Dræberskovsnegle eller skovsnegledræbere fra Hjemmeværnet

Citat:

"Herligt fordomsfuldt og munter skovsnegle-indlæg du har begået, Henrik! Nu er du jo næppe tilhænger af at Danmark skal have et militært forsvar, så din uvidenhed og nedladene tone er ikke uventet.At danske soldater deltager i militære operationer i Irak og Afghanistan er næppe din kop te.Men til din orientering så er nogle af de skarpeste soldater, der har været indsat i Irak faktisk fra hjemmeværnet. Efter en længerevarende specialuddannelse ved Jægerkorpset blev soldater fra Hjemmeværnets Særlig Støtte og Rekognosceringskompagni (SSR) - dengang under navnet: Patruljekompagniet - udsendt i 2006 til at beskytte udenrigsministeriets personel i Bashra. Siden hen har personel fra SSR været udsendt på personbeskyttelsesmission i Irak flere gange. Jægerkorpset har sagt god for soldaterne fra SSR, så det kan godt være at DU griner, men det gør Jægerkorpset altså ikke - og med fare for at fornærme dig, så har jeg større tillid til deres vurdering af hjemmeværnets soldater, end dine fordomme og gentagelser af koldkrigs-latterliggørelsen: Bare roligt Henrik, russerne kommer ikke længere og befrier dig, så du behøver ikke svine hjemmeværnet til længere!

Underskrevet af Anonym.

Sådan lyder et indlæg som forleden tikkede ind som reaktion på et af mine rigtigt gamle indlæg, jeg synes ikke det fortjener at stå alene og gemme sig der, når nu det er skrevet og ment for ganske få dage siden. Og så kan jeg rigtigt godt lide den med skovsnegleindlæg. Et herligt udtryk.

Men naturligvis også et svar herfra.

Mit kendskab til Hjemmeværnet indskrænker sig ganske rigtigt til de tilfælde, hvor de står og dirigerer trafik ved større begivenheder, iført for store uniformer, en hvid træpind og et armbind. Ikke just skræmmende og ikke just noget argument for hvorfor Danmark skal have et Hjemmeværn. Men vor desværre anonyme ven oplyser, at eliten er godkendt af Jægerkorpset som dygtige soldater. Fint nok. Men det er da ikke noget argument for at de skal udsendes som soldater til Irak. Ordet siger ligesom det hele, Hjemmeværnet, altså at værne hjemmet, dvs. værne nabogården, jernbaneoverskæringen eller Superbrugsen, eller for den sags skyld Brøndby Stadion. Så har vi soldater, værnepligtige som professionelle, til at værne mere bredt, føre krig hvor regeringen nu mener, der skal føres krig for fred og fordragelighed. Til argumentet om at Danmark bruger eller brugte disse specialtrænede hjemmeværnsmænd (og kvinder?) til at beskytte vore diplomater må jeg blot minde om at et vist amerikansk beskyttelsesfirma, med samme opgaver, her for nylig fik vist slagkraftige beviser for deres effektivitet og professionalisme.

Jeg tror faktisk, sådan nogenlunde seriøst, at vi ville have gjort mere nytte i Basra og omegn, hvis vi have gjort, som jeg beskrev i mit oprindelige indlæg. Det er jo de færreste der blir dræbt af et godt grin og det er svært at tænde for vejsidebomben, medens man rystes af latterkramper.

Og ganske rigtigt gættet, jeg ligger ikke længere og frygter at Russerne kommer og befrier mig, det gjorde jeg engang, måske unødigt. Men hellerikke den gang kunne jeg se den store fidus i disse natlige hjemmeværnstræf med forsyninger fra nærmeste Brugs. Omvendt giver det anvendte foto, skamløst hugget fra Hjemmeværnets egen hjemmeside, indtryk af en vis John Wayne attitude, som måske kan virke afskrækkende. - I hvert fald overfor den lokale brugsuddeler!

I'll be back

http://rasmus-modsat.blogspot.com/2006/04/hjemmevrnet-til-irak-og-afganistan.html

Barcelona, Barcelona

Netop hjemvendt fra tre dage i Barcelona og stadig med fornemmelsen af sol og lethed i hovedet. Barcelona har for mig i årevis været ensbetydende med fodbold, Ronaldinio, Messi, E'to og Deco tilsat lidt Freddy Mercury og svulstig operadiva. Derudover var der intet i mit beredskab, der gjorde byen til noget særligt. Men det blev ændret, da vi ankom sent om aftenen og gik den første tur rundt i den gamle bydel. Mange mennesker på gaden, stemning og summen af aktivitet.

Dagen efter gik turen til Gaudis mystiske katedral og Gruel parken lidt oppe af bjergsiden. Aften med Tapas, rødvin og hovedet fyldt af indtryk. Lørdagen gik i bogstaveligste forstand med at gå byen tynd. Først til havnen, så var der pludselig et Middelhav med surfere, derefter tovbanen, en tovbane til, en mægtig fæstning og udsigt ind over byen. Alt sammen i fineste vejr, men klar luft og 15-20 grader i solen.

Søndagen gik med besøg i Gaudis fantastiske hus, hvor man nærmest følte sig hensat til et koralrev. For så at slutte med frokost i eftermiddagssolen i havnen. Igen i varmende solskin.

Og når man så oplever alt det i selskab med en dejlig kæreste, så sidder jeg tilbage med en rigtig god oplevelse fra 3 dage i Barcelona - uden Camp Nou.

Se vore fotos her: http://picasaweb.google.dk/HHalbum/BarcelonaDecember2007

I'll be back

Katten i sækken

Det forlyder nu at Politiet og PET putter deres fangede terrorister i sorte sække, eller at i hvert fald de putter deres hoved deri. Naturligvis ikke som torturmiddel, men for at beskytte politimændene, kollegerne og så for at kunne bevare beviserne. Det er vi mange, der er meget glade for at høre, altså det med at det ikke er ment som tortur, eller blot moderart fysisk pres, for det er vi jo modstandere her i Danmark. Jeg er fuld tilhænger af at vore venner fra Politiforbundet ikke udsættes for unødig risiko ved deres job, jeg er jo trods alt arbejdsmiljøkonsulent, så OK for det. Måske det ligefrem står i deres APV, at ved anholdelse af farlige danske terrorister skal man beskytte sig ved at iføre den mistænkte en sæk eller pose. Måske PET i virkeligheden tager størst muligt hensyn ikke blot til kollegerne, men også til den anholdte terrorist. Iført hætte, høreværn og håndjern så er risikoen for at den anholdte af bar terroristisk galskab påfører sig selv ubodelig skade vel også mindre, det er i hvert fald sværere at slå sig selv i hovedet med en mur, hvis man ikke kan se hvor muren er.

Så helt fint med de hætter og en hver sammenligning med de hætter og metoder der bruges i Irak eller Afganistan og da slet ikke Guantanamo er naturligvis udtryk for en dybtliggende antizionistisk, fundamentalistisk og antiamerikansk vrangforestilling.

I'll be back

Ps.

På sammen måde er en sammenligning med tørklædeforbuddet ved autonome demonstrationer også udtryk for dyb og ubegrundet mistro til det åbne og tolerante danske system.

Noget for noget ?

Vi kan vel alle huske figuren Gollum, om ikke andet så fra filmatiseringen af Tolkiens fantasier. Jeg har egentlig aldrig brudt mig særligt om de tykke bøger eller de næsten lige så lange film, bøgerne kedede mig og filmene virker ufrivilligt komisk på mig selvom slagcenerne er flotte. Tolkiens univers er ærkereaktionært, det handler om at bevare, ikke om at skabe noget nyt. Ringen er en trussel med ligevægten og mod fremtiden. Tolkien ville have kunnet tale godt og fortroligt med Dansk Folkeparti's kærnevælgere.

Men her forleden kom jeg til at tænke på at Gollum i virkeligheden er den mest interessante person.

Orkerne er ubegavede og onde, mest ubegavede og for at bortveje en hver tvivl er de tilmed grimme. Sauron er bare ond og vil noget så kedeligt som verdensherredømmet, gab. Hvad så når han har vundet? Sidde og mindes de gamle slag rundt om pejsen? Nej vel. Gandalf er så god at det halve kan være nok og i øvrigt en sløj trolmand. Og så er der jo Frodo og de andre hobitter. Lidt pudsige med deres store fødder, mens ellers ret så endimensionelle. Men Gollum, ham er der noget i. Han er dobbelttydig, han er splittet mellem begær og tjenstvillighed, mellem drømmen og virkeligheden. Han har som noget udlevet sin drøm, er blevet et med drømmen om Ringen i en sådan grad at han fysisk er reduceret til et vrag, en mellemting mellem et firben og et menneske. Gollum er personen, der har sat alt til side for at nå sit mål, han har tilladt sig at drømme og at gå enøjet efter drømmen. Men altså uden helt at slippe, uden helt at miste sin menneskelighed eller sin samvittighed. Han kunne være Oppenheimer, der drømte om at opfinde atombomben, men som aldrig slap tvivlen på om det han gjorde var rigtigt. Han kunne være en Lenin, der skabte Sovietstaten, men til sidst frygtede dens konsekvens. Gollum kunne være en moderne genforsker, der kan se sit værk ændre verden, men frygter til hvad. Uden Gollummer tror jeg ikke mennensket havde udviklet sig væk fra aberne. Som Gollum drømmer vi om Ringen og ændres som konsekvens heraf, men uden underkastelse for begæret så forbliver drømme sæblebobler og vil ikke forandre noget som helst. Men i Tolkiens univers, der fortæres man af for stort begær, der er begær farligt og Gollum må styrte i Helvede for at hobitterne kan bestå.

Og moralen: Flyv aldrig højere end vingerne bær'!

Bvadr. Uden at turde leve efter drømme finder vi aldrig ud af hvor højt vingerne bærer og dermed ingen forandring.

