Leon

Velkommen til, min nye ven Leon. Du skal nu fragte mig rundt i landet, fra nord til syd og ikke mindst vestpå. Funklende ny, med heste under kølerhjelmen og diesel i blodet. Tysk teknik, italiensk design, spansk udførsel og så en ærkedansker bag rattet, den sande EU ånd!

I'll be back

93 døgn

2250 timer, 180.000 kilometer, lidt af et bekendtskab. Det er så slut nu, bilen solgt og en ny epoke venter. Ikke så lidt vemodigt. Vi har været sammen Frankrig rundt, siddet fast i Paris, beundret Mont Blanc og gyst over Verdun. Over Storebæltsbroen utallige gange, slidt asfalten og dækkene tværs over Fyn og kedet os bravt på de jyske moterveje. Kørt rigtigt hurtigt i det tomme Vestjylland og fået en enklet fartbøde ved Hillerød (6 kmt/t over det tilladte). En nydelig ung dame har påkørt bagpartiet, men det kom der ikke andet ud af end et nyt bagparti. Egentlige problemer har vi ikke haft sammen, godt nok betalt et par millioner i vedligeholdelse og reparationer, men mindre end forventet. Bilen har altid startet og kørt, når den skulle og altid fået mig hjem i et stykke.
Så tak, kære Xsara 1.6 fra 2001. Du har været mig tættere end de fleste og nu er det så slut. Jeg kasserer dig til fordel for en ny og yngre model.

I'll be back

Forårsfornemmelser

Cyklede ind med en kold sol lige over horisonten, men fornemmelsen var der; i dag var dagen hvor vejret skiftede. Og ganske rigtigt, gik fløjtende med åben frakke og dumt smil på læberne til møde. Omkring mig cyklede folk i skjorteærmer, sad på bænke og snakkede og alle så på en eller anden måde osse bedre ud end i fredags.
Kom ud fra mødet med endnu større smil om munden, havde mødt en spændende pige, måske ku' det være, sød og spændende var hun i hvert fald. Så humøret fik en tand til, solen varmede endnu mere og det var lissom noget var sluttet og noget andet begyndt. Tja, troen og håbet kan man jo altid varme sig lidt ved.
Cykelturen hjem var varm og sveden sprang mere end normalt. Hjemme igen ku' jeg lige knibe en halv time med avisen ind ude i solen.
Hvad mere kan man så bede om? Nå ja, lønforhøjelse. Og sandelig, out of the blue, tilsyneladende en særdeles pæn tilpasning af løn og pension.
What a day!

I'll be back

At rejse er at leve

Sådan er der vist en eller anden klog mand, der er citeret for at sige. For mig gælder der åbenbart andre regler.
Skulle til møde i Bilbao, egentlig ganske simpelt og uproblematisk. Bestilte billet over vort interne rejseburo og havde helt styr på det hele. Aftenen før brugte jeg rejsenummeret til at checke ind over SAS's hjemmeside, fik sæde og alt var i orden. Mødte op til Kastrup, afleverede kufferten og fik to styks boardingcards, et til Kastrup og et til Barcelona.
Men så var det også slut med den glatte vej. I gaten blev jeg promte afkrævet en billet. Jamen du kan jo se mig i computeren, med sæde, baggage osv. Nix, svarede den ikke særligt venlige Gatekeeper, jeg manglede en billet. Hvordan jeg så kunne checke ind, få boardingpass osv, det havde hun ikke lyst til at kommentere. Der var ikke noget at gøre, uden billet ingen adgang til flyet.
Heldigvis var flyet nu lastet, piloterne klar og diverse "slots" klar i luftrummet over Europa. Så den med at stoppe flyet, tømme min kuffert ud og så begynde forfra, den var vist ikke populær.
Så jeg fik lov at flyve med til Barcelone, uden boardingpass videre og besked om at jeg måtte være et frygteligt menneske.
I Barcelona kom jeg glat og uden problemer og altså boardingpass videre med flyet til Bilbao. Ingen løftede øjenbryn, ingen problemer.
Så det var jo helt fint, lige til det viste sig at min kuffert var blevet væk undervejs. Så stod den på papirer, beskrivelse af kuffert, telefonnumre, hotel og jeg ved ikke hvad. Og den stod på intet skiftetøj, ingen toiletsager og ingen oplader til mobilen.
Men jeg kom da til Bilbao.

Om Bilbao er der ikke meget at sige, De unge er gode til at demonstrere, gode til at råbe slagord og der er mange af dem. Politiet er gode til at skyde med scareguns og slå med lange knipler. Og bortset fra lidt blod hist og her, så foregår kampen for selvstændighed meget højlydt, men uden den store dramatik og uden smadringer og afbrændinger.
Guggenheim er usandsynlig flot og facinerende og byen i det hele taget rar. Desværre kan ingen bare lidt engelsk og restaurationerne åbner først kl. 9 om aftenen. Men et rart besøg.
Hjemturen gik for så vidt glat. Jeg fik beskæftiget ca 8 til 10 personer i lufthavnen med at få en gyldig billet, men da den var på plads, gik resten glat.
Men næste gang, næste gang jeg skal med en flyver - hvordan tør jeg overhovedet tænke tanken?

I'll be back

Ungeren

Tænk sig at det skulle ske for mig! Jeg deputerede med den første vejspærring ved den den oprindelige Folkets Park, var blandt de første i det stadigt eksisterende Folkets Hus i Stengade. Har besat tomme huse, fyldte banker, blokereret veje, strejket ulovligt og i det hele taget opført mig ganske upassende.

Og nu sidder jeg her, mange år efter og hepper på politiet. Skælder ud på de overbeskytte unge, der misbruger deres velstand til at te sig som forkælede snotunger, smadre værdier som var de tomme mælkekartoner og så forvente at vi andre bare skal forstå dem, tilgive dem og så give dem, hvad de peger på. Ja, sådan tænker jeg faktisk idag!

Indrømmet, jeg har osse nægtet at gøre som Politiet sagde, har strittet imod, skubbet tilbage og gjort ting, som flertallet ikke mente var acceptable eller lovlige. Men aldrig - aldrig - brugt vold. Aldrig betragtet Politiet som fjenderne. Aldrig forsøgt at skade andre, hverken politikere eller politi. Råbt Lede Edel og brugt sprogets værste gloser mod Egon Weidekamp, men slået på dem, spyttet på dem eller brændt deres biler, aldrig. Aldrig smadret vinduer, brændt containere eller smidt med flasker, brosten eller lignende hårde ting. Det værste våben vi brugte i de gamle slumstormerdage var løbesedler og megafoner.

Sådan er det åbenbart ikke mere, og jeg græmmes. Og så bruger de Folkets Hus, mit Folkets Hus til at planlægge afbrænding af biler, smadring af skoler og jeg ved ikke hvad. Var det virkelig hvad vi kæmpede for da vi "befriede" Folkets Hus og satte det i stand?

Vi vandt ikke vor kamp tilbage i 70'erne. Sorte Firkant blev revet ned, Nationalbanken byggget og revolution blev det jo slet ikke til. Men det altdominerede og overordnede budskab vi havde til folk var Vågn op, tag del, kræv og kæmp. Vi kæmpede for noget, brugte udemokratiske metoder, men fjenden var altid ideer, ikke ejendom og slet ikke andre mennesker.

De unge idag har vel næppe et mål, de ser kun fjender og oplever helt åbentlyst ikke et behov for folkelig opbakning. Trist, uhyggeligt og deprimerende, hvad er det dog for nogle unge, vi har skabt?

I'll be back