En umulig sommerdiskussion

Nu fortrænger den virkelig røde fare de frygtede dræbersnegle. Enhedslisten er i gang med et landsforrædderi og svigter "vore drenge" i krigen i Irak. Dvs. det er jo ikke Enhedslisten, selvom de har ment det samme fra krigens start. Nej, historien er bedre, nu er det Asmaa Abdol-Hamid, der er ude med endnu et ophidsende budskab. Og det er jo en langt bedre historie end hvis Rune Lund eller hvad de nu hedder havde sagt det samme. Ikke nok med at hun ser fremmed ud, hun tillader sig at fremsætte sine synspunkter på formfuldendt dansk. Det kan man jo ikke bare sådan tillade sig. Tænk engang, en kvinde, erklæret fundamentalistisk islamistist, stiller op for den yderste venstrefløj - og så tillader hun sig at fremture velargumenteret, klart og på det nydeligste ærkedanske. Det er simpelthen for meget. Og når hun så snigløber de danske soldater, der ganske vist er på vej ud, men stadig sætter livet på spil, ja så er selv Villy Søvndal på krigsstien. Måske Villy vil sætte Hjemmeværnet ind mod Asmaa når nu interessen for at bruge Hjemmeværnet mod dræbersneglene ikke var så stor.

Til sagen.

Irak blev overfaldet af en koalition af villige, deriblandt danske soldater. Danmark har en styrke i Bashra efter anmodning af den lovligt valgte irakiske regering. Nu med FN mandat, javel, men forklar lige den iraker, der er oplever sig forulempet af fremmede styrker, at hans egen frit og demokratisk valgte regering selv har bedt danskerne om at køre patruljer i hans landsby. Jeg tvivler på at jeg selv ville kunne se forskellen, hvis rollerne var vendt om.

Vi hylder højlydt de få frihedskæmpere, der vovede pelsen under tyskernes besættelse af Danmark. Tyskerne og regeringen kaldte dem ganske vist terrorister, men hvad. Vi hyldede den vietnamesiske befrielseskamp, selvom den var rettet mod en lovlydig valgt sydvietnamesisk regering. Og vi hyldede, med Lars Lykke Rasmussen i spidsen, afganernes befrielseskrig mod russerne, som havde besat landet på indbydelse af den lovligt valgte afganske regering. Så helt let er det ikke, hvem er lovlige frihedskæmpere, hvem er terrorister og hvem er bare ganske almindeligt møgsure over at se fremmede soldater i gaderne.

Jeg nærer en stor beundring for de danske soldater, der hver dag sætter livet på spil for en tabt sag. Men forståelsen for dem og deres umulige situation bør ikke forhindre os i at diskutere krigen/besættelsen/befrielseskampen bredt i pressen og mellem hinanden. Og den ret må Enhedslisten og deres åbenmundede kandidat vel tilstås i vort demkratiske samfund.

I'll be back

Slut med Harry

Så nåede jeg bind 7 til ende, og, surprize surprize, den endte som man kunne forvente. Ikke mindst i lyset af de sidste års enorme forventninger og spekulationer gik læsningen hurtigere og hurtigere som der blev færre og færre sider i bogen. Konstruktionen var simpel, Harry og Voldemort kan ikke begge eksistere samtidig, der var ikke et bind 8 planlagt og nogen af hovedpersonerne skulle slås ihjel.Man kunne så have opstillet en afkrydsningsliste og holdt væddemål om hvem der vandt, hvem der blev slået i hjel og om serien endte godt eller skidt. Spændende tanke, som nok er realiseret et par tusinde steder på nettet. Nu er det altså for sent og listen kommer ikke her. Så bare læs videre, både i bogen og her på siden.

Som en anden, der ikke må nævnes ved navn, har jeg levet med Harry siden serien begyndte, jeg husker ikke hvorfor jeg købte den første, vist mest som impuls. Sjovt har det været, især de første bøger var fyldt af en fantastisk humor og varme, billedet af Hogsward og de lettere kiksede troldmænd var fængslende og jeg måttte grine højt gang på gang. Som serien skred frem blev temaet mere og mere alvorligt, der blev længere og længere mellem grinene. Istedet voksede der en kamp frem mellem det gode og onde i hver enkelt af os, wizards eller ej, en kamp mellem den tolerante samfundsmodel overfor den facistiske. En kamp mellem kaos og harmoni. Iklædt fantastiske gevanter, fabeldyr, duellerende tryllestave og et spændende persongalleri. Jeg var forhekset, levede med og holdt af personerne, selv ham Tom Riddle, som i virkeligheden er bøgernes mest gådefulde og dermed mest spændende person.

Fra mit personlige liv kan jeg genkende de frygtelige Dementors, der sluger al glæde og varme og kun kan skræmmes væk med en Patronus, en skytsengel, der reflekterer ens inderste væsen. Jeg kan genkende tivvlen på hvad der er rigtigt at gøre, og skammen over begåede fejl og ikke mindst behovet fort at have nogen at holde af, at være holdt af og det svære ved at acceptere dette.

Men altså nu slut med Harry og hvilken slutning, der er drøn på i sidste bind, trylleformularerne fyger gennem luften, sceneriet skifter og spændingen er tårnhøj til sidste - næstsidste side. Ikke en bog jeg ville læse højt som godnatlæsning for mindre børn. Men godt gået fr. Rowling, skulle du få flere gode ideer til nye serier, så står jeg parat i køen ved boghandleren.

He w'nt be back.

Set fra den anden side

Vi er vant til at se de skrækkelige billeder fra Irak gennem vor vestlige optik. Vi ser med total mangel på forståelse på selvmordsbomber, fanatisme og ekstremisme. Vi ser Irakere slagte Irakere og ødelægge religiøse helligdomme. Og vi forstår det ikke. Hvad vi end mente om invasionen, så burde et ellers civiliceret folk ikke gå sådan i opløsning. Men det gør det, og forholdene bliver bare værre dag for dag.

Så faldt jeg over en bog af en algerisk forfatter, Yasmina Khadra, The Sirens of Bagdad, og så blev det hele lidt mere forståeligt og lidt mere frygteligt. Bogen handler om en ung irakisk knægt, der provokeres til at blive selvmordsbomber. I sig selv slemt nok, men beskrivelsen af et amerikansk kontrolbesøg hos hans familie i en søvnig landsby er rædselsvækkende, som ganske lidt andet jeg nogensinde har set eller læst. Ja det overgås vel kun af den scene, hvor en såret irakisk etellerandet bliver skudt af amerikanske soldater. I bogen overtræder amerikanerne alle normer for hvordan man skal omgås andre mennesker og bryder med selv det mindste krav om anstændighed. I sig selv slemt nok, men bogens pointe er at set med irakiske øjne er overgrebet tusind gange værre fordi hjemmets fader ydmyges. Når han, i sig selv temmelig ussel og nedbrudt, udmyges for øjnene af sin søn, så lægges vejen til katastrofal hævn øjenblikkelig åben og kravet om at hævne faderes ydmygelse kan kun efterleves med blod.

Bogen indeholder også en rystende beskrivelse af forholdene i Bagdad, igen set nedefra, fra en irakers synspunkt og med dennes perspektiv. Bestemt ikke rar læsning.

Khadra har begået to bøger mere om Irak, jeg ved ikke om jeg glæder mig til at læse dem, men det er desværre nok nødvendig læsning. Skulle nogen, udover Bush og Fogh, mene at krigen i Irak kan vindes, hvad det så ellers indebærer, så burde denne bog give stof til fornyet eftertanke.

I'll be back

Ps. Fik læst de to andre bøger i triologien på tur til Azorerne. Pyha, det var hårdt. Den ene handler om Afganistan og forholdene med Taleban, den anden om situationen i Israel og Palæstina. Sjældent har jeg haft så svært ved at læse, måtte stoppe for hvert kapitel og sunde mig. Og sjældent har bøger efterladt mig med så stort ubehag. Hvad er det dog, der sker blandt disse fundamentalister, hvad driver dem så vidt og hvorfor har de fremgang. Læs bøgerne og få svaret, men bered dig på søvnløse nætter.

The swallows of Kabul og The Attack. Jeg fik mine gennem Amazon.

Brylluppet i Thisted

Efter 58 år lykkedes det mig at deltage i et "rigtigt" bryllup, først i kirken -puha, at det skulle overgå min søn- og så siden til en flot fest med kærlige taler og afsluttende brudevals. Smukke og glade var de, flot fest med mange flotte og kærlige taler, enormt rare mennesker. Tænk at min (og Susannes) søn har gjort sig fortjent til at den ståhej. Selv blev vi gift på Rådhuset, medens Rune blev passet hjemme. Vi nåede frem og tilbage på én HT billet og det var vist det. Som jeg husker det, så var det med at være blevet gift ikke sådan nogen vi snakkede om, det var mest for at sikre arvefølgen. Dengang var det besværligt at være samboende med et barn, det var "lettere" at være gift, rent formelt og lovmæssigt i hvert fald.

Brylluppet i lørdags var noget helt andet. Glade var de, Linda smuk som en gudinde og Rune flot og ikke mindst stolt. Det lykkedes ham at holde en fantastisk tale for sin brud - og lidt for alle os andre, og han lød slet ikke som en folketingskandidat. Så blev de ellers begge kærligt chikaneret af familie og ikke mindst venner, hvoraf nogen kendte dem lidt for godt. Et par af historierne var i hvert fald ikke kendte for mig, godt det samme!

Selv lykkedes det mig, i bogstaveligste forstand totalt uforberedt og med hovedet fyldt af noget helt andet, at kvække et eller andet om hvor langt et æble kan falde fra stammen.

