Jeg ved ikke om jeg tror på historien, altså det med at en enkel, lettere fordrukken Congressman, motiveret af en nydelig antikommunistisk sydstatsrigmandsdame og lidt medlidenhed med afganske flygtninge. At han, singlehanded, fik hævet støtten til modstandskæmperene i Afganistan fra 5 millioner til en milliard dollars. Jeg håber, historien er mere sammensat og at der lå lidt flere tanker bag beslutningerne om at træne og bevæbne mujahedinerne, men omvendt, det betyder ikke så meget. Hvad der er mere interesant er den grænseløse amerikanske naivitet som filmen udstiller. Man løser et problem og skaber dermed det næste. Dilemmaet er ganske klart i filmen, det går fint med at hive 1 milliard hjem til krigen mod russerne, men umuligt at få en million til at bygge skoler i Afganistan.
Filmen er ikke god, Julia Roberts, kan åbenbart kun spille Julia Roberts, Tom Hanks ser bekymret ud og så er der Philip Seymour Hoffman, der spiller sin standardrolle som fed og irriterende. Handlinger går så tjubang fra besøg i Afganistan over et par flyrejser til scener af jublende afganere mens russerne ruller ud af landet. Bemærk i øvrigt en enkelt nørdet detalje. De fly man ser mujahedinerne skyde ned med Stingermissiler er alle amerikanske, klippene uden tvivl taget fra øvelsesskydninger i USA, lidt dum detalje når nu de ikke holder sig tilbage fra at skyde et par Hind gunships ned i bedste (værste) CGG stil.
Kun én scene vil sidde fast: Da de til sidst står på balkonen og den verdenskloge CIA mand fortæller vor helt, at kampen nu går videre, nu blot med modsat fortegn. Da han fortæller det, høres den kraftige lyd af en lavtflyvende jumbojet - på vej til 9/11. Den scene er patetisk, men den sidder.
I'll be back.
Ps. Her er den rigtige Carlie Wilson - tror jeg nok.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar