9/11

Kan der egentlig siges noget nyt om 9/11? Både og, konsekvenserne er blevet som det formodentligt var Osama Bin Ladens mening. Islam mod resten af verden, slagmark hvor Islam er stærkest og øget polarisering verden rundt.

Amerikanerne opfører sig som "puppets on a string" og gør dagligt Osamas beskidte arbejde. Et hvert formål som han måtte have haft med sit angreb på USA er gået ti fold i opfyldelse og han må egentlig være godt tilfreds med sig selv, derude i bjergene mellem Pakistan og Afganistan, eller hvor han nu har sit TV studie.

Også Samuel P Huntington må føle sig i vælten disse dage. Det var ham med "The Clash of Civilisations" og tesen om kampen mellem de store kulturer. Omvendt med Francis Fukiyama, ham der forudsagde "The End of History", alt var sket med Sovietunionens sammenbrud og resten at historien ville være fryd og gammen på Vestens præmisser. Han må godt nok være sur og har da efter sigende også indrømmet sin fejltagelse i en ny bog, som sikkert ingen har læst.

Også vor ven George W Bush kan være i godt humør. Uden 9/11 havde han formodentlig gået over i historiens glemmebog som blot en i række af uduelige præsidenter. Istedet vil han nu blive husket for krigen mod terror, Irak og ikke mindst det mindeværde klip fra børnehaven, hvor han får besked om angrebet på Twin Towers.

Værre er det for alle os andre som egentlig mente, at verden havde gode muligheder for at blive et bedre sted for alle mennesker. Som egentlig ikke kunne se de store problemer i at leve sammen med muslimer, jøder eller kristne fundamentalister. Vi er nu tvunget til at vælge, hvis vi er for dem er vi mod de andre og hvis vi tillader os at argumentere for at gråtoner eksisterer, så er vi imod ytringsfriheden, svigter vore kæmpende drenge eller hvad det sidste nye slogan nu går på.

Jeg nægter, ganske simpelt - gider ikke være en del af den strid. Fundamentalister, dem kan jeg blive gal og intolerant overfor. Men muslimer, buddister, kristne, ja selv republikanere, dem skal der være plads til, bare de grundlæggende tænker på samme måde om mig. Jeg orker ikke deltage i krigen mod terror lige så lidt som jeg kan sige noget som helst godt om fundamentalisternes korstog for genskabelse af middelalderens mørke. I min verden hører kalifatet hjemme i en gammel, meget læst tegneserie om de egne.

Skulle jeg tro pressen, så bor der en vaskeægte islamistisk terrorist lige et håndgranatkast fra mig, skal jeg nu til at være bange for ham - nej vel vil jeg ej! Er det acceptabelt at internetudbyderne nu overvåger hvad jeg laver på nettet? Nej, det er et helt unødvendigt og uacceptabelt overgreb på min personlige frihed.

Så her, på 6 års dagen erklærer jeg højtideligt, I want no part in it. Jeg vil slås mod global opvarmning, slås for lige muligheder til alle, uddannelse og medicare også i Afrika. Ja, selv en bil til alle Vietnamesere (hvis altså ikke det var så skidt i forhold til det med opvarmningen) Jeg vil også slås for, at Irakerne skal have ret til selv at bestemme i deres land, slås for at kvinderne i Iran og lignende steder kan få deres frihed tilbage fra religiones formørkelse. Jeg vil sågar slås for at amerikanerne kan få deres drenge hjem igen, uden at det skal ske i ligposer. Men at mene at Bush er bedre end Bin Laden, at kristendommen er bedre eller værre end Islam, der melder jeg mig ud - hold jer væk. Og skulle der stille en bombebehængt galning i min indkørsel med et krav om at jeg siger "Down with Bush" får han også fingeren. Skal der bruges gødning skal det være til blomster, ikke til bomber. Skal der der ske militær intervention, så intervenér for palestinænserne eller måske for dem i Dafur.

I'll be back

Hvem er værst

Jeg mener, hvem skal jeg blive mest arrig på, de autonome eller terroristerne fra Nørrebro? De er jo mere ens, end de nok selv vil indrømme. Den ene part insisterer på retten til at brænde og hærge for at få , hvad de mener er taget fra dem. Den anden part vil bombe for at få anerkendelse/underkastelse eller bare opmærksomhed.

Den ene part har demonstreret evnen til at terrorisere en hel bydel og evnen til at samle hele nationens afsky om sig. Den anden part har i hvert fald PET og pressens bevågenhed og dermed nationens. Begge parter er tilsyneladende enige om, at deres opfattelse af et berettiget krav kommer før almindelig anstændighed, medmenneskelighed og sund fornuft. Begge parter demonstrerer også en udsøgt mangel på forståelse for, at deres handlinger skader deres sag. Begge består de af helt unge mennekser, tilsyneladende uden virkelig rod i samfundets mainstream.

Når alt det er sagt, så falder mit lod altså for de misledte bombemænd. De slås da i hvert fald for et eller andet, som jeg kan forstå, for en tro eller et håb om en bedre verden. De autonome, de slås bare for at få ret, for et krav. De ligner mest børn i børnehavealderen, der kan rasere børneværelset fordi yougurten er peach melba og ikke jordbær.

Hvem er så mest effektive? Jo, de autonome raserer, smadrer og skaber sig, men kommer ikke videre. Terroristerne, de skræmmer bredere og i dybden. I øvrigt godt hjupet af en uhellig alliance mellem PET og pressen. PET skal vise sin effektivitet og sikre sig støre bevillinger, pressen sælger altid bedst når den kan sælge frygt og utryghed.

