Rasmussen nr. 1.

Poul Nyrup Rasmussen, eller Rasmussen 1, som han kalder sig i Europa. Forleden blæste han forbi Lo-Skolen og holdt foredrag om kapitalfonde for ca. 150 tillids- og sikkerhedsfolk. Jeg forstod ikke et kvidder, jo det med kapitalfonde er noget farligt noget og vi må handle, EU må vedtage regler mod kapitalfonde. Så meget var klart, men detaljerne gik et par kilometer over hovedet på mig og sikkert resten af forsamlingen der ikke indeholdt mange nationaløkonomer. Men oplevelsen var alligevel stor. Poul Nyrup kan noget med direkte kontakt og store forsamlinger. Han kan kommunikere, begejstre og skabe en god stemning. Han er på, der er hul igennem og alle følger hans mindste bevægelse. Ingen hosten, ingen sneg sig ud for at tisse eller ryge. Og ikke det mindste "uld i mund" - tværtimod! Og det samtidig med at formodentlig kun de færreste kunne følge hans argumenter.

Kontrasten til statsminister Poul Nurup Rasmussen i en TV debat er uforståelig. Direkte overfor et bredt udsnitg af den danske befolkning er han en af de beste kommunikatorer, foredragsholdere og agitatorer, jeg endnu har mødt. Når der så kommer et TV kamera imellem, går det galt og han bliver sin egen væste fjende. Mystisk.

At Poul Nurup så efterhånden er udstyret med et ganske betydelig ego og en lidt skinger forherligelse af sig selv, sit europæiske socialdemokrati og sin globale rolle er både til at forstå og tilgive. Den vilje til at ville kommunikere et teknisk svært emne til en måbende forsamling, den skal han have fuld respekt for.

Personligt var jeg i hvert fald næsten barnligt stolt af at være mødeleder i en sådan situation - tænk jeg trykkede ham i hånden hele to gange...

I'll be back

Deterrence

Mystisk film, TV2 viste fredag sent. Afskrækkelse hed den og viste en yderst handlekraftig president, der før 9/11 skal forholde sig til en ny Irak invasion mod Kuwait og trusler i hele regionen. Handlingen kort i al sin besynderlighed:

Irak invaderer Kuwait og truer samtidig Israel. Præsidenten går på nationalt TV og meddeleler Irak, at han vi udslette Bagdad, hvis de ikke øjenblikkelig trækker sig tilbage. Det gør Irak ikke og derfor udsletter præsidenten Bagdad. End of story.

Ja, rent bogstavligt ender filmen med Bagdads udslettelse. Der sker naturligvis en række besynderlige ting undervejs. Irak angriber resten af verden med atomvåben på langdistanceraketter. Heldigvis viser det sig, at disse atombomber netop er solgt til Irak for at undgå, at de selv udvikler atomvåben og at de derfor ikke kan eksplodere. Heldigt for det meste af Europa og ikke mnindst for vor gæve præsident.

Morale: Irak med Saddams søn Uday i spidsen er villig til at ofre ikke blot Bagdads befolkning, men en hel del millioner mere rundt omkring i verden. Altså det er helt i orden - og cool - at præsidenten holder hovedet koldt, undlader at forhandle og istedet handler konsekvent med udslettelsen af Bagdad. Man forhandler da vel ikke med udyr!

Filmen var en "very low budget" produktion fra 1999, altså før 9/11, men med Kuwait i frisk erindring. På besynderlig vis kommer den til at forudsige den virkelige invasion af Irak udfra påskuddet om masseødelæggelsesvåben, der truede resten af verden - men som altså ikke var der. Var filmen en del af oprustningen? En del af kampagnen, der skulle føre til invasionen i 2003. Eller bare et banalt udtryk for amerikanernes evindelige tro på egen overlegenhed og ringeagt for andre folk?

Besynderlig film, i hvert fald.

I'll be back