Efter 58 år lykkedes det mig at deltage i et "rigtigt" bryllup, først i kirken -puha, at det skulle overgå min søn- og så siden til en flot fest med kærlige taler og afsluttende brudevals. Smukke og glade var de, flot fest med mange flotte og kærlige taler, enormt rare mennesker. Tænk at min (og Susannes) søn har gjort sig fortjent til at den ståhej. Selv blev vi gift på Rådhuset, medens Rune blev passet hjemme. Vi nåede frem og tilbage på én HT billet og det var vist det. Som jeg husker det, så var det med at være blevet gift ikke sådan nogen vi snakkede om, det var mest for at sikre arvefølgen. Dengang var det besværligt at være samboende med et barn, det var "lettere" at være gift, rent formelt og lovmæssigt i hvert fald.
Brylluppet i lørdags var noget helt andet. Glade var de, Linda smuk som en gudinde og Rune flot og ikke mindst stolt. Det lykkedes ham at holde en fantastisk tale for sin brud - og lidt for alle os andre, og han lød slet ikke som en folketingskandidat. Så blev de ellers begge kærligt chikaneret af familie og ikke mindst venner, hvoraf nogen kendte dem lidt for godt. Et par af historierne var i hvert fald ikke kendte for mig, godt det samme!
Selv lykkedes det mig, i bogstaveligste forstand totalt uforberedt og med hovedet fyldt af noget helt andet, at kvække et eller andet om hvor langt et æble kan falde fra stammen.
Men en fantastisk oplevelse var det. Ikke mindt at min mor, 90 år om knap en måned, klarede turen og var med til sidste sekund. Så tak og undskyld, at jeg var lidt distræt og optaget af helt andre ting end min søns bryllup.
I'll be back
Ingen kommentarer:
Send en kommentar