Udrensninger i Dansk Folkeparti

Man imponeres, endnu en udrensning i DF, og endnu engang er det højrefløjen der må stå for. Partiet skal være - blive - stuerent for en hver pris. Alt hvad partiet er opstået udfra skal væk, ud, ekskluderes, udrenses.

Prisværdigt nok, Morten Messerschmidt er ingen pryd for dansk demokrati, Søren Krarup slet ikke og Mogens Camre, der burde vide bedre, er vel den mest rablende paranoide af dem alle.

Tilbage sidder Pia, som dronningebien. Alle tjener hende, alt er tilrettelagt for at servicere hende og hendes tro løjtnanter. Ingen debat, ingen vaklen, ingen selvstsændige tanker.

Nu skal jeg altså ikke lyde som om jeg vil savne nogen af de berømmelige landsbytosser i DF. Vi skæmmes som nation af at have personer som de ovenfor nævnte som en fremtrædende del af vort demokrati, vi gør ondt på uskyldige og udstyrer os med pinagtigt krumme tær, hver gang en Mogens Camre eller en Søren Krarup melder sig på banen. Spændende bliver det hvordan vælgerne belønner hende for bevægelsen mod stuerenheden. Kan de stadig genfinde sig selv afspejlet i DF stadig mere grå masse, eller begynder de at se tilbage mod Socialdemokratiet og Venstre.

Spændende...

Sidste:

Pia kjærsgaard frit og frejdigt på DR 1: Tørklæder er et symbol på linie med at vise hagekorset og islam er en ideologi som nazisme eller kommunisme.

Ja, det sagde hun faktisk til studieværtens store forbavselse, men hvor er overskrifterne i dagspressen? Hvor er advarslen fra Pia til Pia?

Konklusionen er nok dobbelt:

Dansk Folkeparti har ét ideologisk ståsted, kampen mod islamiske indvanderer (og al andet fremmed) - så kan de smide så mange ud de vil og uddele nok så mange advarsler til prominente MF'er.

og

Under dække af den såkaldte kulturkamp kan man sige hvad som helst i den offentlig debat.

Jeg græmmes!

I'll be back

Vietnam og historien

For mig har Vietnam altid været et nærmest mytisk land. Som ung kom det til at præge min ideologi, mine grundopfattelser og en ikke uvæsentlig række fordomme. Efter siden at have læst en masse mere eller mindre lødig litteratur om krigen, kom jeg ikke helt uforberedt til landet her i april. Spændende var det derfor især at besøge et par museer i Hanoi og et i Saigon om krigen. Desværre var museerne næppe oplysende, i hvert fald ikke bare på overfladen.

Kort sagt var hovedbudskabet, der var krig og vi vandt. Fjenden var US imperialismen, men hvad der ellers skete fra 1953 til 1975 (og siden) blev man ikke just klogere af på disse museer.

Ikke et ord om borgerkrig, ikke et ord om Sydvietnams vel egentlig forståelige kamp for selvstændighed, også rettet mod nordvietnameserne. Ikke et ord om forskellene på folkene i nord og syd. Og da slet ikke et ord om at krigen mest blev vundet i US og i hjerterne i vesten, kun i mindre grad på slagmarkerne i Laos, Cambodia og i Vietnam.

En sjov detalje var de udstillede fly. Samtlige var forsynet med flotte U.S. Airforce mærker. Men når man nu er en flynørd som mig var det klart at kun en enkelt type faktisk kunne have været anvendt af de amerikanske styrker. Resten var alene anvendt af det sydvietnamesiske luftvåben, godt nok leveret af amerikanerne, men formelt og nogen gange meget reelt opereret af sydvietnameserne selv. Alligevel skulle de se ud som om de var efterladenskaber fra de amerikanske styrker.

I mine øjne havde historien været både mere sand og mere anvendelig i dagens Vietnam, hvis det var indrømmet at der havde været en krig mellem syd og nord, at nord havde vundet, men at der nu var forsoning og at landet nu hang sammen som en hel nation. Men nej, den gamle US imperialisme version blev fastholdt for en hver pris, trist.

I'll be back

Vietnam og fremtiden

Som turist i Vietnam opsøger man uvægerligt billeder som ovenfor. Mere end halvdelen af mine billeder fra turen viser situationer, hvor det ser primitivt ud, hvor der bruges "gammeldags" metoder og hvor forskellene til danske forhold er mest fotogene. Sådan må det være, men er det et rimeligt billede af landet og dets muligheder?
Vietnam er et land, der er på vej - men vejen ser lang ud. Herhjemme er vi bekymrede over globaliseringen, over at miste arbejdspladser. Fra Vietnam er perspektivet anderledes. Vejen frem for dem er at tilbyde sin kollosale arbejdskraftreserve til at producere forbrugsgoder til den mere udviklede del af verden. Så set med gamle internationalistiske øjne burde vi slås for at flere arbejdspladser blev flyttet til lande som Vietnam, jo flere jo bedre. Flere arbejdspladser i Vietnam, bedre økonomi, mindre fattigdom, bedre sociale forhold og udvikling. Og når vi så samtidig kan sikre os selv billigere fladskærme, sko og bukser, hvorfor er vi så så bange?
Så når nu billederne, også i mit album, viser det idylliske Vietnam og ikke de nye fabrikker, vækstområderne, så fortæller de kun den halve historie.

I'll be back

Vietnam blues

Lige hjemkommet efter mere end 2 uger i Vietnam og besøget står stadig uklart. Hvad var det jeg oplevede, hvordan har det ændret min verden?
To begreber står overfor hinanden; venlighed og varme overfor kaos og katastrofe på vej!
Overmådeligt venlige, smilende og smukke mennesker, rart at færdes blandt befolkningen. Gå på mod, vilje til at skabe sig en bedre fremtid. Smuk natur og facinerende historie.
Alt det overfor umulige betingelser, misbrug af naturen, udvikling for en hver pris og trafikkaaos og udviklingsmuligheder, der synes mindre og mindre dag for dag.
Det er de to stemninger, jeg nu sidder tilbage med efter min hektiske rundtur fra nord til syd.
Startede i Hanoi med dyttende scootere, overvældende aktivitet ikke mindst på gaderne; over Ha Long bugten med dens betagende natur og totale misbrug af kysten til masseturisme (og økonomisk fremgang). Videre til Hue, Hoi An, hvor trafikken stadig var slem og hvor hotellerne bemægtede sig strandene, men folk stadig er venlige og den lidt fjernere historie fylder godt op. Videre mod syd over Na Trang til Saigon eller Ho Chi Minh City, som den med begrænset gennemslagskraft er omdøbt til. Her havde scooterene helt taget magten og storkapitalen fået bygget sine vækstsymboler. Nede i Mekong deltaet rådede vandet, kokussen og varmen og (desværre/heldigvis) masseturismen var ikke for alvor nået frem.
Hvad skal jeg mene, Vietnam har kun få chancher, som turen var tilrettelagt så vi kun dem med masseturisme for øje og ikke meget af landets industrielle muligheder. Synet var ikke altid lige kønt, naturen skriger på omsorg, pusterum og færre hoteller. Økonomien kan bruge turisterne, men kan indutstrien tiltrække tilstrækkelig med ordrer uden at vejnettet helt bryder sammen og uden at folk begynder at udskifte scooterne med biler?
Vietnam har nok kun én chance, men det har jo endnu ikke forhindret nogen i at tage den!

Du kan se fotos fra turen her:
http://picasaweb.google.dk/HHalbum/Vietnam2007

I'll be back

Operaen

Havde mit første besøg i Operaen, Simon Boccanegra. En stor oplevelse, ærgerligt nok mest for bygningen og det at være dér live, mindre for selve operaen.
Hr. Møllers mausoleum er fantastisk, rummet inde foran selve den træbeklædte sal er imponerende og en oplevelse i sig selv.Især når vejret var med os, som det var og vi kunne sidde og spise med udsigt over hele havnen, Amalienborg og det nye skuespilhus. Det er flot og medrivende at være der inde og hvad man end måtte mene om Hr. Møllers gave (og smag) så virkede det hele yderst velfungerende og spændende. Bortset altså lige fra de famøse kølergriller rundt om huset. Når man sad på byens flotteste restaurant var der frit udsyn ned til havnen og op til himlen, men fra pladserne var der en kølergrille, der helt tog udsynet ind over byen, mindre smart.
Jeg skal ikke gøre mig klog over selve operaen. Noget med nogle familier i Verona, der var uenige om et eller andet og så derfor døde i hver akt. Så var der en temmelig søgt parallel til østeuropa, totalitære kommunistiske regimer eller hvad ved jeg -ideen var ikke helt klar, men det betød at sangerne var ikædte kedeligt halvtresser tøj, stod og gik som kopier af de udøde fra Night of the Living Death, men ikke nær så morsomme!
Desværre var musikken også meget lidt fængende, de spillede og sang enormt flot, men det virkede mest som om der var lagt lidt forskellige toner til de forskellige replikker, som så blev trukket ud med enorm styrke. Flot, men ikke fængende. Og bestemt ikke som i nogen af de få operaer, jeg kender og kan skråle med på alene hjemme.
Men altså, alt i alt en stor oplevelse og tak til Rune og Linda for at invitere mig med.

I'll be back

Blekingegadebanden

Blev færdig med første del af Peter Øvig Knudsens bog om Blekingegadebanden, medens snotten var ved at formørke hjernen helt.Og uha da da, den kom tæt på. Jeg levede mine ungdomsår i på den yderste venstrefløj. Heldigvis endte jeg i den anden halvdel af den oprindelige maoistiske udspaltning fra DKP, det der senere blev til KAP og ikke KAK. Husker udemærket vor lettere forundring over den lille, pudsige gruppe folk omkring Godtfred Appel, der som os kaldte sig marxister leninister, mao tse dong tænkere, men som helt åbentlyst havde afskrevet klassekampen i Danmark.Vi havde meget glæde af deres forlag og de mange opbyggelige værker om den glorværdige kinesiske revolution, men selve organisationen KAK eller KUF så vi ikke meget til.
Dog husker jeg en del diskussioner om ideen med, at det danske proletariat havde forrådt sig selv og ganske svigtede den internationale solidaritet og verdens revolutionen. Vor konklusion var dog at vi, revolutionens bragende fortrop, skulle ud og vække masserne, hæve den røde fane og ryste kapitalismens og reformismens kæder af. Jeg tror, jeg egentlig godt forstod KAK's holdning med at det ikke nyttede noget, at revolutionen måtte starte et andet sted. Der var vist også noget med et Lenin citat om Danmark som kapitalismens museum, men heldigvis tog vi jo ikke altid alle citater lige alvorligt. Så vi bevarede troen på den danske arbejderklasse.
Den der med at financiere PFLP med kriminalitet herhjemme eller direkte tage del i væbnede aktioner rundt omkring i verden, den kendte vi jo ikke det fjerneste til og som jeg husker vore diskussioner, så ville vi nok have afvist tanken som venstreekstremistisk, revisionistisk eller på en eller anden måde afvigende fra masselinien.
Netop masselinien var nok vor styrke og hovedårsagen til, at jeg idag stadig synes at det var tiden værd. Masselinien sagde et eller andet i retning af, at forandring kun sker når det brede flertal tager magten og kræver forandring. Masselinien afviste at handle på vegne af masserne eller i modsætning til masserne, men sagde dog at de -masserne- godt kunne bruge lidt pift for at få lettet røven. Eller sådan husker jeg det.
Spørgsmålet er, hvordan KAK blev til Blekingegade. Var det noget der lå i vort fælles ideologiske arvegodt eller noget helt specifikt for gruppen omkring Godtfred Appel? Jeg synes ikke bogen giver svaret, men det er nok hellerikke så lige til. Spørgsmålet er dog interessant. Vi valgte at bekæmpe demokratiet på demokratiets grund, at slås for proletariatets diktatur med grundlæggende demokratiske metoder. Mærkeligt nok, for på mange måder var det jo ganske rigtigt selvimodsigende og ulogisk. Palestinæsnernes kamp var og er på mange måder langt mere interessant og betydningsfuld end kampen for et større fladskærms TV eller længere ferier, som vel er ved at være den danske arbejderklasses samlede parole idag.
Men vi var og jeg er nok grundlæggende for dansk, for koncensussøgende og magelig til for alvor at slås for noget - full speed ahead and damm the torpedoes - som KAK prædikede. Tak for det.

I'll be back

Snot, snot og mere snot

Snot er ikke en ny del af mit liv, men et tilbagevendende faktum. Snot i lungerne, snot ud af næsen og nogen gange osse snot i hjernen. Jeg ved ikke om årsagen er astmaen, vejret, arvesynden eller bare for at jeg skal have noget at brokke mig over. Men irriterende er det.
Nu har det stået på i halvanden uge, slemt nok. Men om to dage går turen til Vietnam og så ved jeg ikke hvordan det blir med hoste, småfeber og snot i lange baner. Man kan jo så bare håbe at jeg ikke rammes af en hidsig aircondition, af skift i temperaturen eller hvad forholdene derude nu har at byde på.

I'll be back