Rasmus Modsat

DR1 og Rigmor

2010-02-22T12:41:00.003+01:00

Tænk at et navn kan sige så meget, Rigmor! For rig må hun være, hende den kendte society -jetset-forretnings personlighed, som alle åbenbart vidste hvem var, i hvert fald lige til hun blev afsløret som kokainkøber. Og rig nok til at være forsidestof, også i DR 1 Nyhederne. Men fred med hende og hendes problemer.

Men ikke fred med DR1. I bedste sende tid, nyhederne søndag kl. 21.00, med selveste Reimar Bo, foldet ned i en dyrt udseende læderstol, et eller andet sted i Jetsetland. Næppe Vesterbro eller Blågårdsplads. Nok hellerikke Ishøj.

Men altså i bedste sendetid, med topnavnet på DR Nyhederne interviewes en dømt stofmisbruger. Misbrugeren gives lejlighed til udførligt at fortælle at hun da bestemt er uskyldig, at en navngiven politimand løj i retten, at hun er blevet intimiteret af sortklædte og bevæbnede politimænd. Og da at det havde været hårdt for hende, men heldigvis bakkede vennerne Rigmor op og så videre og så videre. Ja, jeg sad næsten med tårer i øjnene af medlidenhed med stakkels Rigmor. Og forstod da udemærket at hun bare ikke orkede at anke dommen.

Jeg ser for mig fremtidige søndags aftener med DR1 Nyhederne. Reimar Bo på rundtur til alle de andre, der dagligt bliver dømt for stort og småt, narko og anden kriminalitet. Hvordan vi hver aften skal præsenteres for alle de andre uskyldigt dømte, høre hvor svært det dog er for dem og om hvor skrækkeligt politiet løj om dem i retten. Andet manglede da bare.

DR 1 har med interviewet sat nye standarder for aftenunderholdning, måske man kunne bygge lidt X-Factor ind i. Lade et panel vurdere hver enkelt dømts undskyldninger for orginalitet og for den kunstneriske udførelse. Og så lade befolkningen med SMS afstemning afgøre, hvem der skal have lov til at slippe for dommen! Se det blir da et show.

Og lidt mere show fik vi faktisk allerede i samme program. Selveste Claus Riiskjær kunne berette hvordan han trivedes med sine 6 år i spjældet, hvordan han havde held med sine forretninger, så meget held, at han nu kunne købe en ejendom til 50 millioner. Men de onde banker var efter ham og ville ikke vor ven Claus det godt. Nej de ville have deres penge og det synes Lille Claus ikke om. Han mente ikke det var rimeligt og så ked ud af det, ja truede endda med at ville forlade, ikke denne verden, med i hvert fald Danmark, hvis de - de onde banker altså - insisterede på at at ville have deres gæld indfriet.

Sådan kan man blive så meget klogere på Danmark på en søndag aften.

I'll be back

Langt til Maldiverne

2009-12-10T10:07:00.003+01:00

Klimadebatten er over os, COP15 og massiv mediedækning. Lancering af undergangsfilm på stribe og generel dårlig samvittighed. Men der er langt fra Danmark, fra Bellacentret til Maldiverne, til Tuvalu, til midtafrika. Langt fra i det daglige at glædes over nogenlunde levbare temperaturer her i november-december.
Med tæppebombardementet af forskere med dommedagsprofetier, med energiselskabssponsorerede forskere, der maner til ligegyldighed og danske højrefløjspolitikere, der bare ikke vil andet end at blive genvalgt, ja så er det desværre svært selv at føle alvoren, snarere end kvalmen.
Mit intellekt siger mig, at vi skal passe på. At der er sund fornuft i at spare på naturen, på CO2, på råstofferne osv. Min mave siger det er alvor det her, men min dovenskab råber højest.
Og dovenskaben siger, ja ja, tag det nu roligt. Det går nok alt sammen. Find dog nogle andre øer til beboerne i Stillehavet. Kevin Kostner eller Obama finder nok en redning til os alle sammen.
Bare det ikke bliver værre i min tid (og varmt vejr i Vanløse sparer jo energi...)

I'll be back
(måske med svømmehud mellem tæerne, men jeg skal nok være der!)

Svinehunden

2009-08-13T12:38:00.004+02:00

Jeg ved ikke om det er "korrekt" at sende et større antal irakiske flygtninge retur, muligvis er de ikke berettiget til humanitært ophold eller flygtningestatus i Danmark, muligvis er de. Muligvis er Irak sikker nok at vende tilbage til, muligvis ikke. Jeg ved slet ikke om udvisningen og hjemsendelsen kan holde folkeretligt eller om en accept af dem, vil åbne for ladeporte (læs containere eller bådfulde) af "bekvemmeligheds"flygtninge. Og jeg har ingen anelse om hvad det vil betyde for Danamrks omdømme, hvis vi viser nåde og lader gruppen af udviste forblive her - af humanitære grunde.

Men jeg ved, at jeg skammer mig. Skammer mig over at være en del af et system, der ikke tillader tvivlen af tælle, ikke tillader fornuften og medfølelsen at bestemme - også på trods af jura og domstole.

Er det så min yndlingsaversion, Dansk Folkepartis skyld at jeg nu skammer mig? Nej desværre. Lige som man ikke kan klandre en hund for at bide eller en kat for at krasse, så må DF råbe op og kræve udvisning. Men jeg synes selv, at jeg er ansvarlig og har svigtet. Flygtningesituationen her i landet er ikke et område, jeg har følt andet end et løsagtigt ansvar for, andre ting har været længere fremme i min politiske og moralske verden. Og nu ser vi konsekvensen af min og frygtelig mange andres svigt. Vi har ladet svinehunden bestemme for længe, ladet stå til over for dem, der har råbt højst og svinet vor alles fælles moral til. Accepteret at en vis fremmedfjensk tale nok var nødvendig for at svinge flertallet tilbage til venstre, accepteret at mine politikere indtog DF synspunkter, når det gælder indvandring og flygtninge. Onsdag var en trist dag at være dansker!

I'll be back

DF i regering...

2009-08-07T09:39:00.008+02:00

Jeps, Dansk Folkeparti er blevet stuerene, så stuerene at selv de konservative vil have dem med i regering, ja altså ikke Lene Espersen, men resten af partiet, hvis man skal tro avisoverskrifterne i dag. Og velkommen skal de være, folkepartisterne! Ind og tage ansvar, ind og blive en del af systemet og skygger af Lars Løkke. Tænk bare på Birthe Rønn! Fra højt profileret meningspolitiker til grå embedskvinde uden egne meninger! Jubii for det (selvom jeg savner den gamle Birthe. Tænk at slippe for Peter Skaarups evindelige fremtrædende på TV med krav om forbud mod kamphunde, skudsikre veste (bare ikke til guldsmede), udvisninger og hjemmerøverier. Tænk at slippe for Søren Espersens hovne nedgøren af politiske modstandere nær og fjern. Men først og fremmest, Pia som finansmister! Så kan det være at pensionisterne og os ældre ikke hele tiden skal have først. Tænk hvis det var Pia, der skulle forhandle med Tuelsen Dahl om finansloven og hvert år mødes med krav om alt mellem himmel og jord for at DF vil stemme for loven. Det bliver tider.

At jeg så for alvor vil overveje at emigrere til en isoleret tropeø, uden nogen kontakt med omverdenen og uden at nogen ved at jeg komer fra et land med DF i regering, ja det er en anden sag.

I'll be back

Kattvik, Sverige

2009-07-31T22:19:00.006+02:00

Sidder du en dag og søger desperat efter et sted til en miniferie i Sverige, skal det hele falde på plads samme aften fordi i gerne vil afsted næste morgen. Googler lidt og kommer frem til en liste over pensionater og Bed and Breakfast i Sydsverige. Så er det ikke dårligt hvis Kattvik kommer op. Og slet ikke hvis en B&B kalder sig "Delfin" . Lykkes det mødes du af indehaveren Tony, der udover at spille trommer i et jazzband er en hyggelig fætter, der fortæller utroligt levende om området og om hvor man skal gå hen for at opleve mest muligt.

Kattvik ligger lige udenfor Båstad hvor Hallandsåsen slutter i Kattegat. Hovs Haller hedder det, hvor der er 60 meter lodret ned. Bjärehalvøen er området. Og det er smukt, afvekslende og ikke mindst tæt på Danmark, tættere på en Bornholm. Og glem så alt om at svenskere er stive, formelle og fuld af regler. Det er vist mere os selv, den fordom gælder.

Altså, lad tilfældet råde, tag i mod oplevelsen og kør de knap 2 timer til Kattvik, det er oplevelsen værd.

I'll be back

http://picasaweb.google.dk/HHalbum/Kattvik#

25 års reception

2009-02-04T19:04:00.003+01:00

Hold da kæft for en dag, venner og kolleger i massevis, enda flere end på Facebook, gaver og gratuleringer, fine ord, kys og kram. Og så med lille Anna på armen, hvad mere kan man drømme om? Tænk sig, at jeg kunne være i tvivl. I tvivl om hvorvidt dagen overhovedet skulle markeres og i tvivl om hvorvidt nogen ville komme.

Tak til alle, receptionen blev en skøn og uforglemmelig oplevelse.

I'll be back

13. februar 1984

2009-02-03T13:44:00.003+01:00

25 år på samme arbejdsplads, sådan da. Det lyder af meget, men føles som lidt. Tog oprindelig mod tilbuddet om at blive arbejdsmiljøkonsulent, eller arbejdsmiljø- og teknologikonsulent lettere skeptisk. Noget med at skulle være sammen med en masse pampere, der ikke lavede andet end at sidde på deres fede og ryge og drikke for medlemmernes penge. Hvad ærligt proletarisk og klassekampsagtigt kune der dog være i det. Solgte jeg da ikke ud af alle idealer?

Kan huske jeg var grundigt i tvivl, lige til en kammerat ringede og tilfældigt fik oplyst, hvad lønnen var, 10.000 oveni min bryggeriarbejderløn! Jo, det kunne jeg jo så godt prøve - for en tid i hvert fald, jeg kunne jo altid komme tilbage til Tuborg.

Nå, årerne er gået, DBBMF er blevet til RBF og nu 3F, fra omkring 6000 til 350.000 sådan cirka. Fra at være noget jeg da altid kunne prøve lidt tid til at blive omdrejningspunktet i mit liv. Nå ja, så lige bortset fra børn, koner og lignende.

Er jeg endt som pamper, umulig at flytte eller bare at skubbe lidt til? Har jeg solgt ud af ungdommens idealer og svigtet de 12 år på Tuborg?

Gu er jeg da ej. Kan da godt være min tid bekendt i bagklogskabens lys. Kan da vist også være min tid her og nu bekendt, om end det ikke er blevet lettere her i 3F. Om ikke andet havde jeg en finger, tommelfinger endda, med i loven om forbud mod rygning på arbejdspladser. Loven havde vi nok fået på et eller andet tidspunkt, men tilfældighedernes spil fik mig med på banen på vegne af tjenere og andet restaurationspersonale og på vegne af den gruppe fik jeg nok givet et skub, der kunne mærkes.

Sikkert også andre resultater, jeg kan og bør være tilfreds med. Men i sagens natur mindre synlige og mere interne.

Træt efter alle de år? Tja, måske lidt mere rolig og tolerant - erfaring giver trods alt lidt overblik. Men omvendt er det stadig store mål, der kan nås i mine sidste 5 år. Måske lidt mere følbart liv i 3F's arbejdsmiljøarbejde, måske lidt mere tro på egne kræfter og fornuft og lidt mindre fokus på love og regler. Kunne jeg få lov til at medvirke til en mærkbar modernisering af virksomhedernes sikkerheds- og sundhedsarbejde (ja, det hedder det sku,ikke særligt mundret eller moderne), så er det ikke så galt igen.

Så ja, 25 år er gået - og der er ikke 25 år igen som miljøkonsulent, kun 5. Men lidt stolt og selvtilfreds vil jeg tillade mig at være.

I'll be back

Birkevej 3, 2635 Ishøj

2008-11-29T09:58:00.011+01:00

Birkevej 3 skal sælges. Alt godt har en ende, og derfor også tiden på Birkevej 3. Her har jeg boet de sidste 11 et halvt år. Et hus som rammen om opture, nedture, surhed, højt humør. Alt har været her. Godt var tiden i haven, på en stol med fred i sindet og en bog. Lissågodt var turene til stranden og cykelturerne ud omkring Tune, Roskilde, Hove og så videre. Allerbedst det sidste år med Mette. Birkevej 3 var rammen om mange skønne og hyggelige timer med familie og kat(te), venner og andet godtfolk. Og nu heldigvis min kæreste, som så samtidig er årsagen til at det nu skal være slut!

Nu står det til salg, skal sælges så vi kan flytte sammen et andet og nyt og spændende sted. En ny tid lurer lige om hjørnet, men desværre først når køberen er fundet.

Se mere om livet på Birkevej 3 her: http://picasaweb.google.dk/HHalbum/Birkevej32635IshJ#

Se nærmere om salget hos DanBolig http://www.danbolig.dk/SoegBolig/Resultatsider/Vis+bolig.htm?brokerid=164&propertyid=V0501

I'll be back

Tænk hvis Kurt Westergaard boede i Birkerød

2008-11-22T14:08:00.004+01:00

Ja, tænk engang! Hvor skulle vi så anbringe de tålte udviste? Fængsle dem, må vi jo ikke, naturligt nok. Hvad så? Hvis vor tegner nu tilfældigvis boede tæt på Sandholmlejren, blot et par kilomenter fra den person som PET har udråbt som hans kommende morder. Jeg ser BT for mig; Tegner må leve dør til dør med den person, der planlæger at myrde ham! Jeg ser DF stærkt flankeret af de andre borgerlige partier kræve Sandholmlejren lukket og flyttet til Vestjylland eller til den øde ø, som var på mode et tidspunkt.

Eller hvad nu, hvis bemeldte Kurt Westergaard fik tilbudt sin ønskebolig og den tilfældigvis lå i det nordsjællandske, skal vi så have en lov, der forbyder Kurt i at flytte dertil, eller måske en lov, der kræver, at han melder sig hver aften i Århus, på Jyllandspostens redaktion, så han kan være i sikkerhed?

Ja eller tænk, hvis vi havde politikere, der ikke lavede love for enkeltpersoner eller enkeltsager - eller bare tænkte før de vedtog love.

I'll be back

Tålt ophold

2008-11-21T09:26:00.004+01:00

Til Pia K og hele hendes slæng, yes. Kunne man ønske sig mere. Tænk, hvis der var en udløbsdato for tilstedeværelsen af uønskede elementer i Danmark, så vi kunne se enden på dette sorte menneskesyn. Tænk, hvis vi kunne tvinge Pia og Peter Skaarup med følge til at overnatte i lejr langt væk, tvinge dem til at meddele sig til politiet hver dag. Og tænk, hvis vi kunne gøre det i sikker forvisning om at deres klagesager ved landets domstole ikke ville føre til noget, før der var indgået udleveringsaftale med et land, far far away, der vil tage i mod DF's top. Jeg sidder her og bliver helt opstemt ved tanken.

Hvorfor henvise dem til Sandholmlejren, når de nu engang er her på tålt ophold?

Jo, fordi de udgør en klar og aktuel trussel mod min sundhed og Danmarks sikkerhed; de udtaler sig dagligt til landets medier på en sådan måde, at mit blodtryk kommer i kog, jeg føler mit liv og mit menneskesyn direkte truet af den konspiration mod Danmark, som DF's top helt klart gør sig skyldige i.

Jamen, de er jo ikke dømt for noget?

Næ næ; det er de ganske vist ikke (endnu), men jeg er helt overbevist om at de udgør en trussel mod danske interesser og helt konkret mod mit liv. Når nu min læge siger, at jeg skal passe på med blodtrykket, så må jeg jo tage passende forholdsregler. Og når nu FN's menneskerettighedskommision siger, at en række af de stramninger i lovgivningen, som DF har stået bag, truer Danmarks anseelse verden rundt og er på kant med menneskerettighederne, så må den sag da være afklaret.

Så ud i Sandholmlejren med P&P og igang med forhandlingerne med Nordkorea eller måske Saudiarabien, der har de i forvejen masser af typer, som Pia og Peter kan føle sig beslægtede med.

I'll be back

Facebook

2008-11-11T18:15:00.003+01:00

At være på eller ej, that's the question. Vennerne er der, hvad de laver, hvem de kender, hvem, dem de kender, kender og dem som man ikke kender, men gerne vil kende nogle andre kendte.

Blev lokket ind og fik oprettet min egen profil. Og tænk sig engang, alle de andre er der allerede. Ikke nok med at de er der, de oplyser også frit om hvad de sidder og laver lige her og nu. Spændende, ham der tænk at han kender hende der fra dengang. Og se hvilke mails ham der, har fået fra hende, som jeg slet ikke ved, hvem er. Interessant.

Tænk nu hvis jeg lader mig indfange, hvad følger med? Jo en masse venner, eller rettere sagt kontakter. Men hvad med dem, jeg ikke rigtigt gider være venner med, ikke gider se hvilke mails de får og hvad det laver lige nu? Bare sige rend og hop, eller finde på undskyldninger, ja hvordan undgår jeg at såre?

Og er jeg så forpligtiget til at følge med i hvad der sker med John, Lotte, Henrik osv. hvordan det går dem i livet og hvad de har fået til middag - for slet ikke at atle om hvilke spændende mennesker, der vil være venner med dem, men ikke mig selv?

Værst: Er jeg så ikke selv forpligtiget til at gengælde tilliden og orientere vennerne om hvad jeg lige går og laver lige nu? Burde jeg ikke lige nu åbne for Facebook og fortælle vennerne, at jeg er ved at skrive om dem her på min blog?

Nej, jeg tror jeg melder pas. Tror at jeg forbliver i en verden med mails, sms'er, telefoner og snak, hvor jeg kun skal forholde mig til hvad der svares, ikke til hvem, der er vennernes venner.

Vil gerne være "på", men ikke så meget på. Vil gerne have venner, men helst af kød og blod og helst venner, der i det daglige betyder noget for mig.

I'll be back

The Visitor

2008-10-17T15:48:00.006+02:00

Nogen gange er man bare heldig, får ikke læst hele teksten og møder derfor frem uden forventninger eller krav. Sådan en aften havde jeg forleden, hvor vi var gået i biografen for at se The Visitor. Jeg havde da læst lidt i en anmeldelse for nogen tid siden. En film om en mand hvis liv er gået i stå og så møder nogle fremmede i sin lejlighed. Vist nok et sympatisk psykologisk drama, sådan forventede jeg det i hvert fald.

Men snydt igen, og tak for det.

Det hele starter ganske vist med den sympatiske fortælling om den ensomme, der møder selskabet og livet ved et tilfælde. En historie vi vist har set før. Men nej, så let slap vi ikke. Fra at være et studie i lidt lommepsykologi, skifter filmen pludselig emne og begrebet Visitor bliver synonymt med de fremmede, der af en eller anden grund har valgt at berige vore lande med deres tilstedeværelse. Fra at handle om en mand gået i stå skifter The Visitor til at handle om et land, USA, der er gået i chock efter 9/11. Hvor fremmede er en trussel, der skal ud og væk. Koste hvad det vil og koste den stakkels vildfarne indvandrer alt. Sådan kan man da ikke behandle folk, værre end vi behandler hunde her i landet og tusind gange værre en Sandholmlejren, kan man vel?

Og taberne, ja det er naturligvis den udviste, men sandelig også det samfund, der står ensomt og fortabt tilbage.

Se filmen før Pia K finder ud af at vi er alt for blødsødne her i landet. Og bemærk, at alle aktørerne omkring hovedrollen er indvandere, nogen illegale andre af ældre dato, men alle dele ag den nye kultur, som på godt og ondt er resultatet af indvandringen. Se den, skam dig og råb op!

I'll be back (hvis jeg ikke er deporteret inden)

Sara Palin, Vicepresident

2008-10-05T18:36:00.005+02:00

Se grundigt på dette billede, kvinden som perfektion. Velholdt, udadvendt, skinnende tænder; tilstrækkelig tækkelig kombineret med antydningen af kvindelighed i den absolut nydelige udgave. Kvinden, man gerne viser frem for så at sætte tilbage i krogen når der skal tales alvor.

Kvindesagskvinderne klager over manglende topfigurer på de virkelig tunge poster, værsego!, Her er hun så, klar til at indtage stolen som USA vicepræsident med den sikkert velmanicurede finger på knappen. Kvinden, der skal sikre os alle gennem den væste finanskrise siden 1920'erne, føre krig i Irak og Afganistan.

Ja, altså hvis McCain først vinder og derpå melder forfald.

Er der noget galt ved det, kunne en kvinde ikke klare jobbet, velmanicurerede negle eller ej? Jo, da, naturligvis. Problemet med Sara Palin er bare at hun intet andet har at sælge end sit ydre og ryet som hockey mom. Gode amerikanse kvaliteter, der ikke i sig selv skiller hende ud fra en række andre amerikanske topkandidater eller præcidenter for den sags skyld.

Det bekymrende er ikke kønnet, men brugen af kønnet til at vinde et valg. Vor egen Helle T havde og har forhåbentligvis en selvstændig vision for sin optræden. Det samme har Pia K, selvom hun nok ikke kan ende som statsminster. Lene Espersen er vel lisådan ikke kun kendt for at være kvinde, om end hun da tidligere ikke var spor afvisende overfor at bruge sit udseende til at gøre karriere med.

Men Sara Palin, så vidt jeg overhovedet har læst mig til, så ved hun mindre om udenrigsforhold end Bush, da han trådte til, har mindre udsyn end Regan og er sortere end Paven selv, når det gælder Family values og abort. For ikke at snakke om energipolitik, hvor hun efter sigende vil sælge Alaska for en sjat olie.

På den måde ikke særlig bemærkelsesværdig. Men når hendes valggrundlag er kvindeligheden og ikke holdningerne på de centrale spøregsmål, så er den gal.

Hvad så med Obama og hans vist mere end grå vicepræsidentkandidat? Ja næsten det samme kunne skrives om ham. Nydelig, pæn uden at være udfordrende osv. God familiefar, ikke så sort, at det gør noget. Ikke så outreret at man kan fornemme personen. Altså skabt over samme støbeform, hvis det ikke var fordi manden da vist i ord i hvert fald, har noget selvstændigt at byde på.

Men et perfekt par, hvis de havde været fra samme parti. Men så, hvad betyder det i virkelighedens verden, når valgtummelen har lagt sig? Jeg tvivler på at forskellen er så stor når det kommer til stykket, men vil da håbe på Obama, noget skal vi jo tro på.

I'll be back

Kære Birthe Rønn

2008-09-23T21:32:00.006+02:00

Der var en gang for ikke så længe siden, hvor du for mig stod som en hæderskvinde. En af de få, der turde stå fast på principper, en af dem, der satte respekt og medmenneskelighed over umiddelbare gevinster.Men se dig nu. Flankeret af løjtnanterne fra DF som dine vagthunde. Ikke dig med dem i snor, men dig som gidsel for den sorteste menneskeforagt. OK, der er noget der hedder politisk nødvendighed, noget med at ofre lidt for at sikre det større hele. Men hvad var det du ofrede -din egen selvrespekt, tror jeg. Og hvad vandt du? At DF ikke væltede regeringen, at Pia blev tvunget til at acceptere EU virkeligheden og EF domstolens betydning. Hvad fik DF? Jo lov til at spille på den laveste frygt for burokraterne fra EU, fik vand på deres nationalisme mølle. At kontanthjælpsmodtagere fik det sværere end nu (man troede ikke det kunne være muligt) og det blev endnu sværere at blive dansk statsborger (så selv pæredanske 2. g'ere ville dumpe).

Jeg synes din handel er sølle. At du har solgt dig for ingenting, ja vel nærmest har ladet dig voldtage af Pia og Co, måske fordi Anders bad dig om det, men alligevel. Der var dengang, hvor du turde sige Anders imod, hvor du havde dine meningers mod, alt det er nu væk for en minsterstol. Trist at opleve og trist at se en af sine idoler udmyge sig selv på den måde.

