Det enkelte menneskes frihed står over alt andet

Sådan lyder Mette Frederiksens 1. bud. Og det fik mig til lige at stoppe op, er det virkelig det vi mener, mig og mit lille parti. Eller mig i det hele taget. At indivudialismen har sejret og det kollektive er gået i glemmebogen. Men hvad når hun så skriver i 2. bud at pligter er vigtigere end rettigheder, hvor er vi så henne. Pligter må da indebære at der er noget, der er vigtigere end den individuelle frihed? Og dermed at individet ikke er ophøjet til Gud. Hvad mener Mette dog? Og hvad mener jeg - kan jeg relatere til denne tilsyneladende selvmodsigelse?

For det første må det antages at individet kun kan være frit i et ansvarsfuldt fællesskab, uden fællesskab ingen velfærd, intet serviceapparat og dermed kun individets nøgne og isolerede kamp for sin egen overlevelse. Ren junglelov. Som jeg vist har citeret salig Janis Joplin for et par gange er Freedom just an other word for nothing left to loose. Eller på dansk, du er kun fri, virkelig fri, i sekunderne op til din død. I situationen hvor dine handlinger absolut ingen konsekvens har for andre mennesker. Ellers eksisterer personlig frihed kun som et abstrakt ideal, uden fornuftig relevans for andre end filosoffer.

Nå, men pligter da, de er vigtigere end rettigheder, siger Mette. Kennedy (som dog næppe gjorde meget for andre end sig selv) runger i ørerne Ask not what your country can do for you, ask what you can do for your country. Eller den lidt mere nære variant, Arbeit macht frei, et godt Grundtvigiansk, protestantisk udtryk, hvor de få har brug for at de mange føler sig forpligtiget overfor at afhjælpe de fås egen magelighed. Måske deler jeg den denne holdning i dens lidt mere udvandede form, hvor Lenin prædikede, men bestemt ikke selv fulgte, parolen om at intet folk (eller person) kan være fri, hvis det undertrykker andre folk.

Til sagen: Jeg tror at frihed er et relativt begreb. Jo mere fællesskab og deraf følgende velfærd, jo mere plads til personlig frihed. Frihed forstået som råderum til at kunne handle til egen fordel uden at gøre det ved at holde andre nede. Ja, frihed til at kunne udfolde sig som jeg vil, uden at have dårlig samvittighed. Frihed baseret på en viden om at dem omkring mig har samme muligheder og rettigheder. Forudsætningen herfor er at jeg erkender at det er kollektivet, der forudsætter min frihed. At det er samfundet der som helhed skal fungere, for at jeg kan have det sådan nogenlunded så godt, som jeg føler jeg kan være det bekendt.

Hvis det var det Mette mente med sine 10 bud, så synes jeg de bestemt er at foretrække frem for Biblens moraliserende og undertrykkende bud.

I'll be back

Photo opp.

Det er egentlig ganske banalt, det med at skyde på Fogh for hans forhold til George W. Men så alligevel så nødvendigt. For hvad er det dette foto viser? Jo to mænd, med tilbehør. To mænd i matchende skjorter og tilsvarende jeans med brede bælter. På anderledes beskårne billeder kunne vi se, at selv bæltespænderne matchede. Mon ikke også Ander var i velvalgte støvler, model Texas? Ærmerne er smøget ens op og stilen valgt med omhu. Selv stilen i vedhæng er ens. Selv er jeg i tvivl om hvis der er hvis, er hende Mette den til højre eller til venstre? Fogh selv, lægger han an til at kysse Bush eller har han et stort bolche i munden. Bush gør hvad er amerikans toppolitiker har trænet hele livet, han smiler åbent og indforstået. Spørgsmålet er om han helt klart ved, hvem han smiler til og hvorfor det nu er han skal smile lige nu til ham der, i samme tøj som sig selv. Finder man andre billeder af de to sammen er tøjet igen ens. Åbenstående skjorte med jakke eller formelt, mørkt jakkesæt. Aldrig varierende, altid afstemt efter hinanden. Er tøjet noget fru Fogh vælger for sin mand eller er det Bush's chief of staff, der vælger outfittet? Klart er det i hvert fald, at det er ikke valgt fordi det lige lå øverst i kufferten den dag. Man ser for sig hvordan mailen kommer ind hos Fogh's sekretær. Idag stilles der med tillempet cowboystil, jeans, lyseblå, åbentstående skorte, en knap åben, bælte med synligt spænde og så jeans. Og sekretæren rumstrende i kufferten efter det medbragte og i forvejen aftalte udstyr.

Budskabet ligger i billederne, photo opportunities hvor intet er overladt til tilfældighederne og hvor fotograferne udemærket kender deres rolle. Der skal sendes et budskab og budskabet er alt. Vi står sammen, Bush og jeg, eller We stand united, that little what's his name and me.

I'll be back

Mohammad tegningen, igen igen

Eller hvordan man fornærmer en milliard mennesker

Meget kan man sige om Jyllandspostens temmelig barnagtige provokation for to år siden, mange forbandelser er fløjet igennem luften fra Arla, fra Anders Fogh og så en masse mere eller mindre personligt fornærmede muslimer, efter sigende ikke mindre end en milliard, hvis man skal tro deres selvudnævnte talsmænd.

Hvad er det med de religiøse skikkelser, der er så let at fornærme. Det er jo ikke alene ham Muhammed, der er problemet. Jesus eller hans tilhængere kan også blive fornærmede af "forkerte" gengivelser af ham. Jeg skullle mene at troen i sig selv burde være stor og sikker nok til ikke at lade sig fornærme af nogen mere eller mindre polemiske eller blasfemiske skildringer af førerfiguren. Men nej, det skal man nok selv være religiøs for at forstå.

Ved Mohammad 1 kom jeg ved et tilfælde i en maildiskussion med en personligt fornærmet muslim. Vi skrev sammen et par gange og i hvert fald jeg blev lidt klogere på tankegangen i den muslimske verden, men enige om betydningen af Jyllandspostens tegninger, det blev vi ikke.

To ting falder i øjnene nu to år efter. For det første at min ven ikke var en uoplyst, arbejdsløs analfabet, der alene blev kommanderet til at være fornærmet af sin iman. Min ven er Dr. Samer Kelani, Ph.D.Engineering Sciences. Helt entydigt veluddannet og velkendt med vesten og vestlige værdier. Alligevel fandt han anledning til at angribe ytringsfriheden i Danmark og sammenlignede Muhammedtegningerne med europæiske landes forbud mod at stille spørgsmål ved Holocaust. Hvorfor tillod vi tegningerne medens vi forbød udtalelser om jødeudryddelsen?

Godt spørgsmål, egentlig!

Vi har ytringsfrihed i Danmark, men med grænser. I andre lande i EU er ytringsfriheden betinget af historiske forhold, først og fremmest nazismen og jødeudryddelsen. I Danmark ikke så udpræget, men det er ting, der er forbudt at sige. Hvad mener jeg selv?

Godt spørgsmål, egentlig!

Ytringsfrihed er en forudsætning for demokratiet, javel. Men en anden forudsætning er respekt for mindretallet, beskyttelse af de svage og hensyn til det enkelte menneske. Det betyder i min verden, at ytringsfriheden ikke lovmæssigt bør afgrænses, men at den bør udøves med yderste respekt for andre menneskers følelser. Altså at den ikke må misbruges at at så had og ringeagt. Tegningernes formål var at provokere, ikke at fremme en dialog og de sårede helt åbenbart andre menneskers følelser - altså ud over min grænse for hvor langt ytringsfriheden bør udbredes. Men visse muslimens forsøg på at slå politisk mønt af Jyllandspostens stunt, det kan kun forstås som et angreb på grundlæggende værdier og på forudsætningen for at leve i et åbent og fremskridtsvenligt samfund. Om muligt endnu længere ud over min tolerancegrænse.

Men det virkelige spørgsmål for mig er et andet. Hvad skal vi dog med religion, hvis den alene fører til had og ringeagt mod anderledes tænkende. Religion er for mig angreb på ytringsfriheden, på demokratiet og på fornuften. Lader man sig diktere at hensynet til hvad Jesus er citeret for at sige for et par tusind år siden eller Mohammad for 700 år siden, så ophører min forståelse. Og bruger man den religion som udskyldning for at brænde flag af, for at skrive smædeord eller tegne smædetegninger, ja så er min tolerence opbrugt.

Genlæs debatten med Dr. Samer Kelani her:

http://rasmus-modsat.blogspot.com/2006/04/dialog-p-tvrs-af-religion-og.html

I'll be back

Ps. kan I huske ham Brian her, med en vist ikke helt tilfældig lighed med en vis kristen profet eller gudesøn !

"Always look at the bright side of life"

Omtåget tilstand

Der var engang hvor en del i min omgangskreds ville se begejstret på dette billede, hold da kæft mand - med meget langt a og misundelse malet i alle træk. Det var dengang, hvor opfindsomheden var stor og selv et gammelt rør kunne omdannes til en gevaldig Bong. Dengang hvor udvalgte sneg sig ud på Staden for at hente forsyninger. Sneg sig, men altså ikke for Strømerne, men for ikke at blive set af nogle fra de andre gårde - for som revolutionens sande fortrop, så rørte man naturligvis ikke det stads. Ja det var vel nærmest monopolkapitalismens undertrykkelsesredskab. Vel tilbage i Nansensgården var det op i fællesrummet på 5. sal og så flyde ud i sofaerne og sækkestolene, Pink Floyd eller Procul Harum på anlægget og så bredte tågerne sig. Specialdesignede keramik chillum'er var det normale, men et hulrum i hænderne kunne bruges, hvis man kunne teknikken. Og så var der de mere avancerede af slagsen, som på fotoet.

Selv havde jeg store problemer med fællesskabet om pot'en. Det der med at suge røg ned i lungerne, det var altså ikke rart - endte mest med hosten, rindende øjne og ikke den store effekt. Tror jeg nok i dag. Jeg lærte i hvert fald aldrig at ryge, hverken almindelig kræftfremkaldende tobak eller sjov, stemningsfremkaldende tobak. Kan nok i virkeligheden sige som Clinton, at jeg aldrig indhalerede!

Fik det indflydelse på vort revolutionære arbejde, tja - revolution blev det jo ikke ligefrem til, men måske hashen ikke var eneansvarlig for den lykkelige kendsgerning. Tog vi, eller rettere sagt de andre, skade? Tja, så vidt jeg ved ikke, der skal nok lidt mere til, lidt flere piber, lidt flere problemer og et lidt mere uheldigt udgangspunkt.

Bør det være forbudt i dag? Tja, i praksis er det da vist lovligt, bare man ikke lige begynder selv at sælge af det eller køber ind alt for åbentlyst. Skulle det være lovligt at købe sammen med cigaretterne, måske vi så slap for en stor del af kriminaliteten, der er forbundet med hashsalget.

Ville flere gå videre fra pot til coke, jeg tvivler. Svarer det ikke lidt til at spørge om lyst øl skal forbydes for at undgå at folk ænder som alkoholikere!

I'll be back

Mordet på George W

Nogen gange rammer en dokumentarprogram plet, men ganske få gange sidder jeg totalt ordløs tilbage under rulleteksterne. Det gjorde jeg efter at have set Death of a President. Programmet er ellers simpel nok. En rent dokumentarisk gennemgang af begivenhederne d. 19. oktober 2007, hvor George W Bush blev skudt af en snigskytte. Og så en opfølgning på opklaringsarbejdet efter mordet. Jamen, George W blev da ikke skudt i Chicago d. 19. oktober sidste år. Tja, efter at have set programmet, kunne jeg sagtens komme i tvivl, så realistisk viser filmen timerne op til mordet og hvordan begivenheden påvirker USA efter og hvorledes FBI hurtigt og heldigt finder en syrer med tilknytning til Afganistan og får ham dømt for mordet.

Hvordan kunne han dog gøre det, hvad tænkte han dog på da han skød, spørger en islamisk udseende kvinde, tænkte han ikke på konsekvenserne for verden, for araberne og for amerikanerne, lyder hendes lavmeldte reaktion. Og viser måske lige nøjagtigt her, hvad der er filmens budskab. Politiske mord gavner ikke.

Og ganske rigtigt, sandheden er langt værre og ubehagelig for virkelighedens præsidenter, døde som levende. Årsagen til snigmordet er ikke islamistisk fundamentalisme eller formørket middelalder logik. Årsagen er tættere på og langt mere konkret.

Death of a President er en usædvanligt fængslende film, spændende som kun virkeligheden kan være det, gennemført godt lavet som kun amerikanerne selv kan det - og rystende som kun en stærk grundholdning kan vise virkeligheden.

Se den før den bliver vist på 60 minutes.

I'll be back

Villy og Herutterne

Villy har bedt Hizbutt'erne om at gå ad helvede til. Formodentlig i den mening at Helvedet ligger i nærheden af SaudiArabien eller det sydlige Afganistan/nordlige Pakistan. Et rimeligt forslag til en gruppe, der ynder at nedgøre danske forhold eller et tåbeligt udsagn, kun beregnet til at score støtte til SF og Villy himself?

Selv kunne jeg godt være fristet af at smide diverse grupper ud af landet. Jeg så gerne et Danmark uden Pia K og Co. De kunne passende drage tilbage i tiden til stokroseromantikken i 50'erne. Der et par Venstrefolk, jeg gerne så deporteret mere eller mindre frivilligt til syd- eller nordpolen. En række radikale, der gerne måtte drage tilbage til højskolerne og være idealistiske i rerservaterne dér for slet ikke at tale om et antal forbundskolleger, der ville høre bedre hjemme i det gamle Østtyskland og sådan kunne jeg blive ved. Selv blev jeg som ung bryggeriarbejder gentagne gange foreslået at emigrere til Kina af en dengang velkendt SF'er ved navn Holger Foss. Så den med at rense landet for uheldige elementer er ikke fjern for mig.

Men det er noget billigt, populistisk vås, du fyrer af Villy!

Hizbutterne gør jo lige præcis det, vi efterlyser hos de unge, der brænder biler af i gaderne. De organiserer sig, optræder diciplineret, formulerer klare politiske krav og demonstrerer fredeligt for disse mål. Det er unge mennesker med stærke meninger, rædselsfulde meninger, ja tak. Men de går ikke og skutter med dem, de kommer frejdigt frem med synspunkterne så vi andre kan komme i debat med dem. Hvad er mere i overensstemmelse med danske politisk kultur?

Selv var jeg engang Hizbutt'er. Min Koran hed Den lille Røde, Mit kalifat hed Proletariatets Diktatur og jeg var i ord modstander af demokratiet. Efter min teori skulle klassefjender bekæmpes nådesløst og jeg savnde fuldstændigt evnen til at se andet end sort og hvidt eller rettere sagt Rødt og sort. (Ikke underligt at nogen ville eksportere os til Kina)

Og hvor står jeg idag, rigtigt gættet som lettere højresnoet socialdemokrat med hang til at se noget godt i de fleste.

Hizbutterne er ekstreme og hvis de går over stregen fra ord til handling, skal de i spjældet. Men de udgør en politisk bevægelse og bør respekteres som en sådan. Det handler om at inkludere ikke ekskludere. Om at søge dialogen og integrationen fremfor konfrontationen. Angreb medfører modangreb medfører modreaktion, der udløser endnu mere ballade. Det handler om at løse problemer og åbne døre, ikke om at gå i Hizbutternes egen fælde og leve af hadet.

I'll be back

Carlie Wilsons war

Jeg ved ikke om jeg tror på historien, altså det med at en enkel, lettere fordrukken Congressman, motiveret af en nydelig antikommunistisk sydstatsrigmandsdame og lidt medlidenhed med afganske flygtninge. At han, singlehanded, fik hævet støtten til modstandskæmperene i Afganistan fra 5 millioner til en milliard dollars. Jeg håber, historien er mere sammensat og at der lå lidt flere tanker bag beslutningerne om at træne og bevæbne mujahedinerne, men omvendt, det betyder ikke så meget. Hvad der er mere interesant er den grænseløse amerikanske naivitet som filmen udstiller. Man løser et problem og skaber dermed det næste. Dilemmaet er ganske klart i filmen, det går fint med at hive 1 milliard hjem til krigen mod russerne, men umuligt at få en million til at bygge skoler i Afganistan.

Filmen er ikke god, Julia Roberts, kan åbenbart kun spille Julia Roberts, Tom Hanks ser bekymret ud og så er der Philip Seymour Hoffman, der spiller sin standardrolle som fed og irriterende. Handlinger går så tjubang fra besøg i Afganistan over et par flyrejser til scener af jublende afganere mens russerne ruller ud af landet. Bemærk i øvrigt en enkelt nørdet detalje. De fly man ser mujahedinerne skyde ned med Stingermissiler er alle amerikanske, klippene uden tvivl taget fra øvelsesskydninger i USA, lidt dum detalje når nu de ikke holder sig tilbage fra at skyde et par Hind gunships ned i bedste (værste) CGG stil.

Kun én scene vil sidde fast: Da de til sidst står på balkonen og den verdenskloge CIA mand fortæller vor helt, at kampen nu går videre, nu blot med modsat fortegn. Da han fortæller det, høres den kraftige lyd af en lavtflyvende jumbojet - på vej til 9/11. Den scene er patetisk, men den sidder.

I'll be back.

Ps. Her er den rigtige Carlie Wilson - tror jeg nok.

Gitte, helt eller manegeklovn

Hende der Gitte Seeberg var en slags helt med sit Nok er Nok og sit borgerlige opgør mod Pia K. Al respekt for det og al respekt for at hun nu bryder igen fordi nok stadig er nok, men altså ikke for Naser og hans hastigt skrumpende flok. Det er glædeligt med oprejste sjæle som Gitte, der sætter konsekvens bag holdningerne og vælger den svære vej. Lad os få nogen flere af hendes slags, ikke mindst af hensyn til vore alles selvfølelse. Men er Gitte så en helt eller en pudsighed? Var hun ikke mere naiv end gennemsnitligt, når hun troede at Naser og måske især Anders Samuelson ville være andet end alibi for Anders Fogh og Dansk Folkeparti. Var hun ikke naiv grænsende til det strafbare, når hun troede at hendes nye alliancepartnere ville vælge karakterfastheden, når nu indflydelsen, nok så lille, lå lige for. At Naser og Anders S kunne skifte ham fra radikal til principfast, når det kom til stykket?

Måske vil Gitte Seeberg blive husket som manegeklovn, måske som Jeanne D'arc eller måske som et af de få tilfælde, hvor midterpolitikere faktisk oprigtigt tror på det de siger. Jeg ved det ikke, men Gitte skal i hvert fald have tak for underholdningen.

I'll be back

Gentagelse fremmer forståelsen

Det med gentagelser, er normalt ikke fremmed for mig. Hver gang jeg synes jeg har en god ide, eller har fundet på noget nyt og smart, så gentager jeg det i det uendelige - hver gang! Når jeg her kan gentage mig selv, så gør jeg det naturligvis også gerne. Et af mine yndlingsofre har været Naser Khader, måske kun overhalet af Pia Kærsgaard. Og her er det at gentagelse åbenbart fremmer forståelsen, eller i hvert fald understreger, hvad der allerede dengang var åbentlyst. Jeg beskrev for nogen tid siden Naser og hans Ny Alliance som ingenting, uden noget på, og forundrede mig dybsindigt over partiet og dets væsen her http://rasmus-modsat.blogspot.com/2007/05/khader-og-co.html.

Begivenhederne i dag kan kun kalde på gentagelsens glæde. Naser og Ny Alliance er skabt som støtteparti for Anders Fogh og så er den ikke længere. Ligegyldig hvor mange han kan væve om et nyt indhold i aftalen, som han altså ikke støtter, så er kun støtten til aftalen mellem VK og O tilbage. Faldet er de fine ord om Nok er Nok og om et udgøre et alternativ til Pia K. Nu sidder Naser hvor vi forventede - i lommen på samme Pia og Anders.

I'll be back

Hillary eller Barack

Rager det egentlig os, hvem der vinder nominationen i USA. Om det bliver den første kvinde eller den første sorte? Det er vel klart nok, at det rager os om det bliver en ny Bush, men derudover? Har det lidt sådan at jeg hepper på Hillary, måske fordi det er sjovt med en tidligere præsidents kone som præsident. måske fordi Barack virker lidt for meget som the american dream om racemæssig integration. Men betyder nomineringen noget for os, for resten af verden? Begge vil ud af Irak, på et eller andet tidspunkt. altså. Begge vil Change, men hvilken politiker vil ikke det. Hillary har vel ikke så lidt mere erfaring med verden udenfor US end Barack og er måske den bedste kandidat for os. Men nej, jeg ved det ikke og jeg ved ikke om jeg burde være optaget af spørgsmålet.

Noget helt andet er at se nomineringskapløbet og hele valget som et anderledes eksempel på politisk virkelighed. Hvor politik kun i yderst begrænset omfang betyder noget i forhold til personlighed, likability. Hvor Hillarys erfaring taler mod hende, medens Barack ungdom og uerfarenhed er et plus. Hvor hovedargumenterne er smuds om modstanderen og hvor den med flest penge vinder. Hvad man end måtte mene og ønske om danske valgkampe, så er det da sandelig godt, vi ikke endnu har amerikanske tilstande.

I'lle be back

Om grædekoner og andet godtfolk

Lige hjemvendt fra møde med nogle af vore kærnetropper, mænd af den rette støbning, med meninger, dedikation og kritisk holdning. Nogen af den slags som skal vandes, næres og nusses om. Folk af den slags som ingen organisation kan fungere uden, som er livsblodet og den virkelige forudsætning for succes eller bare overlevelse. Men de var sure, skuffede, vrede og onde i sulet. Egentlig helt OK med mig. Jeg forstår deres vrede, forstår og deler desperationen og ærgelsen over at se ting smuldre mellem fingrene. Men jeg blev arrig over at de, igen, brugte al tiden til at bekræfte hinanden i at det hele er noget møg. Det er noget møg, men det er vores møg. Og det vil vedblive med at være noget møg, hvis vi hele tiden ser bagud og hele tiden enes om at diverse andre er uduelige, dumme eller ikke forstår en pind.

Kom til at kalde dem en flok gamle grædekoner, ikke smart af mig, men jeg kunne altså endnu engang ikke holde min kæft og ord kan ikke sluges med tilbagevirkende kraft. Og meningen var bedre end udførelsen. Vi skal videre, også selvom forholdene er svære. Vi skal finde veje i vildnisset, hvis vi ikke gør det, hvem skal så?

Ill be back

Dræberskovsnegle eller skovsnegledræbere fra Hjemmeværnet

Citat:

"Herligt fordomsfuldt og munter skovsnegle-indlæg du har begået, Henrik! Nu er du jo næppe tilhænger af at Danmark skal have et militært forsvar, så din uvidenhed og nedladene tone er ikke uventet.At danske soldater deltager i militære operationer i Irak og Afghanistan er næppe din kop te.Men til din orientering så er nogle af de skarpeste soldater, der har været indsat i Irak faktisk fra hjemmeværnet. Efter en længerevarende specialuddannelse ved Jægerkorpset blev soldater fra Hjemmeværnets Særlig Støtte og Rekognosceringskompagni (SSR) - dengang under navnet: Patruljekompagniet - udsendt i 2006 til at beskytte udenrigsministeriets personel i Bashra. Siden hen har personel fra SSR været udsendt på personbeskyttelsesmission i Irak flere gange. Jægerkorpset har sagt god for soldaterne fra SSR, så det kan godt være at DU griner, men det gør Jægerkorpset altså ikke - og med fare for at fornærme dig, så har jeg større tillid til deres vurdering af hjemmeværnets soldater, end dine fordomme og gentagelser af koldkrigs-latterliggørelsen: Bare roligt Henrik, russerne kommer ikke længere og befrier dig, så du behøver ikke svine hjemmeværnet til længere!

Underskrevet af Anonym.

Sådan lyder et indlæg som forleden tikkede ind som reaktion på et af mine rigtigt gamle indlæg, jeg synes ikke det fortjener at stå alene og gemme sig der, når nu det er skrevet og ment for ganske få dage siden. Og så kan jeg rigtigt godt lide den med skovsnegleindlæg. Et herligt udtryk.

Men naturligvis også et svar herfra.

Mit kendskab til Hjemmeværnet indskrænker sig ganske rigtigt til de tilfælde, hvor de står og dirigerer trafik ved større begivenheder, iført for store uniformer, en hvid træpind og et armbind. Ikke just skræmmende og ikke just noget argument for hvorfor Danmark skal have et Hjemmeværn. Men vor desværre anonyme ven oplyser, at eliten er godkendt af Jægerkorpset som dygtige soldater. Fint nok. Men det er da ikke noget argument for at de skal udsendes som soldater til Irak. Ordet siger ligesom det hele, Hjemmeværnet, altså at værne hjemmet, dvs. værne nabogården, jernbaneoverskæringen eller Superbrugsen, eller for den sags skyld Brøndby Stadion. Så har vi soldater, værnepligtige som professionelle, til at værne mere bredt, føre krig hvor regeringen nu mener, der skal føres krig for fred og fordragelighed. Til argumentet om at Danmark bruger eller brugte disse specialtrænede hjemmeværnsmænd (og kvinder?) til at beskytte vore diplomater må jeg blot minde om at et vist amerikansk beskyttelsesfirma, med samme opgaver, her for nylig fik vist slagkraftige beviser for deres effektivitet og professionalisme.

Jeg tror faktisk, sådan nogenlunde seriøst, at vi ville have gjort mere nytte i Basra og omegn, hvis vi have gjort, som jeg beskrev i mit oprindelige indlæg. Det er jo de færreste der blir dræbt af et godt grin og det er svært at tænde for vejsidebomben, medens man rystes af latterkramper.

Og ganske rigtigt gættet, jeg ligger ikke længere og frygter at Russerne kommer og befrier mig, det gjorde jeg engang, måske unødigt. Men hellerikke den gang kunne jeg se den store fidus i disse natlige hjemmeværnstræf med forsyninger fra nærmeste Brugs. Omvendt giver det anvendte foto, skamløst hugget fra Hjemmeværnets egen hjemmeside, indtryk af en vis John Wayne attitude, som måske kan virke afskrækkende. - I hvert fald overfor den lokale brugsuddeler!

I'll be back

http://rasmus-modsat.blogspot.com/2006/04/hjemmevrnet-til-irak-og-afganistan.html

Barcelona, Barcelona

Netop hjemvendt fra tre dage i Barcelona og stadig med fornemmelsen af sol og lethed i hovedet. Barcelona har for mig i årevis været ensbetydende med fodbold, Ronaldinio, Messi, E'to og Deco tilsat lidt Freddy Mercury og svulstig operadiva. Derudover var der intet i mit beredskab, der gjorde byen til noget særligt. Men det blev ændret, da vi ankom sent om aftenen og gik den første tur rundt i den gamle bydel. Mange mennesker på gaden, stemning og summen af aktivitet.

Dagen efter gik turen til Gaudis mystiske katedral og Gruel parken lidt oppe af bjergsiden. Aften med Tapas, rødvin og hovedet fyldt af indtryk. Lørdagen gik i bogstaveligste forstand med at gå byen tynd. Først til havnen, så var der pludselig et Middelhav med surfere, derefter tovbanen, en tovbane til, en mægtig fæstning og udsigt ind over byen. Alt sammen i fineste vejr, men klar luft og 15-20 grader i solen.

Søndagen gik med besøg i Gaudis fantastiske hus, hvor man nærmest følte sig hensat til et koralrev. For så at slutte med frokost i eftermiddagssolen i havnen. Igen i varmende solskin.

Og når man så oplever alt det i selskab med en dejlig kæreste, så sidder jeg tilbage med en rigtig god oplevelse fra 3 dage i Barcelona - uden Camp Nou.

Se vore fotos her: http://picasaweb.google.dk/HHalbum/BarcelonaDecember2007

I'll be back

Katten i sækken

Det forlyder nu at Politiet og PET putter deres fangede terrorister i sorte sække, eller at i hvert fald de putter deres hoved deri. Naturligvis ikke som torturmiddel, men for at beskytte politimændene, kollegerne og så for at kunne bevare beviserne. Det er vi mange, der er meget glade for at høre, altså det med at det ikke er ment som tortur, eller blot moderart fysisk pres, for det er vi jo modstandere her i Danmark. Jeg er fuld tilhænger af at vore venner fra Politiforbundet ikke udsættes for unødig risiko ved deres job, jeg er jo trods alt arbejdsmiljøkonsulent, så OK for det. Måske det ligefrem står i deres APV, at ved anholdelse af farlige danske terrorister skal man beskytte sig ved at iføre den mistænkte en sæk eller pose. Måske PET i virkeligheden tager størst muligt hensyn ikke blot til kollegerne, men også til den anholdte terrorist. Iført hætte, høreværn og håndjern så er risikoen for at den anholdte af bar terroristisk galskab påfører sig selv ubodelig skade vel også mindre, det er i hvert fald sværere at slå sig selv i hovedet med en mur, hvis man ikke kan se hvor muren er.

Så helt fint med de hætter og en hver sammenligning med de hætter og metoder der bruges i Irak eller Afganistan og da slet ikke Guantanamo er naturligvis udtryk for en dybtliggende antizionistisk, fundamentalistisk og antiamerikansk vrangforestilling.

I'll be back

Ps.

På sammen måde er en sammenligning med tørklædeforbuddet ved autonome demonstrationer også udtryk for dyb og ubegrundet mistro til det åbne og tolerante danske system.

Noget for noget ?

Vi kan vel alle huske figuren Gollum, om ikke andet så fra filmatiseringen af Tolkiens fantasier. Jeg har egentlig aldrig brudt mig særligt om de tykke bøger eller de næsten lige så lange film, bøgerne kedede mig og filmene virker ufrivilligt komisk på mig selvom slagcenerne er flotte. Tolkiens univers er ærkereaktionært, det handler om at bevare, ikke om at skabe noget nyt. Ringen er en trussel med ligevægten og mod fremtiden. Tolkien ville have kunnet tale godt og fortroligt med Dansk Folkeparti's kærnevælgere.

Men her forleden kom jeg til at tænke på at Gollum i virkeligheden er den mest interessante person.

Orkerne er ubegavede og onde, mest ubegavede og for at bortveje en hver tvivl er de tilmed grimme. Sauron er bare ond og vil noget så kedeligt som verdensherredømmet, gab. Hvad så når han har vundet? Sidde og mindes de gamle slag rundt om pejsen? Nej vel. Gandalf er så god at det halve kan være nok og i øvrigt en sløj trolmand. Og så er der jo Frodo og de andre hobitter. Lidt pudsige med deres store fødder, mens ellers ret så endimensionelle. Men Gollum, ham er der noget i. Han er dobbelttydig, han er splittet mellem begær og tjenstvillighed, mellem drømmen og virkeligheden. Han har som noget udlevet sin drøm, er blevet et med drømmen om Ringen i en sådan grad at han fysisk er reduceret til et vrag, en mellemting mellem et firben og et menneske. Gollum er personen, der har sat alt til side for at nå sit mål, han har tilladt sig at drømme og at gå enøjet efter drømmen. Men altså uden helt at slippe, uden helt at miste sin menneskelighed eller sin samvittighed. Han kunne være Oppenheimer, der drømte om at opfinde atombomben, men som aldrig slap tvivlen på om det han gjorde var rigtigt. Han kunne være en Lenin, der skabte Sovietstaten, men til sidst frygtede dens konsekvens. Gollum kunne være en moderne genforsker, der kan se sit værk ændre verden, men frygter til hvad. Uden Gollummer tror jeg ikke mennensket havde udviklet sig væk fra aberne. Som Gollum drømmer vi om Ringen og ændres som konsekvens heraf, men uden underkastelse for begæret så forbliver drømme sæblebobler og vil ikke forandre noget som helst. Men i Tolkiens univers, der fortæres man af for stort begær, der er begær farligt og Gollum må styrte i Helvede for at hobitterne kan bestå.

Og moralen: Flyv aldrig højere end vingerne bær'!

Bvadr. Uden at turde leve efter drømme finder vi aldrig ud af hvor højt vingerne bærer og dermed ingen forandring.

I'll be back

Nu blir politik sjovt igen

Birthe Rønn som integrationsminister, som embedsmand for en politik dikteret af Pia K og folkedybets mørkeste afkroge. Ja, værre endda. Som integrationsminister og kirkeminster med de to præstefætre på bagsmækken, tidehverv og fundamentalisme hånd i hånd. Lys mod mørke, Oplyst tolerance mod middelalderligt sortsyn. Humanisme mod intolerance. Ja, sjovt blir det at følge den kamp. Tør man gætte på en vinder?

Og så er der jo vor nye finansminister, Lars Løkke Rasmussen. Nu ikke længere betroet kommunerne og sundheden, men selveste rigets finanser. Hvordan mon det går, Lars Løkke har jo indgående erfaring emd at køre Frederiksborg Amt i sænk økonomisk. Nogen mener i en grad så det var en hovedårsag til Kommunalreformen...Mon han er bedre nu eller var amtsborgmesterposten bare et Trial run, før han slipper sig selv løs på hele samfundsøkonomien? Interessant!

I'll be back

og hvad så?

Det var så det valg. Resultat; Pia K styrket, Socialdemokraterne svækket. En ny periode med diskrete angreb på offentligt sygehusvæsen, mere mistro til offentligt ansatte, rum for mishandling af asylansøgere og så formodentlig lidt skattelettelser hist og her - det får jo os alle til at ville arbejde mere! Trist og ærgerligt, men næppe nogen katastrofal begivenhed og næppe et resultat, der vil ændre fundamentalt på andet end mit humør. For fanden da, man kunne ønske sig en anden befolkning, nogle bedre talenter til at støtte Helle T og nogle lidt mere krigeriske og dybdegravende journalister til at pille glansen af V. Mest af alt kunne man ønske sig, at mit eget parti Socialdemokraterne fik andet at byde på end Helle og Mette. Både nogle flere stærke og synlige personligheder, men mest nogle politikpunkter, der ikke alene er formuleret i forhol til regeringens. Skulle jeg byde ind, så kunne temaet være uligheden, ansvaret for dem der ikke har råd til nye fladskærme, dem der er tvunget til at bruge offentlige hospitaler og alle dem, der betaler prisen for det opskruede tempo på landets arbejdspladser.

Som jeg kender mit eget parti er det næppe tilfældigt, at vi fortsat går tilbage, på trods af Helles fremragende indsats. Svaret ligger nok i de lokale partiforeninger, hvor dem jeg kender har ophøjet sig til pensionistklubber og aktiviteten lagt over til den centrale partiorganisation. Hvor banalt det end lyder, så vindes næste valg ikke af Helle eller lignende mediestars, men af partiforeningerne - og det er vor virkelige svaghed.

På forunderlig vis lykkedes det os i Brøndbykredsen at få valgt vor kandidat Sophie Hæstorp, det havde hun fortjent og godt for hende og os, der kan bruge typer som Sophie i folketingsgruppen.

I'll be back

Olle

Sådan ser en virkelig engageret person ud. Olle arbejder for det store forsikringsselskab if, nærmere betegnet på et center for brnadbekæmpelse, eller rettere sagt forebyggelse. På cnetret, der ligger lidt uden for Oslo viser man firmaer, grupper og altså det danske Søfartens Arbejdsmiljøråd hvordan brande opstår, hvor farlige de er og hvor let de kan undgås. Men det er slet ikke historien her. Istedet gælder det stedets initiativtager, den nu pensionerede, men stadig uundværlige Olle. Sjældent har jeg været så heldig at opleve en person i den grad brænde igennem (dårlig vits). Han nærmest boblede over af glæde ved at få lov til at formidle sit budskab, hyggede sig ganske åbentlyst ved at fortælle og kunne have blevet ved i dagevis - uden at vi andre var blevet trætte af at høre på ham. Der var tale om ægte entusiasme og en enorm evne og vilje til at få sit budskab igennem. En fantastisk oplevelse i siog selv. Når den samme gælde og begesjtring helt åbentlyst lyste igenne fra centrets øvrige ansatte og ikke mindt gav sig udtryk i en smittende humor i gennemgangen af de forskellige brandmuligheder, ja så kom jeg og vist hele gruppen afsted fra besøget i fineste humør. Ikke dårligt klaret af en Nordmand.

