Harpen

Harpen som instrument har ikke sagt mig noget siden de gamle Marx Brothers film, det ændrede sig radikalt tirsdag aften. Var til jazzkoncert i Tivolis Koncertsal. Flot program med mange store stjerner og fængende musik. Men altså også med Tivolis Symfoniorkester, en 30 - 40 stykker af dem og så en harpe ude på fløjen. Eller rettere sagt en harpenist med umanerligt lange og smukke ben. Det var ikke fordi hun spillede så meget, et par gange blev harpen vippet hen mod hende og hun rørte ved strengene, men det var totalt umuligt at skelne lyden midt i bragende Bigband jazz og en fransk/amerikansk/dansk rytmesektion, hvor især den franske spjætfyr med det mystiske hår, var helt fantastisk.

Men min nye kæreste, hende harpen med de lange ben, hun sad bare og var med, foden vippede diskret til musikken og hun klappede sammen med os andre. Og jeg havde ikke øje for ret meget andet. Kun når Lisa Nilsson fik lov at synge med, så fik harpedamen uimodståelig konkurrence. Spændende koncert, lidt for meget larm og teknisk flot spil, lidt for lidt inderlighed, men en god aften - og så med et helt nyt blik på harpenister.

I'll be back

Væsentlighedskriteriet

Jeg hører nogen gange begrebet nævnt i forbindelse med de store nyhedskanalers udvælgelse af emner. Lørdag oplevede jeg et sådant eksempel.

Efter TV2 nyhederne skiftede man hurtigt over til Nyhedsstudiet udenfor Frederiksborg Slot, så vidt jeg forstod fordi spændingen var så stor. Og hvad var det så, der var så spændende, at der blev kørt direkte vist i 10 minutter (var ude og brække mig efter de første par minutter). Jo, de tre værter havde hver sit område, som de næsten ikke kunne vente på. Den ene var spændt på om Frederik fik lov til at bære babyen, den anden om hvad hun skulle hedde og den tredie, hvordan man afviklede et privat arrangement (med livedækning fra begge de store kanaler) Så var der en, der var spændt på hvem gæsterne var - regeringstoppen var jo ikke inviteret. Lone Kühlman fik fortalt, at Frederik er et følsomt menneske, hvor hun så ved det fra og Jens Dorph, at det var spændende hvilke signaler (den private) barnedåben sendte om kongehusets positionering i samfundet.

Som om det ikke var slemt nok, så fortalte de med stolthed at begge landsdækkende nyhedskanaler var tilstede med hvert sit nybyggede studier ved slottet, TV2 endda med egen helikopter.

Man må jo så håbe for DR og TV2 at intet forstyrrer den store satsning på væsentlige nyheder. Ikke flere bomber i London, ingen større myrderier i Irak elller fejlbombninger i Afganistan. Ingen megaregnskyl i Danmark eller nye afsløringer af doping hos CSC. Tænk hvis væsentlighedskrititeriet skulle tvinge redaktørerne til at vælge mellem barnedåb og andre nyheder. Tør jeg gætte på resultatet!

I'll be back

PS. Et hurtigt check af programmerne viser at der er livetransmission fra 7.00 på begge kanaler til 13.00 og så timelange reprotager igen i aften! Yes, flere penge til DR1 og flere reklamer til TV2 - pengene går jo til et væsentligt formål.

PPs. Man kunne jo spørge mig selv om ikke samme væsentlighedskriterie burde forhindre mig i at skrive disse linier, men sådan er der jo så meget...

Rasmussen nr. 1.

Poul Nyrup Rasmussen, eller Rasmussen 1, som han kalder sig i Europa. Forleden blæste han forbi Lo-Skolen og holdt foredrag om kapitalfonde for ca. 150 tillids- og sikkerhedsfolk. Jeg forstod ikke et kvidder, jo det med kapitalfonde er noget farligt noget og vi må handle, EU må vedtage regler mod kapitalfonde. Så meget var klart, men detaljerne gik et par kilometer over hovedet på mig og sikkert resten af forsamlingen der ikke indeholdt mange nationaløkonomer. Men oplevelsen var alligevel stor. Poul Nyrup kan noget med direkte kontakt og store forsamlinger. Han kan kommunikere, begejstre og skabe en god stemning. Han er på, der er hul igennem og alle følger hans mindste bevægelse. Ingen hosten, ingen sneg sig ud for at tisse eller ryge. Og ikke det mindste "uld i mund" - tværtimod! Og det samtidig med at formodentlig kun de færreste kunne følge hans argumenter.

Kontrasten til statsminister Poul Nurup Rasmussen i en TV debat er uforståelig. Direkte overfor et bredt udsnitg af den danske befolkning er han en af de beste kommunikatorer, foredragsholdere og agitatorer, jeg endnu har mødt. Når der så kommer et TV kamera imellem, går det galt og han bliver sin egen væste fjende. Mystisk.

At Poul Nurup så efterhånden er udstyret med et ganske betydelig ego og en lidt skinger forherligelse af sig selv, sit europæiske socialdemokrati og sin globale rolle er både til at forstå og tilgive. Den vilje til at ville kommunikere et teknisk svært emne til en måbende forsamling, den skal han have fuld respekt for.

Personligt var jeg i hvert fald næsten barnligt stolt af at være mødeleder i en sådan situation - tænk jeg trykkede ham i hånden hele to gange...

I'll be back

Deterrence

Mystisk film, TV2 viste fredag sent. Afskrækkelse hed den og viste en yderst handlekraftig president, der før 9/11 skal forholde sig til en ny Irak invasion mod Kuwait og trusler i hele regionen. Handlingen kort i al sin besynderlighed:

Irak invaderer Kuwait og truer samtidig Israel. Præsidenten går på nationalt TV og meddeleler Irak, at han vi udslette Bagdad, hvis de ikke øjenblikkelig trækker sig tilbage. Det gør Irak ikke og derfor udsletter præsidenten Bagdad. End of story.

Ja, rent bogstavligt ender filmen med Bagdads udslettelse. Der sker naturligvis en række besynderlige ting undervejs. Irak angriber resten af verden med atomvåben på langdistanceraketter. Heldigvis viser det sig, at disse atombomber netop er solgt til Irak for at undgå, at de selv udvikler atomvåben og at de derfor ikke kan eksplodere. Heldigt for det meste af Europa og ikke mnindst for vor gæve præsident.

Morale: Irak med Saddams søn Uday i spidsen er villig til at ofre ikke blot Bagdads befolkning, men en hel del millioner mere rundt omkring i verden. Altså det er helt i orden - og cool - at præsidenten holder hovedet koldt, undlader at forhandle og istedet handler konsekvent med udslettelsen af Bagdad. Man forhandler da vel ikke med udyr!

Filmen var en "very low budget" produktion fra 1999, altså før 9/11, men med Kuwait i frisk erindring. På besynderlig vis kommer den til at forudsige den virkelige invasion af Irak udfra påskuddet om masseødelæggelsesvåben, der truede resten af verden - men som altså ikke var der. Var filmen en del af oprustningen? En del af kampagnen, der skulle føre til invasionen i 2003. Eller bare et banalt udtryk for amerikanernes evindelige tro på egen overlegenhed og ringeagt for andre folk?

Besynderlig film, i hvert fald.

I'll be back

Hykleri på EPO

Jeg ved det godt, det er forkasteligt at bruge doping. Farligt for kroppen og det ødelægger sportens sande ånd. Og så giver det de unge ubefæstede sjæle forkerte idealer. Så fy og føj til Bjarne, Ivan, Zabel, Virenque, Armstrong og alle de andre. Sport drejer sig om ædel kappestrid, ikke om at havde de bedste læger.

Når så alt det er sagt så synes jeg at al forargelsen over Bjarne Riis's indrømmelser er det rene hykleri. Hvem troede dog for alvor at sporten var "ren", eller at der ikke forekommer et lignende misbrug i en række andre sportsgrene. Og når det endelig kommer til stykket, hvad er så forskellen på at spille en vigtig fodboldkamp på smertestillende midler og at køre Tour de France på EPO? Begge dele ødelægger legemet og begge dele er misbrug af lægevidenskaben.

Ser vi på resten af verden, så er stoffer for længst blevet en del af hverdagen. Vi hylder gladeligt filmstjerner, der åbent bekender brug af coke. Inden for rock er et misbrug vist en nødvendig del af "gamet" og det afholder os ikke for at lade vore unge tiljuble diverse stjerner. I lidt ældre tider var det usandsynligt at se en ædru jazzstjerne og alt for mange var direkte afhængige af heroin. Beatles havde da vist et eller andet med LSD og ret så meget med hash.

Stoffer er en del af hverdagen, misbrug af coke er ved at være udbredt også på visse typer arbejdspladser som en forudsætning for at kunne holde til arbejdspresset og i nattelivet, er coke og lignende en fast og lettilgængelig bestanddel.

Så stik lige piben eller sprøjten ind og dæmp forargelsen. Kunstig tilført kemi i vore kroppe er noget skidt, men det eksisterer bredt i samfundet. Vi tilbeder sportsstjernene og der er frygtelig mange penge i sport, ikke blot til udøverne. Skal doping bekæmpes gælder samme regler som for narko. Find pengemændene og stop dem. Så lange stofferne er på gaden (eller i lægetaskerne) vil de blive brugt.

