Noget for noget ?

Vi kan vel alle huske figuren Gollum, om ikke andet så fra filmatiseringen af Tolkiens fantasier. Jeg har egentlig aldrig brudt mig særligt om de tykke bøger eller de næsten lige så lange film, bøgerne kedede mig og filmene virker ufrivilligt komisk på mig selvom slagcenerne er flotte. Tolkiens univers er ærkereaktionært, det handler om at bevare, ikke om at skabe noget nyt. Ringen er en trussel med ligevægten og mod fremtiden. Tolkien ville have kunnet tale godt og fortroligt med Dansk Folkeparti's kærnevælgere.

Men her forleden kom jeg til at tænke på at Gollum i virkeligheden er den mest interessante person.

Orkerne er ubegavede og onde, mest ubegavede og for at bortveje en hver tvivl er de tilmed grimme. Sauron er bare ond og vil noget så kedeligt som verdensherredømmet, gab. Hvad så når han har vundet? Sidde og mindes de gamle slag rundt om pejsen? Nej vel. Gandalf er så god at det halve kan være nok og i øvrigt en sløj trolmand. Og så er der jo Frodo og de andre hobitter. Lidt pudsige med deres store fødder, mens ellers ret så endimensionelle. Men Gollum, ham er der noget i. Han er dobbelttydig, han er splittet mellem begær og tjenstvillighed, mellem drømmen og virkeligheden. Han har som noget udlevet sin drøm, er blevet et med drømmen om Ringen i en sådan grad at han fysisk er reduceret til et vrag, en mellemting mellem et firben og et menneske. Gollum er personen, der har sat alt til side for at nå sit mål, han har tilladt sig at drømme og at gå enøjet efter drømmen. Men altså uden helt at slippe, uden helt at miste sin menneskelighed eller sin samvittighed. Han kunne være Oppenheimer, der drømte om at opfinde atombomben, men som aldrig slap tvivlen på om det han gjorde var rigtigt. Han kunne være en Lenin, der skabte Sovietstaten, men til sidst frygtede dens konsekvens. Gollum kunne være en moderne genforsker, der kan se sit værk ændre verden, men frygter til hvad. Uden Gollummer tror jeg ikke mennensket havde udviklet sig væk fra aberne. Som Gollum drømmer vi om Ringen og ændres som konsekvens heraf, men uden underkastelse for begæret så forbliver drømme sæblebobler og vil ikke forandre noget som helst. Men i Tolkiens univers, der fortæres man af for stort begær, der er begær farligt og Gollum må styrte i Helvede for at hobitterne kan bestå.

Og moralen: Flyv aldrig højere end vingerne bær'!

Bvadr. Uden at turde leve efter drømme finder vi aldrig ud af hvor højt vingerne bærer og dermed ingen forandring.

I'll be back