Læren af Irak

Jeg indrømmer det gerne, jeg var tilhænger af invasionen. Mindre smart set med nudagens briller, men måske overvejelserne er relevante at tage op igen.
I en verden, hvor alle vedkommer alle og har betydning for alle, er det så acceptabelt med lande, hvor vilkårerne er væsentligt dårligere end i flertallat. Har verdenssamfundet et ansvar for i sidste ende med voldsmidler at forsøge at gennemtvinge forandringer? Svaret er vel i dag stadig et ja, med ex Jugoslavien som bedste eksempel.
Men hvad er verdenssamfundet uden USA, i hvert fald når der skal bruges magtanvendelse. I den ideelle verden er det FN der skal beslutte at gribe ind. Det kneb gevaldigt at blive enige overfor Serbien og i Kosovo, men til sidst lykkedes det. I Irak lykkedes det ikke og USA greb ind helt på egen hånd (rettere sagt sammen med den berømte Coalition of the willing). Ellers er det kun lykkedes FN at gribe ind overfor småstater uden geopolitisk betydning.
Min vurdering dengang var at USA greb ind fordi den havde lyst til at gribe ind, i bedste fald udfra en idealistisk og urealistisk neokonservativ drøm om eksport af vestligt demokrati, i værste fald for at sikre olieforsyningerne (Eller er det omvendte værre?). Alt andet var windowsdressing og demagogi. Men de greb ind og der var ingen andre til at gøre det.
Altså, jeg var indstillet på at acceptere selv mildest talt suspekte motiver, bare der blev gjort en ende på de umulige forhold i Irak. Værre ku' det vel ikke blive, troede jeg.
Værre blev det. Invasionen lykkedes, siden er det gået helt galt og i dag tror jeg nok vi skulle have ladet dem være i fred.
Med hvad med næste gang, hvad hvis man fik amerikanernes øjne op overfor diktaturet i Saudiarabien, kvindernes forhold i Pakistan eller for den sags skyld de totalt kaotiske forhold rundt omkring i Afrika.
Betyder erfaringerne fra Irak, at vi skal udelukke muligheden for et militært indgreb? Betyder Irak at FN udelukkes fra militære, fredsskabende aktioner medmindre altså at det pågældende land direkte truer eller angriber sine naboer.
Betyder Irak også, at alt skal gennemføres af et enigt FN og at enegang, som USA i Irak, ikke mere vil forekomme? Tja lettere er det ikke blevet. På en eller anden måde havde det været bedre, hvis de alligevel havde fundet WMD'er i Irak eller klare forbindelser til Bin Laden.

I'll be back

Viljen til aktiv solidaritet er der stadig!

Efter en dag som medhjælpende indsamlingsleder her i Ishøj ved Dansk Flygtningehjælps store landsindsamling så må jeg atter i år konstatere, at vi danskere (inklusive ret så mange med indvandrerbaggrund) ikke er helt uhelbredeligt fortabte.
Det er umanerligt opløftende at møde en række medmennesker, unge som gamle, der vil bruge deres søndag på at kime dørklokker. Fra den gamle borgmester til helt unge og nervøse skolepiger. Alle slags var med. Og resultaterne var gode og indsamlernes melding var at de var blevet godt modtaget og at folk havde betalt. Bevares ca. 1100 pr. indsamler er ikke store sager. Men så alligevel et fantastsik resultat når man oplever Dansk Folkepartis evindelige afvisning af kontakt med omverdenen og Venstres noget lorne støtte (læs nedskæringer af) til Danmarks bistand til mindre bemidlede befolkninger i uheldige dele af verden.
Hvad Pia Kærsgaard og co. end mener og hvad statsministeren og hans slæng end gør, så er der stadig i den ganske almindelige befolkning en fornuftig holdning og en stor forståelse for vort ansvar overfor "de andre".
Så endnu en opløftende dag og forresten også hyggeligt at deltage.

I'll be back

Cultural Learning of America for Make Benefit Glorious Nation of Kazakhstan

Nu er det ikke fordi denne spalte skal udvikler sig til bare anmeldelser, men efter halvanden time i selskab med Borat er det svært ikke at kommentere.
Jeg grinte som en stukket gris, krøllede tær så skoene sprak og var dybt forarget. Alt samme på samme tid, det må da være adelsmærket for en god film?
Men jeg er alligevel i tvivl om hvad det var jeg så. Kan en amerikaner virkelig, for åbent kamera hylde mordet på utallige muslimer eller kan en tribune fuld af rodeeofans klappe af og huje for udraderingen af Iraq?
Tja, i Borat gør de det, tilsyneladende uden den store overvejelse eller betænkelighed. Folkesjælen blottet, eller?
Det er her mit spørgsmål ved filmen nager. I den berygtede sag om Dansk Folkepartis Ungdom og deres tegninger af kameler og personer med langt skæg, dér afsløres den sorte reaktion i visse dele af befolkningen, men hvad siger det om Danmark som samfund? Kan udtalelser, handlinger og meninger, der videbringes til offentligheden uden at personerne bag udtalelserne vidste dette på forhånd eller overhovedet kendte til formålet med eventuele optagelser, kan sådanne "beviser" sige noget om samfundet, bliver vi klogere af at se dem?
I en scene i Borat er vor Kazakstanske reporter ved at lære, hvordan man opfører sig pænt ved et middagsbord. Han bliver behørigt instrueret af en professionel og skal så vise sine evner overfor nogle venlige mennesker. Disse holder høftligt masken og hjælper Borat på trods af at han overtræder alle normer for forståelig opførsel. Vildt sjovt og pinligt at se hvorledes deres tålmodighed strækkes til det yderste langt udover rimeligt for til sidst at briste, da en importeret "luder" slutter sig til selskabet. Men hvem er det der gøres grin med her, den borgerlige middelkalsses forsøg på (misforstået) venlighed overfor en fremmed? Eller bare sjov for provokationens skyld?
Måske er det min rodfæstede afstand til Michael Moore og hans måde at lave film/politik på, der spiller ind i efterbearbejdningen af Korat, måske fordi jeg ikke synes filmen spiller med åbne kort. Men, tag ikke fejl. Borat er en facinerende film og afdækker glimt af et samfund, USandA, og ikke alle dele af dette glimt er lige rare. Jeg havde det sjovt i filmens 90 minutter, men jeg kan egentlig ikke lide måden og håber ikke, jeg blev klogere på USandA

I'll be back

At cykle er sjovt

En lidt mærkelig overskrift i dag, hvor sneen pisker ned og stormen er ved at vælte flagstangen lige overfor og hjemturen truer. Men alligevel for mig en vigtig konklusion. Når jeg cykler blir verden mere enkel, de personlige problemer fortoner sig bag kravet om at træde i pedalerne. Det er lettere at glemme alle de ting, som kan holde mig vågen om natten, eller i hvert fald lettere at skubbe dem i baggrunden. Og måske vigtigere endnu; når jeg får brugt kroppen og lidt muskler på cyklen så er jeg i klart bedre humør. Jeg får lavet mere her på arbejde, taler pænere til kollegerne og er da osse i bedre humør derhjemme, osse selvom det kun er katten, der har glæde af det.
Så nu har jeg bestilt overtræk til skoene, hue til ørerene og nye handsker, så kan det blive så koldt det vil. Planen er at blive ved med at cykle også her i de mørke måneder.