Personligt synes jeg stadig cykelsport er umådeligt kedeligt at se i TV, kun de sidste par kilomenter op af en bjergside kan vække min interesse. Om de så kører disse umulige stigninger med eller uden stoffer i blodet er mig ganske ligegyldigt - det er stadig umulige og fantastiske præstationer.

I'll be back

Pirates nr. 3

Bemærk lige det ansigtsudtryk. Miss Elisabeth Swann som hævnens engel i kampen mod de onde skurke fra den engelske flåde og handelskompagniet.

Flot, fængende og sjov film uden det ringeste forsøg på realisme, alene et spørgsmål om sminkning, kostumer, digital action og totalt udflippede scener. Rigtig en film efter min smag.

Johnny Depp er sjov, dobbelttydig og totalt hjemme i rollen som neurotisk sørøverkaptajn, Geoffrey Rush er synligt glad for rollen som genoplivet skurk/helt og balancerer fint mod Jack Sparrow. Men bemærk hende her, heltinden, Miss Swann eller Kira Knightley. Hun lyser som nogen op i denne film. Ikke som den smukke blondine, som helten skal redde og gøre sig fortjent til, snarere omvendt. Det er denne rolle, der driver filmen frem og figuren fungerer helt på egne præmisser og fuldt på niveau med de 3 øvrige. Hun - eller rettere sagt Miss Swann - er viljefast som nogen, slås og tager ansvar så det er en ren fryd. Måske den første actionfilm, jeg har set hvor kvinderollen lever helt sit eget liv og fremstår som ligeværdig for historien og filmen.

Ja, jeg ved godt at jeg er en let push-over, for køn er hun og hendes ansigt får lov at fylde. Men imponerende alligevel. Det er ikke alene manuskriptet, der giver hende placeringen. Det er også Kira Knightley selv. Hun formår, som få jeg har set, at kombinere skrøbelighed med indre styrke og handlekraft så man tror på hende. Så selvom Johnny Depp absolut hører til på toppen af min idolliste, så får han her god konkurrence af denne unge stjerne.

I'll be back

Action film og biler

Eksempler på den ganske særlige tradition, der omgiver især amerikanske film og actionscener med biler:

• Når heltinden flygter fra øksemorderen kan hun aldrig få bilen igang før han når hen til bilen, så virker motoren.


• Helten kan altid finde parkeringsplads lige hvor han skal parkere
• Han behøver aldrig låse bilen
• Under biljagter kører han tværs over befærdede veje uden at se sig for - og kommer godt fra det
• De øvrige biler undgår mirakuløst helten, men rammer voldsomt sammen med øvrige uskyldige
• Når skurkens håndlangeres bil vælter eksploderer den vildt og voldsomtNår skurkens bil vælter overlever han mirakuløst
• Når heltens bil vælter overlever han mirakuløstI skuddueller stopper bildøre kugler fra automatvåben
• Benzintankene i amerikanske film indeholder en særlig form for benzin. De eksploderer for et godt ord ved kollisioner, ved skud og ved bomber - og sjovt nok ved heltene altid i forvejen at det vil ske: "Run, it's gonna blow!"
• Biler kan flyve langt over forhindringer, ramme hårdt ned og så bare køre videre Der kan køres lige igennem vinduer porte, gittere, vægge og mure
• Når der køres lige igennem, så slår det flotte gnister i alle retninger
• Politibiler kommer i sværme, men kolliderer altid og flyver i alle retninger, tilsyneladende uden skader på chaufførerne.
• Når helten står på taget af en lastbil er der ingen skilte i hovedhøjde.Når skurkens håndlanger slås med helten på taget af en lastbil er der skilte i hovedhøjde.
• Når helten ligger på taget af en bil ved skurkens håndlanger ikke, at han kan få ham af ved at bremse hårdt.
• Helten og skurken har begge kræfter nok til at række ind gennem døren i førersiden og med én arm hive chaufføren ud for selv at klatre ind over overtage styringen - uden at bilen mister kontrollen.
• Airbags udløses ikke ved påkørsler, flyvehop eller lignende

