Det er lidt en oplevelse at bevæge sig ud i trafikken i Vietnam, det går temmelig kontant og kaotisk for sig. Regler synes der ikke at være mange af, men en undtagelse, Du må ikke køre ind i nogen ellers hersker det frie initiativ, frem skal man og bare de andre overholder sammen regel som en selv, så går det nok.Og det gør det faktisk - det meste af tiden i hvert fald. Som trafikant har du ansvaret for 15-20 grader lige frem, resten er de øvriges ansvar. Man forholder sig kun til dem inden for sektoren og overlader de øvrige 340 grader til de andre og lidt til Budda. Alle snor sig ind i mellem alle og tilsyneladende foregår det hele uden at nogen blir hidsige, skælder ud eller blot utålmodige. Måske skal noget af årsagen findes i Østens almindelige skæbnetro. Går det, så går det. Går det ikke så var det nok hellerikke meningen, og det er så nok fordi Budda, kejseren eller partiet har bestemt det.
I Danmark gør vi det anderledes. Her gælder reglerne og ve den, der ikke følger regelsættet. Laver jeg en mindre lovlig manøvre på cykel, så skal jeg nok høre fra andre trafikanter, der råbes, vises fingre og gøres grimasser. Ikke fordi min manøvre har generet dem eller bragt nogen i fare, alene fordi der er sket noget, som ikke burde ske - i hvert fald ikke af andre end en selv!
Er det forskellen på en kollektiv kultur og den danske, hvor individualismen råder? Eller er det forskellen på protestantisme og buddisme, at se sig som en del af en helhed eller at sætte sig selv først. Eller er det bare fordi vi ikke har så pokkers meget andet at brokke os over i vort lille smørhul?
Jeg følte mig i hvert fald tryggere i Vietnams kaos end på Københavns gader, i hvert fald bedre tilpas.
Men desværre, Vietnam har verdens tredie største antal trafikulykker per indbygger, så måske alligevel...
I'll be back
Ingen kommentarer:
Send en kommentar