I'll be back

Når vattæppet blir normen

Ikke fordi jeg snakker udfra personlige oplevelser, men sådan bare i al almindelighed.
Når man, dvs. mange ellers dygtige og meningsfyldte mennesker sætter sig ned sammen og og ganske uformelt beslutter sig for at visse problemer, dem kan man altså bare ikke løse; i hvert fald ikke i dag, måske i morgen, men vi er alle da enige om at på sigt, så skal det nok gå. Når denne tankegang blir normen, når den ikke længere får de små hår til at rejse sig på armene og den synkende fornemmelse i maven er væk, så er det vist ved at være på tide at knibe sig selv i armen og vælge side; vattæppe eller hysteriske anfald?
Det lader til at større organisationer helt af sig selv udvikler sådanne vattæpper. Der opstår hellige kør, problemstillinger som der af en eller anden grund ikke kan sættes spørgsmålstegn ved. Problemer, som alle ved er der, men ingen ligesom orker at gøre en indsats overfor.
Organisationsfilosofferne har sikkert et fint ord for den tilstand, kan forklare dem teoretisk, empirisk og finde utallige historiske eksempler. Men hellerikke de kender det gyldne snit, der åbner for sækken og genskaber dynamikken og handlekraften/begejstringen.
Desværre har jeg hellerikke koden, men omvendt er jeg åbenbart stadig naiv nok, godtroende nok, selvovervurderende nok til at råbe op, når jeg ryger i klinch med vattæppet. Men jeg må stille mig selv det spørgsmål, som en sikkert kinesisk vismand engang formulerede:
Har jeg viljen til at ændre de ting, der kan ændres og evnen til at affinde mig med dem, der ikke kan - og visdommen til at se forskel. That's the question!

I'll be back

Bruce og Babel

Fredag var jeg i biografen og så den helt nye Babel. En film af en mexikansk instruktør, der er avanceret op i Hollywoods superliga. Babel fortæller tre historier om verden i dag. Historierne hænger sammen og betinger hiinanden, men foregår spredt ud i verden og især i verdens meget forskellige kulturer. Som jeg oplevede filmen var den en gribende og kontant understregning af at vi alle hænger sammen, på tværs af kulturer, sprog og levevilkår. Sjældent har jeg set sammenhængen så smukt og så gribende understreget som antydet i den spinkle årsagssammenhæng mellem en stakkels frustreret teenage pige i Tokyo, en marrokansk hyrdedreng, en priviligeret amerikansk kernefamilie og så deres mexikanske hushjælp. Sommerfuglen har ikke blafret forgæves.
Filmen burde være tvangsstof til DF's fremmedforskrækkede vælgere; vi kan bygge diger, lave beskyttelseslove, men verden er der ude, den trænger sig på fordi vi er en del af den, om vi vil det eller ej.
Som sådan en vigtig og opløftende film, men så påtrængende at jeg det meste af tiden havde mest lyst til at gå igen, ikke fordi den ikke var god og medrivende, tværtimod, men fordi den var så konsekvent og blottet for føleri og moraliseren. Men hård kost, det er Babel.

Så til lørdag, hvor jeg delte verdensrummet med ca. 22.000 andre vilde Springsteen fans i Parken. Denne lille mand, med det frygtindgydene underbid og den store smittende glæde ved at spille, hvor er han dog utrolig. Jo mere publikum jublede og spillede med, jo bredere grinede han tilbage. Og hvilken fest, han lagde op til.
Bandet var det meget alternativt sammensatte fra "The Seeger Sessions" med Cajun harmonika og pennywhistle, irske violiner tilsat Bluegrass og stortromme, blæsere - gudhjælpemig med en enorm tuba, Honkytonk klaver, reggae og cubanske overtoner, gospel og så Bruce's helt egenartede musik. Man sku tro, de var bedst egnede til mere intime steder, med savsmuld og øl på gulvet, men nej. Selv med rædselsfuld akustik spillede de hele Parken op til fællesdans.

Undervejs gik det pludselig op for mig, at Springsteen i virkeligheden spillede soundtracket til fredagens Babel. Her hørte vi rødderne til hele den sammensatte amerikanske kultur, her fremstod indvandringen fra alle dele af verden pludselig helt konkret. Ikke i modsætning til hinanden, men supplerende, berigende og ikke mindst spændende og udfordrende.
Jeg har har en udtalt svaghed for violiner i jassmusik, blues og rock. Når denne svaghed så suppleres med en forrygende harmonika sjuppende af billig Moonshine og et honkytonk opretstående for fuldt udtræk, så er jeg solgt. Når musikken så tillader sig at blande stilarter efter forgodtbefindende og afleveres med en energi og glæde, som ingen andre end The Boss kan bidrage med, så ser verden ikke så grum ud et par timer.
Numrene fra The Seeger Sessions kendte jeg i forvejen, fantastiske og ikke til at sidde stille til. Men når manden så tillader sig til totalt at gendigte en af sine egne klassikere som Atlantic City, nu nærmest uden melodi, men så meget mere som desperat kampråb, så vokser min beundring af ham til uanede højder. Tænk at kunne fornye sig så meget uden at tabe tråden, imponerende. Bare touren kommer som liveindspilning, det har musikken og budskabet fortjent.

He'll be back!