I'll be back

Frisindets sande vogter

Vor alle sammens vogter af det danske frisind har været på krigsstien igen. Pastor Søren Krarup er på banen igen med en sammenligning mellem Koranen, Das Kapital og Mein Kampf. Alle tre skulle lede til totalitære styres massemyrderier og frihedsundertryggelse.
Javel, måske det er et par år siden vor landsbytosse sidst har kigget i Das Kapital, det skal han ikke lastes for. Men som jeg husker ungdommens teorier og senere års mere afbalanceret læsning, så er Das Kapital en videnskabelig, økonomisk analyse af den daværende kapitalisme, i sig selv ikke noget revolutionært kampskrift. Måske Krarup tænker på Det Kommunistiske Manifest, jeg ved det ikke, men så havde det været lidt lettere at forstå.
Sammenligningen mellem Koranen og Hitlers rablerier i en fængselscelle er ikke mindre bemærkelsesværdig. Mein Kampf blev ganske rigtigt brugt som ideologisk grundlag for nazismen, men teksten er da vist stadig kun læst af yderst få, da det efter signende skulle være det rene vås. Nazisterne klarede sig så rigeligt uden anden ledetråd end Hitlers taler og lysten til at myrde jøder. I øvrigt på et godt kristent grundlag.
Så er der Koranen tilbage. Her skylder vor præst at fortælle os andre ikke vidende, hvordan den adskiller sig fra vor egen Bibel. Fra hvad jeg har læst spredt i Koranen er opfordringerne til mord, afbrænding af flag og intolerance ikke sådan lige at finde, ligesom jeg tvivler på at stening af kvinder er specielt fremtrædende. Tager man Biblen er myrderierne vel hovedsagelig begrænset til Gammel Testamente (men der findes de vist også til overflod) og intolerancen findes mest i forestillingen om den almægtige Herre.
Hvad de to tekster afgørende har tilfælles er, at de er velegnede til fortolkning. Tågede formuleringer som af troende udlægges som det passer i deres politiske situation. Og så har de én anden ting til fælles. Den almægtige hersker og skaber, Gud, Allah eller hvad han nu benævnes. Enhver tro, eller følgeskab af en sådan almægtig kraft. indeholder i sig selv undertrykkelse, indebærer tab af frihed og tab af den frie vilje. Samt intolerance: min gud er bedre end din gud og derfor er jeg tvunget, pålagt, forpligtiget til at frelse dig. Og skulle frelsen indebære, at jeg først må udslette dig, så sker det i Herrens / Jesus' eller Allahs navn!
Så hvis pastoren var en smule konsekvent var hans oplistning af bøger, der fører til undertrykkelse, startet med Moderen af dem alle, Biblen. Der er vel uden sammenligning myrdet flest mennester i Jesus' navn end udfra samlige andre religioner og ideologier tilsammen.
Men måske drejer hans rablende angreb sig om noget helt andet. Måske han - som så mange andre af den skole - frygter det mest, som han genkender fra sit eget indre mørke, nemlig det totalitære menneskesyn.

I'll be back

Trafik i Vietnam og i Danmark

Det er lidt en oplevelse at bevæge sig ud i trafikken i Vietnam, det går temmelig kontant og kaotisk for sig. Regler synes der ikke at være mange af, men en undtagelse, Du må ikke køre ind i nogen ellers hersker det frie initiativ, frem skal man og bare de andre overholder sammen regel som en selv, så går det nok.
Og det gør det faktisk - det meste af tiden i hvert fald. Som trafikant har du ansvaret for 15-20 grader lige frem, resten er de øvriges ansvar. Man forholder sig kun til dem inden for sektoren og overlader de øvrige 340 grader til de andre og lidt til Budda. Alle snor sig ind i mellem alle og tilsyneladende foregår det hele uden at nogen blir hidsige, skælder ud eller blot utålmodige. Måske skal noget af årsagen findes i Østens almindelige skæbnetro. Går det, så går det. Går det ikke så var det nok hellerikke meningen, og det er så nok fordi Budda, kejseren eller partiet har bestemt det.
I Danmark gør vi det anderledes. Her gælder reglerne og ve den, der ikke følger regelsættet. Laver jeg en mindre lovlig manøvre på cykel, så skal jeg nok høre fra andre trafikanter, der råbes, vises fingre og gøres grimasser. Ikke fordi min manøvre har generet dem eller bragt nogen i fare, alene fordi der er sket noget, som ikke burde ske - i hvert fald ikke af andre end en selv!
Er det forskellen på en kollektiv kultur og den danske, hvor individualismen råder? Eller er det forskellen på protestantisme og buddisme, at se sig som en del af en helhed eller at sætte sig selv først. Eller er det bare fordi vi ikke har så pokkers meget andet at brokke os over i vort lille smørhul?
Jeg følte mig i hvert fald tryggere i Vietnams kaos end på Københavns gader, i hvert fald bedre tilpas.
Men desværre, Vietnam har verdens tredie største antal trafikulykker per indbygger, så måske alligevel...

I'll be back

Khader og Co.

