Få har vel som Saddam Hussein formået at præge disse år. Først som diktator, så som redskab for USA, siden som prügelknabe for især Bush Junior og alvorligt misforstået samlingspunkt for desperate palestinænsere.Nu har hængningen af ham sandelig osse formået at splitte verden.
Først med forargelsen over dødsdommen, siden med udsendelse af video med selve hængningen. Jeg har set den "officielle" udgave, den hvor man nådigt(!) stopper før faldlemmen åbner sig. For mig er det rigeligt grusomt. Ligegyldigt hvor slem en diktator Saddam var, så retfærdiggør det ikke det koldblodige mord på ham, som hængningen var. Men så samtidig officielt at filme hængningen og udsende filmen verden over, det er at synke til Saddams eget niveau.
For mig at se er den ophidsede debat om hvorvidt selve dødsøjeblikket også skulle udsendes rent hykleri. At vise begge dele er ren onskab og dumhed. Ondskab fordi et hvert mord, henrettelse, hængning er ondskab. Dumhed fordi det afslører at vi, eller dem vi kæmper for i Irak, støttet af alverdens nyhedsredaktioner, ikke er et hak bedre. Dobbelt dumhed fordi det giver ham rollen som martyr for de masser i Mellemøsten, der ikke har ret mange andre valgmuligheder.
Den offentlige hængning viser også en anden uhyggelig ting. I nutidens verden er begivenheder kun virkelig, hvis de kan sendes på TV. Halshugningerne af bortførte gidsler skal vises på TV for at have værdi. Twin Towers havde værdi mest fordi det foregik live på TV. Iraqkrigen var virkelig fordi den skete på TV. Nu også hængningen, havde TV ikke været der, måske i form af en mobiltelefon, så havde ingen troet at Saddam virkelig var død.
Hvad om sendte et par tusinde mobiltelefoner med videooptager til Dafur, så måske - måske - myrderierne dér blev virkelige og verden så sig nødsaget til at handle.
I'll be back
onsdag, januar 03, 2007
mandag, december 25, 2006
Julen set udefra
Når man som jeg ikke fejrer jul er den lidt en pinsel at være vidne til. Oplevet udefra drejer alt sig om at præstere. Præstere overfor famlie, præstere det perfekt udsmykkede julebord, den perfekte julestemning, den helt rigtige juleand og så ikke mindst de gaver, man vil blive husket for bagefter.
Intet under at folk er stressede i julen.
Man ku tro at folk fejrede jul for at hygge sig sammen med ens kære. Næ nej. I julen handler det om familien, også selvom man ikke har set familien hele året og hader ham svigerfaren, fætteren eller tantens ulidelige lille køter. Man ku tro at gaverne blev givet fordi modtagerne havde brug for dem, men nej. De gives for at vise hvormeget man værdsætter personen og for at vise hvor mange penge man selv kan ofre på gaver.
Det var selvfølgelig anderledes dengang ungerne var små. De glædede sig til gaverne og til at se mormor og farmor (ikke samtidig, men glæden var rigtig alligevel) De ku sikkert også li den lidt usædvanlige stemning, juledekorationerne og ikke mindst slikket - ikke mindst slikket!
Men det er altså snart mange år siden.
Nå, hvis jeg nu lægger tungsindet lidt væk, så er det vel meget godt med ét tidspunkt om året, hvor man tvinges sammem i familien, trods alt. Bare man ku slippe for præstationsræset, for kravene om at leve op til Disneys og CocaColas forlorne julestandard.
Næste år tror jeg jeg vil prøve at slås lidt for en fælles jul med de 3-4 tilbageblevne i familien, uden julegran og uden and i fed sovs holdt nede med tung risengrød i flødeskum. Men et par flasker rødvin, en lammesteg eller et stykke laks, det kunne vel også gøre det.
I'll be back
Intet under at folk er stressede i julen.
Man ku tro at folk fejrede jul for at hygge sig sammen med ens kære. Næ nej. I julen handler det om familien, også selvom man ikke har set familien hele året og hader ham svigerfaren, fætteren eller tantens ulidelige lille køter. Man ku tro at gaverne blev givet fordi modtagerne havde brug for dem, men nej. De gives for at vise hvormeget man værdsætter personen og for at vise hvor mange penge man selv kan ofre på gaver.
Det var selvfølgelig anderledes dengang ungerne var små. De glædede sig til gaverne og til at se mormor og farmor (ikke samtidig, men glæden var rigtig alligevel) De ku sikkert også li den lidt usædvanlige stemning, juledekorationerne og ikke mindst slikket - ikke mindst slikket!
Men det er altså snart mange år siden.
Nå, hvis jeg nu lægger tungsindet lidt væk, så er det vel meget godt med ét tidspunkt om året, hvor man tvinges sammem i familien, trods alt. Bare man ku slippe for præstationsræset, for kravene om at leve op til Disneys og CocaColas forlorne julestandard.
Næste år tror jeg jeg vil prøve at slås lidt for en fælles jul med de 3-4 tilbageblevne i familien, uden julegran og uden and i fed sovs holdt nede med tung risengrød i flødeskum. Men et par flasker rødvin, en lammesteg eller et stykke laks, det kunne vel også gøre det.
I'll be back
søndag, december 24, 2006
Er Gud ryger?
En af mine yndlingsaversioner er organiseret religion og ikke mindst når tro erstatter kritik eller bare viljen til at undersøge. Lidt på samme måde har jeg haft det med debatten om passiv rygning. Forklaring følger:
Hvis nu Gud, Jahve eller Allah virkelig fandtes var det største problem for dem næppe passiv rygning. Man kan ligefrem have dem mistænkte for at være tilhængere af rygning i det hele taget fordi det skaffer flere kunder i butikken, eller i hver fald får dem hurtigere frem til porten. (Der er også en masse røgelse i de fleste religioner, røg, der vel indeholder nogenlunde de samme skadelige stoffer som tobaksrygning, men det er altså en helt anden historie)
I forbindelse med min kampagne for at få forbudt passiv rygning i restaurationsbranchen har jeg mødt religiøsitet, og så det betyder noget. To varianter har været iøjnefaldende:
Den første med benægtelsen. "Passiv rygning er da ikke skadelig fordi rygning i det hele taget ikke er noget problem; min gamle onkel røg cigarer og blev 98½ uden at have én sygedag. Alle de der undersøgelser det er bare påstande, som selvgode, politisk korrekte forskere (udtales fuskere) har opfundet til lejligheden".
Og så den lidt værre, den med den personlige frihed til at ryge. "Jeg har valgt at ryge, fordi det er min ret". Sjovt nok har to af de fremmeste fortalere for dette synspunkt været DF's to fundementalistiske fyrtårne, Jesper Langballe og Søren Krarup. De to har uden skam insisteret på at ryge hvor og hvornår, de selv finder behov for det. Og så må andre bare indordne sig derunder. Helt på linie med Kim Larsen, sjov forbindelse dér!
Dem med benægtelsen, de ligner jo vor tids religiøse, der på trods af al sund fornuft, videnskabelige grundbegreber og almindelig samfundsudvikling, fastholder at Gud skabte verden på 7 dage for ca. 6000 år siden. Ligesom religiøse benægter forekomsten af dinosaurer, så benægter benægterne overvældende videnskabelig dokumentation for rygningens skadelighed og for behovet for indgreb.
Dem med den personlige frihed er smartere. Under henvisning til deres personlige frihed kræver de ret til at ryge og kræver dermed at andre finder sig i deres rygning. Helt på linie med vor tids religiøse fanatikere, der kræver at vi andre indordner os under reliøse normer; Jul og Påske, de ti bud, afbildning af Mohammad, forbud mod kondomer og abortion. Deres ret til at ryge er en individuel frihed, som andre ikke skal sætte grænser for. Hvis nogen ikke vil udsætte sig for rygnings sundhedsfarlige egenskaber, kan de bare holde sig væk! (Sjovt - eller rettere beklageligt - nok en holdning som genfindes på en række førende avisredaktioner landet rundt!)
Så ham Gud, han er nok ryger. Hans måde at organisere verden på, hans pålæg om dogmatisme og menneskefjendske livssyn, det er i hvert fald blevet voldsomt genbrugt i debatten om rygning.
I'll be back
Hvis nu Gud, Jahve eller Allah virkelig fandtes var det største problem for dem næppe passiv rygning. Man kan ligefrem have dem mistænkte for at være tilhængere af rygning i det hele taget fordi det skaffer flere kunder i butikken, eller i hver fald får dem hurtigere frem til porten. (Der er også en masse røgelse i de fleste religioner, røg, der vel indeholder nogenlunde de samme skadelige stoffer som tobaksrygning, men det er altså en helt anden historie)
I forbindelse med min kampagne for at få forbudt passiv rygning i restaurationsbranchen har jeg mødt religiøsitet, og så det betyder noget. To varianter har været iøjnefaldende:
Den første med benægtelsen. "Passiv rygning er da ikke skadelig fordi rygning i det hele taget ikke er noget problem; min gamle onkel røg cigarer og blev 98½ uden at have én sygedag. Alle de der undersøgelser det er bare påstande, som selvgode, politisk korrekte forskere (udtales fuskere) har opfundet til lejligheden".
Og så den lidt værre, den med den personlige frihed til at ryge. "Jeg har valgt at ryge, fordi det er min ret". Sjovt nok har to af de fremmeste fortalere for dette synspunkt været DF's to fundementalistiske fyrtårne, Jesper Langballe og Søren Krarup. De to har uden skam insisteret på at ryge hvor og hvornår, de selv finder behov for det. Og så må andre bare indordne sig derunder. Helt på linie med Kim Larsen, sjov forbindelse dér!
Dem med benægtelsen, de ligner jo vor tids religiøse, der på trods af al sund fornuft, videnskabelige grundbegreber og almindelig samfundsudvikling, fastholder at Gud skabte verden på 7 dage for ca. 6000 år siden. Ligesom religiøse benægter forekomsten af dinosaurer, så benægter benægterne overvældende videnskabelig dokumentation for rygningens skadelighed og for behovet for indgreb.
Dem med den personlige frihed er smartere. Under henvisning til deres personlige frihed kræver de ret til at ryge og kræver dermed at andre finder sig i deres rygning. Helt på linie med vor tids religiøse fanatikere, der kræver at vi andre indordner os under reliøse normer; Jul og Påske, de ti bud, afbildning af Mohammad, forbud mod kondomer og abortion. Deres ret til at ryge er en individuel frihed, som andre ikke skal sætte grænser for. Hvis nogen ikke vil udsætte sig for rygnings sundhedsfarlige egenskaber, kan de bare holde sig væk! (Sjovt - eller rettere beklageligt - nok en holdning som genfindes på en række førende avisredaktioner landet rundt!)
Så ham Gud, han er nok ryger. Hans måde at organisere verden på, hans pålæg om dogmatisme og menneskefjendske livssyn, det er i hvert fald blevet voldsomt genbrugt i debatten om rygning.
I'll be back
lørdag, december 02, 2006
Tilfældets ulidelige tyngde
Det er hårdt at erkende det, men nogen gange ganske ubestrideligt. Det er tilfældet, der former min tilværelse. Her forleden slap jeg udenom fyringsrunden. Fordi jeg var mere velkvalificeret end mine uheldigere kolleger? Fordi gamle regnskaber skulle afgøres, fordi andre skulle tages i ed, fordi et regnestykke skulle gå op? Tja, selv bliver jeg nok ikke klogere lige med det samme. Det afgørende for mig var imidlertid, at jeg pludselig så mig stå med et ben udover afgrunden. Fik et skrækindjagende syn for hvad min situation kunne have været, hvis ikke tilfældet, højere magter eller hvad ved jeg, havde maget det anderledes.
Og sådan har der været så meget. Er min udvikling eller skæbne blevet drevet af egen vilje, andres plan og velvilje eller af en stribe usammenhængende tilfældigheder. Historien peger på det sidste.
Blev bortadopteret og endte hos mine forældre, der ikke selv kunne få børn.
Lavede mit eget første barn/foster lige efter abort blev tilladt, sluttede næste forhold med abort nr. 2. Fik lavet min søn i et af de allerførste samvær med min kone for de næste 13 år og skabte min datter, medens vi knap kommunikerede.
Endte på Tuborg fordi der kunne alle få job, kom i forbundet fordi min forgænger forregnede sig.
Af mystiske omveje endte bryggeriarbejderne sammen med restaurationsbranchen og dér fik jeg min "mission" og derudaf til den nuværende situation som 2. violin i 3F's arbejdsmiljøarbejde.
Har uden tvivl overlevet utallige tætpå situationer i trafikken, én enkelt potentiel dødsulykke hvor bilen blev totaltskadet og jeg fik en mindre forstuvningaf tommelfingeren er det i hvert fald blevet til. Kunne være ramt af børnelammelse, min astma kunne have ødelagt lungerne og canseren kunne have slået til forlængst. Fælles for alle disse situationer er at tilværelsen ligeså let kunne være gået helt anderledes, og med stor sandsynlighed uden at jeg selv var bevidst om det eller kunne gøre det store fra eller til.
Men når afgrunden ikke lige åbner sig foran en, så kan jeg godt lide at bilde mig ind, selv at have indflydelse på hvordan min tilværelse former sig. Så det gør ondt, når sandheden om ens egen rolle sådan stirrer mig i øjnene. Når jeg må erkende at lotteri, tilfældigheder eller simpelt held eller uheld spiller hovedrollen i mit liv. Det var den oplevelse, der ramte og slog mig i tovene. Frygteligt og trist at skulle sige urimeligt farvel til gode kolleger, men deres situation fik mig til at se tilfældets afgørende betydning i øjnene - og det er ikke rart.
Måske skulle man se at blive religiøs, så kunne jeg udskifte tilfældet med en højere magt!
I'll be back
(PS. Jeg ved det godt, titel og morale er tyvstjålet fra Kunderas Tilværelsens ulidelige lethed, sorry)
Og sådan har der været så meget. Er min udvikling eller skæbne blevet drevet af egen vilje, andres plan og velvilje eller af en stribe usammenhængende tilfældigheder. Historien peger på det sidste.
Blev bortadopteret og endte hos mine forældre, der ikke selv kunne få børn.
Lavede mit eget første barn/foster lige efter abort blev tilladt, sluttede næste forhold med abort nr. 2. Fik lavet min søn i et af de allerførste samvær med min kone for de næste 13 år og skabte min datter, medens vi knap kommunikerede.
Endte på Tuborg fordi der kunne alle få job, kom i forbundet fordi min forgænger forregnede sig.
Af mystiske omveje endte bryggeriarbejderne sammen med restaurationsbranchen og dér fik jeg min "mission" og derudaf til den nuværende situation som 2. violin i 3F's arbejdsmiljøarbejde.
Har uden tvivl overlevet utallige tætpå situationer i trafikken, én enkelt potentiel dødsulykke hvor bilen blev totaltskadet og jeg fik en mindre forstuvningaf tommelfingeren er det i hvert fald blevet til. Kunne være ramt af børnelammelse, min astma kunne have ødelagt lungerne og canseren kunne have slået til forlængst. Fælles for alle disse situationer er at tilværelsen ligeså let kunne være gået helt anderledes, og med stor sandsynlighed uden at jeg selv var bevidst om det eller kunne gøre det store fra eller til.
Men når afgrunden ikke lige åbner sig foran en, så kan jeg godt lide at bilde mig ind, selv at have indflydelse på hvordan min tilværelse former sig. Så det gør ondt, når sandheden om ens egen rolle sådan stirrer mig i øjnene. Når jeg må erkende at lotteri, tilfældigheder eller simpelt held eller uheld spiller hovedrollen i mit liv. Det var den oplevelse, der ramte og slog mig i tovene. Frygteligt og trist at skulle sige urimeligt farvel til gode kolleger, men deres situation fik mig til at se tilfældets afgørende betydning i øjnene - og det er ikke rart.
Måske skulle man se at blive religiøs, så kunne jeg udskifte tilfældet med en højere magt!
I'll be back
(PS. Jeg ved det godt, titel og morale er tyvstjålet fra Kunderas Tilværelsens ulidelige lethed, sorry)
tirsdag, november 28, 2006
I survived 11 / 28 !
Blodet flød i stride strømme på vor sekretartiatsgang i dag da jeg kom tilbage efter at fyringsrunden var ved at være overstået. Vi var hårdt ramt, hårdere end jeg i min vildeste fantasi havde frygtet, 3 tætte konsulentkolleger ud, én skal forhandle en ny aftale som ekstern konsulent. Vsit i alt 20 konsulenter og ca. 10 HK'ere. Hertil kommer så den "naturlige" afgang.
Mærkeligt at se hinanden i øjnene, uvirkeligt at se sig selv i øjnene. Tilpasning er rigtigt og nødvendigt og i øvrigt nok noget der bør fylde mere også i fagbevægelsen. Men tilpasningsparathed blir altså lidt for floskelagtigt, når det handler om ens eget job, om nære kollegers job. Så bliver det blodig alvor.
Jeg har ikke haft det godt op til denne dag, rigtigt skidt faktisk. Lige nu er det svært at kunne slappe af i gen, svært at se fremad, svært at slippe den knuende fornemmelse i maven.
Opnåede organisationen ikke andet i dag, så tror jeg det lykkedes at få slået situationens alvor fast, i hvert fald over for sekretariaterne. Måske fokus nu skulle gå med også at få grupper og afdelinger til at erkende, at de både er en del af løsningen og af problemet.
I'll be back
Mærkeligt at se hinanden i øjnene, uvirkeligt at se sig selv i øjnene. Tilpasning er rigtigt og nødvendigt og i øvrigt nok noget der bør fylde mere også i fagbevægelsen. Men tilpasningsparathed blir altså lidt for floskelagtigt, når det handler om ens eget job, om nære kollegers job. Så bliver det blodig alvor.
Jeg har ikke haft det godt op til denne dag, rigtigt skidt faktisk. Lige nu er det svært at kunne slappe af i gen, svært at se fremad, svært at slippe den knuende fornemmelse i maven.
Opnåede organisationen ikke andet i dag, så tror jeg det lykkedes at få slået situationens alvor fast, i hvert fald over for sekretariaterne. Måske fokus nu skulle gå med også at få grupper og afdelinger til at erkende, at de både er en del af løsningen og af problemet.
I'll be back
fredag, november 24, 2006
Den tale Poul Erik ku ha holdt
Kære kolleger,
I ved alle hvorfor vi er samlet til personalemøde her i dag. Medlemstallet er vigende og vi må som faglig organisation tilpasse os. Tilpasning betyder at vi må ændre vor profil, og derfor desværre også lige nu tilpasse antallet af ansatte. Vi må skrumpe for at blive bedre i overensstemmelse med tidens krav til en faglig organisation og vi må blive billigere, for bedre at kunne konkurrere.
I dag bliver folk ikke bare automatisk medlem af en faglig organisation, og de forbliver ikke nødvendigvis medlem hele deres liv. Samtidig har vi fået to former for konkurrence på markedet. Dels er der kommet nye og prisbillige discountkonkurrenter og dels er stadig flere blevet mere selvhjulpne og i stand til at tage vare på sig selv. Værst af alt er måske at arbejdsgiverne er begyndt at opføre sig som vi i 100 år har krævet af dem.
Denne sparerunde har altså tre mål:
Vi skal blive mere effektive og mere serviceminded.
Vi skal blive bedre til at vise vor nødvendighed &
Vi skal blive billigere.
Dette stiller nogle krav til organisationen. Vi skal slankes antalsmæssigt og vi skal slankes beslutningsmæssigt. Bestyrelsen har derfor beslutte følgende handlingsplan gældende alle dele af organisationen:
Samtlige afdelinger nedlægges som selvstændige enheder og underlægges forbundets centrale ledelse.
Afdelingerne genopstår med en centralt udpeget leder, der er ansat på en resultatkontrakt.
Afdelingen består som lokalt demokratisk rådgivende organ for den ansatte ledelse og som politisk bestemmende led overfor organisationens centrale ledelse.
Centralt samles den udførende kompetence i en nyskabt direktørfunktion på vegne af en politisk styrende bestyrelse sammensat af repræsentanter fra afdelinger, landsklubber og brancheforeninger.
Direktøren ansættes for en treårig periode udfra en resultatkontrakt forhandlet med bestyrelsen.
Den centrale leder får således den samlede kompetence til at lede og målrette organisationens samlede ressourcer i overensstemmelse med de politisk opstillede målsætninger for organisationen.
Jeg har på mødet i går sagt ja til at påtage mig opgaven som central leder af organisationen, og har dermed påtaget mig opgaven straks at slanke os centralt. Formålet er hurtigt mærkbart at kunne nedsætte kontingentet. Derigennem demonstrerer organsationen at vi fra nu af ser os selv som en konkurrencedygtig part på arbejdsmarkedet. Når vi derfor de næste tre år skal sige farvel til 75 gode kolleger og når i der bliver tilbage må finde jer i at skulle arbejde hurtigere, finde jer i hurtigere skift i prioriteringer og dermed skiftende opgaver, så ser jeg det som en forudsætning for organisationens langsigtede overlevelse.
...og var det jeg vågnede op af døsen, så mig rundt i den tætpakkede sal og måtte erkende, at jeg vist endnu engang var sovet fra en væsentlig begivenhed.
I'll be back
I ved alle hvorfor vi er samlet til personalemøde her i dag. Medlemstallet er vigende og vi må som faglig organisation tilpasse os. Tilpasning betyder at vi må ændre vor profil, og derfor desværre også lige nu tilpasse antallet af ansatte. Vi må skrumpe for at blive bedre i overensstemmelse med tidens krav til en faglig organisation og vi må blive billigere, for bedre at kunne konkurrere.
I dag bliver folk ikke bare automatisk medlem af en faglig organisation, og de forbliver ikke nødvendigvis medlem hele deres liv. Samtidig har vi fået to former for konkurrence på markedet. Dels er der kommet nye og prisbillige discountkonkurrenter og dels er stadig flere blevet mere selvhjulpne og i stand til at tage vare på sig selv. Værst af alt er måske at arbejdsgiverne er begyndt at opføre sig som vi i 100 år har krævet af dem.
Denne sparerunde har altså tre mål:
Vi skal blive mere effektive og mere serviceminded.
Vi skal blive bedre til at vise vor nødvendighed &
Vi skal blive billigere.
Dette stiller nogle krav til organisationen. Vi skal slankes antalsmæssigt og vi skal slankes beslutningsmæssigt. Bestyrelsen har derfor beslutte følgende handlingsplan gældende alle dele af organisationen:
Samtlige afdelinger nedlægges som selvstændige enheder og underlægges forbundets centrale ledelse.
Afdelingerne genopstår med en centralt udpeget leder, der er ansat på en resultatkontrakt.
Afdelingen består som lokalt demokratisk rådgivende organ for den ansatte ledelse og som politisk bestemmende led overfor organisationens centrale ledelse.
Centralt samles den udførende kompetence i en nyskabt direktørfunktion på vegne af en politisk styrende bestyrelse sammensat af repræsentanter fra afdelinger, landsklubber og brancheforeninger.
Direktøren ansættes for en treårig periode udfra en resultatkontrakt forhandlet med bestyrelsen.
Den centrale leder får således den samlede kompetence til at lede og målrette organisationens samlede ressourcer i overensstemmelse med de politisk opstillede målsætninger for organisationen.
Jeg har på mødet i går sagt ja til at påtage mig opgaven som central leder af organisationen, og har dermed påtaget mig opgaven straks at slanke os centralt. Formålet er hurtigt mærkbart at kunne nedsætte kontingentet. Derigennem demonstrerer organsationen at vi fra nu af ser os selv som en konkurrencedygtig part på arbejdsmarkedet. Når vi derfor de næste tre år skal sige farvel til 75 gode kolleger og når i der bliver tilbage må finde jer i at skulle arbejde hurtigere, finde jer i hurtigere skift i prioriteringer og dermed skiftende opgaver, så ser jeg det som en forudsætning for organisationens langsigtede overlevelse.
...og var det jeg vågnede op af døsen, så mig rundt i den tætpakkede sal og måtte erkende, at jeg vist endnu engang var sovet fra en væsentlig begivenhed.
I'll be back
mandag, november 20, 2006
Så er vi der igen
Tilbage til situationen, hvor organisationen står overfor nedskæringer, sikkert drastiske nedskæringer med tabet af mange gode kolleger. Jeg havde egentlig, naivt som sædvanlig, håbet at det var slut med der. Men nej, 3F skal også tilpasse sig og kravet er at finde mange besparelser og dermed altså fyre mange sikkert gode kolleger.
Man ku så håbe, sikkert naivt igen, at der i 3F er en vilje til at skære ned med politisk og holdningsmæssig fremsynethed. At vi ikke bare skære i servicen, men ser på om strukturen er rigtig for en moderne fagbevægelse. At man tør se på hellige kør, som antallet af fyrstedømmer, kongresvalgte fyrstedømmer, på antallet af kronprinser og -princesser og ikke mindst på hvordan sådanne skal agere i en moderne og gerne professional organisation.
Lisså naivt så jeg gerne, at der blev stillet spørgsmål ved måden drive organisation på. Hvem der er vore kærnemedlemmer og hvad der kan tjene dem bedst muligt. Og her ud fra se på om vi i dag griber det rigtigt an.
Men jeg tvivler på modet, tror at systemet med urørlige fyrster i sig selv sikrer disse mod omverdenen og mod virkelighedens krav. Og jeg frygter at denne manglende evne, vilje til selvkritik betyder at vi næste år igen skal skære ned, og næste år og...
I'll be back
Man ku så håbe, sikkert naivt igen, at der i 3F er en vilje til at skære ned med politisk og holdningsmæssig fremsynethed. At vi ikke bare skære i servicen, men ser på om strukturen er rigtig for en moderne fagbevægelse. At man tør se på hellige kør, som antallet af fyrstedømmer, kongresvalgte fyrstedømmer, på antallet af kronprinser og -princesser og ikke mindst på hvordan sådanne skal agere i en moderne og gerne professional organisation.
Lisså naivt så jeg gerne, at der blev stillet spørgsmål ved måden drive organisation på. Hvem der er vore kærnemedlemmer og hvad der kan tjene dem bedst muligt. Og her ud fra se på om vi i dag griber det rigtigt an.
Men jeg tvivler på modet, tror at systemet med urørlige fyrster i sig selv sikrer disse mod omverdenen og mod virkelighedens krav. Og jeg frygter at denne manglende evne, vilje til selvkritik betyder at vi næste år igen skal skære ned, og næste år og...
I'll be back
torsdag, november 16, 2006
Læren af Irak
Jeg indrømmer det gerne, jeg var tilhænger af invasionen. Mindre smart set med nudagens briller, men måske overvejelserne er relevante at tage op igen.
I en verden, hvor alle vedkommer alle og har betydning for alle, er det så acceptabelt med lande, hvor vilkårerne er væsentligt dårligere end i flertallat. Har verdenssamfundet et ansvar for i sidste ende med voldsmidler at forsøge at gennemtvinge forandringer? Svaret er vel i dag stadig et ja, med ex Jugoslavien som bedste eksempel.
Men hvad er verdenssamfundet uden USA, i hvert fald når der skal bruges magtanvendelse. I den ideelle verden er det FN der skal beslutte at gribe ind. Det kneb gevaldigt at blive enige overfor Serbien og i Kosovo, men til sidst lykkedes det. I Irak lykkedes det ikke og USA greb ind helt på egen hånd (rettere sagt sammen med den berømte Coalition of the willing). Ellers er det kun lykkedes FN at gribe ind overfor småstater uden geopolitisk betydning.
Min vurdering dengang var at USA greb ind fordi den havde lyst til at gribe ind, i bedste fald udfra en idealistisk og urealistisk neokonservativ drøm om eksport af vestligt demokrati, i værste fald for at sikre olieforsyningerne (Eller er det omvendte værre?). Alt andet var windowsdressing og demagogi. Men de greb ind og der var ingen andre til at gøre det.
Altså, jeg var indstillet på at acceptere selv mildest talt suspekte motiver, bare der blev gjort en ende på de umulige forhold i Irak. Værre ku' det vel ikke blive, troede jeg.
Værre blev det. Invasionen lykkedes, siden er det gået helt galt og i dag tror jeg nok vi skulle have ladet dem være i fred.
Med hvad med næste gang, hvad hvis man fik amerikanernes øjne op overfor diktaturet i Saudiarabien, kvindernes forhold i Pakistan eller for den sags skyld de totalt kaotiske forhold rundt omkring i Afrika.
Betyder erfaringerne fra Irak, at vi skal udelukke muligheden for et militært indgreb? Betyder Irak at FN udelukkes fra militære, fredsskabende aktioner medmindre altså at det pågældende land direkte truer eller angriber sine naboer.
Betyder Irak også, at alt skal gennemføres af et enigt FN og at enegang, som USA i Irak, ikke mere vil forekomme? Tja lettere er det ikke blevet. På en eller anden måde havde det været bedre, hvis de alligevel havde fundet WMD'er i Irak eller klare forbindelser til Bin Laden.
I'll be back
I en verden, hvor alle vedkommer alle og har betydning for alle, er det så acceptabelt med lande, hvor vilkårerne er væsentligt dårligere end i flertallat. Har verdenssamfundet et ansvar for i sidste ende med voldsmidler at forsøge at gennemtvinge forandringer? Svaret er vel i dag stadig et ja, med ex Jugoslavien som bedste eksempel.
Men hvad er verdenssamfundet uden USA, i hvert fald når der skal bruges magtanvendelse. I den ideelle verden er det FN der skal beslutte at gribe ind. Det kneb gevaldigt at blive enige overfor Serbien og i Kosovo, men til sidst lykkedes det. I Irak lykkedes det ikke og USA greb ind helt på egen hånd (rettere sagt sammen med den berømte Coalition of the willing). Ellers er det kun lykkedes FN at gribe ind overfor småstater uden geopolitisk betydning.
Min vurdering dengang var at USA greb ind fordi den havde lyst til at gribe ind, i bedste fald udfra en idealistisk og urealistisk neokonservativ drøm om eksport af vestligt demokrati, i værste fald for at sikre olieforsyningerne (Eller er det omvendte værre?). Alt andet var windowsdressing og demagogi. Men de greb ind og der var ingen andre til at gøre det.
Altså, jeg var indstillet på at acceptere selv mildest talt suspekte motiver, bare der blev gjort en ende på de umulige forhold i Irak. Værre ku' det vel ikke blive, troede jeg.
Værre blev det. Invasionen lykkedes, siden er det gået helt galt og i dag tror jeg nok vi skulle have ladet dem være i fred.
Med hvad med næste gang, hvad hvis man fik amerikanernes øjne op overfor diktaturet i Saudiarabien, kvindernes forhold i Pakistan eller for den sags skyld de totalt kaotiske forhold rundt omkring i Afrika.
Betyder erfaringerne fra Irak, at vi skal udelukke muligheden for et militært indgreb? Betyder Irak at FN udelukkes fra militære, fredsskabende aktioner medmindre altså at det pågældende land direkte truer eller angriber sine naboer.
Betyder Irak også, at alt skal gennemføres af et enigt FN og at enegang, som USA i Irak, ikke mere vil forekomme? Tja lettere er det ikke blevet. På en eller anden måde havde det været bedre, hvis de alligevel havde fundet WMD'er i Irak eller klare forbindelser til Bin Laden.
I'll be back
søndag, november 12, 2006
Viljen til aktiv solidaritet er der stadig!
Efter en dag som medhjælpende indsamlingsleder her i Ishøj ved Dansk Flygtningehjælps store landsindsamling så må jeg atter i år konstatere, at vi danskere (inklusive ret så mange med indvandrerbaggrund) ikke er helt uhelbredeligt fortabte.
Det er umanerligt opløftende at møde en række medmennesker, unge som gamle, der vil bruge deres søndag på at kime dørklokker. Fra den gamle borgmester til helt unge og nervøse skolepiger. Alle slags var med. Og resultaterne var gode og indsamlernes melding var at de var blevet godt modtaget og at folk havde betalt. Bevares ca. 1100 pr. indsamler er ikke store sager. Men så alligevel et fantastsik resultat når man oplever Dansk Folkepartis evindelige afvisning af kontakt med omverdenen og Venstres noget lorne støtte (læs nedskæringer af) til Danmarks bistand til mindre bemidlede befolkninger i uheldige dele af verden.
Hvad Pia Kærsgaard og co. end mener og hvad statsministeren og hans slæng end gør, så er der stadig i den ganske almindelige befolkning en fornuftig holdning og en stor forståelse for vort ansvar overfor "de andre".
Så endnu en opløftende dag og forresten også hyggeligt at deltage.
I'll be back
Det er umanerligt opløftende at møde en række medmennesker, unge som gamle, der vil bruge deres søndag på at kime dørklokker. Fra den gamle borgmester til helt unge og nervøse skolepiger. Alle slags var med. Og resultaterne var gode og indsamlernes melding var at de var blevet godt modtaget og at folk havde betalt. Bevares ca. 1100 pr. indsamler er ikke store sager. Men så alligevel et fantastsik resultat når man oplever Dansk Folkepartis evindelige afvisning af kontakt med omverdenen og Venstres noget lorne støtte (læs nedskæringer af) til Danmarks bistand til mindre bemidlede befolkninger i uheldige dele af verden.
Hvad Pia Kærsgaard og co. end mener og hvad statsministeren og hans slæng end gør, så er der stadig i den ganske almindelige befolkning en fornuftig holdning og en stor forståelse for vort ansvar overfor "de andre".
Så endnu en opløftende dag og forresten også hyggeligt at deltage.
I'll be back
mandag, november 06, 2006
Cultural Learning of America for Make Benefit Glorious Nation of Kazakhstan
Nu er det ikke fordi denne spalte skal udvikler sig til bare anmeldelser, men efter halvanden time i selskab med Borat er det svært ikke at kommentere.
Jeg grinte som en stukket gris, krøllede tær så skoene sprak og var dybt forarget. Alt samme på samme tid, det må da være adelsmærket for en god film?
Men jeg er alligevel i tvivl om hvad det var jeg så. Kan en amerikaner virkelig, for åbent kamera hylde mordet på utallige muslimer eller kan en tribune fuld af rodeeofans klappe af og huje for udraderingen af Iraq?
Tja, i Borat gør de det, tilsyneladende uden den store overvejelse eller betænkelighed. Folkesjælen blottet, eller?
Det er her mit spørgsmål ved filmen nager. I den berygtede sag om Dansk Folkepartis Ungdom og deres tegninger af kameler og personer med langt skæg, dér afsløres den sorte reaktion i visse dele af befolkningen, men hvad siger det om Danmark som samfund? Kan udtalelser, handlinger og meninger, der videbringes til offentligheden uden at personerne bag udtalelserne vidste dette på forhånd eller overhovedet kendte til formålet med eventuele optagelser, kan sådanne "beviser" sige noget om samfundet, bliver vi klogere af at se dem?
I en scene i Borat er vor Kazakstanske reporter ved at lære, hvordan man opfører sig pænt ved et middagsbord. Han bliver behørigt instrueret af en professionel og skal så vise sine evner overfor nogle venlige mennesker. Disse holder høftligt masken og hjælper Borat på trods af at han overtræder alle normer for forståelig opførsel. Vildt sjovt og pinligt at se hvorledes deres tålmodighed strækkes til det yderste langt udover rimeligt for til sidst at briste, da en importeret "luder" slutter sig til selskabet. Men hvem er det der gøres grin med her, den borgerlige middelkalsses forsøg på (misforstået) venlighed overfor en fremmed? Eller bare sjov for provokationens skyld?
Måske er det min rodfæstede afstand til Michael Moore og hans måde at lave film/politik på, der spiller ind i efterbearbejdningen af Korat, måske fordi jeg ikke synes filmen spiller med åbne kort. Men, tag ikke fejl. Borat er en facinerende film og afdækker glimt af et samfund, USandA, og ikke alle dele af dette glimt er lige rare. Jeg havde det sjovt i filmens 90 minutter, men jeg kan egentlig ikke lide måden og håber ikke, jeg blev klogere på USandA
I'll be back
onsdag, november 01, 2006
At cykle er sjovt
En lidt mærkelig overskrift i dag, hvor sneen pisker ned og stormen er ved at vælte flagstangen lige overfor og hjemturen truer. Men alligevel for mig en vigtig konklusion. Når jeg cykler blir verden mere enkel, de personlige problemer fortoner sig bag kravet om at træde i pedalerne. Det er lettere at glemme alle de ting, som kan holde mig vågen om natten, eller i hvert fald lettere at skubbe dem i baggrunden. Og måske vigtigere endnu; når jeg får brugt kroppen og lidt muskler på cyklen så er jeg i klart bedre humør. Jeg får lavet mere her på arbejde, taler pænere til kollegerne og er da osse i bedre humør derhjemme, osse selvom det kun er katten, der har glæde af det.
Så nu har jeg bestilt overtræk til skoene, hue til ørerene og nye handsker, så kan det blive så koldt det vil. Planen er at blive ved med at cykle også her i de mørke måneder.
I'll be back
Så nu har jeg bestilt overtræk til skoene, hue til ørerene og nye handsker, så kan det blive så koldt det vil. Planen er at blive ved med at cykle også her i de mørke måneder.
I'll be back
mandag, oktober 30, 2006
Når vattæppet blir normen
Ikke fordi jeg snakker udfra personlige oplevelser, men sådan bare i al almindelighed.
Når man, dvs. mange ellers dygtige og meningsfyldte mennesker sætter sig ned sammen og og ganske uformelt beslutter sig for at visse problemer, dem kan man altså bare ikke løse; i hvert fald ikke i dag, måske i morgen, men vi er alle da enige om at på sigt, så skal det nok gå. Når denne tankegang blir normen, når den ikke længere får de små hår til at rejse sig på armene og den synkende fornemmelse i maven er væk, så er det vist ved at være på tide at knibe sig selv i armen og vælge side; vattæppe eller hysteriske anfald?
Det lader til at større organisationer helt af sig selv udvikler sådanne vattæpper. Der opstår hellige kør, problemstillinger som der af en eller anden grund ikke kan sættes spørgsmålstegn ved. Problemer, som alle ved er der, men ingen ligesom orker at gøre en indsats overfor.
Organisationsfilosofferne har sikkert et fint ord for den tilstand, kan forklare dem teoretisk, empirisk og finde utallige historiske eksempler. Men hellerikke de kender det gyldne snit, der åbner for sækken og genskaber dynamikken og handlekraften/begejstringen.
Desværre har jeg hellerikke koden, men omvendt er jeg åbenbart stadig naiv nok, godtroende nok, selvovervurderende nok til at råbe op, når jeg ryger i klinch med vattæppet. Men jeg må stille mig selv det spørgsmål, som en sikkert kinesisk vismand engang formulerede:
Har jeg viljen til at ændre de ting, der kan ændres og evnen til at affinde mig med dem, der ikke kan - og visdommen til at se forskel. That's the question!
I'll be back
Når man, dvs. mange ellers dygtige og meningsfyldte mennesker sætter sig ned sammen og og ganske uformelt beslutter sig for at visse problemer, dem kan man altså bare ikke løse; i hvert fald ikke i dag, måske i morgen, men vi er alle da enige om at på sigt, så skal det nok gå. Når denne tankegang blir normen, når den ikke længere får de små hår til at rejse sig på armene og den synkende fornemmelse i maven er væk, så er det vist ved at være på tide at knibe sig selv i armen og vælge side; vattæppe eller hysteriske anfald?
Det lader til at større organisationer helt af sig selv udvikler sådanne vattæpper. Der opstår hellige kør, problemstillinger som der af en eller anden grund ikke kan sættes spørgsmålstegn ved. Problemer, som alle ved er der, men ingen ligesom orker at gøre en indsats overfor.
Organisationsfilosofferne har sikkert et fint ord for den tilstand, kan forklare dem teoretisk, empirisk og finde utallige historiske eksempler. Men hellerikke de kender det gyldne snit, der åbner for sækken og genskaber dynamikken og handlekraften/begejstringen.
Desværre har jeg hellerikke koden, men omvendt er jeg åbenbart stadig naiv nok, godtroende nok, selvovervurderende nok til at råbe op, når jeg ryger i klinch med vattæppet. Men jeg må stille mig selv det spørgsmål, som en sikkert kinesisk vismand engang formulerede:
Har jeg viljen til at ændre de ting, der kan ændres og evnen til at affinde mig med dem, der ikke kan - og visdommen til at se forskel. That's the question!
I'll be back
søndag, oktober 29, 2006
Bruce og Babel
Fredag var jeg i biografen og så den helt nye Babel. En film af en mexikansk instruktør, der er avanceret op i Hollywoods superliga. Babel fortæller tre historier om verden i dag. Historierne hænger sammen og betinger hiinanden, men foregår spredt ud i verden og især i verdens meget forskellige kulturer. Som jeg oplevede filmen var den en gribende og kontant understregning af at vi alle hænger sammen, på tværs af kulturer, sprog og levevilkår. Sjældent har jeg set sammenhængen så smukt og så gribende understreget som antydet i den spinkle årsagssammenhæng mellem en stakkels frustreret teenage pige i Tokyo, en marrokansk hyrdedreng, en priviligeret amerikansk kernefamilie og så deres mexikanske hushjælp. Sommerfuglen har ikke blafret forgæves.
