mandag, februar 19, 2007
Hvis Dansk Folkeparti fik sin vilje
Tænk engang, hvis nu DF og Karen Jespersen fik sin vilje. Hvis alle indvandrerne pakkede sammen, fik nok og rejste til Sverige. Hvis terroristfrøene, alle dem der endnu ikke er dømt, alle dem, der ser forkerte ud på den forkerte måde, hvis de 2 til 300.000 lige pludselig tog flertalsdanskerne på ordet, ikke orkede at være annenklasses danskere længere - hvor stod vi så?
Tja, busser og taxi kan vi kigge langt efter, rengøring ligeså, kiosker og grønthandlere selvfølgelig. Kassedamer i supermarkeder, opfyldning i supermarkeder, væk er de alle. Ikke så få læger og sygeplejelsker, nogle ingeniører og tandlæger ligeledes.
Til gengæld vil der ikke være mangel på politibetjente, journalister og projektmedarbejdere, sprogskolelærere.
Hvad så Pia og Karen, skal vi udskifte muslimerne med polakker, baltere eller ukrainiere? Eller skal vi helt til Philipinerne og Thailand for at hente acceptabel arbejdskraft?
Tja, busser og taxi kan vi kigge langt efter, rengøring ligeså, kiosker og grønthandlere selvfølgelig. Kassedamer i supermarkeder, opfyldning i supermarkeder, væk er de alle. Ikke så få læger og sygeplejelsker, nogle ingeniører og tandlæger ligeledes.
Til gengæld vil der ikke være mangel på politibetjente, journalister og projektmedarbejdere, sprogskolelærere.
Hvad så Pia og Karen, skal vi udskifte muslimerne med polakker, baltere eller ukrainiere? Eller skal vi helt til Philipinerne og Thailand for at hente acceptabel arbejdskraft?
søndag, februar 18, 2007
DF bag genmodificeret vælgerprototype

Det er ganske vist kun en and, ovenikøbet en ælling, men måske et bud på fremtidens kærnevælger. I hvert fald Dansk Folkepartis ønskevælger.
Tænk dig engang, hvis vi alle blev født med 4 ben og armene blev til små pjaltetde vinger, der kun kan blafre forskrækket. Med en smule moderne genteknologi skulle det da ikke være så umuligt. Med fire solide platfødder ville vi stå urokkeligt fast, ikke noget med at bestige nye højder. Med vingerne kunne vi klappe, hver gang vi hørte noget vi ku' lide og vifte forskrækket over det uventede.
Vi ville blive uovertrufne til at træde vande. Men vigtigst af alt. Hvis vi sammen med de fire fødder, vingerne og næppet fik indkodet ændernes evne til at lade sig præge af deres første kontakt. Jeg ser menneskehedens fremtid. Fødestuer udstyret med store fotostater af Pia Kærsgaard hånd i hånd med Anders Fogh. Og jeg ser trappen ud fra hospitalet fyldt med pludrende nye danskere, begejstret på vej hen til andedammen solidt og urokkeligt hver på fire flade futter og de små vinger piskende rundt. Hvad kunne være mere hyggeligt og bekræftende.
Eneste problem bliver hvordan alle de nye, genmodificerede Pia & Anders kloner kan betjene deres remoter til fladskærmene eller lave mad i samtalekøkkenet.
I'll be back
onsdag, februar 14, 2007
Tabt kærlighed gør ondt
Sad og så en skøn og temmelig flippet film. Der var en behandling, hvor man kunne få udvisket sine erindringer. Når man ville væk fra et forhold, skippe en kæreste eller hvad ved jeg, så fik man en behandling, og personen og erindringerne var væk fra bevidstheden. Vrøvl naturligvis, men en sød og charmerende film.
Desværre osse meget rigtig.
Det værste, ikke noget nyt her, ved at blive skilt eller miste dem, man elsker aller højest, er ikke altid bare fraværet af ens kæreste. Det er der som regel gode grunde til. Nej, det værste er at det, der engang var de mest strålende øjenblikke blir pinfulde, at hente frem. Det værste er at så meget af ens liv forsvinder. Det gør for ondt at mindes. Steder, situationer, store oplevelser bliver smetefulde at genbesøge. Fotoalbums forbliver uåbnede, ting smides ud bare fordi de indeholder lykkelige minder, eller bare minder i det hele taget.
Men som filmen også viste, banalt og smukt; man kan ikke smide sin bagage væk. Den kan gemmes af vejen, forvises til hjernens mørkeste afkroge, men væk kommer den ikke. Og fri blir man aldrig. Bare lidt mere fortrolig med afsavnet for hver dag.
I'll be back
Desværre osse meget rigtig.
Det værste, ikke noget nyt her, ved at blive skilt eller miste dem, man elsker aller højest, er ikke altid bare fraværet af ens kæreste. Det er der som regel gode grunde til. Nej, det værste er at det, der engang var de mest strålende øjenblikke blir pinfulde, at hente frem. Det værste er at så meget af ens liv forsvinder. Det gør for ondt at mindes. Steder, situationer, store oplevelser bliver smetefulde at genbesøge. Fotoalbums forbliver uåbnede, ting smides ud bare fordi de indeholder lykkelige minder, eller bare minder i det hele taget.
Men som filmen også viste, banalt og smukt; man kan ikke smide sin bagage væk. Den kan gemmes af vejen, forvises til hjernens mørkeste afkroge, men væk kommer den ikke. Og fri blir man aldrig. Bare lidt mere fortrolig med afsavnet for hver dag.
I'll be back
søndag, februar 11, 2007
Alexandra, farvel

Lidt forsinket gik det op for mig af en af mine store drømme var fordampet, sådan lige for øjene af det meste af Danmarks befolkning. Hvordan kunne hun dog gøre det?
Alexandra havde alt, hvad jeg kunne ønske mig. Flot pige, lysende øjne og en tilsyneladende glimrende evne til at spille rollen. Ikke nok med det hun er eksotisk, god til sprog, så har hun penge, ihvertfald penge nok til mig. Eneste minus havde været at jeg så skulle have optrådt som jaget vildt på landets sladderblade og vel også anskaffet mig en smoking og gå til frisøren hver anden uge. Men hvad, det ku' jeg nok have levet med. Det er så slut nu, hun har valgt en tilfældig fotograf, uden overhovedet at vide, hvad hun går glip af. Ovenikøbet en lidt suspekt type, hvis jeg skal tro overskrifterne - og så yngre end Alexandra, tsk tsk!
Forbandet ærgerligt, nu havde jeg gået og drømt om hende så længe. Hvem skal jeg nu sukke efter? Paris Hilton, hun er da vist ledig, men hun er måske ikke lige typen og jeg dur ikke til at være oppe sent om natten. Tilbage er der kun et par nyhedsoplæsere eller hvad med Divia Das, men hun er væk fra vejret og min TV skærm, så den dur hellerikke længere. Hjæælp!
I'll be back
lørdag, februar 10, 2007
Hvem er gud egentlig?
Jeg kom til at tænke over det her til morgen, på lokum. En artikel i Politiken havde været inde på fremvæksten af religiøsiteten, både som forklaring for tusinder af år siden og nu igen, hvor andre faste rammer falder væk. Måske vi alle har brug for noget at måle os overfor, noget at være ansvarlig overfor, noget at stræbe efter at gøre glad og tilfreds. Hvis det er Gud, så blev jeg pludselig også religiøs, sådan lige dér på tønden. I det tilfælde er min gud min søn og min datter, hvem elllers?
I'll be back
I'll be back
lørdag, februar 03, 2007
Kære Karen
Stakkels Karen, hvad skal du dog gøre nu? Abu Laban tillader sig at dø netop som du skal til at ophidse danskerne mod islamisterne endnu engang. Måske endnu en del af deres nedrige plan for at underlægge sig Danmark.
