Jeg ved ikke om det er "korrekt" at sende et større antal irakiske flygtninge retur, muligvis er de ikke berettiget til humanitært ophold eller flygtningestatus i Danmark, muligvis er de. Muligvis er Irak sikker nok at vende tilbage til, muligvis ikke. Jeg ved slet ikke om udvisningen og hjemsendelsen kan holde folkeretligt eller om en accept af dem, vil åbne for ladeporte (læs containere eller bådfulde) af "bekvemmeligheds"flygtninge. Og jeg har ingen anelse om hvad det vil betyde for Danamrks omdømme, hvis vi viser nåde og lader gruppen af udviste forblive her - af humanitære grunde.
Men jeg ved, at jeg skammer mig. Skammer mig over at være en del af et system, der ikke tillader tvivlen af tælle, ikke tillader fornuften og medfølelsen at bestemme - også på trods af jura og domstole.
Er det så min yndlingsaversion, Dansk Folkepartis skyld at jeg nu skammer mig? Nej desværre. Lige som man ikke kan klandre en hund for at bide eller en kat for at krasse, så må DF råbe op og kræve udvisning. Men jeg synes selv, at jeg er ansvarlig og har svigtet. Flygtningesituationen her i landet er ikke et område, jeg har følt andet end et løsagtigt ansvar for, andre ting har været længere fremme i min politiske og moralske verden. Og nu ser vi konsekvensen af min og frygtelig mange andres svigt. Vi har ladet svinehunden bestemme for længe, ladet stå til over for dem, der har råbt højst og svinet vor alles fælles moral til. Accepteret at en vis fremmedfjensk tale nok var nødvendig for at svinge flertallet tilbage til venstre, accepteret at mine politikere indtog DF synspunkter, når det gælder indvandring og flygtninge. Onsdag var en trist dag at være dansker!
I'll be back