Til sidst et ord om sikkerhed. Terrorister i Danmark er godt stof, ingen tvivl om det. At de er her er alvorligt og truslen fra dem muligvis reel nok. Men hvornår er det blevet god presseetik at offentliggøre adresse på mistænkte, ovenikøbet før de overhovedet har væreet stillet for en dommer? Og hvad ligner det, når PET frejdigt knytter terrorgruppen sammen med ledende Al Queda folk. Er det reel borgeroplysning eller et forsøg på at puste til ilden og dermed til frygten (og dermed til flere bevillinger)? Det havde vel været nok, at begrunde anholdelserne med frygten for at de var ved at fremstille bomber. Nu får vi istedet et billede på nethinden af Osama Bin Laden i sin hule i ToraBora bjergene i ivrig telefonsamtale med hans diciple på Glasvej, udstedende ordrer og med gode råd til hvordan stofferne fra Matas skal blandes.

For mig at se, går pressen godt i spænd med de unge terrorister, eller hvad de nu er. De behøver ikkke sprænge bomber eller myrde uskyldige for at få opmærksomhed, for at sprede deres budskab, det klarer pressen og PET i uskønt samarbejde.

I'll be back

The Bourne Ultimatum

Hvis man skal eller bør tage amerikanske actionfilm alvorligt, så er denne sidste om Jason Bourne lidt af en udfordring. Vor helt er på jagt efter sandheden om sig selv, hvordan han er endt som supereffektiv lejemorder for Uncle Sam, CIA, NSA eller hvem det nu er. En totalt forvrøvlet historie på grundlag af den sædvanlige konspirationsteori om CIA, der handler på egen hånd og sætter almindelig anstændighed ud af spillet. Kombineret med moderne Big Brother teknologi, så skurkene, agenterne eller hvad de nu bør kaldes til enhver tid kan se hvad der foregår overalt i verden. Så hvorfor tage filmen alvorligt? Måske fordi den selv lever på netop frygten/fasinationen for det løbske regeringsorgan, der på vegne af fællesskabet, fører kampen mod fjenderne, terroristerne, os alle sammen med den yderste brutalitet og konsekvens. The last line of defence. Åbenbart en opfattelse, der går igen i utallige andre film og bøger. Efter at have se tilstrækkelig mange af arten tror man næsten på teorien. Og helt ved siden af er den jo ikke. Vi ser utallige angreb på den personlige frihed i USA i den hellige krig mod terrors navn. Vi hører dagligt om ulovlige anholdelser, tortur og deportation og så om Guantanamo og Abu Graib. Kun en ting adskiller i virkeligheden de fantasifulde historier fra virkeligheden i TV Nyhederne. Filmene ender i sidste ende lykkeligt, helten når sit mål, de mørke kræfter afsløres, skurkene straffes og folkestyret sejrer. Sådan går det sjældent udenfor biograferne. Nok om det. Det mærkelige ved denne vedholdende teori er at disse skjulte regeringsorganer tillægges overmenneskelige evner. De er altid næsten lige ved at lykkes, forhindres kun af en enkelt person, ofte støttet en en insider med det demokratiske sindelag intakt. Sådan tror jeg ikke virkeligheden er. Alt tyder på at CIA gennem hele sin historie har været uduelig, har mislykkedes med sine indgreb, er blevet afsløret gang på gang og i sidste ende hverken kunne undgå Vietnam eller 9/11. De virkelige skurke i Al Queda er stadig på fri fod og har det efter sigende godt og Castro er ved fredeligt at dø af alderdom og cigarer. I fuld offentlighed konkluderede CIA at Irak havde Weapons of Mass Destruction - It's a slam dunk case eller på Foghsk, det er ikke noget vi tror, det er noget vi ved.
Måske disse virkelighedsfjerne film er udtryk for et ærkeamerikansk ønske om virkelig at kunne de ting som de kan på film, et ønske om ikke at være pinligt klumsede. Måske ikke underligt at helten klarer sig som Supermand og at tegneseriehelten Supermand har særdeles mange lighedspunkter med Jesus. Måske de både ønsker sig kræfter som superhelte og snedige agenter, men samtidig ønsker at fastholde drømmen om The Worlds Greatest Democracy. Måske amerikanere er mere dybe end vi normalt mistænker den for?
Som i slutningen, hvor Jason møder sin skaber og får den lakoniske besked, at han selv, oprindeligt frivilligt og med åbne øjne valgte at blive lejemorder og at miste sin idenditet. (sin uskyld?) - Fjenden er ikke dem, det er os selv!
Alt det her ufortalt, så er The Bourne Ultimatum en fremragende agentfilm. Den fungerer på genrens præmisser, slagsmålscenerne er fantastiske, lysår fra Jackie Chan og James Bond, spændingen konstant voksende og især de mange jagter gennem gader og over hustage er imponerende medrivende. Og utrygheden ved brugen af moderne IT til overvågning er nærmest klaustrofobisk.
I'll be back

Politik og forudsigelig kedsomhed

Lige nu går valgtrommerne, spørgsmålet er ikke om, men hvornår han udskriver valget. Og al almindelig fornuft synes afblæst. Mit eget parti udlover rettigheder til borgerne, en masse af slagsen, Anders Fogh det samme, men med andre ord og 50 milliarder på kant. Bent B lover skattelettelser og Connie snakker om grønne afgifter. Pia er ikke tilfreds, men hvis nu pensionisterne og plejepersonalet, så måske alligevel. Margrethe vil bare gerne ind i varmen. Naser er lykkelig, for nu behøver han ikke have en egen politik, han skal bare kommentere de andres så kan han ellers leve på populariteten. Tilbage er SF og Enhedslisten, der bare er sure og vil trække Socialdemokratiet til venstre. Til venstre for hvad, må man spørge, venstre med stort eller lille V?