Se mine brandvarme fotos her:

http://picasaweb.google.dk/HHalbum/OsloNovember2007

I'll be back

Velfærd

Forleden var der et indslag i en af TV aviserne, hvor de viste en før og nu sitiation med en ældre dame og hendes rengøring ved sidste valg og nu. Damen var en sød og rart udseende 85 årig, tilsyneladende boende i en pæn lejlighed, veludstyret og velholdt. Indslaget viste at hun ved sidste valgkamp havde problemer med sin rengøring. Der var 3 ugen mellem hvert besøg og skærmen viste ganske rigtigt nullermænd og støv på reolen. Siden havde hun fået rengøring hver 14. dag og nullermændene var væk. Godt for hende og hendes rengøringshjælp.

Men er det virkelig det velfærdssamfundet drejer sig om, virkelig det som politikerne skal konkurrere på at love mest muligt om?

For det første, hvad forhindrede damen i at tørre støv af selv, hvis den smule støv generede hende. Var hun for svag til at gribe en støvekost og lige gå efter under bordene eller tage toiletbørsten og lige skrubbbe efter hvert besøg? Det er muligt at hun vaar multihandicappet, men det fremstod ikke sådan. Men ligegyldigt hvad årsagen var til at hun ikke var tilfreds med sin rengøring, så er det vel næppe en kærneopgave for kommunen?

Og så det andet. Hvad er det for et samfund vi tilbyder når der helt åbenlyst drives rovdrift på hjemmehjælperne og rengøringshjælp. Det er grupppen med størst nedslidning og størst utilfredshed med jobbet. Måske en af hjælpemulighederne er at sætte en mere rimelig standard for hvad man kan kræve af sin kommune. Måske nogle lokalpolitikere og nogle højtlovende folketings ditto skulle have mod og mandshjerte (gerne i en kvindekrop) til at sige højt, at der altså må prioriteres. At det er vigtigere at få folk i bad end at få tørret støv af. At det er vigtige at hjælpe dem, der ikke har evnerne end at hjælpe dem, der tilsyneladende selv har overskud.

Jeg mener, hvad er politik og hvad er politikernes ansvar? At prioritere, at vælge mellem forskellige muligheder udfra et ansvar for helheden, ikke?

I'll be back

Blues for Helle

Jeg er godt nok på skideren i denne tid. Egentlig er der ikke meget, jeg hellere ville end at se en ny regering med Helle T i spidsen. Tror på hende, på hendes "staying power" og på hendes vilje til magt - ikke uvæsentlige elementer for en ny statsminister. Men hvad er der at slås med? Hvilke gode argumenter skal skyde Anders Fogh og Pia ned? Mine to ønskepunkter er desværre fredede og forsvares indædt af både Anders og Helle.

Danmark skriger på en anden beskatning så kommunerne og ikke mindst regionerne kan ånde lidt friere igen, så der kan blive penge til lidt renovering af skoler og lignende og ikke mindst til at hele uddannelsesområdet kan få et pift. Men nej, skattestoppet står fast. Idioti og kortsigtet, det ved alle, men politisk korrekt. Mit andet ønskepunkt er en anstændig flygtninge/indvandrer politik. Narrret igen, her er der også enighed om at lade de stakkels irakere rådne op i flygtningelejrene (hvis altså ikke de skynder sig at få børn og så bliver tilbudt et eller andet uden for lejrene)

Så hvad er der ellers?

Flere penge til friere forskning og fokus på uddannelserne? Jeg ser ikke de store uenigheder mellem partierne her og jeg må indrømme, at dette emne næppe er noget den bredere del af befolkningen skriger efter.

En massiv indsats overfor simpel danskundervisning i skolerne så 20% ikke forlader skolen som funktionelle analfabeter. Tja, for mig et centralt område, der for alvor kan gøre et indhug i uligheden, men hvor finder jeg et parti, der vil gøre dette til en mærkesag - og som vil finde pengene gennem en skatteomlægning?

Så er der jo altid velfærden. Vi vil meget mere velfærd - flere milliarder til velfærd, flere garantier og flere rettigheder til de grupper, der har formået at skaffe sig pressens opmærksomhed. Tja, bum bum, kinesermand! For mig ren paradepolitik i det konkrete, selvom jeg da godt kan se at Venstre på sigt er ude efter at privatisere velfærden og vi trods alt søger at fastholde det fælles ansvar. Men i detaljen, i det her og nu aktuelle, som kan begejstre og vinde valg, der er det sku da svært at se forskel.

Så jeg er på skideren, ville håbe og inderligt gerne tro, men overbevisningen er svær at hente op fra dybet. Måske jeg i sidste ende skal sætte min lid til, at folk er trætte af at se og høre på Fogh og især Pia. Måske håbet skal gå på, at Helle ser bedre ud end Anders Fogh og hans flok af jakkesæt. Margrethe overstråler sandelig også Bent B på alle punkter for slet ikke at snakke om Villy, der fremstår langt mere fornuftig og følgbar end Pia K.

Vi får se og

I'll be back