Altså, efter oplevelserne med den forkerte ferieuge sku der ske noget - og helst noget ud over det sædvanlige.
Og det gjorde der så, måske...
Jeg købte billet til London, fik hotelværelse og afsted uden problemer. Formålet med turen var at opleve en gammel drøm om at se de berømte Airshow på RAE Farnborough. Formodentlig verdens største flyshow, så den var god nok.
Afsted og velankommet til Victoria ville jeg gå til hotellet, der ikke kunne ligge langt væk. Men noget var galt med Victoria så jeg drejede til venstre og vandrede derudaf. (jeg havde naturligvis ikke kort, hvem behøver det?) Efter nogen vandring måtte jeg erkende min manglende geografiske hukommelse og vende tilbage til Victoria og tage toget derfra. Naturligvis med en billet, som jeg ku bruge på eftermiddagens udflugt til Hendon. Jeg sku en station til hotellet, men sandelig om maskinen ikke åd min billet til 4 £. Jeg havde selvfølgelig valgt den forkerte, altså...
Nå hen til hotellet og videre tilbage og afsted til Hendon, som er det gamle RAF museum. Fint nok besøg, men der altså et eller andet med gamle fly på museum, de mister sjælen, blir støvede og trætte og lettere uvirkelige at se på.
Og så var det varmt, 100 grader mindst. London snakkede om varmerekort for årtier, op imod 40 grader. Så turen frem og tilbage var varm og tiden i Subwayen mildest talt svedig og uden luft.
Aftenen var om muligt endnu varmere, men det var sjovt at gå rundt i centrum og se alle de flotte mennesker og de dyre biler. London en sommeraften er altså en stor oplevelse. Alle tænkelige hudfarver samlet i tilsyneladende harmoni og sikke en stemning. Fin aften, men benene begyndte at værke!
Natten blev speciel. På værelse var der kogende. Tændte jeg for A/C'en blev der træk og frysende på 5 minutter, så natten gik med at stå op og tænde og slukke for uhyret.
Tidligt op igen næste morgen og med bus til Farnborough, 2 timer i en London 2 dækker bus, av min ryg.
Nå frem kom jeg og eventyret sku begynde. Fly var der nok af. Størst den nye Airbus 380, og den er stor, andet er der vist ikke at sige. Andre fly var larmende og enkelte var meget langt væk, specielt den amerikanske B1B, som jeg havde glædet mig særligt til at se.
Med det gode vejr holdt ikke. Først begyndte tordenen omkring os, flotte lyn fremhævede de sorte skyer. Siden kom regnen piskende og læ er der ikke meget af langs en startbane og der var langt til nærmeste hangar. Så vi blev våde; 100. tusindvis af os blev våde, nogen med britisk anstand andre bare kolde og våde. Og det er altså svært at holde begejstringen stående drivvåd under et meget åbent telt, hvor vinden piskede ind.
Nå men regnen holde da op igen og jeg fik set lidt flyvere, bl.a. den russiske MiG 29, og det var flot. Men festen var lissom fiset ud for mig, jeg havde ondt i benene, var våd og kold og træt. Så jeg gav op før festens højdepunkt, hjem igen med bussen, denne gang heldigvis i en lidt mere komfortabel udgave af todækkeren.
Men nu var den helt galt med fødderne, vabler under begge fodsåler og ondt i knæene. Og begyndende ondt i halsen.
Jeg tvang mig en tur i byen igen og fik den samme oplevelse af god stemning, mange smukke unge mennesker og mange penge, men altså ikke bedre fødder af den grund.
Tidligt op efter en ny søvnløs nat med halbetændelse, hudløse fodsåler og langt hjem og jeg må desværre indrømme, nu hvor jeg sidder herhjemme igen med tapløbende næse og dårligt kan gå. Hvis jeg ikke lige havde taget fejl af datoerne var jeg kommet afsted i sidste uge, havde ikke bevæget mig hele vejen til London bare for at blive skuffet og syg. Havde ikke skullet være bekymret om hvordan turen derned til Madeira går og slet ikke været sur over alle de mange penge, jeg spildte på den tur.
