Når vattæppet blir normen

Ikke fordi jeg snakker udfra personlige oplevelser, men sådan bare i al almindelighed.
Når man, dvs. mange ellers dygtige og meningsfyldte mennesker sætter sig ned sammen og og ganske uformelt beslutter sig for at visse problemer, dem kan man altså bare ikke løse; i hvert fald ikke i dag, måske i morgen, men vi er alle da enige om at på sigt, så skal det nok gå. Når denne tankegang blir normen, når den ikke længere får de små hår til at rejse sig på armene og den synkende fornemmelse i maven er væk, så er det vist ved at være på tide at knibe sig selv i armen og vælge side; vattæppe eller hysteriske anfald?
Det lader til at større organisationer helt af sig selv udvikler sådanne vattæpper. Der opstår hellige kør, problemstillinger som der af en eller anden grund ikke kan sættes spørgsmålstegn ved. Problemer, som alle ved er der, men ingen ligesom orker at gøre en indsats overfor.
Organisationsfilosofferne har sikkert et fint ord for den tilstand, kan forklare dem teoretisk, empirisk og finde utallige historiske eksempler. Men hellerikke de kender det gyldne snit, der åbner for sækken og genskaber dynamikken og handlekraften/begejstringen.
Desværre har jeg hellerikke koden, men omvendt er jeg åbenbart stadig naiv nok, godtroende nok, selvovervurderende nok til at råbe op, når jeg ryger i klinch med vattæppet. Men jeg må stille mig selv det spørgsmål, som en sikkert kinesisk vismand engang formulerede:
Har jeg viljen til at ændre de ting, der kan ændres og evnen til at affinde mig med dem, der ikke kan - og visdommen til at se forskel. That's the question!

I'll be back

Bruce og Babel

Fredag var jeg i biografen og så den helt nye Babel. En film af en mexikansk instruktør, der er avanceret op i Hollywoods superliga. Babel fortæller tre historier om verden i dag. Historierne hænger sammen og betinger hiinanden, men foregår spredt ud i verden og især i verdens meget forskellige kulturer. Som jeg oplevede filmen var den en gribende og kontant understregning af at vi alle hænger sammen, på tværs af kulturer, sprog og levevilkår. Sjældent har jeg set sammenhængen så smukt og så gribende understreget som antydet i den spinkle årsagssammenhæng mellem en stakkels frustreret teenage pige i Tokyo, en marrokansk hyrdedreng, en priviligeret amerikansk kernefamilie og så deres mexikanske hushjælp. Sommerfuglen har ikke blafret forgæves.
Filmen burde være tvangsstof til DF's fremmedforskrækkede vælgere; vi kan bygge diger, lave beskyttelseslove, men verden er der ude, den trænger sig på fordi vi er en del af den, om vi vil det eller ej.
Som sådan en vigtig og opløftende film, men så påtrængende at jeg det meste af tiden havde mest lyst til at gå igen, ikke fordi den ikke var god og medrivende, tværtimod, men fordi den var så konsekvent og blottet for føleri og moraliseren. Men hård kost, det er Babel.

Så til lørdag, hvor jeg delte verdensrummet med ca. 22.000 andre vilde Springsteen fans i Parken. Denne lille mand, med det frygtindgydene underbid og den store smittende glæde ved at spille, hvor er han dog utrolig. Jo mere publikum jublede og spillede med, jo bredere grinede han tilbage. Og hvilken fest, han lagde op til.
Bandet var det meget alternativt sammensatte fra "The Seeger Sessions" med Cajun harmonika og pennywhistle, irske violiner tilsat Bluegrass og stortromme, blæsere - gudhjælpemig med en enorm tuba, Honkytonk klaver, reggae og cubanske overtoner, gospel og så Bruce's helt egenartede musik. Man sku tro, de var bedst egnede til mere intime steder, med savsmuld og øl på gulvet, men nej. Selv med rædselsfuld akustik spillede de hele Parken op til fællesdans.

Undervejs gik det pludselig op for mig, at Springsteen i virkeligheden spillede soundtracket til fredagens Babel. Her hørte vi rødderne til hele den sammensatte amerikanske kultur, her fremstod indvandringen fra alle dele af verden pludselig helt konkret. Ikke i modsætning til hinanden, men supplerende, berigende og ikke mindst spændende og udfordrende.
Jeg har har en udtalt svaghed for violiner i jassmusik, blues og rock. Når denne svaghed så suppleres med en forrygende harmonika sjuppende af billig Moonshine og et honkytonk opretstående for fuldt udtræk, så er jeg solgt. Når musikken så tillader sig at blande stilarter efter forgodtbefindende og afleveres med en energi og glæde, som ingen andre end The Boss kan bidrage med, så ser verden ikke så grum ud et par timer.
Numrene fra The Seeger Sessions kendte jeg i forvejen, fantastiske og ikke til at sidde stille til. Men når manden så tillader sig til totalt at gendigte en af sine egne klassikere som Atlantic City, nu nærmest uden melodi, men så meget mere som desperat kampråb, så vokser min beundring af ham til uanede højder. Tænk at kunne fornye sig så meget uden at tabe tråden, imponerende. Bare touren kommer som liveindspilning, det har musikken og budskabet fortjent.

He'll be back!

Fogh og Bush

Lige nu er jeg ved at være igennem Bob Woodwards sidste om Bush og Irak, eller rettere om beslutningsprocesserne i administrationen. Bogen er rystende læsning - som de tidligere - og god til at forstå, hvorfor det gik (går) så galt.
Men noget helt andet slår mig. I bogen hører man ned i mindste detalje om hvem, der mente hvad blandt de centrale aktører. Cheney, Rumsfeldt, Rice, Powell, Tenet og en nærmest uendelig række af centrale generaler, rådgivere, ambassadører og hvad ved jeg. Vi hører hvad de sagde på de afgørende møder, hvad de viste om Husseins WMD'er (dem der ikke var der alligevel) og om deres grænseløse mangel på konkret viden om det irakiske samfund.
Tilsyneladende kommer alt frem og alle udtaler sig åbent til journalisten, inklusive Bush. Selvfølgelig udtaler de sig alle med bagklogskab og med formålet at påvirke historieskrivningen. Og selvfølgelig er ikke alt, som det refereres i bogen, men alligevel et facinerende og meget direkte indblik i hvordan det amerikanske system fungerer. Og dermed et redskab til at påvirke den aktuelle situation.
Tænk engang, hvis vi havde en lignende åbenhed i Danmark. Tænk hvis vi på lignende måde, fik afdækket de centrale beslutningsprocesser i regeringens indekreds. Tænk, hvis det kom frem udfra hvilken viden Fogn traf beslutning om dansk deltagelse i Irakkrigen, om Muhammedkrisen eller hvordan forholdet er mellem ham og Pia K. Og ikke om 20 år, som resultat af memoirer eller historikeres forskning, men lige nu medens det har betydning.
Man kan sige meget om demokratiet i USA, men den åbenhed der er omkring centrale processer gør mig noget mere tryg end jeg er ved det totalt lukkede danske system.
Måske er der en eller anden vaks journalist, der kunne lade sig inspirere, blot en diskret ønsketanke.

I'll be back

Søndag, sol og efterår

Tænk dig engang, det er mid oktober, strålende solskin. Alle farver gyldne og afstemte. Jeg er lige kommet tilbage efter en 65km cykeltur rundt om Tune, Roskilde og Hove. Hvordan bærer man sig så ad med at bevare sit naturlige sortsyn.
Lige nu kan DF's muslimofobi og behov for at bringe sig selv i centrum ikke ophidse. Selv israelernes seneste overfald i Gaza forbliver blot en mindre efterårssky.
Jamen hvad så med situationen i Irak, den Nordkoreanske atombombe eller Socialdemokraternes manglende mod til at pege længere frem end til mere velfærd. Det burde da være nok til at fremme det naturlige mismod?
Nej, med et sådant vejr på en søndag i oktober, så holder jeg humøret højt og vægten lav (nu 88,7kg.)

I'll be back