Nogen gange er man bare heldig, får ikke læst hele teksten og møder derfor frem uden forventninger eller krav. Sådan en aften havde jeg forleden, hvor vi var gået i biografen for at se The Visitor. Jeg havde da læst lidt i en anmeldelse for nogen tid siden. En film om en mand hvis liv er gået i stå og så møder nogle fremmede i sin lejlighed. Vist nok et sympatisk psykologisk drama, sådan forventede jeg det i hvert fald.
Men snydt igen, og tak for det.
Det hele starter ganske vist med den sympatiske fortælling om den ensomme, der møder selskabet og livet ved et tilfælde. En historie vi vist har set før. Men nej, så let slap vi ikke. Fra at være et studie i lidt lommepsykologi, skifter filmen pludselig emne og begrebet Visitor bliver synonymt med de fremmede, der af en eller anden grund har valgt at berige vore lande med deres tilstedeværelse. Fra at handle om en mand gået i stå skifter The Visitor til at handle om et land, USA, der er gået i chock efter 9/11. Hvor fremmede er en trussel, der skal ud og væk. Koste hvad det vil og koste den stakkels vildfarne indvandrer alt. Sådan kan man da ikke behandle folk, værre end vi behandler hunde her i landet og tusind gange værre en Sandholmlejren, kan man vel?
Og taberne, ja det er naturligvis den udviste, men sandelig også det samfund, der står ensomt og fortabt tilbage.
Se filmen før Pia K finder ud af at vi er alt for blødsødne her i landet. Og bemærk, at alle aktørerne omkring hovedrollen er indvandere, nogen illegale andre af ældre dato, men alle dele ag den nye kultur, som på godt og ondt er resultatet af indvandringen. Se den, skam dig og råb op!
I'll be back (hvis jeg ikke er deporteret inden)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar