Noget for noget ?

Vi kan vel alle huske figuren Gollum, om ikke andet så fra filmatiseringen af Tolkiens fantasier. Jeg har egentlig aldrig brudt mig særligt om de tykke bøger eller de næsten lige så lange film, bøgerne kedede mig og filmene virker ufrivilligt komisk på mig selvom slagcenerne er flotte. Tolkiens univers er ærkereaktionært, det handler om at bevare, ikke om at skabe noget nyt. Ringen er en trussel med ligevægten og mod fremtiden. Tolkien ville have kunnet tale godt og fortroligt med Dansk Folkeparti's kærnevælgere.

Men her forleden kom jeg til at tænke på at Gollum i virkeligheden er den mest interessante person.

Orkerne er ubegavede og onde, mest ubegavede og for at bortveje en hver tvivl er de tilmed grimme. Sauron er bare ond og vil noget så kedeligt som verdensherredømmet, gab. Hvad så når han har vundet? Sidde og mindes de gamle slag rundt om pejsen? Nej vel. Gandalf er så god at det halve kan være nok og i øvrigt en sløj trolmand. Og så er der jo Frodo og de andre hobitter. Lidt pudsige med deres store fødder, mens ellers ret så endimensionelle. Men Gollum, ham er der noget i. Han er dobbelttydig, han er splittet mellem begær og tjenstvillighed, mellem drømmen og virkeligheden. Han har som noget udlevet sin drøm, er blevet et med drømmen om Ringen i en sådan grad at han fysisk er reduceret til et vrag, en mellemting mellem et firben og et menneske. Gollum er personen, der har sat alt til side for at nå sit mål, han har tilladt sig at drømme og at gå enøjet efter drømmen. Men altså uden helt at slippe, uden helt at miste sin menneskelighed eller sin samvittighed. Han kunne være Oppenheimer, der drømte om at opfinde atombomben, men som aldrig slap tvivlen på om det han gjorde var rigtigt. Han kunne være en Lenin, der skabte Sovietstaten, men til sidst frygtede dens konsekvens. Gollum kunne være en moderne genforsker, der kan se sit værk ændre verden, men frygter til hvad. Uden Gollummer tror jeg ikke mennensket havde udviklet sig væk fra aberne. Som Gollum drømmer vi om Ringen og ændres som konsekvens heraf, men uden underkastelse for begæret så forbliver drømme sæblebobler og vil ikke forandre noget som helst. Men i Tolkiens univers, der fortæres man af for stort begær, der er begær farligt og Gollum må styrte i Helvede for at hobitterne kan bestå.

Og moralen: Flyv aldrig højere end vingerne bær'!

Bvadr. Uden at turde leve efter drømme finder vi aldrig ud af hvor højt vingerne bærer og dermed ingen forandring.

I'll be back

Nu blir politik sjovt igen

Birthe Rønn som integrationsminister, som embedsmand for en politik dikteret af Pia K og folkedybets mørkeste afkroge. Ja, værre endda. Som integrationsminister og kirkeminster med de to præstefætre på bagsmækken, tidehverv og fundamentalisme hånd i hånd. Lys mod mørke, Oplyst tolerance mod middelalderligt sortsyn. Humanisme mod intolerance. Ja, sjovt blir det at følge den kamp. Tør man gætte på en vinder?

Og så er der jo vor nye finansminister, Lars Løkke Rasmussen. Nu ikke længere betroet kommunerne og sundheden, men selveste rigets finanser. Hvordan mon det går, Lars Løkke har jo indgående erfaring emd at køre Frederiksborg Amt i sænk økonomisk. Nogen mener i en grad så det var en hovedårsag til Kommunalreformen...Mon han er bedre nu eller var amtsborgmesterposten bare et Trial run, før han slipper sig selv løs på hele samfundsøkonomien? Interessant!

I'll be back

og hvad så?

Det var så det valg. Resultat; Pia K styrket, Socialdemokraterne svækket. En ny periode med diskrete angreb på offentligt sygehusvæsen, mere mistro til offentligt ansatte, rum for mishandling af asylansøgere og så formodentlig lidt skattelettelser hist og her - det får jo os alle til at ville arbejde mere! Trist og ærgerligt, men næppe nogen katastrofal begivenhed og næppe et resultat, der vil ændre fundamentalt på andet end mit humør. For fanden da, man kunne ønske sig en anden befolkning, nogle bedre talenter til at støtte Helle T og nogle lidt mere krigeriske og dybdegravende journalister til at pille glansen af V. Mest af alt kunne man ønske sig, at mit eget parti Socialdemokraterne fik andet at byde på end Helle og Mette. Både nogle flere stærke og synlige personligheder, men mest nogle politikpunkter, der ikke alene er formuleret i forhol til regeringens. Skulle jeg byde ind, så kunne temaet være uligheden, ansvaret for dem der ikke har råd til nye fladskærme, dem der er tvunget til at bruge offentlige hospitaler og alle dem, der betaler prisen for det opskruede tempo på landets arbejdspladser.

Som jeg kender mit eget parti er det næppe tilfældigt, at vi fortsat går tilbage, på trods af Helles fremragende indsats. Svaret ligger nok i de lokale partiforeninger, hvor dem jeg kender har ophøjet sig til pensionistklubber og aktiviteten lagt over til den centrale partiorganisation. Hvor banalt det end lyder, så vindes næste valg ikke af Helle eller lignende mediestars, men af partiforeningerne - og det er vor virkelige svaghed.

På forunderlig vis lykkedes det os i Brøndbykredsen at få valgt vor kandidat Sophie Hæstorp, det havde hun fortjent og godt for hende og os, der kan bruge typer som Sophie i folketingsgruppen.

I'll be back

Olle

Sådan ser en virkelig engageret person ud. Olle arbejder for det store forsikringsselskab if, nærmere betegnet på et center for brnadbekæmpelse, eller rettere sagt forebyggelse. På cnetret, der ligger lidt uden for Oslo viser man firmaer, grupper og altså det danske Søfartens Arbejdsmiljøråd hvordan brande opstår, hvor farlige de er og hvor let de kan undgås. Men det er slet ikke historien her. Istedet gælder det stedets initiativtager, den nu pensionerede, men stadig uundværlige Olle. Sjældent har jeg været så heldig at opleve en person i den grad brænde igennem (dårlig vits). Han nærmest boblede over af glæde ved at få lov til at formidle sit budskab, hyggede sig ganske åbentlyst ved at fortælle og kunne have blevet ved i dagevis - uden at vi andre var blevet trætte af at høre på ham. Der var tale om ægte entusiasme og en enorm evne og vilje til at få sit budskab igennem. En fantastisk oplevelse i siog selv. Når den samme gælde og begesjtring helt åbentlyst lyste igenne fra centrets øvrige ansatte og ikke mindt gav sig udtryk i en smittende humor i gennemgangen af de forskellige brandmuligheder, ja så kom jeg og vist hele gruppen afsted fra besøget i fineste humør. Ikke dårligt klaret af en Nordmand.

Se mine brandvarme fotos her:

http://picasaweb.google.dk/HHalbum/OsloNovember2007

I'll be back

Velfærd

Forleden var der et indslag i en af TV aviserne, hvor de viste en før og nu sitiation med en ældre dame og hendes rengøring ved sidste valg og nu. Damen var en sød og rart udseende 85 årig, tilsyneladende boende i en pæn lejlighed, veludstyret og velholdt. Indslaget viste at hun ved sidste valgkamp havde problemer med sin rengøring. Der var 3 ugen mellem hvert besøg og skærmen viste ganske rigtigt nullermænd og støv på reolen. Siden havde hun fået rengøring hver 14. dag og nullermændene var væk. Godt for hende og hendes rengøringshjælp.

Men er det virkelig det velfærdssamfundet drejer sig om, virkelig det som politikerne skal konkurrere på at love mest muligt om?

For det første, hvad forhindrede damen i at tørre støv af selv, hvis den smule støv generede hende. Var hun for svag til at gribe en støvekost og lige gå efter under bordene eller tage toiletbørsten og lige skrubbbe efter hvert besøg? Det er muligt at hun vaar multihandicappet, men det fremstod ikke sådan. Men ligegyldigt hvad årsagen var til at hun ikke var tilfreds med sin rengøring, så er det vel næppe en kærneopgave for kommunen?

Og så det andet. Hvad er det for et samfund vi tilbyder når der helt åbenlyst drives rovdrift på hjemmehjælperne og rengøringshjælp. Det er grupppen med størst nedslidning og størst utilfredshed med jobbet. Måske en af hjælpemulighederne er at sætte en mere rimelig standard for hvad man kan kræve af sin kommune. Måske nogle lokalpolitikere og nogle højtlovende folketings ditto skulle have mod og mandshjerte (gerne i en kvindekrop) til at sige højt, at der altså må prioriteres. At det er vigtigere at få folk i bad end at få tørret støv af. At det er vigtige at hjælpe dem, der ikke har evnerne end at hjælpe dem, der tilsyneladende selv har overskud.

Jeg mener, hvad er politik og hvad er politikernes ansvar? At prioritere, at vælge mellem forskellige muligheder udfra et ansvar for helheden, ikke?

I'll be back

Blues for Helle

Jeg er godt nok på skideren i denne tid. Egentlig er der ikke meget, jeg hellere ville end at se en ny regering med Helle T i spidsen. Tror på hende, på hendes "staying power" og på hendes vilje til magt - ikke uvæsentlige elementer for en ny statsminister. Men hvad er der at slås med? Hvilke gode argumenter skal skyde Anders Fogh og Pia ned? Mine to ønskepunkter er desværre fredede og forsvares indædt af både Anders og Helle.

Danmark skriger på en anden beskatning så kommunerne og ikke mindst regionerne kan ånde lidt friere igen, så der kan blive penge til lidt renovering af skoler og lignende og ikke mindst til at hele uddannelsesområdet kan få et pift. Men nej, skattestoppet står fast. Idioti og kortsigtet, det ved alle, men politisk korrekt. Mit andet ønskepunkt er en anstændig flygtninge/indvandrer politik. Narrret igen, her er der også enighed om at lade de stakkels irakere rådne op i flygtningelejrene (hvis altså ikke de skynder sig at få børn og så bliver tilbudt et eller andet uden for lejrene)

Så hvad er der ellers?

Flere penge til friere forskning og fokus på uddannelserne? Jeg ser ikke de store uenigheder mellem partierne her og jeg må indrømme, at dette emne næppe er noget den bredere del af befolkningen skriger efter.

En massiv indsats overfor simpel danskundervisning i skolerne så 20% ikke forlader skolen som funktionelle analfabeter. Tja, for mig et centralt område, der for alvor kan gøre et indhug i uligheden, men hvor finder jeg et parti, der vil gøre dette til en mærkesag - og som vil finde pengene gennem en skatteomlægning?

Så er der jo altid velfærden. Vi vil meget mere velfærd - flere milliarder til velfærd, flere garantier og flere rettigheder til de grupper, der har formået at skaffe sig pressens opmærksomhed. Tja, bum bum, kinesermand! For mig ren paradepolitik i det konkrete, selvom jeg da godt kan se at Venstre på sigt er ude efter at privatisere velfærden og vi trods alt søger at fastholde det fælles ansvar. Men i detaljen, i det her og nu aktuelle, som kan begejstre og vinde valg, der er det sku da svært at se forskel.