Kan man ikke tillade sig et lettere verdensfjernt suk og antyde, at det ikke rager mig så voldsomt, selvom det da bestemt burde optænde mig af den hellige ild og kampgejst.

Jeg hører til flokken, der vrider tæerne af led, hver gang Pia K eller nogle af hendes kompaner toner frem på skærmen eller i avisen. Er umådelig træt af Anders Fogn og hans afvisning af en hver form for politisk debat. Træt af Helles tilsyneladende manglende mod, til at foreslå egentlige ændringer. Socialdemokraterne tror pt. at regeringsmagten ligger hvor Venstre står, blot med nye ansigter. Og jeg er ved at brække mig over de radikales holdningsløse leflen for hvem, der tilbyder mest.

Hvad så, blive hjemme, slukke for TV'et eller gøre min borgerpligt i partiet. Det ender nok med det sidste, om ikke andet så for at vise, at vi stadig er her.

Og så har jeg et lille familiært problem, min søn er kandidat for de Radikale, mener noget af det partiet går til valg på og er i øvrigt en ganske fornuftig fyr, når det altså ikke lige drejer sig om valg af politisk parti. Så jeg kan da altid følge med i hans valgkamp og heppe lidt fra sidelinien. Så hvis du bor på Frederiksberg og kunne finde på at stemme radikalt, så er der her et ikke helt umuligt bud.

Du kan finde ham her, http://www.radikale.dk/CMS/forside03.aspx?SiteID=4340, men lad være med at sige, du havde det fra mig!

I'll be back

Ud at flyve med de skøre

Forleden undte jeg mig den oplevelse, at bruge en dag på at flyve frem og tilbage til Göteborg i en DC-3 fra 1944. Totalt nørdet og totalt sjovt. Jeg har i en årrække været medlem af DC-3 Vennerne, en forening der holder en gammel DC-3, osse kendt som C-47 eller Dakota. Flytypen er velkendt og der er verden rundt heldigvis en del, der stadig flyver. Det var så anden gang, jeg undte mig en tur og sikke en oplevelse. Ikke nok med at man sidder langt bedre, der er plads til ben og bagdel, man ser bedre ud og ser mere fra 1000 fod end fra 30.000 fod. Men det bedste er stemningen, følelsen af at være del af en makanisme, der næsten har sin egen sjæl. Og så lykkedes det de gamle Douglas ingeniører at skabe en smuk flyvemaskine, med elegante linier og karisma.

Målet for flyveturen var nu hellerikke uinteressant. Tilbage i 50'erne gjorde svenskerne en masse for at forsvare deres neutralitet. Et af tiltagene var underjordiske flyvepladser og den ved Säve udenfor Göteborg er den bedst bevarede og vist også største. Her havde man boret sig ned under et lokalt bjerg og lavet plads til op imod 75 kampfly. Så kunne russerne bombe med atomvåben og hvad ved jeg. Når skyen så var drevet væk, åbnede de porten og flyene var klar til at køre op og kæmpe videre. Et kæmpeprojekt, 22.000 m2 tunnel med al den tilhørende infrastruktur. Så vidt jeg ved, skulle der være 4 tilsvarende anlæg andre steder i Sverige. Man kan sige at svenskerne tog deres neutralitet alvorligt, dengang i den kolde krigs tid. Man kan også sige, de var totalt urealistiske - hvad var der at forsvare, efter at bomben var kastet? Men sådan tænkte de nok ikke dengang. Ihvertfald var den underjordiske flyveplads et godt eksempel på, hvad man dengang opfattede som eneste alternativ til Nato. Ikke underligt at vi i disse dage også hører, at svenskerne helt op i tresserne arbejdede med at udvikle egne atomvåben. I sandhed en helt anden tilgang end hvad vi valgte i Danmark.

Se fotos'ene her http://picasaweb.google.dk/HHalbum/MedDC3TilGTeborg14August2007

I'll be back

90 år

Hvem skulle tro det, frisk og frejdig og så 90 år gammel d. 6. august. Imponerende og glædeligt at jeg sådan kan opleve min mor som åndsfrisk, fuld af gå på mod og med humør, selvom billedet fra dagen ikke viser det helt. Bevares det er skidt med synet, øjnene holder ikke til krydsogtværser mere, og det kniver med at se ting tæt på. Konditionen er hellerikke hvad den har været, men ellers...
Vi holdt selve dagen med den nærmeste famile, hun stod selv for det hele og vi havde en rar dag i Rørvig. Et par dage før var der fest for venner og den lidt mere udstrakte familie. Stor frokost for mere end 30 mennesker. De fleste kom fra langt fra for at fejre min mor. Der var et par næsten lige så gamle og så alle generationer helt ned til de helt små. Alle kendte de min mor som hende, der altid var der, reserven, der kunne bruges, når egne forældre ikke slog til. Alle holder de kontakten ved lige og kommer mere eller mindre jævnligt på besøg.
Flot gået Mor
I'll be back

Ingenting, uden noget på

Jeg har ikke meget tilovers for Naser Khader, indrømmet. Der er et eller andet ved den politiker, der provokerer mig. Det er nok dybest set et ubehag over at popularitet er så billigt til salg. Har Naser nogensinde præsteret andet en at være den pæne muslim, svigermors drøm. Ikke så anderledes så det gør noget, men alligevel lidt spicy, så det kan vække interesse i det brede mellemlag.