Her ser vi den ultimative politiske konsekvens af moderne tids politik, kan man ikke få ret, skaber man sit helt eget parti. Ikke fordi man er særligt uenig, har fundet på en ny og banebrydende politik. Alene fordi manden er populær og kan trække mange stemmer. Jeg har ikke specielt ondt af De Radikale, de har fjumret rundt og troet, de kunne gå på vandet. Og da slet ikke af de Konservative, der fuldstændigt har smidt håndklædet i ringen for ikke at tirre Pia K og bevare ministerbilerne. Jeg har mere ondt af vort politiske system, der mere og mere ligner individualisters kamp om popularitet. I USA vælger man præsident udfra hans udstråling, i Danmark vælger vi efter, tja hvad?

I virkeligheden er vi vel på vej tilbage til gamle tiders demokrati, hvor parlamentarikerne var valgt lokalt og mere udfra deres magt lokalt end deres partitilhørsforhold. Nu har vi ganske vist store partier, men eksempler som Pia Kærsgaard, Karen Jespersen og nu Naser Khader viser, at betydningen af at kunne se sig selv i centrum af begivenhederne er afgørende og overskygger enhver ideologi, der måtte have været. Ser vi endelig på de store, Anders, Helle, Marianne og Villy, så er de vel først og fremmest personligheder og først derefter politikere, i hvert fald i mediernes og vælgernes øjne.

Og så til den mørkere side af Khader. Frejdigt proklamere ledende erhvervsmænd som Flemming Østergaard, Lars Kolin og Aamund, at de støtter Naser og Ny Alliance økonomisk, sikkert af egen pung, men alligevel. Hvornår har vi sidst set Hr. Møller fortælle, hvem Mærsk støtter økonomisk, eller Novo offentliggøre hvilke politiske tendenser, de søger fremmet med økonomisk støtte. Og da slet ikke på forsiden af alverndens nyheder endog før partiet blev erklæret støttet.

Naser Khaders Dark Force er gået i brechen for hvad, for en mand, for hans popularitet eller for hans evner til at holde Anders Fogh ved magten?

I'll be back

Dementi

Jeg beklager, har gengivet en falsk historie. Pia K er ikke ophørt med at kommentere medlemmernes mere end acceptabelt tåbelige udgydelser. Det var en journalist fra Berlingske, der havde overfortolket hendes udtalelser, sikkert hørt hvad han håbede at høre - men det gør det jo ikke rigtigt.
Vi kan altså fortsat se frem til fornærmede mundvige, himmelvendte øjne og et skarpt tonefald når Pia K endnu engang må forklare at ledelsens linie står fast. DF er ikke et racistisk parti, har intet mod muslimer, har intet mod bøsser og er på ingen måde tilholdssted for folk med nazistiske tilbøjeligheder.
Eller sagt mere overbevisende; "Hold nu kæft til vi har hele magten!"

I'll be back

Vietnam og Kina

Selv det hurtigste kig på Vietnams senere historie viser at de opfatter sig som meget separat fra Kina og at kineserne opleves som en farlig og utroværdig nabo. Det var derfor lidt af en oplevelse at besøge en række kejsertempler, begravelsespalæer og lignende og dér konstatere, at de alle fremstår som lidt formindskede kopier af kinesiske forbilleder. Det er også bemærkelsesværdig at se, at templerne sjældent er mere en 150 år gamle - alligevel er de kopieret efter Kinas langt ældre forbilleder.

På mig virkede besøgene som om Vietnam, i sit forsøg på at blive en selvstændig stat tilbage i midten af 1800 tallet valgte at kopiere det kinesiske kejserdømme. På trods af at det netop var kineserne, de ville være selvstændige fra og på trods af at styreformen, allerede på det tidspunkt, måtte fremstå som ganske forældet og utidssvarende. Tænk sig at bruge billioner på at bygge kæmpe begravelsespaladser så sent som i 1920'erne.

Mærkeligt er det også at tænke på at Vietnam på den tid var totalt underlagt Frankrig og ikke Kina.

Sådan kan et folks mere eller mindre forståelig kamp for selvbestemmelse tage så mange former. Dem man frygter mest og ser ned på, det er dem man henter sin kulturelle inspiration fra. Måske der her er en parrallel til lande som Saudiarabien, Irak og Iran og deres forhold til USA?

I'll be back

Pia har lovet at holde mund, jubii

Tænk jer engang, Pia har lovet at holde mund. Hun vil ikke længere besvare spørgsmål fra journalister om paertimedlemmernes mere eller mindre mystiske udtalelser. Jamen dog, sikken er nyhed. Hun er blevet træt af journalisternes dumme spørgsmål, læs nærgående spørgsmål, og satser nu alene på partiets jernhårde diciplin. Eller rettere sagt truslen om omgående eksklusion, hvis nogen skulle vove at mene noget eller ytre det mindste ubekvemt om nazistiske tilbøjeligheder, noget der bare på den mindste måde kan tolkes som for vidt i forhold til "linien".
Sikke en stilhed, der nu breder sig i Danmark. Alle DF's medlemmer arbejder stille og roligt og diciplineret efter formandens direktiver, ingen pip, ingen slinger i valsen. For DF er da et stuerent parti, ikke!

