Harpen som instrument har ikke sagt mig noget siden de gamle Marx Brothers film, det ændrede sig radikalt tirsdag aften. Var til jazzkoncert i Tivolis Koncertsal. Flot program med mange store stjerner og fængende musik. Men altså også med Tivolis Symfoniorkester, en 30 - 40 stykker af dem og så en harpe ude på fløjen. Eller rettere sagt en harpenist med umanerligt lange og smukke ben. Det var ikke fordi hun spillede så meget, et par gange blev harpen vippet hen mod hende og hun rørte ved strengene, men det var totalt umuligt at skelne lyden midt i bragende Bigband jazz og en fransk/amerikansk/dansk rytmesektion, hvor især den franske spjætfyr med det mystiske hår, var helt fantastisk.
Men min nye kæreste, hende harpen med de lange ben, hun sad bare og var med, foden vippede diskret til musikken og hun klappede sammen med os andre. Og jeg havde ikke øje for ret meget andet. Kun når Lisa Nilsson fik lov at synge med, så fik harpedamen uimodståelig konkurrence. Spændende koncert, lidt for meget larm og teknisk flot spil, lidt for lidt inderlighed, men en god aften - og så med et helt nyt blik på harpenister.
I'll be back
Ingen kommentarer:
Send en kommentar