Og det kan man så bygge et parti på, ovenikøbet er parti som pt. får opbakning af mellem 4 og 5% af vælgerne. Men hvad har de at sige. Jo skatten på arbejde skal ned, hvordan ved ingen. Vi skal være lidt mere venlige overfor flygtninge og indvandrere, men partiet tilslutter sig 24 års reglen. Sådan går det deruda. Små pip, som de andre partier allerede har i deres politik, intet nyt, intet provokerende, intet man kan slå sig på og forholde sig til. Jo altså, nok er nok. Pia K har for megen indflydelse, men derfor kan vi da godt samarbejde med hende, sådan skal det ikke være!

Det er muligt Naser Khader står for noget, men så holder han det hemmeligt. Det er muligt hans parti kan mindske Pia K's indflydelse, men det ser mere ud som om Ny Alliance bare har til opgave at sikre Anders Fogh fire år mere i regeringsstolen. Bør vi vente i spænding på partiets udmeldingner om en ny politik? Tja, jeg holder i hvert fald ikke vejret.

Og så er der hele ideen bag hans ejendomsret til partiet Ny Alliance. Et nyt, moderne parti, altså bare lige til medlemmerne kan læse, at det er ledelsen, de tre musketerer, der bestemmer. Det er OK med medlemskontigent og støtte, et par gode ideer til politik er vel hellerikke at foragte, men tag ikke fejl, der er Naser og Co, der bestemmer og sådan skal det bare være. Sjovt nok er det eneste parti, der har en lignende, "moderne", struktur ingen ringere end Dansk Folkeparti.

Så ja, det er ganske vist. Kejseren har jo ikke noget tøj på.

I'll be back

Irak, endnu engang

På vej til Jylland hørte jeg et spændende interview med en irakisk flygtning her i Danmark. En kvinde som først i firserne måtte flygte først til en partisantilværelse i Kurdistan og senere efter et giftgasangreb flygte videre over et ophold i Moskva til Danmark. En frygtelig og gribende historie, men også en historie, der efterlod et par sildeben i halsen.

Hendes søn havde hun oprindeligt måttet efterlade, men fik så efter vist 15 år kontakt til ham igen og fik ham familiesammenført til Danmark. Han er imidlertid for irakisk og vælger et par år efter at flytte hjem igen. Han vælger altså Saddams Irak frem for vort trygge Danmark. Efter befrielsen/besættelsen prøver han på at samarbejde med det nye styre og amerikanerne. Han bor i Bagdad, men har nu opgivet af frygt for fundamentalisterne/terroristerne og vil så nu bruge sit danske statsborgerskab til at komme på ny til Danmark.

Et andet sildeben var da kvinden fortæller om sine oplevelser fra to besøg i Bagdad efter krigen. Første gang føler hun sig vældigt godt tilpas og glad. Anden gang et par år senere skal hun arrangere sønnens bryllup. Nu er situationen helt ændret. Hun tvinges til at gå med tørklæde og strømper, musik og sang er forbudt og hun må hyre bevæbnede vagter for at sikre at brylluppet kan afholdes med den traditionelle pomp og pragt.

Sidste sildeben var da intervieweren spørger hende om hendes vurdering af, hvordan hun ser på hvornår der kommer demokrati i Irak. Hun svarer ikke andet end med en henvisning til at det vil tage mange år og at begrebet demokrati vist ikke stod helt krart for flertallet af irakere. Og så siger hun at det er for dårligt, at vi danskere først deltager i en invasion, og så nu forlader den synkende skude (min oversættelse). Hendes opfattelse var vist, at når vi nu var gået ind, så måtte vi blive og gøre den nødvendige indsats til forholdene var i orden.

Hendes ord sad fast i halsen på mig på den lange biltur frem og tilbage til Bjerringbro, godt at der stadig i P1 kan være udsendelser, der kan provokere og vække tvivlen.

I'll be back

Retur fra Azorerne og hjem til Pia K

Just hjemkommet fra en hurtig tur til Azorerne. Lige midt ude i Atlanterhavet, to timers flyvning fra den spanske halvø, men ellers meget som resten af EU, med enkelte undtagelser, heldigvis. Naturen er fantastisk, vejret er perfekt og fiskeriet er vel som for mange hundrede år siden. Et rigtigt mandeerhverv for rigtige mænd - jeg så i hvert fald ingen fiskende kvinder. I øvrigt var det påfaldende at mændene stod rundt omkring og brugte timer på at snadre med store håndbevægelser og indforstået mimik. Kvinderne derimod, var næsten usynlige. Enkelte kvinder sad på dørtrin eller hang ud af vinduerne, men ellers var de usynlige (Ja lige med undtagelse af de indkøbende kvinder i supermarkedet, de fyldte tilgengæld også på alle måder!)

Hovedøen er præget af gamle vulkaner og deraf følgende dramatiske landskaber, godt med sol og regn og så har de tilsyneladende gjort god brug af EU midler, øen virkede meget velstående, også mere end hvad den begrænsede turisme og så fiskeriet synes at kunne berettige til.

Jeg så hvaler, delfiner, flyvefisk, fugle blæksprutter og en masse andet spændende. Og så var der en frygtelig masse teenage tøser i ikke meget tøj at kigge efter (kun kigge!) så alt i alt en spændende uge midt i Atlanten.

Se billederne her http://picasaweb.google.dk/HHalbum/IlhaVerdeJuli2007

Og så kommer man hjem til lille Danmark, hovedhistorien er Pia K, der nu har udskiftet pensionisterne med plejehjemspersonalet. De skal have mere i lønposen så de bedre kan pleje de pensionister, som DF ikke orker at smide flere penge efter. 5 milliarder som skal fordeles til disse grupper ved overenskomstforhandlingerne, jamen jamen! Hvor længe er det siden at de stod bag forliget med kommunerne om budgetterne, kommunalreformen og hvad ved jeg - sammen med regeringen. Ja, politisk populisme er uden hukommelse, uden anstændighed og uden ansvar!

