Bruce og Babel

Fredag var jeg i biografen og så den helt nye Babel. En film af en mexikansk instruktør, der er avanceret op i Hollywoods superliga. Babel fortæller tre historier om verden i dag. Historierne hænger sammen og betinger hiinanden, men foregår spredt ud i verden og især i verdens meget forskellige kulturer. Som jeg oplevede filmen var den en gribende og kontant understregning af at vi alle hænger sammen, på tværs af kulturer, sprog og levevilkår. Sjældent har jeg set sammenhængen så smukt og så gribende understreget som antydet i den spinkle årsagssammenhæng mellem en stakkels frustreret teenage pige i Tokyo, en marrokansk hyrdedreng, en priviligeret amerikansk kernefamilie og så deres mexikanske hushjælp. Sommerfuglen har ikke blafret forgæves.
Filmen burde være tvangsstof til DF's fremmedforskrækkede vælgere; vi kan bygge diger, lave beskyttelseslove, men verden er der ude, den trænger sig på fordi vi er en del af den, om vi vil det eller ej.
Som sådan en vigtig og opløftende film, men så påtrængende at jeg det meste af tiden havde mest lyst til at gå igen, ikke fordi den ikke var god og medrivende, tværtimod, men fordi den var så konsekvent og blottet for føleri og moraliseren. Men hård kost, det er Babel.

Så til lørdag, hvor jeg delte verdensrummet med ca. 22.000 andre vilde Springsteen fans i Parken. Denne lille mand, med det frygtindgydene underbid og den store smittende glæde ved at spille, hvor er han dog utrolig. Jo mere publikum jublede og spillede med, jo bredere grinede han tilbage. Og hvilken fest, han lagde op til.
Bandet var det meget alternativt sammensatte fra "The Seeger Sessions" med Cajun harmonika og pennywhistle, irske violiner tilsat Bluegrass og stortromme, blæsere - gudhjælpemig med en enorm tuba, Honkytonk klaver, reggae og cubanske overtoner, gospel og så Bruce's helt egenartede musik. Man sku tro, de var bedst egnede til mere intime steder, med savsmuld og øl på gulvet, men nej. Selv med rædselsfuld akustik spillede de hele Parken op til fællesdans.

Undervejs gik det pludselig op for mig, at Springsteen i virkeligheden spillede soundtracket til fredagens Babel. Her hørte vi rødderne til hele den sammensatte amerikanske kultur, her fremstod indvandringen fra alle dele af verden pludselig helt konkret. Ikke i modsætning til hinanden, men supplerende, berigende og ikke mindst spændende og udfordrende.
Jeg har har en udtalt svaghed for violiner i jassmusik, blues og rock. Når denne svaghed så suppleres med en forrygende harmonika sjuppende af billig Moonshine og et honkytonk opretstående for fuldt udtræk, så er jeg solgt. Når musikken så tillader sig at blande stilarter efter forgodtbefindende og afleveres med en energi og glæde, som ingen andre end The Boss kan bidrage med, så ser verden ikke så grum ud et par timer.
Numrene fra The Seeger Sessions kendte jeg i forvejen, fantastiske og ikke til at sidde stille til. Men når manden så tillader sig til totalt at gendigte en af sine egne klassikere som Atlantic City, nu nærmest uden melodi, men så meget mere som desperat kampråb, så vokser min beundring af ham til uanede højder. Tænk at kunne fornye sig så meget uden at tabe tråden, imponerende. Bare touren kommer som liveindspilning, det har musikken og budskabet fortjent.

He'll be back!