil se partiet stærkt igen, så er der noget ganske usædvanligt ved Helle.
Nr. 1.: Hun tør bryde med den velkendte danske havregrødsmentalitet.
Nr. 2.: Hun har alle ods i mod sig.
Havregrødsmentaliteten brød hun med da hun ganske uden at rødme udråbte sig selv til vinder. Vi trænger til denne type mennesker i politik. Folk, der har evner og selvtillid til at sige "se på mig, jeg kan, jeg vil, følg mig!" Uden ledere der åbent tør stå ved det og åbent kræve at få love til at lede, så kommer vi aldrig ud af stedet. Vi kender dem fra erhvervslivet. Skaberen der i kraft af sin ide og sin entusiasme skaber succes, det er disse mennesker vi ser op til (og nogen gange frygter), men det er osse den slags mennesker, der skaber resultater.
Men Helle har alle ods i mod sig. Partiet har låst sig fast i en gammeldags blindgang hvor idealet er at ku huske alle de andres fejltrin 25 år tilbage i tiden, hvor idealet er at have vist sit værd gennem loyal deltagelse i partireligiøse sammenkomster og aldrig at have krævet indflydelse ud over ens placering i hierakiet.
Værst er at partiet er skabt af og åbenbart til midaldrende mænd med udholdenheden i orden, ikke de store familiemæssige forpligtigelser og uden de store evner til at se ud over egne næsetippe (som i øvrigt uden problemer gerne må være lettere vinrøde og signalere at man da ka holde til en brandert i ny og næ).
Ikke underligt at de værste modstandere mod Helle som formand kommer inde fra partiets dybe rækker. Ikke underligt at fløjen af undsigere er stor og ikke underligt at pressen har let ved at få anonyme udtalelser, der undsiger Helle.
Så jeg holder med Helle. Lykkes det hende mod alle ods, blir det ikke kun en sejr for hende selv, men en sejr for en ny og mere tidsvarende måde at være politisk aktiv på.
I'll be back
Hvorfor ?
Jo, bortset fra at jeg er socialdemokrat og gerne vil se partiet stærkt igen, så er der noget ganske usædvanligt ved Helle.
Nr. 1.: Hun tør bryde med den velkendte danske havregrødsmentalitet.
Nr. 2.: Hun har alle ods i mod sig.
Havregrødsmentaliteten brød hun med da hun ganske uden at rødme udråbte sig selv til vinder. Vi trænger til denne type mennesker i politik. Folk, der har evner og selvtillid til at sige "se på mig, jeg kan, jeg vil, følg mig!" Uden ledere der åbent tør stå ved det og åbent kræve at få love til at lede, så kommer vi aldrig ud af stedet. Vi kender dem fra erhvervslivet. Skaberen der i kraft af sin ide og sin entusiasme skaber succes, det er disse mennesker vi ser op til (og nogen gange frygter), men det er osse den slags mennesker, der skaber resultater.
Men Helle har alle ods i mod sig. Partiet har låst sig fast i en gammeldags blindgang hvor idealet er at ku huske alle de andres fejltrin 25 år tilbage i tiden, hvor idealet er at have vist sit værd gennem loyal deltagelse i partireligiøse sammenkomster og aldrig at have krævet indflydelse ud over ens placering i hierakiet.
Værst er at partiet er skabt af og åbenbart til midaldrende mænd med udholdenheden i orden, ikke de store familiemæssige forpligtigelser og uden de store evner til at se ud over egne næsetippe (som i øvrigt uden problemer gerne må være lettere vinrøde og signalere at man da ka holde til en brandert i ny og næ).
Ikke underligt at de værste modstandere mod Helle som formand kommer inde fra partiets dybe rækker. Ikke underligt at fløjen af undsigere er stor og ikke underligt at pressen har let ved at få anonyme udtalelser, der undsiger Helle.
Så jeg holder med Helle. Lykkes det hende mod alle ods, blir det ikke kun en sejr for hende selv, men en sejr for en ny og mere tidsvarende måde at være politisk aktiv på.