Nåe jo, helt slipper vi nok ikke. Partitoppen må da gerne komme med grove generaliseringer om muslimer og især om den trussel som alle muslimer udgør mod den danske kultur, mod vor velfærd, mod kvindefrigørelsen og ikke mindst mod de ældre. Pia selv må da gerne udtale sig skråsikkert og slå alle over en kam. Muslim, islamist, fundamentalist, tilhænger af stening, terrorist. Har man bekendt sit religiøse ståsted, så er man stemplet.

Så en grov og nedladende tone i debatten, den slipper vi nok ikke helt for.

I'll be back

Udrensninger i Dansk Folkeparti

Man imponeres, endnu en udrensning i DF, og endnu engang er det højrefløjen der må stå for. Partiet skal være - blive - stuerent for en hver pris. Alt hvad partiet er opstået udfra skal væk, ud, ekskluderes, udrenses.

Prisværdigt nok, Morten Messerschmidt er ingen pryd for dansk demokrati, Søren Krarup slet ikke og Mogens Camre, der burde vide bedre, er vel den mest rablende paranoide af dem alle.

Tilbage sidder Pia, som dronningebien. Alle tjener hende, alt er tilrettelagt for at servicere hende og hendes tro løjtnanter. Ingen debat, ingen vaklen, ingen selvstsændige tanker.

Nu skal jeg altså ikke lyde som om jeg vil savne nogen af de berømmelige landsbytosser i DF. Vi skæmmes som nation af at have personer som de ovenfor nævnte som en fremtrædende del af vort demokrati, vi gør ondt på uskyldige og udstyrer os med pinagtigt krumme tær, hver gang en Mogens Camre eller en Søren Krarup melder sig på banen. Spændende bliver det hvordan vælgerne belønner hende for bevægelsen mod stuerenheden. Kan de stadig genfinde sig selv afspejlet i DF stadig mere grå masse, eller begynder de at se tilbage mod Socialdemokratiet og Venstre.

Spændende...

Sidste:

Pia kjærsgaard frit og frejdigt på DR 1: Tørklæder er et symbol på linie med at vise hagekorset og islam er en ideologi som nazisme eller kommunisme.

Ja, det sagde hun faktisk til studieværtens store forbavselse, men hvor er overskrifterne i dagspressen? Hvor er advarslen fra Pia til Pia?

Konklusionen er nok dobbelt:

Dansk Folkeparti har ét ideologisk ståsted, kampen mod islamiske indvanderer (og al andet fremmed) - så kan de smide så mange ud de vil og uddele nok så mange advarsler til prominente MF'er.

og

Under dække af den såkaldte kulturkamp kan man sige hvad som helst i den offentlig debat.

Jeg græmmes!

I'll be back

Vietnam og historien

For mig har Vietnam altid været et nærmest mytisk land. Som ung kom det til at præge min ideologi, mine grundopfattelser og en ikke uvæsentlig række fordomme. Efter siden at have læst en masse mere eller mindre lødig litteratur om krigen, kom jeg ikke helt uforberedt til landet her i april. Spændende var det derfor især at besøge et par museer i Hanoi og et i Saigon om krigen. Desværre var museerne næppe oplysende, i hvert fald ikke bare på overfladen.

Kort sagt var hovedbudskabet, der var krig og vi vandt. Fjenden var US imperialismen, men hvad der ellers skete fra 1953 til 1975 (og siden) blev man ikke just klogere af på disse museer.

Ikke et ord om borgerkrig, ikke et ord om Sydvietnams vel egentlig forståelige kamp for selvstændighed, også rettet mod nordvietnameserne. Ikke et ord om forskellene på folkene i nord og syd. Og da slet ikke et ord om at krigen mest blev vundet i US og i hjerterne i vesten, kun i mindre grad på slagmarkerne i Laos, Cambodia og i Vietnam.

En sjov detalje var de udstillede fly. Samtlige var forsynet med flotte U.S. Airforce mærker. Men når man nu er en flynørd som mig var det klart at kun en enkelt type faktisk kunne have været anvendt af de amerikanske styrker. Resten var alene anvendt af det sydvietnamesiske luftvåben, godt nok leveret af amerikanerne, men formelt og nogen gange meget reelt opereret af sydvietnameserne selv. Alligevel skulle de se ud som om de var efterladenskaber fra de amerikanske styrker.

I mine øjne havde historien været både mere sand og mere anvendelig i dagens Vietnam, hvis det var indrømmet at der havde været en krig mellem syd og nord, at nord havde vundet, men at der nu var forsoning og at landet nu hang sammen som en hel nation. Men nej, den gamle US imperialisme version blev fastholdt for en hver pris, trist.