Så jeg er på skideren, ville håbe og inderligt gerne tro, men overbevisningen er svær at hente op fra dybet. Måske jeg i sidste ende skal sætte min lid til, at folk er trætte af at se og høre på Fogh og især Pia. Måske håbet skal gå på, at Helle ser bedre ud end Anders Fogh og hans flok af jakkesæt. Margrethe overstråler sandelig også Bent B på alle punkter for slet ikke at snakke om Villy, der fremstår langt mere fornuftig og følgbar end Pia K.

Vi får se og

I'll be back

Præstemangel, et løsningsforslag

En af torsdagens nyheder var en bekymret biskop, der forudså præstemangel om få år. Virkelig en nyhed som fik mit humør lidt op. Tænk sig engang, der begynder at snige sig fornuft ind i befolkningen, ikke mindst ved valget af uddannelse. Men hvordan løse problemet, når nu den 80 årige præst er trådt af og sognekirkens tre faste kirkegængere savner en hyrde, for slet ikke at glemme en person, til at forestå de voluminøse brylluper og barnedåbe i den traditionsrige kirkebygning. Der må skaffes hænder!

Og hvor finder man løsagtige hænder idag, især hænder med den rigtige uddannelse, så de lige kan glide ind i samfundet uden at vi behøver at investere i nogen særlig og længerevarig uddannelse? Jo, modellen er jo velkendt fra regeringens udspil om greencard. Vi finder et uland, med folk med den rette uddannelsesbaggrund og inviterer udvalgte eksemplarer til Danmark. Gerne med familie og gunstige skatteordninger. I dette tilfælde følger der jo også en standsmæssig bolig med, så dér har vi heller ikke problemer. Og hvad skule forhindre en veluddannet imam fra Pakistan eller Indien i hurtigt at omskoles til danske forhold? Ritualerne er ganske vist lidt forskellige, med en præst med fuldskæg, det er vel ikke ukendt og kjortler går de sågar også i i forvejen. Og troen er jo ikke så forskellig, den bygger i hvert fald på samme grundlag. Skulle de så være lidt formalistiske i troen, sågar med en snert af fundamentalisme, så er det vel næppe noget, der adskiller dem fra diverse højprofilerede, nuværende danske præster.

Så hvorfor ikke være lidt fremsynet, når nu yngre danskere ikke længere gider at uddanne sig til sjælesørgere. Lad os hente hjælp, hvor der er rigeligt af slagsen i forvejen. Giv dem et kort kursus i det rette messende tonefald, der er alligevel ingen der hører efter i kirken, og så få dem i gang. Hokus pokus, de tomme kirker vil ikke stå uden præst - og når vi så en gang sender dem tilbage hvor de kom fra, så har de jo lært noget om dansk demokrati og ytringsfrihed.

Hvad siger i så, Langballe og Krarup? Er det ikke for en gangs skyld et forslag, som i kan støtte?

I'll be back

Nu gik det lige så godt

Det der med den globale opvarmning er en underlig fjern størrelse. Tilsyneladende er eksperterne enige om at det går den helt gale vej, at temperaturen stiger, at vandene stiger og at det er nok så alvorligt. Men uvirkeligt alligevel, nok mest fordi vi ikke rigtigt tror på at det kan gå så galt, fordi løsningerne ser så umulige ud og måske også fordi vi - jeg- er trætte af forskere, der råber ulven kommer.

Min grundholdnin er optimisme, at verden, med udsving, udvikler sig bedre og bedre for det store flertal. Udviklingen er et gode og før eller siden får vi også de mindre priviligerede i Afrika med. I modsætning til mange nostalgikere mener jeg forholdene i dag er langt bedre end for 25 år siden, og 50'erne, dem drømmer jeg slet ikke om.

Men nu kommer de kloge så og siger at opvarmningen tager vejret fra os, i bogstaveligste forstand. Ja endda i en sådan grad, at kort viser at jeg skal investere i en husbåd, hvis jeg vil blive boende her på Birkevej. Måske værre endnu, jeg skal til at skynde mig, hvis jeg vil se Grønland, medens det er hvidt.

Når jeg, på trods af al den formodentlig uomtvistelige viden, alligevel synes det er lidt uvirkeligt, så hænger det måske sammen med at løsningen, at nedbringe brugen af fossilt brændstof og nedsætte husdyrbruget og reducere befolkningstilvæksten og... Alt det virker temmelig umuligt. Hvordan får man forklaret et par milliarder kinesere, at det med køleskab, bil og et barn og en ko ekstra, det er altså ikke lykken? Hvordan får man forklaret os andre at lykken ikke er flere spor på motorvejene, en bro til Jylland og flyrejser til de eksotiske steder fjernt på kloden (hvis altså ikke der er oversvømmet). Selv er jeg stolt af at cykle på arbejde, men kunne ikke drømme om at tage toget til Jylland eller bruge samme cykel til at rejse på ferie med.

Og så til det sure opstød: Hvordan kan det være, at ansvarlige ledere, politikere først og fremmest slipper af sted med at gemme sig bag uforpligtigende handlingsplaner, vage hensigtserklæringer og reduktionsmål, de ikke hara tænkt sig at opfylde. Hvor er lederskabet, viljen til at sætte dagsordenen, til at tage fat om problemet. Hvor er EU som det afgørende redskab i kampen mod den globale opvarmning, hvor er FN?

Svaret blæser ikke i vinden, svaret er at vi alle har svært ved at se realiteterne i øjnene og kræve forpligtigende handling. Svaret er at vi dybest set alle har opgivet og blot håber, at forskerne tager fejl.

I'lll be back

Jeg forstår det altså ikke

Ligegyldig hvor meget jeg forsøger, så ender jeg altid med et stort spørgsmålstegn oppe i hovedet:

Hvordan kan vi som nogenlunde oplyst og civiliseret nation se til at torturen for de afviste asylansøgere begrundes med henvisning til at vi ikke vil have så mange asylansøgere som i Sverige?

Hvordan kan vi se til, at regeringen gør asylansøgerne personligt ansvarlige for torturen med henvisning til at de ikke "tør" rejse hjem til Irak?

Hvordan kan det gå for sig at ingen gider diskutere, hvad det var vi skulle i Irak i det hele taget?

Ikke engang som led i et angreb på Anders Fogh?

Vi slås med Taleban i Afganistan, men hvor er de andre lande i Nato, ikke mindst militært stærke lande som Frankrig, Tyskland og Italien?

Velfærd er det store modeord, men i betydning flere penge til alle og alles behov. Men hvor er fremtidssikringen, hvor er investeringen i simple sprogkundskaber, i uddannelser, i forskning og ikke mindst i miljøbeskyttelse. Hvorfor er det at ingen tør prioritere, tør vise lederskab og mod?

Hvordan kan det lykkes mit eget parti, at undgå en hver strategisk konfrontation med regeringen, men alene at markere sig om kommasætningen?

Og min egen, kære fagbevægelse, skal vi vedblive med at håbe på værre tider, håbe på at arbejdsgiverne begynder at mishandle de ansatte igen, håbe på at de unge dog forstår, hvad der er til deres eget bedste? Hvorfor afvises et hvert tilløb til snak om tilpasning og forholden siog til virkeligheden?

Og hvorfor sidder jeg stadig her og er så klog, uden at nogen tænker på at tilbyde mig posten som Alfader i dette land?

I'll be back

Ps:

Og hvorfor lever Paz Vega i en anden verden end min?

Heart of Darkness

Har aldrig læst denne gamle klassiker om Congo, kender kun Coppolas version, Dommedag Nu og Marlon Brandos ganske særlige form for vandvid, "the Horror, the Horror". Men brugte min første dag med læseevnen tilbage fra feberen til at afslutte Øjvind Kyrø's Congo: Farezone 5. En på mange måder mystisk bog, med ikke så lidt Heart of Darkness over sig. Ikke blot rejser forfatteren rundt i Congo, men han er yderst politisk ukorrekt i sin profilering af oplevelserne. Congos problemer bliver sat i relief af hotelværelser uden rene lagener og lange ture på ubekvemme motorcykler og ikke mindst af forfatterens særdeles bramfrie omtale af sine forskellige hjælpere.

Men Congo er en frygtelig historie, hvordan man end fortæller den. Midt i Øjvind Kyrøs problemer med bekvemmeligheden refererer ham en intern Congo vittighed: "Hvad gjorde I dog før i fik starinlys? Vi tændte da bare for det elektriske!"

Congo har ikke alle dage været en rædselshistorie med mere end 4 millioner dræbte fra 1998 til 2004 og fortsatte udbrud af bandekrig. Der var en tid før Stanley og Kong Leopold, en tid før først gummiet, siden guld og diamanter. Men siden er Congo i den grad blevet synonym med plyndringen af Afrika og ødelæggelsen af store dele af et kontinent. Der er to ting, der skinner igennem efter denne bog og tidligere om landet.

Folk bliver ved med at kæmpe for et anstændigt liv, no matter what, men de får ikke mange chancer.

Har som sagt tidligere læst et par bøger eller tre om Congo, både om historien og om landets sammenbrud og de nuværende rædselsfulde tilstand. Men som Øjvind Kyrø skriver, det er der ikke kommet noget ud af. Congo er væk fra dagsordenen, det er ikke her TV sender direkte fra, ikke her vi følger FN's bestræbelser på at skabe fred, ikke her vi følger kappestriden mellem Vesten og Kina om at udnytte naturrigdommene. Congo forbliver Heart of Darkness set med vestens øjne. Måske fordi vort ansvar for problemerne er så direkte, måske fordi succecssen er så langt væk. Eller måske fordi vi bare ikke orker?

I'll be back

Nu har jeg faktisk kæmpet mig igennem Heart of Darkness. Spændende historie, men ret svært forståelig og meget åben for fortolkninger. Jeg er ikke sikker på, jeg ville have "forstået" Conrads budskab, hvis jeg ikke havde læst en masse andre bøger om Congo, hvis det da overhovedet er det, den handler om?

Influenza

Sådan er resultsatet af 5 dages influenza, knap 6kg reduceret og med kræfter som en 110 årig. Jeg har nu prøvet det før, den begyndende fornemmelse i kroppen, trykken for brystet, jag i hovedet, mærkelige drømme og så visheden. Nu slår det til, den snigende feber, snot i urimelige mængder, hosten, rigtig feber og så opkastninger, alt skal ud, intet kan komme ind og lysten til noget er helt væk. De lange timer på sofaen med blikket stift ude i haven og foden tvangsmæssigt vippende, turene ud til håndvasken. Uden at kunne læse, uden at orke at se fjernsyn, uden andet end tiden som selskab - og så en god portion fortjent selvmedlidenhed. De ulideligt lange nætter uden søvn. Men som forventet efter end 3 til 4 dage begynder det langsomt at vende. Jeg kan holde lidt væske i mig og knibe en enkelt kiks ned. Idag er jeg så på rette vej igen, har både sovet og været i bad. Stadig med snot i overmåde, stadig uden evner eller vilje til at foretage mig det ringeste. Men dog nu med evnen til at sove og til at læse. Så fremad, men hvor er der dog langt. Har en aftale mandag, som jeg dårligt kan skippe, men går det, vil jeg have kræfter nok? Næste udfordring er onsdag og dér burde jeg være nogenlunde klar, men når jeg det? Risikerer jeg ikke tilbagefald og længerevarige symptomer?

Og som for at føje spot til skam, eller hvad det nu hedder: Samme dag som jeg for alvor blev syg var der en meddelelse i 3F om at vi alle kunne blive vaccineret...

I'll be back

Om at se ind i sindet

Hvordan vil verden se ud den dag, vi kan se ind bag øjnene, bag hjernevindingerne helt ind i hjernecellerne, i neuronernes fantastiske verden. Der hvor sjælen sad, inde ved alt det dybe og ubevidste og hvor religion og overtro indtil nu har haft eneret.

Der er vi åbenbart på vej i kraft af moderne scannere, der kan registrere elektiske strømninge og aktivitet rundt i hjernens forskellige dele. Skal man tro den seneste bog fra Lone Frank, Den femte revolution, så er det i hjernen den nye og banebrydende forskning er ved at få fat.

Gennem indsigt i hjernes aktivitet under forskellige former for påvirkninger kan forskerne nu se, hvordan vi reagerer og begynde at postulere hvorfor vi reagerer som vi gør, eller rettere sagt, hvordan vi reagerer som vi gør. Svaret antydes i bogen, vi føler som vi gør fordi vor biologiske udvikling her skabt os sådan. Såre simpelt og banalt. Er det så viden, der kan bruges til noget, spørger Lone Frank? Tja, det er der i hvert fald tilsyneladende ret så mange, ikke mindst blandt ledende forskere, der gør og der er også ved at være penge til forskningen. Så hun forventer en rivende udvikling de kommende år.

Tænk at kunne tilrette en reklamekampagne ikke alene udfra hvad folk siger, de tænker, men udfra en klar viden om hvad de faktisk føler, sådan helt i det ubevidste. Eller hvad med den perfekte løgnedetektor? Har du haft fingerne i småkageposen? Nå, vil du ikke svare - så får du lige hovedet en tur i scanneren!

Og hvad stiller vi op med religionen, når det guddommelige er reduceret til elektiske strømme mellem to centre i hjernen? Kan man håbe på en masse arbejdsløse præster, imaner og rabbinere?

Skræmmende bog og ikke mindst spændende. Lone Frank skriver befriende ligetil og klart, som læser er man meget direkte med hende på besøg hos hjerneforskerne, med hende inde i scanneren og man oplever de forskellige forskningsområder klart og tydeligt gennem hendes øjne og øren.

Og så er hun befriende fri for fremtidsforskrækkelse. Lone Frank konstaterer, stiller de relevante spørgsmål og reflekterer klart og tydeligt, men hun er ikke forskrækket eller skræmt over fremtiden. Jeg fornemmer, hun tror på fremtiden, på at forskningen og teknologien i sidste ende kommer menneskeheden til gode. At udviklingen er til det bedre, men at fejltrin vil ske, at ikke alt vil blive godt. Hovedtendensen er dog ustoppelig, naturlig og vil blive til gavn for os alle.

En rigtig god bog til at få gang i hjernecellerne med, i dobbelt forstand. Læs den - - før din hjerne.

I'll be back

Kongres blues, sidste ombæring

Hjemme igen efter en uges kongres. Ikke så lidt klogere på hvad forbundet er for en størrelse og endnu mindre sikker på at kursen holder.
Hvad gør man med en bevægelse, der ikke vil bevæges? En bevægelse, hvor et større antal insisterer på at verden ikke er ændret, hvor et antal synes det er vigtigere at markere egne standpunkter end at gøre andre klogere? Hvordan får vor bevægelse resultater ud af fællesskabet, når fællesskabets enheder lægger større vægt på autonomi end på at være en del af et fællesskab?
Hvad gør man når fællesskabet på bedste fælles vis beslutter at gå til venstre, og der så alligevel åbenbart stadig er ret så mange, der uden videre forbeholder sig retten til at gå til højre; en del, der der vil kræve en fornyet og ikke mindst længere debat; en del, der vil brokke sig over centralistisk kommandostil og så en del, der bare vil fortsætte med at lade som ingenting?
For en del år siden beskæftigede jeg mig en del med hvad der får virksomheder til at skifte til moderne, involverende og værdibaseret ledelsesstrategi. Svaret var i de fleste tilfælde, at afgrunden ikke var til at snakke sig udenom. Enten skiftede man grundlæggende sin strategi ellers kunne virksomheden kysse sin røv farvel.
Et tab på 1000 medlemmer om måneden er åbenbart ikke afgrund nok for 3F. Besynderligt nok fordi det er jo ikke mangel på kvalitet og ægte engagement, der er 3F's problem. Alligevel var det ikke snakken om afgrunden, der fyldte på kongressen. Jo da, besværgelser og det besynderlige begreb, håndslag var der nok af - men debat om kursen, nada!
Når der så alligevel er håb, tror jeg, er det fordi fundamentet grundlæggende er sundt og levedygtigt. Danmark har brug for en fagbevægelse, brug for 3F og brug for meget mere fagforening. Nu har vi så tre år til at slikke sårerne og til at blive klogere. 3 år til at få kombineret suverænitet lokalt med fælles fodslag så der kommer sammenhæng i tingene. 3 år til at glemme alt om SID og KAD og om hvordan alt var bedre dengang. 3 år til at blive det 3F langt de fleste vist alligevel ønsker sig.
I'll be back

Kongresblues, nu med varme

Onsdag sagde vi farvel til en af fagbevægelsen virkeligt store. En af dem som har præget centrale spørgsmål såvel snævert fagforeningsmæssigt som samfundsmæssigt. En fjern skikkelse for en simpel miljøkonsulent som mig. Så jeg kender ikke Lillian, kender ikke alle historierne og kontroverserne om hendes person og da slet ikke de lig, hun uden tvivl har lagt bag sig i vejkanten.
Men jeg var imponeret over afskeden, imponeret over den varme, der blev hende til del og den umiddelbare varme hun svarede med. Denne første del af hendes afgang foregik sammen med Privat Service og ikke hele kongressen. Der var mange følelser på spil og jeg kan sætte mig ind i hvad hendes fratræden må betyde både for hende og for dem, der har været med på vejen. Det blev til en fin afslutning som i sin varme kom til at skille sig stærkt ud i forhold til den ofte nedgørende tone, der havde været i debatten i det store fælleskab. Måske var der virkelig forskel på kulturen i det forhendværende KAD og så det måske ikke helt så forhendværende SID?
Jeg kan i hvert fald håbe på og i det små selv forsøge at bidrage til, at varme og gensidig respekt på tværs af politiske forskelle kommer mere på banen i det daglige. Om ikke andet kunne det blive rarere i dagligdagen.
I'll be back

Mere kongres blues

Det er egentlig utroligt, så træt man kan blive af overhovedet ikke at lave noget, eller måske er det nattearbejdet, der trætter? Nu er jeg i hvert fald glad over at det snart er overstået.
Der er ellers mange ritualer, der skal overstås på en sådan 3F kongres. Der bruges store ord og husker taleren ikke at sige klassekamp, dumme arbejdsgivere og så pege finger af forbundsformanden - så går det ud over klapsalvernes længde. Der skal takkes for sidst og der skal afleveres rabatmærker med udløbet dato.
En ting har dog overrasket mig og skuffet. Jeg mener ikke at have hørt et ord om, at flertallet af vore medlemmer da vist som minimum ikke har fået det værre i kongresperioden, sådan økonomisk set i hvert fald. Ikke et ord om at denne velstandsbølge flertallet af beskæftigede rider på og i, måske er medvirkende årsag til at Fogh sidder så fast i sadlen, medvirkende til Socialdemokraternes problemer og ikke mindst medvirkende til vore problemer med at holde på medlemmerne. Måske havde jeg forventet lidt mere snak om hvordan vi kommer videre og lidt mindre snigskytteri. Det batter altså ikke meget i min bog at love, eller give håndslag på, at hvis vi bare gør det lidt bedre, blir lidt mere synlige, gør en lidt større indsats og Poul Erik lyder mindre som forsikringsagent - så kommer medlemmerne strømmende.
Jeg hørte et pip her til formiddag om at måske er vi selv en del af problemet, måske vor overenskomst, den gamle RBF overenskomst ikke dur i virkelighedens verden. En antydning af, at vi også selv må se vore egne kort efter, og ikke kun skælde modparten ud. Håber pippet blev hørt og bliver behandlet som ét bud på at tage virkeligheden alvorligt.
Et andet fraværende emne er sammenhængen mellem vore aftaler om lønnen og om hvorvidt disse aftaler betyder noget for den omsiggribende nedslidning og stress. For mig er sammenhængen åbenbar, men det er ikke i de cirkler, jeg hører debatten.
Nå, det er nu alligevel sjovt. Møder mange gode kolleger og får sjove snakke.
I'll be back

Kongresblues

Så sidder vi her i Aalborghallen, Stor kongres med hele forbundets top, spydspids, hjernetrust eller hvad det nu hedder. Mere end 900 delegerede, gæster fra fjern og nær. Taler af Helle T, Hans Jensen, udenlandske gæster, kunstnere og hvad der ellers hører sig til ved en så traditionsrig begivenhed. Og ikke mindst en forbundsformand, der tillader sig at forsøge sig med lidt nyskabelse. Poul Erik tillod sig at mene noget om hvordan man kunne gøre 3F mere slagkraftig, effektiv, Meget Mere Fagforening, som det glimrende slogan lyder. Men nej, det skulle han ellers ikke have gjort. Jo luftige banbuller mod kapitalen, Anders Fogh og de alternative fagforeninger, det er OK. Men bud på hvordan vi kune gøre det anderledes, det er ikke vel hørt. Hvad var problemet? Jo, et hvert forslag om mere samlet indsats, fælles servicemål og i dette tilfælde ens kontingent er per definition et forsøg på at centralisere, på at fratage afdelingerne deres suverænitet. På at tilrage sig magten. Afdelingerne står jo for magten, og nogen gange lyder de nærmest som om Forbundet, dvs. den fælles overbygning, eksisterer løsrevet fra afdelingerne.
Besynderligt, hvordan man kan argumentere for at et kollektivt, demokratisk organ, ganske entydigt styret af selvsamme fælleskab af afdelinger kan tiltage sig diktatoriske tilbøjeligheder. Glemmer de helt, at en nok så diktatorisk, koncerndirektør-agtig formand ikke kan gennemføre det ringeste tiltag uden tilslutning fra selvsamme afdelinger? Åbenbart, men ikke specielt logisk. Argumentet er at afdelingerne i kraft af deres eget lokale demokrati, ved, hvad der rører sig blandt medlemmerne. Men i demokraties navn er det vel lige så demokratisk at lade et flertal af en kongres, et HB møde eller hvad ved jeg, beslutte noget for det fælles forbund, som det er at lade et lokalt fællesskab beslutte noget angående afdelingens forhold.
Tja, man skal nok have længere i fagbevægelsen end mine knap 24 år som centralt ansat for at forstå den logik.
I'll be back

Karen igen igen

Jeg kender ikke Karen Jespersen, har ganske vist truffet hende et par gange i større forsamlinger i hendes tid som socialdemokrat, men det er også det hele. Karen har slåsset for liberale værdier hele sit liv, siger hun selv. Fra tiden som rødstrømpe til nutiden som Venstres hovedvåben mod Socialdemokraerne har grundholdningen været den samme, at slås for liberale værdier. OK, jeg vil gerne være venlig - i hvert fald på skrift - hvis det udsagn er rigtigt kan kun en af følgende påstande være rigtig:

Liberale værdier som fremført af Venstre er at sikre størst mulig lighed for alle i samfundet

Enhedslisten, SF, Socialdemokraterne slås for social lighed i samfundet

Hvis det første er rigtigt i Karens optik kan man undre sig over at hun var så lang tid om at få øjnene op for det. Hvis det andet er sandheden, kan der kun være én grund til at søge Venstre, nemlig personlig ambition.

Men, hvem ved, jeg kan ikke se ind i Karens hjerne eller gennemskue udsagnet om at slås for liberale værdier som medlem af VS. En teori, et vildt gæt kunne være at begrebet liberale værdier opstod i Karens hjerne før vi fik stakkels uoplyste muslimske tilflyttere til landet og at begrebet liberale værdier mangler et væsentligt tillægsord for at blive forståeligt. Det skulle nok hedde "Liberale danske værdier" set fra udsigtstårnet i Dragør bymidte. Altså at liberale værdier ikke betyder plads til alle, tolerance og empati, men at værdierne helt defineres af en anden markant kvinde, nemlig Pia K. Hvem siger at kvinder ikke kan tænke dybtsindigt?

I'll be back

9/11

Kan der egentlig siges noget nyt om 9/11? Både og, konsekvenserne er blevet som det formodentligt var Osama Bin Ladens mening. Islam mod resten af verden, slagmark hvor Islam er stærkest og øget polarisering verden rundt.

Amerikanerne opfører sig som "puppets on a string" og gør dagligt Osamas beskidte arbejde. Et hvert formål som han måtte have haft med sit angreb på USA er gået ti fold i opfyldelse og han må egentlig være godt tilfreds med sig selv, derude i bjergene mellem Pakistan og Afganistan, eller hvor han nu har sit TV studie.

Også Samuel P Huntington må føle sig i vælten disse dage. Det var ham med "The Clash of Civilisations" og tesen om kampen mellem de store kulturer. Omvendt med Francis Fukiyama, ham der forudsagde "The End of History", alt var sket med Sovietunionens sammenbrud og resten at historien ville være fryd og gammen på Vestens præmisser. Han må godt nok være sur og har da efter sigende også indrømmet sin fejltagelse i en ny bog, som sikkert ingen har læst.

Også vor ven George W Bush kan være i godt humør. Uden 9/11 havde han formodentlig gået over i historiens glemmebog som blot en i række af uduelige præsidenter. Istedet vil han nu blive husket for krigen mod terror, Irak og ikke mindst det mindeværde klip fra børnehaven, hvor han får besked om angrebet på Twin Towers.

Værre er det for alle os andre som egentlig mente, at verden havde gode muligheder for at blive et bedre sted for alle mennesker. Som egentlig ikke kunne se de store problemer i at leve sammen med muslimer, jøder eller kristne fundamentalister. Vi er nu tvunget til at vælge, hvis vi er for dem er vi mod de andre og hvis vi tillader os at argumentere for at gråtoner eksisterer, så er vi imod ytringsfriheden, svigter vore kæmpende drenge eller hvad det sidste nye slogan nu går på.

Jeg nægter, ganske simpelt - gider ikke være en del af den strid. Fundamentalister, dem kan jeg blive gal og intolerant overfor. Men muslimer, buddister, kristne, ja selv republikanere, dem skal der være plads til, bare de grundlæggende tænker på samme måde om mig. Jeg orker ikke deltage i krigen mod terror lige så lidt som jeg kan sige noget som helst godt om fundamentalisternes korstog for genskabelse af middelalderens mørke. I min verden hører kalifatet hjemme i en gammel, meget læst tegneserie om de egne.

Skulle jeg tro pressen, så bor der en vaskeægte islamistisk terrorist lige et håndgranatkast fra mig, skal jeg nu til at være bange for ham - nej vel vil jeg ej! Er det acceptabelt at internetudbyderne nu overvåger hvad jeg laver på nettet? Nej, det er et helt unødvendigt og uacceptabelt overgreb på min personlige frihed.

Så her, på 6 års dagen erklærer jeg højtideligt, I want no part in it. Jeg vil slås mod global opvarmning, slås for lige muligheder til alle, uddannelse og medicare også i Afrika. Ja, selv en bil til alle Vietnamesere (hvis altså ikke det var så skidt i forhold til det med opvarmningen) Jeg vil også slås for, at Irakerne skal have ret til selv at bestemme i deres land, slås for at kvinderne i Iran og lignende steder kan få deres frihed tilbage fra religiones formørkelse. Jeg vil sågar slås for at amerikanerne kan få deres drenge hjem igen, uden at det skal ske i ligposer. Men at mene at Bush er bedre end Bin Laden, at kristendommen er bedre eller værre end Islam, der melder jeg mig ud - hold jer væk. Og skulle der stille en bombebehængt galning i min indkørsel med et krav om at jeg siger "Down with Bush" får han også fingeren. Skal der bruges gødning skal det være til blomster, ikke til bomber. Skal der der ske militær intervention, så intervenér for palestinænserne eller måske for dem i Dafur.

I'll be back

Hvem er værst

Jeg mener, hvem skal jeg blive mest arrig på, de autonome eller terroristerne fra Nørrebro? De er jo mere ens, end de nok selv vil indrømme. Den ene part insisterer på retten til at brænde og hærge for at få , hvad de mener er taget fra dem. Den anden part vil bombe for at få anerkendelse/underkastelse eller bare opmærksomhed.

Den ene part har demonstreret evnen til at terrorisere en hel bydel og evnen til at samle hele nationens afsky om sig. Den anden part har i hvert fald PET og pressens bevågenhed og dermed nationens. Begge parter er tilsyneladende enige om, at deres opfattelse af et berettiget krav kommer før almindelig anstændighed, medmenneskelighed og sund fornuft. Begge parter demonstrerer også en udsøgt mangel på forståelse for, at deres handlinger skader deres sag. Begge består de af helt unge mennekser, tilsyneladende uden virkelig rod i samfundets mainstream.

