Birkevej 3, 2635 Ishøj

Birkevej 3 skal sælges. Alt godt har en ende, og derfor også tiden på Birkevej 3. Her har jeg boet de sidste 11 et halvt år. Et hus som rammen om opture, nedture, surhed, højt humør. Alt har været her. Godt var tiden i haven, på en stol med fred i sindet og en bog. Lissågodt var turene til stranden og cykelturerne ud omkring Tune, Roskilde, Hove og så videre. Allerbedst det sidste år med Mette. Birkevej 3 var rammen om mange skønne og hyggelige timer med familie og kat(te), venner og andet godtfolk. Og nu heldigvis min kæreste, som så samtidig er årsagen til at det nu skal være slut!

Nu står det til salg, skal sælges så vi kan flytte sammen et andet og nyt og spændende sted. En ny tid lurer lige om hjørnet, men desværre først når køberen er fundet.

Se mere om livet på Birkevej 3 her: http://picasaweb.google.dk/HHalbum/Birkevej32635IshJ#

Se nærmere om salget hos DanBolig http://www.danbolig.dk/SoegBolig/Resultatsider/Vis+bolig.htm?brokerid=164&propertyid=V0501

I'll be back

Tænk hvis Kurt Westergaard boede i Birkerød

Ja, tænk engang! Hvor skulle vi så anbringe de tålte udviste? Fængsle dem, må vi jo ikke, naturligt nok. Hvad så? Hvis vor tegner nu tilfældigvis boede tæt på Sandholmlejren, blot et par kilomenter fra den person som PET har udråbt som hans kommende morder. Jeg ser BT for mig; Tegner må leve dør til dør med den person, der planlæger at myrde ham! Jeg ser DF stærkt flankeret af de andre borgerlige partier kræve Sandholmlejren lukket og flyttet til Vestjylland eller til den øde ø, som var på mode et tidspunkt.

Eller hvad nu, hvis bemeldte Kurt Westergaard fik tilbudt sin ønskebolig og den tilfældigvis lå i det nordsjællandske, skal vi så have en lov, der forbyder Kurt i at flytte dertil, eller måske en lov, der kræver, at han melder sig hver aften i Århus, på Jyllandspostens redaktion, så han kan være i sikkerhed?

Ja eller tænk, hvis vi havde politikere, der ikke lavede love for enkeltpersoner eller enkeltsager - eller bare tænkte før de vedtog love.

I'll be back

Tålt ophold

Til Pia K og hele hendes slæng, yes. Kunne man ønske sig mere. Tænk, hvis der var en udløbsdato for tilstedeværelsen af uønskede elementer i Danmark, så vi kunne se enden på dette sorte menneskesyn. Tænk, hvis vi kunne tvinge Pia og Peter Skaarup med følge til at overnatte i lejr langt væk, tvinge dem til at meddele sig til politiet hver dag. Og tænk, hvis vi kunne gøre det i sikker forvisning om at deres klagesager ved landets domstole ikke ville føre til noget, før der var indgået udleveringsaftale med et land, far far away, der vil tage i mod DF's top. Jeg sidder her og bliver helt opstemt ved tanken.

Hvorfor henvise dem til Sandholmlejren, når de nu engang er her på tålt ophold?

Jo, fordi de udgør en klar og aktuel trussel mod min sundhed og Danmarks sikkerhed; de udtaler sig dagligt til landets medier på en sådan måde, at mit blodtryk kommer i kog, jeg føler mit liv og mit menneskesyn direkte truet af den konspiration mod Danmark, som DF's top helt klart gør sig skyldige i.

Jamen, de er jo ikke dømt for noget?

Næ næ; det er de ganske vist ikke (endnu), men jeg er helt overbevist om at de udgør en trussel mod danske interesser og helt konkret mod mit liv. Når nu min læge siger, at jeg skal passe på med blodtrykket, så må jeg jo tage passende forholdsregler. Og når nu FN's menneskerettighedskommision siger, at en række af de stramninger i lovgivningen, som DF har stået bag, truer Danmarks anseelse verden rundt og er på kant med menneskerettighederne, så må den sag da være afklaret.

Så ud i Sandholmlejren med P&P og igang med forhandlingerne med Nordkorea eller måske Saudiarabien, der har de i forvejen masser af typer, som Pia og Peter kan føle sig beslægtede med.

I'll be back

Facebook

At være på eller ej, that's the question. Vennerne er der, hvad de laver, hvem de kender, hvem, dem de kender, kender og dem som man ikke kender, men gerne vil kende nogle andre kendte.

Blev lokket ind og fik oprettet min egen profil. Og tænk sig engang, alle de andre er der allerede. Ikke nok med at de er der, de oplyser også frit om hvad de sidder og laver lige her og nu. Spændende, ham der tænk at han kender hende der fra dengang. Og se hvilke mails ham der, har fået fra hende, som jeg slet ikke ved, hvem er. Interessant.

Tænk nu hvis jeg lader mig indfange, hvad følger med? Jo en masse venner, eller rettere sagt kontakter. Men hvad med dem, jeg ikke rigtigt gider være venner med, ikke gider se hvilke mails de får og hvad det laver lige nu? Bare sige rend og hop, eller finde på undskyldninger, ja hvordan undgår jeg at såre?

Og er jeg så forpligtiget til at følge med i hvad der sker med John, Lotte, Henrik osv. hvordan det går dem i livet og hvad de har fået til middag - for slet ikke at atle om hvilke spændende mennesker, der vil være venner med dem, men ikke mig selv?

Værst: Er jeg så ikke selv forpligtiget til at gengælde tilliden og orientere vennerne om hvad jeg lige går og laver lige nu? Burde jeg ikke lige nu åbne for Facebook og fortælle vennerne, at jeg er ved at skrive om dem her på min blog?

Nej, jeg tror jeg melder pas. Tror at jeg forbliver i en verden med mails, sms'er, telefoner og snak, hvor jeg kun skal forholde mig til hvad der svares, ikke til hvem, der er vennernes venner.

