Kongresblues

Så sidder vi her i Aalborghallen, Stor kongres med hele forbundets top, spydspids, hjernetrust eller hvad det nu hedder. Mere end 900 delegerede, gæster fra fjern og nær. Taler af Helle T, Hans Jensen, udenlandske gæster, kunstnere og hvad der ellers hører sig til ved en så traditionsrig begivenhed. Og ikke mindst en forbundsformand, der tillader sig at forsøge sig med lidt nyskabelse. Poul Erik tillod sig at mene noget om hvordan man kunne gøre 3F mere slagkraftig, effektiv, Meget Mere Fagforening, som det glimrende slogan lyder. Men nej, det skulle han ellers ikke have gjort. Jo luftige banbuller mod kapitalen, Anders Fogh og de alternative fagforeninger, det er OK. Men bud på hvordan vi kune gøre det anderledes, det er ikke vel hørt. Hvad var problemet? Jo, et hvert forslag om mere samlet indsats, fælles servicemål og i dette tilfælde ens kontingent er per definition et forsøg på at centralisere, på at fratage afdelingerne deres suverænitet. På at tilrage sig magten. Afdelingerne står jo for magten, og nogen gange lyder de nærmest som om Forbundet, dvs. den fælles overbygning, eksisterer løsrevet fra afdelingerne.
Besynderligt, hvordan man kan argumentere for at et kollektivt, demokratisk organ, ganske entydigt styret af selvsamme fælleskab af afdelinger kan tiltage sig diktatoriske tilbøjeligheder. Glemmer de helt, at en nok så diktatorisk, koncerndirektør-agtig formand ikke kan gennemføre det ringeste tiltag uden tilslutning fra selvsamme afdelinger? Åbenbart, men ikke specielt logisk. Argumentet er at afdelingerne i kraft af deres eget lokale demokrati, ved, hvad der rører sig blandt medlemmerne. Men i demokraties navn er det vel lige så demokratisk at lade et flertal af en kongres, et HB møde eller hvad ved jeg, beslutte noget for det fælles forbund, som det er at lade et lokalt fællesskab beslutte noget angående afdelingens forhold.
Tja, man skal nok have længere i fagbevægelsen end mine knap 24 år som centralt ansat for at forstå den logik.
I'll be back