Udrensninger i Dansk Folkeparti

Man imponeres, endnu en udrensning i DF, og endnu engang er det højrefløjen der må stå for. Partiet skal være - blive - stuerent for en hver pris. Alt hvad partiet er opstået udfra skal væk, ud, ekskluderes, udrenses.

Prisværdigt nok, Morten Messerschmidt er ingen pryd for dansk demokrati, Søren Krarup slet ikke og Mogens Camre, der burde vide bedre, er vel den mest rablende paranoide af dem alle.

Tilbage sidder Pia, som dronningebien. Alle tjener hende, alt er tilrettelagt for at servicere hende og hendes tro løjtnanter. Ingen debat, ingen vaklen, ingen selvstsændige tanker.

Nu skal jeg altså ikke lyde som om jeg vil savne nogen af de berømmelige landsbytosser i DF. Vi skæmmes som nation af at have personer som de ovenfor nævnte som en fremtrædende del af vort demokrati, vi gør ondt på uskyldige og udstyrer os med pinagtigt krumme tær, hver gang en Mogens Camre eller en Søren Krarup melder sig på banen. Spændende bliver det hvordan vælgerne belønner hende for bevægelsen mod stuerenheden. Kan de stadig genfinde sig selv afspejlet i DF stadig mere grå masse, eller begynder de at se tilbage mod Socialdemokratiet og Venstre.

Spændende...

Sidste:

Pia kjærsgaard frit og frejdigt på DR 1: Tørklæder er et symbol på linie med at vise hagekorset og islam er en ideologi som nazisme eller kommunisme.

Ja, det sagde hun faktisk til studieværtens store forbavselse, men hvor er overskrifterne i dagspressen? Hvor er advarslen fra Pia til Pia?

Konklusionen er nok dobbelt:

Dansk Folkeparti har ét ideologisk ståsted, kampen mod islamiske indvanderer (og al andet fremmed) - så kan de smide så mange ud de vil og uddele nok så mange advarsler til prominente MF'er.

og

Under dække af den såkaldte kulturkamp kan man sige hvad som helst i den offentlig debat.

Jeg græmmes!

I'll be back

Vietnam og historien

For mig har Vietnam altid været et nærmest mytisk land. Som ung kom det til at præge min ideologi, mine grundopfattelser og en ikke uvæsentlig række fordomme. Efter siden at have læst en masse mere eller mindre lødig litteratur om krigen, kom jeg ikke helt uforberedt til landet her i april. Spændende var det derfor især at besøge et par museer i Hanoi og et i Saigon om krigen. Desværre var museerne næppe oplysende, i hvert fald ikke bare på overfladen.

Kort sagt var hovedbudskabet, der var krig og vi vandt. Fjenden var US imperialismen, men hvad der ellers skete fra 1953 til 1975 (og siden) blev man ikke just klogere af på disse museer.

Ikke et ord om borgerkrig, ikke et ord om Sydvietnams vel egentlig forståelige kamp for selvstændighed, også rettet mod nordvietnameserne. Ikke et ord om forskellene på folkene i nord og syd. Og da slet ikke et ord om at krigen mest blev vundet i US og i hjerterne i vesten, kun i mindre grad på slagmarkerne i Laos, Cambodia og i Vietnam.

En sjov detalje var de udstillede fly. Samtlige var forsynet med flotte U.S. Airforce mærker. Men når man nu er en flynørd som mig var det klart at kun en enkelt type faktisk kunne have været anvendt af de amerikanske styrker. Resten var alene anvendt af det sydvietnamesiske luftvåben, godt nok leveret af amerikanerne, men formelt og nogen gange meget reelt opereret af sydvietnameserne selv. Alligevel skulle de se ud som om de var efterladenskaber fra de amerikanske styrker.

I mine øjne havde historien været både mere sand og mere anvendelig i dagens Vietnam, hvis det var indrømmet at der havde været en krig mellem syd og nord, at nord havde vundet, men at der nu var forsoning og at landet nu hang sammen som en hel nation. Men nej, den gamle US imperialisme version blev fastholdt for en hver pris, trist.

I'll be back

Vietnam og fremtiden

Som turist i Vietnam opsøger man uvægerligt billeder som ovenfor. Mere end halvdelen af mine billeder fra turen viser situationer, hvor det ser primitivt ud, hvor der bruges "gammeldags" metoder og hvor forskellene til danske forhold er mest fotogene. Sådan må det være, men er det et rimeligt billede af landet og dets muligheder?
Vietnam er et land, der er på vej - men vejen ser lang ud. Herhjemme er vi bekymrede over globaliseringen, over at miste arbejdspladser. Fra Vietnam er perspektivet anderledes. Vejen frem for dem er at tilbyde sin kollosale arbejdskraftreserve til at producere forbrugsgoder til den mere udviklede del af verden. Så set med gamle internationalistiske øjne burde vi slås for at flere arbejdspladser blev flyttet til lande som Vietnam, jo flere jo bedre. Flere arbejdspladser i Vietnam, bedre økonomi, mindre fattigdom, bedre sociale forhold og udvikling. Og når vi så samtidig kan sikre os selv billigere fladskærme, sko og bukser, hvorfor er vi så så bange?
Så når nu billederne, også i mit album, viser det idylliske Vietnam og ikke de nye fabrikker, vækstområderne, så fortæller de kun den halve historie.

I'll be back

Vietnam blues

Lige hjemkommet efter mere end 2 uger i Vietnam og besøget står stadig uklart. Hvad var det jeg oplevede, hvordan har det ændret min verden?
To begreber står overfor hinanden; venlighed og varme overfor kaos og katastrofe på vej!
Overmådeligt venlige, smilende og smukke mennesker, rart at færdes blandt befolkningen. Gå på mod, vilje til at skabe sig en bedre fremtid. Smuk natur og facinerende historie.
Alt det overfor umulige betingelser, misbrug af naturen, udvikling for en hver pris og trafikkaaos og udviklingsmuligheder, der synes mindre og mindre dag for dag.
Det er de to stemninger, jeg nu sidder tilbage med efter min hektiske rundtur fra nord til syd.
Startede i Hanoi med dyttende scootere, overvældende aktivitet ikke mindst på gaderne; over Ha Long bugten med dens betagende natur og totale misbrug af kysten til masseturisme (og økonomisk fremgang). Videre til Hue, Hoi An, hvor trafikken stadig var slem og hvor hotellerne bemægtede sig strandene, men folk stadig er venlige og den lidt fjernere historie fylder godt op. Videre mod syd over Na Trang til Saigon eller Ho Chi Minh City, som den med begrænset gennemslagskraft er omdøbt til. Her havde scooterene helt taget magten og storkapitalen fået bygget sine vækstsymboler. Nede i Mekong deltaet rådede vandet, kokussen og varmen og (desværre/heldigvis) masseturismen var ikke for alvor nået frem.
Hvad skal jeg mene, Vietnam har kun få chancher, som turen var tilrettelagt så vi kun dem med masseturisme for øje og ikke meget af landets industrielle muligheder. Synet var ikke altid lige kønt, naturen skriger på omsorg, pusterum og færre hoteller. Økonomien kan bruge turisterne, men kan indutstrien tiltrække tilstrækkelig med ordrer uden at vejnettet helt bryder sammen og uden at folk begynder at udskifte scooterne med biler?
Vietnam har nok kun én chance, men det har jo endnu ikke forhindret nogen i at tage den!

Du kan se fotos fra turen her:
http://picasaweb.google.dk/HHalbum/Vietnam2007

I'll be back

Operaen

Havde mit første besøg i Operaen, Simon Boccanegra. En stor oplevelse, ærgerligt nok mest for bygningen og det at være dér live, mindre for selve operaen.
Hr. Møllers mausoleum er fantastisk, rummet inde foran selve den træbeklædte sal er imponerende og en oplevelse i sig selv.Især når vejret var med os, som det var og vi kunne sidde og spise med udsigt over hele havnen, Amalienborg og det nye skuespilhus. Det er flot og medrivende at være der inde og hvad man end måtte mene om Hr. Møllers gave (og smag) så virkede det hele yderst velfungerende og spændende. Bortset altså lige fra de famøse kølergriller rundt om huset. Når man sad på byens flotteste restaurant var der frit udsyn ned til havnen og op til himlen, men fra pladserne var der en kølergrille, der helt tog udsynet ind over byen, mindre smart.
Jeg skal ikke gøre mig klog over selve operaen. Noget med nogle familier i Verona, der var uenige om et eller andet og så derfor døde i hver akt. Så var der en temmelig søgt parallel til østeuropa, totalitære kommunistiske regimer eller hvad ved jeg -ideen var ikke helt klar, men det betød at sangerne var ikædte kedeligt halvtresser tøj, stod og gik som kopier af de udøde fra Night of the Living Death, men ikke nær så morsomme!
Desværre var musikken også meget lidt fængende, de spillede og sang enormt flot, men det virkede mest som om der var lagt lidt forskellige toner til de forskellige replikker, som så blev trukket ud med enorm styrke. Flot, men ikke fængende. Og bestemt ikke som i nogen af de få operaer, jeg kender og kan skråle med på alene hjemme.
Men altså, alt i alt en stor oplevelse og tak til Rune og Linda for at invitere mig med.

I'll be back

Blekingegadebanden

Blev færdig med første del af Peter Øvig Knudsens bog om Blekingegadebanden, medens snotten var ved at formørke hjernen helt.Og uha da da, den kom tæt på. Jeg levede mine ungdomsår i på den yderste venstrefløj. Heldigvis endte jeg i den anden halvdel af den oprindelige maoistiske udspaltning fra DKP, det der senere blev til KAP og ikke KAK. Husker udemærket vor lettere forundring over den lille, pudsige gruppe folk omkring Godtfred Appel, der som os kaldte sig marxister leninister, mao tse dong tænkere, men som helt åbentlyst havde afskrevet klassekampen i Danmark.Vi havde meget glæde af deres forlag og de mange opbyggelige værker om den glorværdige kinesiske revolution, men selve organisationen KAK eller KUF så vi ikke meget til.
Dog husker jeg en del diskussioner om ideen med, at det danske proletariat havde forrådt sig selv og ganske svigtede den internationale solidaritet og verdens revolutionen. Vor konklusion var dog at vi, revolutionens bragende fortrop, skulle ud og vække masserne, hæve den røde fane og ryste kapitalismens og reformismens kæder af. Jeg tror, jeg egentlig godt forstod KAK's holdning med at det ikke nyttede noget, at revolutionen måtte starte et andet sted. Der var vist også noget med et Lenin citat om Danmark som kapitalismens museum, men heldigvis tog vi jo ikke altid alle citater lige alvorligt. Så vi bevarede troen på den danske arbejderklasse.
Den der med at financiere PFLP med kriminalitet herhjemme eller direkte tage del i væbnede aktioner rundt omkring i verden, den kendte vi jo ikke det fjerneste til og som jeg husker vore diskussioner, så ville vi nok have afvist tanken som venstreekstremistisk, revisionistisk eller på en eller anden måde afvigende fra masselinien.
Netop masselinien var nok vor styrke og hovedårsagen til, at jeg idag stadig synes at det var tiden værd. Masselinien sagde et eller andet i retning af, at forandring kun sker når det brede flertal tager magten og kræver forandring. Masselinien afviste at handle på vegne af masserne eller i modsætning til masserne, men sagde dog at de -masserne- godt kunne bruge lidt pift for at få lettet røven. Eller sådan husker jeg det.
Spørgsmålet er, hvordan KAK blev til Blekingegade. Var det noget der lå i vort fælles ideologiske arvegodt eller noget helt specifikt for gruppen omkring Godtfred Appel? Jeg synes ikke bogen giver svaret, men det er nok hellerikke så lige til. Spørgsmålet er dog interessant. Vi valgte at bekæmpe demokratiet på demokratiets grund, at slås for proletariatets diktatur med grundlæggende demokratiske metoder. Mærkeligt nok, for på mange måder var det jo ganske rigtigt selvimodsigende og ulogisk. Palestinæsnernes kamp var og er på mange måder langt mere interessant og betydningsfuld end kampen for et større fladskærms TV eller længere ferier, som vel er ved at være den danske arbejderklasses samlede parole idag.
Men vi var og jeg er nok grundlæggende for dansk, for koncensussøgende og magelig til for alvor at slås for noget - full speed ahead and damm the torpedoes - som KAK prædikede. Tak for det.

I'll be back

Snot, snot og mere snot

Snot er ikke en ny del af mit liv, men et tilbagevendende faktum. Snot i lungerne, snot ud af næsen og nogen gange osse snot i hjernen. Jeg ved ikke om årsagen er astmaen, vejret, arvesynden eller bare for at jeg skal have noget at brokke mig over. Men irriterende er det.
Nu har det stået på i halvanden uge, slemt nok. Men om to dage går turen til Vietnam og så ved jeg ikke hvordan det blir med hoste, småfeber og snot i lange baner. Man kan jo så bare håbe at jeg ikke rammes af en hidsig aircondition, af skift i temperaturen eller hvad forholdene derude nu har at byde på.

I'll be back

Leon

Velkommen til, min nye ven Leon. Du skal nu fragte mig rundt i landet, fra nord til syd og ikke mindst vestpå. Funklende ny, med heste under kølerhjelmen og diesel i blodet. Tysk teknik, italiensk design, spansk udførsel og så en ærkedansker bag rattet, den sande EU ånd!

I'll be back

93 døgn

2250 timer, 180.000 kilometer, lidt af et bekendtskab. Det er så slut nu, bilen solgt og en ny epoke venter. Ikke så lidt vemodigt. Vi har været sammen Frankrig rundt, siddet fast i Paris, beundret Mont Blanc og gyst over Verdun. Over Storebæltsbroen utallige gange, slidt asfalten og dækkene tværs over Fyn og kedet os bravt på de jyske moterveje. Kørt rigtigt hurtigt i det tomme Vestjylland og fået en enklet fartbøde ved Hillerød (6 kmt/t over det tilladte). En nydelig ung dame har påkørt bagpartiet, men det kom der ikke andet ud af end et nyt bagparti. Egentlige problemer har vi ikke haft sammen, godt nok betalt et par millioner i vedligeholdelse og reparationer, men mindre end forventet. Bilen har altid startet og kørt, når den skulle og altid fået mig hjem i et stykke.
Så tak, kære Xsara 1.6 fra 2001. Du har været mig tættere end de fleste og nu er det så slut. Jeg kasserer dig til fordel for en ny og yngre model.

I'll be back

Forårsfornemmelser

Cyklede ind med en kold sol lige over horisonten, men fornemmelsen var der; i dag var dagen hvor vejret skiftede. Og ganske rigtigt, gik fløjtende med åben frakke og dumt smil på læberne til møde. Omkring mig cyklede folk i skjorteærmer, sad på bænke og snakkede og alle så på en eller anden måde osse bedre ud end i fredags.
Kom ud fra mødet med endnu større smil om munden, havde mødt en spændende pige, måske ku' det være, sød og spændende var hun i hvert fald. Så humøret fik en tand til, solen varmede endnu mere og det var lissom noget var sluttet og noget andet begyndt. Tja, troen og håbet kan man jo altid varme sig lidt ved.
Cykelturen hjem var varm og sveden sprang mere end normalt. Hjemme igen ku' jeg lige knibe en halv time med avisen ind ude i solen.
Hvad mere kan man så bede om? Nå ja, lønforhøjelse. Og sandelig, out of the blue, tilsyneladende en særdeles pæn tilpasning af løn og pension.
What a day!

I'll be back

At rejse er at leve

Sådan er der vist en eller anden klog mand, der er citeret for at sige. For mig gælder der åbenbart andre regler.
Skulle til møde i Bilbao, egentlig ganske simpelt og uproblematisk. Bestilte billet over vort interne rejseburo og havde helt styr på det hele. Aftenen før brugte jeg rejsenummeret til at checke ind over SAS's hjemmeside, fik sæde og alt var i orden. Mødte op til Kastrup, afleverede kufferten og fik to styks boardingcards, et til Kastrup og et til Barcelona.
Men så var det også slut med den glatte vej. I gaten blev jeg promte afkrævet en billet. Jamen du kan jo se mig i computeren, med sæde, baggage osv. Nix, svarede den ikke særligt venlige Gatekeeper, jeg manglede en billet. Hvordan jeg så kunne checke ind, få boardingpass osv, det havde hun ikke lyst til at kommentere. Der var ikke noget at gøre, uden billet ingen adgang til flyet.
Heldigvis var flyet nu lastet, piloterne klar og diverse "slots" klar i luftrummet over Europa. Så den med at stoppe flyet, tømme min kuffert ud og så begynde forfra, den var vist ikke populær.
Så jeg fik lov at flyve med til Barcelone, uden boardingpass videre og besked om at jeg måtte være et frygteligt menneske.
I Barcelona kom jeg glat og uden problemer og altså boardingpass videre med flyet til Bilbao. Ingen løftede øjenbryn, ingen problemer.
Så det var jo helt fint, lige til det viste sig at min kuffert var blevet væk undervejs. Så stod den på papirer, beskrivelse af kuffert, telefonnumre, hotel og jeg ved ikke hvad. Og den stod på intet skiftetøj, ingen toiletsager og ingen oplader til mobilen.
Men jeg kom da til Bilbao.

Om Bilbao er der ikke meget at sige, De unge er gode til at demonstrere, gode til at råbe slagord og der er mange af dem. Politiet er gode til at skyde med scareguns og slå med lange knipler. Og bortset fra lidt blod hist og her, så foregår kampen for selvstændighed meget højlydt, men uden den store dramatik og uden smadringer og afbrændinger.
Guggenheim er usandsynlig flot og facinerende og byen i det hele taget rar. Desværre kan ingen bare lidt engelsk og restaurationerne åbner først kl. 9 om aftenen. Men et rart besøg.
Hjemturen gik for så vidt glat. Jeg fik beskæftiget ca 8 til 10 personer i lufthavnen med at få en gyldig billet, men da den var på plads, gik resten glat.
Men næste gang, næste gang jeg skal med en flyver - hvordan tør jeg overhovedet tænke tanken?

I'll be back

Ungeren

Tænk sig at det skulle ske for mig! Jeg deputerede med den første vejspærring ved den den oprindelige Folkets Park, var blandt de første i det stadigt eksisterende Folkets Hus i Stengade. Har besat tomme huse, fyldte banker, blokereret veje, strejket ulovligt og i det hele taget opført mig ganske upassende.

Og nu sidder jeg her, mange år efter og hepper på politiet. Skælder ud på de overbeskytte unge, der misbruger deres velstand til at te sig som forkælede snotunger, smadre værdier som var de tomme mælkekartoner og så forvente at vi andre bare skal forstå dem, tilgive dem og så give dem, hvad de peger på. Ja, sådan tænker jeg faktisk idag!

Indrømmet, jeg har osse nægtet at gøre som Politiet sagde, har strittet imod, skubbet tilbage og gjort ting, som flertallet ikke mente var acceptable eller lovlige. Men aldrig - aldrig - brugt vold. Aldrig betragtet Politiet som fjenderne. Aldrig forsøgt at skade andre, hverken politikere eller politi. Råbt Lede Edel og brugt sprogets værste gloser mod Egon Weidekamp, men slået på dem, spyttet på dem eller brændt deres biler, aldrig. Aldrig smadret vinduer, brændt containere eller smidt med flasker, brosten eller lignende hårde ting. Det værste våben vi brugte i de gamle slumstormerdage var løbesedler og megafoner.

Sådan er det åbenbart ikke mere, og jeg græmmes. Og så bruger de Folkets Hus, mit Folkets Hus til at planlægge afbrænding af biler, smadring af skoler og jeg ved ikke hvad. Var det virkelig hvad vi kæmpede for da vi "befriede" Folkets Hus og satte det i stand?

Vi vandt ikke vor kamp tilbage i 70'erne. Sorte Firkant blev revet ned, Nationalbanken byggget og revolution blev det jo slet ikke til. Men det altdominerede og overordnede budskab vi havde til folk var Vågn op, tag del, kræv og kæmp. Vi kæmpede for noget, brugte udemokratiske metoder, men fjenden var altid ideer, ikke ejendom og slet ikke andre mennesker.

De unge idag har vel næppe et mål, de ser kun fjender og oplever helt åbentlyst ikke et behov for folkelig opbakning. Trist, uhyggeligt og deprimerende, hvad er det dog for nogle unge, vi har skabt?

I'll be back

Hvis Dansk Folkeparti fik sin vilje

Tænk engang, hvis nu DF og Karen Jespersen fik sin vilje. Hvis alle indvandrerne pakkede sammen, fik nok og rejste til Sverige. Hvis terroristfrøene, alle dem der endnu ikke er dømt, alle dem, der ser forkerte ud på den forkerte måde, hvis de 2 til 300.000 lige pludselig tog flertalsdanskerne på ordet, ikke orkede at være annenklasses danskere længere - hvor stod vi så?
Tja, busser og taxi kan vi kigge langt efter, rengøring ligeså, kiosker og grønthandlere selvfølgelig. Kassedamer i supermarkeder, opfyldning i supermarkeder, væk er de alle. Ikke så få læger og sygeplejelsker, nogle ingeniører og tandlæger ligeledes.
Til gengæld vil der ikke være mangel på politibetjente, journalister og projektmedarbejdere, sprogskolelærere.
Hvad så Pia og Karen, skal vi udskifte muslimerne med polakker, baltere eller ukrainiere? Eller skal vi helt til Philipinerne og Thailand for at hente acceptabel arbejdskraft?

DF bag genmodificeret vælgerprototype

Det er ganske vist kun en and, ovenikøbet en ælling, men måske et bud på fremtidens kærnevælger. I hvert fald Dansk Folkepartis ønskevælger.
Tænk dig engang, hvis vi alle blev født med 4 ben og armene blev til små pjaltetde vinger, der kun kan blafre forskrækket. Med en smule moderne genteknologi skulle det da ikke være så umuligt. Med fire solide platfødder ville vi stå urokkeligt fast, ikke noget med at bestige nye højder. Med vingerne kunne vi klappe, hver gang vi hørte noget vi ku' lide og vifte forskrækket over det uventede.

Vi ville blive uovertrufne til at træde vande. Men vigtigst af alt. Hvis vi sammen med de fire fødder, vingerne og næppet fik indkodet ændernes evne til at lade sig præge af deres første kontakt. Jeg ser menneskehedens fremtid. Fødestuer udstyret med store fotostater af Pia Kærsgaard hånd i hånd med Anders Fogh. Og jeg ser trappen ud fra hospitalet fyldt med pludrende nye danskere, begejstret på vej hen til andedammen solidt og urokkeligt hver på fire flade futter og de små vinger piskende rundt. Hvad kunne være mere hyggeligt og bekræftende.

Eneste problem bliver hvordan alle de nye, genmodificerede Pia & Anders kloner kan betjene deres remoter til fladskærmene eller lave mad i samtalekøkkenet.

I'll be back

Tabt kærlighed gør ondt

Sad og så en skøn og temmelig flippet film. Der var en behandling, hvor man kunne få udvisket sine erindringer. Når man ville væk fra et forhold, skippe en kæreste eller hvad ved jeg, så fik man en behandling, og personen og erindringerne var væk fra bevidstheden. Vrøvl naturligvis, men en sød og charmerende film.
Desværre osse meget rigtig.
Det værste, ikke noget nyt her, ved at blive skilt eller miste dem, man elsker aller højest, er ikke altid bare fraværet af ens kæreste. Det er der som regel gode grunde til. Nej, det værste er at det, der engang var de mest strålende øjenblikke blir pinfulde, at hente frem. Det værste er at så meget af ens liv forsvinder. Det gør for ondt at mindes. Steder, situationer, store oplevelser bliver smetefulde at genbesøge. Fotoalbums forbliver uåbnede, ting smides ud bare fordi de indeholder lykkelige minder, eller bare minder i det hele taget.
Men som filmen også viste, banalt og smukt; man kan ikke smide sin bagage væk. Den kan gemmes af vejen, forvises til hjernens mørkeste afkroge, men væk kommer den ikke. Og fri blir man aldrig. Bare lidt mere fortrolig med afsavnet for hver dag.

I'll be back

Alexandra, farvel

Lidt forsinket gik det op for mig af en af mine store drømme var fordampet, sådan lige for øjene af det meste af Danmarks befolkning. Hvordan kunne hun dog gøre det?
Alexandra havde alt, hvad jeg kunne ønske mig. Flot pige, lysende øjne og en tilsyneladende glimrende evne til at spille rollen. Ikke nok med det hun er eksotisk, god til sprog, så har hun penge, ihvertfald penge nok til mig. Eneste minus havde været at jeg så skulle have optrådt som jaget vildt på landets sladderblade og vel også anskaffet mig en smoking og gå til frisøren hver anden uge. Men hvad, det ku' jeg nok have levet med. Det er så slut nu, hun har valgt en tilfældig fotograf, uden overhovedet at vide, hvad hun går glip af. Ovenikøbet en lidt suspekt type, hvis jeg skal tro overskrifterne - og så yngre end Alexandra, tsk tsk!
Forbandet ærgerligt, nu havde jeg gået og drømt om hende så længe. Hvem skal jeg nu sukke efter? Paris Hilton, hun er da vist ledig, men hun er måske ikke lige typen og jeg dur ikke til at være oppe sent om natten. Tilbage er der kun et par nyhedsoplæsere eller hvad med Divia Das, men hun er væk fra vejret og min TV skærm, så den dur hellerikke længere. Hjæælp!

I'll be back

Hvem er gud egentlig?

Jeg kom til at tænke over det her til morgen, på lokum. En artikel i Politiken havde været inde på fremvæksten af religiøsiteten, både som forklaring for tusinder af år siden og nu igen, hvor andre faste rammer falder væk. Måske vi alle har brug for noget at måle os overfor, noget at være ansvarlig overfor, noget at stræbe efter at gøre glad og tilfreds. Hvis det er Gud, så blev jeg pludselig også religiøs, sådan lige dér på tønden. I det tilfælde er min gud min søn og min datter, hvem elllers?

I'll be back

Kære Karen

Stakkels Karen, hvad skal du dog gøre nu? Abu Laban tillader sig at dø netop som du skal til at ophidse danskerne mod islamisterne endnu engang. Måske endnu en del af deres nedrige plan for at underlægge sig Danmark.
Tænk dig, nu lykkes det at brænde igennem i alle medierne med budskabet "Karen is back", nu i den nye udgave som Venstrekandidat, som du siger "Jeg har jo altid været en sand liberal!". Alle døre står åbne, ikke længere må du nøjes med forsamlingshuse og boghandlere. Nu er det primetime, landsdækkende TV. Og dit budskab? Klart og tydeligt, islamisterne er truslen, truslen mod velfærd, kvindefrigørelse, truslen mod hele landets eksistens. Og så tillader han sig at dø, ham overforføreren, bagmanden bag angrebet på ytringsfriheden, bugtaleren med de to budskaber, et til danskerne og et til islamisterne. Lige netop nu, hvor du for alvor kunne bruge ham. Nu hvor flertallet af vælgerne var ved at vænne sig til tilstædeværelsen af en fremmed religion i landet, nu hvor familiesamførelsesreglerne så småt begynder at kunne diskuteres igen. Hvor eksemplerne på urimelighederne er ved at stå klarere end frygten for de fremmede. Og vigtigst af alt; nu hvor arbejdsmarkedet skriger på arbejdsduelige indvandere.
Jo, da, Karen, der er bestemt behov for en som dig til at genoplive danskernes slumrende svinehund. Men ærgerligt at du må skrige dit budskab ud i tomrummet, uden en Abu Laban til at spille bold med.
Så velkommen tilbage (fra de par måneder som partiløs). Hvad bliver dit næste skridt, når nu Venstre viser sig for blødsødent, for socialdemokratisk for dig? Blir næste skridt Dansk Folkeparti eller Dansk Front?

I'll be back

Tony Bennett

Jeg har en dyb svaghed for denne gamle crooner, han kan noget med stemmen som få andre kan eller har kunnet. Her sidst har jeg købt hans sidste CD, hvor han synger duettter med diverse andre spændende kunstnere, fra Dixie Chicks til Elvis Costello.
Sandelig om han ikke synger røven af bukserne på de forskellige superstjerner. Bono, Billy Joel, George Michael, folk der godt kan brænde igennem, ja selv en Barbara Streisand falder helt igennem sammen med mesteren. Om det så er en superstjerne i hans eget reportoire som Diana Krall, så lyder hun farveløs i duetten med Tony Bennet.
Kun k. d. lang og en vis spansksyngende Juanes (?) følger med og han holde mesteren stangen. Imponerende.
Og hvad er det han kan, den gamle? Ja, bortset fra selve stemmens klang og valget af fængende evergreens, så kan han det der med pauserne. Han formår at vente til det helt rigtige splitsekund, vente til panikken næsten breder sig, vente til det i virkeligheden er for sent - og så ramme helt rigtigt, så man overgiver sig i dyb beundring.

I'll be back

Hvorfor skal det være så svært

Jeg ved det godt, ynk er slemt og selvynk er den værste form for ynk. Alligevel synes jeg det er synd for mig selv.
Belært af de senere års erfaringer og et mindre overskud på kassekreditten ville jeg i år bestille ferie i god tid. Kravene til ferie er ellers simple, jeg vil til et eller andet eksotisk sted, gerne i østen. Det skal være en grupperejse og så må der ikke være trekking, det kan knæene ikke længere. Ellers frit slag.
Der var bare lige et problem. Rune skal giftes 14. juli, så den dag er det nok klogest ikke at være udenlands. Men OK, jeg fandt en spændende, og billig, tur til Borneo med afgang 28. juli. Orangutanger, delfiner, rengskov, mangrove, sandstrande, hvad mere kunne jeg ønske.
Købte og betalte rejsen og begyndte så småt at glæde mig selvom der jo var 7 måneder igen.
Så var jeg i Rørvig for at besøge min mor. Fortalte henkastet om rejsen, sådan mest for at få holde hende orienteret.
Mor sagde så lige så henkastet, at jeg jo så ikke kunne komme til hendes 90 års fødselsdag.....
Det gjorde naturligvis ikke noget, hun ville ikke arrangere noget, havde ingen planer osv. Men ups, hvor blev jeg bare meget mindre meget hurtigt.
Nå, fat i Topas, som var meget forstående og gerne ville flytte min rejse. Der var bare ingen ledige pladser, hverken her i vinter eller til sommer. Heldigvis havde jeg indbetalt afbestillingsgebyr, så det kostede "kun" kr. 575 at annullere rejsen.
Så igang på nettet med runden til øvrige selskaber. Her viste det sig hurtigt, at det var umuligt at finde en rejse, der enten ikke var udsolgt eller ramte udenom 14. juli eller 6. august.
Her i vinter/foråret fandt jeg en spændende tur til Brasilien, der lå rigtigt tidsmæssigt og var til at betale (med lidt god vilje og manglende respekt for kassekreditten!)
Fint, der var også plads, problemet var bare at de ville have kr. 9000 for enkeltværelse, eller rettere sagt bare for at rejse alene. Fuldkommen urimeligt og ude af trit med prisniveauerne, men sådan var prispolitikken hos Kuoni, så hold jer væk fra det selskab.
Lige nu er sidste chance så en tur til Vietnam i april (som "kun" skal have lidt over 2500 for at jeg rejser alene).
Så hvordan det end går, rejsen, hvis det overhovedet lykkes, bliver omkring dobbbelt så dyr som planlagt, målet et helt andet. Alt i alt, har jeg ikke fortjent lidt ynk?

I'll be back