Men en fantastisk oplevelse var det. Ikke mindt at min mor, 90 år om knap en måned, klarede turen og var med til sidste sekund. Så tak og undskyld, at jeg var lidt distræt og optaget af helt andre ting end min søns bryllup.

I'll be back

Underet i Thisted

Hvordan beskriver man følelsen af et bjerg, der smuldrer sammen om en, følelsen af at verdens sorteste sky går i opløsning? Jo, klicheer er der nok af, så måske jeg bare klinisk skal registrere, at jeg genså min datter her i lørdags til min søns bryllup. Genså er et fattigt ord, fordi det vel er 15 til 18 år siden vi sidst har været sammen og savnet har været massivt i alle årene. Men i det øjenblik vi stod overfor hinanden og hun gav mig et knus, så var det klicheerne stod i kø for at udtrykke følelserne. Jeg vil ikke påstå jeg registrerede ret meget af brylluppet i kirken, dertil var øjnene for fyldt med vand og hovedet et helt andet sted, men det er vel også undskyldeligt. Omvendt kan man sige, at hvis en kirke nogensinde har været ansvarlig for et under, så skete der i hvert fald et af slagsen i Thisted i lørdags.

I'll be back

Me and Bobby McGee

På vej hjem i dag var det salig Janis Joblin og hendes gamle hit der kørte rundt i hovedet. Ikke for musikken eller for den umiskendelige drive, der var over hende. Nej, for den dybt eksistentielle tekst: Freedom just an other word for nothing left to loose

Hvorfor? Fordi der nu strækker sig ikke mindre end 4 uger foran mig. 4 uger uden aftaler, uden forpligtigelser, uden ansvar for andre end mig selv. Jo da. Et bryllup på lørdag, en 90 års fødselsdag 6. august og et enkelt møde har da sneget sig ind i kalenderen. Men derudover, intet.

Den rene salighed blandet med skrækken for så lang tid uden struktur. Hvad skal jeg dog finde på, kan jeg holde ud at være alene med mig selv så længe uden at blive tosset (mere tosset). En slags forpremiere på pensionisttilværelsen.

Janis kunne ikke selv håndtere friheden og ansvarsløsheden, men druknede sig i stoffer. Mange af de gamle flippere fra dengang gik samme vej. Frihed er ikke sådan at håndtere, frihed er fin at drømme om, men svær at realisere og sværere endnu at leve ud uden at ende som drivgods, " Just like a rolling stone, like a complete unknown" som en anden af guruerne sang.

Jeg ved ikke hvordan det vil gå mig, lige nu er 4 uger lang tid, men mulighederne er også mange. Måske det vil lykkes at mødes med Bobby McGee og nyde friheden, måske jeg vil kede min røv i laser. Lige nu er jeg bare glad, ikke lige glad, men glad for de uanede muligheder - og så er der lige det med brylluppet lørdag i Thisted.

I'll be back

Truslen fra cykelisterne

Jeg ved det godt, isen er tynd her. Indrømmet, jeg kan også finde på at tage et højresving mod et rødt lys, der er et par småveje undervejs, hvor jeg ikke altid holder for rødt og et enkelt fladt venstresving kan det da godt blive til. En typisk tur frem og tilbage på arbejdet ville nok koste mig en ugeløn, hvis jeg havde en betjent i røven med bødebogen fremme. Men altså, og så er det jeg bevæger mig ud på isen. Jeg er ikke til risiko for nogen, hverken mig selv eller andre. Jeg generer ikke nogen, tvinger ingen til at undvige, bremse op eller bare til at sige hov. Og jeg kommer frem, det er sundt og jeg kan lide det.

Nu skal jeg så høre i pressen, at jeg udgør en særlig risiko i den københavns trafik, at der skal ske en ekstraordinær indsats overfor mig, at der skal uddeles bøder. I TV taler folk alvorligt og indtrængende og det hele er til at brække sig over.

Hvem har nogensinde set politiet ude med samme budskaber overfor alle bilisterne, der ikke kan se forskel på rødt, gult og grønt. Hvem har nogensinde stillet et TV crew op og stoppet bilisterne når de fræser over for rødt med 80 i timen, kører ud i kryds klart uden mulighed for at kunne nå over, parkerer på cykelstien eller overhaler i fodgængerfelter.

Jeg mener, hvad med proportionerne, hvad med virkeligheden. Ja, der køres skræmmende råddent af mange cykellister i København, der køres uden omtanke og folk kommer til skade.

Men skaderne er intet sammenlignet med det bilerne laver, de slår folk i hjel. Det er fint med lidt orden, men start dog hvor det batter, start med moralen blandt bilisterne.

Tænk engang, hvis politiets (og sommerpressens) interesse blev rettet mod virkelige problemer. Og tænk engang, hvis der bredte sig den oplevelse i befolkningen, og mest blandt cykelisterne, at vi alle skal være der på cykelstierne. Kører man med hensyn og forsigtighed, så er det nok sikrere end den tankeløse overholden af diverse politivedtægter om højresving, ensrettede gader og fortove. Det er solidaritet og respekt, der mangler, ikke blinkende blå lygter.

I'll be back

Harpen

Harpen som instrument har ikke sagt mig noget siden de gamle Marx Brothers film, det ændrede sig radikalt tirsdag aften. Var til jazzkoncert i Tivolis Koncertsal. Flot program med mange store stjerner og fængende musik. Men altså også med Tivolis Symfoniorkester, en 30 - 40 stykker af dem og så en harpe ude på fløjen. Eller rettere sagt en harpenist med umanerligt lange og smukke ben. Det var ikke fordi hun spillede så meget, et par gange blev harpen vippet hen mod hende og hun rørte ved strengene, men det var totalt umuligt at skelne lyden midt i bragende Bigband jazz og en fransk/amerikansk/dansk rytmesektion, hvor især den franske spjætfyr med det mystiske hår, var helt fantastisk.

Men min nye kæreste, hende harpen med de lange ben, hun sad bare og var med, foden vippede diskret til musikken og hun klappede sammen med os andre. Og jeg havde ikke øje for ret meget andet. Kun når Lisa Nilsson fik lov at synge med, så fik harpedamen uimodståelig konkurrence. Spændende koncert, lidt for meget larm og teknisk flot spil, lidt for lidt inderlighed, men en god aften - og så med et helt nyt blik på harpenister.

I'll be back

Væsentlighedskriteriet

Jeg hører nogen gange begrebet nævnt i forbindelse med de store nyhedskanalers udvælgelse af emner. Lørdag oplevede jeg et sådant eksempel.

Efter TV2 nyhederne skiftede man hurtigt over til Nyhedsstudiet udenfor Frederiksborg Slot, så vidt jeg forstod fordi spændingen var så stor. Og hvad var det så, der var så spændende, at der blev kørt direkte vist i 10 minutter (var ude og brække mig efter de første par minutter). Jo, de tre værter havde hver sit område, som de næsten ikke kunne vente på. Den ene var spændt på om Frederik fik lov til at bære babyen, den anden om hvad hun skulle hedde og den tredie, hvordan man afviklede et privat arrangement (med livedækning fra begge de store kanaler) Så var der en, der var spændt på hvem gæsterne var - regeringstoppen var jo ikke inviteret. Lone Kühlman fik fortalt, at Frederik er et følsomt menneske, hvor hun så ved det fra og Jens Dorph, at det var spændende hvilke signaler (den private) barnedåben sendte om kongehusets positionering i samfundet.

Som om det ikke var slemt nok, så fortalte de med stolthed at begge landsdækkende nyhedskanaler var tilstede med hvert sit nybyggede studier ved slottet, TV2 endda med egen helikopter.

Man må jo så håbe for DR og TV2 at intet forstyrrer den store satsning på væsentlige nyheder. Ikke flere bomber i London, ingen større myrderier i Irak elller fejlbombninger i Afganistan. Ingen megaregnskyl i Danmark eller nye afsløringer af doping hos CSC. Tænk hvis væsentlighedskrititeriet skulle tvinge redaktørerne til at vælge mellem barnedåb og andre nyheder. Tør jeg gætte på resultatet!

I'll be back

PS. Et hurtigt check af programmerne viser at der er livetransmission fra 7.00 på begge kanaler til 13.00 og så timelange reprotager igen i aften! Yes, flere penge til DR1 og flere reklamer til TV2 - pengene går jo til et væsentligt formål.

PPs. Man kunne jo spørge mig selv om ikke samme væsentlighedskriterie burde forhindre mig i at skrive disse linier, men sådan er der jo så meget...

Rasmussen nr. 1.

Poul Nyrup Rasmussen, eller Rasmussen 1, som han kalder sig i Europa. Forleden blæste han forbi Lo-Skolen og holdt foredrag om kapitalfonde for ca. 150 tillids- og sikkerhedsfolk. Jeg forstod ikke et kvidder, jo det med kapitalfonde er noget farligt noget og vi må handle, EU må vedtage regler mod kapitalfonde. Så meget var klart, men detaljerne gik et par kilometer over hovedet på mig og sikkert resten af forsamlingen der ikke indeholdt mange nationaløkonomer. Men oplevelsen var alligevel stor. Poul Nyrup kan noget med direkte kontakt og store forsamlinger. Han kan kommunikere, begejstre og skabe en god stemning. Han er på, der er hul igennem og alle følger hans mindste bevægelse. Ingen hosten, ingen sneg sig ud for at tisse eller ryge. Og ikke det mindste "uld i mund" - tværtimod! Og det samtidig med at formodentlig kun de færreste kunne følge hans argumenter.

Kontrasten til statsminister Poul Nurup Rasmussen i en TV debat er uforståelig. Direkte overfor et bredt udsnitg af den danske befolkning er han en af de beste kommunikatorer, foredragsholdere og agitatorer, jeg endnu har mødt. Når der så kommer et TV kamera imellem, går det galt og han bliver sin egen væste fjende. Mystisk.