Tænk dig, nu lykkes det at brænde igennem i alle medierne med budskabet "Karen is back", nu i den nye udgave som Venstrekandidat, som du siger "Jeg har jo altid været en sand liberal!". Alle døre står åbne, ikke længere må du nøjes med forsamlingshuse og boghandlere. Nu er det primetime, landsdækkende TV. Og dit budskab? Klart og tydeligt, islamisterne er truslen, truslen mod velfærd, kvindefrigørelse, truslen mod hele landets eksistens. Og så tillader han sig at dø, ham overforføreren, bagmanden bag angrebet på ytringsfriheden, bugtaleren med de to budskaber, et til danskerne og et til islamisterne. Lige netop nu, hvor du for alvor kunne bruge ham. Nu hvor flertallet af vælgerne var ved at vænne sig til tilstædeværelsen af en fremmed religion i landet, nu hvor familiesamførelsesreglerne så småt begynder at kunne diskuteres igen. Hvor eksemplerne på urimelighederne er ved at stå klarere end frygten for de fremmede. Og vigtigst af alt; nu hvor arbejdsmarkedet skriger på arbejdsduelige indvandere.
Jo, da, Karen, der er bestemt behov for en som dig til at genoplive danskernes slumrende svinehund. Men ærgerligt at du må skrige dit budskab ud i tomrummet, uden en Abu Laban til at spille bold med.
Så velkommen tilbage (fra de par måneder som partiløs). Hvad bliver dit næste skridt, når nu Venstre viser sig for blødsødent, for socialdemokratisk for dig? Blir næste skridt Dansk Folkeparti eller Dansk Front?
I'll be back
Tænk dig, nu lykkes det at brænde igennem i alle medierne med budskabet "Karen is back", nu i den nye udgave som Venstrekandidat, som du siger "Jeg har jo altid været en sand liberal!". Alle døre står åbne, ikke længere må du nøjes med forsamlingshuse og boghandlere. Nu er det primetime, landsdækkende TV. Og dit budskab? Klart og tydeligt, islamisterne er truslen, truslen mod velfærd, kvindefrigørelse, truslen mod hele landets eksistens. Og så tillader han sig at dø, ham overforføreren, bagmanden bag angrebet på ytringsfriheden, bugtaleren med de to budskaber, et til danskerne og et til islamisterne. Lige netop nu, hvor du for alvor kunne bruge ham. Nu hvor flertallet af vælgerne var ved at vænne sig til tilstædeværelsen af en fremmed religion i landet, nu hvor familiesamførelsesreglerne så småt begynder at kunne diskuteres igen. Hvor eksemplerne på urimelighederne er ved at stå klarere end frygten for de fremmede. Og vigtigst af alt; nu hvor arbejdsmarkedet skriger på arbejdsduelige indvandere.
Jo, da, Karen, der er bestemt behov for en som dig til at genoplive danskernes slumrende svinehund. Men ærgerligt at du må skrige dit budskab ud i tomrummet, uden en Abu Laban til at spille bold med.
Så velkommen tilbage (fra de par måneder som partiløs). Hvad bliver dit næste skridt, når nu Venstre viser sig for blødsødent, for socialdemokratisk for dig? Blir næste skridt Dansk Folkeparti eller Dansk Front?
I'll be back
onsdag, januar 24, 2007
Tony Bennett

Jeg har en dyb svaghed for denne gamle crooner, han kan noget med stemmen som få andre kan eller har kunnet. Her sidst har jeg købt hans sidste CD, hvor han synger duettter med diverse andre spændende kunstnere, fra Dixie Chicks til Elvis Costello.
Sandelig om han ikke synger røven af bukserne på de forskellige superstjerner. Bono, Billy Joel, George Michael, folk der godt kan brænde igennem, ja selv en Barbara Streisand falder helt igennem sammen med mesteren. Om det så er en superstjerne i hans eget reportoire som Diana Krall, så lyder hun farveløs i duetten med Tony Bennet.
Kun k. d. lang og en vis spansksyngende Juanes (?) følger med og han holde mesteren stangen. Imponerende.
Og hvad er det han kan, den gamle? Ja, bortset fra selve stemmens klang og valget af fængende evergreens, så kan han det der med pauserne. Han formår at vente til det helt rigtige splitsekund, vente til panikken næsten breder sig, vente til det i virkeligheden er for sent - og så ramme helt rigtigt, så man overgiver sig i dyb beundring.
I'll be back
tirsdag, januar 23, 2007
Hvorfor skal det være så svært
Jeg ved det godt, ynk er slemt og selvynk er den værste form for ynk. Alligevel synes jeg det er synd for mig selv.
Belært af de senere års erfaringer og et mindre overskud på kassekreditten ville jeg i år bestille ferie i god tid. Kravene til ferie er ellers simple, jeg vil til et eller andet eksotisk sted, gerne i østen. Det skal være en grupperejse og så må der ikke være trekking, det kan knæene ikke længere. Ellers frit slag.
Der var bare lige et problem. Rune skal giftes 14. juli, så den dag er det nok klogest ikke at være udenlands. Men OK, jeg fandt en spændende, og billig, tur til Borneo med afgang 28. juli. Orangutanger, delfiner, rengskov, mangrove, sandstrande, hvad mere kunne jeg ønske.
Købte og betalte rejsen og begyndte så småt at glæde mig selvom der jo var 7 måneder igen.
Så var jeg i Rørvig for at besøge min mor. Fortalte henkastet om rejsen, sådan mest for at få holde hende orienteret.
Mor sagde så lige så henkastet, at jeg jo så ikke kunne komme til hendes 90 års fødselsdag.....
Det gjorde naturligvis ikke noget, hun ville ikke arrangere noget, havde ingen planer osv. Men ups, hvor blev jeg bare meget mindre meget hurtigt.
Nå, fat i Topas, som var meget forstående og gerne ville flytte min rejse. Der var bare ingen ledige pladser, hverken her i vinter eller til sommer. Heldigvis havde jeg indbetalt afbestillingsgebyr, så det kostede "kun" kr. 575 at annullere rejsen.
Så igang på nettet med runden til øvrige selskaber. Her viste det sig hurtigt, at det var umuligt at finde en rejse, der enten ikke var udsolgt eller ramte udenom 14. juli eller 6. august.
Her i vinter/foråret fandt jeg en spændende tur til Brasilien, der lå rigtigt tidsmæssigt og var til at betale (med lidt god vilje og manglende respekt for kassekreditten!)
Fint, der var også plads, problemet var bare at de ville have kr. 9000 for enkeltværelse, eller rettere sagt bare for at rejse alene. Fuldkommen urimeligt og ude af trit med prisniveauerne, men sådan var prispolitikken hos Kuoni, så hold jer væk fra det selskab.
Lige nu er sidste chance så en tur til Vietnam i april (som "kun" skal have lidt over 2500 for at jeg rejser alene).
Så hvordan det end går, rejsen, hvis det overhovedet lykkes, bliver omkring dobbbelt så dyr som planlagt, målet et helt andet. Alt i alt, har jeg ikke fortjent lidt ynk?
I'll be back
Belært af de senere års erfaringer og et mindre overskud på kassekreditten ville jeg i år bestille ferie i god tid. Kravene til ferie er ellers simple, jeg vil til et eller andet eksotisk sted, gerne i østen. Det skal være en grupperejse og så må der ikke være trekking, det kan knæene ikke længere. Ellers frit slag.
Der var bare lige et problem. Rune skal giftes 14. juli, så den dag er det nok klogest ikke at være udenlands. Men OK, jeg fandt en spændende, og billig, tur til Borneo med afgang 28. juli. Orangutanger, delfiner, rengskov, mangrove, sandstrande, hvad mere kunne jeg ønske.
Købte og betalte rejsen og begyndte så småt at glæde mig selvom der jo var 7 måneder igen.
Så var jeg i Rørvig for at besøge min mor. Fortalte henkastet om rejsen, sådan mest for at få holde hende orienteret.
Mor sagde så lige så henkastet, at jeg jo så ikke kunne komme til hendes 90 års fødselsdag.....
Det gjorde naturligvis ikke noget, hun ville ikke arrangere noget, havde ingen planer osv. Men ups, hvor blev jeg bare meget mindre meget hurtigt.
Nå, fat i Topas, som var meget forstående og gerne ville flytte min rejse. Der var bare ingen ledige pladser, hverken her i vinter eller til sommer. Heldigvis havde jeg indbetalt afbestillingsgebyr, så det kostede "kun" kr. 575 at annullere rejsen.
Så igang på nettet med runden til øvrige selskaber. Her viste det sig hurtigt, at det var umuligt at finde en rejse, der enten ikke var udsolgt eller ramte udenom 14. juli eller 6. august.
Her i vinter/foråret fandt jeg en spændende tur til Brasilien, der lå rigtigt tidsmæssigt og var til at betale (med lidt god vilje og manglende respekt for kassekreditten!)
Fint, der var også plads, problemet var bare at de ville have kr. 9000 for enkeltværelse, eller rettere sagt bare for at rejse alene. Fuldkommen urimeligt og ude af trit med prisniveauerne, men sådan var prispolitikken hos Kuoni, så hold jer væk fra det selskab.
Lige nu er sidste chance så en tur til Vietnam i april (som "kun" skal have lidt over 2500 for at jeg rejser alene).
Så hvordan det end går, rejsen, hvis det overhovedet lykkes, bliver omkring dobbbelt så dyr som planlagt, målet et helt andet. Alt i alt, har jeg ikke fortjent lidt ynk?
I'll be back
lørdag, januar 20, 2007
Betydningen af et smil
Jeg kender en pige som er speciel for mig. Ikke på den måde hun egentlig burde være, sådan går det ikke. Men speciel alligevel. Hun kan en ting, som få andre har mestret, bortset fra diverse kærester og koner.
Hun formår alene med et hurtigt smil at sætte mit humør tilbage op på toppen - eller på vej der op i hvert fald. Smilet rammer lige i øjnene og lige da stråler solen.
Det er ikke fordi hun ikke kan finde på at mobbe, træde hælen rundt i dumheder eller på lignende vis provokere. Ja, hun ynder det måske ligefrem. Men altid er smilet dér, bagved og altid trænger budskabet ind. Jeg føler mig god nok, når jeg kan fortjene en sådan en hilsen.
Smilet rammer og gør underværker, hver gang.
Pokkers ærgerligt, at vi ikke sees så meget mere og at vi kun sjældent får snakket. Men når smilet så rammer, så stiger humøret et par grader, mindst.
Tak
I'll be back
Hun formår alene med et hurtigt smil at sætte mit humør tilbage op på toppen - eller på vej der op i hvert fald. Smilet rammer lige i øjnene og lige da stråler solen.
Det er ikke fordi hun ikke kan finde på at mobbe, træde hælen rundt i dumheder eller på lignende vis provokere. Ja, hun ynder det måske ligefrem. Men altid er smilet dér, bagved og altid trænger budskabet ind. Jeg føler mig god nok, når jeg kan fortjene en sådan en hilsen.
Smilet rammer og gør underværker, hver gang.
Pokkers ærgerligt, at vi ikke sees så meget mere og at vi kun sjældent får snakket. Men når smilet så rammer, så stiger humøret et par grader, mindst.
Tak
I'll be back
Hvorfor er det, vi altid skal have noget at frygte
Her de sidste uger med fravær af vinter, med storme, oversvømmelser og uberegneligt vejr kloden rundt, så kommer snakken om global opvarmning, økologisk katastrofe og så videre. På tide kunne jeg mene. Nu er der advaret så mange år, godt - om end måske for sent - at alvoren går op for os.
Men så er det der ringer en lille klokke. Der er ligesom noget jeg har hørt før.
Som barn i 50'erne og 60'erne var det den altomfattende atomkrig, der truede. Og vi var bange - sikkert med god grund. Jeg glemmer aldrig da min mor vækkede mig, for vi skulle sidde sammen og høre radio om Cubakrisen. Her var frygten for atomkrig reel.
Siden har katastrofen luret i mange varianter. Taktisk atomkrig når Russerne invaderede Vesteuropa gennem Fulda og sikrede flanken ved at udslette Danmark. Så blev det til frygten for massiv indvandring fra østlandene efter murens fald, der var frygten for diverse pandemier, fugleinfluenza, Sars. Frygten for terrorisme efter 11. september (som effektivt holdes i live af hysteri omkring luftfarten). Frygten for muslimerne. (Vel trådt i stedet for flere århundreders frygt for jøderne?, påfaldende, ikke!)
Den ene altomfattende trussel har afløst den anden, som om vi alle egentlig helst ville have noget at frygte, måske for at sætte den daglige tryghed lidt i relief.
Ser man tilbage i historien har den altomfattende katastrofe altid luret lige om hjørnet eller bag den bekvemmeste fordom. Den totale verdensødelæggelse findes vel i de fleste verdens religioner. Vi roser os af en kristendom, der allerede har udslettet verden én gang ved syndfloden. Vi har Satan, der truer os alle og så naturligvis Dommedag, når Vorherre ikke rigtigt gider lege med os længre.
På det lokale plan var frygten reel, istedet for at frygte herremanden eller fyrsten, frygtede man ånder, hekse og fabeldyr. Den går trods alt ikke længere med den almene folkeoplysning (selvom Dansk Folkeparti gør hvad de kan for at udbrede frygten for spøgelser), derfor de verdensomspændende scenarier- desværre funderet på reelle risici .
Måske er det godt med sådanne globale frygtscenarier. Måske er de med til at drive udviklingen frem. Frygt er nu engang bedre til at motivere til anstrengelser end overflod.
Men spændende blir det hvad der kommer næste gang, hvis altså ikke...
I'll be back - I hope!
Men så er det der ringer en lille klokke. Der er ligesom noget jeg har hørt før.
Som barn i 50'erne og 60'erne var det den altomfattende atomkrig, der truede. Og vi var bange - sikkert med god grund. Jeg glemmer aldrig da min mor vækkede mig, for vi skulle sidde sammen og høre radio om Cubakrisen. Her var frygten for atomkrig reel.
Siden har katastrofen luret i mange varianter. Taktisk atomkrig når Russerne invaderede Vesteuropa gennem Fulda og sikrede flanken ved at udslette Danmark. Så blev det til frygten for massiv indvandring fra østlandene efter murens fald, der var frygten for diverse pandemier, fugleinfluenza, Sars. Frygten for terrorisme efter 11. september (som effektivt holdes i live af hysteri omkring luftfarten). Frygten for muslimerne. (Vel trådt i stedet for flere århundreders frygt for jøderne?, påfaldende, ikke!)
Den ene altomfattende trussel har afløst den anden, som om vi alle egentlig helst ville have noget at frygte, måske for at sætte den daglige tryghed lidt i relief.
Ser man tilbage i historien har den altomfattende katastrofe altid luret lige om hjørnet eller bag den bekvemmeste fordom. Den totale verdensødelæggelse findes vel i de fleste verdens religioner. Vi roser os af en kristendom, der allerede har udslettet verden én gang ved syndfloden. Vi har Satan, der truer os alle og så naturligvis Dommedag, når Vorherre ikke rigtigt gider lege med os længre.
På det lokale plan var frygten reel, istedet for at frygte herremanden eller fyrsten, frygtede man ånder, hekse og fabeldyr. Den går trods alt ikke længere med den almene folkeoplysning (selvom Dansk Folkeparti gør hvad de kan for at udbrede frygten for spøgelser), derfor de verdensomspændende scenarier- desværre funderet på reelle risici .
Måske er det godt med sådanne globale frygtscenarier. Måske er de med til at drive udviklingen frem. Frygt er nu engang bedre til at motivere til anstrengelser end overflod.
Men spændende blir det hvad der kommer næste gang, hvis altså ikke...
I'll be back - I hope!
søndag, januar 07, 2007
Kunsten at lave kaffe med koldt vand
Det er ikke første gang det er sket, og sikkert for andre end mig. Sætte vand over, komme kaffepulver i koppen, lave noget andet et par minutter, hælde vandet over kaffen og undre sig over hvorfor koppen stadig er lige kold. Eller sagt med andre ord, glemme at tænde for kedlen og blot handle per refleks. Resultat, tja i bedste fald smager kaffen ikke så interessant, men ellers hedder reaktionen nok et eller andet med interessante bandeord og så forfra.
Så var det jeg kunne se parralellen.
Stå op om morgenen, håbe på en god dag, gennemleve dagen og så i seng. Hvad kunne være mere lig at lave kaffe med koldt vand. Det er lissom der mangler noget, gejsten, gnisten, strøm på kontakten. Og resultatet ja det er enten bavdr eller om igen!
Hvor kommer kunsten så ind?
Jo, kunsten er ikke bare at blive ved med at håbe. Kunsten er at ændre sine mønstre, gå udenom reflekserne og finde meningen og prøve noget nyt. Kunsten er ikke at stille sig tilfreds med at brygge kaffe på koldt vand.
Så i morgen, når jeg starter cyklen så finder jeg en måde at få andet og mere ud af dagen - og måske jeg så kan overlade det til reflekserne at lave kaffe i morgen aften.
I'll be back
Så var det jeg kunne se parralellen.
Stå op om morgenen, håbe på en god dag, gennemleve dagen og så i seng. Hvad kunne være mere lig at lave kaffe med koldt vand. Det er lissom der mangler noget, gejsten, gnisten, strøm på kontakten. Og resultatet ja det er enten bavdr eller om igen!
Hvor kommer kunsten så ind?
Jo, kunsten er ikke bare at blive ved med at håbe. Kunsten er at ændre sine mønstre, gå udenom reflekserne og finde meningen og prøve noget nyt. Kunsten er ikke at stille sig tilfreds med at brygge kaffe på koldt vand.
Så i morgen, når jeg starter cyklen så finder jeg en måde at få andet og mere ud af dagen - og måske jeg så kan overlade det til reflekserne at lave kaffe i morgen aften.
I'll be back
onsdag, januar 03, 2007
Saddams farvel
Få har vel som Saddam Hussein formået at præge disse år. Først som diktator, så som redskab for USA, siden som prügelknabe for især Bush Junior og alvorligt misforstået samlingspunkt for desperate palestinænsere.Nu har hængningen af ham sandelig osse formået at splitte verden.
Først med forargelsen over dødsdommen, siden med udsendelse af video med selve hængningen. Jeg har set den "officielle" udgave, den hvor man nådigt(!) stopper før faldlemmen åbner sig. For mig er det rigeligt grusomt. Ligegyldigt hvor slem en diktator Saddam var, så retfærdiggør det ikke det koldblodige mord på ham, som hængningen var. Men så samtidig officielt at filme hængningen og udsende filmen verden over, det er at synke til Saddams eget niveau.
For mig at se er den ophidsede debat om hvorvidt selve dødsøjeblikket også skulle udsendes rent hykleri. At vise begge dele er ren onskab og dumhed. Ondskab fordi et hvert mord, henrettelse, hængning er ondskab. Dumhed fordi det afslører at vi, eller dem vi kæmper for i Irak, støttet af alverdens nyhedsredaktioner, ikke er et hak bedre. Dobbelt dumhed fordi det giver ham rollen som martyr for de masser i Mellemøsten, der ikke har ret mange andre valgmuligheder.
Den offentlige hængning viser også en anden uhyggelig ting. I nutidens verden er begivenheder kun virkelig, hvis de kan sendes på TV. Halshugningerne af bortførte gidsler skal vises på TV for at have værdi. Twin Towers havde værdi mest fordi det foregik live på TV. Iraqkrigen var virkelig fordi den skete på TV. Nu også hængningen, havde TV ikke været der, måske i form af en mobiltelefon, så havde ingen troet at Saddam virkelig var død.
Hvad om sendte et par tusinde mobiltelefoner med videooptager til Dafur, så måske - måske - myrderierne dér blev virkelige og verden så sig nødsaget til at handle.
I'll be back
Først med forargelsen over dødsdommen, siden med udsendelse af video med selve hængningen. Jeg har set den "officielle" udgave, den hvor man nådigt(!) stopper før faldlemmen åbner sig. For mig er det rigeligt grusomt. Ligegyldigt hvor slem en diktator Saddam var, så retfærdiggør det ikke det koldblodige mord på ham, som hængningen var. Men så samtidig officielt at filme hængningen og udsende filmen verden over, det er at synke til Saddams eget niveau.
For mig at se er den ophidsede debat om hvorvidt selve dødsøjeblikket også skulle udsendes rent hykleri. At vise begge dele er ren onskab og dumhed. Ondskab fordi et hvert mord, henrettelse, hængning er ondskab. Dumhed fordi det afslører at vi, eller dem vi kæmper for i Irak, støttet af alverdens nyhedsredaktioner, ikke er et hak bedre. Dobbelt dumhed fordi det giver ham rollen som martyr for de masser i Mellemøsten, der ikke har ret mange andre valgmuligheder.
Den offentlige hængning viser også en anden uhyggelig ting. I nutidens verden er begivenheder kun virkelig, hvis de kan sendes på TV. Halshugningerne af bortførte gidsler skal vises på TV for at have værdi. Twin Towers havde værdi mest fordi det foregik live på TV. Iraqkrigen var virkelig fordi den skete på TV. Nu også hængningen, havde TV ikke været der, måske i form af en mobiltelefon, så havde ingen troet at Saddam virkelig var død.
Hvad om sendte et par tusinde mobiltelefoner med videooptager til Dafur, så måske - måske - myrderierne dér blev virkelige og verden så sig nødsaget til at handle.
I'll be back
mandag, december 25, 2006
Julen set udefra
Når man som jeg ikke fejrer jul er den lidt en pinsel at være vidne til. Oplevet udefra drejer alt sig om at præstere. Præstere overfor famlie, præstere det perfekt udsmykkede julebord, den perfekte julestemning, den helt rigtige juleand og så ikke mindst de gaver, man vil blive husket for bagefter.
Intet under at folk er stressede i julen.
Man ku tro at folk fejrede jul for at hygge sig sammen med ens kære. Næ nej. I julen handler det om familien, også selvom man ikke har set familien hele året og hader ham svigerfaren, fætteren eller tantens ulidelige lille køter. Man ku tro at gaverne blev givet fordi modtagerne havde brug for dem, men nej. De gives for at vise hvormeget man værdsætter personen og for at vise hvor mange penge man selv kan ofre på gaver.
Det var selvfølgelig anderledes dengang ungerne var små. De glædede sig til gaverne og til at se mormor og farmor (ikke samtidig, men glæden var rigtig alligevel) De ku sikkert også li den lidt usædvanlige stemning, juledekorationerne og ikke mindst slikket - ikke mindst slikket!
Men det er altså snart mange år siden.
Nå, hvis jeg nu lægger tungsindet lidt væk, så er det vel meget godt med ét tidspunkt om året, hvor man tvinges sammem i familien, trods alt. Bare man ku slippe for præstationsræset, for kravene om at leve op til Disneys og CocaColas forlorne julestandard.
Næste år tror jeg jeg vil prøve at slås lidt for en fælles jul med de 3-4 tilbageblevne i familien, uden julegran og uden and i fed sovs holdt nede med tung risengrød i flødeskum. Men et par flasker rødvin, en lammesteg eller et stykke laks, det kunne vel også gøre det.
I'll be back
Intet under at folk er stressede i julen.
Man ku tro at folk fejrede jul for at hygge sig sammen med ens kære. Næ nej. I julen handler det om familien, også selvom man ikke har set familien hele året og hader ham svigerfaren, fætteren eller tantens ulidelige lille køter. Man ku tro at gaverne blev givet fordi modtagerne havde brug for dem, men nej. De gives for at vise hvormeget man værdsætter personen og for at vise hvor mange penge man selv kan ofre på gaver.
Det var selvfølgelig anderledes dengang ungerne var små. De glædede sig til gaverne og til at se mormor og farmor (ikke samtidig, men glæden var rigtig alligevel) De ku sikkert også li den lidt usædvanlige stemning, juledekorationerne og ikke mindst slikket - ikke mindst slikket!
Men det er altså snart mange år siden.
Nå, hvis jeg nu lægger tungsindet lidt væk, så er det vel meget godt med ét tidspunkt om året, hvor man tvinges sammem i familien, trods alt. Bare man ku slippe for præstationsræset, for kravene om at leve op til Disneys og CocaColas forlorne julestandard.
Næste år tror jeg jeg vil prøve at slås lidt for en fælles jul med de 3-4 tilbageblevne i familien, uden julegran og uden and i fed sovs holdt nede med tung risengrød i flødeskum. Men et par flasker rødvin, en lammesteg eller et stykke laks, det kunne vel også gøre det.
I'll be back
søndag, december 24, 2006
Er Gud ryger?
En af mine yndlingsaversioner er organiseret religion og ikke mindst når tro erstatter kritik eller bare viljen til at undersøge. Lidt på samme måde har jeg haft det med debatten om passiv rygning. Forklaring følger:
Hvis nu Gud, Jahve eller Allah virkelig fandtes var det største problem for dem næppe passiv rygning. Man kan ligefrem have dem mistænkte for at være tilhængere af rygning i det hele taget fordi det skaffer flere kunder i butikken, eller i hver fald får dem hurtigere frem til porten. (Der er også en masse røgelse i de fleste religioner, røg, der vel indeholder nogenlunde de samme skadelige stoffer som tobaksrygning, men det er altså en helt anden historie)
I forbindelse med min kampagne for at få forbudt passiv rygning i restaurationsbranchen har jeg mødt religiøsitet, og så det betyder noget. To varianter har været iøjnefaldende:
Den første med benægtelsen. "Passiv rygning er da ikke skadelig fordi rygning i det hele taget ikke er noget problem; min gamle onkel røg cigarer og blev 98½ uden at have én sygedag. Alle de der undersøgelser det er bare påstande, som selvgode, politisk korrekte forskere (udtales fuskere) har opfundet til lejligheden".
Og så den lidt værre, den med den personlige frihed til at ryge. "Jeg har valgt at ryge, fordi det er min ret". Sjovt nok har to af de fremmeste fortalere for dette synspunkt været DF's to fundementalistiske fyrtårne, Jesper Langballe og Søren Krarup. De to har uden skam insisteret på at ryge hvor og hvornår, de selv finder behov for det. Og så må andre bare indordne sig derunder. Helt på linie med Kim Larsen, sjov forbindelse dér!
Dem med benægtelsen, de ligner jo vor tids religiøse, der på trods af al sund fornuft, videnskabelige grundbegreber og almindelig samfundsudvikling, fastholder at Gud skabte verden på 7 dage for ca. 6000 år siden. Ligesom religiøse benægter forekomsten af dinosaurer, så benægter benægterne overvældende videnskabelig dokumentation for rygningens skadelighed og for behovet for indgreb.
Dem med den personlige frihed er smartere. Under henvisning til deres personlige frihed kræver de ret til at ryge og kræver dermed at andre finder sig i deres rygning. Helt på linie med vor tids religiøse fanatikere, der kræver at vi andre indordner os under reliøse normer; Jul og Påske, de ti bud, afbildning af Mohammad, forbud mod kondomer og abortion. Deres ret til at ryge er en individuel frihed, som andre ikke skal sætte grænser for. Hvis nogen ikke vil udsætte sig for rygnings sundhedsfarlige egenskaber, kan de bare holde sig væk! (Sjovt - eller rettere beklageligt - nok en holdning som genfindes på en række førende avisredaktioner landet rundt!)
Så ham Gud, han er nok ryger. Hans måde at organisere verden på, hans pålæg om dogmatisme og menneskefjendske livssyn, det er i hvert fald blevet voldsomt genbrugt i debatten om rygning.
I'll be back
Hvis nu Gud, Jahve eller Allah virkelig fandtes var det største problem for dem næppe passiv rygning. Man kan ligefrem have dem mistænkte for at være tilhængere af rygning i det hele taget fordi det skaffer flere kunder i butikken, eller i hver fald får dem hurtigere frem til porten. (Der er også en masse røgelse i de fleste religioner, røg, der vel indeholder nogenlunde de samme skadelige stoffer som tobaksrygning, men det er altså en helt anden historie)
I forbindelse med min kampagne for at få forbudt passiv rygning i restaurationsbranchen har jeg mødt religiøsitet, og så det betyder noget. To varianter har været iøjnefaldende:
Den første med benægtelsen. "Passiv rygning er da ikke skadelig fordi rygning i det hele taget ikke er noget problem; min gamle onkel røg cigarer og blev 98½ uden at have én sygedag. Alle de der undersøgelser det er bare påstande, som selvgode, politisk korrekte forskere (udtales fuskere) har opfundet til lejligheden".
Og så den lidt værre, den med den personlige frihed til at ryge. "Jeg har valgt at ryge, fordi det er min ret". Sjovt nok har to af de fremmeste fortalere for dette synspunkt været DF's to fundementalistiske fyrtårne, Jesper Langballe og Søren Krarup. De to har uden skam insisteret på at ryge hvor og hvornår, de selv finder behov for det. Og så må andre bare indordne sig derunder. Helt på linie med Kim Larsen, sjov forbindelse dér!
Dem med benægtelsen, de ligner jo vor tids religiøse, der på trods af al sund fornuft, videnskabelige grundbegreber og almindelig samfundsudvikling, fastholder at Gud skabte verden på 7 dage for ca. 6000 år siden. Ligesom religiøse benægter forekomsten af dinosaurer, så benægter benægterne overvældende videnskabelig dokumentation for rygningens skadelighed og for behovet for indgreb.
Dem med den personlige frihed er smartere. Under henvisning til deres personlige frihed kræver de ret til at ryge og kræver dermed at andre finder sig i deres rygning. Helt på linie med vor tids religiøse fanatikere, der kræver at vi andre indordner os under reliøse normer; Jul og Påske, de ti bud, afbildning af Mohammad, forbud mod kondomer og abortion. Deres ret til at ryge er en individuel frihed, som andre ikke skal sætte grænser for. Hvis nogen ikke vil udsætte sig for rygnings sundhedsfarlige egenskaber, kan de bare holde sig væk! (Sjovt - eller rettere beklageligt - nok en holdning som genfindes på en række førende avisredaktioner landet rundt!)
Så ham Gud, han er nok ryger. Hans måde at organisere verden på, hans pålæg om dogmatisme og menneskefjendske livssyn, det er i hvert fald blevet voldsomt genbrugt i debatten om rygning.