Når alt det er sagt, så falder mit lod altså for de misledte bombemænd. De slås da i hvert fald for et eller andet, som jeg kan forstå, for en tro eller et håb om en bedre verden. De autonome, de slås bare for at få ret, for et krav. De ligner mest børn i børnehavealderen, der kan rasere børneværelset fordi yougurten er peach melba og ikke jordbær.

Hvem er så mest effektive? Jo, de autonome raserer, smadrer og skaber sig, men kommer ikke videre. Terroristerne, de skræmmer bredere og i dybden. I øvrigt godt hjupet af en uhellig alliance mellem PET og pressen. PET skal vise sin effektivitet og sikre sig støre bevillinger, pressen sælger altid bedst når den kan sælge frygt og utryghed.

Til sidst et ord om sikkerhed. Terrorister i Danmark er godt stof, ingen tvivl om det. At de er her er alvorligt og truslen fra dem muligvis reel nok. Men hvornår er det blevet god presseetik at offentliggøre adresse på mistænkte, ovenikøbet før de overhovedet har væreet stillet for en dommer? Og hvad ligner det, når PET frejdigt knytter terrorgruppen sammen med ledende Al Queda folk. Er det reel borgeroplysning eller et forsøg på at puste til ilden og dermed til frygten (og dermed til flere bevillinger)? Det havde vel været nok, at begrunde anholdelserne med frygten for at de var ved at fremstille bomber. Nu får vi istedet et billede på nethinden af Osama Bin Laden i sin hule i ToraBora bjergene i ivrig telefonsamtale med hans diciple på Glasvej, udstedende ordrer og med gode råd til hvordan stofferne fra Matas skal blandes.

For mig at se, går pressen godt i spænd med de unge terrorister, eller hvad de nu er. De behøver ikkke sprænge bomber eller myrde uskyldige for at få opmærksomhed, for at sprede deres budskab, det klarer pressen og PET i uskønt samarbejde.

I'll be back

The Bourne Ultimatum

Hvis man skal eller bør tage amerikanske actionfilm alvorligt, så er denne sidste om Jason Bourne lidt af en udfordring. Vor helt er på jagt efter sandheden om sig selv, hvordan han er endt som supereffektiv lejemorder for Uncle Sam, CIA, NSA eller hvem det nu er. En totalt forvrøvlet historie på grundlag af den sædvanlige konspirationsteori om CIA, der handler på egen hånd og sætter almindelig anstændighed ud af spillet. Kombineret med moderne Big Brother teknologi, så skurkene, agenterne eller hvad de nu bør kaldes til enhver tid kan se hvad der foregår overalt i verden. Så hvorfor tage filmen alvorligt? Måske fordi den selv lever på netop frygten/fasinationen for det løbske regeringsorgan, der på vegne af fællesskabet, fører kampen mod fjenderne, terroristerne, os alle sammen med den yderste brutalitet og konsekvens. The last line of defence. Åbenbart en opfattelse, der går igen i utallige andre film og bøger. Efter at have se tilstrækkelig mange af arten tror man næsten på teorien. Og helt ved siden af er den jo ikke. Vi ser utallige angreb på den personlige frihed i USA i den hellige krig mod terrors navn. Vi hører dagligt om ulovlige anholdelser, tortur og deportation og så om Guantanamo og Abu Graib. Kun en ting adskiller i virkeligheden de fantasifulde historier fra virkeligheden i TV Nyhederne. Filmene ender i sidste ende lykkeligt, helten når sit mål, de mørke kræfter afsløres, skurkene straffes og folkestyret sejrer. Sådan går det sjældent udenfor biograferne. Nok om det. Det mærkelige ved denne vedholdende teori er at disse skjulte regeringsorganer tillægges overmenneskelige evner. De er altid næsten lige ved at lykkes, forhindres kun af en enkelt person, ofte støttet en en insider med det demokratiske sindelag intakt. Sådan tror jeg ikke virkeligheden er. Alt tyder på at CIA gennem hele sin historie har været uduelig, har mislykkedes med sine indgreb, er blevet afsløret gang på gang og i sidste ende hverken kunne undgå Vietnam eller 9/11. De virkelige skurke i Al Queda er stadig på fri fod og har det efter sigende godt og Castro er ved fredeligt at dø af alderdom og cigarer. I fuld offentlighed konkluderede CIA at Irak havde Weapons of Mass Destruction - It's a slam dunk case eller på Foghsk, det er ikke noget vi tror, det er noget vi ved.
Måske disse virkelighedsfjerne film er udtryk for et ærkeamerikansk ønske om virkelig at kunne de ting som de kan på film, et ønske om ikke at være pinligt klumsede. Måske ikke underligt at helten klarer sig som Supermand og at tegneseriehelten Supermand har særdeles mange lighedspunkter med Jesus. Måske de både ønsker sig kræfter som superhelte og snedige agenter, men samtidig ønsker at fastholde drømmen om The Worlds Greatest Democracy. Måske amerikanere er mere dybe end vi normalt mistænker den for?
Som i slutningen, hvor Jason møder sin skaber og får den lakoniske besked, at han selv, oprindeligt frivilligt og med åbne øjne valgte at blive lejemorder og at miste sin idenditet. (sin uskyld?) - Fjenden er ikke dem, det er os selv!
Alt det her ufortalt, så er The Bourne Ultimatum en fremragende agentfilm. Den fungerer på genrens præmisser, slagsmålscenerne er fantastiske, lysår fra Jackie Chan og James Bond, spændingen konstant voksende og især de mange jagter gennem gader og over hustage er imponerende medrivende. Og utrygheden ved brugen af moderne IT til overvågning er nærmest klaustrofobisk.
I'll be back