At Poul Nurup så efterhånden er udstyret med et ganske betydelig ego og en lidt skinger forherligelse af sig selv, sit europæiske socialdemokrati og sin globale rolle er både til at forstå og tilgive. Den vilje til at ville kommunikere et teknisk svært emne til en måbende forsamling, den skal han have fuld respekt for.

Personligt var jeg i hvert fald næsten barnligt stolt af at være mødeleder i en sådan situation - tænk jeg trykkede ham i hånden hele to gange...

I'll be back

Deterrence

Mystisk film, TV2 viste fredag sent. Afskrækkelse hed den og viste en yderst handlekraftig president, der før 9/11 skal forholde sig til en ny Irak invasion mod Kuwait og trusler i hele regionen. Handlingen kort i al sin besynderlighed:

Irak invaderer Kuwait og truer samtidig Israel. Præsidenten går på nationalt TV og meddeleler Irak, at han vi udslette Bagdad, hvis de ikke øjenblikkelig trækker sig tilbage. Det gør Irak ikke og derfor udsletter præsidenten Bagdad. End of story.

Ja, rent bogstavligt ender filmen med Bagdads udslettelse. Der sker naturligvis en række besynderlige ting undervejs. Irak angriber resten af verden med atomvåben på langdistanceraketter. Heldigvis viser det sig, at disse atombomber netop er solgt til Irak for at undgå, at de selv udvikler atomvåben og at de derfor ikke kan eksplodere. Heldigt for det meste af Europa og ikke mnindst for vor gæve præsident.

Morale: Irak med Saddams søn Uday i spidsen er villig til at ofre ikke blot Bagdads befolkning, men en hel del millioner mere rundt omkring i verden. Altså det er helt i orden - og cool - at præsidenten holder hovedet koldt, undlader at forhandle og istedet handler konsekvent med udslettelsen af Bagdad. Man forhandler da vel ikke med udyr!

Filmen var en "very low budget" produktion fra 1999, altså før 9/11, men med Kuwait i frisk erindring. På besynderlig vis kommer den til at forudsige den virkelige invasion af Irak udfra påskuddet om masseødelæggelsesvåben, der truede resten af verden - men som altså ikke var der. Var filmen en del af oprustningen? En del af kampagnen, der skulle føre til invasionen i 2003. Eller bare et banalt udtryk for amerikanernes evindelige tro på egen overlegenhed og ringeagt for andre folk?

Besynderlig film, i hvert fald.

I'll be back

Hykleri på EPO

Jeg ved det godt, det er forkasteligt at bruge doping. Farligt for kroppen og det ødelægger sportens sande ånd. Og så giver det de unge ubefæstede sjæle forkerte idealer. Så fy og føj til Bjarne, Ivan, Zabel, Virenque, Armstrong og alle de andre. Sport drejer sig om ædel kappestrid, ikke om at havde de bedste læger.

Når så alt det er sagt så synes jeg at al forargelsen over Bjarne Riis's indrømmelser er det rene hykleri. Hvem troede dog for alvor at sporten var "ren", eller at der ikke forekommer et lignende misbrug i en række andre sportsgrene. Og når det endelig kommer til stykket, hvad er så forskellen på at spille en vigtig fodboldkamp på smertestillende midler og at køre Tour de France på EPO? Begge dele ødelægger legemet og begge dele er misbrug af lægevidenskaben.

Ser vi på resten af verden, så er stoffer for længst blevet en del af hverdagen. Vi hylder gladeligt filmstjerner, der åbent bekender brug af coke. Inden for rock er et misbrug vist en nødvendig del af "gamet" og det afholder os ikke for at lade vore unge tiljuble diverse stjerner. I lidt ældre tider var det usandsynligt at se en ædru jazzstjerne og alt for mange var direkte afhængige af heroin. Beatles havde da vist et eller andet med LSD og ret så meget med hash.

Stoffer er en del af hverdagen, misbrug af coke er ved at være udbredt også på visse typer arbejdspladser som en forudsætning for at kunne holde til arbejdspresset og i nattelivet, er coke og lignende en fast og lettilgængelig bestanddel.

Så stik lige piben eller sprøjten ind og dæmp forargelsen. Kunstig tilført kemi i vore kroppe er noget skidt, men det eksisterer bredt i samfundet. Vi tilbeder sportsstjernene og der er frygtelig mange penge i sport, ikke blot til udøverne. Skal doping bekæmpes gælder samme regler som for narko. Find pengemændene og stop dem. Så lange stofferne er på gaden (eller i lægetaskerne) vil de blive brugt.

Personligt synes jeg stadig cykelsport er umådeligt kedeligt at se i TV, kun de sidste par kilomenter op af en bjergside kan vække min interesse. Om de så kører disse umulige stigninger med eller uden stoffer i blodet er mig ganske ligegyldigt - det er stadig umulige og fantastiske præstationer.