Og så havde jeg stadig haft drømmen om en tur til Airshow i England.
I'll be back
søndag, juli 23, 2006
mandag, juli 17, 2006
Based on a true story
Nogen gange sku man bare være blevet i seng, holdt snotten for sig selv eller overhovedet ikke bildt sig ind at man var til noget. Sådan en dag var mandag d. 17. juli.
Efter mange genvordigheder var jeg endt med at skulle en uge til Madeira, rejsen købt og betalt. Kufferten fyldt, pas og billet klar. Afgang 04.30 fra Ishøj med min lokale taxikammerat (der ikke ku få startet sin taxa fordi han havde glemt at slukke for lyset) Nå, jeg kom alligevel som planlagt til Kastrup og kom nogenlunde hurtigt til indcheckningsskranken, men så gik det ellers galt. Den stakkels dame ku ikke finde mit navn på passagerlisten, vi snakkede meget frem og tilbage og hun forsøgte sig med lignende navne – uden held. Så var det hun kom til at kigge på datoen. Ikke d. 17. men d. 24. stod der gudhjælpemig (det var ikke helt sådan jeg tænkte det, men her får du den redigerede version), men 24. stod der.
På en eller anden måde var det lykkedes mig, eller komputteren (uden tvivl på vegne af Fogh, Bush, Osama Bin Laden eller Olmert) at flytte afrejsedagen en uge frem, uden at jeg havde opdaget det.
Altså ikke så meget at gøre. Snige mig ud og finde en taxi hjem til Ishøj. Facit: Op kl. 4.00 og betale sammenlagt kr. 650 for at køre frem og tilbage til Kastrup. Og så det værste, at skulle fortælle kattepasser, familie og venner og ikke mindst taxakammeraten, at jeg altså stadig sad i Ishøj. Og så ikke et ord om blodtrykket eller humøret.
Og så lidt om hvorfor det måske ikke var så overraskende endda:
Jeg ville oprindelig på en rundtur i Indien og op i Indisk Tibet, spændende og fascinerende – desværre var rejsen altså bare udsolgt da jeg fik snøvlet mig sammen til at bestille. Så var næste mål ønsketuren til Galapagos, men på trods af hjemmesidens forsikringer havde den tur også være udsolgt siden vinter.
Næste bud var Borneo. Vilde aber, papegøjer, havskilpadder og regnskov.Det var ovenikøbet muligt, om end besværligt. Desværre voksede besværet og rejseselskabet endte med at hæve prisen med næsten 50 % - og så sagde jeg fra.
Når det så ikke engang kan lykkes mig at bestille en simpel charterrejse til et snoldet hotel på en portugisisk ø lidt ude i Atlanten, så er det jeg begynder at tro, jeg har behov for professionel hjælp.
I'll be back
Efter mange genvordigheder var jeg endt med at skulle en uge til Madeira, rejsen købt og betalt. Kufferten fyldt, pas og billet klar. Afgang 04.30 fra Ishøj med min lokale taxikammerat (der ikke ku få startet sin taxa fordi han havde glemt at slukke for lyset) Nå, jeg kom alligevel som planlagt til Kastrup og kom nogenlunde hurtigt til indcheckningsskranken, men så gik det ellers galt. Den stakkels dame ku ikke finde mit navn på passagerlisten, vi snakkede meget frem og tilbage og hun forsøgte sig med lignende navne – uden held. Så var det hun kom til at kigge på datoen. Ikke d. 17. men d. 24. stod der gudhjælpemig (det var ikke helt sådan jeg tænkte det, men her får du den redigerede version), men 24. stod der.
På en eller anden måde var det lykkedes mig, eller komputteren (uden tvivl på vegne af Fogh, Bush, Osama Bin Laden eller Olmert) at flytte afrejsedagen en uge frem, uden at jeg havde opdaget det.
Altså ikke så meget at gøre. Snige mig ud og finde en taxi hjem til Ishøj. Facit: Op kl. 4.00 og betale sammenlagt kr. 650 for at køre frem og tilbage til Kastrup. Og så det værste, at skulle fortælle kattepasser, familie og venner og ikke mindst taxakammeraten, at jeg altså stadig sad i Ishøj. Og så ikke et ord om blodtrykket eller humøret.
Og så lidt om hvorfor det måske ikke var så overraskende endda:
Jeg ville oprindelig på en rundtur i Indien og op i Indisk Tibet, spændende og fascinerende – desværre var rejsen altså bare udsolgt da jeg fik snøvlet mig sammen til at bestille. Så var næste mål ønsketuren til Galapagos, men på trods af hjemmesidens forsikringer havde den tur også være udsolgt siden vinter.
Næste bud var Borneo. Vilde aber, papegøjer, havskilpadder og regnskov.Det var ovenikøbet muligt, om end besværligt. Desværre voksede besværet og rejseselskabet endte med at hæve prisen med næsten 50 % - og så sagde jeg fra.
Når det så ikke engang kan lykkes mig at bestille en simpel charterrejse til et snoldet hotel på en portugisisk ø lidt ude i Atlanten, så er det jeg begynder at tro, jeg har behov for professionel hjælp.
I'll be back
fredag, juli 14, 2006
En våd drøm
Tænk sig engang hvis vi havde en ansvarlig supermagt, en supermagt der brugte sine superevner og -magt til at sikre fred, fordragelighed og retfærdighed i verden. Tænk dig engang, hvis en sådan supermagt besluttede sig til at den korteste vej til fred og demokrati i Mellemøsten var at sige "enough is enough" til Israel.
Tænk hvis en sådan supermagt understøttede sin klare røst med at tilbageholde økonomisk hjælp til Israel. Tænk hvis den flyttede 7. flåde nærmere til Israels kyst, hvis den begyndte at flyve øvelsesmissioner med B-2'ere i området, måske aktiverede en eskadrille B-52'er på Diego Garcia. Kort sagt hvis den gjorde nogen af de ting en sådan supermagt normalt gør, når den vil understrege et budskab.
Jeg ved godt, at sådanne handlinger nok næppe ville få enhver desperat, terroristisk indstillet araber til at opgive enhver tanke om at komme op til de 72 jomfruer eller at alle de fanatisk zionistiske israelere omgående ville opgive deres ønske om Storisrael. Men ved at tvinge den stærke part i konflikten til at udvise mådehold ville supermagten sende et helt andet signal og få en helt ny lydhørhed i regionen. Og skulle det blive nødvendigt at sprænge et par broer hist og her i Israel, ødelægge noget elforsyning eller smadre et par ministerier, alt sammen blot for at understrege budskabet, så tror jeg udemærket Israel ville kunne forstå eller i hvert fald genkende den måde at argumentere på.
Egentligt bemærkelsesværdigt. Lige i disse dage er der verdenspremiere på en meget rost ny Supermandfilm. Supermand, som efter legenden netop har til formål at hjælpe menneskene (mest dem i USA) til fred og fordragelighed. Tænk hvis en sådan film kunne inspirere supermagten USA til at gøre som Supermand. Jeg ser for mig endnu en film "Supermand, the sequel", hvor vor helt overtaler den noget skræmte Bush til først at fyre Rumsfeldt og dermed sende Cheeny endnu engang på hospitalet med hjertilfælde. Helt alene har den stakkels George Walker så ikke andet at gøre, end at tage telefonen og ringe til sin ven Olmert og informere ham om at den rigtige Supermand er på vej sammen med en 30 -40 Tomahawk missiler, hvis altså ikke de begynder at opføre sig bare lidt fornuftigt.
Men det er næsten for Hollywoodsk, og som så meget andet ender det nok bare som en våd drøm.
I'll be back
Tænk hvis en sådan supermagt understøttede sin klare røst med at tilbageholde økonomisk hjælp til Israel. Tænk hvis den flyttede 7. flåde nærmere til Israels kyst, hvis den begyndte at flyve øvelsesmissioner med B-2'ere i området, måske aktiverede en eskadrille B-52'er på Diego Garcia. Kort sagt hvis den gjorde nogen af de ting en sådan supermagt normalt gør, når den vil understrege et budskab.
Jeg ved godt, at sådanne handlinger nok næppe ville få enhver desperat, terroristisk indstillet araber til at opgive enhver tanke om at komme op til de 72 jomfruer eller at alle de fanatisk zionistiske israelere omgående ville opgive deres ønske om Storisrael. Men ved at tvinge den stærke part i konflikten til at udvise mådehold ville supermagten sende et helt andet signal og få en helt ny lydhørhed i regionen. Og skulle det blive nødvendigt at sprænge et par broer hist og her i Israel, ødelægge noget elforsyning eller smadre et par ministerier, alt sammen blot for at understrege budskabet, så tror jeg udemærket Israel ville kunne forstå eller i hvert fald genkende den måde at argumentere på.
Egentligt bemærkelsesværdigt. Lige i disse dage er der verdenspremiere på en meget rost ny Supermandfilm. Supermand, som efter legenden netop har til formål at hjælpe menneskene (mest dem i USA) til fred og fordragelighed. Tænk hvis en sådan film kunne inspirere supermagten USA til at gøre som Supermand. Jeg ser for mig endnu en film "Supermand, the sequel", hvor vor helt overtaler den noget skræmte Bush til først at fyre Rumsfeldt og dermed sende Cheeny endnu engang på hospitalet med hjertilfælde. Helt alene har den stakkels George Walker så ikke andet at gøre, end at tage telefonen og ringe til sin ven Olmert og informere ham om at den rigtige Supermand er på vej sammen med en 30 -40 Tomahawk missiler, hvis altså ikke de begynder at opføre sig bare lidt fornuftigt.
Men det er næsten for Hollywoodsk, og som så meget andet ender det nok bare som en våd drøm.
I'll be back
søndag, juli 09, 2006
Jeg køber den altså ikke
Så er den igang, manøvren med at lægge ansvaret fra os, den gode gamle om den varme kartoffel.
I forbindelse med RBF's nedlæggelse forklarer nogle nu vort nederlag med storkonflikten i 1998. Det var dér vi knæggede halsen, siger myten. Men den passer altså bare ikke.
For det første, konflikten kom ganske vist på trods af vort massive nej, 83% eller sådan noget lignende som jeg husker det (ikke mindst fordi vor nye venner i det daværende SID massivt forkastede forliget). Men det var os selv, der besluttede at vi da skulle ud og konflikte, lave blokader og i det hele taget holde fanen højt. (Medens de nejstemmende SID'er tog i kolonihavehuset eller hvor de nu tog hen) Vi skulle med djævlens vold og magt genopføre klassekampen.
Det var osse os selv, der lige efter konflikten besluttede at hæve kontingentet med kr. 200 for at få penge i strejkekassen igen.
Ja, dengang lykkedes det os at skræmme mange medlemmer væk, så langt så godt. Men mon ikke vort nederlag har flere rødder?
Lad mig pege på et par:
I forbindelse med RBF's nedlæggelse forklarer nogle nu vort nederlag med storkonflikten i 1998. Det var dér vi knæggede halsen, siger myten. Men den passer altså bare ikke.
For det første, konflikten kom ganske vist på trods af vort massive nej, 83% eller sådan noget lignende som jeg husker det (ikke mindst fordi vor nye venner i det daværende SID massivt forkastede forliget). Men det var os selv, der besluttede at vi da skulle ud og konflikte, lave blokader og i det hele taget holde fanen højt. (Medens de nejstemmende SID'er tog i kolonihavehuset eller hvor de nu tog hen) Vi skulle med djævlens vold og magt genopføre klassekampen.
Det var osse os selv, der lige efter konflikten besluttede at hæve kontingentet med kr. 200 for at få penge i strejkekassen igen.
Ja, dengang lykkedes det os at skræmme mange medlemmer væk, så langt så godt. Men mon ikke vort nederlag har flere rødder?
Lad mig pege på et par:
- Restaurationsbranchen er i sig selv svær at organisere, det er ikke kun et dansk fænomen.
- De færreste i branchen, måske lige undtagen en klike gamle reservetjenere, er specielt venstreorienterede.
- Store dele af branchen er bemandet med unge, der bare skal have penge til studierne.
- Resten deler sig i højtuddannede, ofte med tilsvarende høje ambitioner og tro på egne evner, og så dem, der er her fordi der ikke er andre jobs til dem. Det er ikke mærkeligt, hvis det var svært for RBF at finde en rolle over for begge disse grupper.
- Vi er ikke de eneste, der har det svært med at holde på medlemmerne. I modsætning til en række andre forbund, bla. a 3F igen, holdt vi nogenlunde skansen.
Dette bare lige for at sige, at hvis vi tror på noget i den nye 3F sammenhæng, os gamle RBF'er så må vi ikke undskylde os med letgennemskuelige fraser. Vi kan meget, vi har kunnet meget, men årsagen til at det ikke gik, skal ikke trivialiseres med belejlig henvisning til en konflikt i 1998. Måske vi istedet skulle bruge lidt mere tid og kræfter på lige netop at lære af eksemplet RBF og med den baggrund arbejde for en bedre og bredere fagbevægelse.
I'll be back
Tænk sig engang, ferie
Det er næsten ufatteligt, 4 uger uden møder, aftaler, pligter. Uden ture over Storebæltsbroen og den uendeligt lange vej tværs over Fyn. 4 uger uden brok, uden krav om at huske alle aftalerne, uden at skulle huske hvad man nu har lovet i et øjenbliks svaghed. 4 uger, helt for mig selv.
Og dog, straks begynder jeg at lave aftaler med mig selv, i dag skal jeg nå at vaske cyklen, skattekontoret skal besøges og hvad er det nu med det tag. Skrækkeligt egentligt, skulle det virkelig være umuligt bare at stå op, bare at se på vejret, mærke på lysten og så bare gøre lige hvad det falder mig ind?
Nå ja, jeg skal osse en tur til Madeira, måske blir det lettere at slappe af dér når der ikke er så mange pligter, eller opfattede pligter som følger med i flyveren.
Egentligt lidt af et sammenfald. For en måned siden fik jeg muligheden for at genopfinde mig selv, nye kolleger, nye opgaver og et helt nyt perspektiv. Og så her nu ferie; hvad mere kan man forlange, selv økonomien ser fin ud.
Så lige nu dur den gamle Janis Joplin hookline ikke: Freedom's just an other word for nothing left to loose. Nej, frihed er lige netop muligheden for at slappe af uden forpligtigelser.
I'll be back
søndag, juli 02, 2006
Henrik som potentiel terrorist?
Er der noget, der ku få mig til at blive terrorist er det Israel og landets politik overfor palestinænserne. Tænk sig engang, for at finde en kidnappet soldat er det nødvendigt at sprænge centrale broer i Gaza i luften, fængsle en lovligt valgt regering, bombe regeringskontorer og ødelægge elforsyningen. Ligesom det åbenbart er helt OK at henrette, hvad Israel udnævner til Hamasterroister, ovenikøbet uden at tage hensyn til at henrettelsen ofte også rammer helt uskyldige, tilfældige personer, der er så uheldige at være i nærheden, når henrettelsen finder sted per F-16 eller Apache helikopter.
Israel, som konsekvent benægter ethvert ansvar for begivenhederne. Det nuværende angreb skyldes udelukkende Hamas, angrebet på tranden i Gaza dræbte ingen uskyldige børn, det gjorde nedgravede miner, der tilfældigt sprang i luften ligesom det var vildfarne Hamas rakketter, der ødelagde elværket.
Israel, der afviser enhver kritik som antisimitiske og til enhver tid trækker på spøgelset fra udryddelseslejrene. Israel som ganske uden blusel afviser al dialog med den lovligt valgte regering i Palestina, først fordi den ikke magtede at stoppe terroren og nu fordi det er Hamas, der har befolkningsflertallet bag sig.