I'll be back
søndag, april 23, 2006
Naser Khader
Hvad skal man mene om ham Naser ? Pia K's yndlings muslim, de radikales måske kommende leder, de muslimske indvanderers håb om at integration er mulig. Han er ikke sådan lige at få sat i bås.
Han fremstår som ikke mere muslimsk end flertallet af danskere er kristne, og på den måde tvivler jeg på hans "nytte" i forhold til at samle de religiøse muslimske grupper. Måske jeg ligefrem frygter, at han for dem kommer til at fremstå som et skræmmebillede, lige netop fordi han så åbentlyst bekender sig til den danske areligiøse kultur.
På en måde tror jeg mere på de imamer som med Islam fremme på tavlen prædiker accept af Danmark som hjemland og som fællesskab, men som insisterer på at være kritiske overfor nogle af samfundets accepterede værdier.
Hvorfor?
Jo, jeg tror at flertallet af de almindelige indvandere med muslimsk baggrund, i forvejen bare har lyst til at leve og fungere som en del af det danske samfund. Det er ikke dem, der er problemet. Problemet er dem, som måske grundet diskrimination, måske grundet kulturbaggrund, måske som almindeligt ungdomsoprør vælger den politiske Islam. Dem, der bruger Islam som samlingspunkt for et oprør mod det, de føler holder dem ude af fællesskabet i Danmark. Det er dem, der gennem Islam og især måske især forkyndere af Islam skal bringes til at forstå, at der ikke nødvendigvis er en uundgåelig konflikt mellem dem og os, mellem Danmark og dansk kultur og Islam. Men at deres kritik af "os" er en vigtig berigelse af fællesskabet.
Dansk kultur og samfund har brug for at blive beriget. Vi bliver kun beriget udefra, og ikke al berigelse behøver komme fra USA. Berigelsen sker ikke gennem blind assimilation, men gennem konflikt og debat mellem anskuelser, så vi har brug for at blive udfordret på vore værdier og normer. Derfor er indvandring en både god og nødvendig forudsætning for udvikling.
Og derfor er Naser Khader ikke nødvendigvis det fyrtårn, som skal vise vej.
I'll be back
Han fremstår som ikke mere muslimsk end flertallet af danskere er kristne, og på den måde tvivler jeg på hans "nytte" i forhold til at samle de religiøse muslimske grupper. Måske jeg ligefrem frygter, at han for dem kommer til at fremstå som et skræmmebillede, lige netop fordi han så åbentlyst bekender sig til den danske areligiøse kultur.
På en måde tror jeg mere på de imamer som med Islam fremme på tavlen prædiker accept af Danmark som hjemland og som fællesskab, men som insisterer på at være kritiske overfor nogle af samfundets accepterede værdier.
Hvorfor?
Jo, jeg tror at flertallet af de almindelige indvandere med muslimsk baggrund, i forvejen bare har lyst til at leve og fungere som en del af det danske samfund. Det er ikke dem, der er problemet. Problemet er dem, som måske grundet diskrimination, måske grundet kulturbaggrund, måske som almindeligt ungdomsoprør vælger den politiske Islam. Dem, der bruger Islam som samlingspunkt for et oprør mod det, de føler holder dem ude af fællesskabet i Danmark. Det er dem, der gennem Islam og især måske især forkyndere af Islam skal bringes til at forstå, at der ikke nødvendigvis er en uundgåelig konflikt mellem dem og os, mellem Danmark og dansk kultur og Islam. Men at deres kritik af "os" er en vigtig berigelse af fællesskabet.
Dansk kultur og samfund har brug for at blive beriget. Vi bliver kun beriget udefra, og ikke al berigelse behøver komme fra USA. Berigelsen sker ikke gennem blind assimilation, men gennem konflikt og debat mellem anskuelser, så vi har brug for at blive udfordret på vore værdier og normer. Derfor er indvandring en både god og nødvendig forudsætning for udvikling.
Og derfor er Naser Khader ikke nødvendigvis det fyrtårn, som skal vise vej.
I'll be back
torsdag, april 20, 2006
Skammens dag
Det er ikke nogen skam egentlig at måtte indrømme sit nederlag, hvis man altså har givet sit yderste. Idag "døde" RBF, dvs. min arbejdsplads og jeg skammer mig.
