Leon

Velkommen til, min nye ven Leon. Du skal nu fragte mig rundt i landet, fra nord til syd og ikke mindst vestpå. Funklende ny, med heste under kølerhjelmen og diesel i blodet. Tysk teknik, italiensk design, spansk udførsel og så en ærkedansker bag rattet, den sande EU ånd!

I'll be back

93 døgn

2250 timer, 180.000 kilometer, lidt af et bekendtskab. Det er så slut nu, bilen solgt og en ny epoke venter. Ikke så lidt vemodigt. Vi har været sammen Frankrig rundt, siddet fast i Paris, beundret Mont Blanc og gyst over Verdun. Over Storebæltsbroen utallige gange, slidt asfalten og dækkene tværs over Fyn og kedet os bravt på de jyske moterveje. Kørt rigtigt hurtigt i det tomme Vestjylland og fået en enklet fartbøde ved Hillerød (6 kmt/t over det tilladte). En nydelig ung dame har påkørt bagpartiet, men det kom der ikke andet ud af end et nyt bagparti. Egentlige problemer har vi ikke haft sammen, godt nok betalt et par millioner i vedligeholdelse og reparationer, men mindre end forventet. Bilen har altid startet og kørt, når den skulle og altid fået mig hjem i et stykke.
Så tak, kære Xsara 1.6 fra 2001. Du har været mig tættere end de fleste og nu er det så slut. Jeg kasserer dig til fordel for en ny og yngre model.

I'll be back

Forårsfornemmelser

Cyklede ind med en kold sol lige over horisonten, men fornemmelsen var der; i dag var dagen hvor vejret skiftede. Og ganske rigtigt, gik fløjtende med åben frakke og dumt smil på læberne til møde. Omkring mig cyklede folk i skjorteærmer, sad på bænke og snakkede og alle så på en eller anden måde osse bedre ud end i fredags.
Kom ud fra mødet med endnu større smil om munden, havde mødt en spændende pige, måske ku' det være, sød og spændende var hun i hvert fald. Så humøret fik en tand til, solen varmede endnu mere og det var lissom noget var sluttet og noget andet begyndt. Tja, troen og håbet kan man jo altid varme sig lidt ved.
Cykelturen hjem var varm og sveden sprang mere end normalt. Hjemme igen ku' jeg lige knibe en halv time med avisen ind ude i solen.
Hvad mere kan man så bede om? Nå ja, lønforhøjelse. Og sandelig, out of the blue, tilsyneladende en særdeles pæn tilpasning af løn og pension.
What a day!

I'll be back

At rejse er at leve

Sådan er der vist en eller anden klog mand, der er citeret for at sige. For mig gælder der åbenbart andre regler.
Skulle til møde i Bilbao, egentlig ganske simpelt og uproblematisk. Bestilte billet over vort interne rejseburo og havde helt styr på det hele. Aftenen før brugte jeg rejsenummeret til at checke ind over SAS's hjemmeside, fik sæde og alt var i orden. Mødte op til Kastrup, afleverede kufferten og fik to styks boardingcards, et til Kastrup og et til Barcelona.
Men så var det også slut med den glatte vej. I gaten blev jeg promte afkrævet en billet. Jamen du kan jo se mig i computeren, med sæde, baggage osv. Nix, svarede den ikke særligt venlige Gatekeeper, jeg manglede en billet. Hvordan jeg så kunne checke ind, få boardingpass osv, det havde hun ikke lyst til at kommentere. Der var ikke noget at gøre, uden billet ingen adgang til flyet.
Heldigvis var flyet nu lastet, piloterne klar og diverse "slots" klar i luftrummet over Europa. Så den med at stoppe flyet, tømme min kuffert ud og så begynde forfra, den var vist ikke populær.
Så jeg fik lov at flyve med til Barcelone, uden boardingpass videre og besked om at jeg måtte være et frygteligt menneske.
I Barcelona kom jeg glat og uden problemer og altså boardingpass videre med flyet til Bilbao. Ingen løftede øjenbryn, ingen problemer.
Så det var jo helt fint, lige til det viste sig at min kuffert var blevet væk undervejs. Så stod den på papirer, beskrivelse af kuffert, telefonnumre, hotel og jeg ved ikke hvad. Og den stod på intet skiftetøj, ingen toiletsager og ingen oplader til mobilen.
Men jeg kom da til Bilbao.

Om Bilbao er der ikke meget at sige, De unge er gode til at demonstrere, gode til at råbe slagord og der er mange af dem. Politiet er gode til at skyde med scareguns og slå med lange knipler. Og bortset fra lidt blod hist og her, så foregår kampen for selvstændighed meget højlydt, men uden den store dramatik og uden smadringer og afbrændinger.
Guggenheim er usandsynlig flot og facinerende og byen i det hele taget rar. Desværre kan ingen bare lidt engelsk og restaurationerne åbner først kl. 9 om aftenen. Men et rart besøg.
Hjemturen gik for så vidt glat. Jeg fik beskæftiget ca 8 til 10 personer i lufthavnen med at få en gyldig billet, men da den var på plads, gik resten glat.
Men næste gang, næste gang jeg skal med en flyver - hvordan tør jeg overhovedet tænke tanken?

I'll be back

Ungeren

Tænk sig at det skulle ske for mig! Jeg deputerede med den første vejspærring ved den den oprindelige Folkets Park, var blandt de første i det stadigt eksisterende Folkets Hus i Stengade. Har besat tomme huse, fyldte banker, blokereret veje, strejket ulovligt og i det hele taget opført mig ganske upassende.

Og nu sidder jeg her, mange år efter og hepper på politiet. Skælder ud på de overbeskytte unge, der misbruger deres velstand til at te sig som forkælede snotunger, smadre værdier som var de tomme mælkekartoner og så forvente at vi andre bare skal forstå dem, tilgive dem og så give dem, hvad de peger på. Ja, sådan tænker jeg faktisk idag!

Indrømmet, jeg har osse nægtet at gøre som Politiet sagde, har strittet imod, skubbet tilbage og gjort ting, som flertallet ikke mente var acceptable eller lovlige. Men aldrig - aldrig - brugt vold. Aldrig betragtet Politiet som fjenderne. Aldrig forsøgt at skade andre, hverken politikere eller politi. Råbt Lede Edel og brugt sprogets værste gloser mod Egon Weidekamp, men slået på dem, spyttet på dem eller brændt deres biler, aldrig. Aldrig smadret vinduer, brændt containere eller smidt med flasker, brosten eller lignende hårde ting. Det værste våben vi brugte i de gamle slumstormerdage var løbesedler og megafoner.

Sådan er det åbenbart ikke mere, og jeg græmmes. Og så bruger de Folkets Hus, mit Folkets Hus til at planlægge afbrænding af biler, smadring af skoler og jeg ved ikke hvad. Var det virkelig hvad vi kæmpede for da vi "befriede" Folkets Hus og satte det i stand?

Vi vandt ikke vor kamp tilbage i 70'erne. Sorte Firkant blev revet ned, Nationalbanken byggget og revolution blev det jo slet ikke til. Men det altdominerede og overordnede budskab vi havde til folk var Vågn op, tag del, kræv og kæmp. Vi kæmpede for noget, brugte udemokratiske metoder, men fjenden var altid ideer, ikke ejendom og slet ikke andre mennesker.

De unge idag har vel næppe et mål, de ser kun fjender og oplever helt åbentlyst ikke et behov for folkelig opbakning. Trist, uhyggeligt og deprimerende, hvad er det dog for nogle unge, vi har skabt?

I'll be back

Hvis Dansk Folkeparti fik sin vilje

Tænk engang, hvis nu DF og Karen Jespersen fik sin vilje. Hvis alle indvandrerne pakkede sammen, fik nok og rejste til Sverige. Hvis terroristfrøene, alle dem der endnu ikke er dømt, alle dem, der ser forkerte ud på den forkerte måde, hvis de 2 til 300.000 lige pludselig tog flertalsdanskerne på ordet, ikke orkede at være annenklasses danskere længere - hvor stod vi så?
Tja, busser og taxi kan vi kigge langt efter, rengøring ligeså, kiosker og grønthandlere selvfølgelig. Kassedamer i supermarkeder, opfyldning i supermarkeder, væk er de alle. Ikke så få læger og sygeplejelsker, nogle ingeniører og tandlæger ligeledes.
Til gengæld vil der ikke være mangel på politibetjente, journalister og projektmedarbejdere, sprogskolelærere.
Hvad så Pia og Karen, skal vi udskifte muslimerne med polakker, baltere eller ukrainiere? Eller skal vi helt til Philipinerne og Thailand for at hente acceptabel arbejdskraft?

DF bag genmodificeret vælgerprototype

Det er ganske vist kun en and, ovenikøbet en ælling, men måske et bud på fremtidens kærnevælger. I hvert fald Dansk Folkepartis ønskevælger.
Tænk dig engang, hvis vi alle blev født med 4 ben og armene blev til små pjaltetde vinger, der kun kan blafre forskrækket. Med en smule moderne genteknologi skulle det da ikke være så umuligt. Med fire solide platfødder ville vi stå urokkeligt fast, ikke noget med at bestige nye højder. Med vingerne kunne vi klappe, hver gang vi hørte noget vi ku' lide og vifte forskrækket over det uventede.

Vi ville blive uovertrufne til at træde vande. Men vigtigst af alt. Hvis vi sammen med de fire fødder, vingerne og næppet fik indkodet ændernes evne til at lade sig præge af deres første kontakt. Jeg ser menneskehedens fremtid. Fødestuer udstyret med store fotostater af Pia Kærsgaard hånd i hånd med Anders Fogh. Og jeg ser trappen ud fra hospitalet fyldt med pludrende nye danskere, begejstret på vej hen til andedammen solidt og urokkeligt hver på fire flade futter og de små vinger piskende rundt. Hvad kunne være mere hyggeligt og bekræftende.

Eneste problem bliver hvordan alle de nye, genmodificerede Pia & Anders kloner kan betjene deres remoter til fladskærmene eller lave mad i samtalekøkkenet.

I'll be back

Tabt kærlighed gør ondt

Sad og så en skøn og temmelig flippet film. Der var en behandling, hvor man kunne få udvisket sine erindringer. Når man ville væk fra et forhold, skippe en kæreste eller hvad ved jeg, så fik man en behandling, og personen og erindringerne var væk fra bevidstheden. Vrøvl naturligvis, men en sød og charmerende film.
Desværre osse meget rigtig.
Det værste, ikke noget nyt her, ved at blive skilt eller miste dem, man elsker aller højest, er ikke altid bare fraværet af ens kæreste. Det er der som regel gode grunde til. Nej, det værste er at det, der engang var de mest strålende øjenblikke blir pinfulde, at hente frem. Det værste er at så meget af ens liv forsvinder. Det gør for ondt at mindes. Steder, situationer, store oplevelser bliver smetefulde at genbesøge. Fotoalbums forbliver uåbnede, ting smides ud bare fordi de indeholder lykkelige minder, eller bare minder i det hele taget.
Men som filmen også viste, banalt og smukt; man kan ikke smide sin bagage væk. Den kan gemmes af vejen, forvises til hjernens mørkeste afkroge, men væk kommer den ikke. Og fri blir man aldrig. Bare lidt mere fortrolig med afsavnet for hver dag.

I'll be back

Alexandra, farvel

Lidt forsinket gik det op for mig af en af mine store drømme var fordampet, sådan lige for øjene af det meste af Danmarks befolkning. Hvordan kunne hun dog gøre det?
Alexandra havde alt, hvad jeg kunne ønske mig. Flot pige, lysende øjne og en tilsyneladende glimrende evne til at spille rollen. Ikke nok med det hun er eksotisk, god til sprog, så har hun penge, ihvertfald penge nok til mig. Eneste minus havde været at jeg så skulle have optrådt som jaget vildt på landets sladderblade og vel også anskaffet mig en smoking og gå til frisøren hver anden uge. Men hvad, det ku' jeg nok have levet med. Det er så slut nu, hun har valgt en tilfældig fotograf, uden overhovedet at vide, hvad hun går glip af. Ovenikøbet en lidt suspekt type, hvis jeg skal tro overskrifterne - og så yngre end Alexandra, tsk tsk!
Forbandet ærgerligt, nu havde jeg gået og drømt om hende så længe. Hvem skal jeg nu sukke efter? Paris Hilton, hun er da vist ledig, men hun er måske ikke lige typen og jeg dur ikke til at være oppe sent om natten. Tilbage er der kun et par nyhedsoplæsere eller hvad med Divia Das, men hun er væk fra vejret og min TV skærm, så den dur hellerikke længere. Hjæælp!

I'll be back

Hvem er gud egentlig?

Jeg kom til at tænke over det her til morgen, på lokum. En artikel i Politiken havde været inde på fremvæksten af religiøsiteten, både som forklaring for tusinder af år siden og nu igen, hvor andre faste rammer falder væk. Måske vi alle har brug for noget at måle os overfor, noget at være ansvarlig overfor, noget at stræbe efter at gøre glad og tilfreds. Hvis det er Gud, så blev jeg pludselig også religiøs, sådan lige dér på tønden. I det tilfælde er min gud min søn og min datter, hvem elllers?

I'll be back

Kære Karen

Stakkels Karen, hvad skal du dog gøre nu? Abu Laban tillader sig at dø netop som du skal til at ophidse danskerne mod islamisterne endnu engang. Måske endnu en del af deres nedrige plan for at underlægge sig Danmark.
Tænk dig, nu lykkes det at brænde igennem i alle medierne med budskabet "Karen is back", nu i den nye udgave som Venstrekandidat, som du siger "Jeg har jo altid været en sand liberal!". Alle døre står åbne, ikke længere må du nøjes med forsamlingshuse og boghandlere. Nu er det primetime, landsdækkende TV. Og dit budskab? Klart og tydeligt, islamisterne er truslen, truslen mod velfærd, kvindefrigørelse, truslen mod hele landets eksistens. Og så tillader han sig at dø, ham overforføreren, bagmanden bag angrebet på ytringsfriheden, bugtaleren med de to budskaber, et til danskerne og et til islamisterne. Lige netop nu, hvor du for alvor kunne bruge ham. Nu hvor flertallet af vælgerne var ved at vænne sig til tilstædeværelsen af en fremmed religion i landet, nu hvor familiesamførelsesreglerne så småt begynder at kunne diskuteres igen. Hvor eksemplerne på urimelighederne er ved at stå klarere end frygten for de fremmede. Og vigtigst af alt; nu hvor arbejdsmarkedet skriger på arbejdsduelige indvandere.
Jo, da, Karen, der er bestemt behov for en som dig til at genoplive danskernes slumrende svinehund. Men ærgerligt at du må skrige dit budskab ud i tomrummet, uden en Abu Laban til at spille bold med.
Så velkommen tilbage (fra de par måneder som partiløs). Hvad bliver dit næste skridt, når nu Venstre viser sig for blødsødent, for socialdemokratisk for dig? Blir næste skridt Dansk Folkeparti eller Dansk Front?

I'll be back

Tony Bennett

Jeg har en dyb svaghed for denne gamle crooner, han kan noget med stemmen som få andre kan eller har kunnet. Her sidst har jeg købt hans sidste CD, hvor han synger duettter med diverse andre spændende kunstnere, fra Dixie Chicks til Elvis Costello.
Sandelig om han ikke synger røven af bukserne på de forskellige superstjerner. Bono, Billy Joel, George Michael, folk der godt kan brænde igennem, ja selv en Barbara Streisand falder helt igennem sammen med mesteren. Om det så er en superstjerne i hans eget reportoire som Diana Krall, så lyder hun farveløs i duetten med Tony Bennet.
Kun k. d. lang og en vis spansksyngende Juanes (?) følger med og han holde mesteren stangen. Imponerende.
Og hvad er det han kan, den gamle? Ja, bortset fra selve stemmens klang og valget af fængende evergreens, så kan han det der med pauserne. Han formår at vente til det helt rigtige splitsekund, vente til panikken næsten breder sig, vente til det i virkeligheden er for sent - og så ramme helt rigtigt, så man overgiver sig i dyb beundring.