Fogh og Bush

Lige nu er jeg ved at være igennem Bob Woodwards sidste om Bush og Irak, eller rettere om beslutningsprocesserne i administrationen. Bogen er rystende læsning - som de tidligere - og god til at forstå, hvorfor det gik (går) så galt.
Men noget helt andet slår mig. I bogen hører man ned i mindste detalje om hvem, der mente hvad blandt de centrale aktører. Cheney, Rumsfeldt, Rice, Powell, Tenet og en nærmest uendelig række af centrale generaler, rådgivere, ambassadører og hvad ved jeg. Vi hører hvad de sagde på de afgørende møder, hvad de viste om Husseins WMD'er (dem der ikke var der alligevel) og om deres grænseløse mangel på konkret viden om det irakiske samfund.
Tilsyneladende kommer alt frem og alle udtaler sig åbent til journalisten, inklusive Bush. Selvfølgelig udtaler de sig alle med bagklogskab og med formålet at påvirke historieskrivningen. Og selvfølgelig er ikke alt, som det refereres i bogen, men alligevel et facinerende og meget direkte indblik i hvordan det amerikanske system fungerer. Og dermed et redskab til at påvirke den aktuelle situation.
Tænk engang, hvis vi havde en lignende åbenhed i Danmark. Tænk hvis vi på lignende måde, fik afdækket de centrale beslutningsprocesser i regeringens indekreds. Tænk, hvis det kom frem udfra hvilken viden Fogn traf beslutning om dansk deltagelse i Irakkrigen, om Muhammedkrisen eller hvordan forholdet er mellem ham og Pia K. Og ikke om 20 år, som resultat af memoirer eller historikeres forskning, men lige nu medens det har betydning.
Man kan sige meget om demokratiet i USA, men den åbenhed der er omkring centrale processer gør mig noget mere tryg end jeg er ved det totalt lukkede danske system.
Måske er der en eller anden vaks journalist, der kunne lade sig inspirere, blot en diskret ønsketanke.

I'll be back

Søndag, sol og efterår

Tænk dig engang, det er mid oktober, strålende solskin. Alle farver gyldne og afstemte. Jeg er lige kommet tilbage efter en 65km cykeltur rundt om Tune, Roskilde og Hove. Hvordan bærer man sig så ad med at bevare sit naturlige sortsyn.
Lige nu kan DF's muslimofobi og behov for at bringe sig selv i centrum ikke ophidse. Selv israelernes seneste overfald i Gaza forbliver blot en mindre efterårssky.
Jamen hvad så med situationen i Irak, den Nordkoreanske atombombe eller Socialdemokraternes manglende mod til at pege længere frem end til mere velfærd. Det burde da være nok til at fremme det naturlige mismod?
Nej, med et sådant vejr på en søndag i oktober, så holder jeg humøret højt og vægten lav (nu 88,7kg.)

I'll be back

9/12

Mandag var 9/11 og femårsdagen blev behørigt fejret i USA og mindet verden over. Sjovt nok var der ikke mange reportager fra Afganistan og da slet ikke fra Irak, der om nogen har måttet betale prisen for historiens mest vellykkede terroistangreb.
Men i dag er det så 9/12 og verdenshistorien skal gå videre. I Irak som i USA og i Danmark. Over there deler befolkningen sig tilsyneladende i tre lejre, dem der mener at Bush/Big Business og/eller jøderne stod bag, dem der siger at supermagtens sikkerhed fortsat er truet og forsvares bedst i Irak og så dem, der bare vil se at komme videre, få tropperne hjem fra Irak og undgå for store indgreb i den personlige frihed.
Til gengæld har vi her i hjertet af velstanden, tolerancen og den gensidige forståelse fået vore helt egne "homegrown" terrorister, heldigvis ikke så proffe som Bin Laden eller dødssøgende som diverse brigader i øvrige dele af verden, men farlige nok alligevel.
Som modtræk kræver Dansk Folkeparti mere TV overvågning i Voldsmose, man må formode at meningen er at fange terrorister, medens de står på gadehjørnet og blander kemikalierne! Farligere er nok tendensen til at sige dem om muslimer og muslimernes tendens til at trække sig tilbage til parrallelsamfund.
I min sikkert naive og verdensfjerne sæbeboble tror jeg at det eneste svar på vores hjemmedyrkede terrorister er ikke at gå i panik, gøre endnu mere for at integrationen skal lykkes og i øvrigt prøve at snakke fornuft med så mange som muligt.
Så det er hvad jeg vil gøre her fra den 12. september.

I'll be back

Mordere på TV

Forleden viste TV et program om israelske piloter og deres oplevelse af rollen som statsautoriserede mordere for regeringen. Mordere er naturligvis min betegnelse, ingen regering har officielt ansat mordere og det er vel de færreste, der præsenterer sig selv som morder. Ikke desto mindre fløj de rundt og myrdede/henrettede/eksekverede diverse personer, som blev udpeget for dem som Hamas medlemmer, terrorister eller lignende - og nogen gange ramte de ikke kun målet, men diverse formodentlig uskyldige "bystanders".
Et par ting fra programmet hænger særligt fast.
Den ene af piloterne, der fløj Cobra helikoptre som er særligt velegnede til at skyde efter enkeltpersoner, biler og enkeltvinduer, fortalte temmelig gribende om sine overvejelser, om hvordan han nogen gange undlod at skyde af frygt for at ramme andre og om sine tanker overfor de uskyldige ofre, der uundgåeligt røg med. Bestemt et sympatisk og varmt menneske. Og så var han ovenikøbet børnelæge bl.a. med palestinænsiske patienter. Den ene dag mer eller mindre kolblodig myrdnende redskab for regeringens politik, den næste dag varm og engageret børnelæge. Gad vide hvordan han selv får det til at hænge sammen oppe i hovedet?
Den anden ting der stadig rumsterer fra TV udsendelsen var at ham børnelægen/bødlen eller bødlen/børnelægen på trods af sine helt entydige dybe moralske problemer med sin rolle som morder alligevel valgte at blive ved. Overfor ham stod en række andre kamppiloter, der havde valgt at sige fra. De havde skrevet under på en henvendelse til regeringen om at de til en hver tid stod til rådighed for forsvaret af Israel, men at de nægtede at bombe tilfældige mål i de besatte områder. Disse piloter, var det en 50-60 stykker, var omgående blevet smidt ud af IDF og dermed nægtet den rolle som forsvarere af deres hjemland som man må formode de i høj grad havde viet deres hidtidige liv til. Men for dem havde rollen som statsansat morder været for meget. Deres moral kunne ikke forenen rollen som morder med rollen som selvstændigt tænkende menneske. Og, må man formode, de mente ikke at konflikten med palestinænserne kunne løses med bomber og missiler.
Hvor var det godt at se, at selv i de mørkeste kroge findes der omtanke, empati og moral.