Vil gerne være "på", men ikke så meget på. Vil gerne have venner, men helst af kød og blod og helst venner, der i det daglige betyder noget for mig.

I'll be back

The Visitor

Nogen gange er man bare heldig, får ikke læst hele teksten og møder derfor frem uden forventninger eller krav. Sådan en aften havde jeg forleden, hvor vi var gået i biografen for at se The Visitor. Jeg havde da læst lidt i en anmeldelse for nogen tid siden. En film om en mand hvis liv er gået i stå og så møder nogle fremmede i sin lejlighed. Vist nok et sympatisk psykologisk drama, sådan forventede jeg det i hvert fald.

Men snydt igen, og tak for det.

Det hele starter ganske vist med den sympatiske fortælling om den ensomme, der møder selskabet og livet ved et tilfælde. En historie vi vist har set før. Men nej, så let slap vi ikke. Fra at være et studie i lidt lommepsykologi, skifter filmen pludselig emne og begrebet Visitor bliver synonymt med de fremmede, der af en eller anden grund har valgt at berige vore lande med deres tilstedeværelse. Fra at handle om en mand gået i stå skifter The Visitor til at handle om et land, USA, der er gået i chock efter 9/11. Hvor fremmede er en trussel, der skal ud og væk. Koste hvad det vil og koste den stakkels vildfarne indvandrer alt. Sådan kan man da ikke behandle folk, værre end vi behandler hunde her i landet og tusind gange værre en Sandholmlejren, kan man vel?

Og taberne, ja det er naturligvis den udviste, men sandelig også det samfund, der står ensomt og fortabt tilbage.

Se filmen før Pia K finder ud af at vi er alt for blødsødne her i landet. Og bemærk, at alle aktørerne omkring hovedrollen er indvandere, nogen illegale andre af ældre dato, men alle dele ag den nye kultur, som på godt og ondt er resultatet af indvandringen. Se den, skam dig og råb op!

I'll be back (hvis jeg ikke er deporteret inden)

Sara Palin, Vicepresident

Se grundigt på dette billede, kvinden som perfektion. Velholdt, udadvendt, skinnende tænder; tilstrækkelig tækkelig kombineret med antydningen af kvindelighed i den absolut nydelige udgave. Kvinden, man gerne viser frem for så at sætte tilbage i krogen når der skal tales alvor.

Kvindesagskvinderne klager over manglende topfigurer på de virkelig tunge poster, værsego!, Her er hun så, klar til at indtage stolen som USA vicepræsident med den sikkert velmanicurede finger på knappen. Kvinden, der skal sikre os alle gennem den væste finanskrise siden 1920'erne, føre krig i Irak og Afganistan.

Ja, altså hvis McCain først vinder og derpå melder forfald.

Er der noget galt ved det, kunne en kvinde ikke klare jobbet, velmanicurerede negle eller ej? Jo, da, naturligvis. Problemet med Sara Palin er bare at hun intet andet har at sælge end sit ydre og ryet som hockey mom. Gode amerikanse kvaliteter, der ikke i sig selv skiller hende ud fra en række andre amerikanske topkandidater eller præcidenter for den sags skyld.

Det bekymrende er ikke kønnet, men brugen af kønnet til at vinde et valg. Vor egen Helle T havde og har forhåbentligvis en selvstændig vision for sin optræden. Det samme har Pia K, selvom hun nok ikke kan ende som statsminster. Lene Espersen er vel lisådan ikke kun kendt for at være kvinde, om end hun da tidligere ikke var spor afvisende overfor at bruge sit udseende til at gøre karriere med.

Men Sara Palin, så vidt jeg overhovedet har læst mig til, så ved hun mindre om udenrigsforhold end Bush, da han trådte til, har mindre udsyn end Regan og er sortere end Paven selv, når det gælder Family values og abort. For ikke at snakke om energipolitik, hvor hun efter sigende vil sælge Alaska for en sjat olie.

På den måde ikke særlig bemærkelsesværdig. Men når hendes valggrundlag er kvindeligheden og ikke holdningerne på de centrale spøregsmål, så er den gal.

Hvad så med Obama og hans vist mere end grå vicepræsidentkandidat? Ja næsten det samme kunne skrives om ham. Nydelig, pæn uden at være udfordrende osv. God familiefar, ikke så sort, at det gør noget. Ikke så outreret at man kan fornemme personen. Altså skabt over samme støbeform, hvis det ikke var fordi manden da vist i ord i hvert fald, har noget selvstændigt at byde på.

Men et perfekt par, hvis de havde været fra samme parti. Men så, hvad betyder det i virkelighedens verden, når valgtummelen har lagt sig? Jeg tvivler på at forskellen er så stor når det kommer til stykket, men vil da håbe på Obama, noget skal vi jo tro på.

I'll be back

Kære Birthe Rønn

Der var en gang for ikke så længe siden, hvor du for mig stod som en hæderskvinde. En af de få, der turde stå fast på principper, en af dem, der satte respekt og medmenneskelighed over umiddelbare gevinster.Men se dig nu. Flankeret af løjtnanterne fra DF som dine vagthunde. Ikke dig med dem i snor, men dig som gidsel for den sorteste menneskeforagt. OK, der er noget der hedder politisk nødvendighed, noget med at ofre lidt for at sikre det større hele. Men hvad var det du ofrede -din egen selvrespekt, tror jeg. Og hvad vandt du? At DF ikke væltede regeringen, at Pia blev tvunget til at acceptere EU virkeligheden og EF domstolens betydning. Hvad fik DF? Jo lov til at spille på den laveste frygt for burokraterne fra EU, fik vand på deres nationalisme mølle. At kontanthjælpsmodtagere fik det sværere end nu (man troede ikke det kunne være muligt) og det blev endnu sværere at blive dansk statsborger (så selv pæredanske 2. g'ere ville dumpe).

Jeg synes din handel er sølle. At du har solgt dig for ingenting, ja vel nærmest har ladet dig voldtage af Pia og Co, måske fordi Anders bad dig om det, men alligevel. Der var dengang, hvor du turde sige Anders imod, hvor du havde dine meningers mod, alt det er nu væk for en minsterstol. Trist at opleve og trist at se en af sine idoler udmyge sig selv på den måde.