I'll be back

Hvorfor skal det være så svært

Jeg ved det godt, ynk er slemt og selvynk er den værste form for ynk. Alligevel synes jeg det er synd for mig selv.
Belært af de senere års erfaringer og et mindre overskud på kassekreditten ville jeg i år bestille ferie i god tid. Kravene til ferie er ellers simple, jeg vil til et eller andet eksotisk sted, gerne i østen. Det skal være en grupperejse og så må der ikke være trekking, det kan knæene ikke længere. Ellers frit slag.
Der var bare lige et problem. Rune skal giftes 14. juli, så den dag er det nok klogest ikke at være udenlands. Men OK, jeg fandt en spændende, og billig, tur til Borneo med afgang 28. juli. Orangutanger, delfiner, rengskov, mangrove, sandstrande, hvad mere kunne jeg ønske.
Købte og betalte rejsen og begyndte så småt at glæde mig selvom der jo var 7 måneder igen.
Så var jeg i Rørvig for at besøge min mor. Fortalte henkastet om rejsen, sådan mest for at få holde hende orienteret.
Mor sagde så lige så henkastet, at jeg jo så ikke kunne komme til hendes 90 års fødselsdag.....
Det gjorde naturligvis ikke noget, hun ville ikke arrangere noget, havde ingen planer osv. Men ups, hvor blev jeg bare meget mindre meget hurtigt.
Nå, fat i Topas, som var meget forstående og gerne ville flytte min rejse. Der var bare ingen ledige pladser, hverken her i vinter eller til sommer. Heldigvis havde jeg indbetalt afbestillingsgebyr, så det kostede "kun" kr. 575 at annullere rejsen.
Så igang på nettet med runden til øvrige selskaber. Her viste det sig hurtigt, at det var umuligt at finde en rejse, der enten ikke var udsolgt eller ramte udenom 14. juli eller 6. august.
Her i vinter/foråret fandt jeg en spændende tur til Brasilien, der lå rigtigt tidsmæssigt og var til at betale (med lidt god vilje og manglende respekt for kassekreditten!)
Fint, der var også plads, problemet var bare at de ville have kr. 9000 for enkeltværelse, eller rettere sagt bare for at rejse alene. Fuldkommen urimeligt og ude af trit med prisniveauerne, men sådan var prispolitikken hos Kuoni, så hold jer væk fra det selskab.
Lige nu er sidste chance så en tur til Vietnam i april (som "kun" skal have lidt over 2500 for at jeg rejser alene).
Så hvordan det end går, rejsen, hvis det overhovedet lykkes, bliver omkring dobbbelt så dyr som planlagt, målet et helt andet. Alt i alt, har jeg ikke fortjent lidt ynk?

I'll be back

Betydningen af et smil

Jeg kender en pige som er speciel for mig. Ikke på den måde hun egentlig burde være, sådan går det ikke. Men speciel alligevel. Hun kan en ting, som få andre har mestret, bortset fra diverse kærester og koner.
Hun formår alene med et hurtigt smil at sætte mit humør tilbage op på toppen - eller på vej der op i hvert fald. Smilet rammer lige i øjnene og lige da stråler solen.
Det er ikke fordi hun ikke kan finde på at mobbe, træde hælen rundt i dumheder eller på lignende vis provokere. Ja, hun ynder det måske ligefrem. Men altid er smilet dér, bagved og altid trænger budskabet ind. Jeg føler mig god nok, når jeg kan fortjene en sådan en hilsen.
Smilet rammer og gør underværker, hver gang.
Pokkers ærgerligt, at vi ikke sees så meget mere og at vi kun sjældent får snakket. Men når smilet så rammer, så stiger humøret et par grader, mindst.
Tak