I'll be back

Pirates nr. 3

Bemærk lige det ansigtsudtryk. Miss Elisabeth Swann som hævnens engel i kampen mod de onde skurke fra den engelske flåde og handelskompagniet.

Flot, fængende og sjov film uden det ringeste forsøg på realisme, alene et spørgsmål om sminkning, kostumer, digital action og totalt udflippede scener. Rigtig en film efter min smag.

Johnny Depp er sjov, dobbelttydig og totalt hjemme i rollen som neurotisk sørøverkaptajn, Geoffrey Rush er synligt glad for rollen som genoplivet skurk/helt og balancerer fint mod Jack Sparrow. Men bemærk hende her, heltinden, Miss Swann eller Kira Knightley. Hun lyser som nogen op i denne film. Ikke som den smukke blondine, som helten skal redde og gøre sig fortjent til, snarere omvendt. Det er denne rolle, der driver filmen frem og figuren fungerer helt på egne præmisser og fuldt på niveau med de 3 øvrige. Hun - eller rettere sagt Miss Swann - er viljefast som nogen, slås og tager ansvar så det er en ren fryd. Måske den første actionfilm, jeg har set hvor kvinderollen lever helt sit eget liv og fremstår som ligeværdig for historien og filmen.

Ja, jeg ved godt at jeg er en let push-over, for køn er hun og hendes ansigt får lov at fylde. Men imponerende alligevel. Det er ikke alene manuskriptet, der giver hende placeringen. Det er også Kira Knightley selv. Hun formår, som få jeg har set, at kombinere skrøbelighed med indre styrke og handlekraft så man tror på hende. Så selvom Johnny Depp absolut hører til på toppen af min idolliste, så får han her god konkurrence af denne unge stjerne.

I'll be back

Action film og biler

Eksempler på den ganske særlige tradition, der omgiver især amerikanske film og actionscener med biler:

• Når heltinden flygter fra øksemorderen kan hun aldrig få bilen igang før han når hen til bilen, så virker motoren.


• Helten kan altid finde parkeringsplads lige hvor han skal parkere
• Han behøver aldrig låse bilen
• Under biljagter kører han tværs over befærdede veje uden at se sig for - og kommer godt fra det
• De øvrige biler undgår mirakuløst helten, men rammer voldsomt sammen med øvrige uskyldige
• Når skurkens håndlangeres bil vælter eksploderer den vildt og voldsomtNår skurkens bil vælter overlever han mirakuløst
• Når heltens bil vælter overlever han mirakuløstI skuddueller stopper bildøre kugler fra automatvåben
• Benzintankene i amerikanske film indeholder en særlig form for benzin. De eksploderer for et godt ord ved kollisioner, ved skud og ved bomber - og sjovt nok ved heltene altid i forvejen at det vil ske: "Run, it's gonna blow!"
• Biler kan flyve langt over forhindringer, ramme hårdt ned og så bare køre videre Der kan køres lige igennem vinduer porte, gittere, vægge og mure
• Når der køres lige igennem, så slår det flotte gnister i alle retninger
• Politibiler kommer i sværme, men kolliderer altid og flyver i alle retninger, tilsyneladende uden skader på chaufførerne.
• Når helten står på taget af en lastbil er der ingen skilte i hovedhøjde.Når skurkens håndlanger slås med helten på taget af en lastbil er der skilte i hovedhøjde.
• Når helten ligger på taget af en bil ved skurkens håndlanger ikke, at han kan få ham af ved at bremse hårdt.
• Helten og skurken har begge kræfter nok til at række ind gennem døren i førersiden og med én arm hive chaufføren ud for selv at klatre ind over overtage styringen - uden at bilen mister kontrollen.
• Airbags udløses ikke ved påkørsler, flyvehop eller lignende