I'll be back

Anna

2008-09-20T18:32:00.004+02:00

Velkommen til verden, sådan lød en af fortidens landeplager med drivende dansk sentimentalitet. Men at se mit barnebarn, Anna nænsomt hold af den stolte fader, det er stort og pludselig skifter verden karakter. For mig, for Rune og for Linda. Med Anna følger diktaturet, farvel til friheden, farvel til selv at kunne planlægge sin tid, sit arbejde og sin økonomi. En lille ny som Anna er en udfordring for hendes forældre, men også for hendes farfar. Godt nok er jeg stolt som en pave over titlen, men den minder mig også om at medens Anna er på vej ind i manegen, er jeg på vej ud.

Sjovt er det nu at stå med sådan en lile størrelse igen, havde næsten glemt hvor ubehjælpsomme de kan være, hvor små og hvor krævende. Sjovt også at jeg egentlig godt kunne huske hvordan det nu var man holdt, at hovedet tilsyneladende ikke sad fast og at hun lå godt med hovedet over min skulder. Det er da trods alt næsten 30 år siden jeg sidst sad med en helt nyfødt og tænkte tanker om hvilket liv, der nu lå foran hende og for mig selv.

I'll be back

Long time, no see

2008-09-20T18:15:00.004+02:00

Tiden er gået, månederne løbet. Interessen har været vendt indad - eller rettere sagt mod lyset og varmen-kærlighed og barnebarn. Nu lader det til at efteråret melder sig med mørke og afsagn. Så mon ikke der nu bliver lidt inspiration til sure opstød, refleksioner og beklagelser igen.

Desværre!

I'm back

PostDanmark blues

2008-07-19T12:24:00.005+02:00

Fik en beskeden pakke sendt fra USA med et par figurer, samlet pris inc. transport $39,90 svarende til vel ca. kr. 220. Simpelt og effektivt via en webshop "somewhere out there". Men med pakke fulgte en opkrævning for told og moms samt et vist fortoldningsgebyr på tilsammen kr. 207. Ikke fordi jeg har noget mod at betale moms og told, det er jo spillets regler, men et fortoldningsgebyr på kr. 120 samt moms heraf på kr. 30 synes noget uforståeligt. Jeg har jo bare købt en vare i den nærmeste butik, ikke gjort noget ulovligt eller forsøgt at omgå nogle regler, men vups, et gebyr på mere end halvdelen af en vares pris oven i købsprisen!

Nå, men jeg skrev et pænt brev til PostDanmark. Bad om forklaring og påpegede i øvrigt at toldopkrævningen var udregnet udfra $45.50 og ikke den opgivne pris.

Efter en del uger ventetid og et par rykkere fik jeg en mail, der bare siger at sådan er det. Ikke nogen forklaring eller blot en henvisning til gældende regler.

Efter kontakt til lidt forskellige personer med forskellige svar og forskellige former for almindelig høflighed modtager jeg her 4 måneder efter en ikke nærmere forklaret "regulering af toldregning" på kr. 9, altså har jeg nu ikke længere betalt kr. 207 for en vare til kr. 220, men nu kun kr. 198 - hvilket jo ganske ændrer sagen...

Desværre sidder jeg stadig tilbage med manglende forståelse for hvordan PostDanmark kan opkræve et gebyr for at fortolde en vare, ovenikøbet et så stort gebyr der ikke står i forhold til prisen. Var varen købt i Danmark eller bare i EU havde jeg sparet dette gebyr. Og hvordan kan det være, at et gebyr, der på denne måde pålægges mig, ikke kan forklares nærmere af PostDanmark - for ikke at sige overhovedet er acceptabelt i et moderne samfund med udbredt handel via nettet?

For nu at gøre komedien eller tragedien komplet har jeg siden købt en anden vare via nettet og også denne gang fra USA. Her udgør købesummen $98,05, svarende til kr. 459. Dette køb pålægges ganske korrekt et toldgebyr på kr. 114, men denne gang et fortoldningsgebyr til PostDanmark på kr. 54, altså væsentligt billigere end i første tilfælde på trods af at varen kostede mere end det dobbelte, logik?

I'll be back

Seoul, svær at blive klog på

2008-07-07T13:58:00.004+02:00

Hvad kan man mene om en af verdens storbyer efter en uges besøg. Ikke meget naturligvis, men lidt plads til forundring vækkede besøget. Vi opholdt os i hvad jeg formoder er en af de nyere dele af byen, med de største højhuse og de bredeste gader. Så man sig omkring kunne man lige så godt være i en by i USA. Flot, højt, mange mennesker, endnu flere biler. Rent, og tilsyneladende uden egen stemning. Det eneste, der skilte sig ud var at menneskene var lidt mindre og ikke var af europæisk udseende. Men påklædningen, udtrykket var internationalt, ganske uden særpræg. På de færre besøg i andre dele af kæmpebyen ændrede billedet sig kun lidt, husene blev lidt mindre, og der kom lidt flere butikker og værksteder på gadeplan, men noget orientalsk indtryk, overhovedet ikke. Skulle jeg sammenligne med andre af de storbyer jeg har besøgt i Asien, er Seoul uden sammenligning den mindst anderledes og dermed også den mindst interessante.

Men kaotisk trafik, det kunne de. På trods af 8-10 baners motorveje på kryds og tværs, brede boulevarder med 6 spor, mindst. På trods af en tilsyneladende nogenlunde bilkultur, så var kaos uundgåelig store dele af dagen. Det kunne tage ulidelig lang tid med en taxa og var helt umuligt af indfaldsvejene på de kritiske tidspunkter. Vi burde invitere danske trafikplanlæggere og især nogle af politikerne med forkærlighed for flere og bredere motorveje over at se at løsningen ikke ligger i flere og bredere veje. Det demonstrerer Seoul til perfektion. Ovenikøbeet på trods af en tilsyneladende effektiv undergrundsbane.

Måske nogle af de, der af uforståelige grunde er imod en afgift for at køre i København, skulle tage ved lære her.

I'll be back

DMZ, paranoia eller hvad?

2008-07-04T01:53:00.005+02:00

Var på udflugt til den demilitariserede zone mellem de to Korea'er, langs den 38. breddegrad. Mystisk oplevelse. På den ene hånd en enorm satsning på masseturisme og show, på den anden side en dybt hysterisk tilgang til et alvorligt emne. Sydkorea er, sandsynligvis med en vis grund, dybt bekymret over hvorvidt deres nabo kan finde på at angribe igen. En bekymring US tilsyneladende ikke gør meget for at reducere.

Men paranoi og ideoti skriger til hinanden her. Alle floder med tilløb fra Nordkorea er indhegnet i bevogtet pigtråd med kampklædte soldater i pillboxes - stakkels dem, må være en af verdens kedeligste bevogtningsopgaver.

Oppe i turistområdet ved DMZ er fotografering ind over selv linien forbudt, det er forbudt at fotografere fra den propagandafilm, der vises. Forbudt at fotografere ned i tunnelen, som ganske vist er gravet af nordkoreanerne, men fotos derfra kan åbenbart hjælpe ved en ny invasion. Sågar forbudt at fotografere en temmelig primitiv model af området. Men alligevel er det Sydkoreas største turistattraktion! Billedet øverst viser folk lovligt fotograferende ind over DMZ. Man måtte godt træde nærmere og se i kikkert ud over området, men altså ikke fotografere. Måske i håbet om at nordkoreanerne ikke selv kan tage fotos fra nord eller har hørt om Google Earth?

Tåbelige restriktioner, men når så de ledsages med en voldsom gang propagande for "reunification", af smuk snak om at åbne adgangen ikke kun for lastbiler, men også for persontrafik. Når alt står klar til åbningen, jernbane, fortoldningsfacilititer, jernbanestation åbnet af selveste Bush, George W., ja så er det at det hele bliver surrealistisk. Kampberedte soldater, turister i hobetal og fotoforbud 100 meter under jorden. Man får tanken at det hele er show for turisterne. At formålet med det hele er at understrege Sydkoreas udstrakte hånd mod den farlige bror mod nord. At det ikke skader det sydkoreanske regime med at holde liv i fjendebilledet. Men sådan kan man jo heldigvis tænke sit!

I'll be back

Her et foto at indgangen til toget, der indtil videre ikke kører nordpå:

XVIII World Congress on Safety and Health at Work

2008-07-02T03:21:00.007+02:00

Hvad skal man dog rimeligt mene? Ca. 4000 delegerede fra hele verden samlet i Seoul for at drøfte arbejdsmiljø, for 18. gang ovenikøbet. Og fint og fornemt er det. Åbning med Sydkoreas ministerpræsident, alle de rigtige internationale organer, ILO, ISSA og vore egne EU institutioner, Arbejdstilsynet og så os fra LO familien. Og vi rokker, siger de. Drøftelserne er "extremely important" og very interesting. Vi skal implementere strategier, globalt og nationalt og selv en repræsentant for den internationale sammenslutning af arbejdsgivere er rørt til tårer over problemets omfang og behovet for "concerted action".

Behovet er der, i den grad. Men tror jeg virkelig på at kongresser som denne flytter noget? Et eksempel. Under en debat i et Symposium(!) nævnte jeg at det er da godt med social partners og god vilje, men måske skulle man kunne forvente at arbejdsgivere med erkendte problemer selv gik i spidsen for "action" og illustrerede det med eksemplet fra koffertkampagnen i lufthavnen. Svar fra "chairperson": nu skal vi jo ikke generalisere!

Ordene er mange, den gode vilje om muligt endnu større, men problemerne løses da vist kun for alvor, hvis fagforeninger kan presse regeringer og arbejdsgivere til ansvarlighed - eller hvis der som i Danmark opstår alvorlige problemer med for få ansatte til for mange jobs! Det rykker.

En mere personlig kommentar. Hvorfor er så mange professorer, doktorer, og andre med fine titler så uduelige til at holde deres præsentationer? Alt for generelle ord, alt for intetsigende slides og alt for lidt interesse i at komme ud over rampen?

Svarerne skal nok findes i den suppe, der illustrerer dette indlæg!

Resten af billederne fra Seoul findes her: http://picasaweb.google.dk/HHalbum/Seoul

I'll be back

Mellemøstlige retstilstande

2008-05-28T12:28:00.007+02:00

Asmaa er på banen igen. Hørte hende i et radioprogram om tørklædeforbuddet til dommere og lignende myndighedspersoner. Asmaa talte fornuftigt om idenditet, om selv at vælge som kvinde, om tørklædet som en del af det udtryk hun ønskede at sende og om friheden i et demokratisk samfund. Men så var det hun sammenlignede Danmark med mellemøstlige lande!

Med et tørklædeforbud blev vi som mellemøsten. Ups, sagde det i mig og så hørte jeg ikke resten af interviewet med hende eller med hovedpersonen, en ellers fornuftig professor.

For det er vel det, vi gør med forbuddet. Bruger statsmagten mod friheden til at udtrykke sig selv, er det ikke. En gammel Rambo film kommer frem på lystavlen: "To defeat your enemy you have to become your enemy" eller sådan noget lignende temmelig forvrøvlet. Vi vil så gerne være frie, sekulære og demokratiske, at vi beskytter os med de samme redskaber som vor fjende. Når de i Saudi Arabien kan bruge loven til at påbyde kvinder en særlig påklædning, så kan vi her bruge loven til at forbyde de samme kvinder at udtrykke sig.

Kravet om tørklædeforbud er helt ude af proportioner og alene udtryk for Dansk Folkepartis evne og vilje til at forpeste luften for enhver med den mindste form for afvigelse fra 50'er Danmark. Ren populisme og ren demagogi. Alligevel ser det ud til at ende som dansk lov, sågar med støtte fra Socialdemokratiet (og Villy?) Forstå det hvem der kan.

Så beklager, nogen gange skal man desværre høre sandheden fra hvor den er mindst sandsynlig.

For gu skal vi ej opføre os som formørkede fundamentalister, hverken i kampen mod terror eller mod samme fundamentalisme.

Og var der ikke noget med at Retfærdigheden, "Justitia" normalt er afbilledet med tørklæde for øjnene, sjovt at samme bind ikke må sidde på håret, men gerne skjule øjnene!

I'll be back

Sex i kirken

2008-04-14T22:06:00.004+02:00

Tænk sig engang, nu har de store religioner brugt de sidste par tusind år på at nedgøre sex, på at knytte skyld sammen med sex, på at trække lysten ud af menneskerne og på at gøre lyst sononym med skyld. Adam og Eva fordrevet fra paradis med et figenblad for lysten. Utallige korstog mod alt, hvad der kunne foregå med hænderne under en dyne - eller under en underbukseelastik. Ja sågar inddirekte mord på millioner i krqft af den katolske kirke forbud mod brug af beskyttelse. Men nu skal det åbenbart have en ende. En nyvalgt biskop vil have kirken ind over sexlivet og gøre det acceptabelt at tale om sex i en kirke. Godt kunne man mene, omsider de vågnede op, de religiøse.

Men nej, for fanden i bogstaveligste forstand. Hold jeres beskidte hænder væk. Hold jer til forholdet mellem mennekser og deres tro, og lad være med at blande religion og kønsliv sammen. Der har i gjort skade nok - lad os have det i fred nu hvor der er endelig er ved at komme lidt afstand mellem synd og sex.

Og så ikke et ord om katolske præsters omgang med drenge...

I'll be back

Det enkelte menneskes frihed står over alt andet

2008-03-31T19:45:00.008+02:00

Sådan lyder Mette Frederiksens 1. bud. Og det fik mig til lige at stoppe op, er det virkelig det vi mener, mig og mit lille parti. Eller mig i det hele taget. At indivudialismen har sejret og det kollektive er gået i glemmebogen. Men hvad når hun så skriver i 2. bud at pligter er vigtigere end rettigheder, hvor er vi så henne. Pligter må da indebære at der er noget, der er vigtigere end den individuelle frihed? Og dermed at individet ikke er ophøjet til Gud. Hvad mener Mette dog? Og hvad mener jeg - kan jeg relatere til denne tilsyneladende selvmodsigelse?

For det første må det antages at individet kun kan være frit i et ansvarsfuldt fællesskab, uden fællesskab ingen velfærd, intet serviceapparat og dermed kun individets nøgne og isolerede kamp for sin egen overlevelse. Ren junglelov. Som jeg vist har citeret salig Janis Joplin for et par gange er Freedom just an other word for nothing left to loose. Eller på dansk, du er kun fri, virkelig fri, i sekunderne op til din død. I situationen hvor dine handlinger absolut ingen konsekvens har for andre mennesker. Ellers eksisterer personlig frihed kun som et abstrakt ideal, uden fornuftig relevans for andre end filosoffer.

Nå, men pligter da, de er vigtigere end rettigheder, siger Mette. Kennedy (som dog næppe gjorde meget for andre end sig selv) runger i ørerne Ask not what your country can do for you, ask what you can do for your country. Eller den lidt mere nære variant, Arbeit macht frei, et godt Grundtvigiansk, protestantisk udtryk, hvor de få har brug for at de mange føler sig forpligtiget overfor at afhjælpe de fås egen magelighed. Måske deler jeg den denne holdning i dens lidt mere udvandede form, hvor Lenin prædikede, men bestemt ikke selv fulgte, parolen om at intet folk (eller person) kan være fri, hvis det undertrykker andre folk.

Til sagen: Jeg tror at frihed er et relativt begreb. Jo mere fællesskab og deraf følgende velfærd, jo mere plads til personlig frihed. Frihed forstået som råderum til at kunne handle til egen fordel uden at gøre det ved at holde andre nede. Ja, frihed til at kunne udfolde sig som jeg vil, uden at have dårlig samvittighed. Frihed baseret på en viden om at dem omkring mig har samme muligheder og rettigheder. Forudsætningen herfor er at jeg erkender at det er kollektivet, der forudsætter min frihed. At det er samfundet der som helhed skal fungere, for at jeg kan have det sådan nogenlunded så godt, som jeg føler jeg kan være det bekendt.

Hvis det var det Mette mente med sine 10 bud, så synes jeg de bestemt er at foretrække frem for Biblens moraliserende og undertrykkende bud.

I'll be back

Photo opp.

2008-03-15T10:48:00.007+01:00

Det er egentlig ganske banalt, det med at skyde på Fogh for hans forhold til George W. Men så alligevel så nødvendigt. For hvad er det dette foto viser? Jo to mænd, med tilbehør. To mænd i matchende skjorter og tilsvarende jeans med brede bælter. På anderledes beskårne billeder kunne vi se, at selv bæltespænderne matchede. Mon ikke også Ander var i velvalgte støvler, model Texas? Ærmerne er smøget ens op og stilen valgt med omhu. Selv stilen i vedhæng er ens. Selv er jeg i tvivl om hvis der er hvis, er hende Mette den til højre eller til venstre? Fogh selv, lægger han an til at kysse Bush eller har han et stort bolche i munden. Bush gør hvad er amerikans toppolitiker har trænet hele livet, han smiler åbent og indforstået. Spørgsmålet er om han helt klart ved, hvem han smiler til og hvorfor det nu er han skal smile lige nu til ham der, i samme tøj som sig selv. Finder man andre billeder af de to sammen er tøjet igen ens. Åbenstående skjorte med jakke eller formelt, mørkt jakkesæt. Aldrig varierende, altid afstemt efter hinanden. Er tøjet noget fru Fogh vælger for sin mand eller er det Bush's chief of staff, der vælger outfittet? Klart er det i hvert fald, at det er ikke valgt fordi det lige lå øverst i kufferten den dag. Man ser for sig hvordan mailen kommer ind hos Fogh's sekretær. Idag stilles der med tillempet cowboystil, jeans, lyseblå, åbentstående skorte, en knap åben, bælte med synligt spænde og så jeans. Og sekretæren rumstrende i kufferten efter det medbragte og i forvejen aftalte udstyr.

Budskabet ligger i billederne, photo opportunities hvor intet er overladt til tilfældighederne og hvor fotograferne udemærket kender deres rolle. Der skal sendes et budskab og budskabet er alt. Vi står sammen, Bush og jeg, eller We stand united, that little what's his name and me.

I'll be back

Mohammad tegningen, igen igen

2008-03-14T19:33:00.008+01:00

Eller hvordan man fornærmer en milliard mennesker

Meget kan man sige om Jyllandspostens temmelig barnagtige provokation for to år siden, mange forbandelser er fløjet igennem luften fra Arla, fra Anders Fogh og så en masse mere eller mindre personligt fornærmede muslimer, efter sigende ikke mindre end en milliard, hvis man skal tro deres selvudnævnte talsmænd.

Hvad er det med de religiøse skikkelser, der er så let at fornærme. Det er jo ikke alene ham Muhammed, der er problemet. Jesus eller hans tilhængere kan også blive fornærmede af "forkerte" gengivelser af ham. Jeg skullle mene at troen i sig selv burde være stor og sikker nok til ikke at lade sig fornærme af nogen mere eller mindre polemiske eller blasfemiske skildringer af førerfiguren. Men nej, det skal man nok selv være religiøs for at forstå.

Ved Mohammad 1 kom jeg ved et tilfælde i en maildiskussion med en personligt fornærmet muslim. Vi skrev sammen et par gange og i hvert fald jeg blev lidt klogere på tankegangen i den muslimske verden, men enige om betydningen af Jyllandspostens tegninger, det blev vi ikke.

To ting falder i øjnene nu to år efter. For det første at min ven ikke var en uoplyst, arbejdsløs analfabet, der alene blev kommanderet til at være fornærmet af sin iman. Min ven er Dr. Samer Kelani, Ph.D.Engineering Sciences. Helt entydigt veluddannet og velkendt med vesten og vestlige værdier. Alligevel fandt han anledning til at angribe ytringsfriheden i Danmark og sammenlignede Muhammedtegningerne med europæiske landes forbud mod at stille spørgsmål ved Holocaust. Hvorfor tillod vi tegningerne medens vi forbød udtalelser om jødeudryddelsen?

Godt spørgsmål, egentlig!

Vi har ytringsfrihed i Danmark, men med grænser. I andre lande i EU er ytringsfriheden betinget af historiske forhold, først og fremmest nazismen og jødeudryddelsen. I Danmark ikke så udpræget, men det er ting, der er forbudt at sige. Hvad mener jeg selv?

Godt spørgsmål, egentlig!

Ytringsfrihed er en forudsætning for demokratiet, javel. Men en anden forudsætning er respekt for mindretallet, beskyttelse af de svage og hensyn til det enkelte menneske. Det betyder i min verden, at ytringsfriheden ikke lovmæssigt bør afgrænses, men at den bør udøves med yderste respekt for andre menneskers følelser. Altså at den ikke må misbruges at at så had og ringeagt. Tegningernes formål var at provokere, ikke at fremme en dialog og de sårede helt åbenbart andre menneskers følelser - altså ud over min grænse for hvor langt ytringsfriheden bør udbredes. Men visse muslimens forsøg på at slå politisk mønt af Jyllandspostens stunt, det kan kun forstås som et angreb på grundlæggende værdier og på forudsætningen for at leve i et åbent og fremskridtsvenligt samfund. Om muligt endnu længere ud over min tolerancegrænse.

Men det virkelige spørgsmål for mig er et andet. Hvad skal vi dog med religion, hvis den alene fører til had og ringeagt mod anderledes tænkende. Religion er for mig angreb på ytringsfriheden, på demokratiet og på fornuften. Lader man sig diktere at hensynet til hvad Jesus er citeret for at sige for et par tusind år siden eller Mohammad for 700 år siden, så ophører min forståelse. Og bruger man den religion som udskyldning for at brænde flag af, for at skrive smædeord eller tegne smædetegninger, ja så er min tolerence opbrugt.

Genlæs debatten med Dr. Samer Kelani her:

http://rasmus-modsat.blogspot.com/2006/04/dialog-p-tvrs-af-religion-og.html

I'll be back

Ps. kan I huske ham Brian her, med en vist ikke helt tilfældig lighed med en vis kristen profet eller gudesøn !

"Always look at the bright side of life"

Omtåget tilstand

2008-03-07T17:18:00.004+01:00

Der var engang hvor en del i min omgangskreds ville se begejstret på dette billede, hold da kæft mand - med meget langt a og misundelse malet i alle træk. Det var dengang, hvor opfindsomheden var stor og selv et gammelt rør kunne omdannes til en gevaldig Bong. Dengang hvor udvalgte sneg sig ud på Staden for at hente forsyninger. Sneg sig, men altså ikke for Strømerne, men for ikke at blive set af nogle fra de andre gårde - for som revolutionens sande fortrop, så rørte man naturligvis ikke det stads. Ja det var vel nærmest monopolkapitalismens undertrykkelsesredskab. Vel tilbage i Nansensgården var det op i fællesrummet på 5. sal og så flyde ud i sofaerne og sækkestolene, Pink Floyd eller Procul Harum på anlægget og så bredte tågerne sig. Specialdesignede keramik chillum'er var det normale, men et hulrum i hænderne kunne bruges, hvis man kunne teknikken. Og så var der de mere avancerede af slagsen, som på fotoet.

Selv havde jeg store problemer med fællesskabet om pot'en. Det der med at suge røg ned i lungerne, det var altså ikke rart - endte mest med hosten, rindende øjne og ikke den store effekt. Tror jeg nok i dag. Jeg lærte i hvert fald aldrig at ryge, hverken almindelig kræftfremkaldende tobak eller sjov, stemningsfremkaldende tobak. Kan nok i virkeligheden sige som Clinton, at jeg aldrig indhalerede!

Fik det indflydelse på vort revolutionære arbejde, tja - revolution blev det jo ikke ligefrem til, men måske hashen ikke var eneansvarlig for den lykkelige kendsgerning. Tog vi, eller rettere sagt de andre, skade? Tja, så vidt jeg ved ikke, der skal nok lidt mere til, lidt flere piber, lidt flere problemer og et lidt mere uheldigt udgangspunkt.

Bør det være forbudt i dag? Tja, i praksis er det da vist lovligt, bare man ikke lige begynder selv at sælge af det eller køber ind alt for åbentlyst. Skulle det være lovligt at købe sammen med cigaretterne, måske vi så slap for en stor del af kriminaliteten, der er forbundet med hashsalget.

Ville flere gå videre fra pot til coke, jeg tvivler. Svarer det ikke lidt til at spørge om lyst øl skal forbydes for at undgå at folk ænder som alkoholikere!

