Retur fra Azorerne og hjem til Pia K

Just hjemkommet fra en hurtig tur til Azorerne. Lige midt ude i Atlanterhavet, to timers flyvning fra den spanske halvø, men ellers meget som resten af EU, med enkelte undtagelser, heldigvis. Naturen er fantastisk, vejret er perfekt og fiskeriet er vel som for mange hundrede år siden. Et rigtigt mandeerhverv for rigtige mænd - jeg så i hvert fald ingen fiskende kvinder. I øvrigt var det påfaldende at mændene stod rundt omkring og brugte timer på at snadre med store håndbevægelser og indforstået mimik. Kvinderne derimod, var næsten usynlige. Enkelte kvinder sad på dørtrin eller hang ud af vinduerne, men ellers var de usynlige (Ja lige med undtagelse af de indkøbende kvinder i supermarkedet, de fyldte tilgengæld også på alle måder!)

Hovedøen er præget af gamle vulkaner og deraf følgende dramatiske landskaber, godt med sol og regn og så har de tilsyneladende gjort god brug af EU midler, øen virkede meget velstående, også mere end hvad den begrænsede turisme og så fiskeriet synes at kunne berettige til.

Jeg så hvaler, delfiner, flyvefisk, fugle blæksprutter og en masse andet spændende. Og så var der en frygtelig masse teenage tøser i ikke meget tøj at kigge efter (kun kigge!) så alt i alt en spændende uge midt i Atlanten.

Se billederne her http://picasaweb.google.dk/HHalbum/IlhaVerdeJuli2007

Og så kommer man hjem til lille Danmark, hovedhistorien er Pia K, der nu har udskiftet pensionisterne med plejehjemspersonalet. De skal have mere i lønposen så de bedre kan pleje de pensionister, som DF ikke orker at smide flere penge efter. 5 milliarder som skal fordeles til disse grupper ved overenskomstforhandlingerne, jamen jamen! Hvor længe er det siden at de stod bag forliget med kommunerne om budgetterne, kommunalreformen og hvad ved jeg - sammen med regeringen. Ja, politisk populisme er uden hukommelse, uden anstændighed og uden ansvar!

I'll be back

En umulig sommerdiskussion

Nu fortrænger den virkelig røde fare de frygtede dræbersnegle. Enhedslisten er i gang med et landsforrædderi og svigter "vore drenge" i krigen i Irak. Dvs. det er jo ikke Enhedslisten, selvom de har ment det samme fra krigens start. Nej, historien er bedre, nu er det Asmaa Abdol-Hamid, der er ude med endnu et ophidsende budskab. Og det er jo en langt bedre historie end hvis Rune Lund eller hvad de nu hedder havde sagt det samme. Ikke nok med at hun ser fremmed ud, hun tillader sig at fremsætte sine synspunkter på formfuldendt dansk. Det kan man jo ikke bare sådan tillade sig. Tænk engang, en kvinde, erklæret fundamentalistisk islamistist, stiller op for den yderste venstrefløj - og så tillader hun sig at fremture velargumenteret, klart og på det nydeligste ærkedanske. Det er simpelthen for meget. Og når hun så snigløber de danske soldater, der ganske vist er på vej ud, men stadig sætter livet på spil, ja så er selv Villy Søvndal på krigsstien. Måske Villy vil sætte Hjemmeværnet ind mod Asmaa når nu interessen for at bruge Hjemmeværnet mod dræbersneglene ikke var så stor.

Til sagen.

Irak blev overfaldet af en koalition af villige, deriblandt danske soldater. Danmark har en styrke i Bashra efter anmodning af den lovligt valgte irakiske regering. Nu med FN mandat, javel, men forklar lige den iraker, der er oplever sig forulempet af fremmede styrker, at hans egen frit og demokratisk valgte regering selv har bedt danskerne om at køre patruljer i hans landsby. Jeg tvivler på at jeg selv ville kunne se forskellen, hvis rollerne var vendt om.

Vi hylder højlydt de få frihedskæmpere, der vovede pelsen under tyskernes besættelse af Danmark. Tyskerne og regeringen kaldte dem ganske vist terrorister, men hvad. Vi hyldede den vietnamesiske befrielseskamp, selvom den var rettet mod en lovlydig valgt sydvietnamesisk regering. Og vi hyldede, med Lars Lykke Rasmussen i spidsen, afganernes befrielseskrig mod russerne, som havde besat landet på indbydelse af den lovligt valgte afganske regering. Så helt let er det ikke, hvem er lovlige frihedskæmpere, hvem er terrorister og hvem er bare ganske almindeligt møgsure over at se fremmede soldater i gaderne.

Jeg nærer en stor beundring for de danske soldater, der hver dag sætter livet på spil for en tabt sag. Men forståelsen for dem og deres umulige situation bør ikke forhindre os i at diskutere krigen/besættelsen/befrielseskampen bredt i pressen og mellem hinanden. Og den ret må Enhedslisten og deres åbenmundede kandidat vel tilstås i vort demkratiske samfund.

I'll be back

Slut med Harry

Så nåede jeg bind 7 til ende, og, surprize surprize, den endte som man kunne forvente. Ikke mindst i lyset af de sidste års enorme forventninger og spekulationer gik læsningen hurtigere og hurtigere som der blev færre og færre sider i bogen. Konstruktionen var simpel, Harry og Voldemort kan ikke begge eksistere samtidig, der var ikke et bind 8 planlagt og nogen af hovedpersonerne skulle slås ihjel.Man kunne så have opstillet en afkrydsningsliste og holdt væddemål om hvem der vandt, hvem der blev slået i hjel og om serien endte godt eller skidt. Spændende tanke, som nok er realiseret et par tusinde steder på nettet. Nu er det altså for sent og listen kommer ikke her. Så bare læs videre, både i bogen og her på siden.

Som en anden, der ikke må nævnes ved navn, har jeg levet med Harry siden serien begyndte, jeg husker ikke hvorfor jeg købte den første, vist mest som impuls. Sjovt har det været, især de første bøger var fyldt af en fantastisk humor og varme, billedet af Hogsward og de lettere kiksede troldmænd var fængslende og jeg måttte grine højt gang på gang. Som serien skred frem blev temaet mere og mere alvorligt, der blev længere og længere mellem grinene. Istedet voksede der en kamp frem mellem det gode og onde i hver enkelt af os, wizards eller ej, en kamp mellem den tolerante samfundsmodel overfor den facistiske. En kamp mellem kaos og harmoni. Iklædt fantastiske gevanter, fabeldyr, duellerende tryllestave og et spændende persongalleri. Jeg var forhekset, levede med og holdt af personerne, selv ham Tom Riddle, som i virkeligheden er bøgernes mest gådefulde og dermed mest spændende person.

Fra mit personlige liv kan jeg genkende de frygtelige Dementors, der sluger al glæde og varme og kun kan skræmmes væk med en Patronus, en skytsengel, der reflekterer ens inderste væsen. Jeg kan genkende tivvlen på hvad der er rigtigt at gøre, og skammen over begåede fejl og ikke mindst behovet fort at have nogen at holde af, at være holdt af og det svære ved at acceptere dette.

Men altså nu slut med Harry og hvilken slutning, der er drøn på i sidste bind, trylleformularerne fyger gennem luften, sceneriet skifter og spændingen er tårnhøj til sidste - næstsidste side. Ikke en bog jeg ville læse højt som godnatlæsning for mindre børn. Men godt gået fr. Rowling, skulle du få flere gode ideer til nye serier, så står jeg parat i køen ved boghandleren.

He w'nt be back.

Set fra den anden side

Vi er vant til at se de skrækkelige billeder fra Irak gennem vor vestlige optik. Vi ser med total mangel på forståelse på selvmordsbomber, fanatisme og ekstremisme. Vi ser Irakere slagte Irakere og ødelægge religiøse helligdomme. Og vi forstår det ikke. Hvad vi end mente om invasionen, så burde et ellers civiliceret folk ikke gå sådan i opløsning. Men det gør det, og forholdene bliver bare værre dag for dag.

Så faldt jeg over en bog af en algerisk forfatter, Yasmina Khadra, The Sirens of Bagdad, og så blev det hele lidt mere forståeligt og lidt mere frygteligt. Bogen handler om en ung irakisk knægt, der provokeres til at blive selvmordsbomber. I sig selv slemt nok, men beskrivelsen af et amerikansk kontrolbesøg hos hans familie i en søvnig landsby er rædselsvækkende, som ganske lidt andet jeg nogensinde har set eller læst. Ja det overgås vel kun af den scene, hvor en såret irakisk etellerandet bliver skudt af amerikanske soldater. I bogen overtræder amerikanerne alle normer for hvordan man skal omgås andre mennesker og bryder med selv det mindste krav om anstændighed. I sig selv slemt nok, men bogens pointe er at set med irakiske øjne er overgrebet tusind gange værre fordi hjemmets fader ydmyges. Når han, i sig selv temmelig ussel og nedbrudt, udmyges for øjnene af sin søn, så lægges vejen til katastrofal hævn øjenblikkelig åben og kravet om at hævne faderes ydmygelse kan kun efterleves med blod.

Bogen indeholder også en rystende beskrivelse af forholdene i Bagdad, igen set nedefra, fra en irakers synspunkt og med dennes perspektiv. Bestemt ikke rar læsning.

Khadra har begået to bøger mere om Irak, jeg ved ikke om jeg glæder mig til at læse dem, men det er desværre nok nødvendig læsning. Skulle nogen, udover Bush og Fogh, mene at krigen i Irak kan vindes, hvad det så ellers indebærer, så burde denne bog give stof til fornyet eftertanke.

I'll be back

Ps. Fik læst de to andre bøger i triologien på tur til Azorerne. Pyha, det var hårdt. Den ene handler om Afganistan og forholdene med Taleban, den anden om situationen i Israel og Palæstina. Sjældent har jeg haft så svært ved at læse, måtte stoppe for hvert kapitel og sunde mig. Og sjældent har bøger efterladt mig med så stort ubehag. Hvad er det dog, der sker blandt disse fundamentalister, hvad driver dem så vidt og hvorfor har de fremgang. Læs bøgerne og få svaret, men bered dig på søvnløse nætter.

The swallows of Kabul og The Attack. Jeg fik mine gennem Amazon.

Brylluppet i Thisted

Efter 58 år lykkedes det mig at deltage i et "rigtigt" bryllup, først i kirken -puha, at det skulle overgå min søn- og så siden til en flot fest med kærlige taler og afsluttende brudevals. Smukke og glade var de, flot fest med mange flotte og kærlige taler, enormt rare mennesker. Tænk at min (og Susannes) søn har gjort sig fortjent til at den ståhej. Selv blev vi gift på Rådhuset, medens Rune blev passet hjemme. Vi nåede frem og tilbage på én HT billet og det var vist det. Som jeg husker det, så var det med at være blevet gift ikke sådan nogen vi snakkede om, det var mest for at sikre arvefølgen. Dengang var det besværligt at være samboende med et barn, det var "lettere" at være gift, rent formelt og lovmæssigt i hvert fald.

Brylluppet i lørdags var noget helt andet. Glade var de, Linda smuk som en gudinde og Rune flot og ikke mindst stolt. Det lykkedes ham at holde en fantastisk tale for sin brud - og lidt for alle os andre, og han lød slet ikke som en folketingskandidat. Så blev de ellers begge kærligt chikaneret af familie og ikke mindst venner, hvoraf nogen kendte dem lidt for godt. Et par af historierne var i hvert fald ikke kendte for mig, godt det samme!

Selv lykkedes det mig, i bogstaveligste forstand totalt uforberedt og med hovedet fyldt af noget helt andet, at kvække et eller andet om hvor langt et æble kan falde fra stammen.

Men en fantastisk oplevelse var det. Ikke mindt at min mor, 90 år om knap en måned, klarede turen og var med til sidste sekund. Så tak og undskyld, at jeg var lidt distræt og optaget af helt andre ting end min søns bryllup.

I'll be back

Underet i Thisted

Hvordan beskriver man følelsen af et bjerg, der smuldrer sammen om en, følelsen af at verdens sorteste sky går i opløsning? Jo, klicheer er der nok af, så måske jeg bare klinisk skal registrere, at jeg genså min datter her i lørdags til min søns bryllup. Genså er et fattigt ord, fordi det vel er 15 til 18 år siden vi sidst har været sammen og savnet har været massivt i alle årene. Men i det øjenblik vi stod overfor hinanden og hun gav mig et knus, så var det klicheerne stod i kø for at udtrykke følelserne. Jeg vil ikke påstå jeg registrerede ret meget af brylluppet i kirken, dertil var øjnene for fyldt med vand og hovedet et helt andet sted, men det er vel også undskyldeligt. Omvendt kan man sige, at hvis en kirke nogensinde har været ansvarlig for et under, så skete der i hvert fald et af slagsen i Thisted i lørdags.

I'll be back

Me and Bobby McGee

På vej hjem i dag var det salig Janis Joblin og hendes gamle hit der kørte rundt i hovedet. Ikke for musikken eller for den umiskendelige drive, der var over hende. Nej, for den dybt eksistentielle tekst: Freedom just an other word for nothing left to loose

Hvorfor? Fordi der nu strækker sig ikke mindre end 4 uger foran mig. 4 uger uden aftaler, uden forpligtigelser, uden ansvar for andre end mig selv. Jo da. Et bryllup på lørdag, en 90 års fødselsdag 6. august og et enkelt møde har da sneget sig ind i kalenderen. Men derudover, intet.

Den rene salighed blandet med skrækken for så lang tid uden struktur. Hvad skal jeg dog finde på, kan jeg holde ud at være alene med mig selv så længe uden at blive tosset (mere tosset). En slags forpremiere på pensionisttilværelsen.

Janis kunne ikke selv håndtere friheden og ansvarsløsheden, men druknede sig i stoffer. Mange af de gamle flippere fra dengang gik samme vej. Frihed er ikke sådan at håndtere, frihed er fin at drømme om, men svær at realisere og sværere endnu at leve ud uden at ende som drivgods, " Just like a rolling stone, like a complete unknown" som en anden af guruerne sang.

Jeg ved ikke hvordan det vil gå mig, lige nu er 4 uger lang tid, men mulighederne er også mange. Måske det vil lykkes at mødes med Bobby McGee og nyde friheden, måske jeg vil kede min røv i laser. Lige nu er jeg bare glad, ikke lige glad, men glad for de uanede muligheder - og så er der lige det med brylluppet lørdag i Thisted.

I'll be back

Truslen fra cykelisterne

Jeg ved det godt, isen er tynd her. Indrømmet, jeg kan også finde på at tage et højresving mod et rødt lys, der er et par småveje undervejs, hvor jeg ikke altid holder for rødt og et enkelt fladt venstresving kan det da godt blive til. En typisk tur frem og tilbage på arbejdet ville nok koste mig en ugeløn, hvis jeg havde en betjent i røven med bødebogen fremme. Men altså, og så er det jeg bevæger mig ud på isen. Jeg er ikke til risiko for nogen, hverken mig selv eller andre. Jeg generer ikke nogen, tvinger ingen til at undvige, bremse op eller bare til at sige hov. Og jeg kommer frem, det er sundt og jeg kan lide det.

Nu skal jeg så høre i pressen, at jeg udgør en særlig risiko i den københavns trafik, at der skal ske en ekstraordinær indsats overfor mig, at der skal uddeles bøder. I TV taler folk alvorligt og indtrængende og det hele er til at brække sig over.

Hvem har nogensinde set politiet ude med samme budskaber overfor alle bilisterne, der ikke kan se forskel på rødt, gult og grønt. Hvem har nogensinde stillet et TV crew op og stoppet bilisterne når de fræser over for rødt med 80 i timen, kører ud i kryds klart uden mulighed for at kunne nå over, parkerer på cykelstien eller overhaler i fodgængerfelter.

Jeg mener, hvad med proportionerne, hvad med virkeligheden. Ja, der køres skræmmende råddent af mange cykellister i København, der køres uden omtanke og folk kommer til skade.

Men skaderne er intet sammenlignet med det bilerne laver, de slår folk i hjel. Det er fint med lidt orden, men start dog hvor det batter, start med moralen blandt bilisterne.

Tænk engang, hvis politiets (og sommerpressens) interesse blev rettet mod virkelige problemer. Og tænk engang, hvis der bredte sig den oplevelse i befolkningen, og mest blandt cykelisterne, at vi alle skal være der på cykelstierne. Kører man med hensyn og forsigtighed, så er det nok sikrere end den tankeløse overholden af diverse politivedtægter om højresving, ensrettede gader og fortove. Det er solidaritet og respekt, der mangler, ikke blinkende blå lygter.

I'll be back

Harpen

Harpen som instrument har ikke sagt mig noget siden de gamle Marx Brothers film, det ændrede sig radikalt tirsdag aften. Var til jazzkoncert i Tivolis Koncertsal. Flot program med mange store stjerner og fængende musik. Men altså også med Tivolis Symfoniorkester, en 30 - 40 stykker af dem og så en harpe ude på fløjen. Eller rettere sagt en harpenist med umanerligt lange og smukke ben. Det var ikke fordi hun spillede så meget, et par gange blev harpen vippet hen mod hende og hun rørte ved strengene, men det var totalt umuligt at skelne lyden midt i bragende Bigband jazz og en fransk/amerikansk/dansk rytmesektion, hvor især den franske spjætfyr med det mystiske hår, var helt fantastisk.

Men min nye kæreste, hende harpen med de lange ben, hun sad bare og var med, foden vippede diskret til musikken og hun klappede sammen med os andre. Og jeg havde ikke øje for ret meget andet. Kun når Lisa Nilsson fik lov at synge med, så fik harpedamen uimodståelig konkurrence. Spændende koncert, lidt for meget larm og teknisk flot spil, lidt for lidt inderlighed, men en god aften - og så med et helt nyt blik på harpenister.

I'll be back

Væsentlighedskriteriet

Jeg hører nogen gange begrebet nævnt i forbindelse med de store nyhedskanalers udvælgelse af emner. Lørdag oplevede jeg et sådant eksempel.

Efter TV2 nyhederne skiftede man hurtigt over til Nyhedsstudiet udenfor Frederiksborg Slot, så vidt jeg forstod fordi spændingen var så stor. Og hvad var det så, der var så spændende, at der blev kørt direkte vist i 10 minutter (var ude og brække mig efter de første par minutter). Jo, de tre værter havde hver sit område, som de næsten ikke kunne vente på. Den ene var spændt på om Frederik fik lov til at bære babyen, den anden om hvad hun skulle hedde og den tredie, hvordan man afviklede et privat arrangement (med livedækning fra begge de store kanaler) Så var der en, der var spændt på hvem gæsterne var - regeringstoppen var jo ikke inviteret. Lone Kühlman fik fortalt, at Frederik er et følsomt menneske, hvor hun så ved det fra og Jens Dorph, at det var spændende hvilke signaler (den private) barnedåben sendte om kongehusets positionering i samfundet.

Som om det ikke var slemt nok, så fortalte de med stolthed at begge landsdækkende nyhedskanaler var tilstede med hvert sit nybyggede studier ved slottet, TV2 endda med egen helikopter.

Man må jo så håbe for DR og TV2 at intet forstyrrer den store satsning på væsentlige nyheder. Ikke flere bomber i London, ingen større myrderier i Irak elller fejlbombninger i Afganistan. Ingen megaregnskyl i Danmark eller nye afsløringer af doping hos CSC. Tænk hvis væsentlighedskrititeriet skulle tvinge redaktørerne til at vælge mellem barnedåb og andre nyheder. Tør jeg gætte på resultatet!

I'll be back

PS. Et hurtigt check af programmerne viser at der er livetransmission fra 7.00 på begge kanaler til 13.00 og så timelange reprotager igen i aften! Yes, flere penge til DR1 og flere reklamer til TV2 - pengene går jo til et væsentligt formål.

PPs. Man kunne jo spørge mig selv om ikke samme væsentlighedskriterie burde forhindre mig i at skrive disse linier, men sådan er der jo så meget...

Rasmussen nr. 1.

Poul Nyrup Rasmussen, eller Rasmussen 1, som han kalder sig i Europa. Forleden blæste han forbi Lo-Skolen og holdt foredrag om kapitalfonde for ca. 150 tillids- og sikkerhedsfolk. Jeg forstod ikke et kvidder, jo det med kapitalfonde er noget farligt noget og vi må handle, EU må vedtage regler mod kapitalfonde. Så meget var klart, men detaljerne gik et par kilometer over hovedet på mig og sikkert resten af forsamlingen der ikke indeholdt mange nationaløkonomer. Men oplevelsen var alligevel stor. Poul Nyrup kan noget med direkte kontakt og store forsamlinger. Han kan kommunikere, begejstre og skabe en god stemning. Han er på, der er hul igennem og alle følger hans mindste bevægelse. Ingen hosten, ingen sneg sig ud for at tisse eller ryge. Og ikke det mindste "uld i mund" - tværtimod! Og det samtidig med at formodentlig kun de færreste kunne følge hans argumenter.

Kontrasten til statsminister Poul Nurup Rasmussen i en TV debat er uforståelig. Direkte overfor et bredt udsnitg af den danske befolkning er han en af de beste kommunikatorer, foredragsholdere og agitatorer, jeg endnu har mødt. Når der så kommer et TV kamera imellem, går det galt og han bliver sin egen væste fjende. Mystisk.

At Poul Nurup så efterhånden er udstyret med et ganske betydelig ego og en lidt skinger forherligelse af sig selv, sit europæiske socialdemokrati og sin globale rolle er både til at forstå og tilgive. Den vilje til at ville kommunikere et teknisk svært emne til en måbende forsamling, den skal han have fuld respekt for.

Personligt var jeg i hvert fald næsten barnligt stolt af at være mødeleder i en sådan situation - tænk jeg trykkede ham i hånden hele to gange...

I'll be back

Deterrence

Mystisk film, TV2 viste fredag sent. Afskrækkelse hed den og viste en yderst handlekraftig president, der før 9/11 skal forholde sig til en ny Irak invasion mod Kuwait og trusler i hele regionen. Handlingen kort i al sin besynderlighed:

Irak invaderer Kuwait og truer samtidig Israel. Præsidenten går på nationalt TV og meddeleler Irak, at han vi udslette Bagdad, hvis de ikke øjenblikkelig trækker sig tilbage. Det gør Irak ikke og derfor udsletter præsidenten Bagdad. End of story.

Ja, rent bogstavligt ender filmen med Bagdads udslettelse. Der sker naturligvis en række besynderlige ting undervejs. Irak angriber resten af verden med atomvåben på langdistanceraketter. Heldigvis viser det sig, at disse atombomber netop er solgt til Irak for at undgå, at de selv udvikler atomvåben og at de derfor ikke kan eksplodere. Heldigt for det meste af Europa og ikke mnindst for vor gæve præsident.

Morale: Irak med Saddams søn Uday i spidsen er villig til at ofre ikke blot Bagdads befolkning, men en hel del millioner mere rundt omkring i verden. Altså det er helt i orden - og cool - at præsidenten holder hovedet koldt, undlader at forhandle og istedet handler konsekvent med udslettelsen af Bagdad. Man forhandler da vel ikke med udyr!

Filmen var en "very low budget" produktion fra 1999, altså før 9/11, men med Kuwait i frisk erindring. På besynderlig vis kommer den til at forudsige den virkelige invasion af Irak udfra påskuddet om masseødelæggelsesvåben, der truede resten af verden - men som altså ikke var der. Var filmen en del af oprustningen? En del af kampagnen, der skulle føre til invasionen i 2003. Eller bare et banalt udtryk for amerikanernes evindelige tro på egen overlegenhed og ringeagt for andre folk?

Besynderlig film, i hvert fald.

I'll be back

Hykleri på EPO

Jeg ved det godt, det er forkasteligt at bruge doping. Farligt for kroppen og det ødelægger sportens sande ånd. Og så giver det de unge ubefæstede sjæle forkerte idealer. Så fy og føj til Bjarne, Ivan, Zabel, Virenque, Armstrong og alle de andre. Sport drejer sig om ædel kappestrid, ikke om at havde de bedste læger.

Når så alt det er sagt så synes jeg at al forargelsen over Bjarne Riis's indrømmelser er det rene hykleri. Hvem troede dog for alvor at sporten var "ren", eller at der ikke forekommer et lignende misbrug i en række andre sportsgrene. Og når det endelig kommer til stykket, hvad er så forskellen på at spille en vigtig fodboldkamp på smertestillende midler og at køre Tour de France på EPO? Begge dele ødelægger legemet og begge dele er misbrug af lægevidenskaben.

Ser vi på resten af verden, så er stoffer for længst blevet en del af hverdagen. Vi hylder gladeligt filmstjerner, der åbent bekender brug af coke. Inden for rock er et misbrug vist en nødvendig del af "gamet" og det afholder os ikke for at lade vore unge tiljuble diverse stjerner. I lidt ældre tider var det usandsynligt at se en ædru jazzstjerne og alt for mange var direkte afhængige af heroin. Beatles havde da vist et eller andet med LSD og ret så meget med hash.

Stoffer er en del af hverdagen, misbrug af coke er ved at være udbredt også på visse typer arbejdspladser som en forudsætning for at kunne holde til arbejdspresset og i nattelivet, er coke og lignende en fast og lettilgængelig bestanddel.

Så stik lige piben eller sprøjten ind og dæmp forargelsen. Kunstig tilført kemi i vore kroppe er noget skidt, men det eksisterer bredt i samfundet. Vi tilbeder sportsstjernene og der er frygtelig mange penge i sport, ikke blot til udøverne. Skal doping bekæmpes gælder samme regler som for narko. Find pengemændene og stop dem. Så lange stofferne er på gaden (eller i lægetaskerne) vil de blive brugt.

Personligt synes jeg stadig cykelsport er umådeligt kedeligt at se i TV, kun de sidste par kilomenter op af en bjergside kan vække min interesse. Om de så kører disse umulige stigninger med eller uden stoffer i blodet er mig ganske ligegyldigt - det er stadig umulige og fantastiske præstationer.

I'll be back

Pirates nr. 3

Bemærk lige det ansigtsudtryk. Miss Elisabeth Swann som hævnens engel i kampen mod de onde skurke fra den engelske flåde og handelskompagniet.

Flot, fængende og sjov film uden det ringeste forsøg på realisme, alene et spørgsmål om sminkning, kostumer, digital action og totalt udflippede scener. Rigtig en film efter min smag.

Johnny Depp er sjov, dobbelttydig og totalt hjemme i rollen som neurotisk sørøverkaptajn, Geoffrey Rush er synligt glad for rollen som genoplivet skurk/helt og balancerer fint mod Jack Sparrow. Men bemærk hende her, heltinden, Miss Swann eller Kira Knightley. Hun lyser som nogen op i denne film. Ikke som den smukke blondine, som helten skal redde og gøre sig fortjent til, snarere omvendt. Det er denne rolle, der driver filmen frem og figuren fungerer helt på egne præmisser og fuldt på niveau med de 3 øvrige. Hun - eller rettere sagt Miss Swann - er viljefast som nogen, slås og tager ansvar så det er en ren fryd. Måske den første actionfilm, jeg har set hvor kvinderollen lever helt sit eget liv og fremstår som ligeværdig for historien og filmen.

Ja, jeg ved godt at jeg er en let push-over, for køn er hun og hendes ansigt får lov at fylde. Men imponerende alligevel. Det er ikke alene manuskriptet, der giver hende placeringen. Det er også Kira Knightley selv. Hun formår, som få jeg har set, at kombinere skrøbelighed med indre styrke og handlekraft så man tror på hende. Så selvom Johnny Depp absolut hører til på toppen af min idolliste, så får han her god konkurrence af denne unge stjerne.

I'll be back

Action film og biler

Eksempler på den ganske særlige tradition, der omgiver især amerikanske film og actionscener med biler:

• Når heltinden flygter fra øksemorderen kan hun aldrig få bilen igang før han når hen til bilen, så virker motoren.


• Helten kan altid finde parkeringsplads lige hvor han skal parkere
• Han behøver aldrig låse bilen
• Under biljagter kører han tværs over befærdede veje uden at se sig for - og kommer godt fra det
• De øvrige biler undgår mirakuløst helten, men rammer voldsomt sammen med øvrige uskyldige
• Når skurkens håndlangeres bil vælter eksploderer den vildt og voldsomtNår skurkens bil vælter overlever han mirakuløst
• Når heltens bil vælter overlever han mirakuløstI skuddueller stopper bildøre kugler fra automatvåben
• Benzintankene i amerikanske film indeholder en særlig form for benzin. De eksploderer for et godt ord ved kollisioner, ved skud og ved bomber - og sjovt nok ved heltene altid i forvejen at det vil ske: "Run, it's gonna blow!"
• Biler kan flyve langt over forhindringer, ramme hårdt ned og så bare køre videre Der kan køres lige igennem vinduer porte, gittere, vægge og mure
• Når der køres lige igennem, så slår det flotte gnister i alle retninger
• Politibiler kommer i sværme, men kolliderer altid og flyver i alle retninger, tilsyneladende uden skader på chaufførerne.
• Når helten står på taget af en lastbil er der ingen skilte i hovedhøjde.Når skurkens håndlanger slås med helten på taget af en lastbil er der skilte i hovedhøjde.
• Når helten ligger på taget af en bil ved skurkens håndlanger ikke, at han kan få ham af ved at bremse hårdt.
• Helten og skurken har begge kræfter nok til at række ind gennem døren i førersiden og med én arm hive chaufføren ud for selv at klatre ind over overtage styringen - uden at bilen mister kontrollen.
• Airbags udløses ikke ved påkørsler, flyvehop eller lignende

I'll be back

Frisindets sande vogter

Vor alle sammens vogter af det danske frisind har været på krigsstien igen. Pastor Søren Krarup er på banen igen med en sammenligning mellem Koranen, Das Kapital og Mein Kampf. Alle tre skulle lede til totalitære styres massemyrderier og frihedsundertryggelse.
Javel, måske det er et par år siden vor landsbytosse sidst har kigget i Das Kapital, det skal han ikke lastes for. Men som jeg husker ungdommens teorier og senere års mere afbalanceret læsning, så er Das Kapital en videnskabelig, økonomisk analyse af den daværende kapitalisme, i sig selv ikke noget revolutionært kampskrift. Måske Krarup tænker på Det Kommunistiske Manifest, jeg ved det ikke, men så havde det været lidt lettere at forstå.
Sammenligningen mellem Koranen og Hitlers rablerier i en fængselscelle er ikke mindre bemærkelsesværdig. Mein Kampf blev ganske rigtigt brugt som ideologisk grundlag for nazismen, men teksten er da vist stadig kun læst af yderst få, da det efter signende skulle være det rene vås. Nazisterne klarede sig så rigeligt uden anden ledetråd end Hitlers taler og lysten til at myrde jøder. I øvrigt på et godt kristent grundlag.
Så er der Koranen tilbage. Her skylder vor præst at fortælle os andre ikke vidende, hvordan den adskiller sig fra vor egen Bibel. Fra hvad jeg har læst spredt i Koranen er opfordringerne til mord, afbrænding af flag og intolerance ikke sådan lige at finde, ligesom jeg tvivler på at stening af kvinder er specielt fremtrædende. Tager man Biblen er myrderierne vel hovedsagelig begrænset til Gammel Testamente (men der findes de vist også til overflod) og intolerancen findes mest i forestillingen om den almægtige Herre.
Hvad de to tekster afgørende har tilfælles er, at de er velegnede til fortolkning. Tågede formuleringer som af troende udlægges som det passer i deres politiske situation. Og så har de én anden ting til fælles. Den almægtige hersker og skaber, Gud, Allah eller hvad han nu benævnes. Enhver tro, eller følgeskab af en sådan almægtig kraft. indeholder i sig selv undertrykkelse, indebærer tab af frihed og tab af den frie vilje. Samt intolerance: min gud er bedre end din gud og derfor er jeg tvunget, pålagt, forpligtiget til at frelse dig. Og skulle frelsen indebære, at jeg først må udslette dig, så sker det i Herrens / Jesus' eller Allahs navn!
Så hvis pastoren var en smule konsekvent var hans oplistning af bøger, der fører til undertrykkelse, startet med Moderen af dem alle, Biblen. Der er vel uden sammenligning myrdet flest mennester i Jesus' navn end udfra samlige andre religioner og ideologier tilsammen.
Men måske drejer hans rablende angreb sig om noget helt andet. Måske han - som så mange andre af den skole - frygter det mest, som han genkender fra sit eget indre mørke, nemlig det totalitære menneskesyn.

I'll be back

Trafik i Vietnam og i Danmark

Det er lidt en oplevelse at bevæge sig ud i trafikken i Vietnam, det går temmelig kontant og kaotisk for sig. Regler synes der ikke at være mange af, men en undtagelse, Du må ikke køre ind i nogen ellers hersker det frie initiativ, frem skal man og bare de andre overholder sammen regel som en selv, så går det nok.
Og det gør det faktisk - det meste af tiden i hvert fald. Som trafikant har du ansvaret for 15-20 grader lige frem, resten er de øvriges ansvar. Man forholder sig kun til dem inden for sektoren og overlader de øvrige 340 grader til de andre og lidt til Budda. Alle snor sig ind i mellem alle og tilsyneladende foregår det hele uden at nogen blir hidsige, skælder ud eller blot utålmodige. Måske skal noget af årsagen findes i Østens almindelige skæbnetro. Går det, så går det. Går det ikke så var det nok hellerikke meningen, og det er så nok fordi Budda, kejseren eller partiet har bestemt det.
I Danmark gør vi det anderledes. Her gælder reglerne og ve den, der ikke følger regelsættet. Laver jeg en mindre lovlig manøvre på cykel, så skal jeg nok høre fra andre trafikanter, der råbes, vises fingre og gøres grimasser. Ikke fordi min manøvre har generet dem eller bragt nogen i fare, alene fordi der er sket noget, som ikke burde ske - i hvert fald ikke af andre end en selv!
Er det forskellen på en kollektiv kultur og den danske, hvor individualismen råder? Eller er det forskellen på protestantisme og buddisme, at se sig som en del af en helhed eller at sætte sig selv først. Eller er det bare fordi vi ikke har så pokkers meget andet at brokke os over i vort lille smørhul?
Jeg følte mig i hvert fald tryggere i Vietnams kaos end på Københavns gader, i hvert fald bedre tilpas.
Men desværre, Vietnam har verdens tredie største antal trafikulykker per indbygger, så måske alligevel...

I'll be back

Khader og Co.

Her ser vi den ultimative politiske konsekvens af moderne tids politik, kan man ikke få ret, skaber man sit helt eget parti. Ikke fordi man er særligt uenig, har fundet på en ny og banebrydende politik. Alene fordi manden er populær og kan trække mange stemmer. Jeg har ikke specielt ondt af De Radikale, de har fjumret rundt og troet, de kunne gå på vandet. Og da slet ikke af de Konservative, der fuldstændigt har smidt håndklædet i ringen for ikke at tirre Pia K og bevare ministerbilerne. Jeg har mere ondt af vort politiske system, der mere og mere ligner individualisters kamp om popularitet. I USA vælger man præsident udfra hans udstråling, i Danmark vælger vi efter, tja hvad?

I virkeligheden er vi vel på vej tilbage til gamle tiders demokrati, hvor parlamentarikerne var valgt lokalt og mere udfra deres magt lokalt end deres partitilhørsforhold. Nu har vi ganske vist store partier, men eksempler som Pia Kærsgaard, Karen Jespersen og nu Naser Khader viser, at betydningen af at kunne se sig selv i centrum af begivenhederne er afgørende og overskygger enhver ideologi, der måtte have været. Ser vi endelig på de store, Anders, Helle, Marianne og Villy, så er de vel først og fremmest personligheder og først derefter politikere, i hvert fald i mediernes og vælgernes øjne.

Og så til den mørkere side af Khader. Frejdigt proklamere ledende erhvervsmænd som Flemming Østergaard, Lars Kolin og Aamund, at de støtter Naser og Ny Alliance økonomisk, sikkert af egen pung, men alligevel. Hvornår har vi sidst set Hr. Møller fortælle, hvem Mærsk støtter økonomisk, eller Novo offentliggøre hvilke politiske tendenser, de søger fremmet med økonomisk støtte. Og da slet ikke på forsiden af alverndens nyheder endog før partiet blev erklæret støttet.

Naser Khaders Dark Force er gået i brechen for hvad, for en mand, for hans popularitet eller for hans evner til at holde Anders Fogh ved magten?

I'll be back

Dementi

Jeg beklager, har gengivet en falsk historie. Pia K er ikke ophørt med at kommentere medlemmernes mere end acceptabelt tåbelige udgydelser. Det var en journalist fra Berlingske, der havde overfortolket hendes udtalelser, sikkert hørt hvad han håbede at høre - men det gør det jo ikke rigtigt.
Vi kan altså fortsat se frem til fornærmede mundvige, himmelvendte øjne og et skarpt tonefald når Pia K endnu engang må forklare at ledelsens linie står fast. DF er ikke et racistisk parti, har intet mod muslimer, har intet mod bøsser og er på ingen måde tilholdssted for folk med nazistiske tilbøjeligheder.
Eller sagt mere overbevisende; "Hold nu kæft til vi har hele magten!"

I'll be back

Vietnam og Kina

Selv det hurtigste kig på Vietnams senere historie viser at de opfatter sig som meget separat fra Kina og at kineserne opleves som en farlig og utroværdig nabo. Det var derfor lidt af en oplevelse at besøge en række kejsertempler, begravelsespalæer og lignende og dér konstatere, at de alle fremstår som lidt formindskede kopier af kinesiske forbilleder. Det er også bemærkelsesværdig at se, at templerne sjældent er mere en 150 år gamle - alligevel er de kopieret efter Kinas langt ældre forbilleder.

På mig virkede besøgene som om Vietnam, i sit forsøg på at blive en selvstændig stat tilbage i midten af 1800 tallet valgte at kopiere det kinesiske kejserdømme. På trods af at det netop var kineserne, de ville være selvstændige fra og på trods af at styreformen, allerede på det tidspunkt, måtte fremstå som ganske forældet og utidssvarende. Tænk sig at bruge billioner på at bygge kæmpe begravelsespaladser så sent som i 1920'erne.

Mærkeligt er det også at tænke på at Vietnam på den tid var totalt underlagt Frankrig og ikke Kina.

Sådan kan et folks mere eller mindre forståelig kamp for selvbestemmelse tage så mange former. Dem man frygter mest og ser ned på, det er dem man henter sin kulturelle inspiration fra. Måske der her er en parrallel til lande som Saudiarabien, Irak og Iran og deres forhold til USA?

I'll be back

Pia har lovet at holde mund, jubii

Tænk jer engang, Pia har lovet at holde mund. Hun vil ikke længere besvare spørgsmål fra journalister om paertimedlemmernes mere eller mindre mystiske udtalelser. Jamen dog, sikken er nyhed. Hun er blevet træt af journalisternes dumme spørgsmål, læs nærgående spørgsmål, og satser nu alene på partiets jernhårde diciplin. Eller rettere sagt truslen om omgående eksklusion, hvis nogen skulle vove at mene noget eller ytre det mindste ubekvemt om nazistiske tilbøjeligheder, noget der bare på den mindste måde kan tolkes som for vidt i forhold til "linien".
Sikke en stilhed, der nu breder sig i Danmark. Alle DF's medlemmer arbejder stille og roligt og diciplineret efter formandens direktiver, ingen pip, ingen slinger i valsen. For DF er da et stuerent parti, ikke!

Nåe jo, helt slipper vi nok ikke. Partitoppen må da gerne komme med grove generaliseringer om muslimer og især om den trussel som alle muslimer udgør mod den danske kultur, mod vor velfærd, mod kvindefrigørelsen og ikke mindst mod de ældre. Pia selv må da gerne udtale sig skråsikkert og slå alle over en kam. Muslim, islamist, fundamentalist, tilhænger af stening, terrorist. Har man bekendt sit religiøse ståsted, så er man stemplet.

Så en grov og nedladende tone i debatten, den slipper vi nok ikke helt for.

I'll be back

Udrensninger i Dansk Folkeparti

Man imponeres, endnu en udrensning i DF, og endnu engang er det højrefløjen der må stå for. Partiet skal være - blive - stuerent for en hver pris. Alt hvad partiet er opstået udfra skal væk, ud, ekskluderes, udrenses.

Prisværdigt nok, Morten Messerschmidt er ingen pryd for dansk demokrati, Søren Krarup slet ikke og Mogens Camre, der burde vide bedre, er vel den mest rablende paranoide af dem alle.

Tilbage sidder Pia, som dronningebien. Alle tjener hende, alt er tilrettelagt for at servicere hende og hendes tro løjtnanter. Ingen debat, ingen vaklen, ingen selvstsændige tanker.

Nu skal jeg altså ikke lyde som om jeg vil savne nogen af de berømmelige landsbytosser i DF. Vi skæmmes som nation af at have personer som de ovenfor nævnte som en fremtrædende del af vort demokrati, vi gør ondt på uskyldige og udstyrer os med pinagtigt krumme tær, hver gang en Mogens Camre eller en Søren Krarup melder sig på banen. Spændende bliver det hvordan vælgerne belønner hende for bevægelsen mod stuerenheden. Kan de stadig genfinde sig selv afspejlet i DF stadig mere grå masse, eller begynder de at se tilbage mod Socialdemokratiet og Venstre.

Spændende...

Sidste:

Pia kjærsgaard frit og frejdigt på DR 1: Tørklæder er et symbol på linie med at vise hagekorset og islam er en ideologi som nazisme eller kommunisme.

Ja, det sagde hun faktisk til studieværtens store forbavselse, men hvor er overskrifterne i dagspressen? Hvor er advarslen fra Pia til Pia?

Konklusionen er nok dobbelt:

Dansk Folkeparti har ét ideologisk ståsted, kampen mod islamiske indvanderer (og al andet fremmed) - så kan de smide så mange ud de vil og uddele nok så mange advarsler til prominente MF'er.

og

Under dække af den såkaldte kulturkamp kan man sige hvad som helst i den offentlig debat.

Jeg græmmes!

I'll be back

Vietnam og historien

For mig har Vietnam altid været et nærmest mytisk land. Som ung kom det til at præge min ideologi, mine grundopfattelser og en ikke uvæsentlig række fordomme. Efter siden at have læst en masse mere eller mindre lødig litteratur om krigen, kom jeg ikke helt uforberedt til landet her i april. Spændende var det derfor især at besøge et par museer i Hanoi og et i Saigon om krigen. Desværre var museerne næppe oplysende, i hvert fald ikke bare på overfladen.

Kort sagt var hovedbudskabet, der var krig og vi vandt. Fjenden var US imperialismen, men hvad der ellers skete fra 1953 til 1975 (og siden) blev man ikke just klogere af på disse museer.

Ikke et ord om borgerkrig, ikke et ord om Sydvietnams vel egentlig forståelige kamp for selvstændighed, også rettet mod nordvietnameserne. Ikke et ord om forskellene på folkene i nord og syd. Og da slet ikke et ord om at krigen mest blev vundet i US og i hjerterne i vesten, kun i mindre grad på slagmarkerne i Laos, Cambodia og i Vietnam.

En sjov detalje var de udstillede fly. Samtlige var forsynet med flotte U.S. Airforce mærker. Men når man nu er en flynørd som mig var det klart at kun en enkelt type faktisk kunne have været anvendt af de amerikanske styrker. Resten var alene anvendt af det sydvietnamesiske luftvåben, godt nok leveret af amerikanerne, men formelt og nogen gange meget reelt opereret af sydvietnameserne selv. Alligevel skulle de se ud som om de var efterladenskaber fra de amerikanske styrker.

I mine øjne havde historien været både mere sand og mere anvendelig i dagens Vietnam, hvis det var indrømmet at der havde været en krig mellem syd og nord, at nord havde vundet, men at der nu var forsoning og at landet nu hang sammen som en hel nation. Men nej, den gamle US imperialisme version blev fastholdt for en hver pris, trist.

I'll be back

Vietnam og fremtiden

Som turist i Vietnam opsøger man uvægerligt billeder som ovenfor. Mere end halvdelen af mine billeder fra turen viser situationer, hvor det ser primitivt ud, hvor der bruges "gammeldags" metoder og hvor forskellene til danske forhold er mest fotogene. Sådan må det være, men er det et rimeligt billede af landet og dets muligheder?
Vietnam er et land, der er på vej - men vejen ser lang ud. Herhjemme er vi bekymrede over globaliseringen, over at miste arbejdspladser. Fra Vietnam er perspektivet anderledes. Vejen frem for dem er at tilbyde sin kollosale arbejdskraftreserve til at producere forbrugsgoder til den mere udviklede del af verden. Så set med gamle internationalistiske øjne burde vi slås for at flere arbejdspladser blev flyttet til lande som Vietnam, jo flere jo bedre. Flere arbejdspladser i Vietnam, bedre økonomi, mindre fattigdom, bedre sociale forhold og udvikling. Og når vi så samtidig kan sikre os selv billigere fladskærme, sko og bukser, hvorfor er vi så så bange?
Så når nu billederne, også i mit album, viser det idylliske Vietnam og ikke de nye fabrikker, vækstområderne, så fortæller de kun den halve historie.

I'll be back

Vietnam blues

Lige hjemkommet efter mere end 2 uger i Vietnam og besøget står stadig uklart. Hvad var det jeg oplevede, hvordan har det ændret min verden?
To begreber står overfor hinanden; venlighed og varme overfor kaos og katastrofe på vej!
Overmådeligt venlige, smilende og smukke mennesker, rart at færdes blandt befolkningen. Gå på mod, vilje til at skabe sig en bedre fremtid. Smuk natur og facinerende historie.
Alt det overfor umulige betingelser, misbrug af naturen, udvikling for en hver pris og trafikkaaos og udviklingsmuligheder, der synes mindre og mindre dag for dag.
Det er de to stemninger, jeg nu sidder tilbage med efter min hektiske rundtur fra nord til syd.
Startede i Hanoi med dyttende scootere, overvældende aktivitet ikke mindst på gaderne; over Ha Long bugten med dens betagende natur og totale misbrug af kysten til masseturisme (og økonomisk fremgang). Videre til Hue, Hoi An, hvor trafikken stadig var slem og hvor hotellerne bemægtede sig strandene, men folk stadig er venlige og den lidt fjernere historie fylder godt op. Videre mod syd over Na Trang til Saigon eller Ho Chi Minh City, som den med begrænset gennemslagskraft er omdøbt til. Her havde scooterene helt taget magten og storkapitalen fået bygget sine vækstsymboler. Nede i Mekong deltaet rådede vandet, kokussen og varmen og (desværre/heldigvis) masseturismen var ikke for alvor nået frem.
Hvad skal jeg mene, Vietnam har kun få chancher, som turen var tilrettelagt så vi kun dem med masseturisme for øje og ikke meget af landets industrielle muligheder. Synet var ikke altid lige kønt, naturen skriger på omsorg, pusterum og færre hoteller. Økonomien kan bruge turisterne, men kan indutstrien tiltrække tilstrækkelig med ordrer uden at vejnettet helt bryder sammen og uden at folk begynder at udskifte scooterne med biler?
Vietnam har nok kun én chance, men det har jo endnu ikke forhindret nogen i at tage den!

Du kan se fotos fra turen her:
http://picasaweb.google.dk/HHalbum/Vietnam2007

I'll be back

Operaen

Havde mit første besøg i Operaen, Simon Boccanegra. En stor oplevelse, ærgerligt nok mest for bygningen og det at være dér live, mindre for selve operaen.
Hr. Møllers mausoleum er fantastisk, rummet inde foran selve den træbeklædte sal er imponerende og en oplevelse i sig selv.Især når vejret var med os, som det var og vi kunne sidde og spise med udsigt over hele havnen, Amalienborg og det nye skuespilhus. Det er flot og medrivende at være der inde og hvad man end måtte mene om Hr. Møllers gave (og smag) så virkede det hele yderst velfungerende og spændende. Bortset altså lige fra de famøse kølergriller rundt om huset. Når man sad på byens flotteste restaurant var der frit udsyn ned til havnen og op til himlen, men fra pladserne var der en kølergrille, der helt tog udsynet ind over byen, mindre smart.
Jeg skal ikke gøre mig klog over selve operaen. Noget med nogle familier i Verona, der var uenige om et eller andet og så derfor døde i hver akt. Så var der en temmelig søgt parallel til østeuropa, totalitære kommunistiske regimer eller hvad ved jeg -ideen var ikke helt klar, men det betød at sangerne var ikædte kedeligt halvtresser tøj, stod og gik som kopier af de udøde fra Night of the Living Death, men ikke nær så morsomme!
Desværre var musikken også meget lidt fængende, de spillede og sang enormt flot, men det virkede mest som om der var lagt lidt forskellige toner til de forskellige replikker, som så blev trukket ud med enorm styrke. Flot, men ikke fængende. Og bestemt ikke som i nogen af de få operaer, jeg kender og kan skråle med på alene hjemme.
Men altså, alt i alt en stor oplevelse og tak til Rune og Linda for at invitere mig med.

I'll be back

Blekingegadebanden

Blev færdig med første del af Peter Øvig Knudsens bog om Blekingegadebanden, medens snotten var ved at formørke hjernen helt.Og uha da da, den kom tæt på. Jeg levede mine ungdomsår i på den yderste venstrefløj. Heldigvis endte jeg i den anden halvdel af den oprindelige maoistiske udspaltning fra DKP, det der senere blev til KAP og ikke KAK. Husker udemærket vor lettere forundring over den lille, pudsige gruppe folk omkring Godtfred Appel, der som os kaldte sig marxister leninister, mao tse dong tænkere, men som helt åbentlyst havde afskrevet klassekampen i Danmark.Vi havde meget glæde af deres forlag og de mange opbyggelige værker om den glorværdige kinesiske revolution, men selve organisationen KAK eller KUF så vi ikke meget til.
Dog husker jeg en del diskussioner om ideen med, at det danske proletariat havde forrådt sig selv og ganske svigtede den internationale solidaritet og verdens revolutionen. Vor konklusion var dog at vi, revolutionens bragende fortrop, skulle ud og vække masserne, hæve den røde fane og ryste kapitalismens og reformismens kæder af. Jeg tror, jeg egentlig godt forstod KAK's holdning med at det ikke nyttede noget, at revolutionen måtte starte et andet sted. Der var vist også noget med et Lenin citat om Danmark som kapitalismens museum, men heldigvis tog vi jo ikke altid alle citater lige alvorligt. Så vi bevarede troen på den danske arbejderklasse.
Den der med at financiere PFLP med kriminalitet herhjemme eller direkte tage del i væbnede aktioner rundt omkring i verden, den kendte vi jo ikke det fjerneste til og som jeg husker vore diskussioner, så ville vi nok have afvist tanken som venstreekstremistisk, revisionistisk eller på en eller anden måde afvigende fra masselinien.
Netop masselinien var nok vor styrke og hovedårsagen til, at jeg idag stadig synes at det var tiden værd. Masselinien sagde et eller andet i retning af, at forandring kun sker når det brede flertal tager magten og kræver forandring. Masselinien afviste at handle på vegne af masserne eller i modsætning til masserne, men sagde dog at de -masserne- godt kunne bruge lidt pift for at få lettet røven. Eller sådan husker jeg det.
Spørgsmålet er, hvordan KAK blev til Blekingegade. Var det noget der lå i vort fælles ideologiske arvegodt eller noget helt specifikt for gruppen omkring Godtfred Appel? Jeg synes ikke bogen giver svaret, men det er nok hellerikke så lige til. Spørgsmålet er dog interessant. Vi valgte at bekæmpe demokratiet på demokratiets grund, at slås for proletariatets diktatur med grundlæggende demokratiske metoder. Mærkeligt nok, for på mange måder var det jo ganske rigtigt selvimodsigende og ulogisk. Palestinæsnernes kamp var og er på mange måder langt mere interessant og betydningsfuld end kampen for et større fladskærms TV eller længere ferier, som vel er ved at være den danske arbejderklasses samlede parole idag.
Men vi var og jeg er nok grundlæggende for dansk, for koncensussøgende og magelig til for alvor at slås for noget - full speed ahead and damm the torpedoes - som KAK prædikede. Tak for det.

I'll be back

Snot, snot og mere snot

Snot er ikke en ny del af mit liv, men et tilbagevendende faktum. Snot i lungerne, snot ud af næsen og nogen gange osse snot i hjernen. Jeg ved ikke om årsagen er astmaen, vejret, arvesynden eller bare for at jeg skal have noget at brokke mig over. Men irriterende er det.
Nu har det stået på i halvanden uge, slemt nok. Men om to dage går turen til Vietnam og så ved jeg ikke hvordan det blir med hoste, småfeber og snot i lange baner. Man kan jo så bare håbe at jeg ikke rammes af en hidsig aircondition, af skift i temperaturen eller hvad forholdene derude nu har at byde på.

I'll be back

Leon

Velkommen til, min nye ven Leon. Du skal nu fragte mig rundt i landet, fra nord til syd og ikke mindst vestpå. Funklende ny, med heste under kølerhjelmen og diesel i blodet. Tysk teknik, italiensk design, spansk udførsel og så en ærkedansker bag rattet, den sande EU ånd!

I'll be back

93 døgn

2250 timer, 180.000 kilometer, lidt af et bekendtskab. Det er så slut nu, bilen solgt og en ny epoke venter. Ikke så lidt vemodigt. Vi har været sammen Frankrig rundt, siddet fast i Paris, beundret Mont Blanc og gyst over Verdun. Over Storebæltsbroen utallige gange, slidt asfalten og dækkene tværs over Fyn og kedet os bravt på de jyske moterveje. Kørt rigtigt hurtigt i det tomme Vestjylland og fået en enklet fartbøde ved Hillerød (6 kmt/t over det tilladte). En nydelig ung dame har påkørt bagpartiet, men det kom der ikke andet ud af end et nyt bagparti. Egentlige problemer har vi ikke haft sammen, godt nok betalt et par millioner i vedligeholdelse og reparationer, men mindre end forventet. Bilen har altid startet og kørt, når den skulle og altid fået mig hjem i et stykke.
Så tak, kære Xsara 1.6 fra 2001. Du har været mig tættere end de fleste og nu er det så slut. Jeg kasserer dig til fordel for en ny og yngre model.

I'll be back

Forårsfornemmelser

Cyklede ind med en kold sol lige over horisonten, men fornemmelsen var der; i dag var dagen hvor vejret skiftede. Og ganske rigtigt, gik fløjtende med åben frakke og dumt smil på læberne til møde. Omkring mig cyklede folk i skjorteærmer, sad på bænke og snakkede og alle så på en eller anden måde osse bedre ud end i fredags.
Kom ud fra mødet med endnu større smil om munden, havde mødt en spændende pige, måske ku' det være, sød og spændende var hun i hvert fald. Så humøret fik en tand til, solen varmede endnu mere og det var lissom noget var sluttet og noget andet begyndt. Tja, troen og håbet kan man jo altid varme sig lidt ved.
Cykelturen hjem var varm og sveden sprang mere end normalt. Hjemme igen ku' jeg lige knibe en halv time med avisen ind ude i solen.
Hvad mere kan man så bede om? Nå ja, lønforhøjelse. Og sandelig, out of the blue, tilsyneladende en særdeles pæn tilpasning af løn og pension.
What a day!

I'll be back

At rejse er at leve

Sådan er der vist en eller anden klog mand, der er citeret for at sige. For mig gælder der åbenbart andre regler.
Skulle til møde i Bilbao, egentlig ganske simpelt og uproblematisk. Bestilte billet over vort interne rejseburo og havde helt styr på det hele. Aftenen før brugte jeg rejsenummeret til at checke ind over SAS's hjemmeside, fik sæde og alt var i orden. Mødte op til Kastrup, afleverede kufferten og fik to styks boardingcards, et til Kastrup og et til Barcelona.
Men så var det også slut med den glatte vej. I gaten blev jeg promte afkrævet en billet. Jamen du kan jo se mig i computeren, med sæde, baggage osv. Nix, svarede den ikke særligt venlige Gatekeeper, jeg manglede en billet. Hvordan jeg så kunne checke ind, få boardingpass osv, det havde hun ikke lyst til at kommentere. Der var ikke noget at gøre, uden billet ingen adgang til flyet.
Heldigvis var flyet nu lastet, piloterne klar og diverse "slots" klar i luftrummet over Europa. Så den med at stoppe flyet, tømme min kuffert ud og så begynde forfra, den var vist ikke populær.
Så jeg fik lov at flyve med til Barcelone, uden boardingpass videre og besked om at jeg måtte være et frygteligt menneske.
I Barcelona kom jeg glat og uden problemer og altså boardingpass videre med flyet til Bilbao. Ingen løftede øjenbryn, ingen problemer.
Så det var jo helt fint, lige til det viste sig at min kuffert var blevet væk undervejs. Så stod den på papirer, beskrivelse af kuffert, telefonnumre, hotel og jeg ved ikke hvad. Og den stod på intet skiftetøj, ingen toiletsager og ingen oplader til mobilen.
Men jeg kom da til Bilbao.

Om Bilbao er der ikke meget at sige, De unge er gode til at demonstrere, gode til at råbe slagord og der er mange af dem. Politiet er gode til at skyde med scareguns og slå med lange knipler. Og bortset fra lidt blod hist og her, så foregår kampen for selvstændighed meget højlydt, men uden den store dramatik og uden smadringer og afbrændinger.
Guggenheim er usandsynlig flot og facinerende og byen i det hele taget rar. Desværre kan ingen bare lidt engelsk og restaurationerne åbner først kl. 9 om aftenen. Men et rart besøg.
Hjemturen gik for så vidt glat. Jeg fik beskæftiget ca 8 til 10 personer i lufthavnen med at få en gyldig billet, men da den var på plads, gik resten glat.
Men næste gang, næste gang jeg skal med en flyver - hvordan tør jeg overhovedet tænke tanken?

I'll be back

Ungeren

Tænk sig at det skulle ske for mig! Jeg deputerede med den første vejspærring ved den den oprindelige Folkets Park, var blandt de første i det stadigt eksisterende Folkets Hus i Stengade. Har besat tomme huse, fyldte banker, blokereret veje, strejket ulovligt og i det hele taget opført mig ganske upassende.

Og nu sidder jeg her, mange år efter og hepper på politiet. Skælder ud på de overbeskytte unge, der misbruger deres velstand til at te sig som forkælede snotunger, smadre værdier som var de tomme mælkekartoner og så forvente at vi andre bare skal forstå dem, tilgive dem og så give dem, hvad de peger på. Ja, sådan tænker jeg faktisk idag!

Indrømmet, jeg har osse nægtet at gøre som Politiet sagde, har strittet imod, skubbet tilbage og gjort ting, som flertallet ikke mente var acceptable eller lovlige. Men aldrig - aldrig - brugt vold. Aldrig betragtet Politiet som fjenderne. Aldrig forsøgt at skade andre, hverken politikere eller politi. Råbt Lede Edel og brugt sprogets værste gloser mod Egon Weidekamp, men slået på dem, spyttet på dem eller brændt deres biler, aldrig. Aldrig smadret vinduer, brændt containere eller smidt med flasker, brosten eller lignende hårde ting. Det værste våben vi brugte i de gamle slumstormerdage var løbesedler og megafoner.

Sådan er det åbenbart ikke mere, og jeg græmmes. Og så bruger de Folkets Hus, mit Folkets Hus til at planlægge afbrænding af biler, smadring af skoler og jeg ved ikke hvad. Var det virkelig hvad vi kæmpede for da vi "befriede" Folkets Hus og satte det i stand?

Vi vandt ikke vor kamp tilbage i 70'erne. Sorte Firkant blev revet ned, Nationalbanken byggget og revolution blev det jo slet ikke til. Men det altdominerede og overordnede budskab vi havde til folk var Vågn op, tag del, kræv og kæmp. Vi kæmpede for noget, brugte udemokratiske metoder, men fjenden var altid ideer, ikke ejendom og slet ikke andre mennesker.

De unge idag har vel næppe et mål, de ser kun fjender og oplever helt åbentlyst ikke et behov for folkelig opbakning. Trist, uhyggeligt og deprimerende, hvad er det dog for nogle unge, vi har skabt?

I'll be back

Hvis Dansk Folkeparti fik sin vilje

Tænk engang, hvis nu DF og Karen Jespersen fik sin vilje. Hvis alle indvandrerne pakkede sammen, fik nok og rejste til Sverige. Hvis terroristfrøene, alle dem der endnu ikke er dømt, alle dem, der ser forkerte ud på den forkerte måde, hvis de 2 til 300.000 lige pludselig tog flertalsdanskerne på ordet, ikke orkede at være annenklasses danskere længere - hvor stod vi så?
Tja, busser og taxi kan vi kigge langt efter, rengøring ligeså, kiosker og grønthandlere selvfølgelig. Kassedamer i supermarkeder, opfyldning i supermarkeder, væk er de alle. Ikke så få læger og sygeplejelsker, nogle ingeniører og tandlæger ligeledes.
Til gengæld vil der ikke være mangel på politibetjente, journalister og projektmedarbejdere, sprogskolelærere.
Hvad så Pia og Karen, skal vi udskifte muslimerne med polakker, baltere eller ukrainiere? Eller skal vi helt til Philipinerne og Thailand for at hente acceptabel arbejdskraft?

DF bag genmodificeret vælgerprototype

Det er ganske vist kun en and, ovenikøbet en ælling, men måske et bud på fremtidens kærnevælger. I hvert fald Dansk Folkepartis ønskevælger.
Tænk dig engang, hvis vi alle blev født med 4 ben og armene blev til små pjaltetde vinger, der kun kan blafre forskrækket. Med en smule moderne genteknologi skulle det da ikke være så umuligt. Med fire solide platfødder ville vi stå urokkeligt fast, ikke noget med at bestige nye højder. Med vingerne kunne vi klappe, hver gang vi hørte noget vi ku' lide og vifte forskrækket over det uventede.

Vi ville blive uovertrufne til at træde vande. Men vigtigst af alt. Hvis vi sammen med de fire fødder, vingerne og næppet fik indkodet ændernes evne til at lade sig præge af deres første kontakt. Jeg ser menneskehedens fremtid. Fødestuer udstyret med store fotostater af Pia Kærsgaard hånd i hånd med Anders Fogh. Og jeg ser trappen ud fra hospitalet fyldt med pludrende nye danskere, begejstret på vej hen til andedammen solidt og urokkeligt hver på fire flade futter og de små vinger piskende rundt. Hvad kunne være mere hyggeligt og bekræftende.

Eneste problem bliver hvordan alle de nye, genmodificerede Pia & Anders kloner kan betjene deres remoter til fladskærmene eller lave mad i samtalekøkkenet.

I'll be back

Tabt kærlighed gør ondt

Sad og så en skøn og temmelig flippet film. Der var en behandling, hvor man kunne få udvisket sine erindringer. Når man ville væk fra et forhold, skippe en kæreste eller hvad ved jeg, så fik man en behandling, og personen og erindringerne var væk fra bevidstheden. Vrøvl naturligvis, men en sød og charmerende film.
Desværre osse meget rigtig.
Det værste, ikke noget nyt her, ved at blive skilt eller miste dem, man elsker aller højest, er ikke altid bare fraværet af ens kæreste. Det er der som regel gode grunde til. Nej, det værste er at det, der engang var de mest strålende øjenblikke blir pinfulde, at hente frem. Det værste er at så meget af ens liv forsvinder. Det gør for ondt at mindes. Steder, situationer, store oplevelser bliver smetefulde at genbesøge. Fotoalbums forbliver uåbnede, ting smides ud bare fordi de indeholder lykkelige minder, eller bare minder i det hele taget.
Men som filmen også viste, banalt og smukt; man kan ikke smide sin bagage væk. Den kan gemmes af vejen, forvises til hjernens mørkeste afkroge, men væk kommer den ikke. Og fri blir man aldrig. Bare lidt mere fortrolig med afsavnet for hver dag.

I'll be back

Alexandra, farvel

Lidt forsinket gik det op for mig af en af mine store drømme var fordampet, sådan lige for øjene af det meste af Danmarks befolkning. Hvordan kunne hun dog gøre det?
Alexandra havde alt, hvad jeg kunne ønske mig. Flot pige, lysende øjne og en tilsyneladende glimrende evne til at spille rollen. Ikke nok med det hun er eksotisk, god til sprog, så har hun penge, ihvertfald penge nok til mig. Eneste minus havde været at jeg så skulle have optrådt som jaget vildt på landets sladderblade og vel også anskaffet mig en smoking og gå til frisøren hver anden uge. Men hvad, det ku' jeg nok have levet med. Det er så slut nu, hun har valgt en tilfældig fotograf, uden overhovedet at vide, hvad hun går glip af. Ovenikøbet en lidt suspekt type, hvis jeg skal tro overskrifterne - og så yngre end Alexandra, tsk tsk!
Forbandet ærgerligt, nu havde jeg gået og drømt om hende så længe. Hvem skal jeg nu sukke efter? Paris Hilton, hun er da vist ledig, men hun er måske ikke lige typen og jeg dur ikke til at være oppe sent om natten. Tilbage er der kun et par nyhedsoplæsere eller hvad med Divia Das, men hun er væk fra vejret og min TV skærm, så den dur hellerikke længere. Hjæælp!

I'll be back

Hvem er gud egentlig?

Jeg kom til at tænke over det her til morgen, på lokum. En artikel i Politiken havde været inde på fremvæksten af religiøsiteten, både som forklaring for tusinder af år siden og nu igen, hvor andre faste rammer falder væk. Måske vi alle har brug for noget at måle os overfor, noget at være ansvarlig overfor, noget at stræbe efter at gøre glad og tilfreds. Hvis det er Gud, så blev jeg pludselig også religiøs, sådan lige dér på tønden. I det tilfælde er min gud min søn og min datter, hvem elllers?

I'll be back

Kære Karen

Stakkels Karen, hvad skal du dog gøre nu? Abu Laban tillader sig at dø netop som du skal til at ophidse danskerne mod islamisterne endnu engang. Måske endnu en del af deres nedrige plan for at underlægge sig Danmark.
Tænk dig, nu lykkes det at brænde igennem i alle medierne med budskabet "Karen is back", nu i den nye udgave som Venstrekandidat, som du siger "Jeg har jo altid været en sand liberal!". Alle døre står åbne, ikke længere må du nøjes med forsamlingshuse og boghandlere. Nu er det primetime, landsdækkende TV. Og dit budskab? Klart og tydeligt, islamisterne er truslen, truslen mod velfærd, kvindefrigørelse, truslen mod hele landets eksistens. Og så tillader han sig at dø, ham overforføreren, bagmanden bag angrebet på ytringsfriheden, bugtaleren med de to budskaber, et til danskerne og et til islamisterne. Lige netop nu, hvor du for alvor kunne bruge ham. Nu hvor flertallet af vælgerne var ved at vænne sig til tilstædeværelsen af en fremmed religion i landet, nu hvor familiesamførelsesreglerne så småt begynder at kunne diskuteres igen. Hvor eksemplerne på urimelighederne er ved at stå klarere end frygten for de fremmede. Og vigtigst af alt; nu hvor arbejdsmarkedet skriger på arbejdsduelige indvandere.
Jo, da, Karen, der er bestemt behov for en som dig til at genoplive danskernes slumrende svinehund. Men ærgerligt at du må skrige dit budskab ud i tomrummet, uden en Abu Laban til at spille bold med.
Så velkommen tilbage (fra de par måneder som partiløs). Hvad bliver dit næste skridt, når nu Venstre viser sig for blødsødent, for socialdemokratisk for dig? Blir næste skridt Dansk Folkeparti eller Dansk Front?

I'll be back

Tony Bennett

Jeg har en dyb svaghed for denne gamle crooner, han kan noget med stemmen som få andre kan eller har kunnet. Her sidst har jeg købt hans sidste CD, hvor han synger duettter med diverse andre spændende kunstnere, fra Dixie Chicks til Elvis Costello.
Sandelig om han ikke synger røven af bukserne på de forskellige superstjerner. Bono, Billy Joel, George Michael, folk der godt kan brænde igennem, ja selv en Barbara Streisand falder helt igennem sammen med mesteren. Om det så er en superstjerne i hans eget reportoire som Diana Krall, så lyder hun farveløs i duetten med Tony Bennet.
Kun k. d. lang og en vis spansksyngende Juanes (?) følger med og han holde mesteren stangen. Imponerende.
Og hvad er det han kan, den gamle? Ja, bortset fra selve stemmens klang og valget af fængende evergreens, så kan han det der med pauserne. Han formår at vente til det helt rigtige splitsekund, vente til panikken næsten breder sig, vente til det i virkeligheden er for sent - og så ramme helt rigtigt, så man overgiver sig i dyb beundring.

I'll be back

Hvorfor skal det være så svært

Jeg ved det godt, ynk er slemt og selvynk er den værste form for ynk. Alligevel synes jeg det er synd for mig selv.
Belært af de senere års erfaringer og et mindre overskud på kassekreditten ville jeg i år bestille ferie i god tid. Kravene til ferie er ellers simple, jeg vil til et eller andet eksotisk sted, gerne i østen. Det skal være en grupperejse og så må der ikke være trekking, det kan knæene ikke længere. Ellers frit slag.
Der var bare lige et problem. Rune skal giftes 14. juli, så den dag er det nok klogest ikke at være udenlands. Men OK, jeg fandt en spændende, og billig, tur til Borneo med afgang 28. juli. Orangutanger, delfiner, rengskov, mangrove, sandstrande, hvad mere kunne jeg ønske.
Købte og betalte rejsen og begyndte så småt at glæde mig selvom der jo var 7 måneder igen.
Så var jeg i Rørvig for at besøge min mor. Fortalte henkastet om rejsen, sådan mest for at få holde hende orienteret.
Mor sagde så lige så henkastet, at jeg jo så ikke kunne komme til hendes 90 års fødselsdag.....
Det gjorde naturligvis ikke noget, hun ville ikke arrangere noget, havde ingen planer osv. Men ups, hvor blev jeg bare meget mindre meget hurtigt.
Nå, fat i Topas, som var meget forstående og gerne ville flytte min rejse. Der var bare ingen ledige pladser, hverken her i vinter eller til sommer. Heldigvis havde jeg indbetalt afbestillingsgebyr, så det kostede "kun" kr. 575 at annullere rejsen.
Så igang på nettet med runden til øvrige selskaber. Her viste det sig hurtigt, at det var umuligt at finde en rejse, der enten ikke var udsolgt eller ramte udenom 14. juli eller 6. august.
Her i vinter/foråret fandt jeg en spændende tur til Brasilien, der lå rigtigt tidsmæssigt og var til at betale (med lidt god vilje og manglende respekt for kassekreditten!)
Fint, der var også plads, problemet var bare at de ville have kr. 9000 for enkeltværelse, eller rettere sagt bare for at rejse alene. Fuldkommen urimeligt og ude af trit med prisniveauerne, men sådan var prispolitikken hos Kuoni, så hold jer væk fra det selskab.
Lige nu er sidste chance så en tur til Vietnam i april (som "kun" skal have lidt over 2500 for at jeg rejser alene).
Så hvordan det end går, rejsen, hvis det overhovedet lykkes, bliver omkring dobbbelt så dyr som planlagt, målet et helt andet. Alt i alt, har jeg ikke fortjent lidt ynk?

I'll be back

Betydningen af et smil

Jeg kender en pige som er speciel for mig. Ikke på den måde hun egentlig burde være, sådan går det ikke. Men speciel alligevel. Hun kan en ting, som få andre har mestret, bortset fra diverse kærester og koner.
Hun formår alene med et hurtigt smil at sætte mit humør tilbage op på toppen - eller på vej der op i hvert fald. Smilet rammer lige i øjnene og lige da stråler solen.
Det er ikke fordi hun ikke kan finde på at mobbe, træde hælen rundt i dumheder eller på lignende vis provokere. Ja, hun ynder det måske ligefrem. Men altid er smilet dér, bagved og altid trænger budskabet ind. Jeg føler mig god nok, når jeg kan fortjene en sådan en hilsen.
Smilet rammer og gør underværker, hver gang.
Pokkers ærgerligt, at vi ikke sees så meget mere og at vi kun sjældent får snakket. Men når smilet så rammer, så stiger humøret et par grader, mindst.
Tak

I'll be back

Hvorfor er det, vi altid skal have noget at frygte

Her de sidste uger med fravær af vinter, med storme, oversvømmelser og uberegneligt vejr kloden rundt, så kommer snakken om global opvarmning, økologisk katastrofe og så videre. På tide kunne jeg mene. Nu er der advaret så mange år, godt - om end måske for sent - at alvoren går op for os.
Men så er det der ringer en lille klokke. Der er ligesom noget jeg har hørt før.
Som barn i 50'erne og 60'erne var det den altomfattende atomkrig, der truede. Og vi var bange - sikkert med god grund. Jeg glemmer aldrig da min mor vækkede mig, for vi skulle sidde sammen og høre radio om Cubakrisen. Her var frygten for atomkrig reel.
Siden har katastrofen luret i mange varianter. Taktisk atomkrig når Russerne invaderede Vesteuropa gennem Fulda og sikrede flanken ved at udslette Danmark. Så blev det til frygten for massiv indvandring fra østlandene efter murens fald, der var frygten for diverse pandemier, fugleinfluenza, Sars. Frygten for terrorisme efter 11. september (som effektivt holdes i live af hysteri omkring luftfarten). Frygten for muslimerne. (Vel trådt i stedet for flere århundreders frygt for jøderne?, påfaldende, ikke!)
Den ene altomfattende trussel har afløst den anden, som om vi alle egentlig helst ville have noget at frygte, måske for at sætte den daglige tryghed lidt i relief.
Ser man tilbage i historien har den altomfattende katastrofe altid luret lige om hjørnet eller bag den bekvemmeste fordom. Den totale verdensødelæggelse findes vel i de fleste verdens religioner. Vi roser os af en kristendom, der allerede har udslettet verden én gang ved syndfloden. Vi har Satan, der truer os alle og så naturligvis Dommedag, når Vorherre ikke rigtigt gider lege med os længre.
På det lokale plan var frygten reel, istedet for at frygte herremanden eller fyrsten, frygtede man ånder, hekse og fabeldyr. Den går trods alt ikke længere med den almene folkeoplysning (selvom Dansk Folkeparti gør hvad de kan for at udbrede frygten for spøgelser), derfor de verdensomspændende scenarier- desværre funderet på reelle risici .
Måske er det godt med sådanne globale frygtscenarier. Måske er de med til at drive udviklingen frem. Frygt er nu engang bedre til at motivere til anstrengelser end overflod.
Men spændende blir det hvad der kommer næste gang, hvis altså ikke...

I'll be back - I hope!

Kunsten at lave kaffe med koldt vand

Det er ikke første gang det er sket, og sikkert for andre end mig. Sætte vand over, komme kaffepulver i koppen, lave noget andet et par minutter, hælde vandet over kaffen og undre sig over hvorfor koppen stadig er lige kold. Eller sagt med andre ord, glemme at tænde for kedlen og blot handle per refleks. Resultat, tja i bedste fald smager kaffen ikke så interessant, men ellers hedder reaktionen nok et eller andet med interessante bandeord og så forfra.
Så var det jeg kunne se parralellen.
Stå op om morgenen, håbe på en god dag, gennemleve dagen og så i seng. Hvad kunne være mere lig at lave kaffe med koldt vand. Det er lissom der mangler noget, gejsten, gnisten, strøm på kontakten. Og resultatet ja det er enten bavdr eller om igen!
Hvor kommer kunsten så ind?
Jo, kunsten er ikke bare at blive ved med at håbe. Kunsten er at ændre sine mønstre, gå udenom reflekserne og finde meningen og prøve noget nyt. Kunsten er ikke at stille sig tilfreds med at brygge kaffe på koldt vand.
Så i morgen, når jeg starter cyklen så finder jeg en måde at få andet og mere ud af dagen - og måske jeg så kan overlade det til reflekserne at lave kaffe i morgen aften.

I'll be back

Saddams farvel

Få har vel som Saddam Hussein formået at præge disse år. Først som diktator, så som redskab for USA, siden som prügelknabe for især Bush Junior og alvorligt misforstået samlingspunkt for desperate palestinænsere.Nu har hængningen af ham sandelig osse formået at splitte verden.
Først med forargelsen over dødsdommen, siden med udsendelse af video med selve hængningen. Jeg har set den "officielle" udgave, den hvor man nådigt(!) stopper før faldlemmen åbner sig. For mig er det rigeligt grusomt. Ligegyldigt hvor slem en diktator Saddam var, så retfærdiggør det ikke det koldblodige mord på ham, som hængningen var. Men så samtidig officielt at filme hængningen og udsende filmen verden over, det er at synke til Saddams eget niveau.
For mig at se er den ophidsede debat om hvorvidt selve dødsøjeblikket også skulle udsendes rent hykleri. At vise begge dele er ren onskab og dumhed. Ondskab fordi et hvert mord, henrettelse, hængning er ondskab. Dumhed fordi det afslører at vi, eller dem vi kæmper for i Irak, støttet af alverdens nyhedsredaktioner, ikke er et hak bedre. Dobbelt dumhed fordi det giver ham rollen som martyr for de masser i Mellemøsten, der ikke har ret mange andre valgmuligheder.
Den offentlige hængning viser også en anden uhyggelig ting. I nutidens verden er begivenheder kun virkelig, hvis de kan sendes på TV. Halshugningerne af bortførte gidsler skal vises på TV for at have værdi. Twin Towers havde værdi mest fordi det foregik live på TV. Iraqkrigen var virkelig fordi den skete på TV. Nu også hængningen, havde TV ikke været der, måske i form af en mobiltelefon, så havde ingen troet at Saddam virkelig var død.
Hvad om sendte et par tusinde mobiltelefoner med videooptager til Dafur, så måske - måske - myrderierne dér blev virkelige og verden så sig nødsaget til at handle.

I'll be back

Julen set udefra

Når man som jeg ikke fejrer jul er den lidt en pinsel at være vidne til. Oplevet udefra drejer alt sig om at præstere. Præstere overfor famlie, præstere det perfekt udsmykkede julebord, den perfekte julestemning, den helt rigtige juleand og så ikke mindst de gaver, man vil blive husket for bagefter.
Intet under at folk er stressede i julen.
Man ku tro at folk fejrede jul for at hygge sig sammen med ens kære. Næ nej. I julen handler det om familien, også selvom man ikke har set familien hele året og hader ham svigerfaren, fætteren eller tantens ulidelige lille køter. Man ku tro at gaverne blev givet fordi modtagerne havde brug for dem, men nej. De gives for at vise hvormeget man værdsætter personen og for at vise hvor mange penge man selv kan ofre på gaver.
Det var selvfølgelig anderledes dengang ungerne var små. De glædede sig til gaverne og til at se mormor og farmor (ikke samtidig, men glæden var rigtig alligevel) De ku sikkert også li den lidt usædvanlige stemning, juledekorationerne og ikke mindst slikket - ikke mindst slikket!
Men det er altså snart mange år siden.
Nå, hvis jeg nu lægger tungsindet lidt væk, så er det vel meget godt med ét tidspunkt om året, hvor man tvinges sammem i familien, trods alt. Bare man ku slippe for præstationsræset, for kravene om at leve op til Disneys og CocaColas forlorne julestandard.
Næste år tror jeg jeg vil prøve at slås lidt for en fælles jul med de 3-4 tilbageblevne i familien, uden julegran og uden and i fed sovs holdt nede med tung risengrød i flødeskum. Men et par flasker rødvin, en lammesteg eller et stykke laks, det kunne vel også gøre det.

I'll be back

Er Gud ryger?

En af mine yndlingsaversioner er organiseret religion og ikke mindst når tro erstatter kritik eller bare viljen til at undersøge. Lidt på samme måde har jeg haft det med debatten om passiv rygning. Forklaring følger:
Hvis nu Gud, Jahve eller Allah virkelig fandtes var det største problem for dem næppe passiv rygning. Man kan ligefrem have dem mistænkte for at være tilhængere af rygning i det hele taget fordi det skaffer flere kunder i butikken, eller i hver fald får dem hurtigere frem til porten. (Der er også en masse røgelse i de fleste religioner, røg, der vel indeholder nogenlunde de samme skadelige stoffer som tobaksrygning, men det er altså en helt anden historie)
I forbindelse med min kampagne for at få forbudt passiv rygning i restaurationsbranchen har jeg mødt religiøsitet, og så det betyder noget. To varianter har været iøjnefaldende:
Den første med benægtelsen. "Passiv rygning er da ikke skadelig fordi rygning i det hele taget ikke er noget problem; min gamle onkel røg cigarer og blev 98½ uden at have én sygedag. Alle de der undersøgelser det er bare påstande, som selvgode, politisk korrekte forskere (udtales fuskere) har opfundet til lejligheden".
Og så den lidt værre, den med den personlige frihed til at ryge. "Jeg har valgt at ryge, fordi det er min ret". Sjovt nok har to af de fremmeste fortalere for dette synspunkt været DF's to fundementalistiske fyrtårne, Jesper Langballe og Søren Krarup. De to har uden skam insisteret på at ryge hvor og hvornår, de selv finder behov for det. Og så må andre bare indordne sig derunder. Helt på linie med Kim Larsen, sjov forbindelse dér!
Dem med benægtelsen, de ligner jo vor tids religiøse, der på trods af al sund fornuft, videnskabelige grundbegreber og almindelig samfundsudvikling, fastholder at Gud skabte verden på 7 dage for ca. 6000 år siden. Ligesom religiøse benægter forekomsten af dinosaurer, så benægter benægterne overvældende videnskabelig dokumentation for rygningens skadelighed og for behovet for indgreb.
Dem med den personlige frihed er smartere. Under henvisning til deres personlige frihed kræver de ret til at ryge og kræver dermed at andre finder sig i deres rygning. Helt på linie med vor tids religiøse fanatikere, der kræver at vi andre indordner os under reliøse normer; Jul og Påske, de ti bud, afbildning af Mohammad, forbud mod kondomer og abortion. Deres ret til at ryge er en individuel frihed, som andre ikke skal sætte grænser for. Hvis nogen ikke vil udsætte sig for rygnings sundhedsfarlige egenskaber, kan de bare holde sig væk! (Sjovt - eller rettere beklageligt - nok en holdning som genfindes på en række førende avisredaktioner landet rundt!)
Så ham Gud, han er nok ryger. Hans måde at organisere verden på, hans pålæg om dogmatisme og menneskefjendske livssyn, det er i hvert fald blevet voldsomt genbrugt i debatten om rygning.

I'll be back

Tilfældets ulidelige tyngde

Det er hårdt at erkende det, men nogen gange ganske ubestrideligt. Det er tilfældet, der former min tilværelse. Her forleden slap jeg udenom fyringsrunden. Fordi jeg var mere velkvalificeret end mine uheldigere kolleger? Fordi gamle regnskaber skulle afgøres, fordi andre skulle tages i ed, fordi et regnestykke skulle gå op? Tja, selv bliver jeg nok ikke klogere lige med det samme. Det afgørende for mig var imidlertid, at jeg pludselig så mig stå med et ben udover afgrunden. Fik et skrækindjagende syn for hvad min situation kunne have været, hvis ikke tilfældet, højere magter eller hvad ved jeg, havde maget det anderledes.
Og sådan har der været så meget. Er min udvikling eller skæbne blevet drevet af egen vilje, andres plan og velvilje eller af en stribe usammenhængende tilfældigheder. Historien peger på det sidste.
Blev bortadopteret og endte hos mine forældre, der ikke selv kunne få børn.
Lavede mit eget første barn/foster lige efter abort blev tilladt, sluttede næste forhold med abort nr. 2. Fik lavet min søn i et af de allerførste samvær med min kone for de næste 13 år og skabte min datter, medens vi knap kommunikerede.
Endte på Tuborg fordi der kunne alle få job, kom i forbundet fordi min forgænger forregnede sig.
Af mystiske omveje endte bryggeriarbejderne sammen med restaurationsbranchen og dér fik jeg min "mission" og derudaf til den nuværende situation som 2. violin i 3F's arbejdsmiljøarbejde.
Har uden tvivl overlevet utallige tætpå situationer i trafikken, én enkelt potentiel dødsulykke hvor bilen blev totaltskadet og jeg fik en mindre forstuvningaf tommelfingeren er det i hvert fald blevet til. Kunne være ramt af børnelammelse, min astma kunne have ødelagt lungerne og canseren kunne have slået til forlængst. Fælles for alle disse situationer er at tilværelsen ligeså let kunne være gået helt anderledes, og med stor sandsynlighed uden at jeg selv var bevidst om det eller kunne gøre det store fra eller til.
Men når afgrunden ikke lige åbner sig foran en, så kan jeg godt lide at bilde mig ind, selv at have indflydelse på hvordan min tilværelse former sig. Så det gør ondt, når sandheden om ens egen rolle sådan stirrer mig i øjnene. Når jeg må erkende at lotteri, tilfældigheder eller simpelt held eller uheld spiller hovedrollen i mit liv. Det var den oplevelse, der ramte og slog mig i tovene. Frygteligt og trist at skulle sige urimeligt farvel til gode kolleger, men deres situation fik mig til at se tilfældets afgørende betydning i øjnene - og det er ikke rart.
Måske skulle man se at blive religiøs, så kunne jeg udskifte tilfældet med en højere magt!

I'll be back

(PS. Jeg ved det godt, titel og morale er tyvstjålet fra Kunderas Tilværelsens ulidelige lethed, sorry)