Blues for Helle

Jeg er godt nok på skideren i denne tid. Egentlig er der ikke meget, jeg hellere ville end at se en ny regering med Helle T i spidsen. Tror på hende, på hendes "staying power" og på hendes vilje til magt - ikke uvæsentlige elementer for en ny statsminister. Men hvad er der at slås med? Hvilke gode argumenter skal skyde Anders Fogh og Pia ned? Mine to ønskepunkter er desværre fredede og forsvares indædt af både Anders og Helle.

Danmark skriger på en anden beskatning så kommunerne og ikke mindst regionerne kan ånde lidt friere igen, så der kan blive penge til lidt renovering af skoler og lignende og ikke mindst til at hele uddannelsesområdet kan få et pift. Men nej, skattestoppet står fast. Idioti og kortsigtet, det ved alle, men politisk korrekt. Mit andet ønskepunkt er en anstændig flygtninge/indvandrer politik. Narrret igen, her er der også enighed om at lade de stakkels irakere rådne op i flygtningelejrene (hvis altså ikke de skynder sig at få børn og så bliver tilbudt et eller andet uden for lejrene)

Så hvad er der ellers?

Flere penge til friere forskning og fokus på uddannelserne? Jeg ser ikke de store uenigheder mellem partierne her og jeg må indrømme, at dette emne næppe er noget den bredere del af befolkningen skriger efter.

En massiv indsats overfor simpel danskundervisning i skolerne så 20% ikke forlader skolen som funktionelle analfabeter. Tja, for mig et centralt område, der for alvor kan gøre et indhug i uligheden, men hvor finder jeg et parti, der vil gøre dette til en mærkesag - og som vil finde pengene gennem en skatteomlægning?

Så er der jo altid velfærden. Vi vil meget mere velfærd - flere milliarder til velfærd, flere garantier og flere rettigheder til de grupper, der har formået at skaffe sig pressens opmærksomhed. Tja, bum bum, kinesermand! For mig ren paradepolitik i det konkrete, selvom jeg da godt kan se at Venstre på sigt er ude efter at privatisere velfærden og vi trods alt søger at fastholde det fælles ansvar. Men i detaljen, i det her og nu aktuelle, som kan begejstre og vinde valg, der er det sku da svært at se forskel.

Så jeg er på skideren, ville håbe og inderligt gerne tro, men overbevisningen er svær at hente op fra dybet. Måske jeg i sidste ende skal sætte min lid til, at folk er trætte af at se og høre på Fogh og især Pia. Måske håbet skal gå på, at Helle ser bedre ud end Anders Fogh og hans flok af jakkesæt. Margrethe overstråler sandelig også Bent B på alle punkter for slet ikke at snakke om Villy, der fremstår langt mere fornuftig og følgbar end Pia K.

Vi får se og

I'll be back

Præstemangel, et løsningsforslag

En af torsdagens nyheder var en bekymret biskop, der forudså præstemangel om få år. Virkelig en nyhed som fik mit humør lidt op. Tænk sig engang, der begynder at snige sig fornuft ind i befolkningen, ikke mindst ved valget af uddannelse. Men hvordan løse problemet, når nu den 80 årige præst er trådt af og sognekirkens tre faste kirkegængere savner en hyrde, for slet ikke at glemme en person, til at forestå de voluminøse brylluper og barnedåbe i den traditionsrige kirkebygning. Der må skaffes hænder!

Og hvor finder man løsagtige hænder idag, især hænder med den rigtige uddannelse, så de lige kan glide ind i samfundet uden at vi behøver at investere i nogen særlig og længerevarig uddannelse? Jo, modellen er jo velkendt fra regeringens udspil om greencard. Vi finder et uland, med folk med den rette uddannelsesbaggrund og inviterer udvalgte eksemplarer til Danmark. Gerne med familie og gunstige skatteordninger. I dette tilfælde følger der jo også en standsmæssig bolig med, så dér har vi heller ikke problemer. Og hvad skule forhindre en veluddannet imam fra Pakistan eller Indien i hurtigt at omskoles til danske forhold? Ritualerne er ganske vist lidt forskellige, med en præst med fuldskæg, det er vel ikke ukendt og kjortler går de sågar også i i forvejen. Og troen er jo ikke så forskellig, den bygger i hvert fald på samme grundlag. Skulle de så være lidt formalistiske i troen, sågar med en snert af fundamentalisme, så er det vel næppe noget, der adskiller dem fra diverse højprofilerede, nuværende danske præster.

Så hvorfor ikke være lidt fremsynet, når nu yngre danskere ikke længere gider at uddanne sig til sjælesørgere. Lad os hente hjælp, hvor der er rigeligt af slagsen i forvejen. Giv dem et kort kursus i det rette messende tonefald, der er alligevel ingen der hører efter i kirken, og så få dem i gang. Hokus pokus, de tomme kirker vil ikke stå uden præst - og når vi så en gang sender dem tilbage hvor de kom fra, så har de jo lært noget om dansk demokrati og ytringsfrihed.

Hvad siger i så, Langballe og Krarup? Er det ikke for en gangs skyld et forslag, som i kan støtte?

I'll be back

Nu gik det lige så godt

Det der med den globale opvarmning er en underlig fjern størrelse. Tilsyneladende er eksperterne enige om at det går den helt gale vej, at temperaturen stiger, at vandene stiger og at det er nok så alvorligt. Men uvirkeligt alligevel, nok mest fordi vi ikke rigtigt tror på at det kan gå så galt, fordi løsningerne ser så umulige ud og måske også fordi vi - jeg- er trætte af forskere, der råber ulven kommer.

Min grundholdnin er optimisme, at verden, med udsving, udvikler sig bedre og bedre for det store flertal. Udviklingen er et gode og før eller siden får vi også de mindre priviligerede i Afrika med. I modsætning til mange nostalgikere mener jeg forholdene i dag er langt bedre end for 25 år siden, og 50'erne, dem drømmer jeg slet ikke om.

Men nu kommer de kloge så og siger at opvarmningen tager vejret fra os, i bogstaveligste forstand. Ja endda i en sådan grad, at kort viser at jeg skal investere i en husbåd, hvis jeg vil blive boende her på Birkevej. Måske værre endnu, jeg skal til at skynde mig, hvis jeg vil se Grønland, medens det er hvidt.

Når jeg, på trods af al den formodentlig uomtvistelige viden, alligevel synes det er lidt uvirkeligt, så hænger det måske sammen med at løsningen, at nedbringe brugen af fossilt brændstof og nedsætte husdyrbruget og reducere befolkningstilvæksten og... Alt det virker temmelig umuligt. Hvordan får man forklaret et par milliarder kinesere, at det med køleskab, bil og et barn og en ko ekstra, det er altså ikke lykken? Hvordan får man forklaret os andre at lykken ikke er flere spor på motorvejene, en bro til Jylland og flyrejser til de eksotiske steder fjernt på kloden (hvis altså ikke der er oversvømmet). Selv er jeg stolt af at cykle på arbejde, men kunne ikke drømme om at tage toget til Jylland eller bruge samme cykel til at rejse på ferie med.

Og så til det sure opstød: Hvordan kan det være, at ansvarlige ledere, politikere først og fremmest slipper af sted med at gemme sig bag uforpligtigende handlingsplaner, vage hensigtserklæringer og reduktionsmål, de ikke hara tænkt sig at opfylde. Hvor er lederskabet, viljen til at sætte dagsordenen, til at tage fat om problemet. Hvor er EU som det afgørende redskab i kampen mod den globale opvarmning, hvor er FN?

Svaret blæser ikke i vinden, svaret er at vi alle har svært ved at se realiteterne i øjnene og kræve forpligtigende handling. Svaret er at vi dybest set alle har opgivet og blot håber, at forskerne tager fejl.

I'lll be back

Jeg forstår det altså ikke

Ligegyldig hvor meget jeg forsøger, så ender jeg altid med et stort spørgsmålstegn oppe i hovedet:

Hvordan kan vi som nogenlunde oplyst og civiliseret nation se til at torturen for de afviste asylansøgere begrundes med henvisning til at vi ikke vil have så mange asylansøgere som i Sverige?

Hvordan kan vi se til, at regeringen gør asylansøgerne personligt ansvarlige for torturen med henvisning til at de ikke "tør" rejse hjem til Irak?

Hvordan kan det gå for sig at ingen gider diskutere, hvad det var vi skulle i Irak i det hele taget?

Ikke engang som led i et angreb på Anders Fogh?

Vi slås med Taleban i Afganistan, men hvor er de andre lande i Nato, ikke mindst militært stærke lande som Frankrig, Tyskland og Italien?

Velfærd er det store modeord, men i betydning flere penge til alle og alles behov. Men hvor er fremtidssikringen, hvor er investeringen i simple sprogkundskaber, i uddannelser, i forskning og ikke mindst i miljøbeskyttelse. Hvorfor er det at ingen tør prioritere, tør vise lederskab og mod?

Hvordan kan det lykkes mit eget parti, at undgå en hver strategisk konfrontation med regeringen, men alene at markere sig om kommasætningen?

Og min egen, kære fagbevægelse, skal vi vedblive med at håbe på værre tider, håbe på at arbejdsgiverne begynder at mishandle de ansatte igen, håbe på at de unge dog forstår, hvad der er til deres eget bedste? Hvorfor afvises et hvert tilløb til snak om tilpasning og forholden siog til virkeligheden?

Og hvorfor sidder jeg stadig her og er så klog, uden at nogen tænker på at tilbyde mig posten som Alfader i dette land?

I'll be back

Ps:

Og hvorfor lever Paz Vega i en anden verden end min?