I'll be back

Anna

Velkommen til verden, sådan lød en af fortidens landeplager med drivende dansk sentimentalitet. Men at se mit barnebarn, Anna nænsomt hold af den stolte fader, det er stort og pludselig skifter verden karakter. For mig, for Rune og for Linda. Med Anna følger diktaturet, farvel til friheden, farvel til selv at kunne planlægge sin tid, sit arbejde og sin økonomi. En lille ny som Anna er en udfordring for hendes forældre, men også for hendes farfar. Godt nok er jeg stolt som en pave over titlen, men den minder mig også om at medens Anna er på vej ind i manegen, er jeg på vej ud.

Sjovt er det nu at stå med sådan en lile størrelse igen, havde næsten glemt hvor ubehjælpsomme de kan være, hvor små og hvor krævende. Sjovt også at jeg egentlig godt kunne huske hvordan det nu var man holdt, at hovedet tilsyneladende ikke sad fast og at hun lå godt med hovedet over min skulder. Det er da trods alt næsten 30 år siden jeg sidst sad med en helt nyfødt og tænkte tanker om hvilket liv, der nu lå foran hende og for mig selv.

I'll be back

Long time, no see

Tiden er gået, månederne løbet. Interessen har været vendt indad - eller rettere sagt mod lyset og varmen-kærlighed og barnebarn. Nu lader det til at efteråret melder sig med mørke og afsagn. Så mon ikke der nu bliver lidt inspiration til sure opstød, refleksioner og beklagelser igen.

Desværre!

I'm back

PostDanmark blues

Fik en beskeden pakke sendt fra USA med et par figurer, samlet pris inc. transport $39,90 svarende til vel ca. kr. 220. Simpelt og effektivt via en webshop "somewhere out there". Men med pakke fulgte en opkrævning for told og moms samt et vist fortoldningsgebyr på tilsammen kr. 207. Ikke fordi jeg har noget mod at betale moms og told, det er jo spillets regler, men et fortoldningsgebyr på kr. 120 samt moms heraf på kr. 30 synes noget uforståeligt. Jeg har jo bare købt en vare i den nærmeste butik, ikke gjort noget ulovligt eller forsøgt at omgå nogle regler, men vups, et gebyr på mere end halvdelen af en vares pris oven i købsprisen!

Nå, men jeg skrev et pænt brev til PostDanmark. Bad om forklaring og påpegede i øvrigt at toldopkrævningen var udregnet udfra $45.50 og ikke den opgivne pris.

Efter en del uger ventetid og et par rykkere fik jeg en mail, der bare siger at sådan er det. Ikke nogen forklaring eller blot en henvisning til gældende regler.

Efter kontakt til lidt forskellige personer med forskellige svar og forskellige former for almindelig høflighed modtager jeg her 4 måneder efter en ikke nærmere forklaret "regulering af toldregning" på kr. 9, altså har jeg nu ikke længere betalt kr. 207 for en vare til kr. 220, men nu kun kr. 198 - hvilket jo ganske ændrer sagen...

Desværre sidder jeg stadig tilbage med manglende forståelse for hvordan PostDanmark kan opkræve et gebyr for at fortolde en vare, ovenikøbet et så stort gebyr der ikke står i forhold til prisen. Var varen købt i Danmark eller bare i EU havde jeg sparet dette gebyr. Og hvordan kan det være, at et gebyr, der på denne måde pålægges mig, ikke kan forklares nærmere af PostDanmark - for ikke at sige overhovedet er acceptabelt i et moderne samfund med udbredt handel via nettet?

For nu at gøre komedien eller tragedien komplet har jeg siden købt en anden vare via nettet og også denne gang fra USA. Her udgør købesummen $98,05, svarende til kr. 459. Dette køb pålægges ganske korrekt et toldgebyr på kr. 114, men denne gang et fortoldningsgebyr til PostDanmark på kr. 54, altså væsentligt billigere end i første tilfælde på trods af at varen kostede mere end det dobbelte, logik?

I'll be back

Seoul, svær at blive klog på

Hvad kan man mene om en af verdens storbyer efter en uges besøg. Ikke meget naturligvis, men lidt plads til forundring vækkede besøget. Vi opholdt os i hvad jeg formoder er en af de nyere dele af byen, med de største højhuse og de bredeste gader. Så man sig omkring kunne man lige så godt være i en by i USA. Flot, højt, mange mennesker, endnu flere biler. Rent, og tilsyneladende uden egen stemning. Det eneste, der skilte sig ud var at menneskene var lidt mindre og ikke var af europæisk udseende. Men påklædningen, udtrykket var internationalt, ganske uden særpræg. På de færre besøg i andre dele af kæmpebyen ændrede billedet sig kun lidt, husene blev lidt mindre, og der kom lidt flere butikker og værksteder på gadeplan, men noget orientalsk indtryk, overhovedet ikke. Skulle jeg sammenligne med andre af de storbyer jeg har besøgt i Asien, er Seoul uden sammenligning den mindst anderledes og dermed også den mindst interessante.

Men kaotisk trafik, det kunne de. På trods af 8-10 baners motorveje på kryds og tværs, brede boulevarder med 6 spor, mindst. På trods af en tilsyneladende nogenlunde bilkultur, så var kaos uundgåelig store dele af dagen. Det kunne tage ulidelig lang tid med en taxa og var helt umuligt af indfaldsvejene på de kritiske tidspunkter. Vi burde invitere danske trafikplanlæggere og især nogle af politikerne med forkærlighed for flere og bredere motorveje over at se at løsningen ikke ligger i flere og bredere veje. Det demonstrerer Seoul til perfektion. Ovenikøbeet på trods af en tilsyneladende effektiv undergrundsbane.

Måske nogle af de, der af uforståelige grunde er imod en afgift for at køre i København, skulle tage ved lære her.

I'll be back

DMZ, paranoia eller hvad?

