tirsdag, november 28, 2006

I survived 11 / 28 !

Blodet flød i stride strømme på vor sekretartiatsgang i dag da jeg kom tilbage efter at fyringsrunden var ved at være overstået. Vi var hårdt ramt, hårdere end jeg i min vildeste fantasi havde frygtet, 3 tætte konsulentkolleger ud, én skal forhandle en ny aftale som ekstern konsulent. Vsit i alt 20 konsulenter og ca. 10 HK'ere. Hertil kommer så den "naturlige" afgang.
Mærkeligt at se hinanden i øjnene, uvirkeligt at se sig selv i øjnene. Tilpasning er rigtigt og nødvendigt og i øvrigt nok noget der bør fylde mere også i fagbevægelsen. Men tilpasningsparathed blir altså lidt for floskelagtigt, når det handler om ens eget job, om nære kollegers job. Så bliver det blodig alvor.
Jeg har ikke haft det godt op til denne dag, rigtigt skidt faktisk. Lige nu er det svært at kunne slappe af i gen, svært at se fremad, svært at slippe den knuende fornemmelse i maven.
Opnåede organisationen ikke andet i dag, så tror jeg det lykkedes at få slået situationens alvor fast, i hvert fald over for sekretariaterne. Måske fokus nu skulle gå med også at få grupper og afdelinger til at erkende, at de både er en del af løsningen og af problemet.

I'll be back

fredag, november 24, 2006

Den tale Poul Erik ku ha holdt

Kære kolleger,
I ved alle hvorfor vi er samlet til personalemøde her i dag. Medlemstallet er vigende og vi må som faglig organisation tilpasse os. Tilpasning betyder at vi må ændre vor profil, og derfor desværre også lige nu tilpasse antallet af ansatte. Vi må skrumpe for at blive bedre i overensstemmelse med tidens krav til en faglig organisation og vi må blive billigere, for bedre at kunne konkurrere.
I dag bliver folk ikke bare automatisk medlem af en faglig organisation, og de forbliver ikke nødvendigvis medlem hele deres liv. Samtidig har vi fået to former for konkurrence på markedet. Dels er der kommet nye og prisbillige discountkonkurrenter og dels er stadig flere blevet mere selvhjulpne og i stand til at tage vare på sig selv. Værst af alt er måske at arbejdsgiverne er begyndt at opføre sig som vi i 100 år har krævet af dem.
Denne sparerunde har altså tre mål:
Vi skal blive mere effektive og mere serviceminded.
Vi skal blive bedre til at vise vor nødvendighed &
Vi skal blive billigere.
Dette stiller nogle krav til organisationen. Vi skal slankes antalsmæssigt og vi skal slankes beslutningsmæssigt. Bestyrelsen har derfor beslutte følgende handlingsplan gældende alle dele af organisationen:
Samtlige afdelinger nedlægges som selvstændige enheder og underlægges forbundets centrale ledelse.
Afdelingerne genopstår med en centralt udpeget leder, der er ansat på en resultatkontrakt.
Afdelingen består som lokalt demokratisk rådgivende organ for den ansatte ledelse og som politisk bestemmende led overfor organisationens centrale ledelse.
Centralt samles den udførende kompetence i en nyskabt direktørfunktion på vegne af en politisk styrende bestyrelse sammensat af repræsentanter fra afdelinger, landsklubber og brancheforeninger.
Direktøren ansættes for en treårig periode udfra en resultatkontrakt forhandlet med bestyrelsen.
Den centrale leder får således den samlede kompetence til at lede og målrette organisationens samlede ressourcer i overensstemmelse med de politisk opstillede målsætninger for organisationen.
Jeg har på mødet i går sagt ja til at påtage mig opgaven som central leder af organisationen, og har dermed påtaget mig opgaven straks at slanke os centralt. Formålet er hurtigt mærkbart at kunne nedsætte kontingentet. Derigennem demonstrerer organsationen at vi fra nu af ser os selv som en konkurrencedygtig part på arbejdsmarkedet. Når vi derfor de næste tre år skal sige farvel til 75 gode kolleger og når i der bliver tilbage må finde jer i at skulle arbejde hurtigere, finde jer i hurtigere skift i prioriteringer og dermed skiftende opgaver, så ser jeg det som en forudsætning for organisationens langsigtede overlevelse.

...og var det jeg vågnede op af døsen, så mig rundt i den tætpakkede sal og måtte erkende, at jeg vist endnu engang var sovet fra en væsentlig begivenhed.

