Heart of Darkness

Har aldrig læst denne gamle klassiker om Congo, kender kun Coppolas version, Dommedag Nu og Marlon Brandos ganske særlige form for vandvid, "the Horror, the Horror". Men brugte min første dag med læseevnen tilbage fra feberen til at afslutte Øjvind Kyrø's Congo: Farezone 5. En på mange måder mystisk bog, med ikke så lidt Heart of Darkness over sig. Ikke blot rejser forfatteren rundt i Congo, men han er yderst politisk ukorrekt i sin profilering af oplevelserne. Congos problemer bliver sat i relief af hotelværelser uden rene lagener og lange ture på ubekvemme motorcykler og ikke mindst af forfatterens særdeles bramfrie omtale af sine forskellige hjælpere.

Men Congo er en frygtelig historie, hvordan man end fortæller den. Midt i Øjvind Kyrøs problemer med bekvemmeligheden refererer ham en intern Congo vittighed: "Hvad gjorde I dog før i fik starinlys? Vi tændte da bare for det elektriske!"

Congo har ikke alle dage været en rædselshistorie med mere end 4 millioner dræbte fra 1998 til 2004 og fortsatte udbrud af bandekrig. Der var en tid før Stanley og Kong Leopold, en tid før først gummiet, siden guld og diamanter. Men siden er Congo i den grad blevet synonym med plyndringen af Afrika og ødelæggelsen af store dele af et kontinent. Der er to ting, der skinner igennem efter denne bog og tidligere om landet.

Folk bliver ved med at kæmpe for et anstændigt liv, no matter what, men de får ikke mange chancer.

Har som sagt tidligere læst et par bøger eller tre om Congo, både om historien og om landets sammenbrud og de nuværende rædselsfulde tilstand. Men som Øjvind Kyrø skriver, det er der ikke kommet noget ud af. Congo er væk fra dagsordenen, det er ikke her TV sender direkte fra, ikke her vi følger FN's bestræbelser på at skabe fred, ikke her vi følger kappestriden mellem Vesten og Kina om at udnytte naturrigdommene. Congo forbliver Heart of Darkness set med vestens øjne. Måske fordi vort ansvar for problemerne er så direkte, måske fordi succecssen er så langt væk. Eller måske fordi vi bare ikke orker?

I'll be back

Nu har jeg faktisk kæmpet mig igennem Heart of Darkness. Spændende historie, men ret svært forståelig og meget åben for fortolkninger. Jeg er ikke sikker på, jeg ville have "forstået" Conrads budskab, hvis jeg ikke havde læst en masse andre bøger om Congo, hvis det da overhovedet er det, den handler om?

Influenza

Sådan er resultsatet af 5 dages influenza, knap 6kg reduceret og med kræfter som en 110 årig. Jeg har nu prøvet det før, den begyndende fornemmelse i kroppen, trykken for brystet, jag i hovedet, mærkelige drømme og så visheden. Nu slår det til, den snigende feber, snot i urimelige mængder, hosten, rigtig feber og så opkastninger, alt skal ud, intet kan komme ind og lysten til noget er helt væk. De lange timer på sofaen med blikket stift ude i haven og foden tvangsmæssigt vippende, turene ud til håndvasken. Uden at kunne læse, uden at orke at se fjernsyn, uden andet end tiden som selskab - og så en god portion fortjent selvmedlidenhed. De ulideligt lange nætter uden søvn. Men som forventet efter end 3 til 4 dage begynder det langsomt at vende. Jeg kan holde lidt væske i mig og knibe en enkelt kiks ned. Idag er jeg så på rette vej igen, har både sovet og været i bad. Stadig med snot i overmåde, stadig uden evner eller vilje til at foretage mig det ringeste. Men dog nu med evnen til at sove og til at læse. Så fremad, men hvor er der dog langt. Har en aftale mandag, som jeg dårligt kan skippe, men går det, vil jeg have kræfter nok? Næste udfordring er onsdag og dér burde jeg være nogenlunde klar, men når jeg det? Risikerer jeg ikke tilbagefald og længerevarige symptomer?

Og som for at føje spot til skam, eller hvad det nu hedder: Samme dag som jeg for alvor blev syg var der en meddelelse i 3F om at vi alle kunne blive vaccineret...

I'll be back

Om at se ind i sindet

Hvordan vil verden se ud den dag, vi kan se ind bag øjnene, bag hjernevindingerne helt ind i hjernecellerne, i neuronernes fantastiske verden. Der hvor sjælen sad, inde ved alt det dybe og ubevidste og hvor religion og overtro indtil nu har haft eneret.

Der er vi åbenbart på vej i kraft af moderne scannere, der kan registrere elektiske strømninge og aktivitet rundt i hjernens forskellige dele. Skal man tro den seneste bog fra Lone Frank, Den femte revolution, så er det i hjernen den nye og banebrydende forskning er ved at få fat.

Gennem indsigt i hjernes aktivitet under forskellige former for påvirkninger kan forskerne nu se, hvordan vi reagerer og begynde at postulere hvorfor vi reagerer som vi gør, eller rettere sagt, hvordan vi reagerer som vi gør. Svaret antydes i bogen, vi føler som vi gør fordi vor biologiske udvikling her skabt os sådan. Såre simpelt og banalt. Er det så viden, der kan bruges til noget, spørger Lone Frank? Tja, det er der i hvert fald tilsyneladende ret så mange, ikke mindst blandt ledende forskere, der gør og der er også ved at være penge til forskningen. Så hun forventer en rivende udvikling de kommende år.

Tænk at kunne tilrette en reklamekampagne ikke alene udfra hvad folk siger, de tænker, men udfra en klar viden om hvad de faktisk føler, sådan helt i det ubevidste. Eller hvad med den perfekte løgnedetektor? Har du haft fingerne i småkageposen? Nå, vil du ikke svare - så får du lige hovedet en tur i scanneren!

Og hvad stiller vi op med religionen, når det guddommelige er reduceret til elektiske strømme mellem to centre i hjernen? Kan man håbe på en masse arbejdsløse præster, imaner og rabbinere?

Skræmmende bog og ikke mindst spændende. Lone Frank skriver befriende ligetil og klart, som læser er man meget direkte med hende på besøg hos hjerneforskerne, med hende inde i scanneren og man oplever de forskellige forskningsområder klart og tydeligt gennem hendes øjne og øren.

Og så er hun befriende fri for fremtidsforskrækkelse. Lone Frank konstaterer, stiller de relevante spørgsmål og reflekterer klart og tydeligt, men hun er ikke forskrækket eller skræmt over fremtiden. Jeg fornemmer, hun tror på fremtiden, på at forskningen og teknologien i sidste ende kommer menneskeheden til gode. At udviklingen er til det bedre, men at fejltrin vil ske, at ikke alt vil blive godt. Hovedtendensen er dog ustoppelig, naturlig og vil blive til gavn for os alle.

En rigtig god bog til at få gang i hjernecellerne med, i dobbelt forstand. Læs den - - før din hjerne.

I'll be back

Kongres blues, sidste ombæring

Hjemme igen efter en uges kongres. Ikke så lidt klogere på hvad forbundet er for en størrelse og endnu mindre sikker på at kursen holder.
Hvad gør man med en bevægelse, der ikke vil bevæges? En bevægelse, hvor et større antal insisterer på at verden ikke er ændret, hvor et antal synes det er vigtigere at markere egne standpunkter end at gøre andre klogere? Hvordan får vor bevægelse resultater ud af fællesskabet, når fællesskabets enheder lægger større vægt på autonomi end på at være en del af et fællesskab?
Hvad gør man når fællesskabet på bedste fælles vis beslutter at gå til venstre, og der så alligevel åbenbart stadig er ret så mange, der uden videre forbeholder sig retten til at gå til højre; en del, der der vil kræve en fornyet og ikke mindst længere debat; en del, der vil brokke sig over centralistisk kommandostil og så en del, der bare vil fortsætte med at lade som ingenting?
For en del år siden beskæftigede jeg mig en del med hvad der får virksomheder til at skifte til moderne, involverende og værdibaseret ledelsesstrategi. Svaret var i de fleste tilfælde, at afgrunden ikke var til at snakke sig udenom. Enten skiftede man grundlæggende sin strategi ellers kunne virksomheden kysse sin røv farvel.
Et tab på 1000 medlemmer om måneden er åbenbart ikke afgrund nok for 3F. Besynderligt nok fordi det er jo ikke mangel på kvalitet og ægte engagement, der er 3F's problem. Alligevel var det ikke snakken om afgrunden, der fyldte på kongressen. Jo da, besværgelser og det besynderlige begreb, håndslag var der nok af - men debat om kursen, nada!
Når der så alligevel er håb, tror jeg, er det fordi fundamentet grundlæggende er sundt og levedygtigt. Danmark har brug for en fagbevægelse, brug for 3F og brug for meget mere fagforening. Nu har vi så tre år til at slikke sårerne og til at blive klogere. 3 år til at få kombineret suverænitet lokalt med fælles fodslag så der kommer sammenhæng i tingene. 3 år til at glemme alt om SID og KAD og om hvordan alt var bedre dengang. 3 år til at blive det 3F langt de fleste vist alligevel ønsker sig.
I'll be back

Kongresblues, nu med varme

Onsdag sagde vi farvel til en af fagbevægelsen virkeligt store. En af dem som har præget centrale spørgsmål såvel snævert fagforeningsmæssigt som samfundsmæssigt. En fjern skikkelse for en simpel miljøkonsulent som mig. Så jeg kender ikke Lillian, kender ikke alle historierne og kontroverserne om hendes person og da slet ikke de lig, hun uden tvivl har lagt bag sig i vejkanten.
Men jeg var imponeret over afskeden, imponeret over den varme, der blev hende til del og den umiddelbare varme hun svarede med. Denne første del af hendes afgang foregik sammen med Privat Service og ikke hele kongressen. Der var mange følelser på spil og jeg kan sætte mig ind i hvad hendes fratræden må betyde både for hende og for dem, der har været med på vejen. Det blev til en fin afslutning som i sin varme kom til at skille sig stærkt ud i forhold til den ofte nedgørende tone, der havde været i debatten i det store fælleskab. Måske var der virkelig forskel på kulturen i det forhendværende KAD og så det måske ikke helt så forhendværende SID?
Jeg kan i hvert fald håbe på og i det små selv forsøge at bidrage til, at varme og gensidig respekt på tværs af politiske forskelle kommer mere på banen i det daglige. Om ikke andet kunne det blive rarere i dagligdagen.
I'll be back

Mere kongres blues

Det er egentlig utroligt, så træt man kan blive af overhovedet ikke at lave noget, eller måske er det nattearbejdet, der trætter? Nu er jeg i hvert fald glad over at det snart er overstået.
Der er ellers mange ritualer, der skal overstås på en sådan 3F kongres. Der bruges store ord og husker taleren ikke at sige klassekamp, dumme arbejdsgivere og så pege finger af forbundsformanden - så går det ud over klapsalvernes længde. Der skal takkes for sidst og der skal afleveres rabatmærker med udløbet dato.
En ting har dog overrasket mig og skuffet. Jeg mener ikke at have hørt et ord om, at flertallet af vore medlemmer da vist som minimum ikke har fået det værre i kongresperioden, sådan økonomisk set i hvert fald. Ikke et ord om at denne velstandsbølge flertallet af beskæftigede rider på og i, måske er medvirkende årsag til at Fogh sidder så fast i sadlen, medvirkende til Socialdemokraternes problemer og ikke mindst medvirkende til vore problemer med at holde på medlemmerne. Måske havde jeg forventet lidt mere snak om hvordan vi kommer videre og lidt mindre snigskytteri. Det batter altså ikke meget i min bog at love, eller give håndslag på, at hvis vi bare gør det lidt bedre, blir lidt mere synlige, gør en lidt større indsats og Poul Erik lyder mindre som forsikringsagent - så kommer medlemmerne strømmende.
Jeg hørte et pip her til formiddag om at måske er vi selv en del af problemet, måske vor overenskomst, den gamle RBF overenskomst ikke dur i virkelighedens verden. En antydning af, at vi også selv må se vore egne kort efter, og ikke kun skælde modparten ud. Håber pippet blev hørt og bliver behandlet som ét bud på at tage virkeligheden alvorligt.
Et andet fraværende emne er sammenhængen mellem vore aftaler om lønnen og om hvorvidt disse aftaler betyder noget for den omsiggribende nedslidning og stress. For mig er sammenhængen åbenbar, men det er ikke i de cirkler, jeg hører debatten.
Nå, det er nu alligevel sjovt. Møder mange gode kolleger og får sjove snakke.
I'll be back

Kongresblues

Så sidder vi her i Aalborghallen, Stor kongres med hele forbundets top, spydspids, hjernetrust eller hvad det nu hedder. Mere end 900 delegerede, gæster fra fjern og nær. Taler af Helle T, Hans Jensen, udenlandske gæster, kunstnere og hvad der ellers hører sig til ved en så traditionsrig begivenhed. Og ikke mindst en forbundsformand, der tillader sig at forsøge sig med lidt nyskabelse. Poul Erik tillod sig at mene noget om hvordan man kunne gøre 3F mere slagkraftig, effektiv, Meget Mere Fagforening, som det glimrende slogan lyder. Men nej, det skulle han ellers ikke have gjort. Jo luftige banbuller mod kapitalen, Anders Fogh og de alternative fagforeninger, det er OK. Men bud på hvordan vi kune gøre det anderledes, det er ikke vel hørt. Hvad var problemet? Jo, et hvert forslag om mere samlet indsats, fælles servicemål og i dette tilfælde ens kontingent er per definition et forsøg på at centralisere, på at fratage afdelingerne deres suverænitet. På at tilrage sig magten. Afdelingerne står jo for magten, og nogen gange lyder de nærmest som om Forbundet, dvs. den fælles overbygning, eksisterer løsrevet fra afdelingerne.
Besynderligt, hvordan man kan argumentere for at et kollektivt, demokratisk organ, ganske entydigt styret af selvsamme fælleskab af afdelinger kan tiltage sig diktatoriske tilbøjeligheder. Glemmer de helt, at en nok så diktatorisk, koncerndirektør-agtig formand ikke kan gennemføre det ringeste tiltag uden tilslutning fra selvsamme afdelinger? Åbenbart, men ikke specielt logisk. Argumentet er at afdelingerne i kraft af deres eget lokale demokrati, ved, hvad der rører sig blandt medlemmerne. Men i demokraties navn er det vel lige så demokratisk at lade et flertal af en kongres, et HB møde eller hvad ved jeg, beslutte noget for det fælles forbund, som det er at lade et lokalt fællesskab beslutte noget angående afdelingens forhold.
Tja, man skal nok have længere i fagbevægelsen end mine knap 24 år som centralt ansat for at forstå den logik.
I'll be back

Karen igen igen

Jeg kender ikke Karen Jespersen, har ganske vist truffet hende et par gange i større forsamlinger i hendes tid som socialdemokrat, men det er også det hele. Karen har slåsset for liberale værdier hele sit liv, siger hun selv. Fra tiden som rødstrømpe til nutiden som Venstres hovedvåben mod Socialdemokraerne har grundholdningen været den samme, at slås for liberale værdier. OK, jeg vil gerne være venlig - i hvert fald på skrift - hvis det udsagn er rigtigt kan kun en af følgende påstande være rigtig:

Liberale værdier som fremført af Venstre er at sikre størst mulig lighed for alle i samfundet

Enhedslisten, SF, Socialdemokraterne slås for social lighed i samfundet

Hvis det første er rigtigt i Karens optik kan man undre sig over at hun var så lang tid om at få øjnene op for det. Hvis det andet er sandheden, kan der kun være én grund til at søge Venstre, nemlig personlig ambition.

Men, hvem ved, jeg kan ikke se ind i Karens hjerne eller gennemskue udsagnet om at slås for liberale værdier som medlem af VS. En teori, et vildt gæt kunne være at begrebet liberale værdier opstod i Karens hjerne før vi fik stakkels uoplyste muslimske tilflyttere til landet og at begrebet liberale værdier mangler et væsentligt tillægsord for at blive forståeligt. Det skulle nok hedde "Liberale danske værdier" set fra udsigtstårnet i Dragør bymidte. Altså at liberale værdier ikke betyder plads til alle, tolerance og empati, men at værdierne helt defineres af en anden markant kvinde, nemlig Pia K. Hvem siger at kvinder ikke kan tænke dybtsindigt?

I'll be back

9/11

Kan der egentlig siges noget nyt om 9/11? Både og, konsekvenserne er blevet som det formodentligt var Osama Bin Ladens mening. Islam mod resten af verden, slagmark hvor Islam er stærkest og øget polarisering verden rundt.

Amerikanerne opfører sig som "puppets on a string" og gør dagligt Osamas beskidte arbejde. Et hvert formål som han måtte have haft med sit angreb på USA er gået ti fold i opfyldelse og han må egentlig være godt tilfreds med sig selv, derude i bjergene mellem Pakistan og Afganistan, eller hvor han nu har sit TV studie.

Også Samuel P Huntington må føle sig i vælten disse dage. Det var ham med "The Clash of Civilisations" og tesen om kampen mellem de store kulturer. Omvendt med Francis Fukiyama, ham der forudsagde "The End of History", alt var sket med Sovietunionens sammenbrud og resten at historien ville være fryd og gammen på Vestens præmisser. Han må godt nok være sur og har da efter sigende også indrømmet sin fejltagelse i en ny bog, som sikkert ingen har læst.

Også vor ven George W Bush kan være i godt humør. Uden 9/11 havde han formodentlig gået over i historiens glemmebog som blot en i række af uduelige præsidenter. Istedet vil han nu blive husket for krigen mod terror, Irak og ikke mindst det mindeværde klip fra børnehaven, hvor han får besked om angrebet på Twin Towers.

Værre er det for alle os andre som egentlig mente, at verden havde gode muligheder for at blive et bedre sted for alle mennesker. Som egentlig ikke kunne se de store problemer i at leve sammen med muslimer, jøder eller kristne fundamentalister. Vi er nu tvunget til at vælge, hvis vi er for dem er vi mod de andre og hvis vi tillader os at argumentere for at gråtoner eksisterer, så er vi imod ytringsfriheden, svigter vore kæmpende drenge eller hvad det sidste nye slogan nu går på.

Jeg nægter, ganske simpelt - gider ikke være en del af den strid. Fundamentalister, dem kan jeg blive gal og intolerant overfor. Men muslimer, buddister, kristne, ja selv republikanere, dem skal der være plads til, bare de grundlæggende tænker på samme måde om mig. Jeg orker ikke deltage i krigen mod terror lige så lidt som jeg kan sige noget som helst godt om fundamentalisternes korstog for genskabelse af middelalderens mørke. I min verden hører kalifatet hjemme i en gammel, meget læst tegneserie om de egne.

Skulle jeg tro pressen, så bor der en vaskeægte islamistisk terrorist lige et håndgranatkast fra mig, skal jeg nu til at være bange for ham - nej vel vil jeg ej! Er det acceptabelt at internetudbyderne nu overvåger hvad jeg laver på nettet? Nej, det er et helt unødvendigt og uacceptabelt overgreb på min personlige frihed.

Så her, på 6 års dagen erklærer jeg højtideligt, I want no part in it. Jeg vil slås mod global opvarmning, slås for lige muligheder til alle, uddannelse og medicare også i Afrika. Ja, selv en bil til alle Vietnamesere (hvis altså ikke det var så skidt i forhold til det med opvarmningen) Jeg vil også slås for, at Irakerne skal have ret til selv at bestemme i deres land, slås for at kvinderne i Iran og lignende steder kan få deres frihed tilbage fra religiones formørkelse. Jeg vil sågar slås for at amerikanerne kan få deres drenge hjem igen, uden at det skal ske i ligposer. Men at mene at Bush er bedre end Bin Laden, at kristendommen er bedre eller værre end Islam, der melder jeg mig ud - hold jer væk. Og skulle der stille en bombebehængt galning i min indkørsel med et krav om at jeg siger "Down with Bush" får han også fingeren. Skal der bruges gødning skal det være til blomster, ikke til bomber. Skal der der ske militær intervention, så intervenér for palestinænserne eller måske for dem i Dafur.

I'll be back

Hvem er værst

Jeg mener, hvem skal jeg blive mest arrig på, de autonome eller terroristerne fra Nørrebro? De er jo mere ens, end de nok selv vil indrømme. Den ene part insisterer på retten til at brænde og hærge for at få , hvad de mener er taget fra dem. Den anden part vil bombe for at få anerkendelse/underkastelse eller bare opmærksomhed.

Den ene part har demonstreret evnen til at terrorisere en hel bydel og evnen til at samle hele nationens afsky om sig. Den anden part har i hvert fald PET og pressens bevågenhed og dermed nationens. Begge parter er tilsyneladende enige om, at deres opfattelse af et berettiget krav kommer før almindelig anstændighed, medmenneskelighed og sund fornuft. Begge parter demonstrerer også en udsøgt mangel på forståelse for, at deres handlinger skader deres sag. Begge består de af helt unge mennekser, tilsyneladende uden virkelig rod i samfundets mainstream.

Når alt det er sagt, så falder mit lod altså for de misledte bombemænd. De slås da i hvert fald for et eller andet, som jeg kan forstå, for en tro eller et håb om en bedre verden. De autonome, de slås bare for at få ret, for et krav. De ligner mest børn i børnehavealderen, der kan rasere børneværelset fordi yougurten er peach melba og ikke jordbær.

Hvem er så mest effektive? Jo, de autonome raserer, smadrer og skaber sig, men kommer ikke videre. Terroristerne, de skræmmer bredere og i dybden. I øvrigt godt hjupet af en uhellig alliance mellem PET og pressen. PET skal vise sin effektivitet og sikre sig støre bevillinger, pressen sælger altid bedst når den kan sælge frygt og utryghed.

Til sidst et ord om sikkerhed. Terrorister i Danmark er godt stof, ingen tvivl om det. At de er her er alvorligt og truslen fra dem muligvis reel nok. Men hvornår er det blevet god presseetik at offentliggøre adresse på mistænkte, ovenikøbet før de overhovedet har væreet stillet for en dommer? Og hvad ligner det, når PET frejdigt knytter terrorgruppen sammen med ledende Al Queda folk. Er det reel borgeroplysning eller et forsøg på at puste til ilden og dermed til frygten (og dermed til flere bevillinger)? Det havde vel været nok, at begrunde anholdelserne med frygten for at de var ved at fremstille bomber. Nu får vi istedet et billede på nethinden af Osama Bin Laden i sin hule i ToraBora bjergene i ivrig telefonsamtale med hans diciple på Glasvej, udstedende ordrer og med gode råd til hvordan stofferne fra Matas skal blandes.

For mig at se, går pressen godt i spænd med de unge terrorister, eller hvad de nu er. De behøver ikkke sprænge bomber eller myrde uskyldige for at få opmærksomhed, for at sprede deres budskab, det klarer pressen og PET i uskønt samarbejde.

I'll be back

The Bourne Ultimatum

Hvis man skal eller bør tage amerikanske actionfilm alvorligt, så er denne sidste om Jason Bourne lidt af en udfordring. Vor helt er på jagt efter sandheden om sig selv, hvordan han er endt som supereffektiv lejemorder for Uncle Sam, CIA, NSA eller hvem det nu er. En totalt forvrøvlet historie på grundlag af den sædvanlige konspirationsteori om CIA, der handler på egen hånd og sætter almindelig anstændighed ud af spillet. Kombineret med moderne Big Brother teknologi, så skurkene, agenterne eller hvad de nu bør kaldes til enhver tid kan se hvad der foregår overalt i verden. Så hvorfor tage filmen alvorligt? Måske fordi den selv lever på netop frygten/fasinationen for det løbske regeringsorgan, der på vegne af fællesskabet, fører kampen mod fjenderne, terroristerne, os alle sammen med den yderste brutalitet og konsekvens. The last line of defence. Åbenbart en opfattelse, der går igen i utallige andre film og bøger. Efter at have se tilstrækkelig mange af arten tror man næsten på teorien. Og helt ved siden af er den jo ikke. Vi ser utallige angreb på den personlige frihed i USA i den hellige krig mod terrors navn. Vi hører dagligt om ulovlige anholdelser, tortur og deportation og så om Guantanamo og Abu Graib. Kun en ting adskiller i virkeligheden de fantasifulde historier fra virkeligheden i TV Nyhederne. Filmene ender i sidste ende lykkeligt, helten når sit mål, de mørke kræfter afsløres, skurkene straffes og folkestyret sejrer. Sådan går det sjældent udenfor biograferne. Nok om det. Det mærkelige ved denne vedholdende teori er at disse skjulte regeringsorganer tillægges overmenneskelige evner. De er altid næsten lige ved at lykkes, forhindres kun af en enkelt person, ofte støttet en en insider med det demokratiske sindelag intakt. Sådan tror jeg ikke virkeligheden er. Alt tyder på at CIA gennem hele sin historie har været uduelig, har mislykkedes med sine indgreb, er blevet afsløret gang på gang og i sidste ende hverken kunne undgå Vietnam eller 9/11. De virkelige skurke i Al Queda er stadig på fri fod og har det efter sigende godt og Castro er ved fredeligt at dø af alderdom og cigarer. I fuld offentlighed konkluderede CIA at Irak havde Weapons of Mass Destruction - It's a slam dunk case eller på Foghsk, det er ikke noget vi tror, det er noget vi ved.
Måske disse virkelighedsfjerne film er udtryk for et ærkeamerikansk ønske om virkelig at kunne de ting som de kan på film, et ønske om ikke at være pinligt klumsede. Måske ikke underligt at helten klarer sig som Supermand og at tegneseriehelten Supermand har særdeles mange lighedspunkter med Jesus. Måske de både ønsker sig kræfter som superhelte og snedige agenter, men samtidig ønsker at fastholde drømmen om The Worlds Greatest Democracy. Måske amerikanere er mere dybe end vi normalt mistænker den for?
Som i slutningen, hvor Jason møder sin skaber og får den lakoniske besked, at han selv, oprindeligt frivilligt og med åbne øjne valgte at blive lejemorder og at miste sin idenditet. (sin uskyld?) - Fjenden er ikke dem, det er os selv!
Alt det her ufortalt, så er The Bourne Ultimatum en fremragende agentfilm. Den fungerer på genrens præmisser, slagsmålscenerne er fantastiske, lysår fra Jackie Chan og James Bond, spændingen konstant voksende og især de mange jagter gennem gader og over hustage er imponerende medrivende. Og utrygheden ved brugen af moderne IT til overvågning er nærmest klaustrofobisk.
I'll be back