I'll be back

Mordet på George W

2008-03-02T19:45:00.006+01:00

Nogen gange rammer en dokumentarprogram plet, men ganske få gange sidder jeg totalt ordløs tilbage under rulleteksterne. Det gjorde jeg efter at have set Death of a President. Programmet er ellers simpel nok. En rent dokumentarisk gennemgang af begivenhederne d. 19. oktober 2007, hvor George W Bush blev skudt af en snigskytte. Og så en opfølgning på opklaringsarbejdet efter mordet. Jamen, George W blev da ikke skudt i Chicago d. 19. oktober sidste år. Tja, efter at have set programmet, kunne jeg sagtens komme i tvivl, så realistisk viser filmen timerne op til mordet og hvordan begivenheden påvirker USA efter og hvorledes FBI hurtigt og heldigt finder en syrer med tilknytning til Afganistan og får ham dømt for mordet.

Hvordan kunne han dog gøre det, hvad tænkte han dog på da han skød, spørger en islamisk udseende kvinde, tænkte han ikke på konsekvenserne for verden, for araberne og for amerikanerne, lyder hendes lavmeldte reaktion. Og viser måske lige nøjagtigt her, hvad der er filmens budskab. Politiske mord gavner ikke.

Og ganske rigtigt, sandheden er langt værre og ubehagelig for virkelighedens præsidenter, døde som levende. Årsagen til snigmordet er ikke islamistisk fundamentalisme eller formørket middelalder logik. Årsagen er tættere på og langt mere konkret.

Death of a President er en usædvanligt fængslende film, spændende som kun virkeligheden kan være det, gennemført godt lavet som kun amerikanerne selv kan det - og rystende som kun en stærk grundholdning kan vise virkeligheden.

Se den før den bliver vist på 60 minutes.

I'll be back

Villy og Herutterne

2008-02-21T19:13:00.004+01:00

Villy har bedt Hizbutt'erne om at gå ad helvede til. Formodentlig i den mening at Helvedet ligger i nærheden af SaudiArabien eller det sydlige Afganistan/nordlige Pakistan. Et rimeligt forslag til en gruppe, der ynder at nedgøre danske forhold eller et tåbeligt udsagn, kun beregnet til at score støtte til SF og Villy himself?

Selv kunne jeg godt være fristet af at smide diverse grupper ud af landet. Jeg så gerne et Danmark uden Pia K og Co. De kunne passende drage tilbage i tiden til stokroseromantikken i 50'erne. Der et par Venstrefolk, jeg gerne så deporteret mere eller mindre frivilligt til syd- eller nordpolen. En række radikale, der gerne måtte drage tilbage til højskolerne og være idealistiske i rerservaterne dér for slet ikke at tale om et antal forbundskolleger, der ville høre bedre hjemme i det gamle Østtyskland og sådan kunne jeg blive ved. Selv blev jeg som ung bryggeriarbejder gentagne gange foreslået at emigrere til Kina af en dengang velkendt SF'er ved navn Holger Foss. Så den med at rense landet for uheldige elementer er ikke fjern for mig.

Men det er noget billigt, populistisk vås, du fyrer af Villy!

Hizbutterne gør jo lige præcis det, vi efterlyser hos de unge, der brænder biler af i gaderne. De organiserer sig, optræder diciplineret, formulerer klare politiske krav og demonstrerer fredeligt for disse mål. Det er unge mennesker med stærke meninger, rædselsfulde meninger, ja tak. Men de går ikke og skutter med dem, de kommer frejdigt frem med synspunkterne så vi andre kan komme i debat med dem. Hvad er mere i overensstemmelse med danske politisk kultur?

Selv var jeg engang Hizbutt'er. Min Koran hed Den lille Røde, Mit kalifat hed Proletariatets Diktatur og jeg var i ord modstander af demokratiet. Efter min teori skulle klassefjender bekæmpes nådesløst og jeg savnde fuldstændigt evnen til at se andet end sort og hvidt eller rettere sagt Rødt og sort. (Ikke underligt at nogen ville eksportere os til Kina)

Og hvor står jeg idag, rigtigt gættet som lettere højresnoet socialdemokrat med hang til at se noget godt i de fleste.

Hizbutterne er ekstreme og hvis de går over stregen fra ord til handling, skal de i spjældet. Men de udgør en politisk bevægelse og bør respekteres som en sådan. Det handler om at inkludere ikke ekskludere. Om at søge dialogen og integrationen fremfor konfrontationen. Angreb medfører modangreb medfører modreaktion, der udløser endnu mere ballade. Det handler om at løse problemer og åbne døre, ikke om at gå i Hizbutternes egen fælde og leve af hadet.

I'll be back

Carlie Wilsons war

2008-02-09T21:01:00.001+01:00

Jeg ved ikke om jeg tror på historien, altså det med at en enkel, lettere fordrukken Congressman, motiveret af en nydelig antikommunistisk sydstatsrigmandsdame og lidt medlidenhed med afganske flygtninge. At han, singlehanded, fik hævet støtten til modstandskæmperene i Afganistan fra 5 millioner til en milliard dollars. Jeg håber, historien er mere sammensat og at der lå lidt flere tanker bag beslutningerne om at træne og bevæbne mujahedinerne, men omvendt, det betyder ikke så meget. Hvad der er mere interesant er den grænseløse amerikanske naivitet som filmen udstiller. Man løser et problem og skaber dermed det næste. Dilemmaet er ganske klart i filmen, det går fint med at hive 1 milliard hjem til krigen mod russerne, men umuligt at få en million til at bygge skoler i Afganistan.

Filmen er ikke god, Julia Roberts, kan åbenbart kun spille Julia Roberts, Tom Hanks ser bekymret ud og så er der Philip Seymour Hoffman, der spiller sin standardrolle som fed og irriterende. Handlinger går så tjubang fra besøg i Afganistan over et par flyrejser til scener af jublende afganere mens russerne ruller ud af landet. Bemærk i øvrigt en enkelt nørdet detalje. De fly man ser mujahedinerne skyde ned med Stingermissiler er alle amerikanske, klippene uden tvivl taget fra øvelsesskydninger i USA, lidt dum detalje når nu de ikke holder sig tilbage fra at skyde et par Hind gunships ned i bedste (værste) CGG stil.

Kun én scene vil sidde fast: Da de til sidst står på balkonen og den verdenskloge CIA mand fortæller vor helt, at kampen nu går videre, nu blot med modsat fortegn. Da han fortæller det, høres den kraftige lyd af en lavtflyvende jumbojet - på vej til 9/11. Den scene er patetisk, men den sidder.

I'll be back.

Ps. Her er den rigtige Carlie Wilson - tror jeg nok.

Gitte, helt eller manegeklovn

2008-02-01T16:30:00.000+01:00

Hende der Gitte Seeberg var en slags helt med sit Nok er Nok og sit borgerlige opgør mod Pia K. Al respekt for det og al respekt for at hun nu bryder igen fordi nok stadig er nok, men altså ikke for Naser og hans hastigt skrumpende flok. Det er glædeligt med oprejste sjæle som Gitte, der sætter konsekvens bag holdningerne og vælger den svære vej. Lad os få nogen flere af hendes slags, ikke mindst af hensyn til vore alles selvfølelse. Men er Gitte så en helt eller en pudsighed? Var hun ikke mere naiv end gennemsnitligt, når hun troede at Naser og måske især Anders Samuelson ville være andet end alibi for Anders Fogh og Dansk Folkeparti. Var hun ikke naiv grænsende til det strafbare, når hun troede at hendes nye alliancepartnere ville vælge karakterfastheden, når nu indflydelsen, nok så lille, lå lige for. At Naser og Anders S kunne skifte ham fra radikal til principfast, når det kom til stykket?

Måske vil Gitte Seeberg blive husket som manegeklovn, måske som Jeanne D'arc eller måske som et af de få tilfælde, hvor midterpolitikere faktisk oprigtigt tror på det de siger. Jeg ved det ikke, men Gitte skal i hvert fald have tak for underholdningen.

I'll be back

Gentagelse fremmer forståelsen

2008-01-23T22:34:00.000+01:00

Det med gentagelser, er normalt ikke fremmed for mig. Hver gang jeg synes jeg har en god ide, eller har fundet på noget nyt og smart, så gentager jeg det i det uendelige - hver gang! Når jeg her kan gentage mig selv, så gør jeg det naturligvis også gerne. Et af mine yndlingsofre har været Naser Khader, måske kun overhalet af Pia Kærsgaard. Og her er det at gentagelse åbenbart fremmer forståelsen, eller i hvert fald understreger, hvad der allerede dengang var åbentlyst. Jeg beskrev for nogen tid siden Naser og hans Ny Alliance som ingenting, uden noget på, og forundrede mig dybsindigt over partiet og dets væsen her http://rasmus-modsat.blogspot.com/2007/05/khader-og-co.html.

Begivenhederne i dag kan kun kalde på gentagelsens glæde. Naser og Ny Alliance er skabt som støtteparti for Anders Fogh og så er den ikke længere. Ligegyldig hvor mange han kan væve om et nyt indhold i aftalen, som han altså ikke støtter, så er kun støtten til aftalen mellem VK og O tilbage. Faldet er de fine ord om Nok er Nok og om et udgøre et alternativ til Pia K. Nu sidder Naser hvor vi forventede - i lommen på samme Pia og Anders.

I'll be back

Hillary eller Barack

2008-01-11T18:44:00.000+01:00

Rager det egentlig os, hvem der vinder nominationen i USA. Om det bliver den første kvinde eller den første sorte? Det er vel klart nok, at det rager os om det bliver en ny Bush, men derudover? Har det lidt sådan at jeg hepper på Hillary, måske fordi det er sjovt med en tidligere præsidents kone som præsident. måske fordi Barack virker lidt for meget som the american dream om racemæssig integration. Men betyder nomineringen noget for os, for resten af verden? Begge vil ud af Irak, på et eller andet tidspunkt. altså. Begge vil Change, men hvilken politiker vil ikke det. Hillary har vel ikke så lidt mere erfaring med verden udenfor US end Barack og er måske den bedste kandidat for os. Men nej, jeg ved det ikke og jeg ved ikke om jeg burde være optaget af spørgsmålet.

Noget helt andet er at se nomineringskapløbet og hele valget som et anderledes eksempel på politisk virkelighed. Hvor politik kun i yderst begrænset omfang betyder noget i forhold til personlighed, likability. Hvor Hillarys erfaring taler mod hende, medens Barack ungdom og uerfarenhed er et plus. Hvor hovedargumenterne er smuds om modstanderen og hvor den med flest penge vinder. Hvad man end måtte mene og ønske om danske valgkampe, så er det da sandelig godt, vi ikke endnu har amerikanske tilstande.

I'lle be back

Om grædekoner og andet godtfolk

2008-01-10T19:38:00.000+01:00

Lige hjemvendt fra møde med nogle af vore kærnetropper, mænd af den rette støbning, med meninger, dedikation og kritisk holdning. Nogen af den slags som skal vandes, næres og nusses om. Folk af den slags som ingen organisation kan fungere uden, som er livsblodet og den virkelige forudsætning for succes eller bare overlevelse. Men de var sure, skuffede, vrede og onde i sulet. Egentlig helt OK med mig. Jeg forstår deres vrede, forstår og deler desperationen og ærgelsen over at se ting smuldre mellem fingrene. Men jeg blev arrig over at de, igen, brugte al tiden til at bekræfte hinanden i at det hele er noget møg. Det er noget møg, men det er vores møg. Og det vil vedblive med at være noget møg, hvis vi hele tiden ser bagud og hele tiden enes om at diverse andre er uduelige, dumme eller ikke forstår en pind.

Kom til at kalde dem en flok gamle grædekoner, ikke smart af mig, men jeg kunne altså endnu engang ikke holde min kæft og ord kan ikke sluges med tilbagevirkende kraft. Og meningen var bedre end udførelsen. Vi skal videre, også selvom forholdene er svære. Vi skal finde veje i vildnisset, hvis vi ikke gør det, hvem skal så?

Ill be back

Dræberskovsnegle eller skovsnegledræbere fra Hjemmeværnet

2007-12-25T16:02:00.000+01:00

Citat:

"Herligt fordomsfuldt og munter skovsnegle-indlæg du har begået, Henrik! Nu er du jo næppe tilhænger af at Danmark skal have et militært forsvar, så din uvidenhed og nedladene tone er ikke uventet.At danske soldater deltager i militære operationer i Irak og Afghanistan er næppe din kop te.Men til din orientering så er nogle af de skarpeste soldater, der har været indsat i Irak faktisk fra hjemmeværnet. Efter en længerevarende specialuddannelse ved Jægerkorpset blev soldater fra Hjemmeværnets Særlig Støtte og Rekognosceringskompagni (SSR) - dengang under navnet: Patruljekompagniet - udsendt i 2006 til at beskytte udenrigsministeriets personel i Bashra. Siden hen har personel fra SSR været udsendt på personbeskyttelsesmission i Irak flere gange. Jægerkorpset har sagt god for soldaterne fra SSR, så det kan godt være at DU griner, men det gør Jægerkorpset altså ikke - og med fare for at fornærme dig, så har jeg større tillid til deres vurdering af hjemmeværnets soldater, end dine fordomme og gentagelser af koldkrigs-latterliggørelsen: Bare roligt Henrik, russerne kommer ikke længere og befrier dig, så du behøver ikke svine hjemmeværnet til længere!

Underskrevet af Anonym.

Sådan lyder et indlæg som forleden tikkede ind som reaktion på et af mine rigtigt gamle indlæg, jeg synes ikke det fortjener at stå alene og gemme sig der, når nu det er skrevet og ment for ganske få dage siden. Og så kan jeg rigtigt godt lide den med skovsnegleindlæg. Et herligt udtryk.

Men naturligvis også et svar herfra.

Mit kendskab til Hjemmeværnet indskrænker sig ganske rigtigt til de tilfælde, hvor de står og dirigerer trafik ved større begivenheder, iført for store uniformer, en hvid træpind og et armbind. Ikke just skræmmende og ikke just noget argument for hvorfor Danmark skal have et Hjemmeværn. Men vor desværre anonyme ven oplyser, at eliten er godkendt af Jægerkorpset som dygtige soldater. Fint nok. Men det er da ikke noget argument for at de skal udsendes som soldater til Irak. Ordet siger ligesom det hele, Hjemmeværnet, altså at værne hjemmet, dvs. værne nabogården, jernbaneoverskæringen eller Superbrugsen, eller for den sags skyld Brøndby Stadion. Så har vi soldater, værnepligtige som professionelle, til at værne mere bredt, føre krig hvor regeringen nu mener, der skal føres krig for fred og fordragelighed. Til argumentet om at Danmark bruger eller brugte disse specialtrænede hjemmeværnsmænd (og kvinder?) til at beskytte vore diplomater må jeg blot minde om at et vist amerikansk beskyttelsesfirma, med samme opgaver, her for nylig fik vist slagkraftige beviser for deres effektivitet og professionalisme.

Jeg tror faktisk, sådan nogenlunde seriøst, at vi ville have gjort mere nytte i Basra og omegn, hvis vi have gjort, som jeg beskrev i mit oprindelige indlæg. Det er jo de færreste der blir dræbt af et godt grin og det er svært at tænde for vejsidebomben, medens man rystes af latterkramper.

Og ganske rigtigt gættet, jeg ligger ikke længere og frygter at Russerne kommer og befrier mig, det gjorde jeg engang, måske unødigt. Men hellerikke den gang kunne jeg se den store fidus i disse natlige hjemmeværnstræf med forsyninger fra nærmeste Brugs. Omvendt giver det anvendte foto, skamløst hugget fra Hjemmeværnets egen hjemmeside, indtryk af en vis John Wayne attitude, som måske kan virke afskrækkende. - I hvert fald overfor den lokale brugsuddeler!

I'll be back

http://rasmus-modsat.blogspot.com/2006/04/hjemmevrnet-til-irak-og-afganistan.html

Barcelona, Barcelona

2007-12-20T11:38:00.000+01:00

Netop hjemvendt fra tre dage i Barcelona og stadig med fornemmelsen af sol og lethed i hovedet. Barcelona har for mig i årevis været ensbetydende med fodbold, Ronaldinio, Messi, E'to og Deco tilsat lidt Freddy Mercury og svulstig operadiva. Derudover var der intet i mit beredskab, der gjorde byen til noget særligt. Men det blev ændret, da vi ankom sent om aftenen og gik den første tur rundt i den gamle bydel. Mange mennesker på gaden, stemning og summen af aktivitet.

Dagen efter gik turen til Gaudis mystiske katedral og Gruel parken lidt oppe af bjergsiden. Aften med Tapas, rødvin og hovedet fyldt af indtryk. Lørdagen gik i bogstaveligste forstand med at gå byen tynd. Først til havnen, så var der pludselig et Middelhav med surfere, derefter tovbanen, en tovbane til, en mægtig fæstning og udsigt ind over byen. Alt sammen i fineste vejr, men klar luft og 15-20 grader i solen.

Søndagen gik med besøg i Gaudis fantastiske hus, hvor man nærmest følte sig hensat til et koralrev. For så at slutte med frokost i eftermiddagssolen i havnen. Igen i varmende solskin.

Og når man så oplever alt det i selskab med en dejlig kæreste, så sidder jeg tilbage med en rigtig god oplevelse fra 3 dage i Barcelona - uden Camp Nou.

Se vore fotos her: http://picasaweb.google.dk/HHalbum/BarcelonaDecember2007

I'll be back

Katten i sækken

2007-12-20T11:12:00.000+01:00

Det forlyder nu at Politiet og PET putter deres fangede terrorister i sorte sække, eller at i hvert fald de putter deres hoved deri. Naturligvis ikke som torturmiddel, men for at beskytte politimændene, kollegerne og så for at kunne bevare beviserne. Det er vi mange, der er meget glade for at høre, altså det med at det ikke er ment som tortur, eller blot moderart fysisk pres, for det er vi jo modstandere her i Danmark. Jeg er fuld tilhænger af at vore venner fra Politiforbundet ikke udsættes for unødig risiko ved deres job, jeg er jo trods alt arbejdsmiljøkonsulent, så OK for det. Måske det ligefrem står i deres APV, at ved anholdelse af farlige danske terrorister skal man beskytte sig ved at iføre den mistænkte en sæk eller pose. Måske PET i virkeligheden tager størst muligt hensyn ikke blot til kollegerne, men også til den anholdte terrorist. Iført hætte, høreværn og håndjern så er risikoen for at den anholdte af bar terroristisk galskab påfører sig selv ubodelig skade vel også mindre, det er i hvert fald sværere at slå sig selv i hovedet med en mur, hvis man ikke kan se hvor muren er.

Så helt fint med de hætter og en hver sammenligning med de hætter og metoder der bruges i Irak eller Afganistan og da slet ikke Guantanamo er naturligvis udtryk for en dybtliggende antizionistisk, fundamentalistisk og antiamerikansk vrangforestilling.

I'll be back

Ps.

På sammen måde er en sammenligning med tørklædeforbuddet ved autonome demonstrationer også udtryk for dyb og ubegrundet mistro til det åbne og tolerante danske system.

Noget for noget ?

2007-12-10T19:43:00.000+01:00

Vi kan vel alle huske figuren Gollum, om ikke andet så fra filmatiseringen af Tolkiens fantasier. Jeg har egentlig aldrig brudt mig særligt om de tykke bøger eller de næsten lige så lange film, bøgerne kedede mig og filmene virker ufrivilligt komisk på mig selvom slagcenerne er flotte. Tolkiens univers er ærkereaktionært, det handler om at bevare, ikke om at skabe noget nyt. Ringen er en trussel med ligevægten og mod fremtiden. Tolkien ville have kunnet tale godt og fortroligt med Dansk Folkeparti's kærnevælgere.

Men her forleden kom jeg til at tænke på at Gollum i virkeligheden er den mest interessante person.

Orkerne er ubegavede og onde, mest ubegavede og for at bortveje en hver tvivl er de tilmed grimme. Sauron er bare ond og vil noget så kedeligt som verdensherredømmet, gab. Hvad så når han har vundet? Sidde og mindes de gamle slag rundt om pejsen? Nej vel. Gandalf er så god at det halve kan være nok og i øvrigt en sløj trolmand. Og så er der jo Frodo og de andre hobitter. Lidt pudsige med deres store fødder, mens ellers ret så endimensionelle. Men Gollum, ham er der noget i. Han er dobbelttydig, han er splittet mellem begær og tjenstvillighed, mellem drømmen og virkeligheden. Han har som noget udlevet sin drøm, er blevet et med drømmen om Ringen i en sådan grad at han fysisk er reduceret til et vrag, en mellemting mellem et firben og et menneske. Gollum er personen, der har sat alt til side for at nå sit mål, han har tilladt sig at drømme og at gå enøjet efter drømmen. Men altså uden helt at slippe, uden helt at miste sin menneskelighed eller sin samvittighed. Han kunne være Oppenheimer, der drømte om at opfinde atombomben, men som aldrig slap tvivlen på om det han gjorde var rigtigt. Han kunne være en Lenin, der skabte Sovietstaten, men til sidst frygtede dens konsekvens. Gollum kunne være en moderne genforsker, der kan se sit værk ændre verden, men frygter til hvad. Uden Gollummer tror jeg ikke mennensket havde udviklet sig væk fra aberne. Som Gollum drømmer vi om Ringen og ændres som konsekvens heraf, men uden underkastelse for begæret så forbliver drømme sæblebobler og vil ikke forandre noget som helst. Men i Tolkiens univers, der fortæres man af for stort begær, der er begær farligt og Gollum må styrte i Helvede for at hobitterne kan bestå.

Og moralen: Flyv aldrig højere end vingerne bær'!

Bvadr. Uden at turde leve efter drømme finder vi aldrig ud af hvor højt vingerne bærer og dermed ingen forandring.

I'll be back

Nu blir politik sjovt igen

2007-11-23T18:45:00.000+01:00

Birthe Rønn som integrationsminister, som embedsmand for en politik dikteret af Pia K og folkedybets mørkeste afkroge. Ja, værre endda. Som integrationsminister og kirkeminster med de to præstefætre på bagsmækken, tidehverv og fundamentalisme hånd i hånd. Lys mod mørke, Oplyst tolerance mod middelalderligt sortsyn. Humanisme mod intolerance. Ja, sjovt blir det at følge den kamp. Tør man gætte på en vinder?

Og så er der jo vor nye finansminister, Lars Løkke Rasmussen. Nu ikke længere betroet kommunerne og sundheden, men selveste rigets finanser. Hvordan mon det går, Lars Løkke har jo indgående erfaring emd at køre Frederiksborg Amt i sænk økonomisk. Nogen mener i en grad så det var en hovedårsag til Kommunalreformen...Mon han er bedre nu eller var amtsborgmesterposten bare et Trial run, før han slipper sig selv løs på hele samfundsøkonomien? Interessant!

I'll be back

og hvad så?

2007-11-14T19:52:00.000+01:00

Det var så det valg. Resultat; Pia K styrket, Socialdemokraterne svækket. En ny periode med diskrete angreb på offentligt sygehusvæsen, mere mistro til offentligt ansatte, rum for mishandling af asylansøgere og så formodentlig lidt skattelettelser hist og her - det får jo os alle til at ville arbejde mere! Trist og ærgerligt, men næppe nogen katastrofal begivenhed og næppe et resultat, der vil ændre fundamentalt på andet end mit humør. For fanden da, man kunne ønske sig en anden befolkning, nogle bedre talenter til at støtte Helle T og nogle lidt mere krigeriske og dybdegravende journalister til at pille glansen af V. Mest af alt kunne man ønske sig, at mit eget parti Socialdemokraterne fik andet at byde på end Helle og Mette. Både nogle flere stærke og synlige personligheder, men mest nogle politikpunkter, der ikke alene er formuleret i forhol til regeringens. Skulle jeg byde ind, så kunne temaet være uligheden, ansvaret for dem der ikke har råd til nye fladskærme, dem der er tvunget til at bruge offentlige hospitaler og alle dem, der betaler prisen for det opskruede tempo på landets arbejdspladser.

Som jeg kender mit eget parti er det næppe tilfældigt, at vi fortsat går tilbage, på trods af Helles fremragende indsats. Svaret ligger nok i de lokale partiforeninger, hvor dem jeg kender har ophøjet sig til pensionistklubber og aktiviteten lagt over til den centrale partiorganisation. Hvor banalt det end lyder, så vindes næste valg ikke af Helle eller lignende mediestars, men af partiforeningerne - og det er vor virkelige svaghed.

På forunderlig vis lykkedes det os i Brøndbykredsen at få valgt vor kandidat Sophie Hæstorp, det havde hun fortjent og godt for hende og os, der kan bruge typer som Sophie i folketingsgruppen.

I'll be back

Olle

2007-11-08T18:27:00.000+01:00

Sådan ser en virkelig engageret person ud. Olle arbejder for det store forsikringsselskab if, nærmere betegnet på et center for brnadbekæmpelse, eller rettere sagt forebyggelse. På cnetret, der ligger lidt uden for Oslo viser man firmaer, grupper og altså det danske Søfartens Arbejdsmiljøråd hvordan brande opstår, hvor farlige de er og hvor let de kan undgås. Men det er slet ikke historien her. Istedet gælder det stedets initiativtager, den nu pensionerede, men stadig uundværlige Olle. Sjældent har jeg været så heldig at opleve en person i den grad brænde igennem (dårlig vits). Han nærmest boblede over af glæde ved at få lov til at formidle sit budskab, hyggede sig ganske åbentlyst ved at fortælle og kunne have blevet ved i dagevis - uden at vi andre var blevet trætte af at høre på ham. Der var tale om ægte entusiasme og en enorm evne og vilje til at få sit budskab igennem. En fantastisk oplevelse i siog selv. Når den samme gælde og begesjtring helt åbentlyst lyste igenne fra centrets øvrige ansatte og ikke mindt gav sig udtryk i en smittende humor i gennemgangen af de forskellige brandmuligheder, ja så kom jeg og vist hele gruppen afsted fra besøget i fineste humør. Ikke dårligt klaret af en Nordmand.

Se mine brandvarme fotos her:

http://picasaweb.google.dk/HHalbum/OsloNovember2007

I'll be back

Velfærd

2007-11-01T18:17:00.000+01:00

Forleden var der et indslag i en af TV aviserne, hvor de viste en før og nu sitiation med en ældre dame og hendes rengøring ved sidste valg og nu. Damen var en sød og rart udseende 85 årig, tilsyneladende boende i en pæn lejlighed, veludstyret og velholdt. Indslaget viste at hun ved sidste valgkamp havde problemer med sin rengøring. Der var 3 ugen mellem hvert besøg og skærmen viste ganske rigtigt nullermænd og støv på reolen. Siden havde hun fået rengøring hver 14. dag og nullermændene var væk. Godt for hende og hendes rengøringshjælp.

Men er det virkelig det velfærdssamfundet drejer sig om, virkelig det som politikerne skal konkurrere på at love mest muligt om?

For det første, hvad forhindrede damen i at tørre støv af selv, hvis den smule støv generede hende. Var hun for svag til at gribe en støvekost og lige gå efter under bordene eller tage toiletbørsten og lige skrubbbe efter hvert besøg? Det er muligt at hun vaar multihandicappet, men det fremstod ikke sådan. Men ligegyldigt hvad årsagen var til at hun ikke var tilfreds med sin rengøring, så er det vel næppe en kærneopgave for kommunen?

Og så det andet. Hvad er det for et samfund vi tilbyder når der helt åbenlyst drives rovdrift på hjemmehjælperne og rengøringshjælp. Det er grupppen med størst nedslidning og størst utilfredshed med jobbet. Måske en af hjælpemulighederne er at sætte en mere rimelig standard for hvad man kan kræve af sin kommune. Måske nogle lokalpolitikere og nogle højtlovende folketings ditto skulle have mod og mandshjerte (gerne i en kvindekrop) til at sige højt, at der altså må prioriteres. At det er vigtigere at få folk i bad end at få tørret støv af. At det er vigtige at hjælpe dem, der ikke har evnerne end at hjælpe dem, der tilsyneladende selv har overskud.

Jeg mener, hvad er politik og hvad er politikernes ansvar? At prioritere, at vælge mellem forskellige muligheder udfra et ansvar for helheden, ikke?

I'll be back

Blues for Helle

2007-10-27T09:45:00.000+02:00

Jeg er godt nok på skideren i denne tid. Egentlig er der ikke meget, jeg hellere ville end at se en ny regering med Helle T i spidsen. Tror på hende, på hendes "staying power" og på hendes vilje til magt - ikke uvæsentlige elementer for en ny statsminister. Men hvad er der at slås med? Hvilke gode argumenter skal skyde Anders Fogh og Pia ned? Mine to ønskepunkter er desværre fredede og forsvares indædt af både Anders og Helle.

Danmark skriger på en anden beskatning så kommunerne og ikke mindst regionerne kan ånde lidt friere igen, så der kan blive penge til lidt renovering af skoler og lignende og ikke mindst til at hele uddannelsesområdet kan få et pift. Men nej, skattestoppet står fast. Idioti og kortsigtet, det ved alle, men politisk korrekt. Mit andet ønskepunkt er en anstændig flygtninge/indvandrer politik. Narrret igen, her er der også enighed om at lade de stakkels irakere rådne op i flygtningelejrene (hvis altså ikke de skynder sig at få børn og så bliver tilbudt et eller andet uden for lejrene)

Så hvad er der ellers?

Flere penge til friere forskning og fokus på uddannelserne? Jeg ser ikke de store uenigheder mellem partierne her og jeg må indrømme, at dette emne næppe er noget den bredere del af befolkningen skriger efter.

En massiv indsats overfor simpel danskundervisning i skolerne så 20% ikke forlader skolen som funktionelle analfabeter. Tja, for mig et centralt område, der for alvor kan gøre et indhug i uligheden, men hvor finder jeg et parti, der vil gøre dette til en mærkesag - og som vil finde pengene gennem en skatteomlægning?

Så er der jo altid velfærden. Vi vil meget mere velfærd - flere milliarder til velfærd, flere garantier og flere rettigheder til de grupper, der har formået at skaffe sig pressens opmærksomhed. Tja, bum bum, kinesermand! For mig ren paradepolitik i det konkrete, selvom jeg da godt kan se at Venstre på sigt er ude efter at privatisere velfærden og vi trods alt søger at fastholde det fælles ansvar. Men i detaljen, i det her og nu aktuelle, som kan begejstre og vinde valg, der er det sku da svært at se forskel.

Så jeg er på skideren, ville håbe og inderligt gerne tro, men overbevisningen er svær at hente op fra dybet. Måske jeg i sidste ende skal sætte min lid til, at folk er trætte af at se og høre på Fogh og især Pia. Måske håbet skal gå på, at Helle ser bedre ud end Anders Fogh og hans flok af jakkesæt. Margrethe overstråler sandelig også Bent B på alle punkter for slet ikke at snakke om Villy, der fremstår langt mere fornuftig og følgbar end Pia K.

Vi får se og

I'll be back

Præstemangel, et løsningsforslag

2007-10-19T11:01:00.000+02:00

En af torsdagens nyheder var en bekymret biskop, der forudså præstemangel om få år. Virkelig en nyhed som fik mit humør lidt op. Tænk sig engang, der begynder at snige sig fornuft ind i befolkningen, ikke mindst ved valget af uddannelse. Men hvordan løse problemet, når nu den 80 årige præst er trådt af og sognekirkens tre faste kirkegængere savner en hyrde, for slet ikke at glemme en person, til at forestå de voluminøse brylluper og barnedåbe i den traditionsrige kirkebygning. Der må skaffes hænder!

Og hvor finder man løsagtige hænder idag, især hænder med den rigtige uddannelse, så de lige kan glide ind i samfundet uden at vi behøver at investere i nogen særlig og længerevarig uddannelse? Jo, modellen er jo velkendt fra regeringens udspil om greencard. Vi finder et uland, med folk med den rette uddannelsesbaggrund og inviterer udvalgte eksemplarer til Danmark. Gerne med familie og gunstige skatteordninger. I dette tilfælde følger der jo også en standsmæssig bolig med, så dér har vi heller ikke problemer. Og hvad skule forhindre en veluddannet imam fra Pakistan eller Indien i hurtigt at omskoles til danske forhold? Ritualerne er ganske vist lidt forskellige, med en præst med fuldskæg, det er vel ikke ukendt og kjortler går de sågar også i i forvejen. Og troen er jo ikke så forskellig, den bygger i hvert fald på samme grundlag. Skulle de så være lidt formalistiske i troen, sågar med en snert af fundamentalisme, så er det vel næppe noget, der adskiller dem fra diverse højprofilerede, nuværende danske præster.

Så hvorfor ikke være lidt fremsynet, når nu yngre danskere ikke længere gider at uddanne sig til sjælesørgere. Lad os hente hjælp, hvor der er rigeligt af slagsen i forvejen. Giv dem et kort kursus i det rette messende tonefald, der er alligevel ingen der hører efter i kirken, og så få dem i gang. Hokus pokus, de tomme kirker vil ikke stå uden præst - og når vi så en gang sender dem tilbage hvor de kom fra, så har de jo lært noget om dansk demokrati og ytringsfrihed.

Hvad siger i så, Langballe og Krarup? Er det ikke for en gangs skyld et forslag, som i kan støtte?

I'll be back

Nu gik det lige så godt

2007-10-18T09:43:00.000+02:00

Det der med den globale opvarmning er en underlig fjern størrelse. Tilsyneladende er eksperterne enige om at det går den helt gale vej, at temperaturen stiger, at vandene stiger og at det er nok så alvorligt. Men uvirkeligt alligevel, nok mest fordi vi ikke rigtigt tror på at det kan gå så galt, fordi løsningerne ser så umulige ud og måske også fordi vi - jeg- er trætte af forskere, der råber ulven kommer.

Min grundholdnin er optimisme, at verden, med udsving, udvikler sig bedre og bedre for det store flertal. Udviklingen er et gode og før eller siden får vi også de mindre priviligerede i Afrika med. I modsætning til mange nostalgikere mener jeg forholdene i dag er langt bedre end for 25 år siden, og 50'erne, dem drømmer jeg slet ikke om.

Men nu kommer de kloge så og siger at opvarmningen tager vejret fra os, i bogstaveligste forstand. Ja endda i en sådan grad, at kort viser at jeg skal investere i en husbåd, hvis jeg vil blive boende her på Birkevej. Måske værre endnu, jeg skal til at skynde mig, hvis jeg vil se Grønland, medens det er hvidt.

Når jeg, på trods af al den formodentlig uomtvistelige viden, alligevel synes det er lidt uvirkeligt, så hænger det måske sammen med at løsningen, at nedbringe brugen af fossilt brændstof og nedsætte husdyrbruget og reducere befolkningstilvæksten og... Alt det virker temmelig umuligt. Hvordan får man forklaret et par milliarder kinesere, at det med køleskab, bil og et barn og en ko ekstra, det er altså ikke lykken? Hvordan får man forklaret os andre at lykken ikke er flere spor på motorvejene, en bro til Jylland og flyrejser til de eksotiske steder fjernt på kloden (hvis altså ikke der er oversvømmet). Selv er jeg stolt af at cykle på arbejde, men kunne ikke drømme om at tage toget til Jylland eller bruge samme cykel til at rejse på ferie med.

Og så til det sure opstød: Hvordan kan det være, at ansvarlige ledere, politikere først og fremmest slipper af sted med at gemme sig bag uforpligtigende handlingsplaner, vage hensigtserklæringer og reduktionsmål, de ikke hara tænkt sig at opfylde. Hvor er lederskabet, viljen til at sætte dagsordenen, til at tage fat om problemet. Hvor er EU som det afgørende redskab i kampen mod den globale opvarmning, hvor er FN?

Svaret blæser ikke i vinden, svaret er at vi alle har svært ved at se realiteterne i øjnene og kræve forpligtigende handling. Svaret er at vi dybest set alle har opgivet og blot håber, at forskerne tager fejl.

I'lll be back

Jeg forstår det altså ikke

2007-10-13T09:37:00.000+02:00

Ligegyldig hvor meget jeg forsøger, så ender jeg altid med et stort spørgsmålstegn oppe i hovedet:

Hvordan kan vi som nogenlunde oplyst og civiliseret nation se til at torturen for de afviste asylansøgere begrundes med henvisning til at vi ikke vil have så mange asylansøgere som i Sverige?

Hvordan kan vi se til, at regeringen gør asylansøgerne personligt ansvarlige for torturen med henvisning til at de ikke "tør" rejse hjem til Irak?

Hvordan kan det gå for sig at ingen gider diskutere, hvad det var vi skulle i Irak i det hele taget?

Ikke engang som led i et angreb på Anders Fogh?

Vi slås med Taleban i Afganistan, men hvor er de andre lande i Nato, ikke mindst militært stærke lande som Frankrig, Tyskland og Italien?

Velfærd er det store modeord, men i betydning flere penge til alle og alles behov. Men hvor er fremtidssikringen, hvor er investeringen i simple sprogkundskaber, i uddannelser, i forskning og ikke mindst i miljøbeskyttelse. Hvorfor er det at ingen tør prioritere, tør vise lederskab og mod?

Hvordan kan det lykkes mit eget parti, at undgå en hver strategisk konfrontation med regeringen, men alene at markere sig om kommasætningen?

Og min egen, kære fagbevægelse, skal vi vedblive med at håbe på værre tider, håbe på at arbejdsgiverne begynder at mishandle de ansatte igen, håbe på at de unge dog forstår, hvad der er til deres eget bedste? Hvorfor afvises et hvert tilløb til snak om tilpasning og forholden siog til virkeligheden?

Og hvorfor sidder jeg stadig her og er så klog, uden at nogen tænker på at tilbyde mig posten som Alfader i dette land?

I'll be back

Ps:

Og hvorfor lever Paz Vega i en anden verden end min?

Heart of Darkness

2007-09-30T13:21:00.000+02:00

Har aldrig læst denne gamle klassiker om Congo, kender kun Coppolas version, Dommedag Nu og Marlon Brandos ganske særlige form for vandvid, "the Horror, the Horror". Men brugte min første dag med læseevnen tilbage fra feberen til at afslutte Øjvind Kyrø's Congo: Farezone 5. En på mange måder mystisk bog, med ikke så lidt Heart of Darkness over sig. Ikke blot rejser forfatteren rundt i Congo, men han er yderst politisk ukorrekt i sin profilering af oplevelserne. Congos problemer bliver sat i relief af hotelværelser uden rene lagener og lange ture på ubekvemme motorcykler og ikke mindst af forfatterens særdeles bramfrie omtale af sine forskellige hjælpere.

Men Congo er en frygtelig historie, hvordan man end fortæller den. Midt i Øjvind Kyrøs problemer med bekvemmeligheden refererer ham en intern Congo vittighed: "Hvad gjorde I dog før i fik starinlys? Vi tændte da bare for det elektriske!"

Congo har ikke alle dage været en rædselshistorie med mere end 4 millioner dræbte fra 1998 til 2004 og fortsatte udbrud af bandekrig. Der var en tid før Stanley og Kong Leopold, en tid før først gummiet, siden guld og diamanter. Men siden er Congo i den grad blevet synonym med plyndringen af Afrika og ødelæggelsen af store dele af et kontinent. Der er to ting, der skinner igennem efter denne bog og tidligere om landet.

Folk bliver ved med at kæmpe for et anstændigt liv, no matter what, men de får ikke mange chancer.

Har som sagt tidligere læst et par bøger eller tre om Congo, både om historien og om landets sammenbrud og de nuværende rædselsfulde tilstand. Men som Øjvind Kyrø skriver, det er der ikke kommet noget ud af. Congo er væk fra dagsordenen, det er ikke her TV sender direkte fra, ikke her vi følger FN's bestræbelser på at skabe fred, ikke her vi følger kappestriden mellem Vesten og Kina om at udnytte naturrigdommene. Congo forbliver Heart of Darkness set med vestens øjne. Måske fordi vort ansvar for problemerne er så direkte, måske fordi succecssen er så langt væk. Eller måske fordi vi bare ikke orker?

I'll be back

Nu har jeg faktisk kæmpet mig igennem Heart of Darkness. Spændende historie, men ret svært forståelig og meget åben for fortolkninger. Jeg er ikke sikker på, jeg ville have "forstået" Conrads budskab, hvis jeg ikke havde læst en masse andre bøger om Congo, hvis det da overhovedet er det, den handler om?

Influenza

2007-09-29T12:41:00.000+02:00

Sådan er resultsatet af 5 dages influenza, knap 6kg reduceret og med kræfter som en 110 årig. Jeg har nu prøvet det før, den begyndende fornemmelse i kroppen, trykken for brystet, jag i hovedet, mærkelige drømme og så visheden. Nu slår det til, den snigende feber, snot i urimelige mængder, hosten, rigtig feber og så opkastninger, alt skal ud, intet kan komme ind og lysten til noget er helt væk. De lange timer på sofaen med blikket stift ude i haven og foden tvangsmæssigt vippende, turene ud til håndvasken. Uden at kunne læse, uden at orke at se fjernsyn, uden andet end tiden som selskab - og så en god portion fortjent selvmedlidenhed. De ulideligt lange nætter uden søvn. Men som forventet efter end 3 til 4 dage begynder det langsomt at vende. Jeg kan holde lidt væske i mig og knibe en enkelt kiks ned. Idag er jeg så på rette vej igen, har både sovet og været i bad. Stadig med snot i overmåde, stadig uden evner eller vilje til at foretage mig det ringeste. Men dog nu med evnen til at sove og til at læse. Så fremad, men hvor er der dog langt. Har en aftale mandag, som jeg dårligt kan skippe, men går det, vil jeg have kræfter nok? Næste udfordring er onsdag og dér burde jeg være nogenlunde klar, men når jeg det? Risikerer jeg ikke tilbagefald og længerevarige symptomer?

Og som for at føje spot til skam, eller hvad det nu hedder: Samme dag som jeg for alvor blev syg var der en meddelelse i 3F om at vi alle kunne blive vaccineret...

I'll be back

Om at se ind i sindet

2007-09-23T18:16:00.000+02:00

Hvordan vil verden se ud den dag, vi kan se ind bag øjnene, bag hjernevindingerne helt ind i hjernecellerne, i neuronernes fantastiske verden. Der hvor sjælen sad, inde ved alt det dybe og ubevidste og hvor religion og overtro indtil nu har haft eneret.

Der er vi åbenbart på vej i kraft af moderne scannere, der kan registrere elektiske strømninge og aktivitet rundt i hjernens forskellige dele. Skal man tro den seneste bog fra Lone Frank, Den femte revolution, så er det i hjernen den nye og banebrydende forskning er ved at få fat.

Gennem indsigt i hjernes aktivitet under forskellige former for påvirkninger kan forskerne nu se, hvordan vi reagerer og begynde at postulere hvorfor vi reagerer som vi gør, eller rettere sagt, hvordan vi reagerer som vi gør. Svaret antydes i bogen, vi føler som vi gør fordi vor biologiske udvikling her skabt os sådan. Såre simpelt og banalt. Er det så viden, der kan bruges til noget, spørger Lone Frank? Tja, det er der i hvert fald tilsyneladende ret så mange, ikke mindst blandt ledende forskere, der gør og der er også ved at være penge til forskningen. Så hun forventer en rivende udvikling de kommende år.

Tænk at kunne tilrette en reklamekampagne ikke alene udfra hvad folk siger, de tænker, men udfra en klar viden om hvad de faktisk føler, sådan helt i det ubevidste. Eller hvad med den perfekte løgnedetektor? Har du haft fingerne i småkageposen? Nå, vil du ikke svare - så får du lige hovedet en tur i scanneren!

Og hvad stiller vi op med religionen, når det guddommelige er reduceret til elektiske strømme mellem to centre i hjernen? Kan man håbe på en masse arbejdsløse præster, imaner og rabbinere?

Skræmmende bog og ikke mindst spændende. Lone Frank skriver befriende ligetil og klart, som læser er man meget direkte med hende på besøg hos hjerneforskerne, med hende inde i scanneren og man oplever de forskellige forskningsområder klart og tydeligt gennem hendes øjne og øren.

Og så er hun befriende fri for fremtidsforskrækkelse. Lone Frank konstaterer, stiller de relevante spørgsmål og reflekterer klart og tydeligt, men hun er ikke forskrækket eller skræmt over fremtiden. Jeg fornemmer, hun tror på fremtiden, på at forskningen og teknologien i sidste ende kommer menneskeheden til gode. At udviklingen er til det bedre, men at fejltrin vil ske, at ikke alt vil blive godt. Hovedtendensen er dog ustoppelig, naturlig og vil blive til gavn for os alle.

En rigtig god bog til at få gang i hjernecellerne med, i dobbelt forstand. Læs den - - før din hjerne.

I'll be back

Kongres blues, sidste ombæring

2007-09-21T14:39:00.000+02:00

Hjemme igen efter en uges kongres. Ikke så lidt klogere på hvad forbundet er for en størrelse og endnu mindre sikker på at kursen holder.
Hvad gør man med en bevægelse, der ikke vil bevæges? En bevægelse, hvor et større antal insisterer på at verden ikke er ændret, hvor et antal synes det er vigtigere at markere egne standpunkter end at gøre andre klogere? Hvordan får vor bevægelse resultater ud af fællesskabet, når fællesskabets enheder lægger større vægt på autonomi end på at være en del af et fællesskab?
Hvad gør man når fællesskabet på bedste fælles vis beslutter at gå til venstre, og der så alligevel åbenbart stadig er ret så mange, der uden videre forbeholder sig retten til at gå til højre; en del, der der vil kræve en fornyet og ikke mindst længere debat; en del, der vil brokke sig over centralistisk kommandostil og så en del, der bare vil fortsætte med at lade som ingenting?
For en del år siden beskæftigede jeg mig en del med hvad der får virksomheder til at skifte til moderne, involverende og værdibaseret ledelsesstrategi. Svaret var i de fleste tilfælde, at afgrunden ikke var til at snakke sig udenom. Enten skiftede man grundlæggende sin strategi ellers kunne virksomheden kysse sin røv farvel.
Et tab på 1000 medlemmer om måneden er åbenbart ikke afgrund nok for 3F. Besynderligt nok fordi det er jo ikke mangel på kvalitet og ægte engagement, der er 3F's problem. Alligevel var det ikke snakken om afgrunden, der fyldte på kongressen. Jo da, besværgelser og det besynderlige begreb, håndslag var der nok af - men debat om kursen, nada!
Når der så alligevel er håb, tror jeg, er det fordi fundamentet grundlæggende er sundt og levedygtigt. Danmark har brug for en fagbevægelse, brug for 3F og brug for meget mere fagforening. Nu har vi så tre år til at slikke sårerne og til at blive klogere. 3 år til at få kombineret suverænitet lokalt med fælles fodslag så der kommer sammenhæng i tingene. 3 år til at glemme alt om SID og KAD og om hvordan alt var bedre dengang. 3 år til at blive det 3F langt de fleste vist alligevel ønsker sig.
I'll be back

Kongresblues, nu med varme

2007-09-20T14:49:00.000+02:00

Onsdag sagde vi farvel til en af fagbevægelsen virkeligt store. En af dem som har præget centrale spørgsmål såvel snævert fagforeningsmæssigt som samfundsmæssigt. En fjern skikkelse for en simpel miljøkonsulent som mig. Så jeg kender ikke Lillian, kender ikke alle historierne og kontroverserne om hendes person og da slet ikke de lig, hun uden tvivl har lagt bag sig i vejkanten.
Men jeg var imponeret over afskeden, imponeret over den varme, der blev hende til del og den umiddelbare varme hun svarede med. Denne første del af hendes afgang foregik sammen med Privat Service og ikke hele kongressen. Der var mange følelser på spil og jeg kan sætte mig ind i hvad hendes fratræden må betyde både for hende og for dem, der har været med på vejen. Det blev til en fin afslutning som i sin varme kom til at skille sig stærkt ud i forhold til den ofte nedgørende tone, der havde været i debatten i det store fælleskab. Måske var der virkelig forskel på kulturen i det forhendværende KAD og så det måske ikke helt så forhendværende SID?
Jeg kan i hvert fald håbe på og i det små selv forsøge at bidrage til, at varme og gensidig respekt på tværs af politiske forskelle kommer mere på banen i det daglige. Om ikke andet kunne det blive rarere i dagligdagen.
I'll be back

Mere kongres blues

2007-09-19T12:28:00.000+02:00

Det er egentlig utroligt, så træt man kan blive af overhovedet ikke at lave noget, eller måske er det nattearbejdet, der trætter? Nu er jeg i hvert fald glad over at det snart er overstået.
Der er ellers mange ritualer, der skal overstås på en sådan 3F kongres. Der bruges store ord og husker taleren ikke at sige klassekamp, dumme arbejdsgivere og så pege finger af forbundsformanden - så går det ud over klapsalvernes længde. Der skal takkes for sidst og der skal afleveres rabatmærker med udløbet dato.
En ting har dog overrasket mig og skuffet. Jeg mener ikke at have hørt et ord om, at flertallet af vore medlemmer da vist som minimum ikke har fået det værre i kongresperioden, sådan økonomisk set i hvert fald. Ikke et ord om at denne velstandsbølge flertallet af beskæftigede rider på og i, måske er medvirkende årsag til at Fogh sidder så fast i sadlen, medvirkende til Socialdemokraternes problemer og ikke mindst medvirkende til vore problemer med at holde på medlemmerne. Måske havde jeg forventet lidt mere snak om hvordan vi kommer videre og lidt mindre snigskytteri. Det batter altså ikke meget i min bog at love, eller give håndslag på, at hvis vi bare gør det lidt bedre, blir lidt mere synlige, gør en lidt større indsats og Poul Erik lyder mindre som forsikringsagent - så kommer medlemmerne strømmende.
Jeg hørte et pip her til formiddag om at måske er vi selv en del af problemet, måske vor overenskomst, den gamle RBF overenskomst ikke dur i virkelighedens verden. En antydning af, at vi også selv må se vore egne kort efter, og ikke kun skælde modparten ud. Håber pippet blev hørt og bliver behandlet som ét bud på at tage virkeligheden alvorligt.
Et andet fraværende emne er sammenhængen mellem vore aftaler om lønnen og om hvorvidt disse aftaler betyder noget for den omsiggribende nedslidning og stress. For mig er sammenhængen åbenbar, men det er ikke i de cirkler, jeg hører debatten.
Nå, det er nu alligevel sjovt. Møder mange gode kolleger og får sjove snakke.
I'll be back

Kongresblues

2007-09-17T15:02:00.000+02:00

Så sidder vi her i Aalborghallen, Stor kongres med hele forbundets top, spydspids, hjernetrust eller hvad det nu hedder. Mere end 900 delegerede, gæster fra fjern og nær. Taler af Helle T, Hans Jensen, udenlandske gæster, kunstnere og hvad der ellers hører sig til ved en så traditionsrig begivenhed. Og ikke mindst en forbundsformand, der tillader sig at forsøge sig med lidt nyskabelse. Poul Erik tillod sig at mene noget om hvordan man kunne gøre 3F mere slagkraftig, effektiv, Meget Mere Fagforening, som det glimrende slogan lyder. Men nej, det skulle han ellers ikke have gjort. Jo luftige banbuller mod kapitalen, Anders Fogh og de alternative fagforeninger, det er OK. Men bud på hvordan vi kune gøre det anderledes, det er ikke vel hørt. Hvad var problemet? Jo, et hvert forslag om mere samlet indsats, fælles servicemål og i dette tilfælde ens kontingent er per definition et forsøg på at centralisere, på at fratage afdelingerne deres suverænitet. På at tilrage sig magten. Afdelingerne står jo for magten, og nogen gange lyder de nærmest som om Forbundet, dvs. den fælles overbygning, eksisterer løsrevet fra afdelingerne.
Besynderligt, hvordan man kan argumentere for at et kollektivt, demokratisk organ, ganske entydigt styret af selvsamme fælleskab af afdelinger kan tiltage sig diktatoriske tilbøjeligheder. Glemmer de helt, at en nok så diktatorisk, koncerndirektør-agtig formand ikke kan gennemføre det ringeste tiltag uden tilslutning fra selvsamme afdelinger? Åbenbart, men ikke specielt logisk. Argumentet er at afdelingerne i kraft af deres eget lokale demokrati, ved, hvad der rører sig blandt medlemmerne. Men i demokraties navn er det vel lige så demokratisk at lade et flertal af en kongres, et HB møde eller hvad ved jeg, beslutte noget for det fælles forbund, som det er at lade et lokalt fællesskab beslutte noget angående afdelingens forhold.
Tja, man skal nok have længere i fagbevægelsen end mine knap 24 år som centralt ansat for at forstå den logik.
I'll be back

Karen igen igen

2007-09-14T10:49:00.001+02:00

Jeg kender ikke Karen Jespersen, har ganske vist truffet hende et par gange i større forsamlinger i hendes tid som socialdemokrat, men det er også det hele. Karen har slåsset for liberale værdier hele sit liv, siger hun selv. Fra tiden som rødstrømpe til nutiden som Venstres hovedvåben mod Socialdemokraerne har grundholdningen været den samme, at slås for liberale værdier. OK, jeg vil gerne være venlig - i hvert fald på skrift - hvis det udsagn er rigtigt kan kun en af følgende påstande være rigtig:

Liberale værdier som fremført af Venstre er at sikre størst mulig lighed for alle i samfundet

Enhedslisten, SF, Socialdemokraterne slås for social lighed i samfundet

Hvis det første er rigtigt i Karens optik kan man undre sig over at hun var så lang tid om at få øjnene op for det. Hvis det andet er sandheden, kan der kun være én grund til at søge Venstre, nemlig personlig ambition.

Men, hvem ved, jeg kan ikke se ind i Karens hjerne eller gennemskue udsagnet om at slås for liberale værdier som medlem af VS. En teori, et vildt gæt kunne være at begrebet liberale værdier opstod i Karens hjerne før vi fik stakkels uoplyste muslimske tilflyttere til landet og at begrebet liberale værdier mangler et væsentligt tillægsord for at blive forståeligt. Det skulle nok hedde "Liberale danske værdier" set fra udsigtstårnet i Dragør bymidte. Altså at liberale værdier ikke betyder plads til alle, tolerance og empati, men at værdierne helt defineres af en anden markant kvinde, nemlig Pia K. Hvem siger at kvinder ikke kan tænke dybtsindigt?

I'll be back

9/11

2007-09-11T21:28:00.000+02:00

Kan der egentlig siges noget nyt om 9/11? Både og, konsekvenserne er blevet som det formodentligt var Osama Bin Ladens mening. Islam mod resten af verden, slagmark hvor Islam er stærkest og øget polarisering verden rundt.

Amerikanerne opfører sig som "puppets on a string" og gør dagligt Osamas beskidte arbejde. Et hvert formål som han måtte have haft med sit angreb på USA er gået ti fold i opfyldelse og han må egentlig være godt tilfreds med sig selv, derude i bjergene mellem Pakistan og Afganistan, eller hvor han nu har sit TV studie.

Også Samuel P Huntington må føle sig i vælten disse dage. Det var ham med "The Clash of Civilisations" og tesen om kampen mellem de store kulturer. Omvendt med Francis Fukiyama, ham der forudsagde "The End of History", alt var sket med Sovietunionens sammenbrud og resten at historien ville være fryd og gammen på Vestens præmisser. Han må godt nok være sur og har da efter sigende også indrømmet sin fejltagelse i en ny bog, som sikkert ingen har læst.

Også vor ven George W Bush kan være i godt humør. Uden 9/11 havde han formodentlig gået over i historiens glemmebog som blot en i række af uduelige præsidenter. Istedet vil han nu blive husket for krigen mod terror, Irak og ikke mindst det mindeværde klip fra børnehaven, hvor han får besked om angrebet på Twin Towers.

Værre er det for alle os andre som egentlig mente, at verden havde gode muligheder for at blive et bedre sted for alle mennesker. Som egentlig ikke kunne se de store problemer i at leve sammen med muslimer, jøder eller kristne fundamentalister. Vi er nu tvunget til at vælge, hvis vi er for dem er vi mod de andre og hvis vi tillader os at argumentere for at gråtoner eksisterer, så er vi imod ytringsfriheden, svigter vore kæmpende drenge eller hvad det sidste nye slogan nu går på.

Jeg nægter, ganske simpelt - gider ikke være en del af den strid. Fundamentalister, dem kan jeg blive gal og intolerant overfor. Men muslimer, buddister, kristne, ja selv republikanere, dem skal der være plads til, bare de grundlæggende tænker på samme måde om mig. Jeg orker ikke deltage i krigen mod terror lige så lidt som jeg kan sige noget som helst godt om fundamentalisternes korstog for genskabelse af middelalderens mørke. I min verden hører kalifatet hjemme i en gammel, meget læst tegneserie om de egne.

Skulle jeg tro pressen, så bor der en vaskeægte islamistisk terrorist lige et håndgranatkast fra mig, skal jeg nu til at være bange for ham - nej vel vil jeg ej! Er det acceptabelt at internetudbyderne nu overvåger hvad jeg laver på nettet? Nej, det er et helt unødvendigt og uacceptabelt overgreb på min personlige frihed.

Så her, på 6 års dagen erklærer jeg højtideligt, I want no part in it. Jeg vil slås mod global opvarmning, slås for lige muligheder til alle, uddannelse og medicare også i Afrika. Ja, selv en bil til alle Vietnamesere (hvis altså ikke det var så skidt i forhold til det med opvarmningen) Jeg vil også slås for, at Irakerne skal have ret til selv at bestemme i deres land, slås for at kvinderne i Iran og lignende steder kan få deres frihed tilbage fra religiones formørkelse. Jeg vil sågar slås for at amerikanerne kan få deres drenge hjem igen, uden at det skal ske i ligposer. Men at mene at Bush er bedre end Bin Laden, at kristendommen er bedre eller værre end Islam, der melder jeg mig ud - hold jer væk. Og skulle der stille en bombebehængt galning i min indkørsel med et krav om at jeg siger "Down with Bush" får han også fingeren. Skal der bruges gødning skal det være til blomster, ikke til bomber. Skal der der ske militær intervention, så intervenér for palestinænserne eller måske for dem i Dafur.

I'll be back

Hvem er værst

2007-09-09T09:57:00.000+02:00

Jeg mener, hvem skal jeg blive mest arrig på, de autonome eller terroristerne fra Nørrebro? De er jo mere ens, end de nok selv vil indrømme. Den ene part insisterer på retten til at brænde og hærge for at få , hvad de mener er taget fra dem. Den anden part vil bombe for at få anerkendelse/underkastelse eller bare opmærksomhed.

Den ene part har demonstreret evnen til at terrorisere en hel bydel og evnen til at samle hele nationens afsky om sig. Den anden part har i hvert fald PET og pressens bevågenhed og dermed nationens. Begge parter er tilsyneladende enige om, at deres opfattelse af et berettiget krav kommer før almindelig anstændighed, medmenneskelighed og sund fornuft. Begge parter demonstrerer også en udsøgt mangel på forståelse for, at deres handlinger skader deres sag. Begge består de af helt unge mennekser, tilsyneladende uden virkelig rod i samfundets mainstream.

Når alt det er sagt, så falder mit lod altså for de misledte bombemænd. De slås da i hvert fald for et eller andet, som jeg kan forstå, for en tro eller et håb om en bedre verden. De autonome, de slås bare for at få ret, for et krav. De ligner mest børn i børnehavealderen, der kan rasere børneværelset fordi yougurten er peach melba og ikke jordbær.

Hvem er så mest effektive? Jo, de autonome raserer, smadrer og skaber sig, men kommer ikke videre. Terroristerne, de skræmmer bredere og i dybden. I øvrigt godt hjupet af en uhellig alliance mellem PET og pressen. PET skal vise sin effektivitet og sikre sig støre bevillinger, pressen sælger altid bedst når den kan sælge frygt og utryghed.

Til sidst et ord om sikkerhed. Terrorister i Danmark er godt stof, ingen tvivl om det. At de er her er alvorligt og truslen fra dem muligvis reel nok. Men hvornår er det blevet god presseetik at offentliggøre adresse på mistænkte, ovenikøbet før de overhovedet har væreet stillet for en dommer? Og hvad ligner det, når PET frejdigt knytter terrorgruppen sammen med ledende Al Queda folk. Er det reel borgeroplysning eller et forsøg på at puste til ilden og dermed til frygten (og dermed til flere bevillinger)? Det havde vel været nok, at begrunde anholdelserne med frygten for at de var ved at fremstille bomber. Nu får vi istedet et billede på nethinden af Osama Bin Laden i sin hule i ToraBora bjergene i ivrig telefonsamtale med hans diciple på Glasvej, udstedende ordrer og med gode råd til hvordan stofferne fra Matas skal blandes.

For mig at se, går pressen godt i spænd med de unge terrorister, eller hvad de nu er. De behøver ikkke sprænge bomber eller myrde uskyldige for at få opmærksomhed, for at sprede deres budskab, det klarer pressen og PET i uskønt samarbejde.

I'll be back

The Bourne Ultimatum

2007-09-01T14:48:00.000+02:00

Hvis man skal eller bør tage amerikanske actionfilm alvorligt, så er denne sidste om Jason Bourne lidt af en udfordring. Vor helt er på jagt efter sandheden om sig selv, hvordan han er endt som supereffektiv lejemorder for Uncle Sam, CIA, NSA eller hvem det nu er. En totalt forvrøvlet historie på grundlag af den sædvanlige konspirationsteori om CIA, der handler på egen hånd og sætter almindelig anstændighed ud af spillet. Kombineret med moderne Big Brother teknologi, så skurkene, agenterne eller hvad de nu bør kaldes til enhver tid kan se hvad der foregår overalt i verden. Så hvorfor tage filmen alvorligt? Måske fordi den selv lever på netop frygten/fasinationen for det løbske regeringsorgan, der på vegne af fællesskabet, fører kampen mod fjenderne, terroristerne, os alle sammen med den yderste brutalitet og konsekvens. The last line of defence. Åbenbart en opfattelse, der går igen i utallige andre film og bøger. Efter at have se tilstrækkelig mange af arten tror man næsten på teorien. Og helt ved siden af er den jo ikke. Vi ser utallige angreb på den personlige frihed i USA i den hellige krig mod terrors navn. Vi hører dagligt om ulovlige anholdelser, tortur og deportation og så om Guantanamo og Abu Graib. Kun en ting adskiller i virkeligheden de fantasifulde historier fra virkeligheden i TV Nyhederne. Filmene ender i sidste ende lykkeligt, helten når sit mål, de mørke kræfter afsløres, skurkene straffes og folkestyret sejrer. Sådan går det sjældent udenfor biograferne. Nok om det. Det mærkelige ved denne vedholdende teori er at disse skjulte regeringsorganer tillægges overmenneskelige evner. De er altid næsten lige ved at lykkes, forhindres kun af en enkelt person, ofte støttet en en insider med det demokratiske sindelag intakt. Sådan tror jeg ikke virkeligheden er. Alt tyder på at CIA gennem hele sin historie har været uduelig, har mislykkedes med sine indgreb, er blevet afsløret gang på gang og i sidste ende hverken kunne undgå Vietnam eller 9/11. De virkelige skurke i Al Queda er stadig på fri fod og har det efter sigende godt og Castro er ved fredeligt at dø af alderdom og cigarer. I fuld offentlighed konkluderede CIA at Irak havde Weapons of Mass Destruction - It's a slam dunk case eller på Foghsk, det er ikke noget vi tror, det er noget vi ved.
Måske disse virkelighedsfjerne film er udtryk for et ærkeamerikansk ønske om virkelig at kunne de ting som de kan på film, et ønske om ikke at være pinligt klumsede. Måske ikke underligt at helten klarer sig som Supermand og at tegneseriehelten Supermand har særdeles mange lighedspunkter med Jesus. Måske de både ønsker sig kræfter som superhelte og snedige agenter, men samtidig ønsker at fastholde drømmen om The Worlds Greatest Democracy. Måske amerikanere er mere dybe end vi normalt mistænker den for?
Som i slutningen, hvor Jason møder sin skaber og får den lakoniske besked, at han selv, oprindeligt frivilligt og med åbne øjne valgte at blive lejemorder og at miste sin idenditet. (sin uskyld?) - Fjenden er ikke dem, det er os selv!
Alt det her ufortalt, så er The Bourne Ultimatum en fremragende agentfilm. Den fungerer på genrens præmisser, slagsmålscenerne er fantastiske, lysår fra Jackie Chan og James Bond, spændingen konstant voksende og især de mange jagter gennem gader og over hustage er imponerende medrivende. Og utrygheden ved brugen af moderne IT til overvågning er nærmest klaustrofobisk.
I'll be back

Politik og forudsigelig kedsomhed

2007-08-22T18:30:00.000+02:00

Lige nu går valgtrommerne, spørgsmålet er ikke om, men hvornår han udskriver valget. Og al almindelig fornuft synes afblæst. Mit eget parti udlover rettigheder til borgerne, en masse af slagsen, Anders Fogh det samme, men med andre ord og 50 milliarder på kant. Bent B lover skattelettelser og Connie snakker om grønne afgifter. Pia er ikke tilfreds, men hvis nu pensionisterne og plejepersonalet, så måske alligevel. Margrethe vil bare gerne ind i varmen. Naser er lykkelig, for nu behøver han ikke have en egen politik, han skal bare kommentere de andres så kan han ellers leve på populariteten. Tilbage er SF og Enhedslisten, der bare er sure og vil trække Socialdemokratiet til venstre. Til venstre for hvad, må man spørge, venstre med stort eller lille V?

Kan man ikke tillade sig et lettere verdensfjernt suk og antyde, at det ikke rager mig så voldsomt, selvom det da bestemt burde optænde mig af den hellige ild og kampgejst.

Jeg hører til flokken, der vrider tæerne af led, hver gang Pia K eller nogle af hendes kompaner toner frem på skærmen eller i avisen. Er umådelig træt af Anders Fogn og hans afvisning af en hver form for politisk debat. Træt af Helles tilsyneladende manglende mod, til at foreslå egentlige ændringer. Socialdemokraterne tror pt. at regeringsmagten ligger hvor Venstre står, blot med nye ansigter. Og jeg er ved at brække mig over de radikales holdningsløse leflen for hvem, der tilbyder mest.

Hvad så, blive hjemme, slukke for TV'et eller gøre min borgerpligt i partiet. Det ender nok med det sidste, om ikke andet så for at vise, at vi stadig er her.

Og så har jeg et lille familiært problem, min søn er kandidat for de Radikale, mener noget af det partiet går til valg på og er i øvrigt en ganske fornuftig fyr, når det altså ikke lige drejer sig om valg af politisk parti. Så jeg kan da altid følge med i hans valgkamp og heppe lidt fra sidelinien. Så hvis du bor på Frederiksberg og kunne finde på at stemme radikalt, så er der her et ikke helt umuligt bud.

Du kan finde ham her, http://www.radikale.dk/CMS/forside03.aspx?SiteID=4340, men lad være med at sige, du havde det fra mig!

I'll be back

Ud at flyve med de skøre

2007-08-19T11:03:00.000+02:00

Forleden undte jeg mig den oplevelse, at bruge en dag på at flyve frem og tilbage til Göteborg i en DC-3 fra 1944. Totalt nørdet og totalt sjovt. Jeg har i en årrække været medlem af DC-3 Vennerne, en forening der holder en gammel DC-3, osse kendt som C-47 eller Dakota. Flytypen er velkendt og der er verden rundt heldigvis en del, der stadig flyver. Det var så anden gang, jeg undte mig en tur og sikke en oplevelse. Ikke nok med at man sidder langt bedre, der er plads til ben og bagdel, man ser bedre ud og ser mere fra 1000 fod end fra 30.000 fod. Men det bedste er stemningen, følelsen af at være del af en makanisme, der næsten har sin egen sjæl. Og så lykkedes det de gamle Douglas ingeniører at skabe en smuk flyvemaskine, med elegante linier og karisma.

Målet for flyveturen var nu hellerikke uinteressant. Tilbage i 50'erne gjorde svenskerne en masse for at forsvare deres neutralitet. Et af tiltagene var underjordiske flyvepladser og den ved Säve udenfor Göteborg er den bedst bevarede og vist også største. Her havde man boret sig ned under et lokalt bjerg og lavet plads til op imod 75 kampfly. Så kunne russerne bombe med atomvåben og hvad ved jeg. Når skyen så var drevet væk, åbnede de porten og flyene var klar til at køre op og kæmpe videre. Et kæmpeprojekt, 22.000 m2 tunnel med al den tilhørende infrastruktur. Så vidt jeg ved, skulle der være 4 tilsvarende anlæg andre steder i Sverige. Man kan sige at svenskerne tog deres neutralitet alvorligt, dengang i den kolde krigs tid. Man kan også sige, de var totalt urealistiske - hvad var der at forsvare, efter at bomben var kastet? Men sådan tænkte de nok ikke dengang. Ihvertfald var den underjordiske flyveplads et godt eksempel på, hvad man dengang opfattede som eneste alternativ til Nato. Ikke underligt at vi i disse dage også hører, at svenskerne helt op i tresserne arbejdede med at udvikle egne atomvåben. I sandhed en helt anden tilgang end hvad vi valgte i Danmark.

Se fotos'ene her http://picasaweb.google.dk/HHalbum/MedDC3TilGTeborg14August2007

I'll be back

90 år

2007-08-12T11:20:00.000+02:00

Hvem skulle tro det, frisk og frejdig og så 90 år gammel d. 6. august. Imponerende og glædeligt at jeg sådan kan opleve min mor som åndsfrisk, fuld af gå på mod og med humør, selvom billedet fra dagen ikke viser det helt. Bevares det er skidt med synet, øjnene holder ikke til krydsogtværser mere, og det kniver med at se ting tæt på. Konditionen er hellerikke hvad den har været, men ellers...
Vi holdt selve dagen med den nærmeste famile, hun stod selv for det hele og vi havde en rar dag i Rørvig. Et par dage før var der fest for venner og den lidt mere udstrakte familie. Stor frokost for mere end 30 mennesker. De fleste kom fra langt fra for at fejre min mor. Der var et par næsten lige så gamle og så alle generationer helt ned til de helt små. Alle kendte de min mor som hende, der altid var der, reserven, der kunne bruges, når egne forældre ikke slog til. Alle holder de kontakten ved lige og kommer mere eller mindre jævnligt på besøg.
Flot gået Mor
I'll be back

Ingenting, uden noget på

2007-08-12T09:39:00.000+02:00

Jeg har ikke meget tilovers for Naser Khader, indrømmet. Der er et eller andet ved den politiker, der provokerer mig. Det er nok dybest set et ubehag over at popularitet er så billigt til salg. Har Naser nogensinde præsteret andet en at være den pæne muslim, svigermors drøm. Ikke så anderledes så det gør noget, men alligevel lidt spicy, så det kan vække interesse i det brede mellemlag.

Og det kan man så bygge et parti på, ovenikøbet er parti som pt. får opbakning af mellem 4 og 5% af vælgerne. Men hvad har de at sige. Jo skatten på arbejde skal ned, hvordan ved ingen. Vi skal være lidt mere venlige overfor flygtninge og indvandrere, men partiet tilslutter sig 24 års reglen. Sådan går det deruda. Små pip, som de andre partier allerede har i deres politik, intet nyt, intet provokerende, intet man kan slå sig på og forholde sig til. Jo altså, nok er nok. Pia K har for megen indflydelse, men derfor kan vi da godt samarbejde med hende, sådan skal det ikke være!

Det er muligt Naser Khader står for noget, men så holder han det hemmeligt. Det er muligt hans parti kan mindske Pia K's indflydelse, men det ser mere ud som om Ny Alliance bare har til opgave at sikre Anders Fogh fire år mere i regeringsstolen. Bør vi vente i spænding på partiets udmeldingner om en ny politik? Tja, jeg holder i hvert fald ikke vejret.

Og så er der hele ideen bag hans ejendomsret til partiet Ny Alliance. Et nyt, moderne parti, altså bare lige til medlemmerne kan læse, at det er ledelsen, de tre musketerer, der bestemmer. Det er OK med medlemskontigent og støtte, et par gode ideer til politik er vel hellerikke at foragte, men tag ikke fejl, der er Naser og Co, der bestemmer og sådan skal det bare være. Sjovt nok er det eneste parti, der har en lignende, "moderne", struktur ingen ringere end Dansk Folkeparti.

Så ja, det er ganske vist. Kejseren har jo ikke noget tøj på.

I'll be back

Irak, endnu engang

2007-08-09T09:35:00.000+02:00

På vej til Jylland hørte jeg et spændende interview med en irakisk flygtning her i Danmark. En kvinde som først i firserne måtte flygte først til en partisantilværelse i Kurdistan og senere efter et giftgasangreb flygte videre over et ophold i Moskva til Danmark. En frygtelig og gribende historie, men også en historie, der efterlod et par sildeben i halsen.

Hendes søn havde hun oprindeligt måttet efterlade, men fik så efter vist 15 år kontakt til ham igen og fik ham familiesammenført til Danmark. Han er imidlertid for irakisk og vælger et par år efter at flytte hjem igen. Han vælger altså Saddams Irak frem for vort trygge Danmark. Efter befrielsen/besættelsen prøver han på at samarbejde med det nye styre og amerikanerne. Han bor i Bagdad, men har nu opgivet af frygt for fundamentalisterne/terroristerne og vil så nu bruge sit danske statsborgerskab til at komme på ny til Danmark.

Et andet sildeben var da kvinden fortæller om sine oplevelser fra to besøg i Bagdad efter krigen. Første gang føler hun sig vældigt godt tilpas og glad. Anden gang et par år senere skal hun arrangere sønnens bryllup. Nu er situationen helt ændret. Hun tvinges til at gå med tørklæde og strømper, musik og sang er forbudt og hun må hyre bevæbnede vagter for at sikre at brylluppet kan afholdes med den traditionelle pomp og pragt.

Sidste sildeben var da intervieweren spørger hende om hendes vurdering af, hvordan hun ser på hvornår der kommer demokrati i Irak. Hun svarer ikke andet end med en henvisning til at det vil tage mange år og at begrebet demokrati vist ikke stod helt krart for flertallet af irakere. Og så siger hun at det er for dårligt, at vi danskere først deltager i en invasion, og så nu forlader den synkende skude (min oversættelse). Hendes opfattelse var vist, at når vi nu var gået ind, så måtte vi blive og gøre den nødvendige indsats til forholdene var i orden.

Hendes ord sad fast i halsen på mig på den lange biltur frem og tilbage til Bjerringbro, godt at der stadig i P1 kan være udsendelser, der kan provokere og vække tvivlen.

I'll be back

Retur fra Azorerne og hjem til Pia K

2007-08-03T12:44:00.000+02:00

Just hjemkommet fra en hurtig tur til Azorerne. Lige midt ude i Atlanterhavet, to timers flyvning fra den spanske halvø, men ellers meget som resten af EU, med enkelte undtagelser, heldigvis. Naturen er fantastisk, vejret er perfekt og fiskeriet er vel som for mange hundrede år siden. Et rigtigt mandeerhverv for rigtige mænd - jeg så i hvert fald ingen fiskende kvinder. I øvrigt var det påfaldende at mændene stod rundt omkring og brugte timer på at snadre med store håndbevægelser og indforstået mimik. Kvinderne derimod, var næsten usynlige. Enkelte kvinder sad på dørtrin eller hang ud af vinduerne, men ellers var de usynlige (Ja lige med undtagelse af de indkøbende kvinder i supermarkedet, de fyldte tilgengæld også på alle måder!)

Hovedøen er præget af gamle vulkaner og deraf følgende dramatiske landskaber, godt med sol og regn og så har de tilsyneladende gjort god brug af EU midler, øen virkede meget velstående, også mere end hvad den begrænsede turisme og så fiskeriet synes at kunne berettige til.

Jeg så hvaler, delfiner, flyvefisk, fugle blæksprutter og en masse andet spændende. Og så var der en frygtelig masse teenage tøser i ikke meget tøj at kigge efter (kun kigge!) så alt i alt en spændende uge midt i Atlanten.

Se billederne her http://picasaweb.google.dk/HHalbum/IlhaVerdeJuli2007

Og så kommer man hjem til lille Danmark, hovedhistorien er Pia K, der nu har udskiftet pensionisterne med plejehjemspersonalet. De skal have mere i lønposen så de bedre kan pleje de pensionister, som DF ikke orker at smide flere penge efter. 5 milliarder som skal fordeles til disse grupper ved overenskomstforhandlingerne, jamen jamen! Hvor længe er det siden at de stod bag forliget med kommunerne om budgetterne, kommunalreformen og hvad ved jeg - sammen med regeringen. Ja, politisk populisme er uden hukommelse, uden anstændighed og uden ansvar!

I'll be back

En umulig sommerdiskussion

2007-07-25T14:40:00.000+02:00

Nu fortrænger den virkelig røde fare de frygtede dræbersnegle. Enhedslisten er i gang med et landsforrædderi og svigter "vore drenge" i krigen i Irak. Dvs. det er jo ikke Enhedslisten, selvom de har ment det samme fra krigens start. Nej, historien er bedre, nu er det Asmaa Abdol-Hamid, der er ude med endnu et ophidsende budskab. Og det er jo en langt bedre historie end hvis Rune Lund eller hvad de nu hedder havde sagt det samme. Ikke nok med at hun ser fremmed ud, hun tillader sig at fremsætte sine synspunkter på formfuldendt dansk. Det kan man jo ikke bare sådan tillade sig. Tænk engang, en kvinde, erklæret fundamentalistisk islamistist, stiller op for den yderste venstrefløj - og så tillader hun sig at fremture velargumenteret, klart og på det nydeligste ærkedanske. Det er simpelthen for meget. Og når hun så snigløber de danske soldater, der ganske vist er på vej ud, men stadig sætter livet på spil, ja så er selv Villy Søvndal på krigsstien. Måske Villy vil sætte Hjemmeværnet ind mod Asmaa når nu interessen for at bruge Hjemmeværnet mod dræbersneglene ikke var så stor.

Til sagen.

Irak blev overfaldet af en koalition af villige, deriblandt danske soldater. Danmark har en styrke i Bashra efter anmodning af den lovligt valgte irakiske regering. Nu med FN mandat, javel, men forklar lige den iraker, der er oplever sig forulempet af fremmede styrker, at hans egen frit og demokratisk valgte regering selv har bedt danskerne om at køre patruljer i hans landsby. Jeg tvivler på at jeg selv ville kunne se forskellen, hvis rollerne var vendt om.

Vi hylder højlydt de få frihedskæmpere, der vovede pelsen under tyskernes besættelse af Danmark. Tyskerne og regeringen kaldte dem ganske vist terrorister, men hvad. Vi hyldede den vietnamesiske befrielseskamp, selvom den var rettet mod en lovlydig valgt sydvietnamesisk regering. Og vi hyldede, med Lars Lykke Rasmussen i spidsen, afganernes befrielseskrig mod russerne, som havde besat landet på indbydelse af den lovligt valgte afganske regering. Så helt let er det ikke, hvem er lovlige frihedskæmpere, hvem er terrorister og hvem er bare ganske almindeligt møgsure over at se fremmede soldater i gaderne.

Jeg nærer en stor beundring for de danske soldater, der hver dag sætter livet på spil for en tabt sag. Men forståelsen for dem og deres umulige situation bør ikke forhindre os i at diskutere krigen/besættelsen/befrielseskampen bredt i pressen og mellem hinanden. Og den ret må Enhedslisten og deres åbenmundede kandidat vel tilstås i vort demkratiske samfund.

I'll be back

Slut med Harry

2007-07-24T19:24:00.000+02:00

Så nåede jeg bind 7 til ende, og, surprize surprize, den endte som man kunne forvente. Ikke mindst i lyset af de sidste års enorme forventninger og spekulationer gik læsningen hurtigere og hurtigere som der blev færre og færre sider i bogen. Konstruktionen var simpel, Harry og Voldemort kan ikke begge eksistere samtidig, der var ikke et bind 8 planlagt og nogen af hovedpersonerne skulle slås ihjel.Man kunne så have opstillet en afkrydsningsliste og holdt væddemål om hvem der vandt, hvem der blev slået i hjel og om serien endte godt eller skidt. Spændende tanke, som nok er realiseret et par tusinde steder på nettet. Nu er det altså for sent og listen kommer ikke her. Så bare læs videre, både i bogen og her på siden.

Som en anden, der ikke må nævnes ved navn, har jeg levet med Harry siden serien begyndte, jeg husker ikke hvorfor jeg købte den første, vist mest som impuls. Sjovt har det været, især de første bøger var fyldt af en fantastisk humor og varme, billedet af Hogsward og de lettere kiksede troldmænd var fængslende og jeg måttte grine højt gang på gang. Som serien skred frem blev temaet mere og mere alvorligt, der blev længere og længere mellem grinene. Istedet voksede der en kamp frem mellem det gode og onde i hver enkelt af os, wizards eller ej, en kamp mellem den tolerante samfundsmodel overfor den facistiske. En kamp mellem kaos og harmoni. Iklædt fantastiske gevanter, fabeldyr, duellerende tryllestave og et spændende persongalleri. Jeg var forhekset, levede med og holdt af personerne, selv ham Tom Riddle, som i virkeligheden er bøgernes mest gådefulde og dermed mest spændende person.

Fra mit personlige liv kan jeg genkende de frygtelige Dementors, der sluger al glæde og varme og kun kan skræmmes væk med en Patronus, en skytsengel, der reflekterer ens inderste væsen. Jeg kan genkende tivvlen på hvad der er rigtigt at gøre, og skammen over begåede fejl og ikke mindst behovet fort at have nogen at holde af, at være holdt af og det svære ved at acceptere dette.

Men altså nu slut med Harry og hvilken slutning, der er drøn på i sidste bind, trylleformularerne fyger gennem luften, sceneriet skifter og spændingen er tårnhøj til sidste - næstsidste side. Ikke en bog jeg ville læse højt som godnatlæsning for mindre børn. Men godt gået fr. Rowling, skulle du få flere gode ideer til nye serier, så står jeg parat i køen ved boghandleren.

He w'nt be back.

Set fra den anden side

2007-07-18T09:06:00.000+02:00

Vi er vant til at se de skrækkelige billeder fra Irak gennem vor vestlige optik. Vi ser med total mangel på forståelse på selvmordsbomber, fanatisme og ekstremisme. Vi ser Irakere slagte Irakere og ødelægge religiøse helligdomme. Og vi forstår det ikke. Hvad vi end mente om invasionen, så burde et ellers civiliceret folk ikke gå sådan i opløsning. Men det gør det, og forholdene bliver bare værre dag for dag.

Så faldt jeg over en bog af en algerisk forfatter, Yasmina Khadra, The Sirens of Bagdad, og så blev det hele lidt mere forståeligt og lidt mere frygteligt. Bogen handler om en ung irakisk knægt, der provokeres til at blive selvmordsbomber. I sig selv slemt nok, men beskrivelsen af et amerikansk kontrolbesøg hos hans familie i en søvnig landsby er rædselsvækkende, som ganske lidt andet jeg nogensinde har set eller læst. Ja det overgås vel kun af den scene, hvor en såret irakisk etellerandet bliver skudt af amerikanske soldater. I bogen overtræder amerikanerne alle normer for hvordan man skal omgås andre mennesker og bryder med selv det mindste krav om anstændighed. I sig selv slemt nok, men bogens pointe er at set med irakiske øjne er overgrebet tusind gange værre fordi hjemmets fader ydmyges. Når han, i sig selv temmelig ussel og nedbrudt, udmyges for øjnene af sin søn, så lægges vejen til katastrofal hævn øjenblikkelig åben og kravet om at hævne faderes ydmygelse kan kun efterleves med blod.

Bogen indeholder også en rystende beskrivelse af forholdene i Bagdad, igen set nedefra, fra en irakers synspunkt og med dennes perspektiv. Bestemt ikke rar læsning.

Khadra har begået to bøger mere om Irak, jeg ved ikke om jeg glæder mig til at læse dem, men det er desværre nok nødvendig læsning. Skulle nogen, udover Bush og Fogh, mene at krigen i Irak kan vindes, hvad det så ellers indebærer, så burde denne bog give stof til fornyet eftertanke.

I'll be back

Ps. Fik læst de to andre bøger i triologien på tur til Azorerne. Pyha, det var hårdt. Den ene handler om Afganistan og forholdene med Taleban, den anden om situationen i Israel og Palæstina. Sjældent har jeg haft så svært ved at læse, måtte stoppe for hvert kapitel og sunde mig. Og sjældent har bøger efterladt mig med så stort ubehag. Hvad er det dog, der sker blandt disse fundamentalister, hvad driver dem så vidt og hvorfor har de fremgang. Læs bøgerne og få svaret, men bered dig på søvnløse nætter.

The swallows of Kabul og The Attack. Jeg fik mine gennem Amazon.

Brylluppet i Thisted

2007-07-16T10:41:00.000+02:00

Efter 58 år lykkedes det mig at deltage i et "rigtigt" bryllup, først i kirken -puha, at det skulle overgå min søn- og så siden til en flot fest med kærlige taler og afsluttende brudevals. Smukke og glade var de, flot fest med mange flotte og kærlige taler, enormt rare mennesker. Tænk at min (og Susannes) søn har gjort sig fortjent til at den ståhej. Selv blev vi gift på Rådhuset, medens Rune blev passet hjemme. Vi nåede frem og tilbage på én HT billet og det var vist det. Som jeg husker det, så var det med at være blevet gift ikke sådan nogen vi snakkede om, det var mest for at sikre arvefølgen. Dengang var det besværligt at være samboende med et barn, det var "lettere" at være gift, rent formelt og lovmæssigt i hvert fald.

Brylluppet i lørdags var noget helt andet. Glade var de, Linda smuk som en gudinde og Rune flot og ikke mindst stolt. Det lykkedes ham at holde en fantastisk tale for sin brud - og lidt for alle os andre, og han lød slet ikke som en folketingskandidat. Så blev de ellers begge kærligt chikaneret af familie og ikke mindst venner, hvoraf nogen kendte dem lidt for godt. Et par af historierne var i hvert fald ikke kendte for mig, godt det samme!

Selv lykkedes det mig, i bogstaveligste forstand totalt uforberedt og med hovedet fyldt af noget helt andet, at kvække et eller andet om hvor langt et æble kan falde fra stammen.

Men en fantastisk oplevelse var det. Ikke mindt at min mor, 90 år om knap en måned, klarede turen og var med til sidste sekund. Så tak og undskyld, at jeg var lidt distræt og optaget af helt andre ting end min søns bryllup.

I'll be back

Underet i Thisted

2007-07-16T10:19:00.000+02:00

Hvordan beskriver man følelsen af et bjerg, der smuldrer sammen om en, følelsen af at verdens sorteste sky går i opløsning? Jo, klicheer er der nok af, så måske jeg bare klinisk skal registrere, at jeg genså min datter her i lørdags til min søns bryllup. Genså er et fattigt ord, fordi det vel er 15 til 18 år siden vi sidst har været sammen og savnet har været massivt i alle årene. Men i det øjenblik vi stod overfor hinanden og hun gav mig et knus, så var det klicheerne stod i kø for at udtrykke følelserne. Jeg vil ikke påstå jeg registrerede ret meget af brylluppet i kirken, dertil var øjnene for fyldt med vand og hovedet et helt andet sted, men det er vel også undskyldeligt. Omvendt kan man sige, at hvis en kirke nogensinde har været ansvarlig for et under, så skete der i hvert fald et af slagsen i Thisted i lørdags.

I'll be back

Me and Bobby McGee

2007-07-12T18:42:00.000+02:00

På vej hjem i dag var det salig Janis Joblin og hendes gamle hit der kørte rundt i hovedet. Ikke for musikken eller for den umiskendelige drive, der var over hende. Nej, for den dybt eksistentielle tekst: Freedom just an other word for nothing left to loose

Hvorfor? Fordi der nu strækker sig ikke mindre end 4 uger foran mig. 4 uger uden aftaler, uden forpligtigelser, uden ansvar for andre end mig selv. Jo da. Et bryllup på lørdag, en 90 års fødselsdag 6. august og et enkelt møde har da sneget sig ind i kalenderen. Men derudover, intet.

Den rene salighed blandet med skrækken for så lang tid uden struktur. Hvad skal jeg dog finde på, kan jeg holde ud at være alene med mig selv så længe uden at blive tosset (mere tosset). En slags forpremiere på pensionisttilværelsen.

Janis kunne ikke selv håndtere friheden og ansvarsløsheden, men druknede sig i stoffer. Mange af de gamle flippere fra dengang gik samme vej. Frihed er ikke sådan at håndtere, frihed er fin at drømme om, men svær at realisere og sværere endnu at leve ud uden at ende som drivgods, " Just like a rolling stone, like a complete unknown" som en anden af guruerne sang.

Jeg ved ikke hvordan det vil gå mig, lige nu er 4 uger lang tid, men mulighederne er også mange. Måske det vil lykkes at mødes med Bobby McGee og nyde friheden, måske jeg vil kede min røv i laser. Lige nu er jeg bare glad, ikke lige glad, men glad for de uanede muligheder - og så er der lige det med brylluppet lørdag i Thisted.

I'll be back

Truslen fra cykelisterne

2007-07-10T20:49:00.000+02:00

Jeg ved det godt, isen er tynd her. Indrømmet, jeg kan også finde på at tage et højresving mod et rødt lys, der er et par småveje undervejs, hvor jeg ikke altid holder for rødt og et enkelt fladt venstresving kan det da godt blive til. En typisk tur frem og tilbage på arbejdet ville nok koste mig en ugeløn, hvis jeg havde en betjent i røven med bødebogen fremme. Men altså, og så er det jeg bevæger mig ud på isen. Jeg er ikke til risiko for nogen, hverken mig selv eller andre. Jeg generer ikke nogen, tvinger ingen til at undvige, bremse op eller bare til at sige hov. Og jeg kommer frem, det er sundt og jeg kan lide det.

Nu skal jeg så høre i pressen, at jeg udgør en særlig risiko i den københavns trafik, at der skal ske en ekstraordinær indsats overfor mig, at der skal uddeles bøder. I TV taler folk alvorligt og indtrængende og det hele er til at brække sig over.

Hvem har nogensinde set politiet ude med samme budskaber overfor alle bilisterne, der ikke kan se forskel på rødt, gult og grønt. Hvem har nogensinde stillet et TV crew op og stoppet bilisterne når de fræser over for rødt med 80 i timen, kører ud i kryds klart uden mulighed for at kunne nå over, parkerer på cykelstien eller overhaler i fodgængerfelter.

Jeg mener, hvad med proportionerne, hvad med virkeligheden. Ja, der køres skræmmende råddent af mange cykellister i København, der køres uden omtanke og folk kommer til skade.

Men skaderne er intet sammenlignet med det bilerne laver, de slår folk i hjel. Det er fint med lidt orden, men start dog hvor det batter, start med moralen blandt bilisterne.

Tænk engang, hvis politiets (og sommerpressens) interesse blev rettet mod virkelige problemer. Og tænk engang, hvis der bredte sig den oplevelse i befolkningen, og mest blandt cykelisterne, at vi alle skal være der på cykelstierne. Kører man med hensyn og forsigtighed, så er det nok sikrere end den tankeløse overholden af diverse politivedtægter om højresving, ensrettede gader og fortove. Det er solidaritet og respekt, der mangler, ikke blinkende blå lygter.

I'll be back

Harpen

2007-07-04T17:23:00.000+02:00

Harpen som instrument har ikke sagt mig noget siden de gamle Marx Brothers film, det ændrede sig radikalt tirsdag aften. Var til jazzkoncert i Tivolis Koncertsal. Flot program med mange store stjerner og fængende musik. Men altså også med Tivolis Symfoniorkester, en 30 - 40 stykker af dem og så en harpe ude på fløjen. Eller rettere sagt en harpenist med umanerligt lange og smukke ben. Det var ikke fordi hun spillede så meget, et par gange blev harpen vippet hen mod hende og hun rørte ved strengene, men det var totalt umuligt at skelne lyden midt i bragende Bigband jazz og en fransk/amerikansk/dansk rytmesektion, hvor især den franske spjætfyr med det mystiske hår, var helt fantastisk.

Men min nye kæreste, hende harpen med de lange ben, hun sad bare og var med, foden vippede diskret til musikken og hun klappede sammen med os andre. Og jeg havde ikke øje for ret meget andet. Kun når Lisa Nilsson fik lov at synge med, så fik harpedamen uimodståelig konkurrence. Spændende koncert, lidt for meget larm og teknisk flot spil, lidt for lidt inderlighed, men en god aften - og så med et helt nyt blik på harpenister.

I'll be back

Væsentlighedskriteriet

2007-07-01T08:58:00.000+02:00

Jeg hører nogen gange begrebet nævnt i forbindelse med de store nyhedskanalers udvælgelse af emner. Lørdag oplevede jeg et sådant eksempel.

Efter TV2 nyhederne skiftede man hurtigt over til Nyhedsstudiet udenfor Frederiksborg Slot, så vidt jeg forstod fordi spændingen var så stor. Og hvad var det så, der var så spændende, at der blev kørt direkte vist i 10 minutter (var ude og brække mig efter de første par minutter). Jo, de tre værter havde hver sit område, som de næsten ikke kunne vente på. Den ene var spændt på om Frederik fik lov til at bære babyen, den anden om hvad hun skulle hedde og den tredie, hvordan man afviklede et privat arrangement (med livedækning fra begge de store kanaler) Så var der en, der var spændt på hvem gæsterne var - regeringstoppen var jo ikke inviteret. Lone Kühlman fik fortalt, at Frederik er et følsomt menneske, hvor hun så ved det fra og Jens Dorph, at det var spændende hvilke signaler (den private) barnedåben sendte om kongehusets positionering i samfundet.

Som om det ikke var slemt nok, så fortalte de med stolthed at begge landsdækkende nyhedskanaler var tilstede med hvert sit nybyggede studier ved slottet, TV2 endda med egen helikopter.

Man må jo så håbe for DR og TV2 at intet forstyrrer den store satsning på væsentlige nyheder. Ikke flere bomber i London, ingen større myrderier i Irak elller fejlbombninger i Afganistan. Ingen megaregnskyl i Danmark eller nye afsløringer af doping hos CSC. Tænk hvis væsentlighedskrititeriet skulle tvinge redaktørerne til at vælge mellem barnedåb og andre nyheder. Tør jeg gætte på resultatet!

I'll be back

PS. Et hurtigt check af programmerne viser at der er livetransmission fra 7.00 på begge kanaler til 13.00 og så timelange reprotager igen i aften! Yes, flere penge til DR1 og flere reklamer til TV2 - pengene går jo til et væsentligt formål.

PPs. Man kunne jo spørge mig selv om ikke samme væsentlighedskriterie burde forhindre mig i at skrive disse linier, men sådan er der jo så meget...

Rasmussen nr. 1.

2007-06-23T10:40:00.001+02:00

Poul Nyrup Rasmussen, eller Rasmussen 1, som han kalder sig i Europa. Forleden blæste han forbi Lo-Skolen og holdt foredrag om kapitalfonde for ca. 150 tillids- og sikkerhedsfolk. Jeg forstod ikke et kvidder, jo det med kapitalfonde er noget farligt noget og vi må handle, EU må vedtage regler mod kapitalfonde. Så meget var klart, men detaljerne gik et par kilometer over hovedet på mig og sikkert resten af forsamlingen der ikke indeholdt mange nationaløkonomer. Men oplevelsen var alligevel stor. Poul Nyrup kan noget med direkte kontakt og store forsamlinger. Han kan kommunikere, begejstre og skabe en god stemning. Han er på, der er hul igennem og alle følger hans mindste bevægelse. Ingen hosten, ingen sneg sig ud for at tisse eller ryge. Og ikke det mindste "uld i mund" - tværtimod! Og det samtidig med at formodentlig kun de færreste kunne følge hans argumenter.

Kontrasten til statsminister Poul Nurup Rasmussen i en TV debat er uforståelig. Direkte overfor et bredt udsnitg af den danske befolkning er han en af de beste kommunikatorer, foredragsholdere og agitatorer, jeg endnu har mødt. Når der så kommer et TV kamera imellem, går det galt og han bliver sin egen væste fjende. Mystisk.

At Poul Nurup så efterhånden er udstyret med et ganske betydelig ego og en lidt skinger forherligelse af sig selv, sit europæiske socialdemokrati og sin globale rolle er både til at forstå og tilgive. Den vilje til at ville kommunikere et teknisk svært emne til en måbende forsamling, den skal han have fuld respekt for.

Personligt var jeg i hvert fald næsten barnligt stolt af at være mødeleder i en sådan situation - tænk jeg trykkede ham i hånden hele to gange...

I'll be back

Deterrence

2007-06-02T09:32:00.000+02:00

Mystisk film, TV2 viste fredag sent. Afskrækkelse hed den og viste en yderst handlekraftig president, der før 9/11 skal forholde sig til en ny Irak invasion mod Kuwait og trusler i hele regionen. Handlingen kort i al sin besynderlighed:

Irak invaderer Kuwait og truer samtidig Israel. Præsidenten går på nationalt TV og meddeleler Irak, at han vi udslette Bagdad, hvis de ikke øjenblikkelig trækker sig tilbage. Det gør Irak ikke og derfor udsletter præsidenten Bagdad. End of story.

Ja, rent bogstavligt ender filmen med Bagdads udslettelse. Der sker naturligvis en række besynderlige ting undervejs. Irak angriber resten af verden med atomvåben på langdistanceraketter. Heldigvis viser det sig, at disse atombomber netop er solgt til Irak for at undgå, at de selv udvikler atomvåben og at de derfor ikke kan eksplodere. Heldigt for det meste af Europa og ikke mnindst for vor gæve præsident.

Morale: Irak med Saddams søn Uday i spidsen er villig til at ofre ikke blot Bagdads befolkning, men en hel del millioner mere rundt omkring i verden. Altså det er helt i orden - og cool - at præsidenten holder hovedet koldt, undlader at forhandle og istedet handler konsekvent med udslettelsen af Bagdad. Man forhandler da vel ikke med udyr!

Filmen var en "very low budget" produktion fra 1999, altså før 9/11, men med Kuwait i frisk erindring. På besynderlig vis kommer den til at forudsige den virkelige invasion af Irak udfra påskuddet om masseødelæggelsesvåben, der truede resten af verden - men som altså ikke var der. Var filmen en del af oprustningen? En del af kampagnen, der skulle føre til invasionen i 2003. Eller bare et banalt udtryk for amerikanernes evindelige tro på egen overlegenhed og ringeagt for andre folk?

Besynderlig film, i hvert fald.

I'll be back

Hykleri på EPO

2007-05-28T09:42:00.000+02:00

Jeg ved det godt, det er forkasteligt at bruge doping. Farligt for kroppen og det ødelægger sportens sande ånd. Og så giver det de unge ubefæstede sjæle forkerte idealer. Så fy og føj til Bjarne, Ivan, Zabel, Virenque, Armstrong og alle de andre. Sport drejer sig om ædel kappestrid, ikke om at havde de bedste læger.

Når så alt det er sagt så synes jeg at al forargelsen over Bjarne Riis's indrømmelser er det rene hykleri. Hvem troede dog for alvor at sporten var "ren", eller at der ikke forekommer et lignende misbrug i en række andre sportsgrene. Og når det endelig kommer til stykket, hvad er så forskellen på at spille en vigtig fodboldkamp på smertestillende midler og at køre Tour de France på EPO? Begge dele ødelægger legemet og begge dele er misbrug af lægevidenskaben.

Ser vi på resten af verden, så er stoffer for længst blevet en del af hverdagen. Vi hylder gladeligt filmstjerner, der åbent bekender brug af coke. Inden for rock er et misbrug vist en nødvendig del af "gamet" og det afholder os ikke for at lade vore unge tiljuble diverse stjerner. I lidt ældre tider var det usandsynligt at se en ædru jazzstjerne og alt for mange var direkte afhængige af heroin. Beatles havde da vist et eller andet med LSD og ret så meget med hash.

Stoffer er en del af hverdagen, misbrug af coke er ved at være udbredt også på visse typer arbejdspladser som en forudsætning for at kunne holde til arbejdspresset og i nattelivet, er coke og lignende en fast og lettilgængelig bestanddel.

Så stik lige piben eller sprøjten ind og dæmp forargelsen. Kunstig tilført kemi i vore kroppe er noget skidt, men det eksisterer bredt i samfundet. Vi tilbeder sportsstjernene og der er frygtelig mange penge i sport, ikke blot til udøverne. Skal doping bekæmpes gælder samme regler som for narko. Find pengemændene og stop dem. Så lange stofferne er på gaden (eller i lægetaskerne) vil de blive brugt.

Personligt synes jeg stadig cykelsport er umådeligt kedeligt at se i TV, kun de sidste par kilomenter op af en bjergside kan vække min interesse. Om de så kører disse umulige stigninger med eller uden stoffer i blodet er mig ganske ligegyldigt - det er stadig umulige og fantastiske præstationer.

I'll be back

Pirates nr. 3

2007-05-26T09:29:00.001+02:00

Bemærk lige det ansigtsudtryk. Miss Elisabeth Swann som hævnens engel i kampen mod de onde skurke fra den engelske flåde og handelskompagniet.

Flot, fængende og sjov film uden det ringeste forsøg på realisme, alene et spørgsmål om sminkning, kostumer, digital action og totalt udflippede scener. Rigtig en film efter min smag.

Johnny Depp er sjov, dobbelttydig og totalt hjemme i rollen som neurotisk sørøverkaptajn, Geoffrey Rush er synligt glad for rollen som genoplivet skurk/helt og balancerer fint mod Jack Sparrow. Men bemærk hende her, heltinden, Miss Swann eller Kira Knightley. Hun lyser som nogen op i denne film. Ikke som den smukke blondine, som helten skal redde og gøre sig fortjent til, snarere omvendt. Det er denne rolle, der driver filmen frem og figuren fungerer helt på egne præmisser og fuldt på niveau med de 3 øvrige. Hun - eller rettere sagt Miss Swann - er viljefast som nogen, slås og tager ansvar så det er en ren fryd. Måske den første actionfilm, jeg har set hvor kvinderollen lever helt sit eget liv og fremstår som ligeværdig for historien og filmen.

Ja, jeg ved godt at jeg er en let push-over, for køn er hun og hendes ansigt får lov at fylde. Men imponerende alligevel. Det er ikke alene manuskriptet, der giver hende placeringen. Det er også Kira Knightley selv. Hun formår, som få jeg har set, at kombinere skrøbelighed med indre styrke og handlekraft så man tror på hende. Så selvom Johnny Depp absolut hører til på toppen af min idolliste, så får han her god konkurrence af denne unge stjerne.

I'll be back

Action film og biler

2007-05-25T07:50:00.000+02:00

Eksempler på den ganske særlige tradition, der omgiver især amerikanske film og actionscener med biler:

Når heltinden flygter fra øksemorderen kan hun aldrig få bilen igang før han når hen til bilen, så virker motoren.

Helten kan altid finde parkeringsplads lige hvor han skal parkere
Han behøver aldrig låse bilen
Under biljagter kører han tværs over befærdede veje uden at se sig for - og kommer godt fra det
De øvrige biler undgår mirakuløst helten, men rammer voldsomt sammen med øvrige uskyldige
Når skurkens håndlangeres bil vælter eksploderer den vildt og voldsomtNår skurkens bil vælter overlever han mirakuløst
Når heltens bil vælter overlever han mirakuløstI skuddueller stopper bildøre kugler fra automatvåben
Benzintankene i amerikanske film indeholder en særlig form for benzin. De eksploderer for et godt ord ved kollisioner, ved skud og ved bomber - og sjovt nok ved heltene altid i forvejen at det vil ske: "Run, it's gonna blow!"
Biler kan flyve langt over forhindringer, ramme hårdt ned og så bare køre videre Der kan køres lige igennem vinduer porte, gittere, vægge og mure
Når der køres lige igennem, så slår det flotte gnister i alle retninger
Politibiler kommer i sværme, men kolliderer altid og flyver i alle retninger, tilsyneladende uden skader på chaufførerne.
Når helten står på taget af en lastbil er der ingen skilte i hovedhøjde.Når skurkens håndlanger slås med helten på taget af en lastbil er der skilte i hovedhøjde.
Når helten ligger på taget af en bil ved skurkens håndlanger ikke, at han kan få ham af ved at bremse hårdt.
Helten og skurken har begge kræfter nok til at række ind gennem døren i førersiden og med én arm hive chaufføren ud for selv at klatre ind over overtage styringen - uden at bilen mister kontrollen.
Airbags udløses ikke ved påkørsler, flyvehop eller lignende

I'll be back

Frisindets sande vogter

2007-05-24T08:20:00.000+02:00

Vor alle sammens vogter af det danske frisind har været på krigsstien igen. Pastor Søren Krarup er på banen igen med en sammenligning mellem Koranen, Das Kapital og Mein Kampf. Alle tre skulle lede til totalitære styres massemyrderier og frihedsundertryggelse.
Javel, måske det er et par år siden vor landsbytosse sidst har kigget i Das Kapital, det skal han ikke lastes for. Men som jeg husker ungdommens teorier og senere års mere afbalanceret læsning, så er Das Kapital en videnskabelig, økonomisk analyse af den daværende kapitalisme, i sig selv ikke noget revolutionært kampskrift. Måske Krarup tænker på Det Kommunistiske Manifest, jeg ved det ikke, men så havde det været lidt lettere at forstå.
Sammenligningen mellem Koranen og Hitlers rablerier i en fængselscelle er ikke mindre bemærkelsesværdig. Mein Kampf blev ganske rigtigt brugt som ideologisk grundlag for nazismen, men teksten er da vist stadig kun læst af yderst få, da det efter signende skulle være det rene vås. Nazisterne klarede sig så rigeligt uden anden ledetråd end Hitlers taler og lysten til at myrde jøder. I øvrigt på et godt kristent grundlag.
Så er der Koranen tilbage. Her skylder vor præst at fortælle os andre ikke vidende, hvordan den adskiller sig fra vor egen Bibel. Fra hvad jeg har læst spredt i Koranen er opfordringerne til mord, afbrænding af flag og intolerance ikke sådan lige at finde, ligesom jeg tvivler på at stening af kvinder er specielt fremtrædende. Tager man Biblen er myrderierne vel hovedsagelig begrænset til Gammel Testamente (men der findes de vist også til overflod) og intolerancen findes mest i forestillingen om den almægtige Herre.
Hvad de to tekster afgørende har tilfælles er, at de er velegnede til fortolkning. Tågede formuleringer som af troende udlægges som det passer i deres politiske situation. Og så har de én anden ting til fælles. Den almægtige hersker og skaber, Gud, Allah eller hvad han nu benævnes. Enhver tro, eller følgeskab af en sådan almægtig kraft. indeholder i sig selv undertrykkelse, indebærer tab af frihed og tab af den frie vilje. Samt intolerance: min gud er bedre end din gud og derfor er jeg tvunget, pålagt, forpligtiget til at frelse dig. Og skulle frelsen indebære, at jeg først må udslette dig, så sker det i Herrens / Jesus' eller Allahs navn!
Så hvis pastoren var en smule konsekvent var hans oplistning af bøger, der fører til undertrykkelse, startet med Moderen af dem alle, Biblen. Der er vel uden sammenligning myrdet flest mennester i Jesus' navn end udfra samlige andre religioner og ideologier tilsammen.
Men måske drejer hans rablende angreb sig om noget helt andet. Måske han - som så mange andre af den skole - frygter det mest, som han genkender fra sit eget indre mørke, nemlig det totalitære menneskesyn.

I'll be back

Trafik i Vietnam og i Danmark

2007-05-15T17:25:00.000+02:00

Det er lidt en oplevelse at bevæge sig ud i trafikken i Vietnam, det går temmelig kontant og kaotisk for sig. Regler synes der ikke at være mange af, men en undtagelse, Du må ikke køre ind i nogen ellers hersker det frie initiativ, frem skal man og bare de andre overholder sammen regel som en selv, så går det nok.
Og det gør det faktisk - det meste af tiden i hvert fald. Som trafikant har du ansvaret for 15-20 grader lige frem, resten er de øvriges ansvar. Man forholder sig kun til dem inden for sektoren og overlader de øvrige 340 grader til de andre og lidt til Budda. Alle snor sig ind i mellem alle og tilsyneladende foregår det hele uden at nogen blir hidsige, skælder ud eller blot utålmodige. Måske skal noget af årsagen findes i Østens almindelige skæbnetro. Går det, så går det. Går det ikke så var det nok hellerikke meningen, og det er så nok fordi Budda, kejseren eller partiet har bestemt det.
I Danmark gør vi det anderledes. Her gælder reglerne og ve den, der ikke følger regelsættet. Laver jeg en mindre lovlig manøvre på cykel, så skal jeg nok høre fra andre trafikanter, der råbes, vises fingre og gøres grimasser. Ikke fordi min manøvre har generet dem eller bragt nogen i fare, alene fordi der er sket noget, som ikke burde ske - i hvert fald ikke af andre end en selv!
Er det forskellen på en kollektiv kultur og den danske, hvor individualismen råder? Eller er det forskellen på protestantisme og buddisme, at se sig som en del af en helhed eller at sætte sig selv først. Eller er det bare fordi vi ikke har så pokkers meget andet at brokke os over i vort lille smørhul?
Jeg følte mig i hvert fald tryggere i Vietnams kaos end på Københavns gader, i hvert fald bedre tilpas.
Men desværre, Vietnam har verdens tredie største antal trafikulykker per indbygger, så måske alligevel...

I'll be back

Khader og Co.

2007-05-08T07:59:00.000+02:00

Her ser vi den ultimative politiske konsekvens af moderne tids politik, kan man ikke få ret, skaber man sit helt eget parti. Ikke fordi man er særligt uenig, har fundet på en ny og banebrydende politik. Alene fordi manden er populær og kan trække mange stemmer. Jeg har ikke specielt ondt af De Radikale, de har fjumret rundt og troet, de kunne gå på vandet. Og da slet ikke af de Konservative, der fuldstændigt har smidt håndklædet i ringen for ikke at tirre Pia K og bevare ministerbilerne. Jeg har mere ondt af vort politiske system, der mere og mere ligner individualisters kamp om popularitet. I USA vælger man præsident udfra hans udstråling, i Danmark vælger vi efter, tja hvad?

I virkeligheden er vi vel på vej tilbage til gamle tiders demokrati, hvor parlamentarikerne var valgt lokalt og mere udfra deres magt lokalt end deres partitilhørsforhold. Nu har vi ganske vist store partier, men eksempler som Pia Kærsgaard, Karen Jespersen og nu Naser Khader viser, at betydningen af at kunne se sig selv i centrum af begivenhederne er afgørende og overskygger enhver ideologi, der måtte have været. Ser vi endelig på de store, Anders, Helle, Marianne og Villy, så er de vel først og fremmest personligheder og først derefter politikere, i hvert fald i mediernes og vælgernes øjne.

Og så til den mørkere side af Khader. Frejdigt proklamere ledende erhvervsmænd som Flemming Østergaard, Lars Kolin og Aamund, at de støtter Naser og Ny Alliance økonomisk, sikkert af egen pung, men alligevel. Hvornår har vi sidst set Hr. Møller fortælle, hvem Mærsk støtter økonomisk, eller Novo offentliggøre hvilke politiske tendenser, de søger fremmet med økonomisk støtte. Og da slet ikke på forsiden af alverndens nyheder endog før partiet blev erklæret støttet.

Naser Khaders Dark Force er gået i brechen for hvad, for en mand, for hans popularitet eller for hans evner til at holde Anders Fogh ved magten?

I'll be back

Dementi

2007-05-06T09:50:00.000+02:00

Jeg beklager, har gengivet en falsk historie. Pia K er ikke ophørt med at kommentere medlemmernes mere end acceptabelt tåbelige udgydelser. Det var en journalist fra Berlingske, der havde overfortolket hendes udtalelser, sikkert hørt hvad han håbede at høre - men det gør det jo ikke rigtigt.
Vi kan altså fortsat se frem til fornærmede mundvige, himmelvendte øjne og et skarpt tonefald når Pia K endnu engang må forklare at ledelsens linie står fast. DF er ikke et racistisk parti, har intet mod muslimer, har intet mod bøsser og er på ingen måde tilholdssted for folk med nazistiske tilbøjeligheder.
Eller sagt mere overbevisende; "Hold nu kæft til vi har hele magten!"

I'll be back

Vietnam og Kina

2007-05-04T09:55:00.000+02:00

Selv det hurtigste kig på Vietnams senere historie viser at de opfatter sig som meget separat fra Kina og at kineserne opleves som en farlig og utroværdig nabo. Det var derfor lidt af en oplevelse at besøge en række kejsertempler, begravelsespalæer og lignende og dér konstatere, at de alle fremstår som lidt formindskede kopier af kinesiske forbilleder. Det er også bemærkelsesværdig at se, at templerne sjældent er mere en 150 år gamle - alligevel er de kopieret efter Kinas langt ældre forbilleder.

På mig virkede besøgene som om Vietnam, i sit forsøg på at blive en selvstændig stat tilbage i midten af 1800 tallet valgte at kopiere det kinesiske kejserdømme. På trods af at det netop var kineserne, de ville være selvstændige fra og på trods af at styreformen, allerede på det tidspunkt, måtte fremstå som ganske forældet og utidssvarende. Tænk sig at bruge billioner på at bygge kæmpe begravelsespaladser så sent som i 1920'erne.

Mærkeligt er det også at tænke på at Vietnam på den tid var totalt underlagt Frankrig og ikke Kina.

Sådan kan et folks mere eller mindre forståelig kamp for selvbestemmelse tage så mange former. Dem man frygter mest og ser ned på, det er dem man henter sin kulturelle inspiration fra. Måske der her er en parrallel til lande som Saudiarabien, Irak og Iran og deres forhold til USA?

I'll be back

Pia har lovet at holde mund, jubii

2007-05-01T13:07:00.000+02:00

Tænk jer engang, Pia har lovet at holde mund. Hun vil ikke længere besvare spørgsmål fra journalister om paertimedlemmernes mere eller mindre mystiske udtalelser. Jamen dog, sikken er nyhed. Hun er blevet træt af journalisternes dumme spørgsmål, læs nærgående spørgsmål, og satser nu alene på partiets jernhårde diciplin. Eller rettere sagt truslen om omgående eksklusion, hvis nogen skulle vove at mene noget eller ytre det mindste ubekvemt om nazistiske tilbøjeligheder, noget der bare på den mindste måde kan tolkes som for vidt i forhold til "linien".
Sikke en stilhed, der nu breder sig i Danmark. Alle DF's medlemmer arbejder stille og roligt og diciplineret efter formandens direktiver, ingen pip, ingen slinger i valsen. For DF er da et stuerent parti, ikke!

Nåe jo, helt slipper vi nok ikke. Partitoppen må da gerne komme med grove generaliseringer om muslimer og især om den trussel som alle muslimer udgør mod den danske kultur, mod vor velfærd, mod kvindefrigørelsen og ikke mindst mod de ældre. Pia selv må da gerne udtale sig skråsikkert og slå alle over en kam. Muslim, islamist, fundamentalist, tilhænger af stening, terrorist. Har man bekendt sit religiøse ståsted, så er man stemplet.

Så en grov og nedladende tone i debatten, den slipper vi nok ikke helt for.

I'll be back

Udrensninger i Dansk Folkeparti

2007-04-29T19:00:00.000+02:00

Man imponeres, endnu en udrensning i DF, og endnu engang er det højrefløjen der må stå for. Partiet skal være - blive - stuerent for en hver pris. Alt hvad partiet er opstået udfra skal væk, ud, ekskluderes, udrenses.

Prisværdigt nok, Morten Messerschmidt er ingen pryd for dansk demokrati, Søren Krarup slet ikke og Mogens Camre, der burde vide bedre, er vel den mest rablende paranoide af dem alle.

Tilbage sidder Pia, som dronningebien. Alle tjener hende, alt er tilrettelagt for at servicere hende og hendes tro løjtnanter. Ingen debat, ingen vaklen, ingen selvstsændige tanker.

Nu skal jeg altså ikke lyde som om jeg vil savne nogen af de berømmelige landsbytosser i DF. Vi skæmmes som nation af at have personer som de ovenfor nævnte som en fremtrædende del af vort demokrati, vi gør ondt på uskyldige og udstyrer os med pinagtigt krumme tær, hver gang en Mogens Camre eller en Søren Krarup melder sig på banen. Spændende bliver det hvordan vælgerne belønner hende for bevægelsen mod stuerenheden. Kan de stadig genfinde sig selv afspejlet i DF stadig mere grå masse, eller begynder de at se tilbage mod Socialdemokratiet og Venstre.

Spændende...

Sidste:

Pia kjærsgaard frit og frejdigt på DR 1: Tørklæder er et symbol på linie med at vise hagekorset og islam er en ideologi som nazisme eller kommunisme.

Ja, det sagde hun faktisk til studieværtens store forbavselse, men hvor er overskrifterne i dagspressen? Hvor er advarslen fra Pia til Pia?

Konklusionen er nok dobbelt:

Dansk Folkeparti har ét ideologisk ståsted, kampen mod islamiske indvanderer (og al andet fremmed) - så kan de smide så mange ud de vil og uddele nok så mange advarsler til prominente MF'er.

Under dække af den såkaldte kulturkamp kan man sige hvad som helst i den offentlig debat.

Jeg græmmes!

I'll be back

Vietnam og historien

2007-04-26T19:57:00.000+02:00

For mig har Vietnam altid været et nærmest mytisk land. Som ung kom det til at præge min ideologi, mine grundopfattelser og en ikke uvæsentlig række fordomme. Efter siden at have læst en masse mere eller mindre lødig litteratur om krigen, kom jeg ikke helt uforberedt til landet her i april. Spændende var det derfor især at besøge et par museer i Hanoi og et i Saigon om krigen. Desværre var museerne næppe oplysende, i hvert fald ikke bare på overfladen.

Kort sagt var hovedbudskabet, der var krig og vi vandt. Fjenden var US imperialismen, men hvad der ellers skete fra 1953 til 1975 (og siden) blev man ikke just klogere af på disse museer.

Ikke et ord om borgerkrig, ikke et ord om Sydvietnams vel egentlig forståelige kamp for selvstændighed, også rettet mod nordvietnameserne. Ikke et ord om forskellene på folkene i nord og syd. Og da slet ikke et ord om at krigen mest blev vundet i US og i hjerterne i vesten, kun i mindre grad på slagmarkerne i Laos, Cambodia og i Vietnam.

En sjov detalje var de udstillede fly. Samtlige var forsynet med flotte U.S. Airforce mærker. Men når man nu er en flynørd som mig var det klart at kun en enkelt type faktisk kunne have været anvendt af de amerikanske styrker. Resten var alene anvendt af det sydvietnamesiske luftvåben, godt nok leveret af amerikanerne, men formelt og nogen gange meget reelt opereret af sydvietnameserne selv. Alligevel skulle de se ud som om de var efterladenskaber fra de amerikanske styrker.

I mine øjne havde historien været både mere sand og mere anvendelig i dagens Vietnam, hvis det var indrømmet at der havde været en krig mellem syd og nord, at nord havde vundet, men at der nu var forsoning og at landet nu hang sammen som en hel nation. Men nej, den gamle US imperialisme version blev fastholdt for en hver pris, trist.