I'll be back

Vietnam og fremtiden

Som turist i Vietnam opsøger man uvægerligt billeder som ovenfor. Mere end halvdelen af mine billeder fra turen viser situationer, hvor det ser primitivt ud, hvor der bruges "gammeldags" metoder og hvor forskellene til danske forhold er mest fotogene. Sådan må det være, men er det et rimeligt billede af landet og dets muligheder?
Vietnam er et land, der er på vej - men vejen ser lang ud. Herhjemme er vi bekymrede over globaliseringen, over at miste arbejdspladser. Fra Vietnam er perspektivet anderledes. Vejen frem for dem er at tilbyde sin kollosale arbejdskraftreserve til at producere forbrugsgoder til den mere udviklede del af verden. Så set med gamle internationalistiske øjne burde vi slås for at flere arbejdspladser blev flyttet til lande som Vietnam, jo flere jo bedre. Flere arbejdspladser i Vietnam, bedre økonomi, mindre fattigdom, bedre sociale forhold og udvikling. Og når vi så samtidig kan sikre os selv billigere fladskærme, sko og bukser, hvorfor er vi så så bange?
Så når nu billederne, også i mit album, viser det idylliske Vietnam og ikke de nye fabrikker, vækstområderne, så fortæller de kun den halve historie.

I'll be back

Vietnam blues

Lige hjemkommet efter mere end 2 uger i Vietnam og besøget står stadig uklart. Hvad var det jeg oplevede, hvordan har det ændret min verden?
To begreber står overfor hinanden; venlighed og varme overfor kaos og katastrofe på vej!
Overmådeligt venlige, smilende og smukke mennesker, rart at færdes blandt befolkningen. Gå på mod, vilje til at skabe sig en bedre fremtid. Smuk natur og facinerende historie.
Alt det overfor umulige betingelser, misbrug af naturen, udvikling for en hver pris og trafikkaaos og udviklingsmuligheder, der synes mindre og mindre dag for dag.
Det er de to stemninger, jeg nu sidder tilbage med efter min hektiske rundtur fra nord til syd.
Startede i Hanoi med dyttende scootere, overvældende aktivitet ikke mindst på gaderne; over Ha Long bugten med dens betagende natur og totale misbrug af kysten til masseturisme (og økonomisk fremgang). Videre til Hue, Hoi An, hvor trafikken stadig var slem og hvor hotellerne bemægtede sig strandene, men folk stadig er venlige og den lidt fjernere historie fylder godt op. Videre mod syd over Na Trang til Saigon eller Ho Chi Minh City, som den med begrænset gennemslagskraft er omdøbt til. Her havde scooterene helt taget magten og storkapitalen fået bygget sine vækstsymboler. Nede i Mekong deltaet rådede vandet, kokussen og varmen og (desværre/heldigvis) masseturismen var ikke for alvor nået frem.
Hvad skal jeg mene, Vietnam har kun få chancher, som turen var tilrettelagt så vi kun dem med masseturisme for øje og ikke meget af landets industrielle muligheder. Synet var ikke altid lige kønt, naturen skriger på omsorg, pusterum og færre hoteller. Økonomien kan bruge turisterne, men kan indutstrien tiltrække tilstrækkelig med ordrer uden at vejnettet helt bryder sammen og uden at folk begynder at udskifte scooterne med biler?
Vietnam har nok kun én chance, men det har jo endnu ikke forhindret nogen i at tage den!

Du kan se fotos fra turen her:
http://picasaweb.google.dk/HHalbum/Vietnam2007

I'll be back

Operaen

Havde mit første besøg i Operaen, Simon Boccanegra. En stor oplevelse, ærgerligt nok mest for bygningen og det at være dér live, mindre for selve operaen.
Hr. Møllers mausoleum er fantastisk, rummet inde foran selve den træbeklædte sal er imponerende og en oplevelse i sig selv.Især når vejret var med os, som det var og vi kunne sidde og spise med udsigt over hele havnen, Amalienborg og det nye skuespilhus. Det er flot og medrivende at være der inde og hvad man end måtte mene om Hr. Møllers gave (og smag) så virkede det hele yderst velfungerende og spændende. Bortset altså lige fra de famøse kølergriller rundt om huset. Når man sad på byens flotteste restaurant var der frit udsyn ned til havnen og op til himlen, men fra pladserne var der en kølergrille, der helt tog udsynet ind over byen, mindre smart.
Jeg skal ikke gøre mig klog over selve operaen. Noget med nogle familier i Verona, der var uenige om et eller andet og så derfor døde i hver akt. Så var der en temmelig søgt parallel til østeuropa, totalitære kommunistiske regimer eller hvad ved jeg -ideen var ikke helt klar, men det betød at sangerne var ikædte kedeligt halvtresser tøj, stod og gik som kopier af de udøde fra Night of the Living Death, men ikke nær så morsomme!
Desværre var musikken også meget lidt fængende, de spillede og sang enormt flot, men det virkede mest som om der var lagt lidt forskellige toner til de forskellige replikker, som så blev trukket ud med enorm styrke. Flot, men ikke fængende. Og bestemt ikke som i nogen af de få operaer, jeg kender og kan skråle med på alene hjemme.
Men altså, alt i alt en stor oplevelse og tak til Rune og Linda for at invitere mig med.

