Når vattæppet blir normen

Ikke fordi jeg snakker udfra personlige oplevelser, men sådan bare i al almindelighed.
Når man, dvs. mange ellers dygtige og meningsfyldte mennesker sætter sig ned sammen og og ganske uformelt beslutter sig for at visse problemer, dem kan man altså bare ikke løse; i hvert fald ikke i dag, måske i morgen, men vi er alle da enige om at på sigt, så skal det nok gå. Når denne tankegang blir normen, når den ikke længere får de små hår til at rejse sig på armene og den synkende fornemmelse i maven er væk, så er det vist ved at være på tide at knibe sig selv i armen og vælge side; vattæppe eller hysteriske anfald?
Det lader til at større organisationer helt af sig selv udvikler sådanne vattæpper. Der opstår hellige kør, problemstillinger som der af en eller anden grund ikke kan sættes spørgsmålstegn ved. Problemer, som alle ved er der, men ingen ligesom orker at gøre en indsats overfor.
Organisationsfilosofferne har sikkert et fint ord for den tilstand, kan forklare dem teoretisk, empirisk og finde utallige historiske eksempler. Men hellerikke de kender det gyldne snit, der åbner for sækken og genskaber dynamikken og handlekraften/begejstringen.
Desværre har jeg hellerikke koden, men omvendt er jeg åbenbart stadig naiv nok, godtroende nok, selvovervurderende nok til at råbe op, når jeg ryger i klinch med vattæppet. Men jeg må stille mig selv det spørgsmål, som en sikkert kinesisk vismand engang formulerede:
Har jeg viljen til at ændre de ting, der kan ændres og evnen til at affinde mig med dem, der ikke kan - og visdommen til at se forskel. That's the question!

I'll be back