I'll be back
lørdag, december 02, 2006
Tilfældets ulidelige tyngde
Det er hårdt at erkende det, men nogen gange ganske ubestrideligt. Det er tilfældet, der former min tilværelse. Her forleden slap jeg udenom fyringsrunden. Fordi jeg var mere velkvalificeret end mine uheldigere kolleger? Fordi gamle regnskaber skulle afgøres, fordi andre skulle tages i ed, fordi et regnestykke skulle gå op? Tja, selv bliver jeg nok ikke klogere lige med det samme. Det afgørende for mig var imidlertid, at jeg pludselig så mig stå med et ben udover afgrunden. Fik et skrækindjagende syn for hvad min situation kunne have været, hvis ikke tilfældet, højere magter eller hvad ved jeg, havde maget det anderledes.
Og sådan har der været så meget. Er min udvikling eller skæbne blevet drevet af egen vilje, andres plan og velvilje eller af en stribe usammenhængende tilfældigheder. Historien peger på det sidste.
Blev bortadopteret og endte hos mine forældre, der ikke selv kunne få børn.
Lavede mit eget første barn/foster lige efter abort blev tilladt, sluttede næste forhold med abort nr. 2. Fik lavet min søn i et af de allerførste samvær med min kone for de næste 13 år og skabte min datter, medens vi knap kommunikerede.
Endte på Tuborg fordi der kunne alle få job, kom i forbundet fordi min forgænger forregnede sig.
Af mystiske omveje endte bryggeriarbejderne sammen med restaurationsbranchen og dér fik jeg min "mission" og derudaf til den nuværende situation som 2. violin i 3F's arbejdsmiljøarbejde.
Har uden tvivl overlevet utallige tætpå situationer i trafikken, én enkelt potentiel dødsulykke hvor bilen blev totaltskadet og jeg fik en mindre forstuvningaf tommelfingeren er det i hvert fald blevet til. Kunne være ramt af børnelammelse, min astma kunne have ødelagt lungerne og canseren kunne have slået til forlængst. Fælles for alle disse situationer er at tilværelsen ligeså let kunne være gået helt anderledes, og med stor sandsynlighed uden at jeg selv var bevidst om det eller kunne gøre det store fra eller til.
Men når afgrunden ikke lige åbner sig foran en, så kan jeg godt lide at bilde mig ind, selv at have indflydelse på hvordan min tilværelse former sig. Så det gør ondt, når sandheden om ens egen rolle sådan stirrer mig i øjnene. Når jeg må erkende at lotteri, tilfældigheder eller simpelt held eller uheld spiller hovedrollen i mit liv. Det var den oplevelse, der ramte og slog mig i tovene. Frygteligt og trist at skulle sige urimeligt farvel til gode kolleger, men deres situation fik mig til at se tilfældets afgørende betydning i øjnene - og det er ikke rart.
Måske skulle man se at blive religiøs, så kunne jeg udskifte tilfældet med en højere magt!
I'll be back
(PS. Jeg ved det godt, titel og morale er tyvstjålet fra Kunderas Tilværelsens ulidelige lethed, sorry)
Og sådan har der været så meget. Er min udvikling eller skæbne blevet drevet af egen vilje, andres plan og velvilje eller af en stribe usammenhængende tilfældigheder. Historien peger på det sidste.
Blev bortadopteret og endte hos mine forældre, der ikke selv kunne få børn.
Lavede mit eget første barn/foster lige efter abort blev tilladt, sluttede næste forhold med abort nr. 2. Fik lavet min søn i et af de allerførste samvær med min kone for de næste 13 år og skabte min datter, medens vi knap kommunikerede.
Endte på Tuborg fordi der kunne alle få job, kom i forbundet fordi min forgænger forregnede sig.
Af mystiske omveje endte bryggeriarbejderne sammen med restaurationsbranchen og dér fik jeg min "mission" og derudaf til den nuværende situation som 2. violin i 3F's arbejdsmiljøarbejde.
Har uden tvivl overlevet utallige tætpå situationer i trafikken, én enkelt potentiel dødsulykke hvor bilen blev totaltskadet og jeg fik en mindre forstuvningaf tommelfingeren er det i hvert fald blevet til. Kunne være ramt af børnelammelse, min astma kunne have ødelagt lungerne og canseren kunne have slået til forlængst. Fælles for alle disse situationer er at tilværelsen ligeså let kunne være gået helt anderledes, og med stor sandsynlighed uden at jeg selv var bevidst om det eller kunne gøre det store fra eller til.
Men når afgrunden ikke lige åbner sig foran en, så kan jeg godt lide at bilde mig ind, selv at have indflydelse på hvordan min tilværelse former sig. Så det gør ondt, når sandheden om ens egen rolle sådan stirrer mig i øjnene. Når jeg må erkende at lotteri, tilfældigheder eller simpelt held eller uheld spiller hovedrollen i mit liv. Det var den oplevelse, der ramte og slog mig i tovene. Frygteligt og trist at skulle sige urimeligt farvel til gode kolleger, men deres situation fik mig til at se tilfældets afgørende betydning i øjnene - og det er ikke rart.
Måske skulle man se at blive religiøs, så kunne jeg udskifte tilfældet med en højere magt!
I'll be back
(PS. Jeg ved det godt, titel og morale er tyvstjålet fra Kunderas Tilværelsens ulidelige lethed, sorry)
tirsdag, november 28, 2006
I survived 11 / 28 !
Blodet flød i stride strømme på vor sekretartiatsgang i dag da jeg kom tilbage efter at fyringsrunden var ved at være overstået. Vi var hårdt ramt, hårdere end jeg i min vildeste fantasi havde frygtet, 3 tætte konsulentkolleger ud, én skal forhandle en ny aftale som ekstern konsulent. Vsit i alt 20 konsulenter og ca. 10 HK'ere. Hertil kommer så den "naturlige" afgang.
Mærkeligt at se hinanden i øjnene, uvirkeligt at se sig selv i øjnene. Tilpasning er rigtigt og nødvendigt og i øvrigt nok noget der bør fylde mere også i fagbevægelsen. Men tilpasningsparathed blir altså lidt for floskelagtigt, når det handler om ens eget job, om nære kollegers job. Så bliver det blodig alvor.
Jeg har ikke haft det godt op til denne dag, rigtigt skidt faktisk. Lige nu er det svært at kunne slappe af i gen, svært at se fremad, svært at slippe den knuende fornemmelse i maven.
Opnåede organisationen ikke andet i dag, så tror jeg det lykkedes at få slået situationens alvor fast, i hvert fald over for sekretariaterne. Måske fokus nu skulle gå med også at få grupper og afdelinger til at erkende, at de både er en del af løsningen og af problemet.
I'll be back
Mærkeligt at se hinanden i øjnene, uvirkeligt at se sig selv i øjnene. Tilpasning er rigtigt og nødvendigt og i øvrigt nok noget der bør fylde mere også i fagbevægelsen. Men tilpasningsparathed blir altså lidt for floskelagtigt, når det handler om ens eget job, om nære kollegers job. Så bliver det blodig alvor.
Jeg har ikke haft det godt op til denne dag, rigtigt skidt faktisk. Lige nu er det svært at kunne slappe af i gen, svært at se fremad, svært at slippe den knuende fornemmelse i maven.
Opnåede organisationen ikke andet i dag, så tror jeg det lykkedes at få slået situationens alvor fast, i hvert fald over for sekretariaterne. Måske fokus nu skulle gå med også at få grupper og afdelinger til at erkende, at de både er en del af løsningen og af problemet.
I'll be back
fredag, november 24, 2006
Den tale Poul Erik ku ha holdt
Kære kolleger,
I ved alle hvorfor vi er samlet til personalemøde her i dag. Medlemstallet er vigende og vi må som faglig organisation tilpasse os. Tilpasning betyder at vi må ændre vor profil, og derfor desværre også lige nu tilpasse antallet af ansatte. Vi må skrumpe for at blive bedre i overensstemmelse med tidens krav til en faglig organisation og vi må blive billigere, for bedre at kunne konkurrere.