I'll be back

Blekingegadebanden

Blev færdig med første del af Peter Øvig Knudsens bog om Blekingegadebanden, medens snotten var ved at formørke hjernen helt.Og uha da da, den kom tæt på. Jeg levede mine ungdomsår i på den yderste venstrefløj. Heldigvis endte jeg i den anden halvdel af den oprindelige maoistiske udspaltning fra DKP, det der senere blev til KAP og ikke KAK. Husker udemærket vor lettere forundring over den lille, pudsige gruppe folk omkring Godtfred Appel, der som os kaldte sig marxister leninister, mao tse dong tænkere, men som helt åbentlyst havde afskrevet klassekampen i Danmark.Vi havde meget glæde af deres forlag og de mange opbyggelige værker om den glorværdige kinesiske revolution, men selve organisationen KAK eller KUF så vi ikke meget til.
Dog husker jeg en del diskussioner om ideen med, at det danske proletariat havde forrådt sig selv og ganske svigtede den internationale solidaritet og verdens revolutionen. Vor konklusion var dog at vi, revolutionens bragende fortrop, skulle ud og vække masserne, hæve den røde fane og ryste kapitalismens og reformismens kæder af. Jeg tror, jeg egentlig godt forstod KAK's holdning med at det ikke nyttede noget, at revolutionen måtte starte et andet sted. Der var vist også noget med et Lenin citat om Danmark som kapitalismens museum, men heldigvis tog vi jo ikke altid alle citater lige alvorligt. Så vi bevarede troen på den danske arbejderklasse.
Den der med at financiere PFLP med kriminalitet herhjemme eller direkte tage del i væbnede aktioner rundt omkring i verden, den kendte vi jo ikke det fjerneste til og som jeg husker vore diskussioner, så ville vi nok have afvist tanken som venstreekstremistisk, revisionistisk eller på en eller anden måde afvigende fra masselinien.
Netop masselinien var nok vor styrke og hovedårsagen til, at jeg idag stadig synes at det var tiden værd. Masselinien sagde et eller andet i retning af, at forandring kun sker når det brede flertal tager magten og kræver forandring. Masselinien afviste at handle på vegne af masserne eller i modsætning til masserne, men sagde dog at de -masserne- godt kunne bruge lidt pift for at få lettet røven. Eller sådan husker jeg det.
Spørgsmålet er, hvordan KAK blev til Blekingegade. Var det noget der lå i vort fælles ideologiske arvegodt eller noget helt specifikt for gruppen omkring Godtfred Appel? Jeg synes ikke bogen giver svaret, men det er nok hellerikke så lige til. Spørgsmålet er dog interessant. Vi valgte at bekæmpe demokratiet på demokratiets grund, at slås for proletariatets diktatur med grundlæggende demokratiske metoder. Mærkeligt nok, for på mange måder var det jo ganske rigtigt selvimodsigende og ulogisk. Palestinæsnernes kamp var og er på mange måder langt mere interessant og betydningsfuld end kampen for et større fladskærms TV eller længere ferier, som vel er ved at være den danske arbejderklasses samlede parole idag.
Men vi var og jeg er nok grundlæggende for dansk, for koncensussøgende og magelig til for alvor at slås for noget - full speed ahead and damm the torpedoes - som KAK prædikede. Tak for det.

I'll be back

Snot, snot og mere snot

Snot er ikke en ny del af mit liv, men et tilbagevendende faktum. Snot i lungerne, snot ud af næsen og nogen gange osse snot i hjernen. Jeg ved ikke om årsagen er astmaen, vejret, arvesynden eller bare for at jeg skal have noget at brokke mig over. Men irriterende er det.
Nu har det stået på i halvanden uge, slemt nok. Men om to dage går turen til Vietnam og så ved jeg ikke hvordan det blir med hoste, småfeber og snot i lange baner. Man kan jo så bare håbe at jeg ikke rammes af en hidsig aircondition, af skift i temperaturen eller hvad forholdene derude nu har at byde på.

I'll be back