DR1 og Rigmor

Tænk at et navn kan sige så meget, Rigmor! For rig må hun være, hende den kendte society -jetset-forretnings personlighed, som alle åbenbart vidste hvem var, i hvert fald lige til hun blev afsløret som kokainkøber. Og rig nok til at være forsidestof, også i DR 1 Nyhederne. Men fred med hende og hendes problemer.

Men ikke fred med DR1. I bedste sende tid, nyhederne søndag kl. 21.00, med selveste Reimar Bo, foldet ned i en dyrt udseende læderstol, et eller andet sted i Jetsetland. Næppe Vesterbro eller Blågårdsplads. Nok hellerikke Ishøj.

Men altså i bedste sendetid, med topnavnet på DR Nyhederne interviewes en dømt stofmisbruger. Misbrugeren gives lejlighed til udførligt at fortælle at hun da bestemt er uskyldig, at en navngiven politimand løj i retten, at hun er blevet intimiteret af sortklædte og bevæbnede politimænd. Og da at det havde været hårdt for hende, men heldigvis bakkede vennerne Rigmor op og så videre og så videre. Ja, jeg sad næsten med tårer i øjnene af medlidenhed med stakkels Rigmor. Og forstod da udemærket at hun bare ikke orkede at anke dommen.

Jeg ser for mig fremtidige søndags aftener med DR1 Nyhederne. Reimar Bo på rundtur til alle de andre, der dagligt bliver dømt for stort og småt, narko og anden kriminalitet. Hvordan vi hver aften skal præsenteres for alle de andre uskyldigt dømte, høre hvor svært det dog er for dem og om hvor skrækkeligt politiet løj om dem i retten. Andet manglede da bare.

DR 1 har med interviewet sat nye standarder for aftenunderholdning, måske man kunne bygge lidt X-Factor ind i. Lade et panel vurdere hver enkelt dømts undskyldninger for orginalitet og for den kunstneriske udførelse. Og så lade befolkningen med SMS afstemning afgøre, hvem der skal have lov til at slippe for dommen! Se det blir da et show.

Og lidt mere show fik vi faktisk allerede i samme program. Selveste Claus Riiskjær kunne berette hvordan han trivedes med sine 6 år i spjældet, hvordan han havde held med sine forretninger, så meget held, at han nu kunne købe en ejendom til 50 millioner. Men de onde banker var efter ham og ville ikke vor ven Claus det godt. Nej de ville have deres penge og det synes Lille Claus ikke om. Han mente ikke det var rimeligt og så ked ud af det, ja truede endda med at ville forlade, ikke denne verden, med i hvert fald Danmark, hvis de - de onde banker altså - insisterede på at at ville have deres gæld indfriet.

Sådan kan man blive så meget klogere på Danmark på en søndag aften.

I'll be back

Langt til Maldiverne

Klimadebatten er over os, COP15 og massiv mediedækning. Lancering af undergangsfilm på stribe og generel dårlig samvittighed. Men der er langt fra Danmark, fra Bellacentret til Maldiverne, til Tuvalu, til midtafrika. Langt fra i det daglige at glædes over nogenlunde levbare temperaturer her i november-december.
Med tæppebombardementet af forskere med dommedagsprofetier, med energiselskabssponsorerede forskere, der maner til ligegyldighed og danske højrefløjspolitikere, der bare ikke vil andet end at blive genvalgt, ja så er det desværre svært selv at føle alvoren, snarere end kvalmen.
Mit intellekt siger mig, at vi skal passe på. At der er sund fornuft i at spare på naturen, på CO2, på råstofferne osv. Min mave siger det er alvor det her, men min dovenskab råber højest.
Og dovenskaben siger, ja ja, tag det nu roligt. Det går nok alt sammen. Find dog nogle andre øer til beboerne i Stillehavet. Kevin Kostner eller Obama finder nok en redning til os alle sammen.
Bare det ikke bliver værre i min tid (og varmt vejr i Vanløse sparer jo energi...)

I'll be back
(måske med svømmehud mellem tæerne, men jeg skal nok være der!)

Svinehunden

Jeg ved ikke om det er "korrekt" at sende et større antal irakiske flygtninge retur, muligvis er de ikke berettiget til humanitært ophold eller flygtningestatus i Danmark, muligvis er de. Muligvis er Irak sikker nok at vende tilbage til, muligvis ikke. Jeg ved slet ikke om udvisningen og hjemsendelsen kan holde folkeretligt eller om en accept af dem, vil åbne for ladeporte (læs containere eller bådfulde) af "bekvemmeligheds"flygtninge. Og jeg har ingen anelse om hvad det vil betyde for Danamrks omdømme, hvis vi viser nåde og lader gruppen af udviste forblive her - af humanitære grunde.

Men jeg ved, at jeg skammer mig. Skammer mig over at være en del af et system, der ikke tillader tvivlen af tælle, ikke tillader fornuften og medfølelsen at bestemme - også på trods af jura og domstole.

Er det så min yndlingsaversion, Dansk Folkepartis skyld at jeg nu skammer mig? Nej desværre. Lige som man ikke kan klandre en hund for at bide eller en kat for at krasse, så må DF råbe op og kræve udvisning. Men jeg synes selv, at jeg er ansvarlig og har svigtet. Flygtningesituationen her i landet er ikke et område, jeg har følt andet end et løsagtigt ansvar for, andre ting har været længere fremme i min politiske og moralske verden. Og nu ser vi konsekvensen af min og frygtelig mange andres svigt. Vi har ladet svinehunden bestemme for længe, ladet stå til over for dem, der har råbt højst og svinet vor alles fælles moral til. Accepteret at en vis fremmedfjensk tale nok var nødvendig for at svinge flertallet tilbage til venstre, accepteret at mine politikere indtog DF synspunkter, når det gælder indvandring og flygtninge. Onsdag var en trist dag at være dansker!

I'll be back

DF i regering...

Jeps, Dansk Folkeparti er blevet stuerene, så stuerene at selv de konservative vil have dem med i regering, ja altså ikke Lene Espersen, men resten af partiet, hvis man skal tro avisoverskrifterne i dag. Og velkommen skal de være, folkepartisterne! Ind og tage ansvar, ind og blive en del af systemet og skygger af Lars Løkke. Tænk bare på Birthe Rønn! Fra højt profileret meningspolitiker til grå embedskvinde uden egne meninger! Jubii for det (selvom jeg savner den gamle Birthe. Tænk at slippe for Peter Skaarups evindelige fremtrædende på TV med krav om forbud mod kamphunde, skudsikre veste (bare ikke til guldsmede), udvisninger og hjemmerøverier. Tænk at slippe for Søren Espersens hovne nedgøren af politiske modstandere nær og fjern. Men først og fremmest, Pia som finansmister! Så kan det være at pensionisterne og os ældre ikke hele tiden skal have først. Tænk hvis det var Pia, der skulle forhandle med Tuelsen Dahl om finansloven og hvert år mødes med krav om alt mellem himmel og jord for at DF vil stemme for loven. Det bliver tider.

At jeg så for alvor vil overveje at emigrere til en isoleret tropeø, uden nogen kontakt med omverdenen og uden at nogen ved at jeg komer fra et land med DF i regering, ja det er en anden sag.

I'll be back

Kattvik, Sverige

Sidder du en dag og søger desperat efter et sted til en miniferie i Sverige, skal det hele falde på plads samme aften fordi i gerne vil afsted næste morgen. Googler lidt og kommer frem til en liste over pensionater og Bed and Breakfast i Sydsverige. Så er det ikke dårligt hvis Kattvik kommer op. Og slet ikke hvis en B&B kalder sig "Delfin" . Lykkes det mødes du af indehaveren Tony, der udover at spille trommer i et jazzband er en hyggelig fætter, der fortæller utroligt levende om området og om hvor man skal gå hen for at opleve mest muligt.

Kattvik ligger lige udenfor Båstad hvor Hallandsåsen slutter i Kattegat. Hovs Haller hedder det, hvor der er 60 meter lodret ned. Bjärehalvøen er området. Og det er smukt, afvekslende og ikke mindst tæt på Danmark, tættere på en Bornholm. Og glem så alt om at svenskere er stive, formelle og fuld af regler. Det er vist mere os selv, den fordom gælder.

Altså, lad tilfældet råde, tag i mod oplevelsen og kør de knap 2 timer til Kattvik, det er oplevelsen værd.

I'll be back

http://picasaweb.google.dk/HHalbum/Kattvik#

25 års reception

Hold da kæft for en dag, venner og kolleger i massevis, enda flere end på Facebook, gaver og gratuleringer, fine ord, kys og kram. Og så med lille Anna på armen, hvad mere kan man drømme om? Tænk sig, at jeg kunne være i tvivl. I tvivl om hvorvidt dagen overhovedet skulle markeres og i tvivl om hvorvidt nogen ville komme.

Tak til alle, receptionen blev en skøn og uforglemmelig oplevelse.

I'll be back

13. februar 1984

25 år på samme arbejdsplads, sådan da. Det lyder af meget, men føles som lidt. Tog oprindelig mod tilbuddet om at blive arbejdsmiljøkonsulent, eller arbejdsmiljø- og teknologikonsulent lettere skeptisk. Noget med at skulle være sammen med en masse pampere, der ikke lavede andet end at sidde på deres fede og ryge og drikke for medlemmernes penge. Hvad ærligt proletarisk og klassekampsagtigt kune der dog være i det. Solgte jeg da ikke ud af alle idealer?

Kan huske jeg var grundigt i tvivl, lige til en kammerat ringede og tilfældigt fik oplyst, hvad lønnen var, 10.000 oveni min bryggeriarbejderløn! Jo, det kunne jeg jo så godt prøve - for en tid i hvert fald, jeg kunne jo altid komme tilbage til Tuborg.

Nå, årerne er gået, DBBMF er blevet til RBF og nu 3F, fra omkring 6000 til 350.000 sådan cirka. Fra at være noget jeg da altid kunne prøve lidt tid til at blive omdrejningspunktet i mit liv. Nå ja, så lige bortset fra børn, koner og lignende.

Er jeg endt som pamper, umulig at flytte eller bare at skubbe lidt til? Har jeg solgt ud af ungdommens idealer og svigtet de 12 år på Tuborg?

Gu er jeg da ej. Kan da godt være min tid bekendt i bagklogskabens lys. Kan da vist også være min tid her og nu bekendt, om end det ikke er blevet lettere her i 3F. Om ikke andet havde jeg en finger, tommelfinger endda, med i loven om forbud mod rygning på arbejdspladser. Loven havde vi nok fået på et eller andet tidspunkt, men tilfældighedernes spil fik mig med på banen på vegne af tjenere og andet restaurationspersonale og på vegne af den gruppe fik jeg nok givet et skub, der kunne mærkes.

Sikkert også andre resultater, jeg kan og bør være tilfreds med. Men i sagens natur mindre synlige og mere interne.

Træt efter alle de år? Tja, måske lidt mere rolig og tolerant - erfaring giver trods alt lidt overblik. Men omvendt er det stadig store mål, der kan nås i mine sidste 5 år. Måske lidt mere følbart liv i 3F's arbejdsmiljøarbejde, måske lidt mere tro på egne kræfter og fornuft og lidt mindre fokus på love og regler. Kunne jeg få lov til at medvirke til en mærkbar modernisering af virksomhedernes sikkerheds- og sundhedsarbejde (ja, det hedder det sku,ikke særligt mundret eller moderne), så er det ikke så galt igen.

Så ja, 25 år er gået - og der er ikke 25 år igen som miljøkonsulent, kun 5. Men lidt stolt og selvtilfreds vil jeg tillade mig at være.

I'll be back