Skammens dag

Det er ikke nogen skam egentlig at måtte indrømme sit nederlag, hvis man altså har givet sit yderste. Idag "døde" RBF, dvs. min arbejdsplads og jeg skammer mig.
Skammer mig fordi jeg ikke er sikker på at vi gav vort yderste. Ikke fordi der ikke har været knoklet og holdt flotte taler. Intentionerne har været gode, viljen har osse været der, men kunne vi have gjort det bedre? Tvivlen er nok til at jeg skammer mig.
Jeg skammer mig overfor medlemmerne, der gennem årerne har betalt vor løn, men alligevel ikke har fået en sådan valuta for pengene, at de har flokkedes om deres organisation.
Men mest af alt skamnmer jeg mig overfor alle dem, som vi i dag måtte sige forvel til. Alle folk, der i de måske lidt mindre glamorøse positioner, har viet en del af deres liv til deres arbejdsplads. Mange langt over 20 år. Alle os, eller næsten alle os, der stod med ansvaret for at slå igennem overfor omverdenen, os der måske ikke har gjort det godt nok, vi er tilbudt stillinger i 3F - og tak for det. Men det er altså en underlig fornemmelse, at dem, som ikke ku gøre så meget fra eller til, dem er der ikke plads til, men vi andre, vi fortsætter.
Og så ved jeg godt, at det ikke kunne være så meget anderledes. Jeg har selv tidligt peget på at vi måtte ind i et andet forbud, vi var for svage. Ved osse, at uden overgangen til 3F havde flere, måske os alle, mistet jobbet, bare over lidt længere tid.
Så ja, jeg skammede mig idag, havde ikke mod til at gå ned på de hårdere ramte etager og havde svært ved at se de få opsagte på 3. i øjnene.
I'll be back