Det var så det valg. Resultat; Pia K styrket, Socialdemokraterne svækket. En ny periode med diskrete angreb på offentligt sygehusvæsen, mere mistro til offentligt ansatte, rum for mishandling af asylansøgere og så formodentlig lidt skattelettelser hist og her - det får jo os alle til at ville arbejde mere! Trist og ærgerligt, men næppe nogen katastrofal begivenhed og næppe et resultat, der vil ændre fundamentalt på andet end mit humør. For fanden da, man kunne ønske sig en anden befolkning, nogle bedre talenter til at støtte Helle T og nogle lidt mere krigeriske og dybdegravende journalister til at pille glansen af V. Mest af alt kunne man ønske sig, at mit eget parti Socialdemokraterne fik andet at byde på end Helle og Mette. Både nogle flere stærke og synlige personligheder, men mest nogle politikpunkter, der ikke alene er formuleret i forhol til regeringens. Skulle jeg byde ind, så kunne temaet være uligheden, ansvaret for dem der ikke har råd til nye fladskærme, dem der er tvunget til at bruge offentlige hospitaler og alle dem, der betaler prisen for det opskruede tempo på landets arbejdspladser.
Som jeg kender mit eget parti er det næppe tilfældigt, at vi fortsat går tilbage, på trods af Helles fremragende indsats. Svaret ligger nok i de lokale partiforeninger, hvor dem jeg kender har ophøjet sig til pensionistklubber og aktiviteten lagt over til den centrale partiorganisation. Hvor banalt det end lyder, så vindes næste valg ikke af Helle eller lignende mediestars, men af partiforeningerne - og det er vor virkelige svaghed.
På forunderlig vis lykkedes det os i Brøndbykredsen at få valgt vor kandidat Sophie Hæstorp, det havde hun fortjent og godt for hende og os, der kan bruge typer som Sophie i folketingsgruppen.
I'll be back
Ingen kommentarer:
Send en kommentar