Skammer mig fordi jeg ikke er sikker på at vi gav vort yderste. Ikke fordi der ikke har været knoklet og holdt flotte taler. Intentionerne har været gode, viljen har osse været der, men kunne vi have gjort det bedre? Tvivlen er nok til at jeg skammer mig.
Jeg skammer mig overfor medlemmerne, der gennem årerne har betalt vor løn, men alligevel ikke har fået en sådan valuta for pengene, at de har flokkedes om deres organisation.
Men mest af alt skamnmer jeg mig overfor alle dem, som vi i dag måtte sige forvel til. Alle folk, der i de måske lidt mindre glamorøse positioner, har viet en del af deres liv til deres arbejdsplads. Mange langt over 20 år. Alle os, eller næsten alle os, der stod med ansvaret for at slå igennem overfor omverdenen, os der måske ikke har gjort det godt nok, vi er tilbudt stillinger i 3F - og tak for det. Men det er altså en underlig fornemmelse, at dem, som ikke ku gøre så meget fra eller til, dem er der ikke plads til, men vi andre, vi fortsætter.
Og så ved jeg godt, at det ikke kunne være så meget anderledes. Jeg har selv tidligt peget på at vi måtte ind i et andet forbud, vi var for svage. Ved osse, at uden overgangen til 3F havde flere, måske os alle, mistet jobbet, bare over lidt længere tid.
Så ja, jeg skammede mig idag, havde ikke mod til at gå ned på de hårdere ramte etager og havde svært ved at se de få opsagte på 3. i øjnene.
I'll be back
Skammer mig fordi jeg ikke er sikker på at vi gav vort yderste. Ikke fordi der ikke har været knoklet og holdt flotte taler. Intentionerne har været gode, viljen har osse været der, men kunne vi have gjort det bedre? Tvivlen er nok til at jeg skammer mig.
Jeg skammer mig overfor medlemmerne, der gennem årerne har betalt vor løn, men alligevel ikke har fået en sådan valuta for pengene, at de har flokkedes om deres organisation.
Men mest af alt skamnmer jeg mig overfor alle dem, som vi i dag måtte sige forvel til. Alle folk, der i de måske lidt mindre glamorøse positioner, har viet en del af deres liv til deres arbejdsplads. Mange langt over 20 år. Alle os, eller næsten alle os, der stod med ansvaret for at slå igennem overfor omverdenen, os der måske ikke har gjort det godt nok, vi er tilbudt stillinger i 3F - og tak for det. Men det er altså en underlig fornemmelse, at dem, som ikke ku gøre så meget fra eller til, dem er der ikke plads til, men vi andre, vi fortsætter.
Og så ved jeg godt, at det ikke kunne være så meget anderledes. Jeg har selv tidligt peget på at vi måtte ind i et andet forbud, vi var for svage. Ved osse, at uden overgangen til 3F havde flere, måske os alle, mistet jobbet, bare over lidt længere tid.
Så ja, jeg skammede mig idag, havde ikke mod til at gå ned på de hårdere ramte etager og havde svært ved at se de få opsagte på 3. i øjnene.
I'll be back
søndag, april 16, 2006
Om at krænke religiøse følelser
Her i påsken kan det være på sin plads at huske på, at det ikke er pænt at krænke folks religiøse følelser. Ikke fordi jeg er bange for reaktioner som med Muhammed-tegningerne, men simpelthen fordi det hører med til god dannelse, ikke unødigt at krænke andre.
Men hvad så med ikke religøse og vore følelser?
I disse dage kan man ikke åbne for P1 uden at støde ind i en gudstjeneste eller et program om kristendommen. Kimende klokker, orgelbrus og messende stemmer flyder ud af højtaleren, hvis jeg ikke er hurtig og får slukket igen. Af en eller anden længst glemt religiøs årsag kommer der hellerikke ordentlige, læsbare aviser et par dage her i påsken.
Så er det jeg spør, hvad med mine følelser - hvorfor skal de krænkes, bare fordi et lille mindretal vil demonstrere deres sindelag særligt højlydt disse dage ?
I'll be back
Men hvad så med ikke religøse og vore følelser?