Var på udflugt til den demilitariserede zone mellem de to Korea'er, langs den 38. breddegrad. Mystisk oplevelse. På den ene hånd en enorm satsning på masseturisme og show, på den anden side en dybt hysterisk tilgang til et alvorligt emne. Sydkorea er, sandsynligvis med en vis grund, dybt bekymret over hvorvidt deres nabo kan finde på at angribe igen. En bekymring US tilsyneladende ikke gør meget for at reducere.

Men paranoi og ideoti skriger til hinanden her. Alle floder med tilløb fra Nordkorea er indhegnet i bevogtet pigtråd med kampklædte soldater i pillboxes - stakkels dem, må være en af verdens kedeligste bevogtningsopgaver.

Oppe i turistområdet ved DMZ er fotografering ind over selv linien forbudt, det er forbudt at fotografere fra den propagandafilm, der vises. Forbudt at fotografere ned i tunnelen, som ganske vist er gravet af nordkoreanerne, men fotos derfra kan åbenbart hjælpe ved en ny invasion. Sågar forbudt at fotografere en temmelig primitiv model af området. Men alligevel er det Sydkoreas største turistattraktion! Billedet øverst viser folk lovligt fotograferende ind over DMZ. Man måtte godt træde nærmere og se i kikkert ud over området, men altså ikke fotografere. Måske i håbet om at nordkoreanerne ikke selv kan tage fotos fra nord eller har hørt om Google Earth?

Tåbelige restriktioner, men når så de ledsages med en voldsom gang propagande for "reunification", af smuk snak om at åbne adgangen ikke kun for lastbiler, men også for persontrafik. Når alt står klar til åbningen, jernbane, fortoldningsfacilititer, jernbanestation åbnet af selveste Bush, George W., ja så er det at det hele bliver surrealistisk. Kampberedte soldater, turister i hobetal og fotoforbud 100 meter under jorden. Man får tanken at det hele er show for turisterne. At formålet med det hele er at understrege Sydkoreas udstrakte hånd mod den farlige bror mod nord. At det ikke skader det sydkoreanske regime med at holde liv i fjendebilledet. Men sådan kan man jo heldigvis tænke sit!

I'll be back

Her et foto at indgangen til toget, der indtil videre ikke kører nordpå:

XVIII World Congress on Safety and Health at Work

Hvad skal man dog rimeligt mene? Ca. 4000 delegerede fra hele verden samlet i Seoul for at drøfte arbejdsmiljø, for 18. gang ovenikøbet. Og fint og fornemt er det. Åbning med Sydkoreas ministerpræsident, alle de rigtige internationale organer, ILO, ISSA og vore egne EU institutioner, Arbejdstilsynet og så os fra LO familien. Og vi rokker, siger de. Drøftelserne er "extremely important" og very interesting. Vi skal implementere strategier, globalt og nationalt og selv en repræsentant for den internationale sammenslutning af arbejdsgivere er rørt til tårer over problemets omfang og behovet for "concerted action".

Behovet er der, i den grad. Men tror jeg virkelig på at kongresser som denne flytter noget? Et eksempel. Under en debat i et Symposium(!) nævnte jeg at det er da godt med social partners og god vilje, men måske skulle man kunne forvente at arbejdsgivere med erkendte problemer selv gik i spidsen for "action" og illustrerede det med eksemplet fra koffertkampagnen i lufthavnen. Svar fra "chairperson": nu skal vi jo ikke generalisere!

Ordene er mange, den gode vilje om muligt endnu større, men problemerne løses da vist kun for alvor, hvis fagforeninger kan presse regeringer og arbejdsgivere til ansvarlighed - eller hvis der som i Danmark opstår alvorlige problemer med for få ansatte til for mange jobs! Det rykker.

En mere personlig kommentar. Hvorfor er så mange professorer, doktorer, og andre med fine titler så uduelige til at holde deres præsentationer? Alt for generelle ord, alt for intetsigende slides og alt for lidt interesse i at komme ud over rampen?

Svarerne skal nok findes i den suppe, der illustrerer dette indlæg!

Resten af billederne fra Seoul findes her: http://picasaweb.google.dk/HHalbum/Seoul

I'll be back

Mellemøstlige retstilstande

Asmaa er på banen igen. Hørte hende i et radioprogram om tørklædeforbuddet til dommere og lignende myndighedspersoner. Asmaa talte fornuftigt om idenditet, om selv at vælge som kvinde, om tørklædet som en del af det udtryk hun ønskede at sende og om friheden i et demokratisk samfund. Men så var det hun sammenlignede Danmark med mellemøstlige lande!

Med et tørklædeforbud blev vi som mellemøsten. Ups, sagde det i mig og så hørte jeg ikke resten af interviewet med hende eller med hovedpersonen, en ellers fornuftig professor.

For det er vel det, vi gør med forbuddet. Bruger statsmagten mod friheden til at udtrykke sig selv, er det ikke. En gammel Rambo film kommer frem på lystavlen: "To defeat your enemy you have to become your enemy" eller sådan noget lignende temmelig forvrøvlet. Vi vil så gerne være frie, sekulære og demokratiske, at vi beskytter os med de samme redskaber som vor fjende. Når de i Saudi Arabien kan bruge loven til at påbyde kvinder en særlig påklædning, så kan vi her bruge loven til at forbyde de samme kvinder at udtrykke sig.

Kravet om tørklædeforbud er helt ude af proportioner og alene udtryk for Dansk Folkepartis evne og vilje til at forpeste luften for enhver med den mindste form for afvigelse fra 50'er Danmark. Ren populisme og ren demagogi. Alligevel ser det ud til at ende som dansk lov, sågar med støtte fra Socialdemokratiet (og Villy?) Forstå det hvem der kan.

Så beklager, nogen gange skal man desværre høre sandheden fra hvor den er mindst sandsynlig.

For gu skal vi ej opføre os som formørkede fundamentalister, hverken i kampen mod terror eller mod samme fundamentalisme.

Og var der ikke noget med at Retfærdigheden, "Justitia" normalt er afbilledet med tørklæde for øjnene, sjovt at samme bind ikke må sidde på håret, men gerne skjule øjnene!

