Hvorfor er det, vi altid skal have noget at frygte

Her de sidste uger med fravær af vinter, med storme, oversvømmelser og uberegneligt vejr kloden rundt, så kommer snakken om global opvarmning, økologisk katastrofe og så videre. På tide kunne jeg mene. Nu er der advaret så mange år, godt - om end måske for sent - at alvoren går op for os.
Men så er det der ringer en lille klokke. Der er ligesom noget jeg har hørt før.
Som barn i 50'erne og 60'erne var det den altomfattende atomkrig, der truede. Og vi var bange - sikkert med god grund. Jeg glemmer aldrig da min mor vækkede mig, for vi skulle sidde sammen og høre radio om Cubakrisen. Her var frygten for atomkrig reel.
Siden har katastrofen luret i mange varianter. Taktisk atomkrig når Russerne invaderede Vesteuropa gennem Fulda og sikrede flanken ved at udslette Danmark. Så blev det til frygten for massiv indvandring fra østlandene efter murens fald, der var frygten for diverse pandemier, fugleinfluenza, Sars. Frygten for terrorisme efter 11. september (som effektivt holdes i live af hysteri omkring luftfarten). Frygten for muslimerne. (Vel trådt i stedet for flere århundreders frygt for jøderne?, påfaldende, ikke!)
Den ene altomfattende trussel har afløst den anden, som om vi alle egentlig helst ville have noget at frygte, måske for at sætte den daglige tryghed lidt i relief.
Ser man tilbage i historien har den altomfattende katastrofe altid luret lige om hjørnet eller bag den bekvemmeste fordom. Den totale verdensødelæggelse findes vel i de fleste verdens religioner. Vi roser os af en kristendom, der allerede har udslettet verden én gang ved syndfloden. Vi har Satan, der truer os alle og så naturligvis Dommedag, når Vorherre ikke rigtigt gider lege med os længre.
På det lokale plan var frygten reel, istedet for at frygte herremanden eller fyrsten, frygtede man ånder, hekse og fabeldyr. Den går trods alt ikke længere med den almene folkeoplysning (selvom Dansk Folkeparti gør hvad de kan for at udbrede frygten for spøgelser), derfor de verdensomspændende scenarier- desværre funderet på reelle risici .
Måske er det godt med sådanne globale frygtscenarier. Måske er de med til at drive udviklingen frem. Frygt er nu engang bedre til at motivere til anstrengelser end overflod.
Men spændende blir det hvad der kommer næste gang, hvis altså ikke...

I'll be back - I hope!