I'll be back

Nu blir politik sjovt igen

Birthe Rønn som integrationsminister, som embedsmand for en politik dikteret af Pia K og folkedybets mørkeste afkroge. Ja, værre endda. Som integrationsminister og kirkeminster med de to præstefætre på bagsmækken, tidehverv og fundamentalisme hånd i hånd. Lys mod mørke, Oplyst tolerance mod middelalderligt sortsyn. Humanisme mod intolerance. Ja, sjovt blir det at følge den kamp. Tør man gætte på en vinder?

Og så er der jo vor nye finansminister, Lars Løkke Rasmussen. Nu ikke længere betroet kommunerne og sundheden, men selveste rigets finanser. Hvordan mon det går, Lars Løkke har jo indgående erfaring emd at køre Frederiksborg Amt i sænk økonomisk. Nogen mener i en grad så det var en hovedårsag til Kommunalreformen...Mon han er bedre nu eller var amtsborgmesterposten bare et Trial run, før han slipper sig selv løs på hele samfundsøkonomien? Interessant!

I'll be back

og hvad så?

Det var så det valg. Resultat; Pia K styrket, Socialdemokraterne svækket. En ny periode med diskrete angreb på offentligt sygehusvæsen, mere mistro til offentligt ansatte, rum for mishandling af asylansøgere og så formodentlig lidt skattelettelser hist og her - det får jo os alle til at ville arbejde mere! Trist og ærgerligt, men næppe nogen katastrofal begivenhed og næppe et resultat, der vil ændre fundamentalt på andet end mit humør. For fanden da, man kunne ønske sig en anden befolkning, nogle bedre talenter til at støtte Helle T og nogle lidt mere krigeriske og dybdegravende journalister til at pille glansen af V. Mest af alt kunne man ønske sig, at mit eget parti Socialdemokraterne fik andet at byde på end Helle og Mette. Både nogle flere stærke og synlige personligheder, men mest nogle politikpunkter, der ikke alene er formuleret i forhol til regeringens. Skulle jeg byde ind, så kunne temaet være uligheden, ansvaret for dem der ikke har råd til nye fladskærme, dem der er tvunget til at bruge offentlige hospitaler og alle dem, der betaler prisen for det opskruede tempo på landets arbejdspladser.

Som jeg kender mit eget parti er det næppe tilfældigt, at vi fortsat går tilbage, på trods af Helles fremragende indsats. Svaret ligger nok i de lokale partiforeninger, hvor dem jeg kender har ophøjet sig til pensionistklubber og aktiviteten lagt over til den centrale partiorganisation. Hvor banalt det end lyder, så vindes næste valg ikke af Helle eller lignende mediestars, men af partiforeningerne - og det er vor virkelige svaghed.

På forunderlig vis lykkedes det os i Brøndbykredsen at få valgt vor kandidat Sophie Hæstorp, det havde hun fortjent og godt for hende og os, der kan bruge typer som Sophie i folketingsgruppen.

I'll be back

Olle

Sådan ser en virkelig engageret person ud. Olle arbejder for det store forsikringsselskab if, nærmere betegnet på et center for brnadbekæmpelse, eller rettere sagt forebyggelse. På cnetret, der ligger lidt uden for Oslo viser man firmaer, grupper og altså det danske Søfartens Arbejdsmiljøråd hvordan brande opstår, hvor farlige de er og hvor let de kan undgås. Men det er slet ikke historien her. Istedet gælder det stedets initiativtager, den nu pensionerede, men stadig uundværlige Olle. Sjældent har jeg været så heldig at opleve en person i den grad brænde igennem (dårlig vits). Han nærmest boblede over af glæde ved at få lov til at formidle sit budskab, hyggede sig ganske åbentlyst ved at fortælle og kunne have blevet ved i dagevis - uden at vi andre var blevet trætte af at høre på ham. Der var tale om ægte entusiasme og en enorm evne og vilje til at få sit budskab igennem. En fantastisk oplevelse i siog selv. Når den samme gælde og begesjtring helt åbentlyst lyste igenne fra centrets øvrige ansatte og ikke mindt gav sig udtryk i en smittende humor i gennemgangen af de forskellige brandmuligheder, ja så kom jeg og vist hele gruppen afsted fra besøget i fineste humør. Ikke dårligt klaret af en Nordmand.

Se mine brandvarme fotos her:

http://picasaweb.google.dk/HHalbum/OsloNovember2007

I'll be back

Velfærd

Forleden var der et indslag i en af TV aviserne, hvor de viste en før og nu sitiation med en ældre dame og hendes rengøring ved sidste valg og nu. Damen var en sød og rart udseende 85 årig, tilsyneladende boende i en pæn lejlighed, veludstyret og velholdt. Indslaget viste at hun ved sidste valgkamp havde problemer med sin rengøring. Der var 3 ugen mellem hvert besøg og skærmen viste ganske rigtigt nullermænd og støv på reolen. Siden havde hun fået rengøring hver 14. dag og nullermændene var væk. Godt for hende og hendes rengøringshjælp.

Men er det virkelig det velfærdssamfundet drejer sig om, virkelig det som politikerne skal konkurrere på at love mest muligt om?

For det første, hvad forhindrede damen i at tørre støv af selv, hvis den smule støv generede hende. Var hun for svag til at gribe en støvekost og lige gå efter under bordene eller tage toiletbørsten og lige skrubbbe efter hvert besøg? Det er muligt at hun vaar multihandicappet, men det fremstod ikke sådan. Men ligegyldigt hvad årsagen var til at hun ikke var tilfreds med sin rengøring, så er det vel næppe en kærneopgave for kommunen?

Og så det andet. Hvad er det for et samfund vi tilbyder når der helt åbenlyst drives rovdrift på hjemmehjælperne og rengøringshjælp. Det er grupppen med størst nedslidning og størst utilfredshed med jobbet. Måske en af hjælpemulighederne er at sætte en mere rimelig standard for hvad man kan kræve af sin kommune. Måske nogle lokalpolitikere og nogle højtlovende folketings ditto skulle have mod og mandshjerte (gerne i en kvindekrop) til at sige højt, at der altså må prioriteres. At det er vigtigere at få folk i bad end at få tørret støv af. At det er vigtige at hjælpe dem, der ikke har evnerne end at hjælpe dem, der tilsyneladende selv har overskud.

Jeg mener, hvad er politik og hvad er politikernes ansvar? At prioritere, at vælge mellem forskellige muligheder udfra et ansvar for helheden, ikke?

I'll be back

Blues for Helle

Jeg er godt nok på skideren i denne tid. Egentlig er der ikke meget, jeg hellere ville end at se en ny regering med Helle T i spidsen. Tror på hende, på hendes "staying power" og på hendes vilje til magt - ikke uvæsentlige elementer for en ny statsminister. Men hvad er der at slås med? Hvilke gode argumenter skal skyde Anders Fogh og Pia ned? Mine to ønskepunkter er desværre fredede og forsvares indædt af både Anders og Helle.

Danmark skriger på en anden beskatning så kommunerne og ikke mindst regionerne kan ånde lidt friere igen, så der kan blive penge til lidt renovering af skoler og lignende og ikke mindst til at hele uddannelsesområdet kan få et pift. Men nej, skattestoppet står fast. Idioti og kortsigtet, det ved alle, men politisk korrekt. Mit andet ønskepunkt er en anstændig flygtninge/indvandrer politik. Narrret igen, her er der også enighed om at lade de stakkels irakere rådne op i flygtningelejrene (hvis altså ikke de skynder sig at få børn og så bliver tilbudt et eller andet uden for lejrene)

Så hvad er der ellers?

Flere penge til friere forskning og fokus på uddannelserne? Jeg ser ikke de store uenigheder mellem partierne her og jeg må indrømme, at dette emne næppe er noget den bredere del af befolkningen skriger efter.

En massiv indsats overfor simpel danskundervisning i skolerne så 20% ikke forlader skolen som funktionelle analfabeter. Tja, for mig et centralt område, der for alvor kan gøre et indhug i uligheden, men hvor finder jeg et parti, der vil gøre dette til en mærkesag - og som vil finde pengene gennem en skatteomlægning?

Så er der jo altid velfærden. Vi vil meget mere velfærd - flere milliarder til velfærd, flere garantier og flere rettigheder til de grupper, der har formået at skaffe sig pressens opmærksomhed. Tja, bum bum, kinesermand! For mig ren paradepolitik i det konkrete, selvom jeg da godt kan se at Venstre på sigt er ude efter at privatisere velfærden og vi trods alt søger at fastholde det fælles ansvar. Men i detaljen, i det her og nu aktuelle, som kan begejstre og vinde valg, der er det sku da svært at se forskel.

Så jeg er på skideren, ville håbe og inderligt gerne tro, men overbevisningen er svær at hente op fra dybet. Måske jeg i sidste ende skal sætte min lid til, at folk er trætte af at se og høre på Fogh og især Pia. Måske håbet skal gå på, at Helle ser bedre ud end Anders Fogh og hans flok af jakkesæt. Margrethe overstråler sandelig også Bent B på alle punkter for slet ikke at snakke om Villy, der fremstår langt mere fornuftig og følgbar end Pia K.

Vi får se og

I'll be back

Præstemangel, et løsningsforslag

En af torsdagens nyheder var en bekymret biskop, der forudså præstemangel om få år. Virkelig en nyhed som fik mit humør lidt op. Tænk sig engang, der begynder at snige sig fornuft ind i befolkningen, ikke mindst ved valget af uddannelse. Men hvordan løse problemet, når nu den 80 årige præst er trådt af og sognekirkens tre faste kirkegængere savner en hyrde, for slet ikke at glemme en person, til at forestå de voluminøse brylluper og barnedåbe i den traditionsrige kirkebygning. Der må skaffes hænder!

Og hvor finder man løsagtige hænder idag, især hænder med den rigtige uddannelse, så de lige kan glide ind i samfundet uden at vi behøver at investere i nogen særlig og længerevarig uddannelse? Jo, modellen er jo velkendt fra regeringens udspil om greencard. Vi finder et uland, med folk med den rette uddannelsesbaggrund og inviterer udvalgte eksemplarer til Danmark. Gerne med familie og gunstige skatteordninger. I dette tilfælde følger der jo også en standsmæssig bolig med, så dér har vi heller ikke problemer. Og hvad skule forhindre en veluddannet imam fra Pakistan eller Indien i hurtigt at omskoles til danske forhold? Ritualerne er ganske vist lidt forskellige, med en præst med fuldskæg, det er vel ikke ukendt og kjortler går de sågar også i i forvejen. Og troen er jo ikke så forskellig, den bygger i hvert fald på samme grundlag. Skulle de så være lidt formalistiske i troen, sågar med en snert af fundamentalisme, så er det vel næppe noget, der adskiller dem fra diverse højprofilerede, nuværende danske præster.

Så hvorfor ikke være lidt fremsynet, når nu yngre danskere ikke længere gider at uddanne sig til sjælesørgere. Lad os hente hjælp, hvor der er rigeligt af slagsen i forvejen. Giv dem et kort kursus i det rette messende tonefald, der er alligevel ingen der hører efter i kirken, og så få dem i gang. Hokus pokus, de tomme kirker vil ikke stå uden præst - og når vi så en gang sender dem tilbage hvor de kom fra, så har de jo lært noget om dansk demokrati og ytringsfrihed.

Hvad siger i så, Langballe og Krarup? Er det ikke for en gangs skyld et forslag, som i kan støtte?

I'll be back

Nu gik det lige så godt

Det der med den globale opvarmning er en underlig fjern størrelse. Tilsyneladende er eksperterne enige om at det går den helt gale vej, at temperaturen stiger, at vandene stiger og at det er nok så alvorligt. Men uvirkeligt alligevel, nok mest fordi vi ikke rigtigt tror på at det kan gå så galt, fordi løsningerne ser så umulige ud og måske også fordi vi - jeg- er trætte af forskere, der råber ulven kommer.

Min grundholdnin er optimisme, at verden, med udsving, udvikler sig bedre og bedre for det store flertal. Udviklingen er et gode og før eller siden får vi også de mindre priviligerede i Afrika med. I modsætning til mange nostalgikere mener jeg forholdene i dag er langt bedre end for 25 år siden, og 50'erne, dem drømmer jeg slet ikke om.

Men nu kommer de kloge så og siger at opvarmningen tager vejret fra os, i bogstaveligste forstand. Ja endda i en sådan grad, at kort viser at jeg skal investere i en husbåd, hvis jeg vil blive boende her på Birkevej. Måske værre endnu, jeg skal til at skynde mig, hvis jeg vil se Grønland, medens det er hvidt.

Når jeg, på trods af al den formodentlig uomtvistelige viden, alligevel synes det er lidt uvirkeligt, så hænger det måske sammen med at løsningen, at nedbringe brugen af fossilt brændstof og nedsætte husdyrbruget og reducere befolkningstilvæksten og... Alt det virker temmelig umuligt. Hvordan får man forklaret et par milliarder kinesere, at det med køleskab, bil og et barn og en ko ekstra, det er altså ikke lykken? Hvordan får man forklaret os andre at lykken ikke er flere spor på motorvejene, en bro til Jylland og flyrejser til de eksotiske steder fjernt på kloden (hvis altså ikke der er oversvømmet). Selv er jeg stolt af at cykle på arbejde, men kunne ikke drømme om at tage toget til Jylland eller bruge samme cykel til at rejse på ferie med.

Og så til det sure opstød: Hvordan kan det være, at ansvarlige ledere, politikere først og fremmest slipper af sted med at gemme sig bag uforpligtigende handlingsplaner, vage hensigtserklæringer og reduktionsmål, de ikke hara tænkt sig at opfylde. Hvor er lederskabet, viljen til at sætte dagsordenen, til at tage fat om problemet. Hvor er EU som det afgørende redskab i kampen mod den globale opvarmning, hvor er FN?

Svaret blæser ikke i vinden, svaret er at vi alle har svært ved at se realiteterne i øjnene og kræve forpligtigende handling. Svaret er at vi dybest set alle har opgivet og blot håber, at forskerne tager fejl.

I'lll be back

Jeg forstår det altså ikke

Ligegyldig hvor meget jeg forsøger, så ender jeg altid med et stort spørgsmålstegn oppe i hovedet:

Hvordan kan vi som nogenlunde oplyst og civiliseret nation se til at torturen for de afviste asylansøgere begrundes med henvisning til at vi ikke vil have så mange asylansøgere som i Sverige?

Hvordan kan vi se til, at regeringen gør asylansøgerne personligt ansvarlige for torturen med henvisning til at de ikke "tør" rejse hjem til Irak?

Hvordan kan det gå for sig at ingen gider diskutere, hvad det var vi skulle i Irak i det hele taget?

Ikke engang som led i et angreb på Anders Fogh?

Vi slås med Taleban i Afganistan, men hvor er de andre lande i Nato, ikke mindst militært stærke lande som Frankrig, Tyskland og Italien?

Velfærd er det store modeord, men i betydning flere penge til alle og alles behov. Men hvor er fremtidssikringen, hvor er investeringen i simple sprogkundskaber, i uddannelser, i forskning og ikke mindst i miljøbeskyttelse. Hvorfor er det at ingen tør prioritere, tør vise lederskab og mod?

Hvordan kan det lykkes mit eget parti, at undgå en hver strategisk konfrontation med regeringen, men alene at markere sig om kommasætningen?

Og min egen, kære fagbevægelse, skal vi vedblive med at håbe på værre tider, håbe på at arbejdsgiverne begynder at mishandle de ansatte igen, håbe på at de unge dog forstår, hvad der er til deres eget bedste? Hvorfor afvises et hvert tilløb til snak om tilpasning og forholden siog til virkeligheden?

Og hvorfor sidder jeg stadig her og er så klog, uden at nogen tænker på at tilbyde mig posten som Alfader i dette land?

I'll be back

Ps:

Og hvorfor lever Paz Vega i en anden verden end min?

Heart of Darkness

Har aldrig læst denne gamle klassiker om Congo, kender kun Coppolas version, Dommedag Nu og Marlon Brandos ganske særlige form for vandvid, "the Horror, the Horror". Men brugte min første dag med læseevnen tilbage fra feberen til at afslutte Øjvind Kyrø's Congo: Farezone 5. En på mange måder mystisk bog, med ikke så lidt Heart of Darkness over sig. Ikke blot rejser forfatteren rundt i Congo, men han er yderst politisk ukorrekt i sin profilering af oplevelserne. Congos problemer bliver sat i relief af hotelværelser uden rene lagener og lange ture på ubekvemme motorcykler og ikke mindst af forfatterens særdeles bramfrie omtale af sine forskellige hjælpere.

Men Congo er en frygtelig historie, hvordan man end fortæller den. Midt i Øjvind Kyrøs problemer med bekvemmeligheden refererer ham en intern Congo vittighed: "Hvad gjorde I dog før i fik starinlys? Vi tændte da bare for det elektriske!"

Congo har ikke alle dage været en rædselshistorie med mere end 4 millioner dræbte fra 1998 til 2004 og fortsatte udbrud af bandekrig. Der var en tid før Stanley og Kong Leopold, en tid før først gummiet, siden guld og diamanter. Men siden er Congo i den grad blevet synonym med plyndringen af Afrika og ødelæggelsen af store dele af et kontinent. Der er to ting, der skinner igennem efter denne bog og tidligere om landet.

Folk bliver ved med at kæmpe for et anstændigt liv, no matter what, men de får ikke mange chancer.

Har som sagt tidligere læst et par bøger eller tre om Congo, både om historien og om landets sammenbrud og de nuværende rædselsfulde tilstand. Men som Øjvind Kyrø skriver, det er der ikke kommet noget ud af. Congo er væk fra dagsordenen, det er ikke her TV sender direkte fra, ikke her vi følger FN's bestræbelser på at skabe fred, ikke her vi følger kappestriden mellem Vesten og Kina om at udnytte naturrigdommene. Congo forbliver Heart of Darkness set med vestens øjne. Måske fordi vort ansvar for problemerne er så direkte, måske fordi succecssen er så langt væk. Eller måske fordi vi bare ikke orker?

I'll be back

Nu har jeg faktisk kæmpet mig igennem Heart of Darkness. Spændende historie, men ret svært forståelig og meget åben for fortolkninger. Jeg er ikke sikker på, jeg ville have "forstået" Conrads budskab, hvis jeg ikke havde læst en masse andre bøger om Congo, hvis det da overhovedet er det, den handler om?

Influenza

Sådan er resultsatet af 5 dages influenza, knap 6kg reduceret og med kræfter som en 110 årig. Jeg har nu prøvet det før, den begyndende fornemmelse i kroppen, trykken for brystet, jag i hovedet, mærkelige drømme og så visheden. Nu slår det til, den snigende feber, snot i urimelige mængder, hosten, rigtig feber og så opkastninger, alt skal ud, intet kan komme ind og lysten til noget er helt væk. De lange timer på sofaen med blikket stift ude i haven og foden tvangsmæssigt vippende, turene ud til håndvasken. Uden at kunne læse, uden at orke at se fjernsyn, uden andet end tiden som selskab - og så en god portion fortjent selvmedlidenhed. De ulideligt lange nætter uden søvn. Men som forventet efter end 3 til 4 dage begynder det langsomt at vende. Jeg kan holde lidt væske i mig og knibe en enkelt kiks ned. Idag er jeg så på rette vej igen, har både sovet og været i bad. Stadig med snot i overmåde, stadig uden evner eller vilje til at foretage mig det ringeste. Men dog nu med evnen til at sove og til at læse. Så fremad, men hvor er der dog langt. Har en aftale mandag, som jeg dårligt kan skippe, men går det, vil jeg have kræfter nok? Næste udfordring er onsdag og dér burde jeg være nogenlunde klar, men når jeg det? Risikerer jeg ikke tilbagefald og længerevarige symptomer?

Og som for at føje spot til skam, eller hvad det nu hedder: Samme dag som jeg for alvor blev syg var der en meddelelse i 3F om at vi alle kunne blive vaccineret...

I'll be back

Om at se ind i sindet

Hvordan vil verden se ud den dag, vi kan se ind bag øjnene, bag hjernevindingerne helt ind i hjernecellerne, i neuronernes fantastiske verden. Der hvor sjælen sad, inde ved alt det dybe og ubevidste og hvor religion og overtro indtil nu har haft eneret.

Der er vi åbenbart på vej i kraft af moderne scannere, der kan registrere elektiske strømninge og aktivitet rundt i hjernens forskellige dele. Skal man tro den seneste bog fra Lone Frank, Den femte revolution, så er det i hjernen den nye og banebrydende forskning er ved at få fat.

Gennem indsigt i hjernes aktivitet under forskellige former for påvirkninger kan forskerne nu se, hvordan vi reagerer og begynde at postulere hvorfor vi reagerer som vi gør, eller rettere sagt, hvordan vi reagerer som vi gør. Svaret antydes i bogen, vi føler som vi gør fordi vor biologiske udvikling her skabt os sådan. Såre simpelt og banalt. Er det så viden, der kan bruges til noget, spørger Lone Frank? Tja, det er der i hvert fald tilsyneladende ret så mange, ikke mindst blandt ledende forskere, der gør og der er også ved at være penge til forskningen. Så hun forventer en rivende udvikling de kommende år.

Tænk at kunne tilrette en reklamekampagne ikke alene udfra hvad folk siger, de tænker, men udfra en klar viden om hvad de faktisk føler, sådan helt i det ubevidste. Eller hvad med den perfekte løgnedetektor? Har du haft fingerne i småkageposen? Nå, vil du ikke svare - så får du lige hovedet en tur i scanneren!

Og hvad stiller vi op med religionen, når det guddommelige er reduceret til elektiske strømme mellem to centre i hjernen? Kan man håbe på en masse arbejdsløse præster, imaner og rabbinere?

Skræmmende bog og ikke mindst spændende. Lone Frank skriver befriende ligetil og klart, som læser er man meget direkte med hende på besøg hos hjerneforskerne, med hende inde i scanneren og man oplever de forskellige forskningsområder klart og tydeligt gennem hendes øjne og øren.

Og så er hun befriende fri for fremtidsforskrækkelse. Lone Frank konstaterer, stiller de relevante spørgsmål og reflekterer klart og tydeligt, men hun er ikke forskrækket eller skræmt over fremtiden. Jeg fornemmer, hun tror på fremtiden, på at forskningen og teknologien i sidste ende kommer menneskeheden til gode. At udviklingen er til det bedre, men at fejltrin vil ske, at ikke alt vil blive godt. Hovedtendensen er dog ustoppelig, naturlig og vil blive til gavn for os alle.

En rigtig god bog til at få gang i hjernecellerne med, i dobbelt forstand. Læs den - - før din hjerne.

I'll be back

Kongres blues, sidste ombæring

Hjemme igen efter en uges kongres. Ikke så lidt klogere på hvad forbundet er for en størrelse og endnu mindre sikker på at kursen holder.
Hvad gør man med en bevægelse, der ikke vil bevæges? En bevægelse, hvor et større antal insisterer på at verden ikke er ændret, hvor et antal synes det er vigtigere at markere egne standpunkter end at gøre andre klogere? Hvordan får vor bevægelse resultater ud af fællesskabet, når fællesskabets enheder lægger større vægt på autonomi end på at være en del af et fællesskab?
Hvad gør man når fællesskabet på bedste fælles vis beslutter at gå til venstre, og der så alligevel åbenbart stadig er ret så mange, der uden videre forbeholder sig retten til at gå til højre; en del, der der vil kræve en fornyet og ikke mindst længere debat; en del, der vil brokke sig over centralistisk kommandostil og så en del, der bare vil fortsætte med at lade som ingenting?
For en del år siden beskæftigede jeg mig en del med hvad der får virksomheder til at skifte til moderne, involverende og værdibaseret ledelsesstrategi. Svaret var i de fleste tilfælde, at afgrunden ikke var til at snakke sig udenom. Enten skiftede man grundlæggende sin strategi ellers kunne virksomheden kysse sin røv farvel.
Et tab på 1000 medlemmer om måneden er åbenbart ikke afgrund nok for 3F. Besynderligt nok fordi det er jo ikke mangel på kvalitet og ægte engagement, der er 3F's problem. Alligevel var det ikke snakken om afgrunden, der fyldte på kongressen. Jo da, besværgelser og det besynderlige begreb, håndslag var der nok af - men debat om kursen, nada!
Når der så alligevel er håb, tror jeg, er det fordi fundamentet grundlæggende er sundt og levedygtigt. Danmark har brug for en fagbevægelse, brug for 3F og brug for meget mere fagforening. Nu har vi så tre år til at slikke sårerne og til at blive klogere. 3 år til at få kombineret suverænitet lokalt med fælles fodslag så der kommer sammenhæng i tingene. 3 år til at glemme alt om SID og KAD og om hvordan alt var bedre dengang. 3 år til at blive det 3F langt de fleste vist alligevel ønsker sig.
I'll be back

Kongresblues, nu med varme

Onsdag sagde vi farvel til en af fagbevægelsen virkeligt store. En af dem som har præget centrale spørgsmål såvel snævert fagforeningsmæssigt som samfundsmæssigt. En fjern skikkelse for en simpel miljøkonsulent som mig. Så jeg kender ikke Lillian, kender ikke alle historierne og kontroverserne om hendes person og da slet ikke de lig, hun uden tvivl har lagt bag sig i vejkanten.
Men jeg var imponeret over afskeden, imponeret over den varme, der blev hende til del og den umiddelbare varme hun svarede med. Denne første del af hendes afgang foregik sammen med Privat Service og ikke hele kongressen. Der var mange følelser på spil og jeg kan sætte mig ind i hvad hendes fratræden må betyde både for hende og for dem, der har været med på vejen. Det blev til en fin afslutning som i sin varme kom til at skille sig stærkt ud i forhold til den ofte nedgørende tone, der havde været i debatten i det store fælleskab. Måske var der virkelig forskel på kulturen i det forhendværende KAD og så det måske ikke helt så forhendværende SID?
Jeg kan i hvert fald håbe på og i det små selv forsøge at bidrage til, at varme og gensidig respekt på tværs af politiske forskelle kommer mere på banen i det daglige. Om ikke andet kunne det blive rarere i dagligdagen.
I'll be back

Mere kongres blues

Det er egentlig utroligt, så træt man kan blive af overhovedet ikke at lave noget, eller måske er det nattearbejdet, der trætter? Nu er jeg i hvert fald glad over at det snart er overstået.
Der er ellers mange ritualer, der skal overstås på en sådan 3F kongres. Der bruges store ord og husker taleren ikke at sige klassekamp, dumme arbejdsgivere og så pege finger af forbundsformanden - så går det ud over klapsalvernes længde. Der skal takkes for sidst og der skal afleveres rabatmærker med udløbet dato.
En ting har dog overrasket mig og skuffet. Jeg mener ikke at have hørt et ord om, at flertallet af vore medlemmer da vist som minimum ikke har fået det værre i kongresperioden, sådan økonomisk set i hvert fald. Ikke et ord om at denne velstandsbølge flertallet af beskæftigede rider på og i, måske er medvirkende årsag til at Fogh sidder så fast i sadlen, medvirkende til Socialdemokraternes problemer og ikke mindst medvirkende til vore problemer med at holde på medlemmerne. Måske havde jeg forventet lidt mere snak om hvordan vi kommer videre og lidt mindre snigskytteri. Det batter altså ikke meget i min bog at love, eller give håndslag på, at hvis vi bare gør det lidt bedre, blir lidt mere synlige, gør en lidt større indsats og Poul Erik lyder mindre som forsikringsagent - så kommer medlemmerne strømmende.
Jeg hørte et pip her til formiddag om at måske er vi selv en del af problemet, måske vor overenskomst, den gamle RBF overenskomst ikke dur i virkelighedens verden. En antydning af, at vi også selv må se vore egne kort efter, og ikke kun skælde modparten ud. Håber pippet blev hørt og bliver behandlet som ét bud på at tage virkeligheden alvorligt.
Et andet fraværende emne er sammenhængen mellem vore aftaler om lønnen og om hvorvidt disse aftaler betyder noget for den omsiggribende nedslidning og stress. For mig er sammenhængen åbenbar, men det er ikke i de cirkler, jeg hører debatten.
Nå, det er nu alligevel sjovt. Møder mange gode kolleger og får sjove snakke.
I'll be back

Kongresblues

Så sidder vi her i Aalborghallen, Stor kongres med hele forbundets top, spydspids, hjernetrust eller hvad det nu hedder. Mere end 900 delegerede, gæster fra fjern og nær. Taler af Helle T, Hans Jensen, udenlandske gæster, kunstnere og hvad der ellers hører sig til ved en så traditionsrig begivenhed. Og ikke mindst en forbundsformand, der tillader sig at forsøge sig med lidt nyskabelse. Poul Erik tillod sig at mene noget om hvordan man kunne gøre 3F mere slagkraftig, effektiv, Meget Mere Fagforening, som det glimrende slogan lyder. Men nej, det skulle han ellers ikke have gjort. Jo luftige banbuller mod kapitalen, Anders Fogh og de alternative fagforeninger, det er OK. Men bud på hvordan vi kune gøre det anderledes, det er ikke vel hørt. Hvad var problemet? Jo, et hvert forslag om mere samlet indsats, fælles servicemål og i dette tilfælde ens kontingent er per definition et forsøg på at centralisere, på at fratage afdelingerne deres suverænitet. På at tilrage sig magten. Afdelingerne står jo for magten, og nogen gange lyder de nærmest som om Forbundet, dvs. den fælles overbygning, eksisterer løsrevet fra afdelingerne.
Besynderligt, hvordan man kan argumentere for at et kollektivt, demokratisk organ, ganske entydigt styret af selvsamme fælleskab af afdelinger kan tiltage sig diktatoriske tilbøjeligheder. Glemmer de helt, at en nok så diktatorisk, koncerndirektør-agtig formand ikke kan gennemføre det ringeste tiltag uden tilslutning fra selvsamme afdelinger? Åbenbart, men ikke specielt logisk. Argumentet er at afdelingerne i kraft af deres eget lokale demokrati, ved, hvad der rører sig blandt medlemmerne. Men i demokraties navn er det vel lige så demokratisk at lade et flertal af en kongres, et HB møde eller hvad ved jeg, beslutte noget for det fælles forbund, som det er at lade et lokalt fællesskab beslutte noget angående afdelingens forhold.
Tja, man skal nok have længere i fagbevægelsen end mine knap 24 år som centralt ansat for at forstå den logik.
I'll be back