I'll be back

Hvad er det, der er galt med israelerne?

Er der et folk, som jeg ikke forstår, så er det israelerne. Jeg nægter at tro, at de er hverken dummere, mere selvoptagne eller mere indskrænkede end andre mennesker, men jeg forstår dem altså ikke.
Nu her i nyhederne var der en ellers sympatisk udseende dame, der med stor følelse sammenlignede beboerne i sin by med ofrene under de allieredes bombardementer under anden verdenskrig. Befolkningen i byen havde mere eller mindre levet under konstant bombardement med Hisbollah raketter siden krigen startede, dvs. en 3 ugers tid. Ingen tvivl om at det må være rædselsfuldt. Men borgmesterdamen, eller hvad hun nu var, skulle da lige tænke på forholdet mellem de bombardementer hendes by er udsat for og så situationen i Beirut eller de landsbyer som Israel systematisk udsletter med stort tab af civilt liv. Måske ofrene i det sydlige Beirut kan sammenligne sig med ofrene i Hamburg, Dresden, Wien eller Berlin i 1944 og 1945, billederne derfra ligner i hvert fald, men ikke beboerne i den israelske grænseby. Men det var altså ikke sådan hun så det, det var hendes folk der var ofrene.
Det virker som om den gennemsnitlige israeler fuldstændigt savner evnen eller viljen til at sætte sig ind i eller blot forholde sig til de ødelæggelser som deres egen hær nedkalder over en forsvarsløs civilbefolkning. Tilsyneladende nægter denne ellers veluddannede befolkning, med en høj kulturel baggrund og megen snak om etik og ansvar, at anerkende at de selv er en del af problemet og at andre lande og befolkninger, med fuld ret kan have synspunkter, der ikke umiddelbart svarer til israelernes.
Hvad måske er værre er at denne manglende empati er med til at øge modsætningerne, med til at skærpe uforsoneligheden og hadet. For hver boligblok, bro, tankstation eller lastbil som Israel smadrer i Libanon øger de jo blot opbakningen om Hisbollah. For hvert barn, der dræbes øges hadet og håbeløsheden og med håbeløshed følger viljen til fortsat krig. Og indtil videre er de jo ikke kommet et skridt nærmere en fredelig løsning - og de to gidsler er fuldstændigt glemt. For slet ikke at snakke om det oprindelige gidsel som palæstinenserne tog før hele helvedet brød løs.
Måske hende damen sku tænke på, at på trods af de uhyggelige bombardementer af Tyskland og de massive tab af menneskeliv i krigens sidste år, så gjorde befolkningen ikke oprør mod Hitler eller brød sammen. De fortsatte kampen til det sidste!

I'll be back

En ex KAP'ers bekendelser

For et par år siden var det "in" at gå til bekendelse og nedgøre sin fortid på den yderste venstrefløj, rækken af gamle partikammerater, der i aviser og bøger bekendte sine "fejltagelser" var lang og højrefløjen godtede sig. Jeg syntes det var lidt pinligt og udtryk for at de bekendende nok stadig overdrev deres betydning.
Følgende indlæg fik jeg i januar 2003 optaget i Politiken:

"Det er på mode at bede om offentlig syndsbekendelse gennem pressen. For tiden er det den gamle garde fra KAP, for de ikke indviede Kommunistisk Arbejder Parti. I interviews og indlæg lyder det næsten enstemmigt fra gamle kampfæller.

”Jeg indrømmer, kender mig skyldig, skammer mig. Som ung tilbad jeg Mao, Marxismen-leninismen, kulturrevolutionen, Albanien. Gik ind for væbnet revolution i Danmark, ville sikkert også skyde fjender af revolutionen, i hvert fald for at gøre alt for at sikre proletariatets diktatur. Hver aften falder jeg nu på knæ og undskylder overfor masserne i Kina og bønderne i Kambodia. Hver aften takker jeg det gode demokratiske Danmark for at have retledt mig og for at være blevet en svoren tilhænger af markedsøkonomi, demokrati og menneskerettigheder. Og var det ikke lige fordi ham Bush er sådan en kedelig karl, ville jeg nok også takke USA for at have vundet den kolde krig.”

Ja, også jeg var en af disse BoML’ere, MLE’er og sidst KAP’er og ja, vi var lidt mærkelige og ja, jeg blev klogere, ældre, hvad ved jeg - jeg holdt i hvert fald op og blev god samfundsstøtte.
Men beklager, jeg føler altså ikke noget særligt medansvar for tragedierne i Kina eller myrderierne i Kambodia, jeg angrer ikke mine daværende meninger om demokratiet i Danmark, socialfascisterne eller revisionisterne i DKP. Jeg ærgrer mig måske en gang i mellem over min ungdoms naivitet og undrer mig over at jeg kunne mene så meget og vide så lidt, men det er altså ikke det væsentligste.

For mig startede det hele i slutningen af 60’erne. Der var grøde i samfundet, ungdomsoprør og de gamle værdier skulle fejes af bordet. Efter min soldatertid røg jeg, ret tilfældigt, sammen med slumstormerne. Det var noget med aktiv kamp, med at mobilisere et kvarters beboere og en masse andre fine ord. Det var noget med Black Panters, gadeteater og lidt kinesisk kulturrevolution. Og så kunne vi slet ikke lide DKP, de støttede sovietimperialismen som vi anså for værre end USA’s imperialisme.
Mest var det dog et fællesskab, varme og et mål med livet.

Så kom politikken snigende. Vi besatte den gamle Nationalbank og gjorde gaderne usikre. Men fik altså en ideologi, ja sågar en revolutionær boligpolitik. Og læste så Mao, lidt Stalin, noget Lenin og slet ikke Marx, det var sku’ for svært. Men Mao, han var letlæst og især kortfattet. Tjen Folket ! Tænk en gang, så simpel en parole og dog så smuk. Hvad kan være mere godt, nødvendigt og givende end at tjene folket. Findes det er mere ædelt mål ? Hvordan skulle man dog som ung kunne være kritisk overfor et sådant mål ? Jeg kunne i hvert fald ikke og forsøger stadig at holde det mål foran mig som rettesnor.

Var vi religiøse, ja da og vi led af et udpræget tunnelsyn. Vi troede på masselinien og på folkets kraft. Vi satte os ikke tilbage og spekulerede, analyserede eller vendte hver en sten, i hvert fald ikke hele tiden. Vi handlede og nok så vigtigt, vi handlede ikke udfra egne snævre her og nu interesser, men udfra hvad vi troede gavnede sagen, dvs. revolutionen. Vi gungrede i 70’ernes Danmark, skabte bølger omkring os og en spirende tro på et alternativ til den socialdemokratiske vej.
Som så mange andre religiøse strømninger levede vi i en boble, der gjorde det let at afvise virkeligheden udenfor. Selv var jeg den obligatoriske tur i Albanien. En næsten surrealistisk oplevelse når jeg nu husker tilbage på hvad vi så, men sådan oplevede vi det slet ikke dengang. Vi så det vi håbede at se.
Som i så mange andre sekter havde vi travlt med at missionere og udviklede nye omgangsformer. Den jeg bedst kunne lide, det var den med de store knus – især når det var nogle af pigerne, der skulle knuses. Værre var det når vi skulle kadrevurdere hvem der egnede sig som proletariske kærestepar.

Sjovest var det på sommerlejrene med dæknavne. Den var god lige til vore børn begyndte at kunne tale. Vi var jo så fornuftige at børnene ikke sagde Far og Mor til os, nej ungerne brugte vore rigtige navne. Så nyttede det jo ikke noget at jeg som lejerleder hed Ivan, når min søn nu kaldte mig Henrik!

Faktisk kom flere og flere ting fra virkeligheden til at give problemer for sæbeboblen. Jeg var bryggeriarbejder, men spejdede forgæves efter de stolte og ægte proletarer, dem der lignede en krydsning mellem en arbejder fra en Eisenstein film og en kinesisk bonde. Værre var det, at jeg i mit daglige arbejde i tapperiet stille og roligt lærte at lave resultater i samarbejde med formænd og forvaltere, inspektører ja selv tapperichefer, altså selve kapitalens lejesvende. Sandelig om det ikke også var det, som kollegerne forventede af mig.
Det var også hårdt med skiftehold, to børn, fagligt arbejde, partiarbejde, en kone der naturligvis var ligeså aktiv som jeg.

Sæbeboblen brast ikke med et puf, nej den skrumpede og mistede sin glans. Mere og mere af virkeligheden slap ind og satte spørgsmålstegn rundt om i min bevidsthed. Til sidst var der kun vanen og kammeratskabet tilbage og så en dag var det også væk.
Skal jeg formulere bruddet, så var det da jeg begyndte at erkende at det jeg sloges for, det havde vi jo allerede vundet i Danmark. Vi har jo demokrati i Danmark, vi har ret til at tænke og tale nogenlunde som vi vil.

Sådan er min historie fra den yderste venstrefløj, ca. 10 år tog den. I dag er jeg socialdemokrat, ansat i fagbevægelsen og tror på at fremskridt og udvikling skabes gennem kampen mellem modsætninger, i kampen mellem dem der har magt, og dem der har noget i klemme. Og vigtigst at kampen skal foregå åbent og med respekt for hinandens interesser.

Hvad gav tiden i KAP mig? Jo, jeg lærte at stole på egne kræfter, lærte en masse praktisk om at få ting til at ske, lærte at analysere modsætninger og finde frem til brugbare løsninger. Lærte at skrive og tale, organisere møder, arrangementer, ændringer. Og med tjen folket parolen i rygsækken lærte jeg at virkelig forandring kun og først sker når folk selv ønsker forandring.

Kunne jeg eller flertallet af KAP’erne være endt på en barrikade på Nørrebrogade, svingende en fane og en Kalasnikov, ja måske nok, hvis altså lige russerne havde invaderet Danmark.
Kunne vi for alvor have fundet på at gribe til våben, smide med bomber, likvidere forrædere og klassefjender. Kunne vi have stræbt efter at opbygge et totalitært system i Danmark, terroriseret store befolkningsgrupper og udråbt proletariatets diktatur. Nej vel.
Når jeg er så sikker skyldes det ikke blot mine egne oplevelser og opfattelser af mig selv og mine daværende kammerater. Det skyldes en simpel historisk kendsgerning, som en række selvretfærdige kritikere ganske vælger at overse.
De socialistiske diktaturer i Albanien, Kambodia, Vietnam, Kina og Sovietunionen opstod i befolkninger med mangeårige traditioner for despoter og undertrykkelse. Det var små magtgruppers diktatur over en uoplyste befolkning. I Danmark har vi ikke tradition for despoter, det er mange år siden enevældet blev oplyst, arbejderklassen er stor og har det nogenlunde, klassemodsætningerne er godt gemt af vejen. Og måske væsentligst, vi er næsten alle så helvedes godt uddannet og har derfor overskud til at være kritiske, individualistiske og i sidste ende grine af ekstreme, fundamentalistiske synspunkter.
KAP kunne ikke være endt som SUKP(B) og vor formand Benito aldrig endt som Mao, bare læs hans sidste roman.

Så ja, det ærgrer mig grusomt at se alle de bekendelser og bodsøvelser som dele af den gamle venstrefløj nu ganske opportunistisk udøver. Vi burde alle være stolte over at vi gik ud og sloges for en smuk drøm. Drømmen viste sig at være netop en drøm og i mit tilfælde en drøm, der allerede var virkeliggjort. Men jeg mindes en bestemt mørk amerikaner, der blev ganske populær netop på at have en drøm."

Begivenhederne siden har ikke fået mig til at skifte mening!