I'll be back

Sex i kirken

Tænk sig engang, nu har de store religioner brugt de sidste par tusind år på at nedgøre sex, på at knytte skyld sammen med sex, på at trække lysten ud af menneskerne og på at gøre lyst sononym med skyld. Adam og Eva fordrevet fra paradis med et figenblad for lysten. Utallige korstog mod alt, hvad der kunne foregå med hænderne under en dyne - eller under en underbukseelastik. Ja sågar inddirekte mord på millioner i krqft af den katolske kirke forbud mod brug af beskyttelse. Men nu skal det åbenbart have en ende. En nyvalgt biskop vil have kirken ind over sexlivet og gøre det acceptabelt at tale om sex i en kirke. Godt kunne man mene, omsider de vågnede op, de religiøse.

Men nej, for fanden i bogstaveligste forstand. Hold jeres beskidte hænder væk. Hold jer til forholdet mellem mennekser og deres tro, og lad være med at blande religion og kønsliv sammen. Der har i gjort skade nok - lad os have det i fred nu hvor der er endelig er ved at komme lidt afstand mellem synd og sex.

Og så ikke et ord om katolske præsters omgang med drenge...

I'll be back

Det enkelte menneskes frihed står over alt andet

Sådan lyder Mette Frederiksens 1. bud. Og det fik mig til lige at stoppe op, er det virkelig det vi mener, mig og mit lille parti. Eller mig i det hele taget. At indivudialismen har sejret og det kollektive er gået i glemmebogen. Men hvad når hun så skriver i 2. bud at pligter er vigtigere end rettigheder, hvor er vi så henne. Pligter må da indebære at der er noget, der er vigtigere end den individuelle frihed? Og dermed at individet ikke er ophøjet til Gud. Hvad mener Mette dog? Og hvad mener jeg - kan jeg relatere til denne tilsyneladende selvmodsigelse?

For det første må det antages at individet kun kan være frit i et ansvarsfuldt fællesskab, uden fællesskab ingen velfærd, intet serviceapparat og dermed kun individets nøgne og isolerede kamp for sin egen overlevelse. Ren junglelov. Som jeg vist har citeret salig Janis Joplin for et par gange er Freedom just an other word for nothing left to loose. Eller på dansk, du er kun fri, virkelig fri, i sekunderne op til din død. I situationen hvor dine handlinger absolut ingen konsekvens har for andre mennesker. Ellers eksisterer personlig frihed kun som et abstrakt ideal, uden fornuftig relevans for andre end filosoffer.

Nå, men pligter da, de er vigtigere end rettigheder, siger Mette. Kennedy (som dog næppe gjorde meget for andre end sig selv) runger i ørerne Ask not what your country can do for you, ask what you can do for your country. Eller den lidt mere nære variant, Arbeit macht frei, et godt Grundtvigiansk, protestantisk udtryk, hvor de få har brug for at de mange føler sig forpligtiget overfor at afhjælpe de fås egen magelighed. Måske deler jeg den denne holdning i dens lidt mere udvandede form, hvor Lenin prædikede, men bestemt ikke selv fulgte, parolen om at intet folk (eller person) kan være fri, hvis det undertrykker andre folk.

Til sagen: Jeg tror at frihed er et relativt begreb. Jo mere fællesskab og deraf følgende velfærd, jo mere plads til personlig frihed. Frihed forstået som råderum til at kunne handle til egen fordel uden at gøre det ved at holde andre nede. Ja, frihed til at kunne udfolde sig som jeg vil, uden at have dårlig samvittighed. Frihed baseret på en viden om at dem omkring mig har samme muligheder og rettigheder. Forudsætningen herfor er at jeg erkender at det er kollektivet, der forudsætter min frihed. At det er samfundet der som helhed skal fungere, for at jeg kan have det sådan nogenlunded så godt, som jeg føler jeg kan være det bekendt.

Hvis det var det Mette mente med sine 10 bud, så synes jeg de bestemt er at foretrække frem for Biblens moraliserende og undertrykkende bud.

I'll be back

Photo opp.

Det er egentlig ganske banalt, det med at skyde på Fogh for hans forhold til George W. Men så alligevel så nødvendigt. For hvad er det dette foto viser? Jo to mænd, med tilbehør. To mænd i matchende skjorter og tilsvarende jeans med brede bælter. På anderledes beskårne billeder kunne vi se, at selv bæltespænderne matchede. Mon ikke også Ander var i velvalgte støvler, model Texas? Ærmerne er smøget ens op og stilen valgt med omhu. Selv stilen i vedhæng er ens. Selv er jeg i tvivl om hvis der er hvis, er hende Mette den til højre eller til venstre? Fogh selv, lægger han an til at kysse Bush eller har han et stort bolche i munden. Bush gør hvad er amerikans toppolitiker har trænet hele livet, han smiler åbent og indforstået. Spørgsmålet er om han helt klart ved, hvem han smiler til og hvorfor det nu er han skal smile lige nu til ham der, i samme tøj som sig selv. Finder man andre billeder af de to sammen er tøjet igen ens. Åbenstående skjorte med jakke eller formelt, mørkt jakkesæt. Aldrig varierende, altid afstemt efter hinanden. Er tøjet noget fru Fogh vælger for sin mand eller er det Bush's chief of staff, der vælger outfittet? Klart er det i hvert fald, at det er ikke valgt fordi det lige lå øverst i kufferten den dag. Man ser for sig hvordan mailen kommer ind hos Fogh's sekretær. Idag stilles der med tillempet cowboystil, jeans, lyseblå, åbentstående skorte, en knap åben, bælte med synligt spænde og så jeans. Og sekretæren rumstrende i kufferten efter det medbragte og i forvejen aftalte udstyr.

Budskabet ligger i billederne, photo opportunities hvor intet er overladt til tilfældighederne og hvor fotograferne udemærket kender deres rolle. Der skal sendes et budskab og budskabet er alt. Vi står sammen, Bush og jeg, eller We stand united, that little what's his name and me.