I'll be back

mandag, november 20, 2006

Så er vi der igen

Tilbage til situationen, hvor organisationen står overfor nedskæringer, sikkert drastiske nedskæringer med tabet af mange gode kolleger. Jeg havde egentlig, naivt som sædvanlig, håbet at det var slut med der. Men nej, 3F skal også tilpasse sig og kravet er at finde mange besparelser og dermed altså fyre mange sikkert gode kolleger.
Man ku så håbe, sikkert naivt igen, at der i 3F er en vilje til at skære ned med politisk og holdningsmæssig fremsynethed. At vi ikke bare skære i servicen, men ser på om strukturen er rigtig for en moderne fagbevægelse. At man tør se på hellige kør, som antallet af fyrstedømmer, kongresvalgte fyrstedømmer, på antallet af kronprinser og -princesser og ikke mindst på hvordan sådanne skal agere i en moderne og gerne professional organisation.
Lisså naivt så jeg gerne, at der blev stillet spørgsmål ved måden drive organisation på. Hvem der er vore kærnemedlemmer og hvad der kan tjene dem bedst muligt. Og her ud fra se på om vi i dag griber det rigtigt an.
Men jeg tvivler på modet, tror at systemet med urørlige fyrster i sig selv sikrer disse mod omverdenen og mod virkelighedens krav. Og jeg frygter at denne manglende evne, vilje til selvkritik betyder at vi næste år igen skal skære ned, og næste år og...

I'll be back

torsdag, november 16, 2006

Læren af Irak

Jeg indrømmer det gerne, jeg var tilhænger af invasionen. Mindre smart set med nudagens briller, men måske overvejelserne er relevante at tage op igen.
I en verden, hvor alle vedkommer alle og har betydning for alle, er det så acceptabelt med lande, hvor vilkårerne er væsentligt dårligere end i flertallat. Har verdenssamfundet et ansvar for i sidste ende med voldsmidler at forsøge at gennemtvinge forandringer? Svaret er vel i dag stadig et ja, med ex Jugoslavien som bedste eksempel.
Men hvad er verdenssamfundet uden USA, i hvert fald når der skal bruges magtanvendelse. I den ideelle verden er det FN der skal beslutte at gribe ind. Det kneb gevaldigt at blive enige overfor Serbien og i Kosovo, men til sidst lykkedes det. I Irak lykkedes det ikke og USA greb ind helt på egen hånd (rettere sagt sammen med den berømte Coalition of the willing). Ellers er det kun lykkedes FN at gribe ind overfor småstater uden geopolitisk betydning.
Min vurdering dengang var at USA greb ind fordi den havde lyst til at gribe ind, i bedste fald udfra en idealistisk og urealistisk neokonservativ drøm om eksport af vestligt demokrati, i værste fald for at sikre olieforsyningerne (Eller er det omvendte værre?). Alt andet var windowsdressing og demagogi. Men de greb ind og der var ingen andre til at gøre det.
Altså, jeg var indstillet på at acceptere selv mildest talt suspekte motiver, bare der blev gjort en ende på de umulige forhold i Irak. Værre ku' det vel ikke blive, troede jeg.
Værre blev det. Invasionen lykkedes, siden er det gået helt galt og i dag tror jeg nok vi skulle have ladet dem være i fred.
Med hvad med næste gang, hvad hvis man fik amerikanernes øjne op overfor diktaturet i Saudiarabien, kvindernes forhold i Pakistan eller for den sags skyld de totalt kaotiske forhold rundt omkring i Afrika.
Betyder erfaringerne fra Irak, at vi skal udelukke muligheden for et militært indgreb? Betyder Irak at FN udelukkes fra militære, fredsskabende aktioner medmindre altså at det pågældende land direkte truer eller angriber sine naboer.
Betyder Irak også, at alt skal gennemføres af et enigt FN og at enegang, som USA i Irak, ikke mere vil forekomme? Tja lettere er det ikke blevet. På en eller anden måde havde det været bedre, hvis de alligevel havde fundet WMD'er i Irak eller klare forbindelser til Bin Laden.

I'll be back

søndag, november 12, 2006

Viljen til aktiv solidaritet er der stadig!