Karen igen igen

Jeg kender ikke Karen Jespersen, har ganske vist truffet hende et par gange i større forsamlinger i hendes tid som socialdemokrat, men det er også det hele. Karen har slåsset for liberale værdier hele sit liv, siger hun selv. Fra tiden som rødstrømpe til nutiden som Venstres hovedvåben mod Socialdemokraerne har grundholdningen været den samme, at slås for liberale værdier. OK, jeg vil gerne være venlig - i hvert fald på skrift - hvis det udsagn er rigtigt kan kun en af følgende påstande være rigtig:

Liberale værdier som fremført af Venstre er at sikre størst mulig lighed for alle i samfundet

Enhedslisten, SF, Socialdemokraterne slås for social lighed i samfundet

Hvis det første er rigtigt i Karens optik kan man undre sig over at hun var så lang tid om at få øjnene op for det. Hvis det andet er sandheden, kan der kun være én grund til at søge Venstre, nemlig personlig ambition.

Men, hvem ved, jeg kan ikke se ind i Karens hjerne eller gennemskue udsagnet om at slås for liberale værdier som medlem af VS. En teori, et vildt gæt kunne være at begrebet liberale værdier opstod i Karens hjerne før vi fik stakkels uoplyste muslimske tilflyttere til landet og at begrebet liberale værdier mangler et væsentligt tillægsord for at blive forståeligt. Det skulle nok hedde "Liberale danske værdier" set fra udsigtstårnet i Dragør bymidte. Altså at liberale værdier ikke betyder plads til alle, tolerance og empati, men at værdierne helt defineres af en anden markant kvinde, nemlig Pia K. Hvem siger at kvinder ikke kan tænke dybtsindigt?

I'll be back

9/11

Kan der egentlig siges noget nyt om 9/11? Både og, konsekvenserne er blevet som det formodentligt var Osama Bin Ladens mening. Islam mod resten af verden, slagmark hvor Islam er stærkest og øget polarisering verden rundt.

Amerikanerne opfører sig som "puppets on a string" og gør dagligt Osamas beskidte arbejde. Et hvert formål som han måtte have haft med sit angreb på USA er gået ti fold i opfyldelse og han må egentlig være godt tilfreds med sig selv, derude i bjergene mellem Pakistan og Afganistan, eller hvor han nu har sit TV studie.

Også Samuel P Huntington må føle sig i vælten disse dage. Det var ham med "The Clash of Civilisations" og tesen om kampen mellem de store kulturer. Omvendt med Francis Fukiyama, ham der forudsagde "The End of History", alt var sket med Sovietunionens sammenbrud og resten at historien ville være fryd og gammen på Vestens præmisser. Han må godt nok være sur og har da efter sigende også indrømmet sin fejltagelse i en ny bog, som sikkert ingen har læst.

Også vor ven George W Bush kan være i godt humør. Uden 9/11 havde han formodentlig gået over i historiens glemmebog som blot en i række af uduelige præsidenter. Istedet vil han nu blive husket for krigen mod terror, Irak og ikke mindst det mindeværde klip fra børnehaven, hvor han får besked om angrebet på Twin Towers.

Værre er det for alle os andre som egentlig mente, at verden havde gode muligheder for at blive et bedre sted for alle mennesker. Som egentlig ikke kunne se de store problemer i at leve sammen med muslimer, jøder eller kristne fundamentalister. Vi er nu tvunget til at vælge, hvis vi er for dem er vi mod de andre og hvis vi tillader os at argumentere for at gråtoner eksisterer, så er vi imod ytringsfriheden, svigter vore kæmpende drenge eller hvad det sidste nye slogan nu går på.

Jeg nægter, ganske simpelt - gider ikke være en del af den strid. Fundamentalister, dem kan jeg blive gal og intolerant overfor. Men muslimer, buddister, kristne, ja selv republikanere, dem skal der være plads til, bare de grundlæggende tænker på samme måde om mig. Jeg orker ikke deltage i krigen mod terror lige så lidt som jeg kan sige noget som helst godt om fundamentalisternes korstog for genskabelse af middelalderens mørke. I min verden hører kalifatet hjemme i en gammel, meget læst tegneserie om de egne.

Skulle jeg tro pressen, så bor der en vaskeægte islamistisk terrorist lige et håndgranatkast fra mig, skal jeg nu til at være bange for ham - nej vel vil jeg ej! Er det acceptabelt at internetudbyderne nu overvåger hvad jeg laver på nettet? Nej, det er et helt unødvendigt og uacceptabelt overgreb på min personlige frihed.

Så her, på 6 års dagen erklærer jeg højtideligt, I want no part in it. Jeg vil slås mod global opvarmning, slås for lige muligheder til alle, uddannelse og medicare også i Afrika. Ja, selv en bil til alle Vietnamesere (hvis altså ikke det var så skidt i forhold til det med opvarmningen) Jeg vil også slås for, at Irakerne skal have ret til selv at bestemme i deres land, slås for at kvinderne i Iran og lignende steder kan få deres frihed tilbage fra religiones formørkelse. Jeg vil sågar slås for at amerikanerne kan få deres drenge hjem igen, uden at det skal ske i ligposer. Men at mene at Bush er bedre end Bin Laden, at kristendommen er bedre eller værre end Islam, der melder jeg mig ud - hold jer væk. Og skulle der stille en bombebehængt galning i min indkørsel med et krav om at jeg siger "Down with Bush" får han også fingeren. Skal der bruges gødning skal det være til blomster, ikke til bomber. Skal der der ske militær intervention, så intervenér for palestinænserne eller måske for dem i Dafur.

I'll be back

Hvem er værst

Jeg mener, hvem skal jeg blive mest arrig på, de autonome eller terroristerne fra Nørrebro? De er jo mere ens, end de nok selv vil indrømme. Den ene part insisterer på retten til at brænde og hærge for at få , hvad de mener er taget fra dem. Den anden part vil bombe for at få anerkendelse/underkastelse eller bare opmærksomhed.

Den ene part har demonstreret evnen til at terrorisere en hel bydel og evnen til at samle hele nationens afsky om sig. Den anden part har i hvert fald PET og pressens bevågenhed og dermed nationens. Begge parter er tilsyneladende enige om, at deres opfattelse af et berettiget krav kommer før almindelig anstændighed, medmenneskelighed og sund fornuft. Begge parter demonstrerer også en udsøgt mangel på forståelse for, at deres handlinger skader deres sag. Begge består de af helt unge mennekser, tilsyneladende uden virkelig rod i samfundets mainstream.

Når alt det er sagt, så falder mit lod altså for de misledte bombemænd. De slås da i hvert fald for et eller andet, som jeg kan forstå, for en tro eller et håb om en bedre verden. De autonome, de slås bare for at få ret, for et krav. De ligner mest børn i børnehavealderen, der kan rasere børneværelset fordi yougurten er peach melba og ikke jordbær.

Hvem er så mest effektive? Jo, de autonome raserer, smadrer og skaber sig, men kommer ikke videre. Terroristerne, de skræmmer bredere og i dybden. I øvrigt godt hjupet af en uhellig alliance mellem PET og pressen. PET skal vise sin effektivitet og sikre sig støre bevillinger, pressen sælger altid bedst når den kan sælge frygt og utryghed.

Til sidst et ord om sikkerhed. Terrorister i Danmark er godt stof, ingen tvivl om det. At de er her er alvorligt og truslen fra dem muligvis reel nok. Men hvornår er det blevet god presseetik at offentliggøre adresse på mistænkte, ovenikøbet før de overhovedet har væreet stillet for en dommer? Og hvad ligner det, når PET frejdigt knytter terrorgruppen sammen med ledende Al Queda folk. Er det reel borgeroplysning eller et forsøg på at puste til ilden og dermed til frygten (og dermed til flere bevillinger)? Det havde vel været nok, at begrunde anholdelserne med frygten for at de var ved at fremstille bomber. Nu får vi istedet et billede på nethinden af Osama Bin Laden i sin hule i ToraBora bjergene i ivrig telefonsamtale med hans diciple på Glasvej, udstedende ordrer og med gode råd til hvordan stofferne fra Matas skal blandes.

For mig at se, går pressen godt i spænd med de unge terrorister, eller hvad de nu er. De behøver ikkke sprænge bomber eller myrde uskyldige for at få opmærksomhed, for at sprede deres budskab, det klarer pressen og PET i uskønt samarbejde.

I'll be back

The Bourne Ultimatum

Hvis man skal eller bør tage amerikanske actionfilm alvorligt, så er denne sidste om Jason Bourne lidt af en udfordring. Vor helt er på jagt efter sandheden om sig selv, hvordan han er endt som supereffektiv lejemorder for Uncle Sam, CIA, NSA eller hvem det nu er. En totalt forvrøvlet historie på grundlag af den sædvanlige konspirationsteori om CIA, der handler på egen hånd og sætter almindelig anstændighed ud af spillet. Kombineret med moderne Big Brother teknologi, så skurkene, agenterne eller hvad de nu bør kaldes til enhver tid kan se hvad der foregår overalt i verden. Så hvorfor tage filmen alvorligt? Måske fordi den selv lever på netop frygten/fasinationen for det løbske regeringsorgan, der på vegne af fællesskabet, fører kampen mod fjenderne, terroristerne, os alle sammen med den yderste brutalitet og konsekvens. The last line of defence. Åbenbart en opfattelse, der går igen i utallige andre film og bøger. Efter at have se tilstrækkelig mange af arten tror man næsten på teorien. Og helt ved siden af er den jo ikke. Vi ser utallige angreb på den personlige frihed i USA i den hellige krig mod terrors navn. Vi hører dagligt om ulovlige anholdelser, tortur og deportation og så om Guantanamo og Abu Graib. Kun en ting adskiller i virkeligheden de fantasifulde historier fra virkeligheden i TV Nyhederne. Filmene ender i sidste ende lykkeligt, helten når sit mål, de mørke kræfter afsløres, skurkene straffes og folkestyret sejrer. Sådan går det sjældent udenfor biograferne. Nok om det. Det mærkelige ved denne vedholdende teori er at disse skjulte regeringsorganer tillægges overmenneskelige evner. De er altid næsten lige ved at lykkes, forhindres kun af en enkelt person, ofte støttet en en insider med det demokratiske sindelag intakt. Sådan tror jeg ikke virkeligheden er. Alt tyder på at CIA gennem hele sin historie har været uduelig, har mislykkedes med sine indgreb, er blevet afsløret gang på gang og i sidste ende hverken kunne undgå Vietnam eller 9/11. De virkelige skurke i Al Queda er stadig på fri fod og har det efter sigende godt og Castro er ved fredeligt at dø af alderdom og cigarer. I fuld offentlighed konkluderede CIA at Irak havde Weapons of Mass Destruction - It's a slam dunk case eller på Foghsk, det er ikke noget vi tror, det er noget vi ved.
Måske disse virkelighedsfjerne film er udtryk for et ærkeamerikansk ønske om virkelig at kunne de ting som de kan på film, et ønske om ikke at være pinligt klumsede. Måske ikke underligt at helten klarer sig som Supermand og at tegneseriehelten Supermand har særdeles mange lighedspunkter med Jesus. Måske de både ønsker sig kræfter som superhelte og snedige agenter, men samtidig ønsker at fastholde drømmen om The Worlds Greatest Democracy. Måske amerikanere er mere dybe end vi normalt mistænker den for?
Som i slutningen, hvor Jason møder sin skaber og får den lakoniske besked, at han selv, oprindeligt frivilligt og med åbne øjne valgte at blive lejemorder og at miste sin idenditet. (sin uskyld?) - Fjenden er ikke dem, det er os selv!
Alt det her ufortalt, så er The Bourne Ultimatum en fremragende agentfilm. Den fungerer på genrens præmisser, slagsmålscenerne er fantastiske, lysår fra Jackie Chan og James Bond, spændingen konstant voksende og især de mange jagter gennem gader og over hustage er imponerende medrivende. Og utrygheden ved brugen af moderne IT til overvågning er nærmest klaustrofobisk.
I'll be back

Politik og forudsigelig kedsomhed

Lige nu går valgtrommerne, spørgsmålet er ikke om, men hvornår han udskriver valget. Og al almindelig fornuft synes afblæst. Mit eget parti udlover rettigheder til borgerne, en masse af slagsen, Anders Fogh det samme, men med andre ord og 50 milliarder på kant. Bent B lover skattelettelser og Connie snakker om grønne afgifter. Pia er ikke tilfreds, men hvis nu pensionisterne og plejepersonalet, så måske alligevel. Margrethe vil bare gerne ind i varmen. Naser er lykkelig, for nu behøver han ikke have en egen politik, han skal bare kommentere de andres så kan han ellers leve på populariteten. Tilbage er SF og Enhedslisten, der bare er sure og vil trække Socialdemokratiet til venstre. Til venstre for hvad, må man spørge, venstre med stort eller lille V?

Kan man ikke tillade sig et lettere verdensfjernt suk og antyde, at det ikke rager mig så voldsomt, selvom det da bestemt burde optænde mig af den hellige ild og kampgejst.

Jeg hører til flokken, der vrider tæerne af led, hver gang Pia K eller nogle af hendes kompaner toner frem på skærmen eller i avisen. Er umådelig træt af Anders Fogn og hans afvisning af en hver form for politisk debat. Træt af Helles tilsyneladende manglende mod, til at foreslå egentlige ændringer. Socialdemokraterne tror pt. at regeringsmagten ligger hvor Venstre står, blot med nye ansigter. Og jeg er ved at brække mig over de radikales holdningsløse leflen for hvem, der tilbyder mest.

Hvad så, blive hjemme, slukke for TV'et eller gøre min borgerpligt i partiet. Det ender nok med det sidste, om ikke andet så for at vise, at vi stadig er her.

Og så har jeg et lille familiært problem, min søn er kandidat for de Radikale, mener noget af det partiet går til valg på og er i øvrigt en ganske fornuftig fyr, når det altså ikke lige drejer sig om valg af politisk parti. Så jeg kan da altid følge med i hans valgkamp og heppe lidt fra sidelinien. Så hvis du bor på Frederiksberg og kunne finde på at stemme radikalt, så er der her et ikke helt umuligt bud.

Du kan finde ham her, http://www.radikale.dk/CMS/forside03.aspx?SiteID=4340, men lad være med at sige, du havde det fra mig!

I'll be back

Ud at flyve med de skøre

Forleden undte jeg mig den oplevelse, at bruge en dag på at flyve frem og tilbage til Göteborg i en DC-3 fra 1944. Totalt nørdet og totalt sjovt. Jeg har i en årrække været medlem af DC-3 Vennerne, en forening der holder en gammel DC-3, osse kendt som C-47 eller Dakota. Flytypen er velkendt og der er verden rundt heldigvis en del, der stadig flyver. Det var så anden gang, jeg undte mig en tur og sikke en oplevelse. Ikke nok med at man sidder langt bedre, der er plads til ben og bagdel, man ser bedre ud og ser mere fra 1000 fod end fra 30.000 fod. Men det bedste er stemningen, følelsen af at være del af en makanisme, der næsten har sin egen sjæl. Og så lykkedes det de gamle Douglas ingeniører at skabe en smuk flyvemaskine, med elegante linier og karisma.

Målet for flyveturen var nu hellerikke uinteressant. Tilbage i 50'erne gjorde svenskerne en masse for at forsvare deres neutralitet. Et af tiltagene var underjordiske flyvepladser og den ved Säve udenfor Göteborg er den bedst bevarede og vist også største. Her havde man boret sig ned under et lokalt bjerg og lavet plads til op imod 75 kampfly. Så kunne russerne bombe med atomvåben og hvad ved jeg. Når skyen så var drevet væk, åbnede de porten og flyene var klar til at køre op og kæmpe videre. Et kæmpeprojekt, 22.000 m2 tunnel med al den tilhørende infrastruktur. Så vidt jeg ved, skulle der være 4 tilsvarende anlæg andre steder i Sverige. Man kan sige at svenskerne tog deres neutralitet alvorligt, dengang i den kolde krigs tid. Man kan også sige, de var totalt urealistiske - hvad var der at forsvare, efter at bomben var kastet? Men sådan tænkte de nok ikke dengang. Ihvertfald var den underjordiske flyveplads et godt eksempel på, hvad man dengang opfattede som eneste alternativ til Nato. Ikke underligt at vi i disse dage også hører, at svenskerne helt op i tresserne arbejdede med at udvikle egne atomvåben. I sandhed en helt anden tilgang end hvad vi valgte i Danmark.

Se fotos'ene her http://picasaweb.google.dk/HHalbum/MedDC3TilGTeborg14August2007

I'll be back

90 år

Hvem skulle tro det, frisk og frejdig og så 90 år gammel d. 6. august. Imponerende og glædeligt at jeg sådan kan opleve min mor som åndsfrisk, fuld af gå på mod og med humør, selvom billedet fra dagen ikke viser det helt. Bevares det er skidt med synet, øjnene holder ikke til krydsogtværser mere, og det kniver med at se ting tæt på. Konditionen er hellerikke hvad den har været, men ellers...
Vi holdt selve dagen med den nærmeste famile, hun stod selv for det hele og vi havde en rar dag i Rørvig. Et par dage før var der fest for venner og den lidt mere udstrakte familie. Stor frokost for mere end 30 mennesker. De fleste kom fra langt fra for at fejre min mor. Der var et par næsten lige så gamle og så alle generationer helt ned til de helt små. Alle kendte de min mor som hende, der altid var der, reserven, der kunne bruges, når egne forældre ikke slog til. Alle holder de kontakten ved lige og kommer mere eller mindre jævnligt på besøg.
Flot gået Mor
I'll be back

Ingenting, uden noget på

Jeg har ikke meget tilovers for Naser Khader, indrømmet. Der er et eller andet ved den politiker, der provokerer mig. Det er nok dybest set et ubehag over at popularitet er så billigt til salg. Har Naser nogensinde præsteret andet en at være den pæne muslim, svigermors drøm. Ikke så anderledes så det gør noget, men alligevel lidt spicy, så det kan vække interesse i det brede mellemlag.

Og det kan man så bygge et parti på, ovenikøbet er parti som pt. får opbakning af mellem 4 og 5% af vælgerne. Men hvad har de at sige. Jo skatten på arbejde skal ned, hvordan ved ingen. Vi skal være lidt mere venlige overfor flygtninge og indvandrere, men partiet tilslutter sig 24 års reglen. Sådan går det deruda. Små pip, som de andre partier allerede har i deres politik, intet nyt, intet provokerende, intet man kan slå sig på og forholde sig til. Jo altså, nok er nok. Pia K har for megen indflydelse, men derfor kan vi da godt samarbejde med hende, sådan skal det ikke være!

Det er muligt Naser Khader står for noget, men så holder han det hemmeligt. Det er muligt hans parti kan mindske Pia K's indflydelse, men det ser mere ud som om Ny Alliance bare har til opgave at sikre Anders Fogh fire år mere i regeringsstolen. Bør vi vente i spænding på partiets udmeldingner om en ny politik? Tja, jeg holder i hvert fald ikke vejret.

Og så er der hele ideen bag hans ejendomsret til partiet Ny Alliance. Et nyt, moderne parti, altså bare lige til medlemmerne kan læse, at det er ledelsen, de tre musketerer, der bestemmer. Det er OK med medlemskontigent og støtte, et par gode ideer til politik er vel hellerikke at foragte, men tag ikke fejl, der er Naser og Co, der bestemmer og sådan skal det bare være. Sjovt nok er det eneste parti, der har en lignende, "moderne", struktur ingen ringere end Dansk Folkeparti.

Så ja, det er ganske vist. Kejseren har jo ikke noget tøj på.

I'll be back

Irak, endnu engang

På vej til Jylland hørte jeg et spændende interview med en irakisk flygtning her i Danmark. En kvinde som først i firserne måtte flygte først til en partisantilværelse i Kurdistan og senere efter et giftgasangreb flygte videre over et ophold i Moskva til Danmark. En frygtelig og gribende historie, men også en historie, der efterlod et par sildeben i halsen.

Hendes søn havde hun oprindeligt måttet efterlade, men fik så efter vist 15 år kontakt til ham igen og fik ham familiesammenført til Danmark. Han er imidlertid for irakisk og vælger et par år efter at flytte hjem igen. Han vælger altså Saddams Irak frem for vort trygge Danmark. Efter befrielsen/besættelsen prøver han på at samarbejde med det nye styre og amerikanerne. Han bor i Bagdad, men har nu opgivet af frygt for fundamentalisterne/terroristerne og vil så nu bruge sit danske statsborgerskab til at komme på ny til Danmark.

Et andet sildeben var da kvinden fortæller om sine oplevelser fra to besøg i Bagdad efter krigen. Første gang føler hun sig vældigt godt tilpas og glad. Anden gang et par år senere skal hun arrangere sønnens bryllup. Nu er situationen helt ændret. Hun tvinges til at gå med tørklæde og strømper, musik og sang er forbudt og hun må hyre bevæbnede vagter for at sikre at brylluppet kan afholdes med den traditionelle pomp og pragt.

Sidste sildeben var da intervieweren spørger hende om hendes vurdering af, hvordan hun ser på hvornår der kommer demokrati i Irak. Hun svarer ikke andet end med en henvisning til at det vil tage mange år og at begrebet demokrati vist ikke stod helt krart for flertallet af irakere. Og så siger hun at det er for dårligt, at vi danskere først deltager i en invasion, og så nu forlader den synkende skude (min oversættelse). Hendes opfattelse var vist, at når vi nu var gået ind, så måtte vi blive og gøre den nødvendige indsats til forholdene var i orden.

Hendes ord sad fast i halsen på mig på den lange biltur frem og tilbage til Bjerringbro, godt at der stadig i P1 kan være udsendelser, der kan provokere og vække tvivlen.

I'll be back

Retur fra Azorerne og hjem til Pia K

Just hjemkommet fra en hurtig tur til Azorerne. Lige midt ude i Atlanterhavet, to timers flyvning fra den spanske halvø, men ellers meget som resten af EU, med enkelte undtagelser, heldigvis. Naturen er fantastisk, vejret er perfekt og fiskeriet er vel som for mange hundrede år siden. Et rigtigt mandeerhverv for rigtige mænd - jeg så i hvert fald ingen fiskende kvinder. I øvrigt var det påfaldende at mændene stod rundt omkring og brugte timer på at snadre med store håndbevægelser og indforstået mimik. Kvinderne derimod, var næsten usynlige. Enkelte kvinder sad på dørtrin eller hang ud af vinduerne, men ellers var de usynlige (Ja lige med undtagelse af de indkøbende kvinder i supermarkedet, de fyldte tilgengæld også på alle måder!)

Hovedøen er præget af gamle vulkaner og deraf følgende dramatiske landskaber, godt med sol og regn og så har de tilsyneladende gjort god brug af EU midler, øen virkede meget velstående, også mere end hvad den begrænsede turisme og så fiskeriet synes at kunne berettige til.

Jeg så hvaler, delfiner, flyvefisk, fugle blæksprutter og en masse andet spændende. Og så var der en frygtelig masse teenage tøser i ikke meget tøj at kigge efter (kun kigge!) så alt i alt en spændende uge midt i Atlanten.

Se billederne her http://picasaweb.google.dk/HHalbum/IlhaVerdeJuli2007

Og så kommer man hjem til lille Danmark, hovedhistorien er Pia K, der nu har udskiftet pensionisterne med plejehjemspersonalet. De skal have mere i lønposen så de bedre kan pleje de pensionister, som DF ikke orker at smide flere penge efter. 5 milliarder som skal fordeles til disse grupper ved overenskomstforhandlingerne, jamen jamen! Hvor længe er det siden at de stod bag forliget med kommunerne om budgetterne, kommunalreformen og hvad ved jeg - sammen med regeringen. Ja, politisk populisme er uden hukommelse, uden anstændighed og uden ansvar!

I'll be back

En umulig sommerdiskussion

Nu fortrænger den virkelig røde fare de frygtede dræbersnegle. Enhedslisten er i gang med et landsforrædderi og svigter "vore drenge" i krigen i Irak. Dvs. det er jo ikke Enhedslisten, selvom de har ment det samme fra krigens start. Nej, historien er bedre, nu er det Asmaa Abdol-Hamid, der er ude med endnu et ophidsende budskab. Og det er jo en langt bedre historie end hvis Rune Lund eller hvad de nu hedder havde sagt det samme. Ikke nok med at hun ser fremmed ud, hun tillader sig at fremsætte sine synspunkter på formfuldendt dansk. Det kan man jo ikke bare sådan tillade sig. Tænk engang, en kvinde, erklæret fundamentalistisk islamistist, stiller op for den yderste venstrefløj - og så tillader hun sig at fremture velargumenteret, klart og på det nydeligste ærkedanske. Det er simpelthen for meget. Og når hun så snigløber de danske soldater, der ganske vist er på vej ud, men stadig sætter livet på spil, ja så er selv Villy Søvndal på krigsstien. Måske Villy vil sætte Hjemmeværnet ind mod Asmaa når nu interessen for at bruge Hjemmeværnet mod dræbersneglene ikke var så stor.

Til sagen.

Irak blev overfaldet af en koalition af villige, deriblandt danske soldater. Danmark har en styrke i Bashra efter anmodning af den lovligt valgte irakiske regering. Nu med FN mandat, javel, men forklar lige den iraker, der er oplever sig forulempet af fremmede styrker, at hans egen frit og demokratisk valgte regering selv har bedt danskerne om at køre patruljer i hans landsby. Jeg tvivler på at jeg selv ville kunne se forskellen, hvis rollerne var vendt om.

Vi hylder højlydt de få frihedskæmpere, der vovede pelsen under tyskernes besættelse af Danmark. Tyskerne og regeringen kaldte dem ganske vist terrorister, men hvad. Vi hyldede den vietnamesiske befrielseskamp, selvom den var rettet mod en lovlydig valgt sydvietnamesisk regering. Og vi hyldede, med Lars Lykke Rasmussen i spidsen, afganernes befrielseskrig mod russerne, som havde besat landet på indbydelse af den lovligt valgte afganske regering. Så helt let er det ikke, hvem er lovlige frihedskæmpere, hvem er terrorister og hvem er bare ganske almindeligt møgsure over at se fremmede soldater i gaderne.

Jeg nærer en stor beundring for de danske soldater, der hver dag sætter livet på spil for en tabt sag. Men forståelsen for dem og deres umulige situation bør ikke forhindre os i at diskutere krigen/besættelsen/befrielseskampen bredt i pressen og mellem hinanden. Og den ret må Enhedslisten og deres åbenmundede kandidat vel tilstås i vort demkratiske samfund.

I'll be back

Slut med Harry

Så nåede jeg bind 7 til ende, og, surprize surprize, den endte som man kunne forvente. Ikke mindst i lyset af de sidste års enorme forventninger og spekulationer gik læsningen hurtigere og hurtigere som der blev færre og færre sider i bogen. Konstruktionen var simpel, Harry og Voldemort kan ikke begge eksistere samtidig, der var ikke et bind 8 planlagt og nogen af hovedpersonerne skulle slås ihjel.Man kunne så have opstillet en afkrydsningsliste og holdt væddemål om hvem der vandt, hvem der blev slået i hjel og om serien endte godt eller skidt. Spændende tanke, som nok er realiseret et par tusinde steder på nettet. Nu er det altså for sent og listen kommer ikke her. Så bare læs videre, både i bogen og her på siden.

Som en anden, der ikke må nævnes ved navn, har jeg levet med Harry siden serien begyndte, jeg husker ikke hvorfor jeg købte den første, vist mest som impuls. Sjovt har det været, især de første bøger var fyldt af en fantastisk humor og varme, billedet af Hogsward og de lettere kiksede troldmænd var fængslende og jeg måttte grine højt gang på gang. Som serien skred frem blev temaet mere og mere alvorligt, der blev længere og længere mellem grinene. Istedet voksede der en kamp frem mellem det gode og onde i hver enkelt af os, wizards eller ej, en kamp mellem den tolerante samfundsmodel overfor den facistiske. En kamp mellem kaos og harmoni. Iklædt fantastiske gevanter, fabeldyr, duellerende tryllestave og et spændende persongalleri. Jeg var forhekset, levede med og holdt af personerne, selv ham Tom Riddle, som i virkeligheden er bøgernes mest gådefulde og dermed mest spændende person.

