PostDanmark blues

Fik en beskeden pakke sendt fra USA med et par figurer, samlet pris inc. transport $39,90 svarende til vel ca. kr. 220. Simpelt og effektivt via en webshop "somewhere out there". Men med pakke fulgte en opkrævning for told og moms samt et vist fortoldningsgebyr på tilsammen kr. 207. Ikke fordi jeg har noget mod at betale moms og told, det er jo spillets regler, men et fortoldningsgebyr på kr. 120 samt moms heraf på kr. 30 synes noget uforståeligt. Jeg har jo bare købt en vare i den nærmeste butik, ikke gjort noget ulovligt eller forsøgt at omgå nogle regler, men vups, et gebyr på mere end halvdelen af en vares pris oven i købsprisen!

Nå, men jeg skrev et pænt brev til PostDanmark. Bad om forklaring og påpegede i øvrigt at toldopkrævningen var udregnet udfra $45.50 og ikke den opgivne pris.

Efter en del uger ventetid og et par rykkere fik jeg en mail, der bare siger at sådan er det. Ikke nogen forklaring eller blot en henvisning til gældende regler.

Efter kontakt til lidt forskellige personer med forskellige svar og forskellige former for almindelig høflighed modtager jeg her 4 måneder efter en ikke nærmere forklaret "regulering af toldregning" på kr. 9, altså har jeg nu ikke længere betalt kr. 207 for en vare til kr. 220, men nu kun kr. 198 - hvilket jo ganske ændrer sagen...

Desværre sidder jeg stadig tilbage med manglende forståelse for hvordan PostDanmark kan opkræve et gebyr for at fortolde en vare, ovenikøbet et så stort gebyr der ikke står i forhold til prisen. Var varen købt i Danmark eller bare i EU havde jeg sparet dette gebyr. Og hvordan kan det være, at et gebyr, der på denne måde pålægges mig, ikke kan forklares nærmere af PostDanmark - for ikke at sige overhovedet er acceptabelt i et moderne samfund med udbredt handel via nettet?

For nu at gøre komedien eller tragedien komplet har jeg siden købt en anden vare via nettet og også denne gang fra USA. Her udgør købesummen $98,05, svarende til kr. 459. Dette køb pålægges ganske korrekt et toldgebyr på kr. 114, men denne gang et fortoldningsgebyr til PostDanmark på kr. 54, altså væsentligt billigere end i første tilfælde på trods af at varen kostede mere end det dobbelte, logik?

I'll be back

Seoul, svær at blive klog på

Hvad kan man mene om en af verdens storbyer efter en uges besøg. Ikke meget naturligvis, men lidt plads til forundring vækkede besøget. Vi opholdt os i hvad jeg formoder er en af de nyere dele af byen, med de største højhuse og de bredeste gader. Så man sig omkring kunne man lige så godt være i en by i USA. Flot, højt, mange mennesker, endnu flere biler. Rent, og tilsyneladende uden egen stemning. Det eneste, der skilte sig ud var at menneskene var lidt mindre og ikke var af europæisk udseende. Men påklædningen, udtrykket var internationalt, ganske uden særpræg. På de færre besøg i andre dele af kæmpebyen ændrede billedet sig kun lidt, husene blev lidt mindre, og der kom lidt flere butikker og værksteder på gadeplan, men noget orientalsk indtryk, overhovedet ikke. Skulle jeg sammenligne med andre af de storbyer jeg har besøgt i Asien, er Seoul uden sammenligning den mindst anderledes og dermed også den mindst interessante.

Men kaotisk trafik, det kunne de. På trods af 8-10 baners motorveje på kryds og tværs, brede boulevarder med 6 spor, mindst. På trods af en tilsyneladende nogenlunde bilkultur, så var kaos uundgåelig store dele af dagen. Det kunne tage ulidelig lang tid med en taxa og var helt umuligt af indfaldsvejene på de kritiske tidspunkter. Vi burde invitere danske trafikplanlæggere og især nogle af politikerne med forkærlighed for flere og bredere motorveje over at se at løsningen ikke ligger i flere og bredere veje. Det demonstrerer Seoul til perfektion. Ovenikøbeet på trods af en tilsyneladende effektiv undergrundsbane.

Måske nogle af de, der af uforståelige grunde er imod en afgift for at køre i København, skulle tage ved lære her.

I'll be back

DMZ, paranoia eller hvad?

Var på udflugt til den demilitariserede zone mellem de to Korea'er, langs den 38. breddegrad. Mystisk oplevelse. På den ene hånd en enorm satsning på masseturisme og show, på den anden side en dybt hysterisk tilgang til et alvorligt emne. Sydkorea er, sandsynligvis med en vis grund, dybt bekymret over hvorvidt deres nabo kan finde på at angribe igen. En bekymring US tilsyneladende ikke gør meget for at reducere.

Men paranoi og ideoti skriger til hinanden her. Alle floder med tilløb fra Nordkorea er indhegnet i bevogtet pigtråd med kampklædte soldater i pillboxes - stakkels dem, må være en af verdens kedeligste bevogtningsopgaver.

Oppe i turistområdet ved DMZ er fotografering ind over selv linien forbudt, det er forbudt at fotografere fra den propagandafilm, der vises. Forbudt at fotografere ned i tunnelen, som ganske vist er gravet af nordkoreanerne, men fotos derfra kan åbenbart hjælpe ved en ny invasion. Sågar forbudt at fotografere en temmelig primitiv model af området. Men alligevel er det Sydkoreas største turistattraktion! Billedet øverst viser folk lovligt fotograferende ind over DMZ. Man måtte godt træde nærmere og se i kikkert ud over området, men altså ikke fotografere. Måske i håbet om at nordkoreanerne ikke selv kan tage fotos fra nord eller har hørt om Google Earth?

Tåbelige restriktioner, men når så de ledsages med en voldsom gang propagande for "reunification", af smuk snak om at åbne adgangen ikke kun for lastbiler, men også for persontrafik. Når alt står klar til åbningen, jernbane, fortoldningsfacilititer, jernbanestation åbnet af selveste Bush, George W., ja så er det at det hele bliver surrealistisk. Kampberedte soldater, turister i hobetal og fotoforbud 100 meter under jorden. Man får tanken at det hele er show for turisterne. At formålet med det hele er at understrege Sydkoreas udstrakte hånd mod den farlige bror mod nord. At det ikke skader det sydkoreanske regime med at holde liv i fjendebilledet. Men sådan kan man jo heldigvis tænke sit!

I'll be back

Her et foto at indgangen til toget, der indtil videre ikke kører nordpå:

XVIII World Congress on Safety and Health at Work

Hvad skal man dog rimeligt mene? Ca. 4000 delegerede fra hele verden samlet i Seoul for at drøfte arbejdsmiljø, for 18. gang ovenikøbet. Og fint og fornemt er det. Åbning med Sydkoreas ministerpræsident, alle de rigtige internationale organer, ILO, ISSA og vore egne EU institutioner, Arbejdstilsynet og så os fra LO familien. Og vi rokker, siger de. Drøftelserne er "extremely important" og very interesting. Vi skal implementere strategier, globalt og nationalt og selv en repræsentant for den internationale sammenslutning af arbejdsgivere er rørt til tårer over problemets omfang og behovet for "concerted action".

Behovet er der, i den grad. Men tror jeg virkelig på at kongresser som denne flytter noget? Et eksempel. Under en debat i et Symposium(!) nævnte jeg at det er da godt med social partners og god vilje, men måske skulle man kunne forvente at arbejdsgivere med erkendte problemer selv gik i spidsen for "action" og illustrerede det med eksemplet fra koffertkampagnen i lufthavnen. Svar fra "chairperson": nu skal vi jo ikke generalisere!

Ordene er mange, den gode vilje om muligt endnu større, men problemerne løses da vist kun for alvor, hvis fagforeninger kan presse regeringer og arbejdsgivere til ansvarlighed - eller hvis der som i Danmark opstår alvorlige problemer med for få ansatte til for mange jobs! Det rykker.

En mere personlig kommentar. Hvorfor er så mange professorer, doktorer, og andre med fine titler så uduelige til at holde deres præsentationer? Alt for generelle ord, alt for intetsigende slides og alt for lidt interesse i at komme ud over rampen?

Svarerne skal nok findes i den suppe, der illustrerer dette indlæg!

Resten af billederne fra Seoul findes her: http://picasaweb.google.dk/HHalbum/Seoul

I'll be back