Filmen burde være tvangsstof til DF's fremmedforskrækkede vælgere; vi kan bygge diger, lave beskyttelseslove, men verden er der ude, den trænger sig på fordi vi er en del af den, om vi vil det eller ej.
Som sådan en vigtig og opløftende film, men så påtrængende at jeg det meste af tiden havde mest lyst til at gå igen, ikke fordi den ikke var god og medrivende, tværtimod, men fordi den var så konsekvent og blottet for føleri og moraliseren. Men hård kost, det er Babel.
Så til lørdag, hvor jeg delte verdensrummet med ca. 22.000 andre vilde Springsteen fans i Parken. Denne lille mand, med det frygtindgydene underbid og den store smittende glæde ved at spille, hvor er han dog utrolig. Jo mere publikum jublede og spillede med, jo bredere grinede han tilbage. Og hvilken fest, han lagde op til.
Bandet var det meget alternativt sammensatte fra "The Seeger Sessions" med Cajun harmonika og pennywhistle, irske violiner tilsat Bluegrass og stortromme, blæsere - gudhjælpemig med en enorm tuba, Honkytonk klaver, reggae og cubanske overtoner, gospel og så Bruce's helt egenartede musik. Man sku tro, de var bedst egnede til mere intime steder, med savsmuld og øl på gulvet, men nej. Selv med rædselsfuld akustik spillede de hele Parken op til fællesdans.
Undervejs gik det pludselig op for mig, at Springsteen i virkeligheden spillede soundtracket til fredagens Babel. Her hørte vi rødderne til hele den sammensatte amerikanske kultur, her fremstod indvandringen fra alle dele af verden pludselig helt konkret. Ikke i modsætning til hinanden, men supplerende, berigende og ikke mindst spændende og udfordrende.
Jeg har har en udtalt svaghed for violiner i jassmusik, blues og rock. Når denne svaghed så suppleres med en forrygende harmonika sjuppende af billig Moonshine og et honkytonk opretstående for fuldt udtræk, så er jeg solgt. Når musikken så tillader sig at blande stilarter efter forgodtbefindende og afleveres med en energi og glæde, som ingen andre end The Boss kan bidrage med, så ser verden ikke så grum ud et par timer.
Numrene fra The Seeger Sessions kendte jeg i forvejen, fantastiske og ikke til at sidde stille til. Men når manden så tillader sig til totalt at gendigte en af sine egne klassikere som Atlantic City, nu nærmest uden melodi, men så meget mere som desperat kampråb, så vokser min beundring af ham til uanede højder. Tænk at kunne fornye sig så meget uden at tabe tråden, imponerende. Bare touren kommer som liveindspilning, det har musikken og budskabet fortjent.
He'll be back!
tirsdag, oktober 24, 2006
Fogh og Bush
Lige nu er jeg ved at være igennem Bob Woodwards sidste om Bush og Irak, eller rettere om beslutningsprocesserne i administrationen. Bogen er rystende læsning - som de tidligere - og god til at forstå, hvorfor det gik (går) så galt.
Men noget helt andet slår mig. I bogen hører man ned i mindste detalje om hvem, der mente hvad blandt de centrale aktører. Cheney, Rumsfeldt, Rice, Powell, Tenet og en nærmest uendelig række af centrale generaler, rådgivere, ambassadører og hvad ved jeg. Vi hører hvad de sagde på de afgørende møder, hvad de viste om Husseins WMD'er (dem der ikke var der alligevel) og om deres grænseløse mangel på konkret viden om det irakiske samfund.
Tilsyneladende kommer alt frem og alle udtaler sig åbent til journalisten, inklusive Bush. Selvfølgelig udtaler de sig alle med bagklogskab og med formålet at påvirke historieskrivningen. Og selvfølgelig er ikke alt, som det refereres i bogen, men alligevel et facinerende og meget direkte indblik i hvordan det amerikanske system fungerer. Og dermed et redskab til at påvirke den aktuelle situation.
Tænk engang, hvis vi havde en lignende åbenhed i Danmark. Tænk hvis vi på lignende måde, fik afdækket de centrale beslutningsprocesser i regeringens indekreds. Tænk, hvis det kom frem udfra hvilken viden Fogn traf beslutning om dansk deltagelse i Irakkrigen, om Muhammedkrisen eller hvordan forholdet er mellem ham og Pia K. Og ikke om 20 år, som resultat af memoirer eller historikeres forskning, men lige nu medens det har betydning.
Man kan sige meget om demokratiet i USA, men den åbenhed der er omkring centrale processer gør mig noget mere tryg end jeg er ved det totalt lukkede danske system.
Måske er der en eller anden vaks journalist, der kunne lade sig inspirere, blot en diskret ønsketanke.
I'll be back
Men noget helt andet slår mig. I bogen hører man ned i mindste detalje om hvem, der mente hvad blandt de centrale aktører. Cheney, Rumsfeldt, Rice, Powell, Tenet og en nærmest uendelig række af centrale generaler, rådgivere, ambassadører og hvad ved jeg. Vi hører hvad de sagde på de afgørende møder, hvad de viste om Husseins WMD'er (dem der ikke var der alligevel) og om deres grænseløse mangel på konkret viden om det irakiske samfund.
Tilsyneladende kommer alt frem og alle udtaler sig åbent til journalisten, inklusive Bush. Selvfølgelig udtaler de sig alle med bagklogskab og med formålet at påvirke historieskrivningen. Og selvfølgelig er ikke alt, som det refereres i bogen, men alligevel et facinerende og meget direkte indblik i hvordan det amerikanske system fungerer. Og dermed et redskab til at påvirke den aktuelle situation.
Tænk engang, hvis vi havde en lignende åbenhed i Danmark. Tænk hvis vi på lignende måde, fik afdækket de centrale beslutningsprocesser i regeringens indekreds. Tænk, hvis det kom frem udfra hvilken viden Fogn traf beslutning om dansk deltagelse i Irakkrigen, om Muhammedkrisen eller hvordan forholdet er mellem ham og Pia K. Og ikke om 20 år, som resultat af memoirer eller historikeres forskning, men lige nu medens det har betydning.
Man kan sige meget om demokratiet i USA, men den åbenhed der er omkring centrale processer gør mig noget mere tryg end jeg er ved det totalt lukkede danske system.
Måske er der en eller anden vaks journalist, der kunne lade sig inspirere, blot en diskret ønsketanke.
I'll be back
søndag, oktober 15, 2006
Søndag, sol og efterår
Tænk dig engang, det er mid oktober, strålende solskin. Alle farver gyldne og afstemte. Jeg er lige kommet tilbage efter en 65km cykeltur rundt om Tune, Roskilde og Hove. Hvordan bærer man sig så ad med at bevare sit naturlige sortsyn.
Lige nu kan DF's muslimofobi og behov for at bringe sig selv i centrum ikke ophidse. Selv israelernes seneste overfald i Gaza forbliver blot en mindre efterårssky.
Jamen hvad så med situationen i Irak, den Nordkoreanske atombombe eller Socialdemokraternes manglende mod til at pege længere frem end til mere velfærd. Det burde da være nok til at fremme det naturlige mismod?
Nej, med et sådant vejr på en søndag i oktober, så holder jeg humøret højt og vægten lav (nu 88,7kg.)
I'll be back
Lige nu kan DF's muslimofobi og behov for at bringe sig selv i centrum ikke ophidse. Selv israelernes seneste overfald i Gaza forbliver blot en mindre efterårssky.
Jamen hvad så med situationen i Irak, den Nordkoreanske atombombe eller Socialdemokraternes manglende mod til at pege længere frem end til mere velfærd. Det burde da være nok til at fremme det naturlige mismod?
Nej, med et sådant vejr på en søndag i oktober, så holder jeg humøret højt og vægten lav (nu 88,7kg.)
I'll be back
tirsdag, september 12, 2006
9/12
Mandag var 9/11 og femårsdagen blev behørigt fejret i USA og mindet verden over. Sjovt nok var der ikke mange reportager fra Afganistan og da slet ikke fra Irak, der om nogen har måttet betale prisen for historiens mest vellykkede terroistangreb.
Men i dag er det så 9/12 og verdenshistorien skal gå videre. I Irak som i USA og i Danmark. Over there deler befolkningen sig tilsyneladende i tre lejre, dem der mener at Bush/Big Business og/eller jøderne stod bag, dem der siger at supermagtens sikkerhed fortsat er truet og forsvares bedst i Irak og så dem, der bare vil se at komme videre, få tropperne hjem fra Irak og undgå for store indgreb i den personlige frihed.
Til gengæld har vi her i hjertet af velstanden, tolerancen og den gensidige forståelse fået vore helt egne "homegrown" terrorister, heldigvis ikke så proffe som Bin Laden eller dødssøgende som diverse brigader i øvrige dele af verden, men farlige nok alligevel.
Som modtræk kræver Dansk Folkeparti mere TV overvågning i Voldsmose, man må formode at meningen er at fange terrorister, medens de står på gadehjørnet og blander kemikalierne! Farligere er nok tendensen til at sige dem om muslimer og muslimernes tendens til at trække sig tilbage til parrallelsamfund.
I min sikkert naive og verdensfjerne sæbeboble tror jeg at det eneste svar på vores hjemmedyrkede terrorister er ikke at gå i panik, gøre endnu mere for at integrationen skal lykkes og i øvrigt prøve at snakke fornuft med så mange som muligt.
Så det er hvad jeg vil gøre her fra den 12. september.
I'll be back
Men i dag er det så 9/12 og verdenshistorien skal gå videre. I Irak som i USA og i Danmark. Over there deler befolkningen sig tilsyneladende i tre lejre, dem der mener at Bush/Big Business og/eller jøderne stod bag, dem der siger at supermagtens sikkerhed fortsat er truet og forsvares bedst i Irak og så dem, der bare vil se at komme videre, få tropperne hjem fra Irak og undgå for store indgreb i den personlige frihed.
Til gengæld har vi her i hjertet af velstanden, tolerancen og den gensidige forståelse fået vore helt egne "homegrown" terrorister, heldigvis ikke så proffe som Bin Laden eller dødssøgende som diverse brigader i øvrige dele af verden, men farlige nok alligevel.
Som modtræk kræver Dansk Folkeparti mere TV overvågning i Voldsmose, man må formode at meningen er at fange terrorister, medens de står på gadehjørnet og blander kemikalierne! Farligere er nok tendensen til at sige dem om muslimer og muslimernes tendens til at trække sig tilbage til parrallelsamfund.
I min sikkert naive og verdensfjerne sæbeboble tror jeg at det eneste svar på vores hjemmedyrkede terrorister er ikke at gå i panik, gøre endnu mere for at integrationen skal lykkes og i øvrigt prøve at snakke fornuft med så mange som muligt.
Så det er hvad jeg vil gøre her fra den 12. september.
I'll be back
onsdag, september 06, 2006
Mordere på TV
Forleden viste TV et program om israelske piloter og deres oplevelse af rollen som statsautoriserede mordere for regeringen. Mordere er naturligvis min betegnelse, ingen regering har officielt ansat mordere og det er vel de færreste, der præsenterer sig selv som morder. Ikke desto mindre fløj de rundt og myrdede/henrettede/eksekverede diverse personer, som blev udpeget for dem som Hamas medlemmer, terrorister eller lignende - og nogen gange ramte de ikke kun målet, men diverse formodentlig uskyldige "bystanders".
Et par ting fra programmet hænger særligt fast.
Den ene af piloterne, der fløj Cobra helikoptre som er særligt velegnede til at skyde efter enkeltpersoner, biler og enkeltvinduer, fortalte temmelig gribende om sine overvejelser, om hvordan han nogen gange undlod at skyde af frygt for at ramme andre og om sine tanker overfor de uskyldige ofre, der uundgåeligt røg med. Bestemt et sympatisk og varmt menneske. Og så var han ovenikøbet børnelæge bl.a. med palestinænsiske patienter. Den ene dag mer eller mindre kolblodig myrdnende redskab for regeringens politik, den næste dag varm og engageret børnelæge. Gad vide hvordan han selv får det til at hænge sammen oppe i hovedet?
Den anden ting der stadig rumsterer fra TV udsendelsen var at ham børnelægen/bødlen eller bødlen/børnelægen på trods af sine helt entydige dybe moralske problemer med sin rolle som morder alligevel valgte at blive ved. Overfor ham stod en række andre kamppiloter, der havde valgt at sige fra. De havde skrevet under på en henvendelse til regeringen om at de til en hver tid stod til rådighed for forsvaret af Israel, men at de nægtede at bombe tilfældige mål i de besatte områder. Disse piloter, var det en 50-60 stykker, var omgående blevet smidt ud af IDF og dermed nægtet den rolle som forsvarere af deres hjemland som man må formode de i høj grad havde viet deres hidtidige liv til. Men for dem havde rollen som statsansat morder været for meget. Deres moral kunne ikke forenen rollen som morder med rollen som selvstændigt tænkende menneske. Og, må man formode, de mente ikke at konflikten med palestinænserne kunne løses med bomber og missiler.
Hvor var det godt at se, at selv i de mørkeste kroge findes der omtanke, empati og moral.
I'll be back
Et par ting fra programmet hænger særligt fast.
Den ene af piloterne, der fløj Cobra helikoptre som er særligt velegnede til at skyde efter enkeltpersoner, biler og enkeltvinduer, fortalte temmelig gribende om sine overvejelser, om hvordan han nogen gange undlod at skyde af frygt for at ramme andre og om sine tanker overfor de uskyldige ofre, der uundgåeligt røg med. Bestemt et sympatisk og varmt menneske. Og så var han ovenikøbet børnelæge bl.a. med palestinænsiske patienter. Den ene dag mer eller mindre kolblodig myrdnende redskab for regeringens politik, den næste dag varm og engageret børnelæge. Gad vide hvordan han selv får det til at hænge sammen oppe i hovedet?
Den anden ting der stadig rumsterer fra TV udsendelsen var at ham børnelægen/bødlen eller bødlen/børnelægen på trods af sine helt entydige dybe moralske problemer med sin rolle som morder alligevel valgte at blive ved. Overfor ham stod en række andre kamppiloter, der havde valgt at sige fra. De havde skrevet under på en henvendelse til regeringen om at de til en hver tid stod til rådighed for forsvaret af Israel, men at de nægtede at bombe tilfældige mål i de besatte områder. Disse piloter, var det en 50-60 stykker, var omgående blevet smidt ud af IDF og dermed nægtet den rolle som forsvarere af deres hjemland som man må formode de i høj grad havde viet deres hidtidige liv til. Men for dem havde rollen som statsansat morder været for meget. Deres moral kunne ikke forenen rollen som morder med rollen som selvstændigt tænkende menneske. Og, må man formode, de mente ikke at konflikten med palestinænserne kunne løses med bomber og missiler.
Hvor var det godt at se, at selv i de mørkeste kroge findes der omtanke, empati og moral.
I'll be back
onsdag, august 09, 2006
Hvad er det, der er galt med israelerne?
Er der et folk, som jeg ikke forstår, så er det israelerne. Jeg nægter at tro, at de er hverken dummere, mere selvoptagne eller mere indskrænkede end andre mennesker, men jeg forstår dem altså ikke.
Nu her i nyhederne var der en ellers sympatisk udseende dame, der med stor følelse sammenlignede beboerne i sin by med ofrene under de allieredes bombardementer under anden verdenskrig. Befolkningen i byen havde mere eller mindre levet under konstant bombardement med Hisbollah raketter siden krigen startede, dvs. en 3 ugers tid. Ingen tvivl om at det må være rædselsfuldt. Men borgmesterdamen, eller hvad hun nu var, skulle da lige tænke på forholdet mellem de bombardementer hendes by er udsat for og så situationen i Beirut eller de landsbyer som Israel systematisk udsletter med stort tab af civilt liv. Måske ofrene i det sydlige Beirut kan sammenligne sig med ofrene i Hamburg, Dresden, Wien eller Berlin i 1944 og 1945, billederne derfra ligner i hvert fald, men ikke beboerne i den israelske grænseby. Men det var altså ikke sådan hun så det, det var hendes folk der var ofrene.
Det virker som om den gennemsnitlige israeler fuldstændigt savner evnen eller viljen til at sætte sig ind i eller blot forholde sig til de ødelæggelser som deres egen hær nedkalder over en forsvarsløs civilbefolkning. Tilsyneladende nægter denne ellers veluddannede befolkning, med en høj kulturel baggrund og megen snak om etik og ansvar, at anerkende at de selv er en del af problemet og at andre lande og befolkninger, med fuld ret kan have synspunkter, der ikke umiddelbart svarer til israelernes.
Hvad måske er værre er at denne manglende empati er med til at øge modsætningerne, med til at skærpe uforsoneligheden og hadet. For hver boligblok, bro, tankstation eller lastbil som Israel smadrer i Libanon øger de jo blot opbakningen om Hisbollah. For hvert barn, der dræbes øges hadet og håbeløsheden og med håbeløshed følger viljen til fortsat krig. Og indtil videre er de jo ikke kommet et skridt nærmere en fredelig løsning - og de to gidsler er fuldstændigt glemt. For slet ikke at snakke om det oprindelige gidsel som palæstinenserne tog før hele helvedet brød løs.
Måske hende damen sku tænke på, at på trods af de uhyggelige bombardementer af Tyskland og de massive tab af menneskeliv i krigens sidste år, så gjorde befolkningen ikke oprør mod Hitler eller brød sammen. De fortsatte kampen til det sidste!
I'll be back
Nu her i nyhederne var der en ellers sympatisk udseende dame, der med stor følelse sammenlignede beboerne i sin by med ofrene under de allieredes bombardementer under anden verdenskrig. Befolkningen i byen havde mere eller mindre levet under konstant bombardement med Hisbollah raketter siden krigen startede, dvs. en 3 ugers tid. Ingen tvivl om at det må være rædselsfuldt. Men borgmesterdamen, eller hvad hun nu var, skulle da lige tænke på forholdet mellem de bombardementer hendes by er udsat for og så situationen i Beirut eller de landsbyer som Israel systematisk udsletter med stort tab af civilt liv. Måske ofrene i det sydlige Beirut kan sammenligne sig med ofrene i Hamburg, Dresden, Wien eller Berlin i 1944 og 1945, billederne derfra ligner i hvert fald, men ikke beboerne i den israelske grænseby. Men det var altså ikke sådan hun så det, det var hendes folk der var ofrene.
Det virker som om den gennemsnitlige israeler fuldstændigt savner evnen eller viljen til at sætte sig ind i eller blot forholde sig til de ødelæggelser som deres egen hær nedkalder over en forsvarsløs civilbefolkning. Tilsyneladende nægter denne ellers veluddannede befolkning, med en høj kulturel baggrund og megen snak om etik og ansvar, at anerkende at de selv er en del af problemet og at andre lande og befolkninger, med fuld ret kan have synspunkter, der ikke umiddelbart svarer til israelernes.
Hvad måske er værre er at denne manglende empati er med til at øge modsætningerne, med til at skærpe uforsoneligheden og hadet. For hver boligblok, bro, tankstation eller lastbil som Israel smadrer i Libanon øger de jo blot opbakningen om Hisbollah. For hvert barn, der dræbes øges hadet og håbeløsheden og med håbeløshed følger viljen til fortsat krig. Og indtil videre er de jo ikke kommet et skridt nærmere en fredelig løsning - og de to gidsler er fuldstændigt glemt. For slet ikke at snakke om det oprindelige gidsel som palæstinenserne tog før hele helvedet brød løs.
Måske hende damen sku tænke på, at på trods af de uhyggelige bombardementer af Tyskland og de massive tab af menneskeliv i krigens sidste år, så gjorde befolkningen ikke oprør mod Hitler eller brød sammen. De fortsatte kampen til det sidste!
I'll be back
torsdag, august 03, 2006
En ex KAP'ers bekendelser
For et par år siden var det "in" at gå til bekendelse og nedgøre sin fortid på den yderste venstrefløj, rækken af gamle partikammerater, der i aviser og bøger bekendte sine "fejltagelser" var lang og højrefløjen godtede sig. Jeg syntes det var lidt pinligt og udtryk for at de bekendende nok stadig overdrev deres betydning.
Følgende indlæg fik jeg i januar 2003 optaget i Politiken:
"Det er på mode at bede om offentlig syndsbekendelse gennem pressen. For tiden er det den gamle garde fra KAP, for de ikke indviede Kommunistisk Arbejder Parti. I interviews og indlæg lyder det næsten enstemmigt fra gamle kampfæller.