Efter en dag som medhjælpende indsamlingsleder her i Ishøj ved Dansk Flygtningehjælps store landsindsamling så må jeg atter i år konstatere, at vi danskere (inklusive ret så mange med indvandrerbaggrund) ikke er helt uhelbredeligt fortabte.
Det er umanerligt opløftende at møde en række medmennesker, unge som gamle, der vil bruge deres søndag på at kime dørklokker. Fra den gamle borgmester til helt unge og nervøse skolepiger. Alle slags var med. Og resultaterne var gode og indsamlernes melding var at de var blevet godt modtaget og at folk havde betalt. Bevares ca. 1100 pr. indsamler er ikke store sager. Men så alligevel et fantastsik resultat når man oplever Dansk Folkepartis evindelige afvisning af kontakt med omverdenen og Venstres noget lorne støtte (læs nedskæringer af) til Danmarks bistand til mindre bemidlede befolkninger i uheldige dele af verden.
Hvad Pia Kærsgaard og co. end mener og hvad statsministeren og hans slæng end gør, så er der stadig i den ganske almindelige befolkning en fornuftig holdning og en stor forståelse for vort ansvar overfor "de andre".
Så endnu en opløftende dag og forresten også hyggeligt at deltage.

I'll be back

mandag, november 06, 2006

Cultural Learning of America for Make Benefit Glorious Nation of Kazakhstan


Nu er det ikke fordi denne spalte skal udvikler sig til bare anmeldelser, men efter halvanden time i selskab med Borat er det svært ikke at kommentere.
Jeg grinte som en stukket gris, krøllede tær så skoene sprak og var dybt forarget. Alt samme på samme tid, det må da være adelsmærket for en god film?
Men jeg er alligevel i tvivl om hvad det var jeg så. Kan en amerikaner virkelig, for åbent kamera hylde mordet på utallige muslimer eller kan en tribune fuld af rodeeofans klappe af og huje for udraderingen af Iraq?
Tja, i Borat gør de det, tilsyneladende uden den store overvejelse eller betænkelighed. Folkesjælen blottet, eller?
Det er her mit spørgsmål ved filmen nager. I den berygtede sag om Dansk Folkepartis Ungdom og deres tegninger af kameler og personer med langt skæg, dér afsløres den sorte reaktion i visse dele af befolkningen, men hvad siger det om Danmark som samfund? Kan udtalelser, handlinger og meninger, der videbringes til offentligheden uden at personerne bag udtalelserne vidste dette på forhånd eller overhovedet kendte til formålet med eventuele optagelser, kan sådanne "beviser" sige noget om samfundet, bliver vi klogere af at se dem?
I en scene i Borat er vor Kazakstanske reporter ved at lære, hvordan man opfører sig pænt ved et middagsbord. Han bliver behørigt instrueret af en professionel og skal så vise sine evner overfor nogle venlige mennesker. Disse holder høftligt masken og hjælper Borat på trods af at han overtræder alle normer for forståelig opførsel. Vildt sjovt og pinligt at se hvorledes deres tålmodighed strækkes til det yderste langt udover rimeligt for til sidst at briste, da en importeret "luder" slutter sig til selskabet. Men hvem er det der gøres grin med her, den borgerlige middelkalsses forsøg på (misforstået) venlighed overfor en fremmed? Eller bare sjov for provokationens skyld?
Måske er det min rodfæstede afstand til Michael Moore og hans måde at lave film/politik på, der spiller ind i efterbearbejdningen af Korat, måske fordi jeg ikke synes filmen spiller med åbne kort. Men, tag ikke fejl. Borat er en facinerende film og afdækker glimt af et samfund, USandA, og ikke alle dele af dette glimt er lige rare. Jeg havde det sjovt i filmens 90 minutter, men jeg kan egentlig ikke lide måden og håber ikke, jeg blev klogere på USandA

I'll be back

onsdag, november 01, 2006

At cykle er sjovt

En lidt mærkelig overskrift i dag, hvor sneen pisker ned og stormen er ved at vælte flagstangen lige overfor og hjemturen truer. Men alligevel for mig en vigtig konklusion. Når jeg cykler blir verden mere enkel, de personlige problemer fortoner sig bag kravet om at træde i pedalerne. Det er lettere at glemme alle de ting, som kan holde mig vågen om natten, eller i hvert fald lettere at skubbe dem i baggrunden. Og måske vigtigere endnu; når jeg får brugt kroppen og lidt muskler på cyklen så er jeg i klart bedre humør. Jeg får lavet mere her på arbejde, taler pænere til kollegerne og er da osse i bedre humør derhjemme, osse selvom det kun er katten, der har glæde af det.
Så nu har jeg bestilt overtræk til skoene, hue til ørerene og nye handsker, så kan det blive så koldt det vil. Planen er at blive ved med at cykle også her i de mørke måneder.

I'll be back