I'll be back

Sæde 25C

Endelig var det afsted til Madeira, ingen problemer i Kastrup og flyet gik til tiden.
Jeg var beredt på charterferiens lyksaligheder, beredt på at sidde i 5 timer med knæene oppe ved ørerne, beredt på lousy mad, skrigende unger og på stewardesser, der hele tiden ville forstyrre med ting vi alle burde købe undervejs.
Men jeg var ikke beredt på sæde 25C.
Til jer som ikke fornylig har rejst med Sterling Boeing 737, 7oo, så er sæde 25C det bagerste ud mod gangen.
På sæde 25C sidder man lige ved de to toiletter og pantriet. Det indebærer at man konstant skubbes til af passagerene, der skal kante sig forbi. Passagererne, der står i kø for at komme til på toilettet, læner sig ind over ens plads for at give plads eller mere normalt stiller deres -ind i mellem letterede forvoksede- bagdele ind i hovedet på den stakkels passager på 25C. Som om det ikke var nok skulle stewardesserne naturligvis osse forbi med deres vogne, affaldsposer og hvad ved jeg.
Alt det ku jeg nok have levet med, det var ubehageligt, irriterende og urimeligt, men trods alt kun i knap 5 timer.
Problemet kom med trækken.
Der var simpelthen et gevaldigt træk, fra toiletterne tror jeg, lige hen over mine ben. Airconditioningen var i forvejen sat til at nedkøle en polarnat, men trækken gjorde det næsten uudholdeligt. Tæpper var der ingen af og påklædningen naturligvis tilpasset sommertemparaturen.
Resultat. Da vi langt om længe forlod flyveren til fordel for Madeiras varme stod jeg og rystede af feber, med snotten hængende ud af næsen, totalt døv på det ene øre og et humør sortere end sort.
De næste to dage tilbragte jeg stønnende på værelset på hotellet og resten af ugen var præget af snot og hosten i lange baner - ikke lige den ferie jeg havde drømt om.
Så hold jer væk fra sæde 25C. hvis I skal flyve med Sterling til Maderia.

Efterskrift:
Hjemturen på sæde 9D var tålelig, kold og sammenklemt, men dog uden træk og knap så forstyrret af passagen gennem gangen.

I'll be back

Nu vil jeg snart ha lidt medgang

Altså, efter oplevelserne med den forkerte ferieuge sku der ske noget - og helst noget ud over det sædvanlige.
Og det gjorde der så, måske...
Jeg købte billet til London, fik hotelværelse og afsted uden problemer. Formålet med turen var at opleve en gammel drøm om at se de berømte Airshow på RAE Farnborough. Formodentlig verdens største flyshow, så den var god nok.
Afsted og velankommet til Victoria ville jeg gå til hotellet, der ikke kunne ligge langt væk. Men noget var galt med Victoria så jeg drejede til venstre og vandrede derudaf. (jeg havde naturligvis ikke kort, hvem behøver det?) Efter nogen vandring måtte jeg erkende min manglende geografiske hukommelse og vende tilbage til Victoria og tage toget derfra. Naturligvis med en billet, som jeg ku bruge på eftermiddagens udflugt til Hendon. Jeg sku en station til hotellet, men sandelig om maskinen ikke åd min billet til 4 £. Jeg havde selvfølgelig valgt den forkerte, altså...
Nå hen til hotellet og videre tilbage og afsted til Hendon, som er det gamle RAF museum. Fint nok besøg, men der altså et eller andet med gamle fly på museum, de mister sjælen, blir støvede og trætte og lettere uvirkelige at se på.
Og så var det varmt, 100 grader mindst. London snakkede om varmerekort for årtier, op imod 40 grader. Så turen frem og tilbage var varm og tiden i Subwayen mildest talt svedig og uden luft.
Aftenen var om muligt endnu varmere, men det var sjovt at gå rundt i centrum og se alle de flotte mennesker og de dyre biler. London en sommeraften er altså en stor oplevelse. Alle tænkelige hudfarver samlet i tilsyneladende harmoni og sikke en stemning. Fin aften, men benene begyndte at værke!
Natten blev speciel. På værelse var der kogende. Tændte jeg for A/C'en blev der træk og frysende på 5 minutter, så natten gik med at stå op og tænde og slukke for uhyret.
Tidligt op igen næste morgen og med bus til Farnborough, 2 timer i en London 2 dækker bus, av min ryg.
Nå frem kom jeg og eventyret sku begynde. Fly var der nok af. Størst den nye Airbus 380, og den er stor, andet er der vist ikke at sige. Andre fly var larmende og enkelte var meget langt væk, specielt den amerikanske B1B, som jeg havde glædet mig særligt til at se.
Med det gode vejr holdt ikke. Først begyndte tordenen omkring os, flotte lyn fremhævede de sorte skyer. Siden kom regnen piskende og læ er der ikke meget af langs en startbane og der var langt til nærmeste hangar. Så vi blev våde; 100. tusindvis af os blev våde, nogen med britisk anstand andre bare kolde og våde. Og det er altså svært at holde begejstringen stående drivvåd under et meget åbent telt, hvor vinden piskede ind.
Nå men regnen holde da op igen og jeg fik set lidt flyvere, bl.a. den russiske MiG 29, og det var flot. Men festen var lissom fiset ud for mig, jeg havde ondt i benene, var våd og kold og træt. Så jeg gav op før festens højdepunkt, hjem igen med bussen, denne gang heldigvis i en lidt mere komfortabel udgave af todækkeren.
Men nu var den helt galt med fødderne, vabler under begge fodsåler og ondt i knæene. Og begyndende ondt i halsen.
Jeg tvang mig en tur i byen igen og fik den samme oplevelse af god stemning, mange smukke unge mennesker og mange penge, men altså ikke bedre fødder af den grund.
Tidligt op efter en ny søvnløs nat med halbetændelse, hudløse fodsåler og langt hjem og jeg må desværre indrømme, nu hvor jeg sidder herhjemme igen med tapløbende næse og dårligt kan gå. Hvis jeg ikke lige havde taget fejl af datoerne var jeg kommet afsted i sidste uge, havde ikke bevæget mig hele vejen til London bare for at blive skuffet og syg. Havde ikke skullet være bekymret om hvordan turen derned til Madeira går og slet ikke været sur over alle de mange penge, jeg spildte på den tur.
Og så havde jeg stadig haft drømmen om en tur til Airshow i England.

I'll be back

Based on a true story

Nogen gange sku man bare være blevet i seng, holdt snotten for sig selv eller overhovedet ikke bildt sig ind at man var til noget. Sådan en dag var mandag d. 17. juli.

Efter mange genvordigheder var jeg endt med at skulle en uge til Madeira, rejsen købt og betalt. Kufferten fyldt, pas og billet klar. Afgang 04.30 fra Ishøj med min lokale taxikammerat (der ikke ku få startet sin taxa fordi han havde glemt at slukke for lyset) Nå, jeg kom alligevel som planlagt til Kastrup og kom nogenlunde hurtigt til indcheckningsskranken, men så gik det ellers galt. Den stakkels dame ku ikke finde mit navn på passagerlisten, vi snakkede meget frem og tilbage og hun forsøgte sig med lignende navne – uden held. Så var det hun kom til at kigge på datoen. Ikke d. 17. men d. 24. stod der gudhjælpemig (det var ikke helt sådan jeg tænkte det, men her får du den redigerede version), men 24. stod der.
På en eller anden måde var det lykkedes mig, eller komputteren (uden tvivl på vegne af Fogh, Bush, Osama Bin Laden eller Olmert) at flytte afrejsedagen en uge frem, uden at jeg havde opdaget det.
Altså ikke så meget at gøre. Snige mig ud og finde en taxi hjem til Ishøj. Facit: Op kl. 4.00 og betale sammenlagt kr. 650 for at køre frem og tilbage til Kastrup. Og så det værste, at skulle fortælle kattepasser, familie og venner og ikke mindst taxakammeraten, at jeg altså stadig sad i Ishøj. Og så ikke et ord om blodtrykket eller humøret.

Og så lidt om hvorfor det måske ikke var så overraskende endda:
Jeg ville oprindelig på en rundtur i Indien og op i Indisk Tibet, spændende og fascinerende – desværre var rejsen altså bare udsolgt da jeg fik snøvlet mig sammen til at bestille. Så var næste mål ønsketuren til Galapagos, men på trods af hjemmesidens forsikringer havde den tur også være udsolgt siden vinter.
Næste bud var Borneo. Vilde aber, papegøjer, havskilpadder og regnskov.Det var ovenikøbet muligt, om end besværligt. Desværre voksede besværet og rejseselskabet endte med at hæve prisen med næsten 50 % - og så sagde jeg fra.
Når det så ikke engang kan lykkes mig at bestille en simpel charterrejse til et snoldet hotel på en portugisisk ø lidt ude i Atlanten, så er det jeg begynder at tro, jeg har behov for professionel hjælp.

I'll be back

En våd drøm

Tænk sig engang hvis vi havde en ansvarlig supermagt, en supermagt der brugte sine superevner og -magt til at sikre fred, fordragelighed og retfærdighed i verden. Tænk dig engang, hvis en sådan supermagt besluttede sig til at den korteste vej til fred og demokrati i Mellemøsten var at sige "enough is enough" til Israel.
Tænk hvis en sådan supermagt understøttede sin klare røst med at tilbageholde økonomisk hjælp til Israel. Tænk hvis den flyttede 7. flåde nærmere til Israels kyst, hvis den begyndte at flyve øvelsesmissioner med B-2'ere i området, måske aktiverede en eskadrille B-52'er på Diego Garcia. Kort sagt hvis den gjorde nogen af de ting en sådan supermagt normalt gør, når den vil understrege et budskab.
Jeg ved godt, at sådanne handlinger nok næppe ville få enhver desperat, terroristisk indstillet araber til at opgive enhver tanke om at komme op til de 72 jomfruer eller at alle de fanatisk zionistiske israelere omgående ville opgive deres ønske om Storisrael. Men ved at tvinge den stærke part i konflikten til at udvise mådehold ville supermagten sende et helt andet signal og få en helt ny lydhørhed i regionen. Og skulle det blive nødvendigt at sprænge et par broer hist og her i Israel, ødelægge noget elforsyning eller smadre et par ministerier, alt sammen blot for at understrege budskabet, så tror jeg udemærket Israel ville kunne forstå eller i hvert fald genkende den måde at argumentere på.

Egentligt bemærkelsesværdigt. Lige i disse dage er der verdenspremiere på en meget rost ny Supermandfilm. Supermand, som efter legenden netop har til formål at hjælpe menneskene (mest dem i USA) til fred og fordragelighed. Tænk hvis en sådan film kunne inspirere supermagten USA til at gøre som Supermand. Jeg ser for mig endnu en film "Supermand, the sequel", hvor vor helt overtaler den noget skræmte Bush til først at fyre Rumsfeldt og dermed sende Cheeny endnu engang på hospitalet med hjertilfælde. Helt alene har den stakkels George Walker så ikke andet at gøre, end at tage telefonen og ringe til sin ven Olmert og informere ham om at den rigtige Supermand er på vej sammen med en 30 -40 Tomahawk missiler, hvis altså ikke de begynder at opføre sig bare lidt fornuftigt.
Men det er næsten for Hollywoodsk, og som så meget andet ender det nok bare som en våd drøm.

I'll be back

Jeg køber den altså ikke

Så er den igang, manøvren med at lægge ansvaret fra os, den gode gamle om den varme kartoffel.
I forbindelse med RBF's nedlæggelse forklarer nogle nu vort nederlag med storkonflikten i 1998. Det var dér vi knæggede halsen, siger myten. Men den passer altså bare ikke.
For det første, konflikten kom ganske vist på trods af vort massive nej, 83% eller sådan noget lignende som jeg husker det (ikke mindst fordi vor nye venner i det daværende SID massivt forkastede forliget). Men det var os selv, der besluttede at vi da skulle ud og konflikte, lave blokader og i det hele taget holde fanen højt. (Medens de nejstemmende SID'er tog i kolonihavehuset eller hvor de nu tog hen) Vi skulle med djævlens vold og magt genopføre klassekampen.
Det var osse os selv, der lige efter konflikten besluttede at hæve kontingentet med kr. 200 for at få penge i strejkekassen igen.
Ja, dengang lykkedes det os at skræmme mange medlemmer væk, så langt så godt. Men mon ikke vort nederlag har flere rødder?
Lad mig pege på et par:

• Restaurationsbranchen er i sig selv svær at organisere, det er ikke kun et dansk fænomen.
• De færreste i branchen, måske lige undtagen en klike gamle reservetjenere, er specielt venstreorienterede.
• Store dele af branchen er bemandet med unge, der bare skal have penge til studierne.
• Resten deler sig i højtuddannede, ofte med tilsvarende høje ambitioner og tro på egne evner, og så dem, der er her fordi der ikke er andre jobs til dem. Det er ikke mærkeligt, hvis det var svært for RBF at finde en rolle over for begge disse grupper.
• Vi er ikke de eneste, der har det svært med at holde på medlemmerne. I modsætning til en række andre forbund, bla. a 3F igen, holdt vi nogenlunde skansen.

Dette bare lige for at sige, at hvis vi tror på noget i den nye 3F sammenhæng, os gamle RBF'er så må vi ikke undskylde os med letgennemskuelige fraser. Vi kan meget, vi har kunnet meget, men årsagen til at det ikke gik, skal ikke trivialiseres med belejlig henvisning til en konflikt i 1998. Måske vi istedet skulle bruge lidt mere tid og kræfter på lige netop at lære af eksemplet RBF og med den baggrund arbejde for en bedre og bredere fagbevægelse.