I'll be back

Frisindets sande vogter

Vor alle sammens vogter af det danske frisind har været på krigsstien igen. Pastor Søren Krarup er på banen igen med en sammenligning mellem Koranen, Das Kapital og Mein Kampf. Alle tre skulle lede til totalitære styres massemyrderier og frihedsundertryggelse.
Javel, måske det er et par år siden vor landsbytosse sidst har kigget i Das Kapital, det skal han ikke lastes for. Men som jeg husker ungdommens teorier og senere års mere afbalanceret læsning, så er Das Kapital en videnskabelig, økonomisk analyse af den daværende kapitalisme, i sig selv ikke noget revolutionært kampskrift. Måske Krarup tænker på Det Kommunistiske Manifest, jeg ved det ikke, men så havde det været lidt lettere at forstå.
Sammenligningen mellem Koranen og Hitlers rablerier i en fængselscelle er ikke mindre bemærkelsesværdig. Mein Kampf blev ganske rigtigt brugt som ideologisk grundlag for nazismen, men teksten er da vist stadig kun læst af yderst få, da det efter signende skulle være det rene vås. Nazisterne klarede sig så rigeligt uden anden ledetråd end Hitlers taler og lysten til at myrde jøder. I øvrigt på et godt kristent grundlag.
Så er der Koranen tilbage. Her skylder vor præst at fortælle os andre ikke vidende, hvordan den adskiller sig fra vor egen Bibel. Fra hvad jeg har læst spredt i Koranen er opfordringerne til mord, afbrænding af flag og intolerance ikke sådan lige at finde, ligesom jeg tvivler på at stening af kvinder er specielt fremtrædende. Tager man Biblen er myrderierne vel hovedsagelig begrænset til Gammel Testamente (men der findes de vist også til overflod) og intolerancen findes mest i forestillingen om den almægtige Herre.
Hvad de to tekster afgørende har tilfælles er, at de er velegnede til fortolkning. Tågede formuleringer som af troende udlægges som det passer i deres politiske situation. Og så har de én anden ting til fælles. Den almægtige hersker og skaber, Gud, Allah eller hvad han nu benævnes. Enhver tro, eller følgeskab af en sådan almægtig kraft. indeholder i sig selv undertrykkelse, indebærer tab af frihed og tab af den frie vilje. Samt intolerance: min gud er bedre end din gud og derfor er jeg tvunget, pålagt, forpligtiget til at frelse dig. Og skulle frelsen indebære, at jeg først må udslette dig, så sker det i Herrens / Jesus' eller Allahs navn!
Så hvis pastoren var en smule konsekvent var hans oplistning af bøger, der fører til undertrykkelse, startet med Moderen af dem alle, Biblen. Der er vel uden sammenligning myrdet flest mennester i Jesus' navn end udfra samlige andre religioner og ideologier tilsammen.
Men måske drejer hans rablende angreb sig om noget helt andet. Måske han - som så mange andre af den skole - frygter det mest, som han genkender fra sit eget indre mørke, nemlig det totalitære menneskesyn.

I'll be back

Trafik i Vietnam og i Danmark

Det er lidt en oplevelse at bevæge sig ud i trafikken i Vietnam, det går temmelig kontant og kaotisk for sig. Regler synes der ikke at være mange af, men en undtagelse, Du må ikke køre ind i nogen ellers hersker det frie initiativ, frem skal man og bare de andre overholder sammen regel som en selv, så går det nok.
Og det gør det faktisk - det meste af tiden i hvert fald. Som trafikant har du ansvaret for 15-20 grader lige frem, resten er de øvriges ansvar. Man forholder sig kun til dem inden for sektoren og overlader de øvrige 340 grader til de andre og lidt til Budda. Alle snor sig ind i mellem alle og tilsyneladende foregår det hele uden at nogen blir hidsige, skælder ud eller blot utålmodige. Måske skal noget af årsagen findes i Østens almindelige skæbnetro. Går det, så går det. Går det ikke så var det nok hellerikke meningen, og det er så nok fordi Budda, kejseren eller partiet har bestemt det.
I Danmark gør vi det anderledes. Her gælder reglerne og ve den, der ikke følger regelsættet. Laver jeg en mindre lovlig manøvre på cykel, så skal jeg nok høre fra andre trafikanter, der råbes, vises fingre og gøres grimasser. Ikke fordi min manøvre har generet dem eller bragt nogen i fare, alene fordi der er sket noget, som ikke burde ske - i hvert fald ikke af andre end en selv!
Er det forskellen på en kollektiv kultur og den danske, hvor individualismen råder? Eller er det forskellen på protestantisme og buddisme, at se sig som en del af en helhed eller at sætte sig selv først. Eller er det bare fordi vi ikke har så pokkers meget andet at brokke os over i vort lille smørhul?
Jeg følte mig i hvert fald tryggere i Vietnams kaos end på Københavns gader, i hvert fald bedre tilpas.
Men desværre, Vietnam har verdens tredie største antal trafikulykker per indbygger, så måske alligevel...

I'll be back

Khader og Co.

Her ser vi den ultimative politiske konsekvens af moderne tids politik, kan man ikke få ret, skaber man sit helt eget parti. Ikke fordi man er særligt uenig, har fundet på en ny og banebrydende politik. Alene fordi manden er populær og kan trække mange stemmer. Jeg har ikke specielt ondt af De Radikale, de har fjumret rundt og troet, de kunne gå på vandet. Og da slet ikke af de Konservative, der fuldstændigt har smidt håndklædet i ringen for ikke at tirre Pia K og bevare ministerbilerne. Jeg har mere ondt af vort politiske system, der mere og mere ligner individualisters kamp om popularitet. I USA vælger man præsident udfra hans udstråling, i Danmark vælger vi efter, tja hvad?