I'll be back

En umulig sommerdiskussion

Nu fortrænger den virkelig røde fare de frygtede dræbersnegle. Enhedslisten er i gang med et landsforrædderi og svigter "vore drenge" i krigen i Irak. Dvs. det er jo ikke Enhedslisten, selvom de har ment det samme fra krigens start. Nej, historien er bedre, nu er det Asmaa Abdol-Hamid, der er ude med endnu et ophidsende budskab. Og det er jo en langt bedre historie end hvis Rune Lund eller hvad de nu hedder havde sagt det samme. Ikke nok med at hun ser fremmed ud, hun tillader sig at fremsætte sine synspunkter på formfuldendt dansk. Det kan man jo ikke bare sådan tillade sig. Tænk engang, en kvinde, erklæret fundamentalistisk islamistist, stiller op for den yderste venstrefløj - og så tillader hun sig at fremture velargumenteret, klart og på det nydeligste ærkedanske. Det er simpelthen for meget. Og når hun så snigløber de danske soldater, der ganske vist er på vej ud, men stadig sætter livet på spil, ja så er selv Villy Søvndal på krigsstien. Måske Villy vil sætte Hjemmeværnet ind mod Asmaa når nu interessen for at bruge Hjemmeværnet mod dræbersneglene ikke var så stor.

Til sagen.

Irak blev overfaldet af en koalition af villige, deriblandt danske soldater. Danmark har en styrke i Bashra efter anmodning af den lovligt valgte irakiske regering. Nu med FN mandat, javel, men forklar lige den iraker, der er oplever sig forulempet af fremmede styrker, at hans egen frit og demokratisk valgte regering selv har bedt danskerne om at køre patruljer i hans landsby. Jeg tvivler på at jeg selv ville kunne se forskellen, hvis rollerne var vendt om.

Vi hylder højlydt de få frihedskæmpere, der vovede pelsen under tyskernes besættelse af Danmark. Tyskerne og regeringen kaldte dem ganske vist terrorister, men hvad. Vi hyldede den vietnamesiske befrielseskamp, selvom den var rettet mod en lovlydig valgt sydvietnamesisk regering. Og vi hyldede, med Lars Lykke Rasmussen i spidsen, afganernes befrielseskrig mod russerne, som havde besat landet på indbydelse af den lovligt valgte afganske regering. Så helt let er det ikke, hvem er lovlige frihedskæmpere, hvem er terrorister og hvem er bare ganske almindeligt møgsure over at se fremmede soldater i gaderne.

Jeg nærer en stor beundring for de danske soldater, der hver dag sætter livet på spil for en tabt sag. Men forståelsen for dem og deres umulige situation bør ikke forhindre os i at diskutere krigen/besættelsen/befrielseskampen bredt i pressen og mellem hinanden. Og den ret må Enhedslisten og deres åbenmundede kandidat vel tilstås i vort demkratiske samfund.

I'll be back

Slut med Harry

Så nåede jeg bind 7 til ende, og, surprize surprize, den endte som man kunne forvente. Ikke mindst i lyset af de sidste års enorme forventninger og spekulationer gik læsningen hurtigere og hurtigere som der blev færre og færre sider i bogen. Konstruktionen var simpel, Harry og Voldemort kan ikke begge eksistere samtidig, der var ikke et bind 8 planlagt og nogen af hovedpersonerne skulle slås ihjel.Man kunne så have opstillet en afkrydsningsliste og holdt væddemål om hvem der vandt, hvem der blev slået i hjel og om serien endte godt eller skidt. Spændende tanke, som nok er realiseret et par tusinde steder på nettet. Nu er det altså for sent og listen kommer ikke her. Så bare læs videre, både i bogen og her på siden.

Som en anden, der ikke må nævnes ved navn, har jeg levet med Harry siden serien begyndte, jeg husker ikke hvorfor jeg købte den første, vist mest som impuls. Sjovt har det været, især de første bøger var fyldt af en fantastisk humor og varme, billedet af Hogsward og de lettere kiksede troldmænd var fængslende og jeg måttte grine højt gang på gang. Som serien skred frem blev temaet mere og mere alvorligt, der blev længere og længere mellem grinene. Istedet voksede der en kamp frem mellem det gode og onde i hver enkelt af os, wizards eller ej, en kamp mellem den tolerante samfundsmodel overfor den facistiske. En kamp mellem kaos og harmoni. Iklædt fantastiske gevanter, fabeldyr, duellerende tryllestave og et spændende persongalleri. Jeg var forhekset, levede med og holdt af personerne, selv ham Tom Riddle, som i virkeligheden er bøgernes mest gådefulde og dermed mest spændende person.

Fra mit personlige liv kan jeg genkende de frygtelige Dementors, der sluger al glæde og varme og kun kan skræmmes væk med en Patronus, en skytsengel, der reflekterer ens inderste væsen. Jeg kan genkende tivvlen på hvad der er rigtigt at gøre, og skammen over begåede fejl og ikke mindst behovet fort at have nogen at holde af, at være holdt af og det svære ved at acceptere dette.

Men altså nu slut med Harry og hvilken slutning, der er drøn på i sidste bind, trylleformularerne fyger gennem luften, sceneriet skifter og spændingen er tårnhøj til sidste - næstsidste side. Ikke en bog jeg ville læse højt som godnatlæsning for mindre børn. Men godt gået fr. Rowling, skulle du få flere gode ideer til nye serier, så står jeg parat i køen ved boghandleren.