I'll be back

Tænk sig engang, ferie

Det er næsten ufatteligt, 4 uger uden møder, aftaler, pligter. Uden ture over Storebæltsbroen og den uendeligt lange vej tværs over Fyn. 4 uger uden brok, uden krav om at huske alle aftalerne, uden at skulle huske hvad man nu har lovet i et øjenbliks svaghed. 4 uger, helt for mig selv.
Og dog, straks begynder jeg at lave aftaler med mig selv, i dag skal jeg nå at vaske cyklen, skattekontoret skal besøges og hvad er det nu med det tag. Skrækkeligt egentligt, skulle det virkelig være umuligt bare at stå op, bare at se på vejret, mærke på lysten og så bare gøre lige hvad det falder mig ind?
Nå ja, jeg skal osse en tur til Madeira, måske blir det lettere at slappe af dér når der ikke er så mange pligter, eller opfattede pligter som følger med i flyveren.
Egentligt lidt af et sammenfald. For en måned siden fik jeg muligheden for at genopfinde mig selv, nye kolleger, nye opgaver og et helt nyt perspektiv. Og så her nu ferie; hvad mere kan man forlange, selv økonomien ser fin ud.
Så lige nu dur den gamle Janis Joplin hookline ikke: Freedom's just an other word for nothing left to loose. Nej, frihed er lige netop muligheden for at slappe af uden forpligtigelser.

I'll be back

Henrik som potentiel terrorist?

Er der noget, der ku få mig til at blive terrorist er det Israel og landets politik overfor palestinænserne. Tænk sig engang, for at finde en kidnappet soldat er det nødvendigt at sprænge centrale broer i Gaza i luften, fængsle en lovligt valgt regering, bombe regeringskontorer og ødelægge elforsyningen. Ligesom det åbenbart er helt OK at henrette, hvad Israel udnævner til Hamasterroister, ovenikøbet uden at tage hensyn til at henrettelsen ofte også rammer helt uskyldige, tilfældige personer, der er så uheldige at være i nærheden, når henrettelsen finder sted per F-16 eller Apache helikopter.

Israel, som konsekvent benægter ethvert ansvar for begivenhederne. Det nuværende angreb skyldes udelukkende Hamas, angrebet på tranden i Gaza dræbte ingen uskyldige børn, det gjorde nedgravede miner, der tilfældigt sprang i luften ligesom det var vildfarne Hamas rakketter, der ødelagde elværket.

Israel, der afviser enhver kritik som antisimitiske og til enhver tid trækker på spøgelset fra udryddelseslejrene. Israel som ganske uden blusel afviser al dialog med den lovligt valgte regering i Palestina, først fordi den ikke magtede at stoppe terroren og nu fordi det er Hamas, der har befolkningsflertallet bag sig.

Israel, der slet ikke behøver at bekymre sig om omverdenes dom, landet kan trække på ukritisk støtte fra USA, på en stærk og selvsikker international lobby, der undertrykker ethvert tilløb til kritik og ikke mindst på en presse, der insisterer på at betragte Palestina, og store dele af hele mellemøsten konflikten, gennem Israelske briller - med stel, optik og øjendråber fremstillet i USA.

Israel ku få mig til at blive terrorist, som ikke andet kan! Israel gir mig lyst til at stille mig op i Knesset med bomber, knive, våben og kræve at blive hørt og kræve, at staten Israel begynder at opføre sig voksent og ansvarligt.
Men så er det jeg kommer i tanker om, at der jo er trængsel nok her i forvejen. For hvert barn der dræbes, for hver levevej, der blokeres, for hvert håb, der slukkes vokser desperationen blandt palestinænserne, respekten for liv svækkes. Så længe presset består vil der være villige nok.

Og så lige til alle forargede og til jer i efterretningstjenesterne:
Jeg ved godt at vold ikke dur, at vold, selv nok så forståelig vold er det endelige fallit. Vold avler alene mere vold. Jeg ved det, du ved det som opmærksom læser og som god magelig dansker ender jeg ikke som terrorist.
Men er det ikke netop den stærkestes pligt at gå i spidsen og afvise at løse konflikter med vold, netop fordi man er den stærkeste? Er det ikke lige netop dér, Israel, med lige netop dette lands særlige baggrund, begår sin virkelige forbrydelse?

Jeg er ikke specielt kristen, men det gamle budskab om at vende den anden kind til trænger sig på, når man ser på begivenhederne i Mellemøsten. På Israels stadig mere desperate kamp mod fred, på USA hykleriske korstog for demokrati (for demokrati læs "oil")
Den anden side er ikke for køn og har bestemt ikke rent mel i posen, jeg ved det godt. Der er i den grad brug for mere medmenneskelighed og færre diktatorer. Men hvad er bedre for en diktator end en ydre fjende; banalt og trist.
Men måske, hvis nu den ydre fjende trak sig ti skridt tilbage, måske så den gjorde det lidt sværere for dikatorerne og måske gjorde det lidt sværere at tage skridtet over til terrorismen.

I'll be back

RBF fortid

30. juni var en mærkelig, uvirkelig dag. 30. juni ophørte min organisation, RBF med at eksistere efter 16 års eksistens i dansk fagbevægelse. Vi er nu en del af 3F. Godt eller skidt?
Godt fordi vi var kørt fast, formåede ikke at løfte opgaven. Godt fordi vi har behov for nye input, nye kræfter, nye måder at løse problemerne på.
Skidt fordi det ikke er oplagt, at det nu vil gå bedre. Vi blir sværere at få øje på, talentmassen spredes rund i en række 3F afdelinger og os centralt får nye opgaver og skal bruge en masse kræfter på at lære at fungere i en ny - og meget større organisation.
Det var/er mærkeligt, at skulle sige farvel til gamle og vante rammer. Måden vi har gjort arbejdet på skal ændres, vi skal tilpasse os nye strukturer, nye burokratier og lære nye minefelter at kende.
Udfordrende javel, men også lidt skræmmende.
For nutidens unge er jobskifte, ja karriereskift en kvalitet i sig selv, et CV med 22 år i samme funktion er ikke sælger ikke mange billetter. Nu er 3-4 år i en stilling maximum, så skal man videre.
For mig og mange som mig ser verden anderledes ud. Vore kompetencer passer med opgaven og erfaring kompenserer for nyhedens initiativrigdom. Hvad der er bedst? Tja...
Efter en måned er jeg i hvert fald stadig fortrøstningsfuld.
I'll be back