I virkeligheden er vi vel på vej tilbage til gamle tiders demokrati, hvor parlamentarikerne var valgt lokalt og mere udfra deres magt lokalt end deres partitilhørsforhold. Nu har vi ganske vist store partier, men eksempler som Pia Kærsgaard, Karen Jespersen og nu Naser Khader viser, at betydningen af at kunne se sig selv i centrum af begivenhederne er afgørende og overskygger enhver ideologi, der måtte have været. Ser vi endelig på de store, Anders, Helle, Marianne og Villy, så er de vel først og fremmest personligheder og først derefter politikere, i hvert fald i mediernes og vælgernes øjne.

Og så til den mørkere side af Khader. Frejdigt proklamere ledende erhvervsmænd som Flemming Østergaard, Lars Kolin og Aamund, at de støtter Naser og Ny Alliance økonomisk, sikkert af egen pung, men alligevel. Hvornår har vi sidst set Hr. Møller fortælle, hvem Mærsk støtter økonomisk, eller Novo offentliggøre hvilke politiske tendenser, de søger fremmet med økonomisk støtte. Og da slet ikke på forsiden af alverndens nyheder endog før partiet blev erklæret støttet.

Naser Khaders Dark Force er gået i brechen for hvad, for en mand, for hans popularitet eller for hans evner til at holde Anders Fogh ved magten?

I'll be back

Dementi

Jeg beklager, har gengivet en falsk historie. Pia K er ikke ophørt med at kommentere medlemmernes mere end acceptabelt tåbelige udgydelser. Det var en journalist fra Berlingske, der havde overfortolket hendes udtalelser, sikkert hørt hvad han håbede at høre - men det gør det jo ikke rigtigt.
Vi kan altså fortsat se frem til fornærmede mundvige, himmelvendte øjne og et skarpt tonefald når Pia K endnu engang må forklare at ledelsens linie står fast. DF er ikke et racistisk parti, har intet mod muslimer, har intet mod bøsser og er på ingen måde tilholdssted for folk med nazistiske tilbøjeligheder.
Eller sagt mere overbevisende; "Hold nu kæft til vi har hele magten!"

I'll be back

Vietnam og Kina

Selv det hurtigste kig på Vietnams senere historie viser at de opfatter sig som meget separat fra Kina og at kineserne opleves som en farlig og utroværdig nabo. Det var derfor lidt af en oplevelse at besøge en række kejsertempler, begravelsespalæer og lignende og dér konstatere, at de alle fremstår som lidt formindskede kopier af kinesiske forbilleder. Det er også bemærkelsesværdig at se, at templerne sjældent er mere en 150 år gamle - alligevel er de kopieret efter Kinas langt ældre forbilleder.

På mig virkede besøgene som om Vietnam, i sit forsøg på at blive en selvstændig stat tilbage i midten af 1800 tallet valgte at kopiere det kinesiske kejserdømme. På trods af at det netop var kineserne, de ville være selvstændige fra og på trods af at styreformen, allerede på det tidspunkt, måtte fremstå som ganske forældet og utidssvarende. Tænk sig at bruge billioner på at bygge kæmpe begravelsespaladser så sent som i 1920'erne.

Mærkeligt er det også at tænke på at Vietnam på den tid var totalt underlagt Frankrig og ikke Kina.

Sådan kan et folks mere eller mindre forståelig kamp for selvbestemmelse tage så mange former. Dem man frygter mest og ser ned på, det er dem man henter sin kulturelle inspiration fra. Måske der her er en parrallel til lande som Saudiarabien, Irak og Iran og deres forhold til USA?

I'll be back

Pia har lovet at holde mund, jubii

Tænk jer engang, Pia har lovet at holde mund. Hun vil ikke længere besvare spørgsmål fra journalister om paertimedlemmernes mere eller mindre mystiske udtalelser. Jamen dog, sikken er nyhed. Hun er blevet træt af journalisternes dumme spørgsmål, læs nærgående spørgsmål, og satser nu alene på partiets jernhårde diciplin. Eller rettere sagt truslen om omgående eksklusion, hvis nogen skulle vove at mene noget eller ytre det mindste ubekvemt om nazistiske tilbøjeligheder, noget der bare på den mindste måde kan tolkes som for vidt i forhold til "linien".
Sikke en stilhed, der nu breder sig i Danmark. Alle DF's medlemmer arbejder stille og roligt og diciplineret efter formandens direktiver, ingen pip, ingen slinger i valsen. For DF er da et stuerent parti, ikke!

Nåe jo, helt slipper vi nok ikke. Partitoppen må da gerne komme med grove generaliseringer om muslimer og især om den trussel som alle muslimer udgør mod den danske kultur, mod vor velfærd, mod kvindefrigørelsen og ikke mindst mod de ældre. Pia selv må da gerne udtale sig skråsikkert og slå alle over en kam. Muslim, islamist, fundamentalist, tilhænger af stening, terrorist. Har man bekendt sit religiøse ståsted, så er man stemplet.

Så en grov og nedladende tone i debatten, den slipper vi nok ikke helt for.

I'll be back