I'll be back

Vietnam og fremtiden

2007-04-24T12:17:00.000+02:00

Som turist i Vietnam opsøger man uvægerligt billeder som ovenfor. Mere end halvdelen af mine billeder fra turen viser situationer, hvor det ser primitivt ud, hvor der bruges "gammeldags" metoder og hvor forskellene til danske forhold er mest fotogene. Sådan må det være, men er det et rimeligt billede af landet og dets muligheder?
Vietnam er et land, der er på vej - men vejen ser lang ud. Herhjemme er vi bekymrede over globaliseringen, over at miste arbejdspladser. Fra Vietnam er perspektivet anderledes. Vejen frem for dem er at tilbyde sin kollosale arbejdskraftreserve til at producere forbrugsgoder til den mere udviklede del af verden. Så set med gamle internationalistiske øjne burde vi slås for at flere arbejdspladser blev flyttet til lande som Vietnam, jo flere jo bedre. Flere arbejdspladser i Vietnam, bedre økonomi, mindre fattigdom, bedre sociale forhold og udvikling. Og når vi så samtidig kan sikre os selv billigere fladskærme, sko og bukser, hvorfor er vi så så bange?
Så når nu billederne, også i mit album, viser det idylliske Vietnam og ikke de nye fabrikker, vækstområderne, så fortæller de kun den halve historie.

I'll be back

Vietnam blues

2007-04-22T09:14:00.000+02:00

Lige hjemkommet efter mere end 2 uger i Vietnam og besøget står stadig uklart. Hvad var det jeg oplevede, hvordan har det ændret min verden?
To begreber står overfor hinanden; venlighed og varme overfor kaos og katastrofe på vej!
Overmådeligt venlige, smilende og smukke mennesker, rart at færdes blandt befolkningen. Gå på mod, vilje til at skabe sig en bedre fremtid. Smuk natur og facinerende historie.
Alt det overfor umulige betingelser, misbrug af naturen, udvikling for en hver pris og trafikkaaos og udviklingsmuligheder, der synes mindre og mindre dag for dag.
Det er de to stemninger, jeg nu sidder tilbage med efter min hektiske rundtur fra nord til syd.
Startede i Hanoi med dyttende scootere, overvældende aktivitet ikke mindst på gaderne; over Ha Long bugten med dens betagende natur og totale misbrug af kysten til masseturisme (og økonomisk fremgang). Videre til Hue, Hoi An, hvor trafikken stadig var slem og hvor hotellerne bemægtede sig strandene, men folk stadig er venlige og den lidt fjernere historie fylder godt op. Videre mod syd over Na Trang til Saigon eller Ho Chi Minh City, som den med begrænset gennemslagskraft er omdøbt til. Her havde scooterene helt taget magten og storkapitalen fået bygget sine vækstsymboler. Nede i Mekong deltaet rådede vandet, kokussen og varmen og (desværre/heldigvis) masseturismen var ikke for alvor nået frem.
Hvad skal jeg mene, Vietnam har kun få chancher, som turen var tilrettelagt så vi kun dem med masseturisme for øje og ikke meget af landets industrielle muligheder. Synet var ikke altid lige kønt, naturen skriger på omsorg, pusterum og færre hoteller. Økonomien kan bruge turisterne, men kan indutstrien tiltrække tilstrækkelig med ordrer uden at vejnettet helt bryder sammen og uden at folk begynder at udskifte scooterne med biler?
Vietnam har nok kun én chance, men det har jo endnu ikke forhindret nogen i at tage den!

Du kan se fotos fra turen her:
http://picasaweb.google.dk/HHalbum/Vietnam2007

I'll be back

Operaen

2007-04-04T10:23:00.000+02:00

Havde mit første besøg i Operaen, Simon Boccanegra. En stor oplevelse, ærgerligt nok mest for bygningen og det at være dér live, mindre for selve operaen.
Hr. Møllers mausoleum er fantastisk, rummet inde foran selve den træbeklædte sal er imponerende og en oplevelse i sig selv.Især når vejret var med os, som det var og vi kunne sidde og spise med udsigt over hele havnen, Amalienborg og det nye skuespilhus. Det er flot og medrivende at være der inde og hvad man end måtte mene om Hr. Møllers gave (og smag) så virkede det hele yderst velfungerende og spændende. Bortset altså lige fra de famøse kølergriller rundt om huset. Når man sad på byens flotteste restaurant var der frit udsyn ned til havnen og op til himlen, men fra pladserne var der en kølergrille, der helt tog udsynet ind over byen, mindre smart.
Jeg skal ikke gøre mig klog over selve operaen. Noget med nogle familier i Verona, der var uenige om et eller andet og så derfor døde i hver akt. Så var der en temmelig søgt parallel til østeuropa, totalitære kommunistiske regimer eller hvad ved jeg -ideen var ikke helt klar, men det betød at sangerne var ikædte kedeligt halvtresser tøj, stod og gik som kopier af de udøde fra Night of the Living Death, men ikke nær så morsomme!
Desværre var musikken også meget lidt fængende, de spillede og sang enormt flot, men det virkede mest som om der var lagt lidt forskellige toner til de forskellige replikker, som så blev trukket ud med enorm styrke. Flot, men ikke fængende. Og bestemt ikke som i nogen af de få operaer, jeg kender og kan skråle med på alene hjemme.
Men altså, alt i alt en stor oplevelse og tak til Rune og Linda for at invitere mig med.

I'll be back

Blekingegadebanden

2007-04-03T12:40:00.000+02:00

Blev færdig med første del af Peter Øvig Knudsens bog om Blekingegadebanden, medens snotten var ved at formørke hjernen helt.Og uha da da, den kom tæt på. Jeg levede mine ungdomsår i på den yderste venstrefløj. Heldigvis endte jeg i den anden halvdel af den oprindelige maoistiske udspaltning fra DKP, det der senere blev til KAP og ikke KAK. Husker udemærket vor lettere forundring over den lille, pudsige gruppe folk omkring Godtfred Appel, der som os kaldte sig marxister leninister, mao tse dong tænkere, men som helt åbentlyst havde afskrevet klassekampen i Danmark.Vi havde meget glæde af deres forlag og de mange opbyggelige værker om den glorværdige kinesiske revolution, men selve organisationen KAK eller KUF så vi ikke meget til.
Dog husker jeg en del diskussioner om ideen med, at det danske proletariat havde forrådt sig selv og ganske svigtede den internationale solidaritet og verdens revolutionen. Vor konklusion var dog at vi, revolutionens bragende fortrop, skulle ud og vække masserne, hæve den røde fane og ryste kapitalismens og reformismens kæder af. Jeg tror, jeg egentlig godt forstod KAK's holdning med at det ikke nyttede noget, at revolutionen måtte starte et andet sted. Der var vist også noget med et Lenin citat om Danmark som kapitalismens museum, men heldigvis tog vi jo ikke altid alle citater lige alvorligt. Så vi bevarede troen på den danske arbejderklasse.
Den der med at financiere PFLP med kriminalitet herhjemme eller direkte tage del i væbnede aktioner rundt omkring i verden, den kendte vi jo ikke det fjerneste til og som jeg husker vore diskussioner, så ville vi nok have afvist tanken som venstreekstremistisk, revisionistisk eller på en eller anden måde afvigende fra masselinien.
Netop masselinien var nok vor styrke og hovedårsagen til, at jeg idag stadig synes at det var tiden værd. Masselinien sagde et eller andet i retning af, at forandring kun sker når det brede flertal tager magten og kræver forandring. Masselinien afviste at handle på vegne af masserne eller i modsætning til masserne, men sagde dog at de -masserne- godt kunne bruge lidt pift for at få lettet røven. Eller sådan husker jeg det.
Spørgsmålet er, hvordan KAK blev til Blekingegade. Var det noget der lå i vort fælles ideologiske arvegodt eller noget helt specifikt for gruppen omkring Godtfred Appel? Jeg synes ikke bogen giver svaret, men det er nok hellerikke så lige til. Spørgsmålet er dog interessant. Vi valgte at bekæmpe demokratiet på demokratiets grund, at slås for proletariatets diktatur med grundlæggende demokratiske metoder. Mærkeligt nok, for på mange måder var det jo ganske rigtigt selvimodsigende og ulogisk. Palestinæsnernes kamp var og er på mange måder langt mere interessant og betydningsfuld end kampen for et større fladskærms TV eller længere ferier, som vel er ved at være den danske arbejderklasses samlede parole idag.
Men vi var og jeg er nok grundlæggende for dansk, for koncensussøgende og magelig til for alvor at slås for noget - full speed ahead and damm the torpedoes - som KAK prædikede. Tak for det.

I'll be back

Snot, snot og mere snot

2007-04-03T12:21:00.000+02:00

Snot er ikke en ny del af mit liv, men et tilbagevendende faktum. Snot i lungerne, snot ud af næsen og nogen gange osse snot i hjernen. Jeg ved ikke om årsagen er astmaen, vejret, arvesynden eller bare for at jeg skal have noget at brokke mig over. Men irriterende er det.
Nu har det stået på i halvanden uge, slemt nok. Men om to dage går turen til Vietnam og så ved jeg ikke hvordan det blir med hoste, småfeber og snot i lange baner. Man kan jo så bare håbe at jeg ikke rammes af en hidsig aircondition, af skift i temperaturen eller hvad forholdene derude nu har at byde på.

I'll be back

Leon

2007-03-28T18:06:00.000+02:00

Velkommen til, min nye ven Leon. Du skal nu fragte mig rundt i landet, fra nord til syd og ikke mindst vestpå. Funklende ny, med heste under kølerhjelmen og diesel i blodet. Tysk teknik, italiensk design, spansk udførsel og så en ærkedansker bag rattet, den sande EU ånd!

I'll be back

93 døgn

2007-03-22T08:15:00.000+01:00

2250 timer, 180.000 kilometer, lidt af et bekendtskab. Det er så slut nu, bilen solgt og en ny epoke venter. Ikke så lidt vemodigt. Vi har været sammen Frankrig rundt, siddet fast i Paris, beundret Mont Blanc og gyst over Verdun. Over Storebæltsbroen utallige gange, slidt asfalten og dækkene tværs over Fyn og kedet os bravt på de jyske moterveje. Kørt rigtigt hurtigt i det tomme Vestjylland og fået en enklet fartbøde ved Hillerød (6 kmt/t over det tilladte). En nydelig ung dame har påkørt bagpartiet, men det kom der ikke andet ud af end et nyt bagparti. Egentlige problemer har vi ikke haft sammen, godt nok betalt et par millioner i vedligeholdelse og reparationer, men mindre end forventet. Bilen har altid startet og kørt, når den skulle og altid fået mig hjem i et stykke.
Så tak, kære Xsara 1.6 fra 2001. Du har været mig tættere end de fleste og nu er det så slut. Jeg kasserer dig til fordel for en ny og yngre model.

I'll be back

Forårsfornemmelser

2007-03-12T19:26:00.000+01:00

Cyklede ind med en kold sol lige over horisonten, men fornemmelsen var der; i dag var dagen hvor vejret skiftede. Og ganske rigtigt, gik fløjtende med åben frakke og dumt smil på læberne til møde. Omkring mig cyklede folk i skjorteærmer, sad på bænke og snakkede og alle så på en eller anden måde osse bedre ud end i fredags.
Kom ud fra mødet med endnu større smil om munden, havde mødt en spændende pige, måske ku' det være, sød og spændende var hun i hvert fald. Så humøret fik en tand til, solen varmede endnu mere og det var lissom noget var sluttet og noget andet begyndt. Tja, troen og håbet kan man jo altid varme sig lidt ved.
Cykelturen hjem var varm og sveden sprang mere end normalt. Hjemme igen ku' jeg lige knibe en halv time med avisen ind ude i solen.
Hvad mere kan man så bede om? Nå ja, lønforhøjelse. Og sandelig, out of the blue, tilsyneladende en særdeles pæn tilpasning af løn og pension.
What a day!

I'll be back

At rejse er at leve

2007-03-03T10:33:00.000+01:00

Sådan er der vist en eller anden klog mand, der er citeret for at sige. For mig gælder der åbenbart andre regler.
Skulle til møde i Bilbao, egentlig ganske simpelt og uproblematisk. Bestilte billet over vort interne rejseburo og havde helt styr på det hele. Aftenen før brugte jeg rejsenummeret til at checke ind over SAS's hjemmeside, fik sæde og alt var i orden. Mødte op til Kastrup, afleverede kufferten og fik to styks boardingcards, et til Kastrup og et til Barcelona.
Men så var det også slut med den glatte vej. I gaten blev jeg promte afkrævet en billet. Jamen du kan jo se mig i computeren, med sæde, baggage osv. Nix, svarede den ikke særligt venlige Gatekeeper, jeg manglede en billet. Hvordan jeg så kunne checke ind, få boardingpass osv, det havde hun ikke lyst til at kommentere. Der var ikke noget at gøre, uden billet ingen adgang til flyet.
Heldigvis var flyet nu lastet, piloterne klar og diverse "slots" klar i luftrummet over Europa. Så den med at stoppe flyet, tømme min kuffert ud og så begynde forfra, den var vist ikke populær.
Så jeg fik lov at flyve med til Barcelone, uden boardingpass videre og besked om at jeg måtte være et frygteligt menneske.
I Barcelona kom jeg glat og uden problemer og altså boardingpass videre med flyet til Bilbao. Ingen løftede øjenbryn, ingen problemer.
Så det var jo helt fint, lige til det viste sig at min kuffert var blevet væk undervejs. Så stod den på papirer, beskrivelse af kuffert, telefonnumre, hotel og jeg ved ikke hvad. Og den stod på intet skiftetøj, ingen toiletsager og ingen oplader til mobilen.
Men jeg kom da til Bilbao.

Om Bilbao er der ikke meget at sige, De unge er gode til at demonstrere, gode til at råbe slagord og der er mange af dem. Politiet er gode til at skyde med scareguns og slå med lange knipler. Og bortset fra lidt blod hist og her, så foregår kampen for selvstændighed meget højlydt, men uden den store dramatik og uden smadringer og afbrændinger.
Guggenheim er usandsynlig flot og facinerende og byen i det hele taget rar. Desværre kan ingen bare lidt engelsk og restaurationerne åbner først kl. 9 om aftenen. Men et rart besøg.
Hjemturen gik for så vidt glat. Jeg fik beskæftiget ca 8 til 10 personer i lufthavnen med at få en gyldig billet, men da den var på plads, gik resten glat.
Men næste gang, næste gang jeg skal med en flyver - hvordan tør jeg overhovedet tænke tanken?

I'll be back

Ungeren

2007-03-03T10:05:00.000+01:00

Tænk sig at det skulle ske for mig! Jeg deputerede med den første vejspærring ved den den oprindelige Folkets Park, var blandt de første i det stadigt eksisterende Folkets Hus i Stengade. Har besat tomme huse, fyldte banker, blokereret veje, strejket ulovligt og i det hele taget opført mig ganske upassende.

Og nu sidder jeg her, mange år efter og hepper på politiet. Skælder ud på de overbeskytte unge, der misbruger deres velstand til at te sig som forkælede snotunger, smadre værdier som var de tomme mælkekartoner og så forvente at vi andre bare skal forstå dem, tilgive dem og så give dem, hvad de peger på. Ja, sådan tænker jeg faktisk idag!

Indrømmet, jeg har osse nægtet at gøre som Politiet sagde, har strittet imod, skubbet tilbage og gjort ting, som flertallet ikke mente var acceptable eller lovlige. Men aldrig - aldrig - brugt vold. Aldrig betragtet Politiet som fjenderne. Aldrig forsøgt at skade andre, hverken politikere eller politi. Råbt Lede Edel og brugt sprogets værste gloser mod Egon Weidekamp, men slået på dem, spyttet på dem eller brændt deres biler, aldrig. Aldrig smadret vinduer, brændt containere eller smidt med flasker, brosten eller lignende hårde ting. Det værste våben vi brugte i de gamle slumstormerdage var løbesedler og megafoner.

Sådan er det åbenbart ikke mere, og jeg græmmes. Og så bruger de Folkets Hus, mit Folkets Hus til at planlægge afbrænding af biler, smadring af skoler og jeg ved ikke hvad. Var det virkelig hvad vi kæmpede for da vi "befriede" Folkets Hus og satte det i stand?

Vi vandt ikke vor kamp tilbage i 70'erne. Sorte Firkant blev revet ned, Nationalbanken byggget og revolution blev det jo slet ikke til. Men det altdominerede og overordnede budskab vi havde til folk var Vågn op, tag del, kræv og kæmp. Vi kæmpede for noget, brugte udemokratiske metoder, men fjenden var altid ideer, ikke ejendom og slet ikke andre mennesker.

De unge idag har vel næppe et mål, de ser kun fjender og oplever helt åbentlyst ikke et behov for folkelig opbakning. Trist, uhyggeligt og deprimerende, hvad er det dog for nogle unge, vi har skabt?

I'll be back

Hvis Dansk Folkeparti fik sin vilje

2007-02-19T08:19:00.000+01:00

Tænk engang, hvis nu DF og Karen Jespersen fik sin vilje. Hvis alle indvandrerne pakkede sammen, fik nok og rejste til Sverige. Hvis terroristfrøene, alle dem der endnu ikke er dømt, alle dem, der ser forkerte ud på den forkerte måde, hvis de 2 til 300.000 lige pludselig tog flertalsdanskerne på ordet, ikke orkede at være annenklasses danskere længere - hvor stod vi så?
Tja, busser og taxi kan vi kigge langt efter, rengøring ligeså, kiosker og grønthandlere selvfølgelig. Kassedamer i supermarkeder, opfyldning i supermarkeder, væk er de alle. Ikke så få læger og sygeplejelsker, nogle ingeniører og tandlæger ligeledes.
Til gengæld vil der ikke være mangel på politibetjente, journalister og projektmedarbejdere, sprogskolelærere.
Hvad så Pia og Karen, skal vi udskifte muslimerne med polakker, baltere eller ukrainiere? Eller skal vi helt til Philipinerne og Thailand for at hente acceptabel arbejdskraft?

DF bag genmodificeret vælgerprototype

2007-02-18T09:54:00.000+01:00

Det er ganske vist kun en and, ovenikøbet en ælling, men måske et bud på fremtidens kærnevælger. I hvert fald Dansk Folkepartis ønskevælger.
Tænk dig engang, hvis vi alle blev født med 4 ben og armene blev til små pjaltetde vinger, der kun kan blafre forskrækket. Med en smule moderne genteknologi skulle det da ikke være så umuligt. Med fire solide platfødder ville vi stå urokkeligt fast, ikke noget med at bestige nye højder. Med vingerne kunne vi klappe, hver gang vi hørte noget vi ku' lide og vifte forskrækket over det uventede.

Vi ville blive uovertrufne til at træde vande. Men vigtigst af alt. Hvis vi sammen med de fire fødder, vingerne og næppet fik indkodet ændernes evne til at lade sig præge af deres første kontakt. Jeg ser menneskehedens fremtid. Fødestuer udstyret med store fotostater af Pia Kærsgaard hånd i hånd med Anders Fogh. Og jeg ser trappen ud fra hospitalet fyldt med pludrende nye danskere, begejstret på vej hen til andedammen solidt og urokkeligt hver på fire flade futter og de små vinger piskende rundt. Hvad kunne være mere hyggeligt og bekræftende.

Eneste problem bliver hvordan alle de nye, genmodificerede Pia & Anders kloner kan betjene deres remoter til fladskærmene eller lave mad i samtalekøkkenet.

I'll be back

Tabt kærlighed gør ondt

2007-02-14T21:43:00.000+01:00

Sad og så en skøn og temmelig flippet film. Der var en behandling, hvor man kunne få udvisket sine erindringer. Når man ville væk fra et forhold, skippe en kæreste eller hvad ved jeg, så fik man en behandling, og personen og erindringerne var væk fra bevidstheden. Vrøvl naturligvis, men en sød og charmerende film.
Desværre osse meget rigtig.
Det værste, ikke noget nyt her, ved at blive skilt eller miste dem, man elsker aller højest, er ikke altid bare fraværet af ens kæreste. Det er der som regel gode grunde til. Nej, det værste er at det, der engang var de mest strålende øjenblikke blir pinfulde, at hente frem. Det værste er at så meget af ens liv forsvinder. Det gør for ondt at mindes. Steder, situationer, store oplevelser bliver smetefulde at genbesøge. Fotoalbums forbliver uåbnede, ting smides ud bare fordi de indeholder lykkelige minder, eller bare minder i det hele taget.
Men som filmen også viste, banalt og smukt; man kan ikke smide sin bagage væk. Den kan gemmes af vejen, forvises til hjernens mørkeste afkroge, men væk kommer den ikke. Og fri blir man aldrig. Bare lidt mere fortrolig med afsavnet for hver dag.

I'll be back

Alexandra, farvel

2007-02-11T10:51:00.000+01:00

Lidt forsinket gik det op for mig af en af mine store drømme var fordampet, sådan lige for øjene af det meste af Danmarks befolkning. Hvordan kunne hun dog gøre det?
Alexandra havde alt, hvad jeg kunne ønske mig. Flot pige, lysende øjne og en tilsyneladende glimrende evne til at spille rollen. Ikke nok med det hun er eksotisk, god til sprog, så har hun penge, ihvertfald penge nok til mig. Eneste minus havde været at jeg så skulle have optrådt som jaget vildt på landets sladderblade og vel også anskaffet mig en smoking og gå til frisøren hver anden uge. Men hvad, det ku' jeg nok have levet med. Det er så slut nu, hun har valgt en tilfældig fotograf, uden overhovedet at vide, hvad hun går glip af. Ovenikøbet en lidt suspekt type, hvis jeg skal tro overskrifterne - og så yngre end Alexandra, tsk tsk!
Forbandet ærgerligt, nu havde jeg gået og drømt om hende så længe. Hvem skal jeg nu sukke efter? Paris Hilton, hun er da vist ledig, men hun er måske ikke lige typen og jeg dur ikke til at være oppe sent om natten. Tilbage er der kun et par nyhedsoplæsere eller hvad med Divia Das, men hun er væk fra vejret og min TV skærm, så den dur hellerikke længere. Hjæælp!

I'll be back

Hvem er gud egentlig?

2007-02-10T10:45:00.000+01:00

Jeg kom til at tænke over det her til morgen, på lokum. En artikel i Politiken havde været inde på fremvæksten af religiøsiteten, både som forklaring for tusinder af år siden og nu igen, hvor andre faste rammer falder væk. Måske vi alle har brug for noget at måle os overfor, noget at være ansvarlig overfor, noget at stræbe efter at gøre glad og tilfreds. Hvis det er Gud, så blev jeg pludselig også religiøs, sådan lige dér på tønden. I det tilfælde er min gud min søn og min datter, hvem elllers?

I'll be back

Kære Karen

2007-02-03T09:16:00.000+01:00

Stakkels Karen, hvad skal du dog gøre nu? Abu Laban tillader sig at dø netop som du skal til at ophidse danskerne mod islamisterne endnu engang. Måske endnu en del af deres nedrige plan for at underlægge sig Danmark.
Tænk dig, nu lykkes det at brænde igennem i alle medierne med budskabet "Karen is back", nu i den nye udgave som Venstrekandidat, som du siger "Jeg har jo altid været en sand liberal!". Alle døre står åbne, ikke længere må du nøjes med forsamlingshuse og boghandlere. Nu er det primetime, landsdækkende TV. Og dit budskab? Klart og tydeligt, islamisterne er truslen, truslen mod velfærd, kvindefrigørelse, truslen mod hele landets eksistens. Og så tillader han sig at dø, ham overforføreren, bagmanden bag angrebet på ytringsfriheden, bugtaleren med de to budskaber, et til danskerne og et til islamisterne. Lige netop nu, hvor du for alvor kunne bruge ham. Nu hvor flertallet af vælgerne var ved at vænne sig til tilstædeværelsen af en fremmed religion i landet, nu hvor familiesamførelsesreglerne så småt begynder at kunne diskuteres igen. Hvor eksemplerne på urimelighederne er ved at stå klarere end frygten for de fremmede. Og vigtigst af alt; nu hvor arbejdsmarkedet skriger på arbejdsduelige indvandere.
Jo, da, Karen, der er bestemt behov for en som dig til at genoplive danskernes slumrende svinehund. Men ærgerligt at du må skrige dit budskab ud i tomrummet, uden en Abu Laban til at spille bold med.
Så velkommen tilbage (fra de par måneder som partiløs). Hvad bliver dit næste skridt, når nu Venstre viser sig for blødsødent, for socialdemokratisk for dig? Blir næste skridt Dansk Folkeparti eller Dansk Front?

I'll be back