En umulig sommerdiskussion

Nu fortrænger den virkelig røde fare de frygtede dræbersnegle. Enhedslisten er i gang med et landsforrædderi og svigter "vore drenge" i krigen i Irak. Dvs. det er jo ikke Enhedslisten, selvom de har ment det samme fra krigens start. Nej, historien er bedre, nu er det Asmaa Abdol-Hamid, der er ude med endnu et ophidsende budskab. Og det er jo en langt bedre historie end hvis Rune Lund eller hvad de nu hedder havde sagt det samme. Ikke nok med at hun ser fremmed ud, hun tillader sig at fremsætte sine synspunkter på formfuldendt dansk. Det kan man jo ikke bare sådan tillade sig. Tænk engang, en kvinde, erklæret fundamentalistisk islamistist, stiller op for den yderste venstrefløj - og så tillader hun sig at fremture velargumenteret, klart og på det nydeligste ærkedanske. Det er simpelthen for meget. Og når hun så snigløber de danske soldater, der ganske vist er på vej ud, men stadig sætter livet på spil, ja så er selv Villy Søvndal på krigsstien. Måske Villy vil sætte Hjemmeværnet ind mod Asmaa når nu interessen for at bruge Hjemmeværnet mod dræbersneglene ikke var så stor.

Til sagen.

Irak blev overfaldet af en koalition af villige, deriblandt danske soldater. Danmark har en styrke i Bashra efter anmodning af den lovligt valgte irakiske regering. Nu med FN mandat, javel, men forklar lige den iraker, der er oplever sig forulempet af fremmede styrker, at hans egen frit og demokratisk valgte regering selv har bedt danskerne om at køre patruljer i hans landsby. Jeg tvivler på at jeg selv ville kunne se forskellen, hvis rollerne var vendt om.

Vi hylder højlydt de få frihedskæmpere, der vovede pelsen under tyskernes besættelse af Danmark. Tyskerne og regeringen kaldte dem ganske vist terrorister, men hvad. Vi hyldede den vietnamesiske befrielseskamp, selvom den var rettet mod en lovlydig valgt sydvietnamesisk regering. Og vi hyldede, med Lars Lykke Rasmussen i spidsen, afganernes befrielseskrig mod russerne, som havde besat landet på indbydelse af den lovligt valgte afganske regering. Så helt let er det ikke, hvem er lovlige frihedskæmpere, hvem er terrorister og hvem er bare ganske almindeligt møgsure over at se fremmede soldater i gaderne.

Jeg nærer en stor beundring for de danske soldater, der hver dag sætter livet på spil for en tabt sag. Men forståelsen for dem og deres umulige situation bør ikke forhindre os i at diskutere krigen/besættelsen/befrielseskampen bredt i pressen og mellem hinanden. Og den ret må Enhedslisten og deres åbenmundede kandidat vel tilstås i vort demkratiske samfund.

I'll be back

Slut med Harry

Så nåede jeg bind 7 til ende, og, surprize surprize, den endte som man kunne forvente. Ikke mindst i lyset af de sidste års enorme forventninger og spekulationer gik læsningen hurtigere og hurtigere som der blev færre og færre sider i bogen. Konstruktionen var simpel, Harry og Voldemort kan ikke begge eksistere samtidig, der var ikke et bind 8 planlagt og nogen af hovedpersonerne skulle slås ihjel.Man kunne så have opstillet en afkrydsningsliste og holdt væddemål om hvem der vandt, hvem der blev slået i hjel og om serien endte godt eller skidt. Spændende tanke, som nok er realiseret et par tusinde steder på nettet. Nu er det altså for sent og listen kommer ikke her. Så bare læs videre, både i bogen og her på siden.

Som en anden, der ikke må nævnes ved navn, har jeg levet med Harry siden serien begyndte, jeg husker ikke hvorfor jeg købte den første, vist mest som impuls. Sjovt har det været, især de første bøger var fyldt af en fantastisk humor og varme, billedet af Hogsward og de lettere kiksede troldmænd var fængslende og jeg måttte grine højt gang på gang. Som serien skred frem blev temaet mere og mere alvorligt, der blev længere og længere mellem grinene. Istedet voksede der en kamp frem mellem det gode og onde i hver enkelt af os, wizards eller ej, en kamp mellem den tolerante samfundsmodel overfor den facistiske. En kamp mellem kaos og harmoni. Iklædt fantastiske gevanter, fabeldyr, duellerende tryllestave og et spændende persongalleri. Jeg var forhekset, levede med og holdt af personerne, selv ham Tom Riddle, som i virkeligheden er bøgernes mest gådefulde og dermed mest spændende person.

Fra mit personlige liv kan jeg genkende de frygtelige Dementors, der sluger al glæde og varme og kun kan skræmmes væk med en Patronus, en skytsengel, der reflekterer ens inderste væsen. Jeg kan genkende tivvlen på hvad der er rigtigt at gøre, og skammen over begåede fejl og ikke mindst behovet fort at have nogen at holde af, at være holdt af og det svære ved at acceptere dette.

Men altså nu slut med Harry og hvilken slutning, der er drøn på i sidste bind, trylleformularerne fyger gennem luften, sceneriet skifter og spændingen er tårnhøj til sidste - næstsidste side. Ikke en bog jeg ville læse højt som godnatlæsning for mindre børn. Men godt gået fr. Rowling, skulle du få flere gode ideer til nye serier, så står jeg parat i køen ved boghandleren.

He w'nt be back.

Set fra den anden side

Vi er vant til at se de skrækkelige billeder fra Irak gennem vor vestlige optik. Vi ser med total mangel på forståelse på selvmordsbomber, fanatisme og ekstremisme. Vi ser Irakere slagte Irakere og ødelægge religiøse helligdomme. Og vi forstår det ikke. Hvad vi end mente om invasionen, så burde et ellers civiliceret folk ikke gå sådan i opløsning. Men det gør det, og forholdene bliver bare værre dag for dag.

Så faldt jeg over en bog af en algerisk forfatter, Yasmina Khadra, The Sirens of Bagdad, og så blev det hele lidt mere forståeligt og lidt mere frygteligt. Bogen handler om en ung irakisk knægt, der provokeres til at blive selvmordsbomber. I sig selv slemt nok, men beskrivelsen af et amerikansk kontrolbesøg hos hans familie i en søvnig landsby er rædselsvækkende, som ganske lidt andet jeg nogensinde har set eller læst. Ja det overgås vel kun af den scene, hvor en såret irakisk etellerandet bliver skudt af amerikanske soldater. I bogen overtræder amerikanerne alle normer for hvordan man skal omgås andre mennesker og bryder med selv det mindste krav om anstændighed. I sig selv slemt nok, men bogens pointe er at set med irakiske øjne er overgrebet tusind gange værre fordi hjemmets fader ydmyges. Når han, i sig selv temmelig ussel og nedbrudt, udmyges for øjnene af sin søn, så lægges vejen til katastrofal hævn øjenblikkelig åben og kravet om at hævne faderes ydmygelse kan kun efterleves med blod.

Bogen indeholder også en rystende beskrivelse af forholdene i Bagdad, igen set nedefra, fra en irakers synspunkt og med dennes perspektiv. Bestemt ikke rar læsning.

Khadra har begået to bøger mere om Irak, jeg ved ikke om jeg glæder mig til at læse dem, men det er desværre nok nødvendig læsning. Skulle nogen, udover Bush og Fogh, mene at krigen i Irak kan vindes, hvad det så ellers indebærer, så burde denne bog give stof til fornyet eftertanke.

I'll be back

Ps. Fik læst de to andre bøger i triologien på tur til Azorerne. Pyha, det var hårdt. Den ene handler om Afganistan og forholdene med Taleban, den anden om situationen i Israel og Palæstina. Sjældent har jeg haft så svært ved at læse, måtte stoppe for hvert kapitel og sunde mig. Og sjældent har bøger efterladt mig med så stort ubehag. Hvad er det dog, der sker blandt disse fundamentalister, hvad driver dem så vidt og hvorfor har de fremgang. Læs bøgerne og få svaret, men bered dig på søvnløse nætter.

The swallows of Kabul og The Attack. Jeg fik mine gennem Amazon.

Brylluppet i Thisted

Efter 58 år lykkedes det mig at deltage i et "rigtigt" bryllup, først i kirken -puha, at det skulle overgå min søn- og så siden til en flot fest med kærlige taler og afsluttende brudevals. Smukke og glade var de, flot fest med mange flotte og kærlige taler, enormt rare mennesker. Tænk at min (og Susannes) søn har gjort sig fortjent til at den ståhej. Selv blev vi gift på Rådhuset, medens Rune blev passet hjemme. Vi nåede frem og tilbage på én HT billet og det var vist det. Som jeg husker det, så var det med at være blevet gift ikke sådan nogen vi snakkede om, det var mest for at sikre arvefølgen. Dengang var det besværligt at være samboende med et barn, det var "lettere" at være gift, rent formelt og lovmæssigt i hvert fald.

Brylluppet i lørdags var noget helt andet. Glade var de, Linda smuk som en gudinde og Rune flot og ikke mindst stolt. Det lykkedes ham at holde en fantastisk tale for sin brud - og lidt for alle os andre, og han lød slet ikke som en folketingskandidat. Så blev de ellers begge kærligt chikaneret af familie og ikke mindst venner, hvoraf nogen kendte dem lidt for godt. Et par af historierne var i hvert fald ikke kendte for mig, godt det samme!

Selv lykkedes det mig, i bogstaveligste forstand totalt uforberedt og med hovedet fyldt af noget helt andet, at kvække et eller andet om hvor langt et æble kan falde fra stammen.

Men en fantastisk oplevelse var det. Ikke mindt at min mor, 90 år om knap en måned, klarede turen og var med til sidste sekund. Så tak og undskyld, at jeg var lidt distræt og optaget af helt andre ting end min søns bryllup.

I'll be back

Underet i Thisted

Hvordan beskriver man følelsen af et bjerg, der smuldrer sammen om en, følelsen af at verdens sorteste sky går i opløsning? Jo, klicheer er der nok af, så måske jeg bare klinisk skal registrere, at jeg genså min datter her i lørdags til min søns bryllup. Genså er et fattigt ord, fordi det vel er 15 til 18 år siden vi sidst har været sammen og savnet har været massivt i alle årene. Men i det øjenblik vi stod overfor hinanden og hun gav mig et knus, så var det klicheerne stod i kø for at udtrykke følelserne. Jeg vil ikke påstå jeg registrerede ret meget af brylluppet i kirken, dertil var øjnene for fyldt med vand og hovedet et helt andet sted, men det er vel også undskyldeligt. Omvendt kan man sige, at hvis en kirke nogensinde har været ansvarlig for et under, så skete der i hvert fald et af slagsen i Thisted i lørdags.

I'll be back

Me and Bobby McGee

På vej hjem i dag var det salig Janis Joblin og hendes gamle hit der kørte rundt i hovedet. Ikke for musikken eller for den umiskendelige drive, der var over hende. Nej, for den dybt eksistentielle tekst: Freedom just an other word for nothing left to loose

Hvorfor? Fordi der nu strækker sig ikke mindre end 4 uger foran mig. 4 uger uden aftaler, uden forpligtigelser, uden ansvar for andre end mig selv. Jo da. Et bryllup på lørdag, en 90 års fødselsdag 6. august og et enkelt møde har da sneget sig ind i kalenderen. Men derudover, intet.

Den rene salighed blandet med skrækken for så lang tid uden struktur. Hvad skal jeg dog finde på, kan jeg holde ud at være alene med mig selv så længe uden at blive tosset (mere tosset). En slags forpremiere på pensionisttilværelsen.

Janis kunne ikke selv håndtere friheden og ansvarsløsheden, men druknede sig i stoffer. Mange af de gamle flippere fra dengang gik samme vej. Frihed er ikke sådan at håndtere, frihed er fin at drømme om, men svær at realisere og sværere endnu at leve ud uden at ende som drivgods, " Just like a rolling stone, like a complete unknown" som en anden af guruerne sang.

Jeg ved ikke hvordan det vil gå mig, lige nu er 4 uger lang tid, men mulighederne er også mange. Måske det vil lykkes at mødes med Bobby McGee og nyde friheden, måske jeg vil kede min røv i laser. Lige nu er jeg bare glad, ikke lige glad, men glad for de uanede muligheder - og så er der lige det med brylluppet lørdag i Thisted.

I'll be back

Truslen fra cykelisterne

Jeg ved det godt, isen er tynd her. Indrømmet, jeg kan også finde på at tage et højresving mod et rødt lys, der er et par småveje undervejs, hvor jeg ikke altid holder for rødt og et enkelt fladt venstresving kan det da godt blive til. En typisk tur frem og tilbage på arbejdet ville nok koste mig en ugeløn, hvis jeg havde en betjent i røven med bødebogen fremme. Men altså, og så er det jeg bevæger mig ud på isen. Jeg er ikke til risiko for nogen, hverken mig selv eller andre. Jeg generer ikke nogen, tvinger ingen til at undvige, bremse op eller bare til at sige hov. Og jeg kommer frem, det er sundt og jeg kan lide det.

Nu skal jeg så høre i pressen, at jeg udgør en særlig risiko i den københavns trafik, at der skal ske en ekstraordinær indsats overfor mig, at der skal uddeles bøder. I TV taler folk alvorligt og indtrængende og det hele er til at brække sig over.

Hvem har nogensinde set politiet ude med samme budskaber overfor alle bilisterne, der ikke kan se forskel på rødt, gult og grønt. Hvem har nogensinde stillet et TV crew op og stoppet bilisterne når de fræser over for rødt med 80 i timen, kører ud i kryds klart uden mulighed for at kunne nå over, parkerer på cykelstien eller overhaler i fodgængerfelter.

Jeg mener, hvad med proportionerne, hvad med virkeligheden. Ja, der køres skræmmende råddent af mange cykellister i København, der køres uden omtanke og folk kommer til skade.

Men skaderne er intet sammenlignet med det bilerne laver, de slår folk i hjel. Det er fint med lidt orden, men start dog hvor det batter, start med moralen blandt bilisterne.

Tænk engang, hvis politiets (og sommerpressens) interesse blev rettet mod virkelige problemer. Og tænk engang, hvis der bredte sig den oplevelse i befolkningen, og mest blandt cykelisterne, at vi alle skal være der på cykelstierne. Kører man med hensyn og forsigtighed, så er det nok sikrere end den tankeløse overholden af diverse politivedtægter om højresving, ensrettede gader og fortove. Det er solidaritet og respekt, der mangler, ikke blinkende blå lygter.

I'll be back

Harpen

Harpen som instrument har ikke sagt mig noget siden de gamle Marx Brothers film, det ændrede sig radikalt tirsdag aften. Var til jazzkoncert i Tivolis Koncertsal. Flot program med mange store stjerner og fængende musik. Men altså også med Tivolis Symfoniorkester, en 30 - 40 stykker af dem og så en harpe ude på fløjen. Eller rettere sagt en harpenist med umanerligt lange og smukke ben. Det var ikke fordi hun spillede så meget, et par gange blev harpen vippet hen mod hende og hun rørte ved strengene, men det var totalt umuligt at skelne lyden midt i bragende Bigband jazz og en fransk/amerikansk/dansk rytmesektion, hvor især den franske spjætfyr med det mystiske hår, var helt fantastisk.

Men min nye kæreste, hende harpen med de lange ben, hun sad bare og var med, foden vippede diskret til musikken og hun klappede sammen med os andre. Og jeg havde ikke øje for ret meget andet. Kun når Lisa Nilsson fik lov at synge med, så fik harpedamen uimodståelig konkurrence. Spændende koncert, lidt for meget larm og teknisk flot spil, lidt for lidt inderlighed, men en god aften - og så med et helt nyt blik på harpenister.

I'll be back

Væsentlighedskriteriet

Jeg hører nogen gange begrebet nævnt i forbindelse med de store nyhedskanalers udvælgelse af emner. Lørdag oplevede jeg et sådant eksempel.

Efter TV2 nyhederne skiftede man hurtigt over til Nyhedsstudiet udenfor Frederiksborg Slot, så vidt jeg forstod fordi spændingen var så stor. Og hvad var det så, der var så spændende, at der blev kørt direkte vist i 10 minutter (var ude og brække mig efter de første par minutter). Jo, de tre værter havde hver sit område, som de næsten ikke kunne vente på. Den ene var spændt på om Frederik fik lov til at bære babyen, den anden om hvad hun skulle hedde og den tredie, hvordan man afviklede et privat arrangement (med livedækning fra begge de store kanaler) Så var der en, der var spændt på hvem gæsterne var - regeringstoppen var jo ikke inviteret. Lone Kühlman fik fortalt, at Frederik er et følsomt menneske, hvor hun så ved det fra og Jens Dorph, at det var spændende hvilke signaler (den private) barnedåben sendte om kongehusets positionering i samfundet.

Som om det ikke var slemt nok, så fortalte de med stolthed at begge landsdækkende nyhedskanaler var tilstede med hvert sit nybyggede studier ved slottet, TV2 endda med egen helikopter.

Man må jo så håbe for DR og TV2 at intet forstyrrer den store satsning på væsentlige nyheder. Ikke flere bomber i London, ingen større myrderier i Irak elller fejlbombninger i Afganistan. Ingen megaregnskyl i Danmark eller nye afsløringer af doping hos CSC. Tænk hvis væsentlighedskrititeriet skulle tvinge redaktørerne til at vælge mellem barnedåb og andre nyheder. Tør jeg gætte på resultatet!

I'll be back

PS. Et hurtigt check af programmerne viser at der er livetransmission fra 7.00 på begge kanaler til 13.00 og så timelange reprotager igen i aften! Yes, flere penge til DR1 og flere reklamer til TV2 - pengene går jo til et væsentligt formål.

PPs. Man kunne jo spørge mig selv om ikke samme væsentlighedskriterie burde forhindre mig i at skrive disse linier, men sådan er der jo så meget...