Lige hjemvendt fra møde med nogle af vore kærnetropper, mænd af den rette støbning, med meninger, dedikation og kritisk holdning. Nogen af den slags som skal vandes, næres og nusses om. Folk af den slags som ingen organisation kan fungere uden, som er livsblodet og den virkelige forudsætning for succes eller bare overlevelse. Men de var sure, skuffede, vrede og onde i sulet. Egentlig helt OK med mig. Jeg forstår deres vrede, forstår og deler desperationen og ærgelsen over at se ting smuldre mellem fingrene. Men jeg blev arrig over at de, igen, brugte al tiden til at bekræfte hinanden i at det hele er noget møg. Det er noget møg, men det er vores møg. Og det vil vedblive med at være noget møg, hvis vi hele tiden ser bagud og hele tiden enes om at diverse andre er uduelige, dumme eller ikke forstår en pind.
Kom til at kalde dem en flok gamle grædekoner, ikke smart af mig, men jeg kunne altså endnu engang ikke holde min kæft og ord kan ikke sluges med tilbagevirkende kraft. Og meningen var bedre end udførelsen. Vi skal videre, også selvom forholdene er svære. Vi skal finde veje i vildnisset, hvis vi ikke gør det, hvem skal så?
Ill be back
Ingen kommentarer:
Send en kommentar