I dag bliver folk ikke bare automatisk medlem af en faglig organisation, og de forbliver ikke nødvendigvis medlem hele deres liv. Samtidig har vi fået to former for konkurrence på markedet. Dels er der kommet nye og prisbillige discountkonkurrenter og dels er stadig flere blevet mere selvhjulpne og i stand til at tage vare på sig selv. Værst af alt er måske at arbejdsgiverne er begyndt at opføre sig som vi i 100 år har krævet af dem.
Denne sparerunde har altså tre mål:
Vi skal blive mere effektive og mere serviceminded.
Vi skal blive bedre til at vise vor nødvendighed &
Vi skal blive billigere.
Dette stiller nogle krav til organisationen. Vi skal slankes antalsmæssigt og vi skal slankes beslutningsmæssigt. Bestyrelsen har derfor beslutte følgende handlingsplan gældende alle dele af organisationen:
Samtlige afdelinger nedlægges som selvstændige enheder og underlægges forbundets centrale ledelse.
Afdelingerne genopstår med en centralt udpeget leder, der er ansat på en resultatkontrakt.
Afdelingen består som lokalt demokratisk rådgivende organ for den ansatte ledelse og som politisk bestemmende led overfor organisationens centrale ledelse.
Centralt samles den udførende kompetence i en nyskabt direktørfunktion på vegne af en politisk styrende bestyrelse sammensat af repræsentanter fra afdelinger, landsklubber og brancheforeninger.
Direktøren ansættes for en treårig periode udfra en resultatkontrakt forhandlet med bestyrelsen.
Den centrale leder får således den samlede kompetence til at lede og målrette organisationens samlede ressourcer i overensstemmelse med de politisk opstillede målsætninger for organisationen.
Jeg har på mødet i går sagt ja til at påtage mig opgaven som central leder af organisationen, og har dermed påtaget mig opgaven straks at slanke os centralt. Formålet er hurtigt mærkbart at kunne nedsætte kontingentet. Derigennem demonstrerer organsationen at vi fra nu af ser os selv som en konkurrencedygtig part på arbejdsmarkedet. Når vi derfor de næste tre år skal sige farvel til 75 gode kolleger og når i der bliver tilbage må finde jer i at skulle arbejde hurtigere, finde jer i hurtigere skift i prioriteringer og dermed skiftende opgaver, så ser jeg det som en forudsætning for organisationens langsigtede overlevelse.
...og var det jeg vågnede op af døsen, så mig rundt i den tætpakkede sal og måtte erkende, at jeg vist endnu engang var sovet fra en væsentlig begivenhed.
I'll be back
I ved alle hvorfor vi er samlet til personalemøde her i dag. Medlemstallet er vigende og vi må som faglig organisation tilpasse os. Tilpasning betyder at vi må ændre vor profil, og derfor desværre også lige nu tilpasse antallet af ansatte. Vi må skrumpe for at blive bedre i overensstemmelse med tidens krav til en faglig organisation og vi må blive billigere, for bedre at kunne konkurrere.
I dag bliver folk ikke bare automatisk medlem af en faglig organisation, og de forbliver ikke nødvendigvis medlem hele deres liv. Samtidig har vi fået to former for konkurrence på markedet. Dels er der kommet nye og prisbillige discountkonkurrenter og dels er stadig flere blevet mere selvhjulpne og i stand til at tage vare på sig selv. Værst af alt er måske at arbejdsgiverne er begyndt at opføre sig som vi i 100 år har krævet af dem.
Denne sparerunde har altså tre mål:
Vi skal blive mere effektive og mere serviceminded.
Vi skal blive bedre til at vise vor nødvendighed &
Vi skal blive billigere.
Dette stiller nogle krav til organisationen. Vi skal slankes antalsmæssigt og vi skal slankes beslutningsmæssigt. Bestyrelsen har derfor beslutte følgende handlingsplan gældende alle dele af organisationen:
Samtlige afdelinger nedlægges som selvstændige enheder og underlægges forbundets centrale ledelse.
Afdelingerne genopstår med en centralt udpeget leder, der er ansat på en resultatkontrakt.
Afdelingen består som lokalt demokratisk rådgivende organ for den ansatte ledelse og som politisk bestemmende led overfor organisationens centrale ledelse.
Centralt samles den udførende kompetence i en nyskabt direktørfunktion på vegne af en politisk styrende bestyrelse sammensat af repræsentanter fra afdelinger, landsklubber og brancheforeninger.
Direktøren ansættes for en treårig periode udfra en resultatkontrakt forhandlet med bestyrelsen.
Den centrale leder får således den samlede kompetence til at lede og målrette organisationens samlede ressourcer i overensstemmelse med de politisk opstillede målsætninger for organisationen.
Jeg har på mødet i går sagt ja til at påtage mig opgaven som central leder af organisationen, og har dermed påtaget mig opgaven straks at slanke os centralt. Formålet er hurtigt mærkbart at kunne nedsætte kontingentet. Derigennem demonstrerer organsationen at vi fra nu af ser os selv som en konkurrencedygtig part på arbejdsmarkedet. Når vi derfor de næste tre år skal sige farvel til 75 gode kolleger og når i der bliver tilbage må finde jer i at skulle arbejde hurtigere, finde jer i hurtigere skift i prioriteringer og dermed skiftende opgaver, så ser jeg det som en forudsætning for organisationens langsigtede overlevelse.
...og var det jeg vågnede op af døsen, så mig rundt i den tætpakkede sal og måtte erkende, at jeg vist endnu engang var sovet fra en væsentlig begivenhed.
I'll be back
mandag, november 20, 2006
Så er vi der igen
Tilbage til situationen, hvor organisationen står overfor nedskæringer, sikkert drastiske nedskæringer med tabet af mange gode kolleger. Jeg havde egentlig, naivt som sædvanlig, håbet at det var slut med der. Men nej, 3F skal også tilpasse sig og kravet er at finde mange besparelser og dermed altså fyre mange sikkert gode kolleger.
Man ku så håbe, sikkert naivt igen, at der i 3F er en vilje til at skære ned med politisk og holdningsmæssig fremsynethed. At vi ikke bare skære i servicen, men ser på om strukturen er rigtig for en moderne fagbevægelse. At man tør se på hellige kør, som antallet af fyrstedømmer, kongresvalgte fyrstedømmer, på antallet af kronprinser og -princesser og ikke mindst på hvordan sådanne skal agere i en moderne og gerne professional organisation.
Lisså naivt så jeg gerne, at der blev stillet spørgsmål ved måden drive organisation på. Hvem der er vore kærnemedlemmer og hvad der kan tjene dem bedst muligt. Og her ud fra se på om vi i dag griber det rigtigt an.
Men jeg tvivler på modet, tror at systemet med urørlige fyrster i sig selv sikrer disse mod omverdenen og mod virkelighedens krav. Og jeg frygter at denne manglende evne, vilje til selvkritik betyder at vi næste år igen skal skære ned, og næste år og...
I'll be back
Man ku så håbe, sikkert naivt igen, at der i 3F er en vilje til at skære ned med politisk og holdningsmæssig fremsynethed. At vi ikke bare skære i servicen, men ser på om strukturen er rigtig for en moderne fagbevægelse. At man tør se på hellige kør, som antallet af fyrstedømmer, kongresvalgte fyrstedømmer, på antallet af kronprinser og -princesser og ikke mindst på hvordan sådanne skal agere i en moderne og gerne professional organisation.