I'll be back

Hvorfor er det, vi altid skal have noget at frygte

Her de sidste uger med fravær af vinter, med storme, oversvømmelser og uberegneligt vejr kloden rundt, så kommer snakken om global opvarmning, økologisk katastrofe og så videre. På tide kunne jeg mene. Nu er der advaret så mange år, godt - om end måske for sent - at alvoren går op for os.
Men så er det der ringer en lille klokke. Der er ligesom noget jeg har hørt før.
Som barn i 50'erne og 60'erne var det den altomfattende atomkrig, der truede. Og vi var bange - sikkert med god grund. Jeg glemmer aldrig da min mor vækkede mig, for vi skulle sidde sammen og høre radio om Cubakrisen. Her var frygten for atomkrig reel.
Siden har katastrofen luret i mange varianter. Taktisk atomkrig når Russerne invaderede Vesteuropa gennem Fulda og sikrede flanken ved at udslette Danmark. Så blev det til frygten for massiv indvandring fra østlandene efter murens fald, der var frygten for diverse pandemier, fugleinfluenza, Sars. Frygten for terrorisme efter 11. september (som effektivt holdes i live af hysteri omkring luftfarten). Frygten for muslimerne. (Vel trådt i stedet for flere århundreders frygt for jøderne?, påfaldende, ikke!)
Den ene altomfattende trussel har afløst den anden, som om vi alle egentlig helst ville have noget at frygte, måske for at sætte den daglige tryghed lidt i relief.
Ser man tilbage i historien har den altomfattende katastrofe altid luret lige om hjørnet eller bag den bekvemmeste fordom. Den totale verdensødelæggelse findes vel i de fleste verdens religioner. Vi roser os af en kristendom, der allerede har udslettet verden én gang ved syndfloden. Vi har Satan, der truer os alle og så naturligvis Dommedag, når Vorherre ikke rigtigt gider lege med os længre.
På det lokale plan var frygten reel, istedet for at frygte herremanden eller fyrsten, frygtede man ånder, hekse og fabeldyr. Den går trods alt ikke længere med den almene folkeoplysning (selvom Dansk Folkeparti gør hvad de kan for at udbrede frygten for spøgelser), derfor de verdensomspændende scenarier- desværre funderet på reelle risici .
Måske er det godt med sådanne globale frygtscenarier. Måske er de med til at drive udviklingen frem. Frygt er nu engang bedre til at motivere til anstrengelser end overflod.
Men spændende blir det hvad der kommer næste gang, hvis altså ikke...

I'll be back - I hope!

Kunsten at lave kaffe med koldt vand

Det er ikke første gang det er sket, og sikkert for andre end mig. Sætte vand over, komme kaffepulver i koppen, lave noget andet et par minutter, hælde vandet over kaffen og undre sig over hvorfor koppen stadig er lige kold. Eller sagt med andre ord, glemme at tænde for kedlen og blot handle per refleks. Resultat, tja i bedste fald smager kaffen ikke så interessant, men ellers hedder reaktionen nok et eller andet med interessante bandeord og så forfra.
Så var det jeg kunne se parralellen.
Stå op om morgenen, håbe på en god dag, gennemleve dagen og så i seng. Hvad kunne være mere lig at lave kaffe med koldt vand. Det er lissom der mangler noget, gejsten, gnisten, strøm på kontakten. Og resultatet ja det er enten bavdr eller om igen!
Hvor kommer kunsten så ind?
Jo, kunsten er ikke bare at blive ved med at håbe. Kunsten er at ændre sine mønstre, gå udenom reflekserne og finde meningen og prøve noget nyt. Kunsten er ikke at stille sig tilfreds med at brygge kaffe på koldt vand.
Så i morgen, når jeg starter cyklen så finder jeg en måde at få andet og mere ud af dagen - og måske jeg så kan overlade det til reflekserne at lave kaffe i morgen aften.

I'll be back

Saddams farvel

Få har vel som Saddam Hussein formået at præge disse år. Først som diktator, så som redskab for USA, siden som prügelknabe for især Bush Junior og alvorligt misforstået samlingspunkt for desperate palestinænsere.Nu har hængningen af ham sandelig osse formået at splitte verden.
Først med forargelsen over dødsdommen, siden med udsendelse af video med selve hængningen. Jeg har set den "officielle" udgave, den hvor man nådigt(!) stopper før faldlemmen åbner sig. For mig er det rigeligt grusomt. Ligegyldigt hvor slem en diktator Saddam var, så retfærdiggør det ikke det koldblodige mord på ham, som hængningen var. Men så samtidig officielt at filme hængningen og udsende filmen verden over, det er at synke til Saddams eget niveau.
For mig at se er den ophidsede debat om hvorvidt selve dødsøjeblikket også skulle udsendes rent hykleri. At vise begge dele er ren onskab og dumhed. Ondskab fordi et hvert mord, henrettelse, hængning er ondskab. Dumhed fordi det afslører at vi, eller dem vi kæmper for i Irak, støttet af alverdens nyhedsredaktioner, ikke er et hak bedre. Dobbelt dumhed fordi det giver ham rollen som martyr for de masser i Mellemøsten, der ikke har ret mange andre valgmuligheder.
Den offentlige hængning viser også en anden uhyggelig ting. I nutidens verden er begivenheder kun virkelig, hvis de kan sendes på TV. Halshugningerne af bortførte gidsler skal vises på TV for at have værdi. Twin Towers havde værdi mest fordi det foregik live på TV. Iraqkrigen var virkelig fordi den skete på TV. Nu også hængningen, havde TV ikke været der, måske i form af en mobiltelefon, så havde ingen troet at Saddam virkelig var død.
Hvad om sendte et par tusinde mobiltelefoner med videooptager til Dafur, så måske - måske - myrderierne dér blev virkelige og verden så sig nødsaget til at handle.

I'll be back

Julen set udefra

Når man som jeg ikke fejrer jul er den lidt en pinsel at være vidne til. Oplevet udefra drejer alt sig om at præstere. Præstere overfor famlie, præstere det perfekt udsmykkede julebord, den perfekte julestemning, den helt rigtige juleand og så ikke mindst de gaver, man vil blive husket for bagefter.
Intet under at folk er stressede i julen.
Man ku tro at folk fejrede jul for at hygge sig sammen med ens kære. Næ nej. I julen handler det om familien, også selvom man ikke har set familien hele året og hader ham svigerfaren, fætteren eller tantens ulidelige lille køter. Man ku tro at gaverne blev givet fordi modtagerne havde brug for dem, men nej. De gives for at vise hvormeget man værdsætter personen og for at vise hvor mange penge man selv kan ofre på gaver.
Det var selvfølgelig anderledes dengang ungerne var små. De glædede sig til gaverne og til at se mormor og farmor (ikke samtidig, men glæden var rigtig alligevel) De ku sikkert også li den lidt usædvanlige stemning, juledekorationerne og ikke mindst slikket - ikke mindst slikket!
Men det er altså snart mange år siden.
Nå, hvis jeg nu lægger tungsindet lidt væk, så er det vel meget godt med ét tidspunkt om året, hvor man tvinges sammem i familien, trods alt. Bare man ku slippe for præstationsræset, for kravene om at leve op til Disneys og CocaColas forlorne julestandard.
Næste år tror jeg jeg vil prøve at slås lidt for en fælles jul med de 3-4 tilbageblevne i familien, uden julegran og uden and i fed sovs holdt nede med tung risengrød i flødeskum. Men et par flasker rødvin, en lammesteg eller et stykke laks, det kunne vel også gøre det.

I'll be back

Er Gud ryger?

En af mine yndlingsaversioner er organiseret religion og ikke mindst når tro erstatter kritik eller bare viljen til at undersøge. Lidt på samme måde har jeg haft det med debatten om passiv rygning. Forklaring følger:
Hvis nu Gud, Jahve eller Allah virkelig fandtes var det største problem for dem næppe passiv rygning. Man kan ligefrem have dem mistænkte for at være tilhængere af rygning i det hele taget fordi det skaffer flere kunder i butikken, eller i hver fald får dem hurtigere frem til porten. (Der er også en masse røgelse i de fleste religioner, røg, der vel indeholder nogenlunde de samme skadelige stoffer som tobaksrygning, men det er altså en helt anden historie)
I forbindelse med min kampagne for at få forbudt passiv rygning i restaurationsbranchen har jeg mødt religiøsitet, og så det betyder noget. To varianter har været iøjnefaldende:
Den første med benægtelsen. "Passiv rygning er da ikke skadelig fordi rygning i det hele taget ikke er noget problem; min gamle onkel røg cigarer og blev 98½ uden at have én sygedag. Alle de der undersøgelser det er bare påstande, som selvgode, politisk korrekte forskere (udtales fuskere) har opfundet til lejligheden".
Og så den lidt værre, den med den personlige frihed til at ryge. "Jeg har valgt at ryge, fordi det er min ret". Sjovt nok har to af de fremmeste fortalere for dette synspunkt været DF's to fundementalistiske fyrtårne, Jesper Langballe og Søren Krarup. De to har uden skam insisteret på at ryge hvor og hvornår, de selv finder behov for det. Og så må andre bare indordne sig derunder. Helt på linie med Kim Larsen, sjov forbindelse dér!
Dem med benægtelsen, de ligner jo vor tids religiøse, der på trods af al sund fornuft, videnskabelige grundbegreber og almindelig samfundsudvikling, fastholder at Gud skabte verden på 7 dage for ca. 6000 år siden. Ligesom religiøse benægter forekomsten af dinosaurer, så benægter benægterne overvældende videnskabelig dokumentation for rygningens skadelighed og for behovet for indgreb.
Dem med den personlige frihed er smartere. Under henvisning til deres personlige frihed kræver de ret til at ryge og kræver dermed at andre finder sig i deres rygning. Helt på linie med vor tids religiøse fanatikere, der kræver at vi andre indordner os under reliøse normer; Jul og Påske, de ti bud, afbildning af Mohammad, forbud mod kondomer og abortion. Deres ret til at ryge er en individuel frihed, som andre ikke skal sætte grænser for. Hvis nogen ikke vil udsætte sig for rygnings sundhedsfarlige egenskaber, kan de bare holde sig væk! (Sjovt - eller rettere beklageligt - nok en holdning som genfindes på en række førende avisredaktioner landet rundt!)
Så ham Gud, han er nok ryger. Hans måde at organisere verden på, hans pålæg om dogmatisme og menneskefjendske livssyn, det er i hvert fald blevet voldsomt genbrugt i debatten om rygning.

I'll be back

Tilfældets ulidelige tyngde

Det er hårdt at erkende det, men nogen gange ganske ubestrideligt. Det er tilfældet, der former min tilværelse. Her forleden slap jeg udenom fyringsrunden. Fordi jeg var mere velkvalificeret end mine uheldigere kolleger? Fordi gamle regnskaber skulle afgøres, fordi andre skulle tages i ed, fordi et regnestykke skulle gå op? Tja, selv bliver jeg nok ikke klogere lige med det samme. Det afgørende for mig var imidlertid, at jeg pludselig så mig stå med et ben udover afgrunden. Fik et skrækindjagende syn for hvad min situation kunne have været, hvis ikke tilfældet, højere magter eller hvad ved jeg, havde maget det anderledes.
Og sådan har der været så meget. Er min udvikling eller skæbne blevet drevet af egen vilje, andres plan og velvilje eller af en stribe usammenhængende tilfældigheder. Historien peger på det sidste.
Blev bortadopteret og endte hos mine forældre, der ikke selv kunne få børn.
Lavede mit eget første barn/foster lige efter abort blev tilladt, sluttede næste forhold med abort nr. 2. Fik lavet min søn i et af de allerførste samvær med min kone for de næste 13 år og skabte min datter, medens vi knap kommunikerede.
Endte på Tuborg fordi der kunne alle få job, kom i forbundet fordi min forgænger forregnede sig.
Af mystiske omveje endte bryggeriarbejderne sammen med restaurationsbranchen og dér fik jeg min "mission" og derudaf til den nuværende situation som 2. violin i 3F's arbejdsmiljøarbejde.
Har uden tvivl overlevet utallige tætpå situationer i trafikken, én enkelt potentiel dødsulykke hvor bilen blev totaltskadet og jeg fik en mindre forstuvningaf tommelfingeren er det i hvert fald blevet til. Kunne være ramt af børnelammelse, min astma kunne have ødelagt lungerne og canseren kunne have slået til forlængst. Fælles for alle disse situationer er at tilværelsen ligeså let kunne være gået helt anderledes, og med stor sandsynlighed uden at jeg selv var bevidst om det eller kunne gøre det store fra eller til.
Men når afgrunden ikke lige åbner sig foran en, så kan jeg godt lide at bilde mig ind, selv at have indflydelse på hvordan min tilværelse former sig. Så det gør ondt, når sandheden om ens egen rolle sådan stirrer mig i øjnene. Når jeg må erkende at lotteri, tilfældigheder eller simpelt held eller uheld spiller hovedrollen i mit liv. Det var den oplevelse, der ramte og slog mig i tovene. Frygteligt og trist at skulle sige urimeligt farvel til gode kolleger, men deres situation fik mig til at se tilfældets afgørende betydning i øjnene - og det er ikke rart.
Måske skulle man se at blive religiøs, så kunne jeg udskifte tilfældet med en højere magt!

I'll be back

(PS. Jeg ved det godt, titel og morale er tyvstjålet fra Kunderas Tilværelsens ulidelige lethed, sorry)