Ligegyldig hvor meget jeg forsøger, så ender jeg altid med et stort spørgsmålstegn oppe i hovedet:
Hvordan kan vi som nogenlunde oplyst og civiliseret nation se til at torturen for de afviste asylansøgere begrundes med henvisning til at vi ikke vil have så mange asylansøgere som i Sverige?
Hvordan kan vi se til, at regeringen gør asylansøgerne personligt ansvarlige for torturen med henvisning til at de ikke "tør" rejse hjem til Irak?
Hvordan kan det gå for sig at ingen gider diskutere, hvad det var vi skulle i Irak i det hele taget?
Ikke engang som led i et angreb på Anders Fogh?
Vi slås med Taleban i Afganistan, men hvor er de andre lande i Nato, ikke mindst militært stærke lande som Frankrig, Tyskland og Italien?
Velfærd er det store modeord, men i betydning flere penge til alle og alles behov. Men hvor er fremtidssikringen, hvor er investeringen i simple sprogkundskaber, i uddannelser, i forskning og ikke mindst i miljøbeskyttelse. Hvorfor er det at ingen tør prioritere, tør vise lederskab og mod?
Hvordan kan det lykkes mit eget parti, at undgå en hver strategisk konfrontation med regeringen, men alene at markere sig om kommasætningen?
Og min egen, kære fagbevægelse, skal vi vedblive med at håbe på værre tider, håbe på at arbejdsgiverne begynder at mishandle de ansatte igen, håbe på at de unge dog forstår, hvad der er til deres eget bedste? Hvorfor afvises et hvert tilløb til snak om tilpasning og forholden siog til virkeligheden?
Og hvorfor sidder jeg stadig her og er så klog, uden at nogen tænker på at tilbyde mig posten som Alfader i dette land?
I'll be back
Ps:
Og hvorfor lever Paz Vega i en anden verden end min?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar