Er der et folk, som jeg ikke forstår, så er det israelerne. Jeg nægter at tro, at de er hverken dummere, mere selvoptagne eller mere indskrænkede end andre mennesker, men jeg forstår dem altså ikke.
Nu her i nyhederne var der en ellers sympatisk udseende dame, der med stor følelse sammenlignede beboerne i sin by med ofrene under de allieredes bombardementer under anden verdenskrig. Befolkningen i byen havde mere eller mindre levet under konstant bombardement med Hisbollah raketter siden krigen startede, dvs. en 3 ugers tid. Ingen tvivl om at det må være rædselsfuldt. Men borgmesterdamen, eller hvad hun nu var, skulle da lige tænke på forholdet mellem de bombardementer hendes by er udsat for og så situationen i Beirut eller de landsbyer som Israel systematisk udsletter med stort tab af civilt liv. Måske ofrene i det sydlige Beirut kan sammenligne sig med ofrene i Hamburg, Dresden, Wien eller Berlin i 1944 og 1945, billederne derfra ligner i hvert fald, men ikke beboerne i den israelske grænseby. Men det var altså ikke sådan hun så det, det var hendes folk der var ofrene.
Det virker som om den gennemsnitlige israeler fuldstændigt savner evnen eller viljen til at sætte sig ind i eller blot forholde sig til de ødelæggelser som deres egen hær nedkalder over en forsvarsløs civilbefolkning. Tilsyneladende nægter denne ellers veluddannede befolkning, med en høj kulturel baggrund og megen snak om etik og ansvar, at anerkende at de selv er en del af problemet og at andre lande og befolkninger, med fuld ret kan have synspunkter, der ikke umiddelbart svarer til israelernes.
Hvad måske er værre er at denne manglende empati er med til at øge modsætningerne, med til at skærpe uforsoneligheden og hadet. For hver boligblok, bro, tankstation eller lastbil som Israel smadrer i Libanon øger de jo blot opbakningen om Hisbollah. For hvert barn, der dræbes øges hadet og håbeløsheden og med håbeløshed følger viljen til fortsat krig. Og indtil videre er de jo ikke kommet et skridt nærmere en fredelig løsning - og de to gidsler er fuldstændigt glemt. For slet ikke at snakke om det oprindelige gidsel som palæstinenserne tog før hele helvedet brød løs.
Måske hende damen sku tænke på, at på trods af de uhyggelige bombardementer af Tyskland og de massive tab af menneskeliv i krigens sidste år, så gjorde befolkningen ikke oprør mod Hitler eller brød sammen. De fortsatte kampen til det sidste!
I'll be back
onsdag, august 09, 2006
torsdag, august 03, 2006
En ex KAP'ers bekendelser
For et par år siden var det "in" at gå til bekendelse og nedgøre sin fortid på den yderste venstrefløj, rækken af gamle partikammerater, der i aviser og bøger bekendte sine "fejltagelser" var lang og højrefløjen godtede sig. Jeg syntes det var lidt pinligt og udtryk for at de bekendende nok stadig overdrev deres betydning.
Følgende indlæg fik jeg i januar 2003 optaget i Politiken:
"Det er på mode at bede om offentlig syndsbekendelse gennem pressen. For tiden er det den gamle garde fra KAP, for de ikke indviede Kommunistisk Arbejder Parti. I interviews og indlæg lyder det næsten enstemmigt fra gamle kampfæller.
”Jeg indrømmer, kender mig skyldig, skammer mig. Som ung tilbad jeg Mao, Marxismen-leninismen, kulturrevolutionen, Albanien. Gik ind for væbnet revolution i Danmark, ville sikkert også skyde fjender af revolutionen, i hvert fald for at gøre alt for at sikre proletariatets diktatur. Hver aften falder jeg nu på knæ og undskylder overfor masserne i Kina og bønderne i Kambodia. Hver aften takker jeg det gode demokratiske Danmark for at have retledt mig og for at være blevet en svoren tilhænger af markedsøkonomi, demokrati og menneskerettigheder. Og var det ikke lige fordi ham Bush er sådan en kedelig karl, ville jeg nok også takke USA for at have vundet den kolde krig.”
Ja, også jeg var en af disse BoML’ere, MLE’er og sidst KAP’er og ja, vi var lidt mærkelige og ja, jeg blev klogere, ældre, hvad ved jeg - jeg holdt i hvert fald op og blev god samfundsstøtte.
Men beklager, jeg føler altså ikke noget særligt medansvar for tragedierne i Kina eller myrderierne i Kambodia, jeg angrer ikke mine daværende meninger om demokratiet i Danmark, socialfascisterne eller revisionisterne i DKP. Jeg ærgrer mig måske en gang i mellem over min ungdoms naivitet og undrer mig over at jeg kunne mene så meget og vide så lidt, men det er altså ikke det væsentligste.
For mig startede det hele i slutningen af 60’erne. Der var grøde i samfundet, ungdomsoprør og de gamle værdier skulle fejes af bordet. Efter min soldatertid røg jeg, ret tilfældigt, sammen med slumstormerne. Det var noget med aktiv kamp, med at mobilisere et kvarters beboere og en masse andre fine ord. Det var noget med Black Panters, gadeteater og lidt kinesisk kulturrevolution. Og så kunne vi slet ikke lide DKP, de støttede sovietimperialismen som vi anså for værre end USA’s imperialisme.
Mest var det dog et fællesskab, varme og et mål med livet.
Så kom politikken snigende. Vi besatte den gamle Nationalbank og gjorde gaderne usikre. Men fik altså en ideologi, ja sågar en revolutionær boligpolitik. Og læste så Mao, lidt Stalin, noget Lenin og slet ikke Marx, det var sku’ for svært. Men Mao, han var letlæst og især kortfattet. Tjen Folket ! Tænk en gang, så simpel en parole og dog så smuk. Hvad kan være mere godt, nødvendigt og givende end at tjene folket. Findes det er mere ædelt mål ? Hvordan skulle man dog som ung kunne være kritisk overfor et sådant mål ? Jeg kunne i hvert fald ikke og forsøger stadig at holde det mål foran mig som rettesnor.
Var vi religiøse, ja da og vi led af et udpræget tunnelsyn. Vi troede på masselinien og på folkets kraft. Vi satte os ikke tilbage og spekulerede, analyserede eller vendte hver en sten, i hvert fald ikke hele tiden. Vi handlede og nok så vigtigt, vi handlede ikke udfra egne snævre her og nu interesser, men udfra hvad vi troede gavnede sagen, dvs. revolutionen. Vi gungrede i 70’ernes Danmark, skabte bølger omkring os og en spirende tro på et alternativ til den socialdemokratiske vej.
Som så mange andre religiøse strømninger levede vi i en boble, der gjorde det let at afvise virkeligheden udenfor. Selv var jeg den obligatoriske tur i Albanien. En næsten surrealistisk oplevelse når jeg nu husker tilbage på hvad vi så, men sådan oplevede vi det slet ikke dengang. Vi så det vi håbede at se.
Som i så mange andre sekter havde vi travlt med at missionere og udviklede nye omgangsformer. Den jeg bedst kunne lide, det var den med de store knus – især når det var nogle af pigerne, der skulle knuses. Værre var det når vi skulle kadrevurdere hvem der egnede sig som proletariske kærestepar.
Sjovest var det på sommerlejrene med dæknavne. Den var god lige til vore børn begyndte at kunne tale. Vi var jo så fornuftige at børnene ikke sagde Far og Mor til os, nej ungerne brugte vore rigtige navne. Så nyttede det jo ikke noget at jeg som lejerleder hed Ivan, når min søn nu kaldte mig Henrik!
Faktisk kom flere og flere ting fra virkeligheden til at give problemer for sæbeboblen. Jeg var bryggeriarbejder, men spejdede forgæves efter de stolte og ægte proletarer, dem der lignede en krydsning mellem en arbejder fra en Eisenstein film og en kinesisk bonde. Værre var det, at jeg i mit daglige arbejde i tapperiet stille og roligt lærte at lave resultater i samarbejde med formænd og forvaltere, inspektører ja selv tapperichefer, altså selve kapitalens lejesvende. Sandelig om det ikke også var det, som kollegerne forventede af mig.
Det var også hårdt med skiftehold, to børn, fagligt arbejde, partiarbejde, en kone der naturligvis var ligeså aktiv som jeg.
Sæbeboblen brast ikke med et puf, nej den skrumpede og mistede sin glans. Mere og mere af virkeligheden slap ind og satte spørgsmålstegn rundt om i min bevidsthed. Til sidst var der kun vanen og kammeratskabet tilbage og så en dag var det også væk.
Skal jeg formulere bruddet, så var det da jeg begyndte at erkende at det jeg sloges for, det havde vi jo allerede vundet i Danmark. Vi har jo demokrati i Danmark, vi har ret til at tænke og tale nogenlunde som vi vil.
Sådan er min historie fra den yderste venstrefløj, ca. 10 år tog den. I dag er jeg socialdemokrat, ansat i fagbevægelsen og tror på at fremskridt og udvikling skabes gennem kampen mellem modsætninger, i kampen mellem dem der har magt, og dem der har noget i klemme. Og vigtigst at kampen skal foregå åbent og med respekt for hinandens interesser.
Hvad gav tiden i KAP mig? Jo, jeg lærte at stole på egne kræfter, lærte en masse praktisk om at få ting til at ske, lærte at analysere modsætninger og finde frem til brugbare løsninger. Lærte at skrive og tale, organisere møder, arrangementer, ændringer. Og med tjen folket parolen i rygsækken lærte jeg at virkelig forandring kun og først sker når folk selv ønsker forandring.
Kunne jeg eller flertallet af KAP’erne være endt på en barrikade på Nørrebrogade, svingende en fane og en Kalasnikov, ja måske nok, hvis altså lige russerne havde invaderet Danmark.
Kunne vi for alvor have fundet på at gribe til våben, smide med bomber, likvidere forrædere og klassefjender. Kunne vi have stræbt efter at opbygge et totalitært system i Danmark, terroriseret store befolkningsgrupper og udråbt proletariatets diktatur. Nej vel.
Når jeg er så sikker skyldes det ikke blot mine egne oplevelser og opfattelser af mig selv og mine daværende kammerater. Det skyldes en simpel historisk kendsgerning, som en række selvretfærdige kritikere ganske vælger at overse.
De socialistiske diktaturer i Albanien, Kambodia, Vietnam, Kina og Sovietunionen opstod i befolkninger med mangeårige traditioner for despoter og undertrykkelse. Det var små magtgruppers diktatur over en uoplyste befolkning. I Danmark har vi ikke tradition for despoter, det er mange år siden enevældet blev oplyst, arbejderklassen er stor og har det nogenlunde, klassemodsætningerne er godt gemt af vejen. Og måske væsentligst, vi er næsten alle så helvedes godt uddannet og har derfor overskud til at være kritiske, individualistiske og i sidste ende grine af ekstreme, fundamentalistiske synspunkter.
KAP kunne ikke være endt som SUKP(B) og vor formand Benito aldrig endt som Mao, bare læs hans sidste roman.
Så ja, det ærgrer mig grusomt at se alle de bekendelser og bodsøvelser som dele af den gamle venstrefløj nu ganske opportunistisk udøver. Vi burde alle være stolte over at vi gik ud og sloges for en smuk drøm. Drømmen viste sig at være netop en drøm og i mit tilfælde en drøm, der allerede var virkeliggjort. Men jeg mindes en bestemt mørk amerikaner, der blev ganske populær netop på at have en drøm."
Begivenhederne siden har ikke fået mig til at skifte mening!
I'll be back
Følgende indlæg fik jeg i januar 2003 optaget i Politiken:
"Det er på mode at bede om offentlig syndsbekendelse gennem pressen. For tiden er det den gamle garde fra KAP, for de ikke indviede Kommunistisk Arbejder Parti. I interviews og indlæg lyder det næsten enstemmigt fra gamle kampfæller.
”Jeg indrømmer, kender mig skyldig, skammer mig. Som ung tilbad jeg Mao, Marxismen-leninismen, kulturrevolutionen, Albanien. Gik ind for væbnet revolution i Danmark, ville sikkert også skyde fjender af revolutionen, i hvert fald for at gøre alt for at sikre proletariatets diktatur. Hver aften falder jeg nu på knæ og undskylder overfor masserne i Kina og bønderne i Kambodia. Hver aften takker jeg det gode demokratiske Danmark for at have retledt mig og for at være blevet en svoren tilhænger af markedsøkonomi, demokrati og menneskerettigheder. Og var det ikke lige fordi ham Bush er sådan en kedelig karl, ville jeg nok også takke USA for at have vundet den kolde krig.”
Ja, også jeg var en af disse BoML’ere, MLE’er og sidst KAP’er og ja, vi var lidt mærkelige og ja, jeg blev klogere, ældre, hvad ved jeg - jeg holdt i hvert fald op og blev god samfundsstøtte.
Men beklager, jeg føler altså ikke noget særligt medansvar for tragedierne i Kina eller myrderierne i Kambodia, jeg angrer ikke mine daværende meninger om demokratiet i Danmark, socialfascisterne eller revisionisterne i DKP. Jeg ærgrer mig måske en gang i mellem over min ungdoms naivitet og undrer mig over at jeg kunne mene så meget og vide så lidt, men det er altså ikke det væsentligste.
For mig startede det hele i slutningen af 60’erne. Der var grøde i samfundet, ungdomsoprør og de gamle værdier skulle fejes af bordet. Efter min soldatertid røg jeg, ret tilfældigt, sammen med slumstormerne. Det var noget med aktiv kamp, med at mobilisere et kvarters beboere og en masse andre fine ord. Det var noget med Black Panters, gadeteater og lidt kinesisk kulturrevolution. Og så kunne vi slet ikke lide DKP, de støttede sovietimperialismen som vi anså for værre end USA’s imperialisme.
Mest var det dog et fællesskab, varme og et mål med livet.
Så kom politikken snigende. Vi besatte den gamle Nationalbank og gjorde gaderne usikre. Men fik altså en ideologi, ja sågar en revolutionær boligpolitik. Og læste så Mao, lidt Stalin, noget Lenin og slet ikke Marx, det var sku’ for svært. Men Mao, han var letlæst og især kortfattet. Tjen Folket ! Tænk en gang, så simpel en parole og dog så smuk. Hvad kan være mere godt, nødvendigt og givende end at tjene folket. Findes det er mere ædelt mål ? Hvordan skulle man dog som ung kunne være kritisk overfor et sådant mål ? Jeg kunne i hvert fald ikke og forsøger stadig at holde det mål foran mig som rettesnor.
Var vi religiøse, ja da og vi led af et udpræget tunnelsyn. Vi troede på masselinien og på folkets kraft. Vi satte os ikke tilbage og spekulerede, analyserede eller vendte hver en sten, i hvert fald ikke hele tiden. Vi handlede og nok så vigtigt, vi handlede ikke udfra egne snævre her og nu interesser, men udfra hvad vi troede gavnede sagen, dvs. revolutionen. Vi gungrede i 70’ernes Danmark, skabte bølger omkring os og en spirende tro på et alternativ til den socialdemokratiske vej.
Som så mange andre religiøse strømninger levede vi i en boble, der gjorde det let at afvise virkeligheden udenfor. Selv var jeg den obligatoriske tur i Albanien. En næsten surrealistisk oplevelse når jeg nu husker tilbage på hvad vi så, men sådan oplevede vi det slet ikke dengang. Vi så det vi håbede at se.
Som i så mange andre sekter havde vi travlt med at missionere og udviklede nye omgangsformer. Den jeg bedst kunne lide, det var den med de store knus – især når det var nogle af pigerne, der skulle knuses. Værre var det når vi skulle kadrevurdere hvem der egnede sig som proletariske kærestepar.
Sjovest var det på sommerlejrene med dæknavne. Den var god lige til vore børn begyndte at kunne tale. Vi var jo så fornuftige at børnene ikke sagde Far og Mor til os, nej ungerne brugte vore rigtige navne. Så nyttede det jo ikke noget at jeg som lejerleder hed Ivan, når min søn nu kaldte mig Henrik!
Faktisk kom flere og flere ting fra virkeligheden til at give problemer for sæbeboblen. Jeg var bryggeriarbejder, men spejdede forgæves efter de stolte og ægte proletarer, dem der lignede en krydsning mellem en arbejder fra en Eisenstein film og en kinesisk bonde. Værre var det, at jeg i mit daglige arbejde i tapperiet stille og roligt lærte at lave resultater i samarbejde med formænd og forvaltere, inspektører ja selv tapperichefer, altså selve kapitalens lejesvende. Sandelig om det ikke også var det, som kollegerne forventede af mig.
Det var også hårdt med skiftehold, to børn, fagligt arbejde, partiarbejde, en kone der naturligvis var ligeså aktiv som jeg.
Sæbeboblen brast ikke med et puf, nej den skrumpede og mistede sin glans. Mere og mere af virkeligheden slap ind og satte spørgsmålstegn rundt om i min bevidsthed. Til sidst var der kun vanen og kammeratskabet tilbage og så en dag var det også væk.
Skal jeg formulere bruddet, så var det da jeg begyndte at erkende at det jeg sloges for, det havde vi jo allerede vundet i Danmark. Vi har jo demokrati i Danmark, vi har ret til at tænke og tale nogenlunde som vi vil.
Sådan er min historie fra den yderste venstrefløj, ca. 10 år tog den. I dag er jeg socialdemokrat, ansat i fagbevægelsen og tror på at fremskridt og udvikling skabes gennem kampen mellem modsætninger, i kampen mellem dem der har magt, og dem der har noget i klemme. Og vigtigst at kampen skal foregå åbent og med respekt for hinandens interesser.
Hvad gav tiden i KAP mig? Jo, jeg lærte at stole på egne kræfter, lærte en masse praktisk om at få ting til at ske, lærte at analysere modsætninger og finde frem til brugbare løsninger. Lærte at skrive og tale, organisere møder, arrangementer, ændringer. Og med tjen folket parolen i rygsækken lærte jeg at virkelig forandring kun og først sker når folk selv ønsker forandring.
Kunne jeg eller flertallet af KAP’erne være endt på en barrikade på Nørrebrogade, svingende en fane og en Kalasnikov, ja måske nok, hvis altså lige russerne havde invaderet Danmark.
Kunne vi for alvor have fundet på at gribe til våben, smide med bomber, likvidere forrædere og klassefjender. Kunne vi have stræbt efter at opbygge et totalitært system i Danmark, terroriseret store befolkningsgrupper og udråbt proletariatets diktatur. Nej vel.
Når jeg er så sikker skyldes det ikke blot mine egne oplevelser og opfattelser af mig selv og mine daværende kammerater. Det skyldes en simpel historisk kendsgerning, som en række selvretfærdige kritikere ganske vælger at overse.
De socialistiske diktaturer i Albanien, Kambodia, Vietnam, Kina og Sovietunionen opstod i befolkninger med mangeårige traditioner for despoter og undertrykkelse. Det var små magtgruppers diktatur over en uoplyste befolkning. I Danmark har vi ikke tradition for despoter, det er mange år siden enevældet blev oplyst, arbejderklassen er stor og har det nogenlunde, klassemodsætningerne er godt gemt af vejen. Og måske væsentligst, vi er næsten alle så helvedes godt uddannet og har derfor overskud til at være kritiske, individualistiske og i sidste ende grine af ekstreme, fundamentalistiske synspunkter.
KAP kunne ikke være endt som SUKP(B) og vor formand Benito aldrig endt som Mao, bare læs hans sidste roman.
Så ja, det ærgrer mig grusomt at se alle de bekendelser og bodsøvelser som dele af den gamle venstrefløj nu ganske opportunistisk udøver. Vi burde alle være stolte over at vi gik ud og sloges for en smuk drøm. Drømmen viste sig at være netop en drøm og i mit tilfælde en drøm, der allerede var virkeliggjort. Men jeg mindes en bestemt mørk amerikaner, der blev ganske populær netop på at have en drøm."
Begivenhederne siden har ikke fået mig til at skifte mening!
I'll be back
tirsdag, august 01, 2006
Sæde 25C
Endelig var det afsted til Madeira, ingen problemer i Kastrup og flyet gik til tiden.
Jeg var beredt på charterferiens lyksaligheder, beredt på at sidde i 5 timer med knæene oppe ved ørerne, beredt på lousy mad, skrigende unger og på stewardesser, der hele tiden ville forstyrre med ting vi alle burde købe undervejs.
Men jeg var ikke beredt på sæde 25C.
Til jer som ikke fornylig har rejst med Sterling Boeing 737, 7oo, så er sæde 25C det bagerste ud mod gangen.
På sæde 25C sidder man lige ved de to toiletter og pantriet. Det indebærer at man konstant skubbes til af passagerene, der skal kante sig forbi. Passagererne, der står i kø for at komme til på toilettet, læner sig ind over ens plads for at give plads eller mere normalt stiller deres -ind i mellem letterede forvoksede- bagdele ind i hovedet på den stakkels passager på 25C. Som om det ikke var nok skulle stewardesserne naturligvis osse forbi med deres vogne, affaldsposer og hvad ved jeg.
Alt det ku jeg nok have levet med, det var ubehageligt, irriterende og urimeligt, men trods alt kun i knap 5 timer.
Problemet kom med trækken.
Der var simpelthen et gevaldigt træk, fra toiletterne tror jeg, lige hen over mine ben. Airconditioningen var i forvejen sat til at nedkøle en polarnat, men trækken gjorde det næsten uudholdeligt. Tæpper var der ingen af og påklædningen naturligvis tilpasset sommertemparaturen.
Resultat. Da vi langt om længe forlod flyveren til fordel for Madeiras varme stod jeg og rystede af feber, med snotten hængende ud af næsen, totalt døv på det ene øre og et humør sortere end sort.
De næste to dage tilbragte jeg stønnende på værelset på hotellet og resten af ugen var præget af snot og hosten i lange baner - ikke lige den ferie jeg havde drømt om.
Så hold jer væk fra sæde 25C. hvis I skal flyve med Sterling til Maderia.
Efterskrift:
Hjemturen på sæde 9D var tålelig, kold og sammenklemt, men dog uden træk og knap så forstyrret af passagen gennem gangen.
I'll be back
Jeg var beredt på charterferiens lyksaligheder, beredt på at sidde i 5 timer med knæene oppe ved ørerne, beredt på lousy mad, skrigende unger og på stewardesser, der hele tiden ville forstyrre med ting vi alle burde købe undervejs.
Men jeg var ikke beredt på sæde 25C.
Til jer som ikke fornylig har rejst med Sterling Boeing 737, 7oo, så er sæde 25C det bagerste ud mod gangen.
På sæde 25C sidder man lige ved de to toiletter og pantriet. Det indebærer at man konstant skubbes til af passagerene, der skal kante sig forbi. Passagererne, der står i kø for at komme til på toilettet, læner sig ind over ens plads for at give plads eller mere normalt stiller deres -ind i mellem letterede forvoksede- bagdele ind i hovedet på den stakkels passager på 25C. Som om det ikke var nok skulle stewardesserne naturligvis osse forbi med deres vogne, affaldsposer og hvad ved jeg.
Alt det ku jeg nok have levet med, det var ubehageligt, irriterende og urimeligt, men trods alt kun i knap 5 timer.
Problemet kom med trækken.
Der var simpelthen et gevaldigt træk, fra toiletterne tror jeg, lige hen over mine ben. Airconditioningen var i forvejen sat til at nedkøle en polarnat, men trækken gjorde det næsten uudholdeligt. Tæpper var der ingen af og påklædningen naturligvis tilpasset sommertemparaturen.
Resultat. Da vi langt om længe forlod flyveren til fordel for Madeiras varme stod jeg og rystede af feber, med snotten hængende ud af næsen, totalt døv på det ene øre og et humør sortere end sort.
De næste to dage tilbragte jeg stønnende på værelset på hotellet og resten af ugen var præget af snot og hosten i lange baner - ikke lige den ferie jeg havde drømt om.
Så hold jer væk fra sæde 25C. hvis I skal flyve med Sterling til Maderia.
Efterskrift:
Hjemturen på sæde 9D var tålelig, kold og sammenklemt, men dog uden træk og knap så forstyrret af passagen gennem gangen.
I'll be back
Abonner på:
Opslag (Atom)