He w'nt be back.

Set fra den anden side

Vi er vant til at se de skrækkelige billeder fra Irak gennem vor vestlige optik. Vi ser med total mangel på forståelse på selvmordsbomber, fanatisme og ekstremisme. Vi ser Irakere slagte Irakere og ødelægge religiøse helligdomme. Og vi forstår det ikke. Hvad vi end mente om invasionen, så burde et ellers civiliceret folk ikke gå sådan i opløsning. Men det gør det, og forholdene bliver bare værre dag for dag.

Så faldt jeg over en bog af en algerisk forfatter, Yasmina Khadra, The Sirens of Bagdad, og så blev det hele lidt mere forståeligt og lidt mere frygteligt. Bogen handler om en ung irakisk knægt, der provokeres til at blive selvmordsbomber. I sig selv slemt nok, men beskrivelsen af et amerikansk kontrolbesøg hos hans familie i en søvnig landsby er rædselsvækkende, som ganske lidt andet jeg nogensinde har set eller læst. Ja det overgås vel kun af den scene, hvor en såret irakisk etellerandet bliver skudt af amerikanske soldater. I bogen overtræder amerikanerne alle normer for hvordan man skal omgås andre mennesker og bryder med selv det mindste krav om anstændighed. I sig selv slemt nok, men bogens pointe er at set med irakiske øjne er overgrebet tusind gange værre fordi hjemmets fader ydmyges. Når han, i sig selv temmelig ussel og nedbrudt, udmyges for øjnene af sin søn, så lægges vejen til katastrofal hævn øjenblikkelig åben og kravet om at hævne faderes ydmygelse kan kun efterleves med blod.

Bogen indeholder også en rystende beskrivelse af forholdene i Bagdad, igen set nedefra, fra en irakers synspunkt og med dennes perspektiv. Bestemt ikke rar læsning.

Khadra har begået to bøger mere om Irak, jeg ved ikke om jeg glæder mig til at læse dem, men det er desværre nok nødvendig læsning. Skulle nogen, udover Bush og Fogh, mene at krigen i Irak kan vindes, hvad det så ellers indebærer, så burde denne bog give stof til fornyet eftertanke.

I'll be back

Ps. Fik læst de to andre bøger i triologien på tur til Azorerne. Pyha, det var hårdt. Den ene handler om Afganistan og forholdene med Taleban, den anden om situationen i Israel og Palæstina. Sjældent har jeg haft så svært ved at læse, måtte stoppe for hvert kapitel og sunde mig. Og sjældent har bøger efterladt mig med så stort ubehag. Hvad er det dog, der sker blandt disse fundamentalister, hvad driver dem så vidt og hvorfor har de fremgang. Læs bøgerne og få svaret, men bered dig på søvnløse nætter.

The swallows of Kabul og The Attack. Jeg fik mine gennem Amazon.

Brylluppet i Thisted

Efter 58 år lykkedes det mig at deltage i et "rigtigt" bryllup, først i kirken -puha, at det skulle overgå min søn- og så siden til en flot fest med kærlige taler og afsluttende brudevals. Smukke og glade var de, flot fest med mange flotte og kærlige taler, enormt rare mennesker. Tænk at min (og Susannes) søn har gjort sig fortjent til at den ståhej. Selv blev vi gift på Rådhuset, medens Rune blev passet hjemme. Vi nåede frem og tilbage på én HT billet og det var vist det. Som jeg husker det, så var det med at være blevet gift ikke sådan nogen vi snakkede om, det var mest for at sikre arvefølgen. Dengang var det besværligt at være samboende med et barn, det var "lettere" at være gift, rent formelt og lovmæssigt i hvert fald.

Brylluppet i lørdags var noget helt andet. Glade var de, Linda smuk som en gudinde og Rune flot og ikke mindst stolt. Det lykkedes ham at holde en fantastisk tale for sin brud - og lidt for alle os andre, og han lød slet ikke som en folketingskandidat. Så blev de ellers begge kærligt chikaneret af familie og ikke mindst venner, hvoraf nogen kendte dem lidt for godt. Et par af historierne var i hvert fald ikke kendte for mig, godt det samme!

Selv lykkedes det mig, i bogstaveligste forstand totalt uforberedt og med hovedet fyldt af noget helt andet, at kvække et eller andet om hvor langt et æble kan falde fra stammen.

Men en fantastisk oplevelse var det. Ikke mindt at min mor, 90 år om knap en måned, klarede turen og var med til sidste sekund. Så tak og undskyld, at jeg var lidt distræt og optaget af helt andre ting end min søns bryllup.

I'll be back

Underet i Thisted

Hvordan beskriver man følelsen af et bjerg, der smuldrer sammen om en, følelsen af at verdens sorteste sky går i opløsning? Jo, klicheer er der nok af, så måske jeg bare klinisk skal registrere, at jeg genså min datter her i lørdags til min søns bryllup. Genså er et fattigt ord, fordi det vel er 15 til 18 år siden vi sidst har været sammen og savnet har været massivt i alle årene. Men i det øjenblik vi stod overfor hinanden og hun gav mig et knus, så var det klicheerne stod i kø for at udtrykke følelserne. Jeg vil ikke påstå jeg registrerede ret meget af brylluppet i kirken, dertil var øjnene for fyldt med vand og hovedet et helt andet sted, men det er vel også undskyldeligt. Omvendt kan man sige, at hvis en kirke nogensinde har været ansvarlig for et under, så skete der i hvert fald et af slagsen i Thisted i lørdags.

I'll be back

Me and Bobby McGee

På vej hjem i dag var det salig Janis Joblin og hendes gamle hit der kørte rundt i hovedet. Ikke for musikken eller for den umiskendelige drive, der var over hende. Nej, for den dybt eksistentielle tekst: Freedom just an other word for nothing left to loose

Hvorfor? Fordi der nu strækker sig ikke mindre end 4 uger foran mig. 4 uger uden aftaler, uden forpligtigelser, uden ansvar for andre end mig selv. Jo da. Et bryllup på lørdag, en 90 års fødselsdag 6. august og et enkelt møde har da sneget sig ind i kalenderen. Men derudover, intet.

Den rene salighed blandet med skrækken for så lang tid uden struktur. Hvad skal jeg dog finde på, kan jeg holde ud at være alene med mig selv så længe uden at blive tosset (mere tosset). En slags forpremiere på pensionisttilværelsen.

Janis kunne ikke selv håndtere friheden og ansvarsløsheden, men druknede sig i stoffer. Mange af de gamle flippere fra dengang gik samme vej. Frihed er ikke sådan at håndtere, frihed er fin at drømme om, men svær at realisere og sværere endnu at leve ud uden at ende som drivgods, " Just like a rolling stone, like a complete unknown" som en anden af guruerne sang.

Jeg ved ikke hvordan det vil gå mig, lige nu er 4 uger lang tid, men mulighederne er også mange. Måske det vil lykkes at mødes med Bobby McGee og nyde friheden, måske jeg vil kede min røv i laser. Lige nu er jeg bare glad, ikke lige glad, men glad for de uanede muligheder - og så er der lige det med brylluppet lørdag i Thisted.

I'll be back

Truslen fra cykelisterne

Jeg ved det godt, isen er tynd her. Indrømmet, jeg kan også finde på at tage et højresving mod et rødt lys, der er et par småveje undervejs, hvor jeg ikke altid holder for rødt og et enkelt fladt venstresving kan det da godt blive til. En typisk tur frem og tilbage på arbejdet ville nok koste mig en ugeløn, hvis jeg havde en betjent i røven med bødebogen fremme. Men altså, og så er det jeg bevæger mig ud på isen. Jeg er ikke til risiko for nogen, hverken mig selv eller andre. Jeg generer ikke nogen, tvinger ingen til at undvige, bremse op eller bare til at sige hov. Og jeg kommer frem, det er sundt og jeg kan lide det.

Nu skal jeg så høre i pressen, at jeg udgør en særlig risiko i den københavns trafik, at der skal ske en ekstraordinær indsats overfor mig, at der skal uddeles bøder. I TV taler folk alvorligt og indtrængende og det hele er til at brække sig over.

Hvem har nogensinde set politiet ude med samme budskaber overfor alle bilisterne, der ikke kan se forskel på rødt, gult og grønt. Hvem har nogensinde stillet et TV crew op og stoppet bilisterne når de fræser over for rødt med 80 i timen, kører ud i kryds klart uden mulighed for at kunne nå over, parkerer på cykelstien eller overhaler i fodgængerfelter.

Jeg mener, hvad med proportionerne, hvad med virkeligheden. Ja, der køres skræmmende råddent af mange cykellister i København, der køres uden omtanke og folk kommer til skade.

Men skaderne er intet sammenlignet med det bilerne laver, de slår folk i hjel. Det er fint med lidt orden, men start dog hvor det batter, start med moralen blandt bilisterne.

Tænk engang, hvis politiets (og sommerpressens) interesse blev rettet mod virkelige problemer. Og tænk engang, hvis der bredte sig den oplevelse i befolkningen, og mest blandt cykelisterne, at vi alle skal være der på cykelstierne. Kører man med hensyn og forsigtighed, så er det nok sikrere end den tankeløse overholden af diverse politivedtægter om højresving, ensrettede gader og fortove. Det er solidaritet og respekt, der mangler, ikke blinkende blå lygter.

I'll be back

Harpen

Harpen som instrument har ikke sagt mig noget siden de gamle Marx Brothers film, det ændrede sig radikalt tirsdag aften. Var til jazzkoncert i Tivolis Koncertsal. Flot program med mange store stjerner og fængende musik. Men altså også med Tivolis Symfoniorkester, en 30 - 40 stykker af dem og så en harpe ude på fløjen. Eller rettere sagt en harpenist med umanerligt lange og smukke ben. Det var ikke fordi hun spillede så meget, et par gange blev harpen vippet hen mod hende og hun rørte ved strengene, men det var totalt umuligt at skelne lyden midt i bragende Bigband jazz og en fransk/amerikansk/dansk rytmesektion, hvor især den franske spjætfyr med det mystiske hår, var helt fantastisk.

Men min nye kæreste, hende harpen med de lange ben, hun sad bare og var med, foden vippede diskret til musikken og hun klappede sammen med os andre. Og jeg havde ikke øje for ret meget andet. Kun når Lisa Nilsson fik lov at synge med, så fik harpedamen uimodståelig konkurrence. Spændende koncert, lidt for meget larm og teknisk flot spil, lidt for lidt inderlighed, men en god aften - og så med et helt nyt blik på harpenister.

I'll be back

Væsentlighedskriteriet

Jeg hører nogen gange begrebet nævnt i forbindelse med de store nyhedskanalers udvælgelse af emner. Lørdag oplevede jeg et sådant eksempel.