”Jeg indrømmer, kender mig skyldig, skammer mig. Som ung tilbad jeg Mao, Marxismen-leninismen, kulturrevolutionen, Albanien. Gik ind for væbnet revolution i Danmark, ville sikkert også skyde fjender af revolutionen, i hvert fald for at gøre alt for at sikre proletariatets diktatur. Hver aften falder jeg nu på knæ og undskylder overfor masserne i Kina og bønderne i Kambodia. Hver aften takker jeg det gode demokratiske Danmark for at have retledt mig og for at være blevet en svoren tilhænger af markedsøkonomi, demokrati og menneskerettigheder. Og var det ikke lige fordi ham Bush er sådan en kedelig karl, ville jeg nok også takke USA for at have vundet den kolde krig.”
Ja, også jeg var en af disse BoML’ere, MLE’er og sidst KAP’er og ja, vi var lidt mærkelige og ja, jeg blev klogere, ældre, hvad ved jeg - jeg holdt i hvert fald op og blev god samfundsstøtte.
Men beklager, jeg føler altså ikke noget særligt medansvar for tragedierne i Kina eller myrderierne i Kambodia, jeg angrer ikke mine daværende meninger om demokratiet i Danmark, socialfascisterne eller revisionisterne i DKP. Jeg ærgrer mig måske en gang i mellem over min ungdoms naivitet og undrer mig over at jeg kunne mene så meget og vide så lidt, men det er altså ikke det væsentligste.
For mig startede det hele i slutningen af 60’erne. Der var grøde i samfundet, ungdomsoprør og de gamle værdier skulle fejes af bordet. Efter min soldatertid røg jeg, ret tilfældigt, sammen med slumstormerne. Det var noget med aktiv kamp, med at mobilisere et kvarters beboere og en masse andre fine ord. Det var noget med Black Panters, gadeteater og lidt kinesisk kulturrevolution. Og så kunne vi slet ikke lide DKP, de støttede sovietimperialismen som vi anså for værre end USA’s imperialisme.
Mest var det dog et fællesskab, varme og et mål med livet.
Så kom politikken snigende. Vi besatte den gamle Nationalbank og gjorde gaderne usikre. Men fik altså en ideologi, ja sågar en revolutionær boligpolitik. Og læste så Mao, lidt Stalin, noget Lenin og slet ikke Marx, det var sku’ for svært. Men Mao, han var letlæst og især kortfattet. Tjen Folket ! Tænk en gang, så simpel en parole og dog så smuk. Hvad kan være mere godt, nødvendigt og givende end at tjene folket. Findes det er mere ædelt mål ? Hvordan skulle man dog som ung kunne være kritisk overfor et sådant mål ? Jeg kunne i hvert fald ikke og forsøger stadig at holde det mål foran mig som rettesnor.
Var vi religiøse, ja da og vi led af et udpræget tunnelsyn. Vi troede på masselinien og på folkets kraft. Vi satte os ikke tilbage og spekulerede, analyserede eller vendte hver en sten, i hvert fald ikke hele tiden. Vi handlede og nok så vigtigt, vi handlede ikke udfra egne snævre her og nu interesser, men udfra hvad vi troede gavnede sagen, dvs. revolutionen. Vi gungrede i 70’ernes Danmark, skabte bølger omkring os og en spirende tro på et alternativ til den socialdemokratiske vej.
Som så mange andre religiøse strømninger levede vi i en boble, der gjorde det let at afvise virkeligheden udenfor. Selv var jeg den obligatoriske tur i Albanien. En næsten surrealistisk oplevelse når jeg nu husker tilbage på hvad vi så, men sådan oplevede vi det slet ikke dengang. Vi så det vi håbede at se.
Som i så mange andre sekter havde vi travlt med at missionere og udviklede nye omgangsformer. Den jeg bedst kunne lide, det var den med de store knus – især når det var nogle af pigerne, der skulle knuses. Værre var det når vi skulle kadrevurdere hvem der egnede sig som proletariske kærestepar.
Sjovest var det på sommerlejrene med dæknavne. Den var god lige til vore børn begyndte at kunne tale. Vi var jo så fornuftige at børnene ikke sagde Far og Mor til os, nej ungerne brugte vore rigtige navne. Så nyttede det jo ikke noget at jeg som lejerleder hed Ivan, når min søn nu kaldte mig Henrik!
Faktisk kom flere og flere ting fra virkeligheden til at give problemer for sæbeboblen. Jeg var bryggeriarbejder, men spejdede forgæves efter de stolte og ægte proletarer, dem der lignede en krydsning mellem en arbejder fra en Eisenstein film og en kinesisk bonde. Værre var det, at jeg i mit daglige arbejde i tapperiet stille og roligt lærte at lave resultater i samarbejde med formænd og forvaltere, inspektører ja selv tapperichefer, altså selve kapitalens lejesvende. Sandelig om det ikke også var det, som kollegerne forventede af mig.
Det var også hårdt med skiftehold, to børn, fagligt arbejde, partiarbejde, en kone der naturligvis var ligeså aktiv som jeg.
Sæbeboblen brast ikke med et puf, nej den skrumpede og mistede sin glans. Mere og mere af virkeligheden slap ind og satte spørgsmålstegn rundt om i min bevidsthed. Til sidst var der kun vanen og kammeratskabet tilbage og så en dag var det også væk.
Skal jeg formulere bruddet, så var det da jeg begyndte at erkende at det jeg sloges for, det havde vi jo allerede vundet i Danmark. Vi har jo demokrati i Danmark, vi har ret til at tænke og tale nogenlunde som vi vil.
Sådan er min historie fra den yderste venstrefløj, ca. 10 år tog den. I dag er jeg socialdemokrat, ansat i fagbevægelsen og tror på at fremskridt og udvikling skabes gennem kampen mellem modsætninger, i kampen mellem dem der har magt, og dem der har noget i klemme. Og vigtigst at kampen skal foregå åbent og med respekt for hinandens interesser.
Hvad gav tiden i KAP mig? Jo, jeg lærte at stole på egne kræfter, lærte en masse praktisk om at få ting til at ske, lærte at analysere modsætninger og finde frem til brugbare løsninger. Lærte at skrive og tale, organisere møder, arrangementer, ændringer. Og med tjen folket parolen i rygsækken lærte jeg at virkelig forandring kun og først sker når folk selv ønsker forandring.
Kunne jeg eller flertallet af KAP’erne være endt på en barrikade på Nørrebrogade, svingende en fane og en Kalasnikov, ja måske nok, hvis altså lige russerne havde invaderet Danmark.
Kunne vi for alvor have fundet på at gribe til våben, smide med bomber, likvidere forrædere og klassefjender. Kunne vi have stræbt efter at opbygge et totalitært system i Danmark, terroriseret store befolkningsgrupper og udråbt proletariatets diktatur. Nej vel.
Når jeg er så sikker skyldes det ikke blot mine egne oplevelser og opfattelser af mig selv og mine daværende kammerater. Det skyldes en simpel historisk kendsgerning, som en række selvretfærdige kritikere ganske vælger at overse.
De socialistiske diktaturer i Albanien, Kambodia, Vietnam, Kina og Sovietunionen opstod i befolkninger med mangeårige traditioner for despoter og undertrykkelse. Det var små magtgruppers diktatur over en uoplyste befolkning. I Danmark har vi ikke tradition for despoter, det er mange år siden enevældet blev oplyst, arbejderklassen er stor og har det nogenlunde, klassemodsætningerne er godt gemt af vejen. Og måske væsentligst, vi er næsten alle så helvedes godt uddannet og har derfor overskud til at være kritiske, individualistiske og i sidste ende grine af ekstreme, fundamentalistiske synspunkter.
KAP kunne ikke være endt som SUKP(B) og vor formand Benito aldrig endt som Mao, bare læs hans sidste roman.
Så ja, det ærgrer mig grusomt at se alle de bekendelser og bodsøvelser som dele af den gamle venstrefløj nu ganske opportunistisk udøver. Vi burde alle være stolte over at vi gik ud og sloges for en smuk drøm. Drømmen viste sig at være netop en drøm og i mit tilfælde en drøm, der allerede var virkeliggjort. Men jeg mindes en bestemt mørk amerikaner, der blev ganske populær netop på at have en drøm."
Begivenhederne siden har ikke fået mig til at skifte mening!
I'll be back
Følgende indlæg fik jeg i januar 2003 optaget i Politiken:
"Det er på mode at bede om offentlig syndsbekendelse gennem pressen. For tiden er det den gamle garde fra KAP, for de ikke indviede Kommunistisk Arbejder Parti. I interviews og indlæg lyder det næsten enstemmigt fra gamle kampfæller.
”Jeg indrømmer, kender mig skyldig, skammer mig. Som ung tilbad jeg Mao, Marxismen-leninismen, kulturrevolutionen, Albanien. Gik ind for væbnet revolution i Danmark, ville sikkert også skyde fjender af revolutionen, i hvert fald for at gøre alt for at sikre proletariatets diktatur. Hver aften falder jeg nu på knæ og undskylder overfor masserne i Kina og bønderne i Kambodia. Hver aften takker jeg det gode demokratiske Danmark for at have retledt mig og for at være blevet en svoren tilhænger af markedsøkonomi, demokrati og menneskerettigheder. Og var det ikke lige fordi ham Bush er sådan en kedelig karl, ville jeg nok også takke USA for at have vundet den kolde krig.”
Ja, også jeg var en af disse BoML’ere, MLE’er og sidst KAP’er og ja, vi var lidt mærkelige og ja, jeg blev klogere, ældre, hvad ved jeg - jeg holdt i hvert fald op og blev god samfundsstøtte.
Men beklager, jeg føler altså ikke noget særligt medansvar for tragedierne i Kina eller myrderierne i Kambodia, jeg angrer ikke mine daværende meninger om demokratiet i Danmark, socialfascisterne eller revisionisterne i DKP. Jeg ærgrer mig måske en gang i mellem over min ungdoms naivitet og undrer mig over at jeg kunne mene så meget og vide så lidt, men det er altså ikke det væsentligste.
For mig startede det hele i slutningen af 60’erne. Der var grøde i samfundet, ungdomsoprør og de gamle værdier skulle fejes af bordet. Efter min soldatertid røg jeg, ret tilfældigt, sammen med slumstormerne. Det var noget med aktiv kamp, med at mobilisere et kvarters beboere og en masse andre fine ord. Det var noget med Black Panters, gadeteater og lidt kinesisk kulturrevolution. Og så kunne vi slet ikke lide DKP, de støttede sovietimperialismen som vi anså for værre end USA’s imperialisme.
Mest var det dog et fællesskab, varme og et mål med livet.
Så kom politikken snigende. Vi besatte den gamle Nationalbank og gjorde gaderne usikre. Men fik altså en ideologi, ja sågar en revolutionær boligpolitik. Og læste så Mao, lidt Stalin, noget Lenin og slet ikke Marx, det var sku’ for svært. Men Mao, han var letlæst og især kortfattet. Tjen Folket ! Tænk en gang, så simpel en parole og dog så smuk. Hvad kan være mere godt, nødvendigt og givende end at tjene folket. Findes det er mere ædelt mål ? Hvordan skulle man dog som ung kunne være kritisk overfor et sådant mål ? Jeg kunne i hvert fald ikke og forsøger stadig at holde det mål foran mig som rettesnor.
Var vi religiøse, ja da og vi led af et udpræget tunnelsyn. Vi troede på masselinien og på folkets kraft. Vi satte os ikke tilbage og spekulerede, analyserede eller vendte hver en sten, i hvert fald ikke hele tiden. Vi handlede og nok så vigtigt, vi handlede ikke udfra egne snævre her og nu interesser, men udfra hvad vi troede gavnede sagen, dvs. revolutionen. Vi gungrede i 70’ernes Danmark, skabte bølger omkring os og en spirende tro på et alternativ til den socialdemokratiske vej.
Som så mange andre religiøse strømninger levede vi i en boble, der gjorde det let at afvise virkeligheden udenfor. Selv var jeg den obligatoriske tur i Albanien. En næsten surrealistisk oplevelse når jeg nu husker tilbage på hvad vi så, men sådan oplevede vi det slet ikke dengang. Vi så det vi håbede at se.
Som i så mange andre sekter havde vi travlt med at missionere og udviklede nye omgangsformer. Den jeg bedst kunne lide, det var den med de store knus – især når det var nogle af pigerne, der skulle knuses. Værre var det når vi skulle kadrevurdere hvem der egnede sig som proletariske kærestepar.
Sjovest var det på sommerlejrene med dæknavne. Den var god lige til vore børn begyndte at kunne tale. Vi var jo så fornuftige at børnene ikke sagde Far og Mor til os, nej ungerne brugte vore rigtige navne. Så nyttede det jo ikke noget at jeg som lejerleder hed Ivan, når min søn nu kaldte mig Henrik!
Faktisk kom flere og flere ting fra virkeligheden til at give problemer for sæbeboblen. Jeg var bryggeriarbejder, men spejdede forgæves efter de stolte og ægte proletarer, dem der lignede en krydsning mellem en arbejder fra en Eisenstein film og en kinesisk bonde. Værre var det, at jeg i mit daglige arbejde i tapperiet stille og roligt lærte at lave resultater i samarbejde med formænd og forvaltere, inspektører ja selv tapperichefer, altså selve kapitalens lejesvende. Sandelig om det ikke også var det, som kollegerne forventede af mig.
Det var også hårdt med skiftehold, to børn, fagligt arbejde, partiarbejde, en kone der naturligvis var ligeså aktiv som jeg.
Sæbeboblen brast ikke med et puf, nej den skrumpede og mistede sin glans. Mere og mere af virkeligheden slap ind og satte spørgsmålstegn rundt om i min bevidsthed. Til sidst var der kun vanen og kammeratskabet tilbage og så en dag var det også væk.
Skal jeg formulere bruddet, så var det da jeg begyndte at erkende at det jeg sloges for, det havde vi jo allerede vundet i Danmark. Vi har jo demokrati i Danmark, vi har ret til at tænke og tale nogenlunde som vi vil.
Sådan er min historie fra den yderste venstrefløj, ca. 10 år tog den. I dag er jeg socialdemokrat, ansat i fagbevægelsen og tror på at fremskridt og udvikling skabes gennem kampen mellem modsætninger, i kampen mellem dem der har magt, og dem der har noget i klemme. Og vigtigst at kampen skal foregå åbent og med respekt for hinandens interesser.
Hvad gav tiden i KAP mig? Jo, jeg lærte at stole på egne kræfter, lærte en masse praktisk om at få ting til at ske, lærte at analysere modsætninger og finde frem til brugbare løsninger. Lærte at skrive og tale, organisere møder, arrangementer, ændringer. Og med tjen folket parolen i rygsækken lærte jeg at virkelig forandring kun og først sker når folk selv ønsker forandring.
Kunne jeg eller flertallet af KAP’erne være endt på en barrikade på Nørrebrogade, svingende en fane og en Kalasnikov, ja måske nok, hvis altså lige russerne havde invaderet Danmark.
Kunne vi for alvor have fundet på at gribe til våben, smide med bomber, likvidere forrædere og klassefjender. Kunne vi have stræbt efter at opbygge et totalitært system i Danmark, terroriseret store befolkningsgrupper og udråbt proletariatets diktatur. Nej vel.
Når jeg er så sikker skyldes det ikke blot mine egne oplevelser og opfattelser af mig selv og mine daværende kammerater. Det skyldes en simpel historisk kendsgerning, som en række selvretfærdige kritikere ganske vælger at overse.
De socialistiske diktaturer i Albanien, Kambodia, Vietnam, Kina og Sovietunionen opstod i befolkninger med mangeårige traditioner for despoter og undertrykkelse. Det var små magtgruppers diktatur over en uoplyste befolkning. I Danmark har vi ikke tradition for despoter, det er mange år siden enevældet blev oplyst, arbejderklassen er stor og har det nogenlunde, klassemodsætningerne er godt gemt af vejen. Og måske væsentligst, vi er næsten alle så helvedes godt uddannet og har derfor overskud til at være kritiske, individualistiske og i sidste ende grine af ekstreme, fundamentalistiske synspunkter.
KAP kunne ikke være endt som SUKP(B) og vor formand Benito aldrig endt som Mao, bare læs hans sidste roman.
Så ja, det ærgrer mig grusomt at se alle de bekendelser og bodsøvelser som dele af den gamle venstrefløj nu ganske opportunistisk udøver. Vi burde alle være stolte over at vi gik ud og sloges for en smuk drøm. Drømmen viste sig at være netop en drøm og i mit tilfælde en drøm, der allerede var virkeliggjort. Men jeg mindes en bestemt mørk amerikaner, der blev ganske populær netop på at have en drøm."
Begivenhederne siden har ikke fået mig til at skifte mening!
I'll be back
tirsdag, august 01, 2006
Sæde 25C
Endelig var det afsted til Madeira, ingen problemer i Kastrup og flyet gik til tiden.
Jeg var beredt på charterferiens lyksaligheder, beredt på at sidde i 5 timer med knæene oppe ved ørerne, beredt på lousy mad, skrigende unger og på stewardesser, der hele tiden ville forstyrre med ting vi alle burde købe undervejs.
Men jeg var ikke beredt på sæde 25C.
Til jer som ikke fornylig har rejst med Sterling Boeing 737, 7oo, så er sæde 25C det bagerste ud mod gangen.
På sæde 25C sidder man lige ved de to toiletter og pantriet. Det indebærer at man konstant skubbes til af passagerene, der skal kante sig forbi. Passagererne, der står i kø for at komme til på toilettet, læner sig ind over ens plads for at give plads eller mere normalt stiller deres -ind i mellem letterede forvoksede- bagdele ind i hovedet på den stakkels passager på 25C. Som om det ikke var nok skulle stewardesserne naturligvis osse forbi med deres vogne, affaldsposer og hvad ved jeg.
Alt det ku jeg nok have levet med, det var ubehageligt, irriterende og urimeligt, men trods alt kun i knap 5 timer.
Problemet kom med trækken.
Der var simpelthen et gevaldigt træk, fra toiletterne tror jeg, lige hen over mine ben. Airconditioningen var i forvejen sat til at nedkøle en polarnat, men trækken gjorde det næsten uudholdeligt. Tæpper var der ingen af og påklædningen naturligvis tilpasset sommertemparaturen.
Resultat. Da vi langt om længe forlod flyveren til fordel for Madeiras varme stod jeg og rystede af feber, med snotten hængende ud af næsen, totalt døv på det ene øre og et humør sortere end sort.
De næste to dage tilbragte jeg stønnende på værelset på hotellet og resten af ugen var præget af snot og hosten i lange baner - ikke lige den ferie jeg havde drømt om.
Så hold jer væk fra sæde 25C. hvis I skal flyve med Sterling til Maderia.
Efterskrift:
Hjemturen på sæde 9D var tålelig, kold og sammenklemt, men dog uden træk og knap så forstyrret af passagen gennem gangen.
I'll be back
Jeg var beredt på charterferiens lyksaligheder, beredt på at sidde i 5 timer med knæene oppe ved ørerne, beredt på lousy mad, skrigende unger og på stewardesser, der hele tiden ville forstyrre med ting vi alle burde købe undervejs.
Men jeg var ikke beredt på sæde 25C.
Til jer som ikke fornylig har rejst med Sterling Boeing 737, 7oo, så er sæde 25C det bagerste ud mod gangen.
På sæde 25C sidder man lige ved de to toiletter og pantriet. Det indebærer at man konstant skubbes til af passagerene, der skal kante sig forbi. Passagererne, der står i kø for at komme til på toilettet, læner sig ind over ens plads for at give plads eller mere normalt stiller deres -ind i mellem letterede forvoksede- bagdele ind i hovedet på den stakkels passager på 25C. Som om det ikke var nok skulle stewardesserne naturligvis osse forbi med deres vogne, affaldsposer og hvad ved jeg.
Alt det ku jeg nok have levet med, det var ubehageligt, irriterende og urimeligt, men trods alt kun i knap 5 timer.
Problemet kom med trækken.
Der var simpelthen et gevaldigt træk, fra toiletterne tror jeg, lige hen over mine ben. Airconditioningen var i forvejen sat til at nedkøle en polarnat, men trækken gjorde det næsten uudholdeligt. Tæpper var der ingen af og påklædningen naturligvis tilpasset sommertemparaturen.
Resultat. Da vi langt om længe forlod flyveren til fordel for Madeiras varme stod jeg og rystede af feber, med snotten hængende ud af næsen, totalt døv på det ene øre og et humør sortere end sort.
De næste to dage tilbragte jeg stønnende på værelset på hotellet og resten af ugen var præget af snot og hosten i lange baner - ikke lige den ferie jeg havde drømt om.
Så hold jer væk fra sæde 25C. hvis I skal flyve med Sterling til Maderia.
Efterskrift:
Hjemturen på sæde 9D var tålelig, kold og sammenklemt, men dog uden træk og knap så forstyrret af passagen gennem gangen.
I'll be back
Abonner på:
Opslag (Atom)