I disse dage kan man ikke åbne for P1 uden at støde ind i en gudstjeneste eller et program om kristendommen. Kimende klokker, orgelbrus og messende stemmer flyder ud af højtaleren, hvis jeg ikke er hurtig og får slukket igen. Af en eller anden længst glemt religiøs årsag kommer der hellerikke ordentlige, læsbare aviser et par dage her i påsken.
Så er det jeg spør, hvad med mine følelser - hvorfor skal de krænkes, bare fordi et lille mindretal vil demonstrere deres sindelag særligt højlydt disse dage ?
I'll be back
fredag, april 14, 2006
Hvad der virkelig kan skræmme mig
Organiseret og institutionaliseret religion, det ka skræmme mig mer end noget andet. Ikke fordi der nødvendigvis er noget galt med at være religiøs, men når det hele organiseres med kirker, præster og forsvar for skaberens, profetens eller guddommelighedens ufejlbarlighed, så er det jeg for alvor bliver bange.
Men hvorfor egentlig ? Jo, netop fordi en religion per definition er ufejlbarlig, fordi den giver det sande svar og fordi den ikke kan eller vil forklares, modsiges eller bare indrømme at verden kan have ændret sig siden Jesus blev korsfæstet - eller hvad det nu var der skete dengang (hvis der da overhovedet skete noget og det hele ikke bare er en smuk røverhistorie)
Og især fordi henvisning til den ufejlbarlighed har slået flere mennesker ihjel i menneskehedens historie end samtlig bomber, pile, krumsabler og Kalasnikov'er.
I'll be back
Men hvorfor egentlig ? Jo, netop fordi en religion per definition er ufejlbarlig, fordi den giver det sande svar og fordi den ikke kan eller vil forklares, modsiges eller bare indrømme at verden kan have ændret sig siden Jesus blev korsfæstet - eller hvad det nu var der skete dengang (hvis der da overhovedet skete noget og det hele ikke bare er en smuk røverhistorie)
Og især fordi henvisning til den ufejlbarlighed har slået flere mennesker ihjel i menneskehedens historie end samtlig bomber, pile, krumsabler og Kalasnikov'er.
I'll be back
torsdag, april 13, 2006
Hvor ville jeg gerne være radikal
Tænk sig engang, bare sådan altid at kunne mene det rigtige. Der skal være plads til alle, flygtninge, tørklæder, imamer og Muhammed tegnere. I skolerne skal lærerne suverænt bestemme, ingen tests her. Flirte med bogstavssammensætninger, helst uden et S imellem og så ikke mindst retten til at godkende socialdemokratiske statsministerkandidater. Efterlønnen skal væk, pensionsalderen op og skatten ned. Jeps, det er lige mig
Hvor er det let - og hvor må det være frustrerende - når man sidder på en masse mandater og en masse mediemedvind, og så bare ikke kan bruge dem til andet end at have de rigtige meninger.
Tænk sig engang hvis de radikale kom i regering i morgen! Og skulle til at skabe et flertal for alle disse rigtige og ideelle ideer...
I'll be back
Hvor er det let - og hvor må det være frustrerende - når man sidder på en masse mandater og en masse mediemedvind, og så bare ikke kan bruge dem til andet end at have de rigtige meninger.
Tænk sig engang hvis de radikale kom i regering i morgen! Og skulle til at skabe et flertal for alle disse rigtige og ideelle ideer...
I'll be back
Det er bare for let...
Tænk sig engang, hvilket som helst synspunkt - om hvad som helst. Alt har samme værdi, alt samme validitet. Her kan jeg mene noget om Irak, om borgere i Ishøj, om Anders Fogh og om Helle Thorning.
Men titlen, Rasmus Modsat, forpligtiger. Her blir det ikke nok at gentage, har skal der findes ømme punkter, provokeres og rejses debat, hvis altså nogen gider debattere.
I'll be back
Men titlen, Rasmus Modsat, forpligtiger. Her blir det ikke nok at gentage, har skal der findes ømme punkter, provokeres og rejses debat, hvis altså nogen gider debattere.
I'll be back
Abonner på:
Opslag (Atom)