Lisså naivt så jeg gerne, at der blev stillet spørgsmål ved måden drive organisation på. Hvem der er vore kærnemedlemmer og hvad der kan tjene dem bedst muligt. Og her ud fra se på om vi i dag griber det rigtigt an.
Men jeg tvivler på modet, tror at systemet med urørlige fyrster i sig selv sikrer disse mod omverdenen og mod virkelighedens krav. Og jeg frygter at denne manglende evne, vilje til selvkritik betyder at vi næste år igen skal skære ned, og næste år og...
I'll be back
torsdag, november 16, 2006
Læren af Irak
Jeg indrømmer det gerne, jeg var tilhænger af invasionen. Mindre smart set med nudagens briller, men måske overvejelserne er relevante at tage op igen.
I en verden, hvor alle vedkommer alle og har betydning for alle, er det så acceptabelt med lande, hvor vilkårerne er væsentligt dårligere end i flertallat. Har verdenssamfundet et ansvar for i sidste ende med voldsmidler at forsøge at gennemtvinge forandringer? Svaret er vel i dag stadig et ja, med ex Jugoslavien som bedste eksempel.
Men hvad er verdenssamfundet uden USA, i hvert fald når der skal bruges magtanvendelse. I den ideelle verden er det FN der skal beslutte at gribe ind. Det kneb gevaldigt at blive enige overfor Serbien og i Kosovo, men til sidst lykkedes det. I Irak lykkedes det ikke og USA greb ind helt på egen hånd (rettere sagt sammen med den berømte Coalition of the willing). Ellers er det kun lykkedes FN at gribe ind overfor småstater uden geopolitisk betydning.
Min vurdering dengang var at USA greb ind fordi den havde lyst til at gribe ind, i bedste fald udfra en idealistisk og urealistisk neokonservativ drøm om eksport af vestligt demokrati, i værste fald for at sikre olieforsyningerne (Eller er det omvendte værre?). Alt andet var windowsdressing og demagogi. Men de greb ind og der var ingen andre til at gøre det.
Altså, jeg var indstillet på at acceptere selv mildest talt suspekte motiver, bare der blev gjort en ende på de umulige forhold i Irak. Værre ku' det vel ikke blive, troede jeg.
Værre blev det. Invasionen lykkedes, siden er det gået helt galt og i dag tror jeg nok vi skulle have ladet dem være i fred.
Med hvad med næste gang, hvad hvis man fik amerikanernes øjne op overfor diktaturet i Saudiarabien, kvindernes forhold i Pakistan eller for den sags skyld de totalt kaotiske forhold rundt omkring i Afrika.
Betyder erfaringerne fra Irak, at vi skal udelukke muligheden for et militært indgreb? Betyder Irak at FN udelukkes fra militære, fredsskabende aktioner medmindre altså at det pågældende land direkte truer eller angriber sine naboer.
Betyder Irak også, at alt skal gennemføres af et enigt FN og at enegang, som USA i Irak, ikke mere vil forekomme? Tja lettere er det ikke blevet. På en eller anden måde havde det været bedre, hvis de alligevel havde fundet WMD'er i Irak eller klare forbindelser til Bin Laden.
I'll be back
I en verden, hvor alle vedkommer alle og har betydning for alle, er det så acceptabelt med lande, hvor vilkårerne er væsentligt dårligere end i flertallat. Har verdenssamfundet et ansvar for i sidste ende med voldsmidler at forsøge at gennemtvinge forandringer? Svaret er vel i dag stadig et ja, med ex Jugoslavien som bedste eksempel.
Men hvad er verdenssamfundet uden USA, i hvert fald når der skal bruges magtanvendelse. I den ideelle verden er det FN der skal beslutte at gribe ind. Det kneb gevaldigt at blive enige overfor Serbien og i Kosovo, men til sidst lykkedes det. I Irak lykkedes det ikke og USA greb ind helt på egen hånd (rettere sagt sammen med den berømte Coalition of the willing). Ellers er det kun lykkedes FN at gribe ind overfor småstater uden geopolitisk betydning.
Min vurdering dengang var at USA greb ind fordi den havde lyst til at gribe ind, i bedste fald udfra en idealistisk og urealistisk neokonservativ drøm om eksport af vestligt demokrati, i værste fald for at sikre olieforsyningerne (Eller er det omvendte værre?). Alt andet var windowsdressing og demagogi. Men de greb ind og der var ingen andre til at gøre det.
Altså, jeg var indstillet på at acceptere selv mildest talt suspekte motiver, bare der blev gjort en ende på de umulige forhold i Irak. Værre ku' det vel ikke blive, troede jeg.
Værre blev det. Invasionen lykkedes, siden er det gået helt galt og i dag tror jeg nok vi skulle have ladet dem være i fred.
Med hvad med næste gang, hvad hvis man fik amerikanernes øjne op overfor diktaturet i Saudiarabien, kvindernes forhold i Pakistan eller for den sags skyld de totalt kaotiske forhold rundt omkring i Afrika.
Betyder erfaringerne fra Irak, at vi skal udelukke muligheden for et militært indgreb? Betyder Irak at FN udelukkes fra militære, fredsskabende aktioner medmindre altså at det pågældende land direkte truer eller angriber sine naboer.
Betyder Irak også, at alt skal gennemføres af et enigt FN og at enegang, som USA i Irak, ikke mere vil forekomme? Tja lettere er det ikke blevet. På en eller anden måde havde det været bedre, hvis de alligevel havde fundet WMD'er i Irak eller klare forbindelser til Bin Laden.
I'll be back
søndag, november 12, 2006
Viljen til aktiv solidaritet er der stadig!
Efter en dag som medhjælpende indsamlingsleder her i Ishøj ved Dansk Flygtningehjælps store landsindsamling så må jeg atter i år konstatere, at vi danskere (inklusive ret så mange med indvandrerbaggrund) ikke er helt uhelbredeligt fortabte.
Det er umanerligt opløftende at møde en række medmennesker, unge som gamle, der vil bruge deres søndag på at kime dørklokker. Fra den gamle borgmester til helt unge og nervøse skolepiger. Alle slags var med. Og resultaterne var gode og indsamlernes melding var at de var blevet godt modtaget og at folk havde betalt. Bevares ca. 1100 pr. indsamler er ikke store sager. Men så alligevel et fantastsik resultat når man oplever Dansk Folkepartis evindelige afvisning af kontakt med omverdenen og Venstres noget lorne støtte (læs nedskæringer af) til Danmarks bistand til mindre bemidlede befolkninger i uheldige dele af verden.
Hvad Pia Kærsgaard og co. end mener og hvad statsministeren og hans slæng end gør, så er der stadig i den ganske almindelige befolkning en fornuftig holdning og en stor forståelse for vort ansvar overfor "de andre".
Så endnu en opløftende dag og forresten også hyggeligt at deltage.
I'll be back
Det er umanerligt opløftende at møde en række medmennesker, unge som gamle, der vil bruge deres søndag på at kime dørklokker. Fra den gamle borgmester til helt unge og nervøse skolepiger. Alle slags var med. Og resultaterne var gode og indsamlernes melding var at de var blevet godt modtaget og at folk havde betalt. Bevares ca. 1100 pr. indsamler er ikke store sager. Men så alligevel et fantastsik resultat når man oplever Dansk Folkepartis evindelige afvisning af kontakt med omverdenen og Venstres noget lorne støtte (læs nedskæringer af) til Danmarks bistand til mindre bemidlede befolkninger i uheldige dele af verden.
Hvad Pia Kærsgaard og co. end mener og hvad statsministeren og hans slæng end gør, så er der stadig i den ganske almindelige befolkning en fornuftig holdning og en stor forståelse for vort ansvar overfor "de andre".
Så endnu en opløftende dag og forresten også hyggeligt at deltage.
I'll be back
Abonner på:
Opslag (Atom)