Israel, der slet ikke behøver at bekymre sig om omverdenes dom, landet kan trække på ukritisk støtte fra USA, på en stærk og selvsikker international lobby, der undertrykker ethvert tilløb til kritik og ikke mindst på en presse, der insisterer på at betragte Palestina, og store dele af hele mellemøsten konflikten, gennem Israelske briller - med stel, optik og øjendråber fremstillet i USA.
Israel ku få mig til at blive terrorist, som ikke andet kan! Israel gir mig lyst til at stille mig op i Knesset med bomber, knive, våben og kræve at blive hørt og kræve, at staten Israel begynder at opføre sig voksent og ansvarligt.
Men så er det jeg kommer i tanker om, at der jo er trængsel nok her i forvejen. For hvert barn der dræbes, for hver levevej, der blokeres, for hvert håb, der slukkes vokser desperationen blandt palestinænserne, respekten for liv svækkes. Så længe presset består vil der være villige nok.
Og så lige til alle forargede og til jer i efterretningstjenesterne:
Jeg ved godt at vold ikke dur, at vold, selv nok så forståelig vold er det endelige fallit. Vold avler alene mere vold. Jeg ved det, du ved det som opmærksom læser og som god magelig dansker ender jeg ikke som terrorist.
Men er det ikke netop den stærkestes pligt at gå i spidsen og afvise at løse konflikter med vold, netop fordi man er den stærkeste? Er det ikke lige netop dér, Israel, med lige netop dette lands særlige baggrund, begår sin virkelige forbrydelse?
Jeg er ikke specielt kristen, men det gamle budskab om at vende den anden kind til trænger sig på, når man ser på begivenhederne i Mellemøsten. På Israels stadig mere desperate kamp mod fred, på USA hykleriske korstog for demokrati (for demokrati læs "oil")
Den anden side er ikke for køn og har bestemt ikke rent mel i posen, jeg ved det godt. Der er i den grad brug for mere medmenneskelighed og færre diktatorer. Men hvad er bedre for en diktator end en ydre fjende; banalt og trist.
Men måske, hvis nu den ydre fjende trak sig ti skridt tilbage, måske så den gjorde det lidt sværere for dikatorerne og måske gjorde det lidt sværere at tage skridtet over til terrorismen.
I'll be back
Israel, som konsekvent benægter ethvert ansvar for begivenhederne. Det nuværende angreb skyldes udelukkende Hamas, angrebet på tranden i Gaza dræbte ingen uskyldige børn, det gjorde nedgravede miner, der tilfældigt sprang i luften ligesom det var vildfarne Hamas rakketter, der ødelagde elværket.
Israel, der afviser enhver kritik som antisimitiske og til enhver tid trækker på spøgelset fra udryddelseslejrene. Israel som ganske uden blusel afviser al dialog med den lovligt valgte regering i Palestina, først fordi den ikke magtede at stoppe terroren og nu fordi det er Hamas, der har befolkningsflertallet bag sig.
Israel, der slet ikke behøver at bekymre sig om omverdenes dom, landet kan trække på ukritisk støtte fra USA, på en stærk og selvsikker international lobby, der undertrykker ethvert tilløb til kritik og ikke mindst på en presse, der insisterer på at betragte Palestina, og store dele af hele mellemøsten konflikten, gennem Israelske briller - med stel, optik og øjendråber fremstillet i USA.
Israel ku få mig til at blive terrorist, som ikke andet kan! Israel gir mig lyst til at stille mig op i Knesset med bomber, knive, våben og kræve at blive hørt og kræve, at staten Israel begynder at opføre sig voksent og ansvarligt.
Men så er det jeg kommer i tanker om, at der jo er trængsel nok her i forvejen. For hvert barn der dræbes, for hver levevej, der blokeres, for hvert håb, der slukkes vokser desperationen blandt palestinænserne, respekten for liv svækkes. Så længe presset består vil der være villige nok.
Og så lige til alle forargede og til jer i efterretningstjenesterne:
Jeg ved godt at vold ikke dur, at vold, selv nok så forståelig vold er det endelige fallit. Vold avler alene mere vold. Jeg ved det, du ved det som opmærksom læser og som god magelig dansker ender jeg ikke som terrorist.
Men er det ikke netop den stærkestes pligt at gå i spidsen og afvise at løse konflikter med vold, netop fordi man er den stærkeste? Er det ikke lige netop dér, Israel, med lige netop dette lands særlige baggrund, begår sin virkelige forbrydelse?
Jeg er ikke specielt kristen, men det gamle budskab om at vende den anden kind til trænger sig på, når man ser på begivenhederne i Mellemøsten. På Israels stadig mere desperate kamp mod fred, på USA hykleriske korstog for demokrati (for demokrati læs "oil")
Den anden side er ikke for køn og har bestemt ikke rent mel i posen, jeg ved det godt. Der er i den grad brug for mere medmenneskelighed og færre diktatorer. Men hvad er bedre for en diktator end en ydre fjende; banalt og trist.
Men måske, hvis nu den ydre fjende trak sig ti skridt tilbage, måske så den gjorde det lidt sværere for dikatorerne og måske gjorde det lidt sværere at tage skridtet over til terrorismen.
I'll be back
lørdag, juli 01, 2006
RBF fortid
30. juni var en mærkelig, uvirkelig dag. 30. juni ophørte min organisation, RBF med at eksistere efter 16 års eksistens i dansk fagbevægelse. Vi er nu en del af 3F. Godt eller skidt?
Godt fordi vi var kørt fast, formåede ikke at løfte opgaven. Godt fordi vi har behov for nye input, nye kræfter, nye måder at løse problemerne på.
Skidt fordi det ikke er oplagt, at det nu vil gå bedre. Vi blir sværere at få øje på, talentmassen spredes rund i en række 3F afdelinger og os centralt får nye opgaver og skal bruge en masse kræfter på at lære at fungere i en ny - og meget større organisation.
Det var/er mærkeligt, at skulle sige farvel til gamle og vante rammer. Måden vi har gjort arbejdet på skal ændres, vi skal tilpasse os nye strukturer, nye burokratier og lære nye minefelter at kende.
Udfordrende javel, men også lidt skræmmende.
For nutidens unge er jobskifte, ja karriereskift en kvalitet i sig selv, et CV med 22 år i samme funktion er ikke sælger ikke mange billetter. Nu er 3-4 år i en stilling maximum, så skal man videre.
For mig og mange som mig ser verden anderledes ud. Vore kompetencer passer med opgaven og erfaring kompenserer for nyhedens initiativrigdom. Hvad der er bedst? Tja...
Efter en måned er jeg i hvert fald stadig fortrøstningsfuld.
I'll be back
Godt fordi vi var kørt fast, formåede ikke at løfte opgaven. Godt fordi vi har behov for nye input, nye kræfter, nye måder at løse problemerne på.
Skidt fordi det ikke er oplagt, at det nu vil gå bedre. Vi blir sværere at få øje på, talentmassen spredes rund i en række 3F afdelinger og os centralt får nye opgaver og skal bruge en masse kræfter på at lære at fungere i en ny - og meget større organisation.
Det var/er mærkeligt, at skulle sige farvel til gamle og vante rammer. Måden vi har gjort arbejdet på skal ændres, vi skal tilpasse os nye strukturer, nye burokratier og lære nye minefelter at kende.
Udfordrende javel, men også lidt skræmmende.
For nutidens unge er jobskifte, ja karriereskift en kvalitet i sig selv, et CV med 22 år i samme funktion er ikke sælger ikke mange billetter. Nu er 3-4 år i en stilling maximum, så skal man videre.
For mig og mange som mig ser verden anderledes ud. Vore kompetencer passer med opgaven og erfaring kompenserer for nyhedens initiativrigdom. Hvad der er bedst? Tja...
Efter en måned er jeg i hvert fald stadig fortrøstningsfuld.
I'll be back
Abonner på:
Opslag (Atom)
