For mig har Vietnam altid været et nærmest mytisk land. Som ung kom det til at præge min ideologi, mine grundopfattelser og en ikke uvæsentlig række fordomme. Efter siden at have læst en masse mere eller mindre lødig litteratur om krigen, kom jeg ikke helt uforberedt til landet her i april. Spændende var det derfor især at besøge et par museer i Hanoi og et i Saigon om krigen. Desværre var museerne næppe oplysende, i hvert fald ikke bare på overfladen.
Kort sagt var hovedbudskabet, der var krig og vi vandt. Fjenden var US imperialismen, men hvad der ellers skete fra 1953 til 1975 (og siden) blev man ikke just klogere af på disse museer.
Ikke et ord om borgerkrig, ikke et ord om Sydvietnams vel egentlig forståelige kamp for selvstændighed, også rettet mod nordvietnameserne. Ikke et ord om forskellene på folkene i nord og syd. Og da slet ikke et ord om at krigen mest blev vundet i US og i hjerterne i vesten, kun i mindre grad på slagmarkerne i Laos, Cambodia og i Vietnam.
En sjov detalje var de udstillede fly. Samtlige var forsynet med flotte U.S. Airforce mærker. Men når man nu er en flynørd som mig var det klart at kun en enkelt type faktisk kunne have været anvendt af de amerikanske styrker. Resten var alene anvendt af det sydvietnamesiske luftvåben, godt nok leveret af amerikanerne, men formelt og nogen gange meget reelt opereret af sydvietnameserne selv. Alligevel skulle de se ud som om de var efterladenskaber fra de amerikanske styrker.
I mine øjne havde historien været både mere sand og mere anvendelig i dagens Vietnam, hvis det var indrømmet at der havde været en krig mellem syd og nord, at nord havde vundet, men at der nu var forsoning og at landet nu hang sammen som en hel nation. Men nej, den gamle US imperialisme version blev fastholdt for en hver pris, trist.
I'll be back
Ingen kommentarer:
Send en kommentar