tirsdag, april 03, 2007

Blekingegadebanden

Blev færdig med første del af Peter Øvig Knudsens bog om Blekingegadebanden, medens snotten var ved at formørke hjernen helt.Og uha da da, den kom tæt på. Jeg levede mine ungdomsår i på den yderste venstrefløj. Heldigvis endte jeg i den anden halvdel af den oprindelige maoistiske udspaltning fra DKP, det der senere blev til KAP og ikke KAK. Husker udemærket vor lettere forundring over den lille, pudsige gruppe folk omkring Godtfred Appel, der som os kaldte sig marxister leninister, mao tse dong tænkere, men som helt åbentlyst havde afskrevet klassekampen i Danmark.Vi havde meget glæde af deres forlag og de mange opbyggelige værker om den glorværdige kinesiske revolution, men selve organisationen KAK eller KUF så vi ikke meget til.
Dog husker jeg en del diskussioner om ideen med, at det danske proletariat havde forrådt sig selv og ganske svigtede den internationale solidaritet og verdens revolutionen. Vor konklusion var dog at vi, revolutionens bragende fortrop, skulle ud og vække masserne, hæve den røde fane og ryste kapitalismens og reformismens kæder af. Jeg tror, jeg egentlig godt forstod KAK's holdning med at det ikke nyttede noget, at revolutionen måtte starte et andet sted. Der var vist også noget med et Lenin citat om Danmark som kapitalismens museum, men heldigvis tog vi jo ikke altid alle citater lige alvorligt. Så vi bevarede troen på den danske arbejderklasse.
Den der med at financiere PFLP med kriminalitet herhjemme eller direkte tage del i væbnede aktioner rundt omkring i verden, den kendte vi jo ikke det fjerneste til og som jeg husker vore diskussioner, så ville vi nok have afvist tanken som venstreekstremistisk, revisionistisk eller på en eller anden måde afvigende fra masselinien.
Netop masselinien var nok vor styrke og hovedårsagen til, at jeg idag stadig synes at det var tiden værd. Masselinien sagde et eller andet i retning af, at forandring kun sker når det brede flertal tager magten og kræver forandring. Masselinien afviste at handle på vegne af masserne eller i modsætning til masserne, men sagde dog at de -masserne- godt kunne bruge lidt pift for at få lettet røven. Eller sådan husker jeg det.
Spørgsmålet er, hvordan KAK blev til Blekingegade. Var det noget der lå i vort fælles ideologiske arvegodt eller noget helt specifikt for gruppen omkring Godtfred Appel? Jeg synes ikke bogen giver svaret, men det er nok hellerikke så lige til. Spørgsmålet er dog interessant. Vi valgte at bekæmpe demokratiet på demokratiets grund, at slås for proletariatets diktatur med grundlæggende demokratiske metoder. Mærkeligt nok, for på mange måder var det jo ganske rigtigt selvimodsigende og ulogisk. Palestinæsnernes kamp var og er på mange måder langt mere interessant og betydningsfuld end kampen for et større fladskærms TV eller længere ferier, som vel er ved at være den danske arbejderklasses samlede parole idag.
Men vi var og jeg er nok grundlæggende for dansk, for koncensussøgende og magelig til for alvor at slås for noget - full speed ahead and damm the torpedoes - som KAK prædikede. Tak for det.

I'll be back

4 kommentarer:

Brigitte sagde ...

Spændende at høre fra en der selv var med dengang, også selvom det kun er perifært :)

Peter sagde ...

Aha! Ja efter at have læst bogen, var det faktisk en spændende krølle.

Tobias sagde ...

Faktisk var det lidt af en "Aha-oplevelse" for mig at læse bogen - selv om det er mange år siden og før min fødsel at appel gruppen opererede. For det jeg hurtigt oplevede var, at historien gentager sig - jeg kunne i den grad genkende de samme sociale mønstre, den hierakiske struktur i gruppen fra min tid i en organisation på den yderste venstrefløj. Jeg ligger stadig samme sted rent politisk - men mine tanker om aktionsformer er nok blevet slebet en smule af siden de dage i 90´erne

Tobi

Anonym sagde ...

Hello. And all nice words. great site great yes it is.
[url=http://free-porn-free-sex-free-xxx-videos.org] free porn[/url]
free porn
http://free-porn-free-sex-free-xxx-videos.org