Efter TV2 nyhederne skiftede man hurtigt over til Nyhedsstudiet udenfor Frederiksborg Slot, så vidt jeg forstod fordi spændingen var så stor. Og hvad var det så, der var så spændende, at der blev kørt direkte vist i 10 minutter (var ude og brække mig efter de første par minutter). Jo, de tre værter havde hver sit område, som de næsten ikke kunne vente på. Den ene var spændt på om Frederik fik lov til at bære babyen, den anden om hvad hun skulle hedde og den tredie, hvordan man afviklede et privat arrangement (med livedækning fra begge de store kanaler) Så var der en, der var spændt på hvem gæsterne var - regeringstoppen var jo ikke inviteret. Lone Kühlman fik fortalt, at Frederik er et følsomt menneske, hvor hun så ved det fra og Jens Dorph, at det var spændende hvilke signaler (den private) barnedåben sendte om kongehusets positionering i samfundet.

Som om det ikke var slemt nok, så fortalte de med stolthed at begge landsdækkende nyhedskanaler var tilstede med hvert sit nybyggede studier ved slottet, TV2 endda med egen helikopter.

Man må jo så håbe for DR og TV2 at intet forstyrrer den store satsning på væsentlige nyheder. Ikke flere bomber i London, ingen større myrderier i Irak elller fejlbombninger i Afganistan. Ingen megaregnskyl i Danmark eller nye afsløringer af doping hos CSC. Tænk hvis væsentlighedskrititeriet skulle tvinge redaktørerne til at vælge mellem barnedåb og andre nyheder. Tør jeg gætte på resultatet!

I'll be back

PS. Et hurtigt check af programmerne viser at der er livetransmission fra 7.00 på begge kanaler til 13.00 og så timelange reprotager igen i aften! Yes, flere penge til DR1 og flere reklamer til TV2 - pengene går jo til et væsentligt formål.

PPs. Man kunne jo spørge mig selv om ikke samme væsentlighedskriterie burde forhindre mig i at skrive disse linier, men sådan er der jo så meget...

Rasmussen nr. 1.

Poul Nyrup Rasmussen, eller Rasmussen 1, som han kalder sig i Europa. Forleden blæste han forbi Lo-Skolen og holdt foredrag om kapitalfonde for ca. 150 tillids- og sikkerhedsfolk. Jeg forstod ikke et kvidder, jo det med kapitalfonde er noget farligt noget og vi må handle, EU må vedtage regler mod kapitalfonde. Så meget var klart, men detaljerne gik et par kilometer over hovedet på mig og sikkert resten af forsamlingen der ikke indeholdt mange nationaløkonomer. Men oplevelsen var alligevel stor. Poul Nyrup kan noget med direkte kontakt og store forsamlinger. Han kan kommunikere, begejstre og skabe en god stemning. Han er på, der er hul igennem og alle følger hans mindste bevægelse. Ingen hosten, ingen sneg sig ud for at tisse eller ryge. Og ikke det mindste "uld i mund" - tværtimod! Og det samtidig med at formodentlig kun de færreste kunne følge hans argumenter.

Kontrasten til statsminister Poul Nurup Rasmussen i en TV debat er uforståelig. Direkte overfor et bredt udsnitg af den danske befolkning er han en af de beste kommunikatorer, foredragsholdere og agitatorer, jeg endnu har mødt. Når der så kommer et TV kamera imellem, går det galt og han bliver sin egen væste fjende. Mystisk.

At Poul Nurup så efterhånden er udstyret med et ganske betydelig ego og en lidt skinger forherligelse af sig selv, sit europæiske socialdemokrati og sin globale rolle er både til at forstå og tilgive. Den vilje til at ville kommunikere et teknisk svært emne til en måbende forsamling, den skal han have fuld respekt for.

Personligt var jeg i hvert fald næsten barnligt stolt af at være mødeleder i en sådan situation - tænk jeg trykkede ham i hånden hele to gange...

I'll be back

Deterrence

Mystisk film, TV2 viste fredag sent. Afskrækkelse hed den og viste en yderst handlekraftig president, der før 9/11 skal forholde sig til en ny Irak invasion mod Kuwait og trusler i hele regionen. Handlingen kort i al sin besynderlighed:

Irak invaderer Kuwait og truer samtidig Israel. Præsidenten går på nationalt TV og meddeleler Irak, at han vi udslette Bagdad, hvis de ikke øjenblikkelig trækker sig tilbage. Det gør Irak ikke og derfor udsletter præsidenten Bagdad. End of story.

Ja, rent bogstavligt ender filmen med Bagdads udslettelse. Der sker naturligvis en række besynderlige ting undervejs. Irak angriber resten af verden med atomvåben på langdistanceraketter. Heldigvis viser det sig, at disse atombomber netop er solgt til Irak for at undgå, at de selv udvikler atomvåben og at de derfor ikke kan eksplodere. Heldigt for det meste af Europa og ikke mnindst for vor gæve præsident.

Morale: Irak med Saddams søn Uday i spidsen er villig til at ofre ikke blot Bagdads befolkning, men en hel del millioner mere rundt omkring i verden. Altså det er helt i orden - og cool - at præsidenten holder hovedet koldt, undlader at forhandle og istedet handler konsekvent med udslettelsen af Bagdad. Man forhandler da vel ikke med udyr!

Filmen var en "very low budget" produktion fra 1999, altså før 9/11, men med Kuwait i frisk erindring. På besynderlig vis kommer den til at forudsige den virkelige invasion af Irak udfra påskuddet om masseødelæggelsesvåben, der truede resten af verden - men som altså ikke var der. Var filmen en del af oprustningen? En del af kampagnen, der skulle føre til invasionen i 2003. Eller bare et banalt udtryk for amerikanernes evindelige tro på egen overlegenhed og ringeagt for andre folk?

Besynderlig film, i hvert fald.

I'll be back