Tony Bennett

Jeg har en dyb svaghed for denne gamle crooner, han kan noget med stemmen som få andre kan eller har kunnet. Her sidst har jeg købt hans sidste CD, hvor han synger duettter med diverse andre spændende kunstnere, fra Dixie Chicks til Elvis Costello.
Sandelig om han ikke synger røven af bukserne på de forskellige superstjerner. Bono, Billy Joel, George Michael, folk der godt kan brænde igennem, ja selv en Barbara Streisand falder helt igennem sammen med mesteren. Om det så er en superstjerne i hans eget reportoire som Diana Krall, så lyder hun farveløs i duetten med Tony Bennet.
Kun k. d. lang og en vis spansksyngende Juanes (?) følger med og han holde mesteren stangen. Imponerende.
Og hvad er det han kan, den gamle? Ja, bortset fra selve stemmens klang og valget af fængende evergreens, så kan han det der med pauserne. Han formår at vente til det helt rigtige splitsekund, vente til panikken næsten breder sig, vente til det i virkeligheden er for sent - og så ramme helt rigtigt, så man overgiver sig i dyb beundring.

I'll be back

Hvorfor skal det være så svært

Jeg ved det godt, ynk er slemt og selvynk er den værste form for ynk. Alligevel synes jeg det er synd for mig selv.
Belært af de senere års erfaringer og et mindre overskud på kassekreditten ville jeg i år bestille ferie i god tid. Kravene til ferie er ellers simple, jeg vil til et eller andet eksotisk sted, gerne i østen. Det skal være en grupperejse og så må der ikke være trekking, det kan knæene ikke længere. Ellers frit slag.
Der var bare lige et problem. Rune skal giftes 14. juli, så den dag er det nok klogest ikke at være udenlands. Men OK, jeg fandt en spændende, og billig, tur til Borneo med afgang 28. juli. Orangutanger, delfiner, rengskov, mangrove, sandstrande, hvad mere kunne jeg ønske.
Købte og betalte rejsen og begyndte så småt at glæde mig selvom der jo var 7 måneder igen.
Så var jeg i Rørvig for at besøge min mor. Fortalte henkastet om rejsen, sådan mest for at få holde hende orienteret.
Mor sagde så lige så henkastet, at jeg jo så ikke kunne komme til hendes 90 års fødselsdag.....
Det gjorde naturligvis ikke noget, hun ville ikke arrangere noget, havde ingen planer osv. Men ups, hvor blev jeg bare meget mindre meget hurtigt.
Nå, fat i Topas, som var meget forstående og gerne ville flytte min rejse. Der var bare ingen ledige pladser, hverken her i vinter eller til sommer. Heldigvis havde jeg indbetalt afbestillingsgebyr, så det kostede "kun" kr. 575 at annullere rejsen.
Så igang på nettet med runden til øvrige selskaber. Her viste det sig hurtigt, at det var umuligt at finde en rejse, der enten ikke var udsolgt eller ramte udenom 14. juli eller 6. august.
Her i vinter/foråret fandt jeg en spændende tur til Brasilien, der lå rigtigt tidsmæssigt og var til at betale (med lidt god vilje og manglende respekt for kassekreditten!)
Fint, der var også plads, problemet var bare at de ville have kr. 9000 for enkeltværelse, eller rettere sagt bare for at rejse alene. Fuldkommen urimeligt og ude af trit med prisniveauerne, men sådan var prispolitikken hos Kuoni, så hold jer væk fra det selskab.
Lige nu er sidste chance så en tur til Vietnam i april (som "kun" skal have lidt over 2500 for at jeg rejser alene).
Så hvordan det end går, rejsen, hvis det overhovedet lykkes, bliver omkring dobbbelt så dyr som planlagt, målet et helt andet. Alt i alt, har jeg ikke fortjent lidt ynk?

I'll be back

Betydningen af et smil

Jeg kender en pige som er speciel for mig. Ikke på den måde hun egentlig burde være, sådan går det ikke. Men speciel alligevel. Hun kan en ting, som få andre har mestret, bortset fra diverse kærester og koner.
Hun formår alene med et hurtigt smil at sætte mit humør tilbage op på toppen - eller på vej der op i hvert fald. Smilet rammer lige i øjnene og lige da stråler solen.
Det er ikke fordi hun ikke kan finde på at mobbe, træde hælen rundt i dumheder eller på lignende vis provokere. Ja, hun ynder det måske ligefrem. Men altid er smilet dér, bagved og altid trænger budskabet ind. Jeg føler mig god nok, når jeg kan fortjene en sådan en hilsen.
Smilet rammer og gør underværker, hver gang.
Pokkers ærgerligt, at vi ikke sees så meget mere og at vi kun sjældent får snakket. Men når smilet så rammer, så stiger humøret et par grader, mindst.
Tak

I'll be back

Hvorfor er det, vi altid skal have noget at frygte

Her de sidste uger med fravær af vinter, med storme, oversvømmelser og uberegneligt vejr kloden rundt, så kommer snakken om global opvarmning, økologisk katastrofe og så videre. På tide kunne jeg mene. Nu er der advaret så mange år, godt - om end måske for sent - at alvoren går op for os.
Men så er det der ringer en lille klokke. Der er ligesom noget jeg har hørt før.
Som barn i 50'erne og 60'erne var det den altomfattende atomkrig, der truede. Og vi var bange - sikkert med god grund. Jeg glemmer aldrig da min mor vækkede mig, for vi skulle sidde sammen og høre radio om Cubakrisen. Her var frygten for atomkrig reel.
Siden har katastrofen luret i mange varianter. Taktisk atomkrig når Russerne invaderede Vesteuropa gennem Fulda og sikrede flanken ved at udslette Danmark. Så blev det til frygten for massiv indvandring fra østlandene efter murens fald, der var frygten for diverse pandemier, fugleinfluenza, Sars. Frygten for terrorisme efter 11. september (som effektivt holdes i live af hysteri omkring luftfarten). Frygten for muslimerne. (Vel trådt i stedet for flere århundreders frygt for jøderne?, påfaldende, ikke!)
Den ene altomfattende trussel har afløst den anden, som om vi alle egentlig helst ville have noget at frygte, måske for at sætte den daglige tryghed lidt i relief.
Ser man tilbage i historien har den altomfattende katastrofe altid luret lige om hjørnet eller bag den bekvemmeste fordom. Den totale verdensødelæggelse findes vel i de fleste verdens religioner. Vi roser os af en kristendom, der allerede har udslettet verden én gang ved syndfloden. Vi har Satan, der truer os alle og så naturligvis Dommedag, når Vorherre ikke rigtigt gider lege med os længre.
På det lokale plan var frygten reel, istedet for at frygte herremanden eller fyrsten, frygtede man ånder, hekse og fabeldyr. Den går trods alt ikke længere med den almene folkeoplysning (selvom Dansk Folkeparti gør hvad de kan for at udbrede frygten for spøgelser), derfor de verdensomspændende scenarier- desværre funderet på reelle risici .
Måske er det godt med sådanne globale frygtscenarier. Måske er de med til at drive udviklingen frem. Frygt er nu engang bedre til at motivere til anstrengelser end overflod.
Men spændende blir det hvad der kommer næste gang, hvis altså ikke...

I'll be back - I hope!

Kunsten at lave kaffe med koldt vand

Det er ikke første gang det er sket, og sikkert for andre end mig. Sætte vand over, komme kaffepulver i koppen, lave noget andet et par minutter, hælde vandet over kaffen og undre sig over hvorfor koppen stadig er lige kold. Eller sagt med andre ord, glemme at tænde for kedlen og blot handle per refleks. Resultat, tja i bedste fald smager kaffen ikke så interessant, men ellers hedder reaktionen nok et eller andet med interessante bandeord og så forfra.
Så var det jeg kunne se parralellen.
Stå op om morgenen, håbe på en god dag, gennemleve dagen og så i seng. Hvad kunne være mere lig at lave kaffe med koldt vand. Det er lissom der mangler noget, gejsten, gnisten, strøm på kontakten. Og resultatet ja det er enten bavdr eller om igen!
Hvor kommer kunsten så ind?
Jo, kunsten er ikke bare at blive ved med at håbe. Kunsten er at ændre sine mønstre, gå udenom reflekserne og finde meningen og prøve noget nyt. Kunsten er ikke at stille sig tilfreds med at brygge kaffe på koldt vand.
Så i morgen, når jeg starter cyklen så finder jeg en måde at få andet og mere ud af dagen - og måske jeg så kan overlade det til reflekserne at lave kaffe i morgen aften.

I'll be back

Saddams farvel

Få har vel som Saddam Hussein formået at præge disse år. Først som diktator, så som redskab for USA, siden som prügelknabe for især Bush Junior og alvorligt misforstået samlingspunkt for desperate palestinænsere.Nu har hængningen af ham sandelig osse formået at splitte verden.
Først med forargelsen over dødsdommen, siden med udsendelse af video med selve hængningen. Jeg har set den "officielle" udgave, den hvor man nådigt(!) stopper før faldlemmen åbner sig. For mig er det rigeligt grusomt. Ligegyldigt hvor slem en diktator Saddam var, så retfærdiggør det ikke det koldblodige mord på ham, som hængningen var. Men så samtidig officielt at filme hængningen og udsende filmen verden over, det er at synke til Saddams eget niveau.
For mig at se er den ophidsede debat om hvorvidt selve dødsøjeblikket også skulle udsendes rent hykleri. At vise begge dele er ren onskab og dumhed. Ondskab fordi et hvert mord, henrettelse, hængning er ondskab. Dumhed fordi det afslører at vi, eller dem vi kæmper for i Irak, støttet af alverdens nyhedsredaktioner, ikke er et hak bedre. Dobbelt dumhed fordi det giver ham rollen som martyr for de masser i Mellemøsten, der ikke har ret mange andre valgmuligheder.
Den offentlige hængning viser også en anden uhyggelig ting. I nutidens verden er begivenheder kun virkelig, hvis de kan sendes på TV. Halshugningerne af bortførte gidsler skal vises på TV for at have værdi. Twin Towers havde værdi mest fordi det foregik live på TV. Iraqkrigen var virkelig fordi den skete på TV. Nu også hængningen, havde TV ikke været der, måske i form af en mobiltelefon, så havde ingen troet at Saddam virkelig var død.
Hvad om sendte et par tusinde mobiltelefoner med videooptager til Dafur, så måske - måske - myrderierne dér blev virkelige og verden så sig nødsaget til at handle.

I'll be back