Blodet flød i stride strømme på vor sekretartiatsgang i dag da jeg kom tilbage efter at fyringsrunden var ved at være overstået. Vi var hårdt ramt, hårdere end jeg i min vildeste fantasi havde frygtet, 3 tætte konsulentkolleger ud, én skal forhandle en ny aftale som ekstern konsulent. Vsit i alt 20 konsulenter og ca. 10 HK'ere. Hertil kommer så den "naturlige" afgang.
Mærkeligt at se hinanden i øjnene, uvirkeligt at se sig selv i øjnene. Tilpasning er rigtigt og nødvendigt og i øvrigt nok noget der bør fylde mere også i fagbevægelsen. Men tilpasningsparathed blir altså lidt for floskelagtigt, når det handler om ens eget job, om nære kollegers job. Så bliver det blodig alvor.
Jeg har ikke haft det godt op til denne dag, rigtigt skidt faktisk. Lige nu er det svært at kunne slappe af i gen, svært at se fremad, svært at slippe den knuende fornemmelse i maven.
Opnåede organisationen ikke andet i dag, så tror jeg det lykkedes at få slået situationens alvor fast, i hvert fald over for sekretariaterne. Måske fokus nu skulle gå med også at få grupper og afdelinger til at erkende, at de både er en del af løsningen og af problemet.
I'll be back
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar