Villy og Herutterne

Villy har bedt Hizbutt'erne om at gå ad helvede til. Formodentlig i den mening at Helvedet ligger i nærheden af SaudiArabien eller det sydlige Afganistan/nordlige Pakistan. Et rimeligt forslag til en gruppe, der ynder at nedgøre danske forhold eller et tåbeligt udsagn, kun beregnet til at score støtte til SF og Villy himself?

Selv kunne jeg godt være fristet af at smide diverse grupper ud af landet. Jeg så gerne et Danmark uden Pia K og Co. De kunne passende drage tilbage i tiden til stokroseromantikken i 50'erne. Der et par Venstrefolk, jeg gerne så deporteret mere eller mindre frivilligt til syd- eller nordpolen. En række radikale, der gerne måtte drage tilbage til højskolerne og være idealistiske i rerservaterne dér for slet ikke at tale om et antal forbundskolleger, der ville høre bedre hjemme i det gamle Østtyskland og sådan kunne jeg blive ved. Selv blev jeg som ung bryggeriarbejder gentagne gange foreslået at emigrere til Kina af en dengang velkendt SF'er ved navn Holger Foss. Så den med at rense landet for uheldige elementer er ikke fjern for mig.

Men det er noget billigt, populistisk vås, du fyrer af Villy!

Hizbutterne gør jo lige præcis det, vi efterlyser hos de unge, der brænder biler af i gaderne. De organiserer sig, optræder diciplineret, formulerer klare politiske krav og demonstrerer fredeligt for disse mål. Det er unge mennesker med stærke meninger, rædselsfulde meninger, ja tak. Men de går ikke og skutter med dem, de kommer frejdigt frem med synspunkterne så vi andre kan komme i debat med dem. Hvad er mere i overensstemmelse med danske politisk kultur?

Selv var jeg engang Hizbutt'er. Min Koran hed Den lille Røde, Mit kalifat hed Proletariatets Diktatur og jeg var i ord modstander af demokratiet. Efter min teori skulle klassefjender bekæmpes nådesløst og jeg savnde fuldstændigt evnen til at se andet end sort og hvidt eller rettere sagt Rødt og sort. (Ikke underligt at nogen ville eksportere os til Kina)

Og hvor står jeg idag, rigtigt gættet som lettere højresnoet socialdemokrat med hang til at se noget godt i de fleste.

Hizbutterne er ekstreme og hvis de går over stregen fra ord til handling, skal de i spjældet. Men de udgør en politisk bevægelse og bør respekteres som en sådan. Det handler om at inkludere ikke ekskludere. Om at søge dialogen og integrationen fremfor konfrontationen. Angreb medfører modangreb medfører modreaktion, der udløser endnu mere ballade. Det handler om at løse problemer og åbne døre, ikke om at gå i Hizbutternes egen fælde og leve af hadet.

I'll be back

Carlie Wilsons war

Jeg ved ikke om jeg tror på historien, altså det med at en enkel, lettere fordrukken Congressman, motiveret af en nydelig antikommunistisk sydstatsrigmandsdame og lidt medlidenhed med afganske flygtninge. At han, singlehanded, fik hævet støtten til modstandskæmperene i Afganistan fra 5 millioner til en milliard dollars. Jeg håber, historien er mere sammensat og at der lå lidt flere tanker bag beslutningerne om at træne og bevæbne mujahedinerne, men omvendt, det betyder ikke så meget. Hvad der er mere interesant er den grænseløse amerikanske naivitet som filmen udstiller. Man løser et problem og skaber dermed det næste. Dilemmaet er ganske klart i filmen, det går fint med at hive 1 milliard hjem til krigen mod russerne, men umuligt at få en million til at bygge skoler i Afganistan.

Filmen er ikke god, Julia Roberts, kan åbenbart kun spille Julia Roberts, Tom Hanks ser bekymret ud og så er der Philip Seymour Hoffman, der spiller sin standardrolle som fed og irriterende. Handlinger går så tjubang fra besøg i Afganistan over et par flyrejser til scener af jublende afganere mens russerne ruller ud af landet. Bemærk i øvrigt en enkelt nørdet detalje. De fly man ser mujahedinerne skyde ned med Stingermissiler er alle amerikanske, klippene uden tvivl taget fra øvelsesskydninger i USA, lidt dum detalje når nu de ikke holder sig tilbage fra at skyde et par Hind gunships ned i bedste (værste) CGG stil.

Kun én scene vil sidde fast: Da de til sidst står på balkonen og den verdenskloge CIA mand fortæller vor helt, at kampen nu går videre, nu blot med modsat fortegn. Da han fortæller det, høres den kraftige lyd af en lavtflyvende jumbojet - på vej til 9/11. Den scene er patetisk, men den sidder.

I'll be back.

Ps. Her er den rigtige Carlie Wilson - tror jeg nok.

Gitte, helt eller manegeklovn

Hende der Gitte Seeberg var en slags helt med sit Nok er Nok og sit borgerlige opgør mod Pia K. Al respekt for det og al respekt for at hun nu bryder igen fordi nok stadig er nok, men altså ikke for Naser og hans hastigt skrumpende flok. Det er glædeligt med oprejste sjæle som Gitte, der sætter konsekvens bag holdningerne og vælger den svære vej. Lad os få nogen flere af hendes slags, ikke mindst af hensyn til vore alles selvfølelse. Men er Gitte så en helt eller en pudsighed? Var hun ikke mere naiv end gennemsnitligt, når hun troede at Naser og måske især Anders Samuelson ville være andet end alibi for Anders Fogh og Dansk Folkeparti. Var hun ikke naiv grænsende til det strafbare, når hun troede at hendes nye alliancepartnere ville vælge karakterfastheden, når nu indflydelsen, nok så lille, lå lige for. At Naser og Anders S kunne skifte ham fra radikal til principfast, når det kom til stykket?

Måske vil Gitte Seeberg blive husket som manegeklovn, måske som Jeanne D'arc eller måske som et af de få tilfælde, hvor midterpolitikere faktisk oprigtigt tror på det de siger. Jeg ved det ikke, men Gitte skal i hvert fald have tak for underholdningen.

I'll be back