Fra mit personlige liv kan jeg genkende de frygtelige Dementors, der sluger al glæde og varme og kun kan skræmmes væk med en Patronus, en skytsengel, der reflekterer ens inderste væsen. Jeg kan genkende tivvlen på hvad der er rigtigt at gøre, og skammen over begåede fejl og ikke mindst behovet fort at have nogen at holde af, at være holdt af og det svære ved at acceptere dette.

Men altså nu slut med Harry og hvilken slutning, der er drøn på i sidste bind, trylleformularerne fyger gennem luften, sceneriet skifter og spændingen er tårnhøj til sidste - næstsidste side. Ikke en bog jeg ville læse højt som godnatlæsning for mindre børn. Men godt gået fr. Rowling, skulle du få flere gode ideer til nye serier, så står jeg parat i køen ved boghandleren.

He w'nt be back.

Set fra den anden side

Vi er vant til at se de skrækkelige billeder fra Irak gennem vor vestlige optik. Vi ser med total mangel på forståelse på selvmordsbomber, fanatisme og ekstremisme. Vi ser Irakere slagte Irakere og ødelægge religiøse helligdomme. Og vi forstår det ikke. Hvad vi end mente om invasionen, så burde et ellers civiliceret folk ikke gå sådan i opløsning. Men det gør det, og forholdene bliver bare værre dag for dag.

Så faldt jeg over en bog af en algerisk forfatter, Yasmina Khadra, The Sirens of Bagdad, og så blev det hele lidt mere forståeligt og lidt mere frygteligt. Bogen handler om en ung irakisk knægt, der provokeres til at blive selvmordsbomber. I sig selv slemt nok, men beskrivelsen af et amerikansk kontrolbesøg hos hans familie i en søvnig landsby er rædselsvækkende, som ganske lidt andet jeg nogensinde har set eller læst. Ja det overgås vel kun af den scene, hvor en såret irakisk etellerandet bliver skudt af amerikanske soldater. I bogen overtræder amerikanerne alle normer for hvordan man skal omgås andre mennesker og bryder med selv det mindste krav om anstændighed. I sig selv slemt nok, men bogens pointe er at set med irakiske øjne er overgrebet tusind gange værre fordi hjemmets fader ydmyges. Når han, i sig selv temmelig ussel og nedbrudt, udmyges for øjnene af sin søn, så lægges vejen til katastrofal hævn øjenblikkelig åben og kravet om at hævne faderes ydmygelse kan kun efterleves med blod.

Bogen indeholder også en rystende beskrivelse af forholdene i Bagdad, igen set nedefra, fra en irakers synspunkt og med dennes perspektiv. Bestemt ikke rar læsning.

Khadra har begået to bøger mere om Irak, jeg ved ikke om jeg glæder mig til at læse dem, men det er desværre nok nødvendig læsning. Skulle nogen, udover Bush og Fogh, mene at krigen i Irak kan vindes, hvad det så ellers indebærer, så burde denne bog give stof til fornyet eftertanke.

I'll be back

Ps. Fik læst de to andre bøger i triologien på tur til Azorerne. Pyha, det var hårdt. Den ene handler om Afganistan og forholdene med Taleban, den anden om situationen i Israel og Palæstina. Sjældent har jeg haft så svært ved at læse, måtte stoppe for hvert kapitel og sunde mig. Og sjældent har bøger efterladt mig med så stort ubehag. Hvad er det dog, der sker blandt disse fundamentalister, hvad driver dem så vidt og hvorfor har de fremgang. Læs bøgerne og få svaret, men bered dig på søvnløse nætter.

The swallows of Kabul og The Attack. Jeg fik mine gennem Amazon.

Brylluppet i Thisted

Efter 58 år lykkedes det mig at deltage i et "rigtigt" bryllup, først i kirken -puha, at det skulle overgå min søn- og så siden til en flot fest med kærlige taler og afsluttende brudevals. Smukke og glade var de, flot fest med mange flotte og kærlige taler, enormt rare mennesker. Tænk at min (og Susannes) søn har gjort sig fortjent til at den ståhej. Selv blev vi gift på Rådhuset, medens Rune blev passet hjemme. Vi nåede frem og tilbage på én HT billet og det var vist det. Som jeg husker det, så var det med at være blevet gift ikke sådan nogen vi snakkede om, det var mest for at sikre arvefølgen. Dengang var det besværligt at være samboende med et barn, det var "lettere" at være gift, rent formelt og lovmæssigt i hvert fald.

Brylluppet i lørdags var noget helt andet. Glade var de, Linda smuk som en gudinde og Rune flot og ikke mindst stolt. Det lykkedes ham at holde en fantastisk tale for sin brud - og lidt for alle os andre, og han lød slet ikke som en folketingskandidat. Så blev de ellers begge kærligt chikaneret af familie og ikke mindst venner, hvoraf nogen kendte dem lidt for godt. Et par af historierne var i hvert fald ikke kendte for mig, godt det samme!

Selv lykkedes det mig, i bogstaveligste forstand totalt uforberedt og med hovedet fyldt af noget helt andet, at kvække et eller andet om hvor langt et æble kan falde fra stammen.

Men en fantastisk oplevelse var det. Ikke mindt at min mor, 90 år om knap en måned, klarede turen og var med til sidste sekund. Så tak og undskyld, at jeg var lidt distræt og optaget af helt andre ting end min søns bryllup.

I'll be back

Underet i Thisted

Hvordan beskriver man følelsen af et bjerg, der smuldrer sammen om en, følelsen af at verdens sorteste sky går i opløsning? Jo, klicheer er der nok af, så måske jeg bare klinisk skal registrere, at jeg genså min datter her i lørdags til min søns bryllup. Genså er et fattigt ord, fordi det vel er 15 til 18 år siden vi sidst har været sammen og savnet har været massivt i alle årene. Men i det øjenblik vi stod overfor hinanden og hun gav mig et knus, så var det klicheerne stod i kø for at udtrykke følelserne. Jeg vil ikke påstå jeg registrerede ret meget af brylluppet i kirken, dertil var øjnene for fyldt med vand og hovedet et helt andet sted, men det er vel også undskyldeligt. Omvendt kan man sige, at hvis en kirke nogensinde har været ansvarlig for et under, så skete der i hvert fald et af slagsen i Thisted i lørdags.

I'll be back

Me and Bobby McGee

På vej hjem i dag var det salig Janis Joblin og hendes gamle hit der kørte rundt i hovedet. Ikke for musikken eller for den umiskendelige drive, der var over hende. Nej, for den dybt eksistentielle tekst: Freedom just an other word for nothing left to loose

Hvorfor? Fordi der nu strækker sig ikke mindre end 4 uger foran mig. 4 uger uden aftaler, uden forpligtigelser, uden ansvar for andre end mig selv. Jo da. Et bryllup på lørdag, en 90 års fødselsdag 6. august og et enkelt møde har da sneget sig ind i kalenderen. Men derudover, intet.

Den rene salighed blandet med skrækken for så lang tid uden struktur. Hvad skal jeg dog finde på, kan jeg holde ud at være alene med mig selv så længe uden at blive tosset (mere tosset). En slags forpremiere på pensionisttilværelsen.

Janis kunne ikke selv håndtere friheden og ansvarsløsheden, men druknede sig i stoffer. Mange af de gamle flippere fra dengang gik samme vej. Frihed er ikke sådan at håndtere, frihed er fin at drømme om, men svær at realisere og sværere endnu at leve ud uden at ende som drivgods, " Just like a rolling stone, like a complete unknown" som en anden af guruerne sang.

Jeg ved ikke hvordan det vil gå mig, lige nu er 4 uger lang tid, men mulighederne er også mange. Måske det vil lykkes at mødes med Bobby McGee og nyde friheden, måske jeg vil kede min røv i laser. Lige nu er jeg bare glad, ikke lige glad, men glad for de uanede muligheder - og så er der lige det med brylluppet lørdag i Thisted.

I'll be back

Truslen fra cykelisterne

Jeg ved det godt, isen er tynd her. Indrømmet, jeg kan også finde på at tage et højresving mod et rødt lys, der er et par småveje undervejs, hvor jeg ikke altid holder for rødt og et enkelt fladt venstresving kan det da godt blive til. En typisk tur frem og tilbage på arbejdet ville nok koste mig en ugeløn, hvis jeg havde en betjent i røven med bødebogen fremme. Men altså, og så er det jeg bevæger mig ud på isen. Jeg er ikke til risiko for nogen, hverken mig selv eller andre. Jeg generer ikke nogen, tvinger ingen til at undvige, bremse op eller bare til at sige hov. Og jeg kommer frem, det er sundt og jeg kan lide det.

Nu skal jeg så høre i pressen, at jeg udgør en særlig risiko i den københavns trafik, at der skal ske en ekstraordinær indsats overfor mig, at der skal uddeles bøder. I TV taler folk alvorligt og indtrængende og det hele er til at brække sig over.

Hvem har nogensinde set politiet ude med samme budskaber overfor alle bilisterne, der ikke kan se forskel på rødt, gult og grønt. Hvem har nogensinde stillet et TV crew op og stoppet bilisterne når de fræser over for rødt med 80 i timen, kører ud i kryds klart uden mulighed for at kunne nå over, parkerer på cykelstien eller overhaler i fodgængerfelter.

Jeg mener, hvad med proportionerne, hvad med virkeligheden. Ja, der køres skræmmende råddent af mange cykellister i København, der køres uden omtanke og folk kommer til skade.

Men skaderne er intet sammenlignet med det bilerne laver, de slår folk i hjel. Det er fint med lidt orden, men start dog hvor det batter, start med moralen blandt bilisterne.

Tænk engang, hvis politiets (og sommerpressens) interesse blev rettet mod virkelige problemer. Og tænk engang, hvis der bredte sig den oplevelse i befolkningen, og mest blandt cykelisterne, at vi alle skal være der på cykelstierne. Kører man med hensyn og forsigtighed, så er det nok sikrere end den tankeløse overholden af diverse politivedtægter om højresving, ensrettede gader og fortove. Det er solidaritet og respekt, der mangler, ikke blinkende blå lygter.

I'll be back