Det enkelte menneskes frihed står over alt andet

Sådan lyder Mette Frederiksens 1. bud. Og det fik mig til lige at stoppe op, er det virkelig det vi mener, mig og mit lille parti. Eller mig i det hele taget. At indivudialismen har sejret og det kollektive er gået i glemmebogen. Men hvad når hun så skriver i 2. bud at pligter er vigtigere end rettigheder, hvor er vi så henne. Pligter må da indebære at der er noget, der er vigtigere end den individuelle frihed? Og dermed at individet ikke er ophøjet til Gud. Hvad mener Mette dog? Og hvad mener jeg - kan jeg relatere til denne tilsyneladende selvmodsigelse?

For det første må det antages at individet kun kan være frit i et ansvarsfuldt fællesskab, uden fællesskab ingen velfærd, intet serviceapparat og dermed kun individets nøgne og isolerede kamp for sin egen overlevelse. Ren junglelov. Som jeg vist har citeret salig Janis Joplin for et par gange er Freedom just an other word for nothing left to loose. Eller på dansk, du er kun fri, virkelig fri, i sekunderne op til din død. I situationen hvor dine handlinger absolut ingen konsekvens har for andre mennesker. Ellers eksisterer personlig frihed kun som et abstrakt ideal, uden fornuftig relevans for andre end filosoffer.

Nå, men pligter da, de er vigtigere end rettigheder, siger Mette. Kennedy (som dog næppe gjorde meget for andre end sig selv) runger i ørerne Ask not what your country can do for you, ask what you can do for your country. Eller den lidt mere nære variant, Arbeit macht frei, et godt Grundtvigiansk, protestantisk udtryk, hvor de få har brug for at de mange føler sig forpligtiget overfor at afhjælpe de fås egen magelighed. Måske deler jeg den denne holdning i dens lidt mere udvandede form, hvor Lenin prædikede, men bestemt ikke selv fulgte, parolen om at intet folk (eller person) kan være fri, hvis det undertrykker andre folk.

Til sagen: Jeg tror at frihed er et relativt begreb. Jo mere fællesskab og deraf følgende velfærd, jo mere plads til personlig frihed. Frihed forstået som råderum til at kunne handle til egen fordel uden at gøre det ved at holde andre nede. Ja, frihed til at kunne udfolde sig som jeg vil, uden at have dårlig samvittighed. Frihed baseret på en viden om at dem omkring mig har samme muligheder og rettigheder. Forudsætningen herfor er at jeg erkender at det er kollektivet, der forudsætter min frihed. At det er samfundet der som helhed skal fungere, for at jeg kan have det sådan nogenlunded så godt, som jeg føler jeg kan være det bekendt.

Hvis det var det Mette mente med sine 10 bud, så synes jeg de bestemt er at foretrække frem for Biblens moraliserende og undertrykkende bud.

I'll be back

Photo opp.

Det er egentlig ganske banalt, det med at skyde på Fogh for hans forhold til George W. Men så alligevel så nødvendigt. For hvad er det dette foto viser? Jo to mænd, med tilbehør. To mænd i matchende skjorter og tilsvarende jeans med brede bælter. På anderledes beskårne billeder kunne vi se, at selv bæltespænderne matchede. Mon ikke også Ander var i velvalgte støvler, model Texas? Ærmerne er smøget ens op og stilen valgt med omhu. Selv stilen i vedhæng er ens. Selv er jeg i tvivl om hvis der er hvis, er hende Mette den til højre eller til venstre? Fogh selv, lægger han an til at kysse Bush eller har han et stort bolche i munden. Bush gør hvad er amerikans toppolitiker har trænet hele livet, han smiler åbent og indforstået. Spørgsmålet er om han helt klart ved, hvem han smiler til og hvorfor det nu er han skal smile lige nu til ham der, i samme tøj som sig selv. Finder man andre billeder af de to sammen er tøjet igen ens. Åbenstående skjorte med jakke eller formelt, mørkt jakkesæt. Aldrig varierende, altid afstemt efter hinanden. Er tøjet noget fru Fogh vælger for sin mand eller er det Bush's chief of staff, der vælger outfittet? Klart er det i hvert fald, at det er ikke valgt fordi det lige lå øverst i kufferten den dag. Man ser for sig hvordan mailen kommer ind hos Fogh's sekretær. Idag stilles der med tillempet cowboystil, jeans, lyseblå, åbentstående skorte, en knap åben, bælte med synligt spænde og så jeans. Og sekretæren rumstrende i kufferten efter det medbragte og i forvejen aftalte udstyr.

Budskabet ligger i billederne, photo opportunities hvor intet er overladt til tilfældighederne og hvor fotograferne udemærket kender deres rolle. Der skal sendes et budskab og budskabet er alt. Vi står sammen, Bush og jeg, eller We stand united, that little what's his name and me.

I'll be back

Mohammad tegningen, igen igen

Eller hvordan man fornærmer en milliard mennesker

Meget kan man sige om Jyllandspostens temmelig barnagtige provokation for to år siden, mange forbandelser er fløjet igennem luften fra Arla, fra Anders Fogh og så en masse mere eller mindre personligt fornærmede muslimer, efter sigende ikke mindre end en milliard, hvis man skal tro deres selvudnævnte talsmænd.

Hvad er det med de religiøse skikkelser, der er så let at fornærme. Det er jo ikke alene ham Muhammed, der er problemet. Jesus eller hans tilhængere kan også blive fornærmede af "forkerte" gengivelser af ham. Jeg skullle mene at troen i sig selv burde være stor og sikker nok til ikke at lade sig fornærme af nogen mere eller mindre polemiske eller blasfemiske skildringer af førerfiguren. Men nej, det skal man nok selv være religiøs for at forstå.

Ved Mohammad 1 kom jeg ved et tilfælde i en maildiskussion med en personligt fornærmet muslim. Vi skrev sammen et par gange og i hvert fald jeg blev lidt klogere på tankegangen i den muslimske verden, men enige om betydningen af Jyllandspostens tegninger, det blev vi ikke.

To ting falder i øjnene nu to år efter. For det første at min ven ikke var en uoplyst, arbejdsløs analfabet, der alene blev kommanderet til at være fornærmet af sin iman. Min ven er Dr. Samer Kelani, Ph.D.Engineering Sciences. Helt entydigt veluddannet og velkendt med vesten og vestlige værdier. Alligevel fandt han anledning til at angribe ytringsfriheden i Danmark og sammenlignede Muhammedtegningerne med europæiske landes forbud mod at stille spørgsmål ved Holocaust. Hvorfor tillod vi tegningerne medens vi forbød udtalelser om jødeudryddelsen?

Godt spørgsmål, egentlig!

Vi har ytringsfrihed i Danmark, men med grænser. I andre lande i EU er ytringsfriheden betinget af historiske forhold, først og fremmest nazismen og jødeudryddelsen. I Danmark ikke så udpræget, men det er ting, der er forbudt at sige. Hvad mener jeg selv?

Godt spørgsmål, egentlig!

Ytringsfrihed er en forudsætning for demokratiet, javel. Men en anden forudsætning er respekt for mindretallet, beskyttelse af de svage og hensyn til det enkelte menneske. Det betyder i min verden, at ytringsfriheden ikke lovmæssigt bør afgrænses, men at den bør udøves med yderste respekt for andre menneskers følelser. Altså at den ikke må misbruges at at så had og ringeagt. Tegningernes formål var at provokere, ikke at fremme en dialog og de sårede helt åbenbart andre menneskers følelser - altså ud over min grænse for hvor langt ytringsfriheden bør udbredes. Men visse muslimens forsøg på at slå politisk mønt af Jyllandspostens stunt, det kan kun forstås som et angreb på grundlæggende værdier og på forudsætningen for at leve i et åbent og fremskridtsvenligt samfund. Om muligt endnu længere ud over min tolerancegrænse.

Men det virkelige spørgsmål for mig er et andet. Hvad skal vi dog med religion, hvis den alene fører til had og ringeagt mod anderledes tænkende. Religion er for mig angreb på ytringsfriheden, på demokratiet og på fornuften. Lader man sig diktere at hensynet til hvad Jesus er citeret for at sige for et par tusind år siden eller Mohammad for 700 år siden, så ophører min forståelse. Og bruger man den religion som udskyldning for at brænde flag af, for at skrive smædeord eller tegne smædetegninger, ja så er min tolerence opbrugt.

Genlæs debatten med Dr. Samer Kelani her:

http://rasmus-modsat.blogspot.com/2006/04/dialog-p-tvrs-af-religion-og.html

I'll be back

Ps. kan I huske ham Brian her, med en vist ikke helt tilfældig lighed med en vis kristen profet eller gudesøn !

"Always look at the bright side of life"

Omtåget tilstand

Der var engang hvor en del i min omgangskreds ville se begejstret på dette billede, hold da kæft mand - med meget langt a og misundelse malet i alle træk. Det var dengang, hvor opfindsomheden var stor og selv et gammelt rør kunne omdannes til en gevaldig Bong. Dengang hvor udvalgte sneg sig ud på Staden for at hente forsyninger. Sneg sig, men altså ikke for Strømerne, men for ikke at blive set af nogle fra de andre gårde - for som revolutionens sande fortrop, så rørte man naturligvis ikke det stads. Ja det var vel nærmest monopolkapitalismens undertrykkelsesredskab. Vel tilbage i Nansensgården var det op i fællesrummet på 5. sal og så flyde ud i sofaerne og sækkestolene, Pink Floyd eller Procul Harum på anlægget og så bredte tågerne sig. Specialdesignede keramik chillum'er var det normale, men et hulrum i hænderne kunne bruges, hvis man kunne teknikken. Og så var der de mere avancerede af slagsen, som på fotoet.

Selv havde jeg store problemer med fællesskabet om pot'en. Det der med at suge røg ned i lungerne, det var altså ikke rart - endte mest med hosten, rindende øjne og ikke den store effekt. Tror jeg nok i dag. Jeg lærte i hvert fald aldrig at ryge, hverken almindelig kræftfremkaldende tobak eller sjov, stemningsfremkaldende tobak. Kan nok i virkeligheden sige som Clinton, at jeg aldrig indhalerede!

Fik det indflydelse på vort revolutionære arbejde, tja - revolution blev det jo ikke ligefrem til, men måske hashen ikke var eneansvarlig for den lykkelige kendsgerning. Tog vi, eller rettere sagt de andre, skade? Tja, så vidt jeg ved ikke, der skal nok lidt mere til, lidt flere piber, lidt flere problemer og et lidt mere uheldigt udgangspunkt.

Bør det være forbudt i dag? Tja, i praksis er det da vist lovligt, bare man ikke lige begynder selv at sælge af det eller køber ind alt for åbentlyst. Skulle det være lovligt at købe sammen med cigaretterne, måske vi så slap for en stor del af kriminaliteten, der er forbundet med hashsalget.

Ville flere gå videre fra pot til coke, jeg tvivler. Svarer det ikke lidt til at spørge om lyst øl skal forbydes for at undgå at folk ænder som alkoholikere!

I'll be back

Mordet på George W

Nogen gange rammer en dokumentarprogram plet, men ganske få gange sidder jeg totalt ordløs tilbage under rulleteksterne. Det gjorde jeg efter at have set Death of a President. Programmet er ellers simpel nok. En rent dokumentarisk gennemgang af begivenhederne d. 19. oktober 2007, hvor George W Bush blev skudt af en snigskytte. Og så en opfølgning på opklaringsarbejdet efter mordet. Jamen, George W blev da ikke skudt i Chicago d. 19. oktober sidste år. Tja, efter at have set programmet, kunne jeg sagtens komme i tvivl, så realistisk viser filmen timerne op til mordet og hvordan begivenheden påvirker USA efter og hvorledes FBI hurtigt og heldigt finder en syrer med tilknytning til Afganistan og får ham dømt for mordet.

Hvordan kunne han dog gøre det, hvad tænkte han dog på da han skød, spørger en islamisk udseende kvinde, tænkte han ikke på konsekvenserne for verden, for araberne og for amerikanerne, lyder hendes lavmeldte reaktion. Og viser måske lige nøjagtigt her, hvad der er filmens budskab. Politiske mord gavner ikke.

Og ganske rigtigt, sandheden er langt værre og ubehagelig for virkelighedens præsidenter, døde som levende. Årsagen til snigmordet er ikke islamistisk fundamentalisme eller formørket middelalder logik. Årsagen er tættere på og langt mere konkret.

Death of a President er en usædvanligt fængslende film, spændende som kun virkeligheden kan være det, gennemført godt lavet som kun amerikanerne selv kan det - og rystende som kun en stærk grundholdning kan vise virkeligheden.

Se den før den bliver vist på 60 minutes.

I'll be back