I'll be back

Mohammad tegningen, igen igen

Eller hvordan man fornærmer en milliard mennesker

Meget kan man sige om Jyllandspostens temmelig barnagtige provokation for to år siden, mange forbandelser er fløjet igennem luften fra Arla, fra Anders Fogh og så en masse mere eller mindre personligt fornærmede muslimer, efter sigende ikke mindre end en milliard, hvis man skal tro deres selvudnævnte talsmænd.

Hvad er det med de religiøse skikkelser, der er så let at fornærme. Det er jo ikke alene ham Muhammed, der er problemet. Jesus eller hans tilhængere kan også blive fornærmede af "forkerte" gengivelser af ham. Jeg skullle mene at troen i sig selv burde være stor og sikker nok til ikke at lade sig fornærme af nogen mere eller mindre polemiske eller blasfemiske skildringer af førerfiguren. Men nej, det skal man nok selv være religiøs for at forstå.

Ved Mohammad 1 kom jeg ved et tilfælde i en maildiskussion med en personligt fornærmet muslim. Vi skrev sammen et par gange og i hvert fald jeg blev lidt klogere på tankegangen i den muslimske verden, men enige om betydningen af Jyllandspostens tegninger, det blev vi ikke.

To ting falder i øjnene nu to år efter. For det første at min ven ikke var en uoplyst, arbejdsløs analfabet, der alene blev kommanderet til at være fornærmet af sin iman. Min ven er Dr. Samer Kelani, Ph.D.Engineering Sciences. Helt entydigt veluddannet og velkendt med vesten og vestlige værdier. Alligevel fandt han anledning til at angribe ytringsfriheden i Danmark og sammenlignede Muhammedtegningerne med europæiske landes forbud mod at stille spørgsmål ved Holocaust. Hvorfor tillod vi tegningerne medens vi forbød udtalelser om jødeudryddelsen?

Godt spørgsmål, egentlig!

Vi har ytringsfrihed i Danmark, men med grænser. I andre lande i EU er ytringsfriheden betinget af historiske forhold, først og fremmest nazismen og jødeudryddelsen. I Danmark ikke så udpræget, men det er ting, der er forbudt at sige. Hvad mener jeg selv?

Godt spørgsmål, egentlig!

Ytringsfrihed er en forudsætning for demokratiet, javel. Men en anden forudsætning er respekt for mindretallet, beskyttelse af de svage og hensyn til det enkelte menneske. Det betyder i min verden, at ytringsfriheden ikke lovmæssigt bør afgrænses, men at den bør udøves med yderste respekt for andre menneskers følelser. Altså at den ikke må misbruges at at så had og ringeagt. Tegningernes formål var at provokere, ikke at fremme en dialog og de sårede helt åbenbart andre menneskers følelser - altså ud over min grænse for hvor langt ytringsfriheden bør udbredes. Men visse muslimens forsøg på at slå politisk mønt af Jyllandspostens stunt, det kan kun forstås som et angreb på grundlæggende værdier og på forudsætningen for at leve i et åbent og fremskridtsvenligt samfund. Om muligt endnu længere ud over min tolerancegrænse.

Men det virkelige spørgsmål for mig er et andet. Hvad skal vi dog med religion, hvis den alene fører til had og ringeagt mod anderledes tænkende. Religion er for mig angreb på ytringsfriheden, på demokratiet og på fornuften. Lader man sig diktere at hensynet til hvad Jesus er citeret for at sige for et par tusind år siden eller Mohammad for 700 år siden, så ophører min forståelse. Og bruger man den religion som udskyldning for at brænde flag af, for at skrive smædeord eller tegne smædetegninger, ja så er min tolerence opbrugt.

Genlæs debatten med Dr. Samer Kelani her:

http://rasmus-modsat.blogspot.com/2006/04/dialog-p-tvrs-af-religion-og.html

I'll be back

Ps. kan I huske ham Brian her, med en vist ikke helt tilfældig lighed med en vis kristen profet eller gudesøn !

"Always look at the bright side of life"

Omtåget tilstand

Der var engang hvor en del i min omgangskreds ville se begejstret på dette billede, hold da kæft mand - med meget langt a og misundelse malet i alle træk. Det var dengang, hvor opfindsomheden var stor og selv et gammelt rør kunne omdannes til en gevaldig Bong. Dengang hvor udvalgte sneg sig ud på Staden for at hente forsyninger. Sneg sig, men altså ikke for Strømerne, men for ikke at blive set af nogle fra de andre gårde - for som revolutionens sande fortrop, så rørte man naturligvis ikke det stads. Ja det var vel nærmest monopolkapitalismens undertrykkelsesredskab. Vel tilbage i Nansensgården var det op i fællesrummet på 5. sal og så flyde ud i sofaerne og sækkestolene, Pink Floyd eller Procul Harum på anlægget og så bredte tågerne sig. Specialdesignede keramik chillum'er var det normale, men et hulrum i hænderne kunne bruges, hvis man kunne teknikken. Og så var der de mere avancerede af slagsen, som på fotoet.

Selv havde jeg store problemer med fællesskabet om pot'en. Det der med at suge røg ned i lungerne, det var altså ikke rart - endte mest med hosten, rindende øjne og ikke den store effekt. Tror jeg nok i dag. Jeg lærte i hvert fald aldrig at ryge, hverken almindelig kræftfremkaldende tobak eller sjov, stemningsfremkaldende tobak. Kan nok i virkeligheden sige som Clinton, at jeg aldrig indhalerede!

Fik det indflydelse på vort revolutionære arbejde, tja - revolution blev det jo ikke ligefrem til, men måske hashen ikke var eneansvarlig for den lykkelige kendsgerning. Tog vi, eller rettere sagt de andre, skade? Tja, så vidt jeg ved ikke, der skal nok lidt mere til, lidt flere piber, lidt flere problemer og et lidt mere uheldigt udgangspunkt.

Bør det være forbudt i dag? Tja, i praksis er det da vist lovligt, bare man ikke lige begynder selv at sælge af det eller køber ind alt for åbentlyst. Skulle det være lovligt at købe sammen med cigaretterne, måske vi så slap for en stor del af kriminaliteten, der er forbundet med hashsalget.

Ville flere gå videre fra pot til coke, jeg tvivler. Svarer det ikke lidt til at spørge om lyst øl skal forbydes for at undgå at folk ænder som alkoholikere!

I'll be back

Mordet på George W

Nogen gange rammer en dokumentarprogram plet, men ganske få gange sidder jeg totalt ordløs tilbage under rulleteksterne. Det gjorde jeg efter at have set Death of a President. Programmet er ellers simpel nok. En rent dokumentarisk gennemgang af begivenhederne d. 19. oktober 2007, hvor George W Bush blev skudt af en snigskytte. Og så en opfølgning på opklaringsarbejdet efter mordet. Jamen, George W blev da ikke skudt i Chicago d. 19. oktober sidste år. Tja, efter at have set programmet, kunne jeg sagtens komme i tvivl, så realistisk viser filmen timerne op til mordet og hvordan begivenheden påvirker USA efter og hvorledes FBI hurtigt og heldigt finder en syrer med tilknytning til Afganistan og får ham dømt for mordet.

Hvordan kunne han dog gøre det, hvad tænkte han dog på da han skød, spørger en islamisk udseende kvinde, tænkte han ikke på konsekvenserne for verden, for araberne og for amerikanerne, lyder hendes lavmeldte reaktion. Og viser måske lige nøjagtigt her, hvad der er filmens budskab. Politiske mord gavner ikke.

Og ganske rigtigt, sandheden er langt værre og ubehagelig for virkelighedens præsidenter, døde som levende. Årsagen til snigmordet er ikke islamistisk fundamentalisme eller formørket middelalder logik. Årsagen er tættere på og langt mere konkret.

Death of a President er en usædvanligt fængslende film, spændende som kun virkeligheden kan være det, gennemført godt lavet som kun amerikanerne selv kan det - og rystende som kun en stærk grundholdning kan vise virkeligheden.

Se den før den bliver vist på 60 minutes.

I'll be back

Villy og Herutterne

Villy har bedt Hizbutt'erne om at gå ad helvede til. Formodentlig i den mening at Helvedet ligger i nærheden af SaudiArabien eller det sydlige Afganistan/nordlige Pakistan. Et rimeligt forslag til en gruppe, der ynder at nedgøre danske forhold eller et tåbeligt udsagn, kun beregnet til at score støtte til SF og Villy himself?

Selv kunne jeg godt være fristet af at smide diverse grupper ud af landet. Jeg så gerne et Danmark uden Pia K og Co. De kunne passende drage tilbage i tiden til stokroseromantikken i 50'erne. Der et par Venstrefolk, jeg gerne så deporteret mere eller mindre frivilligt til syd- eller nordpolen. En række radikale, der gerne måtte drage tilbage til højskolerne og være idealistiske i rerservaterne dér for slet ikke at tale om et antal forbundskolleger, der ville høre bedre hjemme i det gamle Østtyskland og sådan kunne jeg blive ved. Selv blev jeg som ung bryggeriarbejder gentagne gange foreslået at emigrere til Kina af en dengang velkendt SF'er ved navn Holger Foss. Så den med at rense landet for uheldige elementer er ikke fjern for mig.

Men det er noget billigt, populistisk vås, du fyrer af Villy!

Hizbutterne gør jo lige præcis det, vi efterlyser hos de unge, der brænder biler af i gaderne. De organiserer sig, optræder diciplineret, formulerer klare politiske krav og demonstrerer fredeligt for disse mål. Det er unge mennesker med stærke meninger, rædselsfulde meninger, ja tak. Men de går ikke og skutter med dem, de kommer frejdigt frem med synspunkterne så vi andre kan komme i debat med dem. Hvad er mere i overensstemmelse med danske politisk kultur?

Selv var jeg engang Hizbutt'er. Min Koran hed Den lille Røde, Mit kalifat hed Proletariatets Diktatur og jeg var i ord modstander af demokratiet. Efter min teori skulle klassefjender bekæmpes nådesløst og jeg savnde fuldstændigt evnen til at se andet end sort og hvidt eller rettere sagt Rødt og sort. (Ikke underligt at nogen ville eksportere os til Kina)

Og hvor står jeg idag, rigtigt gættet som lettere højresnoet socialdemokrat med hang til at se noget godt i de fleste.

Hizbutterne er ekstreme og hvis de går over stregen fra ord til handling, skal de i spjældet. Men de udgør en politisk bevægelse og bør respekteres som en sådan. Det handler om at inkludere ikke ekskludere. Om at søge dialogen og integrationen fremfor konfrontationen. Angreb medfører modangreb medfører modreaktion, der udløser endnu mere ballade. Det handler om at løse problemer og åbne døre, ikke om at gå i Hizbutternes egen fælde og leve af hadet.

I'll be back

Carlie Wilsons war

Jeg ved ikke om jeg tror på historien, altså det med at en enkel, lettere fordrukken Congressman, motiveret af en nydelig antikommunistisk sydstatsrigmandsdame og lidt medlidenhed med afganske flygtninge. At han, singlehanded, fik hævet støtten til modstandskæmperene i Afganistan fra 5 millioner til en milliard dollars. Jeg håber, historien er mere sammensat og at der lå lidt flere tanker bag beslutningerne om at træne og bevæbne mujahedinerne, men omvendt, det betyder ikke så meget. Hvad der er mere interesant er den grænseløse amerikanske naivitet som filmen udstiller. Man løser et problem og skaber dermed det næste. Dilemmaet er ganske klart i filmen, det går fint med at hive 1 milliard hjem til krigen mod russerne, men umuligt at få en million til at bygge skoler i Afganistan.

Filmen er ikke god, Julia Roberts, kan åbenbart kun spille Julia Roberts, Tom Hanks ser bekymret ud og så er der Philip Seymour Hoffman, der spiller sin standardrolle som fed og irriterende. Handlinger går så tjubang fra besøg i Afganistan over et par flyrejser til scener af jublende afganere mens russerne ruller ud af landet. Bemærk i øvrigt en enkelt nørdet detalje. De fly man ser mujahedinerne skyde ned med Stingermissiler er alle amerikanske, klippene uden tvivl taget fra øvelsesskydninger i USA, lidt dum detalje når nu de ikke holder sig tilbage fra at skyde et par Hind gunships ned i bedste (værste) CGG stil.

Kun én scene vil sidde fast: Da de til sidst står på balkonen og den verdenskloge CIA mand fortæller vor helt, at kampen nu går videre, nu blot med modsat fortegn. Da han fortæller det, høres den kraftige lyd af en lavtflyvende jumbojet - på vej til 9/11. Den scene er patetisk, men den sidder.

I'll be back.

Ps. Her er den rigtige Carlie Wilson - tror jeg nok.

Gitte, helt eller manegeklovn

Hende der Gitte Seeberg var en slags helt med sit Nok er Nok og sit borgerlige opgør mod Pia K. Al respekt for det og al respekt for at hun nu bryder igen fordi nok stadig er nok, men altså ikke for Naser og hans hastigt skrumpende flok. Det er glædeligt med oprejste sjæle som Gitte, der sætter konsekvens bag holdningerne og vælger den svære vej. Lad os få nogen flere af hendes slags, ikke mindst af hensyn til vore alles selvfølelse. Men er Gitte så en helt eller en pudsighed? Var hun ikke mere naiv end gennemsnitligt, når hun troede at Naser og måske især Anders Samuelson ville være andet end alibi for Anders Fogh og Dansk Folkeparti. Var hun ikke naiv grænsende til det strafbare, når hun troede at hendes nye alliancepartnere ville vælge karakterfastheden, når nu indflydelsen, nok så lille, lå lige for. At Naser og Anders S kunne skifte ham fra radikal til principfast, når det kom til stykket?

Måske vil Gitte Seeberg blive husket som manegeklovn, måske som Jeanne D'arc eller måske som et af de få tilfælde, hvor midterpolitikere faktisk oprigtigt tror på det de siger. Jeg ved det ikke, men Gitte skal i hvert fald have tak for underholdningen.

I'll be back

Gentagelse fremmer forståelsen

Det med gentagelser, er normalt ikke fremmed for mig. Hver gang jeg synes jeg har en god ide, eller har fundet på noget nyt og smart, så gentager jeg det i det uendelige - hver gang! Når jeg her kan gentage mig selv, så gør jeg det naturligvis også gerne. Et af mine yndlingsofre har været Naser Khader, måske kun overhalet af Pia Kærsgaard. Og her er det at gentagelse åbenbart fremmer forståelsen, eller i hvert fald understreger, hvad der allerede dengang var åbentlyst. Jeg beskrev for nogen tid siden Naser og hans Ny Alliance som ingenting, uden noget på, og forundrede mig dybsindigt over partiet og dets væsen her http://rasmus-modsat.blogspot.com/2007/05/khader-og-co.html.

Begivenhederne i dag kan kun kalde på gentagelsens glæde. Naser og Ny Alliance er skabt som støtteparti for Anders Fogh og så er den ikke længere. Ligegyldig hvor mange han kan væve om et nyt indhold i aftalen, som han altså ikke støtter, så er kun støtten til aftalen mellem VK og O tilbage. Faldet er de fine ord om Nok er Nok og om et udgøre et alternativ til Pia K. Nu sidder Naser hvor vi forventede - i lommen på samme Pia og Anders.

I'll be back

Hillary eller Barack

Rager det egentlig os, hvem der vinder nominationen i USA. Om det bliver den første kvinde eller den første sorte? Det er vel klart nok, at det rager os om det bliver en ny Bush, men derudover? Har det lidt sådan at jeg hepper på Hillary, måske fordi det er sjovt med en tidligere præsidents kone som præsident. måske fordi Barack virker lidt for meget som the american dream om racemæssig integration. Men betyder nomineringen noget for os, for resten af verden? Begge vil ud af Irak, på et eller andet tidspunkt. altså. Begge vil Change, men hvilken politiker vil ikke det. Hillary har vel ikke så lidt mere erfaring med verden udenfor US end Barack og er måske den bedste kandidat for os. Men nej, jeg ved det ikke og jeg ved ikke om jeg burde være optaget af spørgsmålet.

Noget helt andet er at se nomineringskapløbet og hele valget som et anderledes eksempel på politisk virkelighed. Hvor politik kun i yderst begrænset omfang betyder noget i forhold til personlighed, likability. Hvor Hillarys erfaring taler mod hende, medens Barack ungdom og uerfarenhed er et plus. Hvor hovedargumenterne er smuds om modstanderen og hvor den med flest penge vinder. Hvad man end måtte mene og ønske om danske valgkampe, så er det da sandelig godt, vi ikke endnu har amerikanske tilstande.

I'lle be back

Om grædekoner og andet godtfolk

Lige hjemvendt fra møde med nogle af vore kærnetropper, mænd af den rette støbning, med meninger, dedikation og kritisk holdning. Nogen af den slags som skal vandes, næres og nusses om. Folk af den slags som ingen organisation kan fungere uden, som er livsblodet og den virkelige forudsætning for succes eller bare overlevelse. Men de var sure, skuffede, vrede og onde i sulet. Egentlig helt OK med mig. Jeg forstår deres vrede, forstår og deler desperationen og ærgelsen over at se ting smuldre mellem fingrene. Men jeg blev arrig over at de, igen, brugte al tiden til at bekræfte hinanden i at det hele er noget møg. Det er noget møg, men det er vores møg. Og det vil vedblive med at være noget møg, hvis vi hele tiden ser bagud og hele tiden enes om at diverse andre er uduelige, dumme eller ikke forstår en pind.

Kom til at kalde dem en flok gamle grædekoner, ikke smart af mig, men jeg kunne altså endnu engang ikke holde min kæft og ord kan ikke sluges med tilbagevirkende kraft. Og meningen var bedre end udførelsen. Vi skal videre, også selvom forholdene er svære. Vi skal finde veje i vildnisset, hvis vi ikke gør det, hvem skal så?

Ill be back